Om Angiakken (Rink)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866
12. Om Angiakken[1]
Flere Brødre havde en eneste Søster. Denne havde mange Friere, men Brødrene vilde ikke af med hende. Endelig blev hun frugtsommelig, og da Brødrene dadlede hende derfor, fødte hun i Hemmelighed et Foster og skjulte det. Men Fosteret fik Bevidsthed og blev til en Angiak, Denne Angiak opsøgte sig et Hundehoved, krøb i det gjennem Næseaabningen, og brugte det som Kajak, og det smalle af et Menneskebeen som Aare. Den roede nu hen til Moderens Hjemsted, ventede til Aften og krøb saa paa Land, gjemte sin Kajak under den yngste Morbroders Kajak. Da sagde den: »Gid jeg laa ved min Moders Bryst!« krøb derpaa ind ved Vindueskanten eg smuttede hen under Lampen. Derfra sprang den op til Moderens Bryst og sugede Die, medens hun sov, men da hun vaagnede, smuttede den under Lampestolen igjen. Om Morgenen krøb den ud igjennem Vinduet og skjulte sig bag et Næs for at vente paa Morbrødrene. Da disse nu gik ud paa Søen, sagde den: »derude vil jeg hente min Mundbid,« og fulgte efter dem til deres Jageplads. Der listede den sig bag paa den yngste, og da han roede ind paa en Sælhund, der dukkede op paa hans Skyggeside, og løftede Harpunen, greb Angiakken hans Aare, saa at han kæntrede, og slog ham derpaa med Haanden i Ansigtet, saa at Blodet styrtede ud. Da Brødrene kom til, var han død og de begave sig hjemefter med hans Lig. Da sagde Angiakken: »nu vil jeg ud tilsøes og flye Menneskene.« Men da den havde vendt sig udefter, sagde den: »Ak, men min Moders Bryst!« — og saa ilede den til Land igjen og der søgte den hen til Huset, gjorde ligesom den forrige Dag og lagde sin Kajak under den mellemste Morbroders Kajak. Dagen efter gjorde den ligesaa ved ham og det gik alt ligesom den første Dag. Om Aftenen lagde den sin Kajak under den ældste Morbroders Kajak. Men da den nu havde dræbt dem alle, tænkte den: »ak jeg elendige, som har dræbt mine Morbrødre, hvorfor er jeg her!« Derpaa flygtede den nordefter og kom til et Huus, hvorfra den hørte Tryllesang, thi Beboerne vare ifærd med at mane Aander. Da styrede den lige ind igjennem Huusgangen og smuttede under den indre Opgang. Men deres Angakok raabte: »Ild, Ild, der kommer en Angiak.« Men da de bragte Ild og kiggede efter den, hørte den et Skrig. Den havde skræmmet dem tildøde, og blev nu endmere mægtig. Derpaa styrede den atter hjemefter til Moderens Huns og smuttede under Møddingen; der tænkte den: »jeg har dræbt alle mine Morbrødre, kraftige Mænd har jeg tilintetgjort, ak jeg elendige!« Men medens den var der, foretog Angakokken paa Stedet en Aandebesværgelse, og han udsagde, at det var Søsterens Angiak som havde dræbt de tre Brødre. Han forhørte hende derpaa, og først benægtede hun, men tilsidst sagde hun: »Dengang jeg fødte, var det intet rigtigt Barn.« Da hun begyndte saaledes fik Angiakken Smerte i Hovedet, og da hun fortalte videre, tabte den Bevidstheden og var død.
Fodnoter
- ↑ Angiak, en ond Aand, som opstod af et Foster eller Barn, der fødtes hemmeligt eller dræbtes. Den opsøgte et Hundehoved, som den brugte til Kajak for at forfølge og dræbe sine Slægtninge. Et Hundehoved betragtedes som Symbol paa Klogskab.
