Om grønlændernes gamle tro - B

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Foto: Dave Stanley - Wikimedia

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Om Grønlændernes gamle Tro
og hvad der af samme er bevaret under Kristendommen

Af Hinrich Rink

B.
Om Yderverdenen og dens oversandselige Magter
i deres Forhold til Mennesket.

Hele den synlige Verden var, som vi saae, underkastet Magthavere, Tingenes Inue, der øve et oversandseligt Herredømme deels over Tingene ialmindelighed, deels derigjennem paa Menneskene isærdeleshed. Udentvivl maatte saaledes enhver oversandselig Indflydelse af Yderverdenen paa Mennesket kunne henføres til et vist Omraades Inua eller Eier, men dette kan ikke altid bestemt paavises i Folketroen, saaledes som vi kjende den, ei heller udtrykker, som vi saae, Benævnelsen eller Eiets Gjenstand altid den egentlige Magt, som Eieren er i Besiddelse af, men undertiden blot hans Opholdssted. Saaledes maae f. Ex. Ingnersuit (see B, 3) kaldes Strandbreddens Eiere, skjøndt deres Magt nærmest har Kajakfarten til Omraade. I visse Tilfælde optræde Magthaverne som virkelige synlige, besjælede Væsener, Mennesker og Dyr, eller ialtfald som disses, fra Legemet i en vis Grad frigjorte Sjæle, og det oversandselige Herredømme, som de udøve, optræder kun som et Tillæg til deres øvrige Egenskaber. I andre Tilfælde ere ogsaa Væsenerne selv overnaturlige, men der tillægges dem ogsaa almindelige Egenskaber og et Liv for sig, ligesom Mennesker og Dyr, og det omtalte Herredømme udgjør ligeledes kun en Deel af deres Egenskaber. Men i visse Tilfælde endelig ere de baade oversandselige, og de betegnes eller beskrives hovedsagelig kun som visse Magters, saasom Søvnens, Madlystens Inue eller Personliggjørelser; og det er saaledes kun i disse, at den Forestilling, som vi maae antage at ligge til Grund for dem alle, ogsaa virkelig er tydeligt udtalt i Benævnelsen. I det andet af det nævnte Slags Tilfælde ere de fleste af de paagjeldende Væsener opstaaede af virkelige levende Væsener, som Forfædrene have kjendt, deels i deres tidligere Hjem, deels medens de endnu fandtes i Grønland, saasom af Mennesker: Indianerne og muligen de gamle Nordboer. Man har udrustet disse med overnaturlige Evner, lignende som i det første Slags Tilfælde, og efterat de ere blevne blot til Sagn, har Indbildningskraften formet videre paa dem, og saaledes omskabt dem til reent overnaturlige Væsener. Der er saaledes neppe Tvivl om, at hvis de nyere Europæere, efterat have besøgt Landet, senere aldrig mere havde ladet sig see, vilde de være blevne optagne blandt disse.

Angaaende Samqvemmet med overnaturlige Væsener bemærkes, at disse ikke altid ligefrem kunne opfattes med almindelige Sandser, men at der hertil udfordres en særegen Sands eller Begavelse. lalmindelighed viser de sig som Lysning eller Ild. Synet af dem kan hos det almindelige Menneske deels volde Død eller Stivkrampe (tatamingneκ, Ihjelskræmmer), deels være Varsel om en Slægtnings Død (nâsârneκ). Desuden kunne visse i Frastand, eller uden at sees, forvolde Tarneerunek, d. e. Sjælens Udtagelse af Legemet (tarnêruneκ; tarnêrutoκ, den, som er berøvet Sjælen, eller vel og den saaledes udtagne Sjæl). Det Menneske, som har Evne til at kunne bemærke, om noget Overnaturligt eller i det Hele Fremmed er i Nærheden eller kan ventes, kaldes nalussaerutoκ (egentlig: ikke uvidende om noget), som ogsaa bruges om Spaadomsgave i det Hele. De levende Væsener, der enten have denne Gave eller selv kunne øve en overnaturlig Virksomhed, kaldes: »imáinaκ ingitsut«, d. e. »som ikke ere blot saaledes«, nemlig som andre af deres Art. Stor Sorg eller Fortvivlelse over en nær Slægtnings Død frembragte som oftest en Tilstand, som betegnes ved suilârkineκ, og som bestod i, med Forsæt at opsøge og trodse det Skrækkelige, som i dette Tilfælde blev til suilârκut, d. e. Middel til at dæmpe Fortvivlelsen.

