Om Aḱigsiak (Rink)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866
5. Om Aḱigsiak
I en meget gammel Tid hændtes det engang, at da en Baad drog op i en Fjord paa Laxefangst, blev en af Qvinderne røvet af Indlandsboerne, som toge hende langt ind i Landet. Hun selv var dengang en af de rigtige Menneskers Qvinder, men nu tog en Indlandsbo hende til Hustru og hun fødte ham en Søn, ham kaldte de Aḱigsiak. Denne havde i sin Opvæxt to af sin Farbroders Sønner til Legebrødre, og de pleiede ofte at slaaes og brydes omkap, men Aḱigsiak overgik snart begge sine Venner, endog i Hurtighed kunde de ikke maale sig med ham. Da Aḱigsiak havde en Kystbo til Moder og en Indlandsbo til Fader, var han mindre af Væxt end Indlandsboerne, alligevel gjorde han sig frygtet af de øvrige Indlandsboer, og han blev berømt for sin Styrke og sin Dygtighed til Erhverv. —
Aḱigsiak pleiede at opsøge Kystboerne for at forhøre sig om sin Moders Slægtninge. Engang da han var truffet sammen med dem fortalte han saaledes: »Da min Fader begyndte at ældes, blev han uduelig til Erhverv. Engang om Vinteren blev der stor Nød; jeg pleiede dengang altid at gaae ud paa Erhverv, og min Fader passede saa paa mig fra Toppen af høie Fjelde, idet han lagde Mærke til Veiret, medens jeg var ude; saasnart Luften blev truende gav han mig et Tegn, og jeg kunde strax høre det, hvor jeg saa var, og begav mig saa paa Hjemveien. Han gav mig ogsaa forskjellige Formaninger, og sagde, at jeg kunde gaae hvorhen jeg havde Lyst, alene mod Nord maatte jeg ikke vove mig, fordi det var meget farligt, sagde han, paa Grund af den uhyre Orm, der opholdt sig der. — Engang da jeg var paa Jagt, gav min Fader mig Tegnet, og jeg hørte det rigtignok, men da jeg endnu ikke havde faaet det ringeste Levende, blev jeg der alligevel; da jeg nu skulde til at gaae hjem, kom Uveiret paa mig, jeg kunde snart intet see for Blæst og tykt Sneefog, og tog Feil af Veien. Medens jeg nu saaledes drev omkring paa Lykke og Fromme viste der sig ligesom to store Vinduer af et Huus, derpaa saae jeg, at den største Deel af det var ligesom en Bakke, og tilsidst opdagede jeg, at det var den frygtelige Orm, som min Fader havde advaret mig for; da gav jeg mig til at flygte, men den saae og forfulgte mig. Hvergang den naaede mig, sprang jeg over den og stak i den. Tilsidst tabte jeg Kræfterne endnu inden den var død, jeg vedblev at ile afsted, men da jeg saae mig om var den nær ved at indhente mig, da skreg jeg af Træthed, og saa faldt jeg om og tabte Bevidstheden. Da jeg kom til mig selv igjen ved Kuldefornemmelsen paa mit Ansigt, huskede jeg strax paa Ormen og saae mig om, da laa den ganske nær ved mine Fødder. Krybende paa alle Fire listede jeg mig bort, uden at vende Øinene fra den, men da den ikke rørte sig, reiste jeg mig og gik. Først paa den fjerde Dag kom jeg hjem, min Fader havde allerede opgivet mig som død; da jeg traadte ind, sagde han: »vore Huusfæller have intet at hjælpe dig med.« Derpaa fortalte jeg, hvorledes jeg tilnød var bleven frelst fra Ormen, og at jeg havde forladt den rimeligviis som død. Min Fader sagde: »Ormens Krop, siger man, skal bestaae af bare Fedt,« og han lagde til: »vore Samboende ere nær ved at døe af Sult.« Da de nu vare underrettede derom, gik de ud efter den; men de styrtede om af Sult inden de naaede den, nogle tæt udenfor Husene, andre længere borte, hele Veien laae der døde Mennesker. Men de som naaede Ormen, flensede den og fandt at den bestod næsten af lutter Fedt, med kun lidet Kjød imellem. Hele Vinteren levede de af den.«
Dette var Aḱigsiaks Fortælling ved det første Møde. Anden Gang vedblev han at fortælle: »da jeg færdedes omkring for at jage paa Landjorden, kom jeg engang med min Fader ud imod Kysten og nedenfor os saae vi, at der stod tre Kystboer, som stirrede ud over Havet. Min Fader sagde: »see hist ude blæser en Hval, løb ned til dem dernede og spørg, om de ikke kjender en Tryllevise for at faae den til at gaae op i Bugten.« Da jeg kom ned til Menneskene, spurgte jeg dem, om de ikke kjendte en Vise til at kalde mod Strømmen. Da sagde en gammel Mand: »jeg kjender vel en, men jeg kan ikke synge den, fordi jeg mangler Tænder.« Jeg løb tilbage og fortalte det til min Fader; han sagde: »lad ham lære dig den.