Om den Ufrugtbare (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

19. Om den Ufrugtbare

En Mand havde en Kone, som ingen Børn kunde faae. Da han nu misundte alle Ægtefolk, som havde Børn, sagde han en Dag til sin Kone, at hun skulde klæde sig i sin bedste Pynt og gaae hen et Sted paa Landet, hvor en gammel Mand, som ikke kunde fange mere, havde sin Fiskeplads; denne Gamle forstod sig paa Trolddom. Dagen efter, da han laa og fiskede Ulke, indfandt Konen sig i sin bedste Pynt paa den nærmeste Strandbred. Men da den Gamle ikke vilde komme til hende, af Frygt for Manden, gik hun hjem igjen. Da gik Manden hen til den Gamle og lovede ham Halvdelen af sin Fangst, hvis han kunde skaffe hans Kone et Middel til at faae Børn. Dagen efter, da Konen atter kom til Stranden, roede den Gamle til Land og kom op til hende.

Fra den Tid af lagde Manden hvergang Halvdelen af sin Fangst tilside for den Gamle; denne fangede altsaa saaledes paa en vis Maade, og senere, naar han gik ud at fiske, kom han ikke mere til det Sted, hvor Trolddommen kom frem. Da Manden mærkede, at Konen blev frugtsommelig, bad han den Gamle at flytte i Huset til sig. Denne sagde da til ham: »Din Kone vil føde en Søn; imorgen naar du gaaer i Kajak skal du gaae til Skarvefjeldet og opsøge en Skarv, den skal være hans Amulet.« Dagen efter, da Manden havde bragt Skarven, sagde den Gamle: »fremdeles skal du opsøge en sort, udhulet Steen, som Solen aldrig har skinnet paa;« og da han ogsaa bragte denne, sagde den Gamle: »fremdeles skal du gaae til din Bedstemoders Grav, og tage hendes Halshvirvel.« Da han nu havde faaet alle disse Ting, fødte Konen en Søn, den Gamle kaldte ham Kujavarsuk, og de lagde Stenen under hans Fødder, men Skarven ovenover Vinduet. Endvidere sagde den Gamle til Faderen, at saasnart han kunde lære at roe i en Kajak, skulde han give ham en Kajak, og strax gjøre den heelt færdig, endog forsynet med selve Vaabnene. Da Drengen nu var bleven lidt større, lavede Faderen en Kajak med alle dertil hørende Redskaber, og da den var færdig, uden at de engang lode Skindene tørre, bragte de den ned til Vandet, satte den Lille i den, og stødte ham fra Land. Den Gamle sagde: »naar han første Gang gaaer i Kajak, vil strax en af de rolige (ikke skye) Sælhunde dukke op for ham; først naar han har faaet ti Sælhunde, skulle vi gaae til Land med ham, paa enhver Kajakfart vil han nemlig faae ti Sælhunde.« Derpaa fulgte den Gamle og Faderen med ham. Da de forlode ham lidt, see, saa dukkede der strax en op foran ham, og han roede til og satte fast i den; den Gamle blev sjæleglad. Fra den Tid af begyndte han saaledes at fange. Da han blev voxen tog han to Koner, og hans Samboende havde megen Gavn af ham; i trange Tider var han den eneste, der forsynede dem med Kjød. Engang, da det blev Vinter, lagde der sig strax Iis, og der var snart kun een aaben Vaage udenfor Huuspladsen. I den hentede han stadig sine ti Sælhunde. Senere hen frøs denne Aabning saaledes til, at hans Kajak spændte tværs over den, og derefter lukkede den sig ganske; alt var tilfrosset, og der opstod nu stor Forlegenhed. Da talte de om, hvorvidt det ikke var bedst at sende Bud efter en Angakok. En af dem sagde, at han om Sommeren havde seet Enken Igdlutsialiks Datter øve sig i Angakokkonst i en Indsø. Til denne lod Kujavarsuk sige, at han vilde betale hende med en Sortside, hvis hun vilde skaffe aabent Vand. Saaledes blev der sagt til hende, men hun afslog det; de bøde hende derefter Alleslags , baade Klæder og Lamper, men nei, — hun vilde ikke. Endelig kom En med en Haandfuld Perler, og da hun saae dem, fik hun Lyst. Derpaa sagde hun til Moderen: »hent mig mine Sommerklæder;« og da hun havde iført sig dem, gik hun ud, og de fulgte efter hende til Stranden, og passede paa, hvor hun vilde hen, men da hun kom ned mellem de løse Iisbrokker langs Iiskanten, hørte de det pladske, og hun forsvandt. I tre Dage forblev hun nede under Vandet, hun sloges med den fæle Qvinde, for at faae hende til at lade Sødyrene fare, som svømmede i hendes Lampe, og da den fæle Qvinde blev formildet, vendte hun tilbage. Den tredie Dag henad Aften kom hun frem igjen mellem lisstykkerne, hvor hun var smuttet ned, og da hun gik op til sit Huus, lod hun sige, at hun vilde have hveranden af dem som vilde blive fangne, og af Fjordsælskindene de smukkeste, men endnu var alting Iis, og intet aabent Vand at see. Den følgende Morgen, strax ved Daggry, saaes der en Revne nær Husene, og da det blev rigtig lyst var den allerede saa bred, at Kajakkerne kunde gaae ud i den. De fik snart alle hver to Sælhunde, men Kujavarsuk fik sine ti. Herover bleve de andre misundelige. Engang da hans Morbroder kom hjem, havde den ene af hans Koner lagt et Rygstykke tilside for ham til Hjemkomst-Maaltid. Over denne simple Behandling blev han fornærmet, og besluttede at lave en Tupilek til Kujavarsuk. Han samlede Been af alleslags Dyr, sammensatte den deraf og gjorde den levende, saa at den kunde antage Skikkelse af forskjellige Dyr, baade Sælhunde og Fugle. Derpaa satte han den ud og sagde, at den skulde forfølge Kujavarsuk. Først dukkede den ned som Sælhund og opsøgte den ham paa hans Fangeplads, men da var han allerede paa Hjemreisen og den naaede ham netop, som han trak sin Kajak paa Land. Saaledes gik det ogsaa den anden og tredie Dag. Derpaa tænkte Tupilekken at ville opsøge og skræmme ham ihjel ved Huset. Den forvandlede sig da til en Ömmert og skreg udenfor Huset. Kujavarsuk gik ud, men den kunde ikke faae ham til at see paa sig. Derpaa tænkte den at ville gaae under Jorden og op i Huset, men det lykkedes den heller ikke, den kom op bagved Huset, og da den krøb op paa Taget, mødte den der hans Amulet, Skarven, som hakkede den i Ansigtet. Da blev Tupilekken fortvivlet og tænkte: »den Usle, hvorfor har han ogsaa lavet mig.« Derpaa vendte den sig mod sin Ophavsmand, opsøgte ham paa hans Fiskeplads, dukkede op lige under hans Kajak, kæntrede denne og opslugte ham. Derpaa flygtede den fra Menneskene ud til det vilde Hav; men Kujavarsuk blev uskadt og døde i en høi Alderdom.