1. Mennesket selv, overfor andre Mennesker.

Sjælen kan efter Døden optræde som Gjenganger for de Levende. Sandsynligen gjør den dette i Egenskab af det døde Legemes Inua. Thi Gjengangeren viser sig mest i Nærheden af samme, og saalænge det endnu er ubeskadiget. Sjælen lever endog i de første Dage i Graven. Selve Synet af Gjengangeren kan volde Tatamingnek, men i Reglen giver han sig kun tilkjende ved Fløiten (uvingiarneκ) eller ved at lade det synge for Folks Øren (aviuiartorneκ). I sidste Tilfælde giver han tilkjende, at han gaaer omkring og beder om Føde, hvorfor det og endnu er Skik at svare, naar det synger for Øret: »Tag efter Behag«, nemlig af mit Forraad. De Afdøde maae antages at kunne gjengjelde de dem her i Livet beviste Velgjerninger, thi de ere Skytsaander for deres Børnebørn og vistnok især for dem, der opkaldes efter dem. Men den Dræbte siges at kunne hævne sig paa Drabsmanden ved at »fare ind i ham«, med mindre denne har slugt et Stykke af hans Lever. Mon denne besynderlige Tro skulde grunde sig paa den Tanke, at Drabsmanden ved denne Handling viste, at han i sin Samvittighed virkelig ansaae Drabet for berettiget? Den Døde kan ogsaa hindres fra at komme igjen ved at sønderlemmes, og i det en Deel af ham henlægges i en gammel Grav. Mere eller mindre er der Fare ved Alt, hvad der enten hører til, eller har været i Berøring med Liig eller brugt ved Begravelser, eftersom det under visse Omstændigheder kan fornærme Tingenes Inue, og derved volde forskjellige Ulykker. Alene Berøring med Dødningebeen kan volde, at den berørte Deel af Legemet bortvisner. Det samme gjelder om den Afdødes Slægtninge i Sørgetiden, da de kaldes: pujortut, og maae holde sig inde og iagttage visse Regler, da Synet af dem kan skræmme Havets og Luftens Inue og volde Misfangst og Uveir.

Et Menneske, som paa Grund af Forurettelse ganske unddrager sig Samfundet, kaldes Kivigtok (κivigtoκ). og opnaaer som saadan en Deel af Gjengangerens Egenskaber. I Reglen skeer dette ved Flugt til Indlandet, undtagelsesviis ud over Havet (og muligen endog opefter, see nedenfor: Himmellegemernes Eiere). En Kivigtok opnaaer overnaturlig Legemsfærdighed, bliver Nalusaerutok, og lærer at forstaae Dyrenes Tale. Han kan hævne sig paa Menneskene, og siges at skulle leve til Verdens Undergang, hvorfor han ogsaa veed Besked om Jordens Støtters Beskaffenhed.

Et Barn eller Foster, som fødes i Dølgsmaal, bliver til en særegen Gjenganger, som kaldes Angiak (ángiaκ); Moderen kaldes ángialiκ). Denne opholder sig i Nærheden af Moderen og søger til hendes Bryst medens hun sover, men drager forresten ud, deels i en Kajak, lavet af et Hundehoved, for at kæntre Kajakmænd, deels paa Landjorden, for at ihjelskræmme Mennesker og forvolde andre Ulykker, alt for at hævne sig, især paa dem, der have foranlediget Moderens Forbrydelse. Hvis denne forinden Fosterets Fødsel allerede er bleven Kivigtok, bliver Angiak'en hængende ved hende (kinguneralik), indtil hun har udøvet den samme Hævn. Som noget fra Angiak'en forskjelligt og meget sjeldnere omtales Børn, der enten strax ved Fødselen eller senere, naar de mishandles, forvandles til Uhyrer, der opsluge deres Huusfæller.

