Om Qvinden, som blev gift med en Atliarusek (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

28. Om Qvinden,
som blev gift med en Atliarusek

Et gammelt Ægtepar havde en Datter, som fik mange Friere, men Forældrene vare paaholdne paa hende. Engang var der en Mand, som af al Magt vilde have hende; tilsidst brugte han Vold, og var nær ved at dræbe dem, men saa satte den Gamle sin Baad i Vandet. Mændene skjændte paa ham, men han svarede ikke, og omsider fik de Baaden ladet og droge afsted, uden at dræbes. Da raabte de efter dem: »du faaer neppe nogen god Mand til din Datter, see til den Gamle! han som neppe kan fange mere, han vil gjøre sig kostbar; lad ham vente og see, om han faaer Hjælp, naar han engang kommer i Mangel.« — Men han reiste, uden at svare dem, og søgte Land ude paa en af de nærliggende Yderøer. Der byggede de Huus og overvintrede. En Morgen vaagnede den Gamle og sagde: »hvad var det dog jeg saae just nu da jeg vendte mig om, det var som om et Menneske smuttede ned gjennem Indgangen.« Han udspurgte Datteren, men hun taug stille, derover fik han Mistanke. Dagen efter da han vaagnede, saae han at virkelig et stort Menneske smuttede ud af Huset, og da han nu spurgte Datteren, tilstod hun at hun havde faaet en Atliarusek til Mand. Da Faderen blev glad herover, tilføiede hun: »fordi han frygter, at I ikke skulle synes godt om ham, lader han sig ikke see; hvis I ikke have noget derimod, vil han flytte til os«. Faderen sagde at der intet var iveien og at hun skulde bede ham strax tage Ophold hos dem. Den næste Morgen kiggede den Gamle strax efter Indgangen; der var intet at see, men da han vendte sig om til Datteren, saae han en temmelig svær Mand sidde bag ved Lampen. Derover blev han meget glad og lagde sig igjen tilbage, men da han atter lyttede og vendte sig om, var hiin forsvunden. Han skyndte sig op og løb efter ham, men der var ingen at see. Henad Aften gik Datteren ofte udenfor; tilsidst blev hun nogen Tid borte og kom saa ind igjen med en Slæberem, som hun hængte op til Tørring, og sagde, at han var kommen med sin Fangst, men en Deel af den skulde han bringe til sine Slægtninge. Da Forældrene nu gik ud, saae de Sælhunde trukne paa Land, og bleve meget glade over at de paa engang vare blevne velhavende. Den næste Morgen kiggede den Gamle over Sovestedets Skillerum, og ganske rigtigt, — der laa Datteren i hans Arm. Den Gamle lagde sig igjen, i den Tro, at han sov, men atter hørte han nogen gaae, og da han stod op var han borte og der var atter ingen at finde. Han sagde da til Datteren: »lad ham dog blive her hos os, vi holde meget af ham.» Om Aftenen, da han atter bragte sin Fangst, kom han ind og satte sig, og Svigerforældrene vare

meget høflige imod ham. Om Foraaret vilde Svigersønnen drage ind i Fjorden, men han skulde følge med sine Forældre, sagde han, da han var den eneste Søn og ikke turde forlade sine Søstre. Derpaa gik han til sit Hjem og da han kom tilbage, sagde han, at nu vare de færdige til at reise. Derpaa satte Svigerfaderen ogsaa sin Baad i Vandet, og da de havde ladet den og skulde afsted, kom der pludselig en Baad frem lige ud af Strandkanten. Med den fulgte de og de lagde paa Land sammen. Dagen efter droge de videre, men da de skulde forbi en beboet Plads, sagde Atliarusekkernes Herre: »Følger blot efter os i vort Kjølvand.« Derpaa saae de pludselig hans Baad synke under Havfladen og forsvinde. Den Gamle blev bange, men da de kom til Stedet, hvor de vare sunkne, dukkede ogsaa deres Baad under, uden at de toge Skade, og de saae atter den anden Baad foran sig og gik videre under Havet. Da de vare komne saa langt forbi den beboede Plads, at Menneskene der ikke kunde see dem, dukkede de op igjen og reiste uskadte videre, gik paa Rensjagt og flk Ladning til begge Baade. Da de Gamle atter vare flyttede i Vinterhuus, fangede deres Svigersøn atter godt for dem, og de bleve rigtig velhavende. Paa den Tid hørte de, at de Mænd, som engang havde udskjældet dem, vare komne i Mangel og nær ved at sulte ihjel; den Gamle besluttede da at hjælpe dem, og gik til dem med en Ladning Mattak paa sin Kajak. Da han kom til dem, spurgte de ham, hvorfra han havde det, om det var af et Drivaadsel, han havde fundet. Men han forlod dem uden at svare derpaa. Da han kom hjem, sagde Svigersønnen: »bare jeg kunde faae de Mennesker at see.« Derpaa gik den Gamle atter derhen, indbød alle hine Mænd, som vilde have havt hans Datter, og kom tilbage med et heelt Følgeskab af Kajakker. Nu bleve de beværtede med mangeslags Mattak og tørret Renskjød, ja endog hele Sælhunde bleve slæbte ind, og da de nu havde spiist sig rigtig mætte, sagde den Gamle: »huske I dengang da I vilde have min Datter og nær havde dræbt mig; da sagde I, at jeg aldrig vilde faae en dygtig Mand til min Datter, men nu har jeg faaet en; I sagde, at naar jeg kom i Mangel, vilde I ikke hjælpe mig — vær saa god! lad mig see at I spise.«

Fodnoter

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 120-121.