Om Ragnarok 19

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Ragnarok, Louis Moe, 1929
Reprint Add.jpg
Axel Olrik: Ragnarok
Heimskringla Reprint
Om Ragnarok
af Axel Olrik


VI. Slutning

19. De forskellige alderslag indenfor Nordboernes ragnarok


Forskerne har stredes, om de nordiske ragnarokforestillinger er af hedensk eller kristelig oprindelse. Min undersøgelse har givet det svar, at de dels er af hedensk, dels af kristen oprindelse. Nærmere bestemt fordeler stoffet sig i tre grupper:


1) hedensk:
solen sluges af solulv (alm.)
fimbulvinter (jf. persisk)
jorden synker i hav (jf. keltisk)
Fenresulven (alm., særlig østlig)
ormen i dybet (alm., særlig østlig)
gudekampen med gudekongens fald og hævn (jf. keltisk)
Surts lue (jf. keltisk)
den nye gudeslægt (jf. keltisk)
den overvintrede menneskeslægt (jf. persisk).


2) af kristen oprindelse, men almindelig kendte i vikingetiden:
Loke kommer løs
Muspels folk(?)
Balders komme (??)


3) af kristen oprindelse, særlige for Voluspå:
menneskehedens fordærvelse (?)
Gjallarhornet indvarsler ragnarok
solen sortner og stjærner styrter
verdensbranden
salighedsboligen
den mægtiges komme.


Målt med motivernes mængde står den »kristne« og den »hedenske« del af ragnarok omtrent lige; men i øvrigt slet ikke. Det var endda den mindste forskel, at de kristne motiver væsenlig er indskrænkede til et enkelt kvad. Endnu stærkere ser man deres nyhed deraf, at intet af dem har kunnet skabe det plastiske optrin, som gør hvert enkelt motiv til et lille ragnarok for sig. Både Loke og Fenre er bundne uhyrer, men Fenre er selve katastrofen; Lokes afgørende rolle mærkes der intet til. Også religiøst er de hedenske ideer mægtigere, mere levende. Gudernes fald er for nordisk bevidsthed ragnaroks centrum. Også gude- og menneskeættens fornyelse er tydelig udtalt i hedensk form; de mere kristne tanker om fordærvelse og rensning har ikke på samme måde gennemsyret mytetraditionen.


Men vore sammenstillinger viser mere end dette. De har tillige vist den selvstændighed og frihed, hvormed de enkelte motiver former sig. Vi har set de to store grupper af naturmotiver og af gudemotiver, har set naturmotivernes afhængighed af nordisk natur og ikke mindre af de enkelte egnes vilkår. Vi så forbindelserne med fremmede forestillinger: en vestlig keltisk gruppe, og en østlig tysk, finsk, tartarisk, persisk. Har den vestlige strømning tilført os de mest almene træk for undergang, navnlig gudekampen i hele sit omfang, så fører den østlige de umiddelbart stærke indtryk af ødelæggelsen: fimbulvinteren og det løsslupne uhyre. Men derigennem har vi også lært ejendommeligheden i det nordiske ragnarok at kende, hvorledes det ikke blot er en blanding af de forskellige strømninger, men former dem til nye mægtige optrin eller kaster nyt skær over de kendte gamle, prægende det hele med sin viljestyrke og sit tungsind.


Hvad vi dog endnu mangler til forståelse af Nordboernes ragnarok, er det fulde indblik i verdensundergangen hos de andre folkeslag, både dens art indenfor enkelte mytesystemer, og dens betydning og dens enkelte motiver hos menneskeheden i det hele. Jeg håber i en senere afhandling, der slutter sig som fortsættelse til den nærværende, at give bidrag til denne opgaves løsning, og fra denne side at kaste lys over Nordboernes religiøse udviklingstrin.