En Angerdlartugsiak var et Menneske, som ved Opdragelsesmaaden havde erholdt den Evne, at han, naar han engang omkom i Kajak, atter gjenoplivedes og førtes tilbage til Landet, i hvilken Tilstand han da kaldtes Anginiartok (angardlartugsiaκ betyder egentlig: »uddannet til at vende tilbage til Hjemmet«). Drengebarnet maatte i den Anledning fra spæd af vænnes til at kunne taale forskjelligt Ildelugtende, samt til aldrig at pine eller fortrædige Hunde, og aldrig at modsige gamle Folk, men roligen finde sig i hvad disse sagde. Endelig maatte Faderen, hvergang han satte Drengen i Kajak for at øve ham, ved Bøn anraabe sine afdøde Forældres eller Bedsteforældres Sjæle om at beskjærme ham. Naar en saadan forulykkedes i Kajak, tabte han først Bevidstheden, men vaagnede atter nede i Dybet, og var da ledsaget af sine Bedsteforældres Sjæle, som veiledede ham ind til Landet. Hans Hoved var indhyllet i Fangeblæren, og han havde et løst Skind til Kajak. Visse Omstændigheder, deriblandt ogsaa Synet af Kristne, kunde bortskræmme ham, hvorpaa han søgte Land paa et andet Sted. Naar han endelig kom iland, hvilket synes at være skeet om Natten, blev han omringet af Stedets Hunde, der viste sig for ham i Menneskeskikkelse, og beskyttede ham imod at drages ud til Havet igjen. Inde i Huset skulde han gribes af 2 Mænd og berøres paa det blotte Legeme, hvorefter han atter tabte Bevidstheden, og saa endelig kaldtes ilive ved Hjelp af sin Barnevise. Naar man forgjæves havde ventet paa ham i 5 Dage, pleiede man at opgive ham.

2. Dyrene.

I Sagnene optræde Dyrene hyppig talende og handlende som Mennesker, eller i Menneskeskikkelse. Dette er vel deelviis at forstaae som blot Fabel, men i visse Tilfælde troes der ogsaa virkelig paa en Evne hertil hos Dyrene, og saadanne Dyr optræde da tildeels i overnaturlig Skikkelse og kunne øve samme Virkning som de menneskelige Gjengangere. Ligeledes tyde Sagnene, saavelsom visse Skikke med Hensyn til Dyrenes Fangst og Benyttelse paa, at man har forudsat et Slags Fornuft eller en høiere Sands hos visse Dyr, men det er her atter uvist, om det ikke er at forstaae saaledes, at det er Dyrenes eller en vis Magts Inua, som virker igjennem dem. Herpaa synes at tyde den almindelige Tro, som betegnes ved akilerarkussineκ (egentlig: Ønske om Gjengjeldelse), og gik ud paa, at Gavmildhed mod Andre, med Jagtens Udbytte, vilde blive gjengjeldet ved forøget Held i Fangsten, og omvendt. Forøvrigt optræde Dyrene som Gjengjeldere baade af Ondt og Godt. Blandt de Forestillinger, der ikke betragtedes blot som Fabel, ville vi anføre :

Hunden kan være Nalusaerutok, og i visse Tilfælde gjengjelde Godt (see foran: Anginiartok).

Rensdyrene kunne hevne sig paa den, der dræber mange unge Dyr, ved at volde hans Børns Død. Fugle, især visse, kunne hevne sig af samme Grund.

Med Hensyn til Sælhunde er der forskjelligt at iagttage, saavel ved Fangsten som ved at benytte det dræbte Dyr. Men det er ogsaa især dem, som kunne antage Menneskeskikkelse og hevne sig i visse Tilfælde, naar der dræbes for mange af dem paa et enkelt Sted. De hente da et Stykke Driviis fra Østkysten, siges der, benytte det som Baad, og overfalde Menneskene ved Nattetid. De kaldes da Umiarissat og ere frygtede overalt. Ved Synet af dem, bliver man stiv og ubevægelig. Kun ved visse bestemte Midler kan man bortskræmme dem, de forvandles da atter til Sælhunde og forsvinde i Søen. Billedligt bruges Benævnelsen ogsaa om fjendtlige Overfald om Natten overhovedet. Umiarissat roede nemlig, siddende forlænds og holdende Aaren udenfor Baaden, ligesom Indianerne paa deres Kanoer, og som det bruges, naar man lydløst vil liste sig paa en Hval.