______________

Nogle fortælle, at Kujavarsuk, da han var bleven voxen, drog nordpaa til en Plads, hvor han havde en Navne, som var ihjelsultet. Paa denne Plads blev der drevet Hvalfangst. Kujavarsuk sluttede Venskab der med et ungt Menneske, med hvem han kappedes, men som ikke kunde maale sig med ham. Henad Vinteren skulde de kappes om, hvo der først kunde opdage en Hval; Kujavarsuk havde aldrig seet det Slags før. Han var flyttet i Huset til en gammel Mand; denne sagde til ham: »naar en Hval nærmer sig, er den let at kjende, dens Aandepust er baade buldrende og hvæsende.« Kujavarsuk var bestandig paa Farten, for at faae dem at see. En Morgen, da det var smukt stille Veir, sagde den Gamle: »hvis Hvalene iaar ville indfinde sig tidligt, saa er det netop idag, at man skulde faae dem at høre.« Kujavarsuk var hele Dagen i Kajak og lyttede, men hørte intet, om Aftenen kom han hjem med god Fangst og lagde sig til at sove, men kunde ikke. Om Natten gik han udenfor, da hørte han et Aandepust ude fra Søen, det kom nærmere og standsede ved Bugtens Munding. Da han kom ind, sagde han: »hvad mon det vel kan være for et Aandepust, jeg har hørt derude?« Den Gamle gik ud, og da han kom ind igjen, sagde han: »jo vel, det er Hvalen, som er kommen under Landet, den forfeilede ikke sin Dag.« Kujavarsuk lagde sig til at sove; om Morgenen raabte hans Ven udenfor: »Kujavarsuk, Hvalen blæser, du kommer for sildigt.« Men den Gamle svarede: »Nei, han vidste det allerede igaar, han lagde sig først nu til at sove.« Derefter sagde hans Ven: »lad os nu kappes om at lave os Blærer til Hvalfangsten,« og den næste Dag gik de sammen efter Sælhunde. Ikke langt fra Land fik Kujavarsak to Spraglede, hans Ledsager fik slet ingen. Da der nu kom flere Hvale og Veiret var smukt, gik Baaden paa Brandvagt. Kujavarsuk meente først, at han ikke skulde med, thi han havde ingen Roere, men da han saae alle de andre gaae ud, flk han alt for stor Lyst; han besatte da en Baad med lutter Børn og stødte fra Land. De andre Baade laae længere ude, og de raabte til ham: »derinde dukker Hvalen ikke op, vil du brandvagte, skal du komme herud;« men han brød sig ikke derom og blev hvor han var. Hans Moder sagde nemlig til ham: »jeg har undfanget dig ved Strandbredden, derfor skal du brandvagte ved Stranden.« Og ganske rigtigt, snart dukkede en Hval op for ham. Han roede til og satte Harpunen i den, og Hvalen kunde ikke trække hans Blære heelt under Vandet. Derpaa raabte de Andre igjen: »Hvalen som er saaret, løber ikke indefter Land, herudefter maa du forfølge den;« men han svarede: »alle Sødyr, som jeg jager efter, søge ind til min Boplads.« Saaledes blev han ene om at dræbe Hvalen, der kjæmpende med Døden trak indad Land til. Om han fik flere, vides ikke, maaskee fik han vel atter sine ti af dem. Om Foraaret drog han til sit Hjem igjen, dengang levede endnu den gamle Fisker; til ham bragte han sine Hvalbarder, alle de længste havde han gjemt til ham.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 93-96.