« Da løb jeg atter ned, lærte Visen, og i det jeg vadede med den ene Fod i Elven sang jeg den først mumlende, derpaa med Ord. Strax kom Hvalen ind i Bugten, men da den nærmede sig Elvmundingen blev Vandfladen ganske rød og da vi saae os om, stod der en Mængde Indlandsboer langs Elven, saa at deres Ansigter speilede sig i Vandet. Da Hvalen nu vilde gaae op i Elven, blev jeg meget begjerlig efter den, men manglede Vaaben. Jeg løb da omkring tre Fjorde og kom tilbage med Vaaben, da Hvalen først begyndte at gaae op i Elven, Indlandsboerne stak efter den, men formaaede ikke at trænge i den med deres Spyd, først da jeg kom til, stak jeg den tilblods. Vi flensede derpaa Hvalen, og jeg tog Halvdelen, men den anden Halvdeel af Forkroppen lod jeg dem faae, og Halvdelen af Halen gav jeg den gamle Kystbo. Derpaa drog jeg afsted og jeg bar min Part paa Ryggen, men da jeg hørte et Hyl, vendte jeg mig om, og saae at en Indlandsbo havde ranet den Gamles Stykke og slæbte afsted med det; jeg løb da til og sprang paa Ryggen af ham, og medens han gik, uden at mærke det, skar jeg det ranede Stykke løst og lod det falde paa Jorden, og gav det tilbage til den Gamle.«
Atter senere mødtes Aḱigsiak med Kystboerne og fortalte, at han engang havde hørt at nogle andre Indlandsboer vilde fange en Fisk af uhyre Størrelse og Skikkelse som en Lax. Han skyndte da paa sine Folk, at de skulde lave deres Vaaben istand, og de kom til Elven, ligeoverfor de andre Indlandsboer, som stode paa den søndre Side. Derpaa harpunerede de Fisken og trak i den fra begge Sider; men Aḱigsiaks Folk vare færre, og da de andre halede til, slap hans Harpun ud af Fisken, og den droges nu over paa den anden Side.
Da saae Aḱigsiak sig om efter et Overgangssted og ilede opad langs Elven og da han kom til et Sted, hvor han syntes, at den var smallest, sprang han over den, idet han svingede tre Gange rundt i Luften og alligevel kom opreist ned paa den anden Side. Da han nu kom til de sydlige Indlandsboer, sagde han, at han vilde skjære Fisken op, men de svarede, at han maatte gjøre som han lystede; thi de frygtede ham. Derpaa tilkastede han sine Folk deres Stykker, men da han selv ikke kunde springe over med sin Part, kastede han den først over, og sprang derpaa selv, og saaledes kom de tilbage til deres Hjem.
Ved et senere Møde fortalte Aḱigsiak atter, at medens han færdedes omkring blandt Indlandsboerne , traf han engang en Igalilik, som vandrede frem og tilbage med sin Gryde paa Skulderen langs Kanten af en Bratning; han mindedes da, at det var den samme som engang havde taget hans fangne Sælhund fra ham, og efterat have gaaet en Tidlang ved Siden af ham, ladende som intet var, passede han at holde sig indenfor ham i det samme , som han kom nær til Afgrunden: derpaa gav han ham et Stød, saa at han styrtede ned og hans Gryde søndersloges mod Klippevæggen, men han selv forsvandt i Dybden blandt Steendyngerne, hvor hans Been endnu skulle være at see. Dette var Aḱigsiaks første Drab. — En anden Gang, da han fra Toppen af et Fjeld saae ud over en Fjord, bemærkede han en Inorusek, som sad længere nede. Han gik ned og satte sig hos ham og blev der, uden at nogen af dem talede; da opdagede han en Kajak, som kom roende ind ad Fjorden og hen under Bratningen, hvor de sadde og saa først begyndte Inorusekken at tale, idet han sagde til Aḱigsiak, »lad mig see om du kan træffe den Kajak.« Men Aḱigsiak havde ikke Lyst, han vilde ikke dræbe en Kystbo, thi han var i Slægt med Kystboerne, sagde han. Men da den anden vedblev at trænge paa ham, og han begyndte at frygte ham, kastede han omsider, traf Kajakken og knuste den. Derpaa reiste Inorusekken sig op og sagde: »lad os kappes om hvo der kan kaste længst.« Aḱigsiak var nu ikke mere bange for ham; han indvilligede derfor, og de samlede nogle store Steen. Først kastede Inorusekken; hans Steen naaede til Midten af Fjorden, men Aḱigsiaks naaede længer, og saaledes kastede de bestandig længer og længer, indtil Aḱigsiaks Steen naaede over til den anden Kyst, hvor den stødte mod Bratning, saa at man saae en Støvsky og hørte et Bulder. Men Aḱigsiak, som angrede at han havde dræbt Kystboen, greb derpaa en Steen og kastede den paa Inorusekken, som han dræbte med det samme.
Der fortælles, at Aḱigsiak senere ikke mere vovede at opsøge Kystboerne, fordi han havde dræbt en af deres Slægt, og at han derfor boede langt inde i Landet. Nogle fortælle, at han endnu engang besøgte en Fjordbo, for at maale sig med ham i Brydning og Løben, men saa forsvandt han indad Landet til, og blev senere aldrig mere seet. Der siges, at fordi han havde en Kystbo til Moder, var han noget mindre end Indlandsboerne. Derimod var han større, end Folk her hos os; hans Ryg var saa bred, som to Menneskers tilsammen, og hans Høide kun lidt mindre end to Mennesker ovenpaa hinanden, saaledes omtrent.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 61-65.