3. Overnaturlige eller fabelagtige Væsener.

Ingnersuit (Fleertal af ingnerssuaκ, egentlig: »stor Ild«) have deres Boliger under Jorden, i Klipperne langs Strandbredden, hvor de, under sædvanlige Forholde dog usynlige Indgange til dem findes. De ere 2 Slags: de øvre, til hvilke Indgangen er ved Høivandsmærke, og de nedre, som boe dybere nede. De øvre (mersugkat eller κutdlît) ere alene gode Aander, der beskytte Kajakmanden. De have i det Hele Skikkelse som Mennesker, men hvid Hudfarve, som Europæerne, og ganske smaa Næser, samt rødlige Øine, som Maager. Naar Klippevæggen har aabnet sig, og man kommer ind til dem, treffer man en smuk Strandbred, og derover deres Huse, med Tilbehør af Baade og Redskaber, alt efter grønlandsk Skik, men smukkere og med Overflødighed af Forraad. Ligeledes drive de deres Fangst paa Havet i Kajakker. Naar en Kajakmand er ene, har han gjerne en Ingnersuak til Ledsager og Hjelper, men han kan ikke selv see ham. Der siges, at hans Øie blendes paa den Side, og at Ingnersuit kun kunne sees i større Afstand. Det hænder derfor ofte, at man seer to Kajakker, men naar man kommer nærmere, er der kun een, og denne veed ikke af, at der har været nogen anden i hans Nærhed. De nedre (atdlît) adskille sig fra hine derved, at de hverken have Hovedhaar eller Næser, samt at de gaae ud paa at stjæle Kajakmændene, især de dygtigste. Ligesom ved en usynlig Magt drages disse bag efter dem og gjennem Brændingen ind til deres Opholdssteder, hvor man strax sønderbryder deres Redskaber, bringer dem ind i Huset, skjærer Næsen af dem og holder dem i piinligt Fangenskab. Dog omtales det som en Trøst i Nøden, at blive tagen af Ingnersuit, istedetfor at drukne. Begge Slags kaldes og atdliarutsit, underjordiske, hvorimod Menneskene atter af dem kaldes κáumamiut, eller: »de i Dagslyset boende«. De ere de mest omtalte i hele Aandeverdenen, og der skal have været et Sagn om, at de oprindelig vare de Mennesker, som levnedes efter en Syndflod.

Kajarissat (Fleertal af κajariaκ) ere Kajakmænd af overordentlig Størrelse, som altid synes at have opholdt sig udhavs, udenfor de yderste Jagepladse. Foruden anden Trolddom forstaae de sig paa at fremkalde Storm og Uveir, idet de bestige et Stykke Driviis, og blæse gjennem et lille Rør. Deres Aarer have kun eet Blad, ligesom Aarerne paa Indianernes Kanoer. Stumper af indianske Birkebarksbaade, som leilighedsviis drive op paa Kysten af Grønland, henføres til dem.

Kungusutarissat (Fleertal af κungusutariaκ), som nærmest svare til vore Havmænd, betegnes som Havets egentlige Inue. De ere særdeles Yndere af Rævekjød og Rævehaler, som derfor offres til dem, for at opnaae Held i Fangsten. Ogsaa ere de Fjender af ulydige Børn.

Jnugpait (Fleertal af inugpak) ere Kæmper, som boe paa Landet hiinsides Havet (akilineκ). De leve ligesom Grønlænderne, men deres Kajakker ere saa store, som Skjær, og Dyrene, som de jage efter, ere i Forhold hertil. Man har undertiden seet deres Sælhunde og Dele af deres uhyre Fangeredskaber, som dreve paa Søen, langt udhavs. Mest omtalte ere dog Maagerne fra hiint Land: de treffes af dem, som vove sig langt udhavs, og man har i Frastand seet dem tage og bortføre Kajakmænd. Derfor betegnes ogsaa undertiden borteblevne Kajakmænd som »tagne af de store Maager til Føde for deres Unger«. Paa et andet Sted af Akilinek boer der lignende Kæmper, som kun have eet Øie. Der tales og om forskjellige fabelagtige Havdyr ialmindelighed, saasom Havedderkoppen, der er af uhyre Størrelse og Hurtighed, Havlusene, der opfylde et Belte midt imellem Grønland og Akilinek, Sælhundene, som altid leve i Dybden, og ikke fanges af almindelige Mennesker. Langt udhavs findes nogle Smaadyr i Havet, som kaldes avingat og afgive de kraftigste Amuleter til at dræbe Fjender med. Paa Labrador betyder dette Navn: Lemminge, hvilket Dyr ikke findes i Grønland.

