Om Usungussak eller Savnimersok (Rink)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866
26. Om Usungussak eller Savnimersok
I et stort Huus boede der mange Folk sammen. En af dem, Usungussak, kom gjerne tomhændet hjem, naar de andre havde fanget, og saa pleiede Konen at skjænde paa ham. Engang da han saaledes havde faaet Skjænd, var han om Morgenen derefter forsvunden. Han roede bort langs Landet og da han kom omkring et Næs, saae han et Menneske oppe paa Land. Først blev han bange, men saa tænkte han: »hvorfor skulde jeg frygte, jeg har jo selv besluttet at bortfjerne mig.« Da hiin kaldte paa ham, nærmede han sig afvexlende, og tøvede saa igjen. Tilsidst da han kom ganske nær og skottede med Aaren, kastede hiin en Snare ud, trak ham til sig og bød ham følge med sig ind i Landet. De vandrede afsted og kom til Jordens Afgrund. Der begyndte Usungussak at hyle, men Indlandsboen bandt ham og da han næsten var qvalt, løsnede han ham og de vare forbi Afgrunden; derpaa kom de over en smuk Slette til hans Huus; han havde Kone, men ingen Børn. Om Morgenen bød Indlandsboen Usungussak at blive der, men selv gik han ud og kom om Aftenen støiende tilbage med sin Fangst. Saaledes gik det i flere Dage. Tilsidst længtes Usungussak efter sit Hjem; Indlandsboen fulgte ham tilbage, de saae paa Hjemveien intet til Jordens Afgrund og da de kom til Kysten, fandt de der en stor Mængde dræbte Sælhunde, nemlig som Indlandsboen havde taget fra Land af med sin Snare. Da Usungussak forlod ham, sagde han: »herefter kan du tage af disse Sælhunde, men vær ikke begjærlig, først maa du kun tage een ad Gangen, senere kan du tage to.« Derpaa kom han tilbage til sit Hjem, hans Huusfæller havde god Fangst. Dagen efter var han atter forsvunden, og førend de andre kom hjem, bragte han allerede to Sælhunde, Den næste Dag kom han med tre, og de spurgte ham paa hvilken Fangeplads han havde taget dem. Han svarede: »paa Udhavs-Fangepladsen,« og de bade, om de maatte følge med ham. Men den næste Dag var han atter borte og kom hjem med fire Sælhunde, og saaledes gik det i de følgende Dage, hver Dag kom han med een mere, tilsidst slæbte han en heel Række bag Kajakken. Men da havde han taget de sidste af Indlandsboens Fangst, og den følgende Dag kom han tomhændet hjem, og fik atter Skjænd af Konen. Dagen efter gik han sin Vei, roede langs Kysten og saae, da han kom omkring et Næs, Indlandsboen. Denne Gang fulgte han ham villig, da han kaldte, men da de kom ind i Landet og gik over Afgrunden, blev han qvalt. Da hans Efterladte havde ventet paa ham i fem Dage, gik en af Kajakkerne ud at søge efter ham. Denne traf Indlandsboen og spurgte om han ikke havde seet et Menneske, og da han svarede: »jo, jeg har selv dræbt ham,« kastede han Harpunen i ham, men Indlandsboen løb med Blæren efter sig og forsvandt. Den anden tog Spydet og Blærepilen, fulgte efter og fandt ham ifærd med at trække Harpunen ud, derpaa kastede han ogsaa Spydet i ham, men han løb, saa at Blæren fløi op i Luften. Tilsidst kastede han Blærepilen i ham, hvorpaa han døde, og Forfølgeren skar ham op og satte Knæet i Nakkehulen.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 114-115.
