Om Avarunguak eller Agdlerut (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

27. Om Avarunguak eller Agdlerut

Paa en meget beboet Plads pleiede Folk om Vinteren at more sig med Knibelegen. Engang da de saaledes legede, kom en Pige, som var eneste Søster til mange Brødre, ind og sagde: »Hvo mon det dog er der løber efter mig derude og frier til mig?« De sagde, at hvis han kom igjen, skulde hun bringe ham ind. Da hun nu omsider kom ind med ham, var det et Menneske, som ingen kjendte. Avarunguak var opvoxet paa afsides Steder; da han kom til Mennesker fik han denne Pige til Kone. Han lærte nu ogsaa Kajakroening, blev en dygtig Fanger og anskaffede sig en Baad. Engang kom der nogle Tilreisende sydfra; deres gamle Qvinde besøgte Avarunguak og snakkede saaledes: »hvis Avarunguak fik at høre om den gode Fangst og den Mængde Alker, som findes der sydpaa, vilde han nok først rigtig blive begjærlig.« Dermed gik hun igjen, men da Avarunguak havde hørt dette, kunde han ikke sove om Natten af lutter Begjærlighed. Strax den næste Morgen sagde han til sine Huusfæller, at de skulde gjøre sig færdige; han vilde reise sydpaa, sagde han. Derpaa ladede de Baaden og droge afsted. Paa Veien spurgte de alle Folk, som de traf, hvor langt der endnu var dertil; men saa blev der svaret, at det ikke var saa nær endnu. Tilsidst lagde de op paa en Plads, hvor man sagde til dem: »imorgen kunne I nok naae dertil. Naar I tage herfra og komme forbi Næsset, ville I faae et stort Telt at see, dette skulle I undgaae, men hiinsides ville I see et lille hvidt Næs; naar I komme omkring dette, ville I træffe mange Mennesker. Dem skulle I gaae til.« Da de nu droge videre herfra, saae de ganske rigtigt det store Telt og det lille hvide Næs, men Avarunguak styrede ind til Teltet; det hjalp ikke at Roerskerne satte sig derimod. Da de lagde til Land, kom der en stor Mand ud af Teltet, tog meget høfligt imod dem og sagde: »jeg har saa ondt ved at faae Selskab her paa Pladsen, I skulle blive her hos mig.« Derpaa toge de Ophold der. Avarunguak pleiede at vaagne tidligt om Morgenen, men hvergang han saa gik ud, var hans Samboende allerede ude. Engang om Efteraaret traf han ham saaledes paa deres lille Udkigsfjeld, og da han kom til ham, sagde han: »nu er det snart paa Tiden, at Alkerne komme trækkende til Landet, saa maa du staae tidligt op.« Men Avarunguak kunde, hvor tidligt han saa gik ud, ikke komme ham i Forkjøbet. Engang kom han atter til ham paa Fjeldet, da sagde han : »nu kan man see Alkerne komme hist ude over Søen, gaae ned og luk Indgangen til dit Telt rigtig godt, saa at der kun er Aabning for een Alk til at slippe ind; først naar Teltet er heelt fuldt, maa du begynde at dræbe dem.« Da Avarunguak var gaaet ind i sit Telt og havde lukket godt efter sig, hørte han det buldre udenpaa, og snart flagrede Alkerne derind; men han kunde ikke vente længe nok, og begyndte at dræbe dem, og da fløi pludselig Alkerne bort. Derpaa hørte han Manden derude skjænde: »har jeg ikke sagt dig, at du skulde vente til Teltet var heelt fuldt, ellers kan jeg ikke faae nok til at blive mæt af.« Men Avarunguak havde dog faaet Alker nok til at leve af i længere Tid, da hans Telt var halvt fuldt. Senere hen sagde hans Samboende engang: »Nu er det snart paa Tiden, at Hvalrossene trække, men jeg fanger dem ikke, de røde Hvalrosse ere meget glubske, derfor vover jeg mig ikke ud paa den Tid.» Men da Hvalrossene kom, fik Avarunguak strax Lyst, da han var meget begjærlig efter al ny Fangst. Da han bragte den første til Land, kom hans store Samboende ham imøde, tog Hvalrossen med den ene Haand og slæbte den op forbi Avarunguaks Telt og ind i sit