Tornit (Fleertal af tuneκ), som nok er det oprindelige eskimoiske Navn paa en Indianer) ere de vigtigste af Indlandets Inue. Deres Boliger findes tildeels ogsaa i Egne, som besøges af Mennesker, men Indgangene til dem ere ligesom skjulte under Plantevæxt og Muld. De ere dobbelt, eller flere Gange saa store som Menneskene, med hvilke de forøvrigt have Skikke og Levemaade tilfælleds. Der hersker i det Hele gjensidigt Fjendskab mellem dem og Menneskene, som de kalde Kystboer; dog kunne de ogsaa optræde som Beskyttere for Flygtninge fra disse, samt indgaae Svogerskab med dem. De ere meget vise og troldkyndige. De søge ogsaa Erhverv paa Havet, men befare dette uden Baad, og kun i Taage, eller som det hedder: »havende Taagen til Kajak«.

Blandt Indlandsboerne nævnes endnu følgende:

Inorutsit (Fleertal af inoruseκ), som nærmest kunde kaldes Kæmper, og nævnes iflæng med Tornit.

Igaligdlit (Fleertal af igalilik), som gaae omkring, bærende paa deres Gryder, i hvilke de koge med det samme. Løsrevne Skymasser mellem Bjergene, har jeg undertiden hørt sige om, at de vare Røgen fra dem.

Iserkat (Fleertal af isseraκ, d. e. den Skjulte, som sjeldent sees) beskrives efter en Særegenhed ved deres Blik eller Øine, nemlig som »blinkende paalangs«.

Inuarudligkat (Fleertal af inuarudligaκ), Dvergmennesker, skulle stamme sydfra, og fordum have staaet i Forbund med Kystboerne, men senere have sondret sig fra dem og være vandrede nordpaa. De have et »Pegevaaben«, hvormed de kunne dræbe blot ved at sigte, og de have lært Europæerne Forfærdigelsen af Skydevaaben. Deres Boliger ere Mønstre paa Reenlighed, ligesom disses. I det Hele ere de velsindede, og have endog skjenket enkelte Mennesker deres Pegevaaben, men strengt forbudt dem at misbruge det mod andre Mennesker.

Erkigdlit (Fleertal af erκilik) have en Overkrop som Menneskenes, men Underkrop som Hundenes. De ere fortrinsviis gode Bueskytter, bære Pile i ordentlige Koggere paa Ryggen, og ere uhyre hurtige, som alle Indlandsboere. De beskrives som fæiske og afskylige Væsener. Ifølge et Sagn ere de opstaaede ved Ægteskab mellem en Qvinde og en Hund, nemlig af den ene Halvdeel af Børnene, hvorimod den anden Halvdeel sendtes tilsøes og blev til Europæere.

Sjeldnere nævnes: Tarrajarsuit eller Skyggerne (Fleertal af tar'r'ajarssuaκ), og Narrajout eller Tykmaverne (Fleertal af nâr'r'âjôk).

Som mere fjernende sig fra Forestillingen om Mennesker maae vel nævnes de forskjellige Eiere af bestemte Dele af Indlandet. Saaledes beskrives en Indsøes Inua, som ef Uhyre med store Øine og lange Haar. Som bestemte Fjeldes Inue nævnes Amarsiniouk, der bærer en Pels med Børnehætte, og Kuinasarinouk, et Uhyre med skarpe Kløer. Begge komme tilsyne, farende frem af Klippevægge, den første for at bortføre, den anden for at sønderrive Menneskene.

Følgende Væsener, der have Dyreskikkelse, men dog tillægges høiere Egenskaber, hensættes ogsaa til Indlandet og især til de af sammes Iisørken fremragende Landdele:

Amarok (amaroκ, i Fleertallet amarκut), hvorved i andre eskimoiske Lande menes Ulven, men som her i Grønland er et aldeles fabelagtigt Dyr. Dens Størrelse beskrives i Reglen derved, at den bærer et stort Rensdyr i sit Gab. Den er Nalusaerutok, saa at man ikke kan skjule sig for den, og den kan selv i Frastand tage Sjælen ud af Mennesket. I et Sagn, som handler om et Barn, der paakalder Styrkens Inua, viser Amarok'en sig og skjenker det Styrke; dog er det uvist, om den selv er Styrkens Inua, eller sendes af denne.

Kilivfak er et Dyr med skarpe Kløer og, efter Nogle 6, efter andre 10 Been. Kjøddet paa det dræbte Dyrs Been kan 3 Gange paany voxe ud igjen, naar man har spiist det.

Kuvdlugiak er en Orm af uhyre Størrelse, men af Skikkelse som en Kaalorm, med mange Been. Dens Legeme er lutter Tælle og den er uhyre hurtig i sine Bevægelser.

Kukigsouk og Aussik, som nævnes i nogle Sagn, synes at være lignende, eller maaskee de samme, som de to sidstnævnte. Sjeldnere omtales Avarkiarsuk, som boer i Landisens Revner og kan knuse Steen med sina Tænder, ligesom og Kæmperæve, Kæmpeharer og en Kæmpefugl, der med sit Næb kan udhule Klipper.

Den iisklædte Bjørn (nanoκ sermilik) lever ogsaa paa den indre Landiis, men kommer undertiden med sammes Brudstykker, Iisfjeldene, gjennem Iisfjordene ud til Havet og Yderkysten. Den har ingen Haar for paa Hovedet, og naar den bliver gammel, overgroes dens Krop med en Skal af Iis. Forresten er den skabt som Iisbjørnen, men af uhyre Størrelse og begavet med særegen Kløgt. En anden Bjørn omtales som havende et spidst Horn i Nakken, der tjener den til Vaaben.

Oververdenen er ogsaa befolket af forskjellige høiere Væsener, foruden de afdøde Menneskers Sjæle. Hertil høre navnlig Eiere eller Beboere af Himmellegemer, som ere Mennesker, der i levende Live blive borttagne fra Jorden, men endnu ere knyttede til den, og aflægge Besøg paa den. De ere muligen at betragte som et Slags Kivigtut, der have taget Retningen opefter. Der er bleven paastaaet, at de ere hine Himmellegemer selv, ikke deres Inue; dog er jeg ikke kommen til denne Anskuelse, skjøndt de i Fortællingsformen, i Sagnene betegnes iflæng paa begge Maader. Maanens Eier var en Mand ved Navn Aningaut, og Solens hans Søster. Han var forelsket i hende, og idet han en Nat efterstræbte hende, bleve de begge løftede op i Luften, samt forvandlede, og anviste deres nuværende Bopæle. Forsaavidt Tanken i denne Forvandling var den om Straf eller Forviisning fra Menneskenes Samfund, turde man vel antage, at Tanken om Blodskam ligger til Grund for dette Sagn. Solen og Maanen hade hver deres eget Kjøn. Om Solens Eier tales der ikke meget i Sagnene; i Fortællingerne om Menneskenes Besøg paa Maanen omtales en Qvinde af skjønt Ydre, men paa Ryggen som en Beenrad, dog er det ikke ganske klart, om det er Solens Eierinde, som derved menes. Saameget desto vigtigere er derimod den Plads, som Maanens Eier indtager i Sagnene. I hans Hjem siges der at være koldt, og han lader det snee over Jorden; han aflægger Besøg paa Jorden, og driver Fangst der, men altid i Slæde og paa Isen. De Dyr, som han jager, ere betegnede ved visse Pletter, og han taaler ikke, at Andre gjøre Indgreb i hans Fangst. Han kan tage Sjælen ud af Menneskene, og gjør det nok især ved de dueligste Mænd, for at benytte dem i sin Tjeneste, hvorhos han dog paa den anden Side viser en vis Godmodighed og Agtelse for Mod og Duelighed. Qvinderne maae vogte sig for ham, da de ubevidst kunne blive frugtsommelige ved ham, af hvilken Grund forskjelligt maa iagttages. Med at stirre paa Maanen maa man især vise Forsigtighed. Formørkelser synes at have været anseete for Tegn paa Fortørnelse hos vedkommende Eiere.