eget. Avarunguak undrede sig og tænkte: »jeg faaer nok neppe noget af min første Fangst«. Da han derpaa kom op i Teltet, sad den store Mand og fortærede Hvalrossen ganske alene, medens Konen og de tre Døttre saae til, men Avarunguak vovede ikke at sige noget. Den næste Gang da han bragte en Hvalros hjem, kom Konen til den Store paa samme Maade og tog den fra ham, og de følgende Gange gjorde Døttrene det Samme. Først da saaledes hver af dem havde faaet sin Hvalros, holdt de op, og Avarunguak kunde nu samle Vinterforraad. Ved Vinterens Begyndelse foreslog den Store ham, at de skulde flytte i Huus sammen, og da han indvilligede, tilføiede han: »vi selv ere fem Personer, derfor have vi 5 Vinduer, nu kunne I vel bygge ligesaa mange Fag til, som eders Antal beløber sig til«. Derpaa svarede Avarunguak: »Ih! vi pleie altid at bære os saaledes ad: naar Besætningen af en Baad bygger Vinterhuus, have vi dog aldrig mere end to eller tre Vinduer, selv om den bestaaer af flere Personer.« Da sagde den Anden: »gjører da som I synes, føier tre Fag Vinduer til vort Huus og flytter til os.« — Først paa Vinteren fangede Avarunguak godt, men hans store Huusfælle eiede ingen Kajak og gik slet ikke ud. Senere hen frøs Havet til og Fangsten holdt op. Da sagde den Store til ham: »Det er daarligt for os her, men hist bag vort Land findes der god Fangst, imorgen agte vi os derhen.« Da fik Avarunguak Lyst og vilde med, men hiin spurgte: »hvor hurtig er du tilbeens?« »Med Landdyrene,« svarede han, »kan jeg nok maale mig.« Men saa vilde den Store ikke have ham med, først da han vedholdende tryglede derom, tilstedede han ham det. Dagen efter droge de afsted, ledsagede af hans Døttre, alle bare de Fangeremme om Halsen. De gik over Fjeldene og fik Øie paa et blaaligt Land i det Fjerne; da sagde den Store: »seer du hist de høie Fjelde, hiinsides dem er der et Hav, og paa Isen findes Hvidfiskenes Aandehuller; naar vi komme dertil, maa du kun kaste efter de smaa, thi da du ikke er behændig nok, vil du ikke kunne naae hjem med en af de store.« Da de nu vandrede videre, maatte Døttrene tage Avarunguak under Armen, fordi han ikke kunne følge med; omsider naaede de Isen og holdt derpaa Vagt efter Hvidfiskene hver ved sin Vaage. Da Avarunguak saae en stor Fisk dukke op, kastede han strax efter den og dræbte den med det samme. Derpaa kom de andre, hver slæbende med to Hvidfisk, men da Manden saae hans Fangst, skjændte han paa ham fordi han havde taget en af de store, og da de begave sig paa Hjemveien, vilde de binde Avarunguaks Hvidfisk til deres, og have ham til at sætte sig ovenpaa den. Men han sagde: »siden jeg begyndte at fange har jeg aldrig ladet andre Mennesker slæbe min Fangst for mig; jeg har fanget den, og jeg vil selv slæbe den hjem.« Derpaa lode de ham fare, og ligesom bortpustede vare de forude for ham. Det blev Aften for ham og dagedes derpaa, uden at han havde naaet sit Hjem, da mødte han sine Huusfæller, som allerede anden Gang skulde paa Fangst; det blev Aften og derpaa Morgen, atter mødte han dem og tredie Gang fore de ham forbi med tre Hvidfiske hver. Først den fjerde Dag naaede han hjem, og da havde han paa Veien maattet spise al Mattakken af sin Hvidfisk, og hans Efterladte havde været meget ængstelige og troet, at hans fæle Ledsagere havde dræbt ham. Avarunguaks eiede en Hund, som nogen Tid efter fik Hvalpe. Da den første var født, hviskede den Store noget sagte til sin Kone, hvorpaa denne gik hen til Hunden, tog Hvalpen og bragte den til sin Mand, som derpaa befølede den og undersøgte alle dens Led; Konen bragte den tilbage, og hentede den næste, og de gjorde det samme ved hver ny Hvalp, som fødtes; men da de havde taget den sidste eller syvende, og undersøgte den, hørte man dem snakke: »den er ganske fuldstændig, den har alle sine Led.