Erdlaveersissok, d. e. Indvoldsudtageren, er en Qvinde, som boer i et Fjeld ved Siden af den Dal, som man skulde igjennem, naar man paa Veien til Maanen var kommen gjennem Luften og havde naaet Land. Skjøndt hun betegnes som dette Fjelds Inua, er hun dog snarere at betragte som Latterens Inua, idet hun ved sin Person og sine Bevægelser søgte at friste Menneskene til Latter, men saasnart det blot lykkedes hende at fremkalde det ringeste Smiil hos Nogen, havde hun strax Magt over ham, skjar ham op og udtog hans Indvolde. Maanen var hendes Fjende, og beskyttede og veiledede Menneskene ved at bekæmpe hende. I sin Vrede truer hun med at omstyrte Jordens Støtter.

Stjernerne eller deres Eiere forekomme kun sparsomt i Sagnene, saasom i Form af hemmelighedsfulde Gjester, der have indfundet sig hos Folk, som boede paa afsides Steder, hvorpaa de atter saaes forsvinde op i Luften. I de ældre Forfatteres Skrifter finde vi derimod Fortegnelser over visse Stjernebilleder eller Stjerner, med de til dem knyttede Forestillinger. Saaledes kaldes 3 Stjerner i Orions Belte: Siagtut, eller de Adspredte, hidrørende fra 3 Mennesker, som vare paa Fangst, men forvildede sig og bleve optagne til Himlen. To Stjerner i Taurus kaldes Iversut, eller Mennesker, som opføre Syngestrid o. s. v.

Blandt Væsener, der omtales sjeldnere og mere dunkelt, er Igdluinak, et Menneske, som er kløvet paalangs og kun udgjør den ene Halvdeel af et almindeligt Menneske. En saadan indfinder sig ogsaa som hemmelighedsfuld Gjest hos Folk, der bosætte sig paa afsides Steder.

Hvad endelig angaaer de mere ulegemlige Eiere, der ere at betragte som mere rene Personliggjørelser eller Inue af visse Magter, da omtales disse, paa samme Maade som Tornarsuk, sjeldnere i Sagnene. Men der er noget, som tyder paa, at der har været indrømmet de enkelte Troeslærere en vis Frihed i at opstille saadanne underordnede Guddomme, hvor Forestillingen udkrævede det. Som de mere almindelige ville vi her efter de ældre Forfattere anføre:

Luftens Eier (silap inua), som dyrkedes gjennem forskjellige Skikke, der sigtede til, ikke at fortørne ham.

Silagigsortok, som volder godt Veir.

Madlystens eller Spisens Eier (ner'r'up inua), som frister Menneskene til at spise.

Søvnens Eier (sinip inua), som frister til at sove.

Inerterrisok, d. e. Forbyderen, som gjennem Angakut foreskriver Menneskene visse Afholdenheds-Regler.

Ligesom de fabelagtige Væsener udentvivl ere endnu flere, end ovenfor er anført, saaledes har man sikkert ogsaa almindeligen tillagt endnu flere Magter eller Omraader deres bestemte Eiere. Som et Exempel kan anføres, at der gives et Sagn, hvori der omtales, at selve en bestemt Sagnfortælling har sin Eier, som kan vise sig og skræmme den, der fortæller den. Mærkeligt er det dog, at man intetsteds finder Kjærlighedens Magt personliggjort, muligen et Beviis paa den ringe Betydning, man har tillagt den under disse Himmelstrøg.

____________

De kristne Grønlænderes Forestillinger om Foranstaaende.

Ialmindelighed kan man vel sige om Alt hvad der i dette Afsnit er afhandlet, at der troes paa dets Tilværelse, som i gamle Dage. Samme blev jo ikke modsagt, men snarere gjennem Troen paa Tornarsuk stadfæstet ved den kristelige Lære. Egede lærte endog udtrykkeligt, at Ingnersuit vare underordnede Djævle, som han vilde bede Gud om at bekæmpe ved Englene. Daaben, der enten skal forrettes eller ialtfald bekræftes af en Europæer, betragtes indtil en vis Grad som et Middel, der beskytter mod Alt, hvad der i Aandeverdenen enten er frygteligt eller paalægger Menneskene Tvang og Afholdenhed. Men forsaavidt det paa den anden Side er Mennesket venligt, forsmaaer man ikke den Hjelp, det uopfordret yder. At Grønlænderen gjennem Læsning og Underviisning, udenfor det Kirkelige, skulde rokkes i den heromtalte Tro, der ligesom udgjør det Digteriske i hans Forestillingskreds og indeholder dybere, billedlig Sandhed, ligger vistnok endnu fjernere. De store Udørkener, paa hvilke han i sin Ensomhed færdes, opfordre ogsaa ligesom af sig selv til at befolkes med saadanne Indbildningskraftens Fostre. For Øieblikket kunne hine Midler til Oplysning vel siges ganske at mangle, ialtfald vil deres Indflydelse i saa Henseende neppe nogensinde være til at spore.

Med Hensyn til Enkelthederne ville vi anføre følgende:

Benævnelsen suilârκut, som er det idelige Omqvæd i Sagnfortællingen, mindes jeg neppe at have seet i grønlandske Bøger af andet Indhold end ligefrem Sagn, skjøndt den vel bruges i det daglige Liv, i Betydning af Tidsfordriv ialmindelighed.

Man troer endnu paa Pujortut, og har tildeels udvidet den samme Tro til Pujortugsat, d. e. dem, for hvilke Dødsfald blandt Slægtninge ere nærforestaaende, idet man mener, at de af denne Grund have Uheld i Fangsten.

Gjengangere og Kivigtut høre endnu til Dagens Orden overalt. De sidstnævnte antages nu, ved deres Flugt at indgaae Forbund med Tornarsuk og, efter Nogle, at skulle leve til Dommedag. De færdes blandt Indlandsboerne og de gamle Kivigtut, og hele den gamle Sagnverden lever ligesom op for dem igjen. De frygtes meget, hvilket, saavidt bekjendt, ikke mere er Tilfældet med Angiak'er. Ligeledes har man og endnu indtil de seneste Aar seet Umiarissat, og skudt efter dem, og man troer endnu paa anden Hevn fra Dyr eller disses Inue, men iagttager neppe synderligt i den Anledning. Anginiartut kunne ikke mere opstaae blandt Døbte. Dog skulle de endnu bemærkes i Julianehaabs Omegn, maaskee formedelst de hedenske Østlændinges Nærhed. I de herrnhutiske Menigheder troer man tildeels, at de Døde ikke kunne komme som Gjengangere, naar de ere begravede af europæiske Missionærer paa Missionspladsens Kirkegaard; de skulle i saa Fald end ikke kunne give en Fløitelyd fra sig, siges der.

Fremfor alt troer man endnu paa Ingnersuit, og man opdager Saar paa de dræbte Sælhunde, som ikke passe til Fangerens Vaaben, men maae hidrøre fra en Ingnersuak, der som usynlig Hjelper har ledsaget ham.

Frygten for Indlandets Beboere og især for dets fabelagtige Dyr gjør, at visse Fjorde gjerne undgaaes, og at man især nødigen vover sig paa Indlandsisen. Godthaabs Fjord siges nu i en lang Tid at have været forskaanet for Amarok'en.

Man viser endnu Forsigtighed med at stirre meget paa Maanen. Men om selve Maanens Eier endnu driver Fangst i de danske Handelsdistrikter, er mig ikke bekjendt. Det er mig fortalt, at Grønlænderne af den herrnhutiske Menighed skulle troe sig berettigede til at skjende paa Luftens Eier, fordi Missionærene have lært dem, at man skal foragte det Jordiske. De øvrige, Oververdenens og de ikke synlige Omraaders Eiere troer jeg ikke, at der tales meget om i det daglige Liv. Mindst af alle agtes vistnok Inerterrisok.