« Efter den Tid bleve de tause og ligesom mismodige. Da Avarunguak mærkede dette og frygtede dem, sagde han: »hvis I ønske en Hund, kunne I gjerne vælge en efter Behag;« herover bleve de strax glade, toge den sidst fødte, og lode den gaae hos dem paa Brixen og ligge hos dem, fordi de holdt saa meget af den. Efter den Tid blev ogsaa Avarunguak mere og mere elsket af sine Huusfæller, endog indtil Kjælenskab. Engang, medens Vinteren endnu stod paa, sagde den Store: »vi have snart isinde at besøge vore Fjender.« Da fik Avarunguak Lyst og vilde med, men de sagde: »Ih! du vil blive taget, fordi du ikke kan spise Spæk og Kjød nok, og er altfor ubehændig.« Han svarede: »Ih! jeg kan ganske godt baade med Spæk og Kjød.« Da sagde den Store: »lad see om du kan slikke Trannen ud af alle Lamperne, begyndende fra den yderste.« Avarunguak fortærede strax Spækket af alle Lamperne. Faa Dage derefter sagde den Store til Avarunguak: »nu kan du følge med os til vore Fjender; naar vi komme ind og begynde at slikke, skal du hjælpe med. Derpaa ville de byde hver af os en heel Hvidfisk at spise, da skal du stikke din Kniv i Fisken, dreie den rundt, putte det udskaarne Stykke i Munden, og idet du lægger Kniven, skal du sige: »»jeg maa først ud at gjøre mit Behov, saa kommer jeg ind igjen at spise, jeg morer mig meget godt.«« Men naar du kommer ud, skal du løbe af alle Kræfter her hjemad. Men forinden du kommer langt, skulle vi slikke vore Fjenders Lamper ud, og følge efter dig.« Nogen Tid efter begave de sig paa Veien til deres Fjender, kom til disses Huus, og da de kom ind, slikkede de Trannen af Lamperne, idet de begyndte med den yderste. Avarunguak hjalp med; da Husets Folk saae at det var en Fremmed og betragtede ham nøiere, sagde hans Ledsagere: »det er En, som boer hos os og hjælper os,« og derpaa roste og smigrede de ham og talte om hans Behændighed og Styrke, og at de selv ikke kunde maale sig med ham. Dette var rigtignok Løgn, men de talte saaledes af Frygt, fordi de kjendte dem. Derpaa sagde Huusværten: »henter Mad til de Fremmede, og strax gik Qvinderne ud og hentede hele Hvidfisk, ligesaamange som der vare Gjæster, og de sagde: »tager nu selv hvad I behøve, spiser og værer glade.« Derpaa spiste de, men Avarunguak glemte ganske at han skulde gaae ud, og vedblev at spise. Først da han var mæt, huskede han det, idet han bemærkede at hans store Huusfælle stirrede paa ham og gav ham Tegn. Derpaa sagde han rask, som denne havde befalet ham, og gik ud og gav sig til at løbe af alle Kræfter. Da han nu nærmede sig Huset, saae han sig om og bemærkede, at de som han havde besøgt vare blevne til Bjørne og forfulgte ham, men hans Huusfæller naaede ham og Døttrene toge ham ved Armene. Da de kom nær ved Huset, vare Forfølgerne i Hælene paa dem, da blev Avarunguak forladt af sine Ledsagere, som skubbede ham hen for sig, og snart var han omringet af Bjørnene. Men han havde en Lax til Amulet; derved gjorde han sig saa glat, at han slap fra dem og kom lykkelig hjem. Om Foraaret vilde Avarunguak flytte bort fra dette Sted. Da han reiste, sagde hans store Huusfælle: »kommer snart igjen og boer hos os; men der hvor I komme hen skulle I sige, at hvis nogen seer en Bjørn, skal han ikke dræbe den.« Derpaa reiste de, men da de saae sig om, vare deres Huusfæller forvandlede til Bjørne, — de havde overvintret hos Bjørne i Menneskeskikkelse. Senere hørte de, at de der boede syd for dem havde fanget en Bjørn; derpaa døde baade Avarunguak og Konen.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 116-119.