Om skallekløvning til skuldrene

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Om skallekløvning til skuldrene

— med enkelte variationer over samme tema


af Jesper Lauridsen,
der også har nyoversat sagabrudstykkerne og gendigtet halvversene.


Heimskringla.no

© 2014



Skull damaged by a sword.jpg


Med Yggs ild kløved’
olmt Guld-Bue hjelme,
og ring-skjortens skade
skulderdybt han førte.

          Fra Jómsvíkingadrápa[1]




Vi kender jarlen Torfinn Tørve-Einarsson Skallekløver (Hausakljúfr) fra sidste halvdel af 900-tallet. Sagaerne beretter desværre ikke om, hvordan han brutalt gjorde sig fortjent til sit tilnavn, men vi kan nok gætte sammenhængen. Vi kender imidlertid en hel del andre eksempler på uskadeliggørelse af modstanderen ved at lade ringskjortens skade skære fra skalp til skulder.

Lad os indlede denne lille samling med en række fyrstelige skallekløvninger.


Kongesagaer

Kong Håkon den Gode ejer det bedste sværd af alle: Kværnbider, som kan flække en møllesten til øjet. Dette udnytter kongen i Slaget ved Fitjar (ca. 961), hvor Ejvind Skreja får, hvad han beder om:


Ejvind Skreja råbte højt: »Gemmer nordmændenes konge sig nu? Eller er han flygtet? Hvor er guldhjelmen?« Så gik Ejvind frem, og Alf — hans bror — gik med, og de huggede til begge sider, som om de var afsindige eller gale. Så sagde kong Håkon højt til Ejvind: »Fortsæt du fremad, hvis du vil møde nordmændenes konge!« Man skulle ikke vente længe, før Ejvind nåede frem, og han hævede sværdet og huggede til kongen. Toralf gav Ejvind et stød med skjoldet, og denne vaklede derved, men kongen greb Kværnbider med begge hænder og huggede Ejvind oven i hjelmen, og han kløvede hjelmen og hovedet helt ned til skuldrene. — — [2]


I Slaget på Stiklestad (1030) praktiserer kong Olav Haraldsson den sjældent sete tværgående skallekløvning, som i sagens natur ikke kan gå til skuldrene:


Kong Olav kæmpede da meget modigt; han huggede Torgeir fra Kvistad tværs over ansigtet, så næseskærmen på hjelmen bristede, og hovedet blev kløvet under øjnene, således at det næsten gik af. Da Torgeir faldt, sagde kongen: »Var det ikke sandt, som jeg sagde dig — Torgeir! — at du ikke skulle sejre i vores mellemværende?« — — [3]


Alle véd, hvordan det siden gik kong Olav. Her så vi et par eksempler på kongen som den kløvende part; nu skal vi bevidne, at kongen også kan spille rollen som den kløvede. Kong Sigurd Savl, der er søn af Erik Blodøkse og dronning Gunhild, har mere end almindeligt svært ved at holde fingrene (og måske især noget andet) for sig selv, når det drejer sig om anstændige folks hustruer. Han vanærer hersen Klypp ved at beligge dennes kone — Oløf — men på sin broders tilskyndelse beslutter Klypp sig for at hævne det:


Og da de kom til den gård, hvor kongen opholdt sig og sad ved drikkebordet, stillede brødrene deres folk i rækkefølge til at gå ind. Tord bad om, at den, der gik sidst ind, skulle gå først ud. Klypp skulle gå først ind, derpå Tord, så Steingrim og så Eyjolf og derefter de andre, som det var aftalt. De var alle fuldt bevæbnede med hjelme og skjolde og trukne sværd. Og da Klyppe Herse kom for kong Sigurd, svingede han sværdet og huggede kongen i hovedet og kløvede ham ned til skuldrene. Han sank død frem over bordet. — — [4]


Ditlev kløver skallen på kong Knud
Fra et 1200-tals håndskrift af Sächsische Weltchronik
Mere kongekløvning. Stedet er Roskilde. Året er 1157. Anledningen er en forsoningsfest mellem de rivaliserende konger — Svend Grathe på den ene side og Knud og Valdemar på den anden. Svend har taget sine hirdmænd Ditlev og Tole med til festen:


De trak sværdene i det samme. Da kong Valdemar så det, sprang han op og viklede kappen, han havde over sig, om sin arm, for de sad ubevæbnede derinde, idet ingen forventede ufred. Kong Valdemar sprang op og løb frem på gulvet fulgt af alle sine folk. Han stødte så hårdt til Ditlev, at de begge faldt ud gennem døråbningen. Så huggede Tole Hemingssøn efter kong Valdemar, og hugget traf i låret og gav ham et strejfsår, der ikke var farligt. Han blev tillige såret i tommelfingeren. Da kong Valdemars folk så, at han faldt, kastede de sig hen over ham og tog huggene, hvorved kong Valdemar slap derfra. Så kom Ditlev på benene, og han huggede bagud imod kong Knud, og dette hug var så kraftigt, at hans hoved blev kløvet helt ned til halsen, og det blev hans banesår. — — [5]


Festlighederne kendes i øvrigt under navnet »Blodgildet i Roskilde«.

Vi bliver i kongesagaerne: Den dygtige bueskytte Palnatoke er Svend Tveskægs fosterfar, og han dræber Svends far — kong Harald Blåtand — som han har et anstrengt forhold til. Selv om Svend og Harald ifølge sagaen ikke ligefrem har et hjerteligt forhold til hinanden, bliver Svend forbitret over drabet ved gravøllet for Harald, da Fjølner, som er Palatokes slægtning, afslører sammenhængen. Pilen, der gav kong Harald bane, føres rundt i hallen, og Palnatoke vedkender sig mordvåbnet:


Og nu tager kongen til orde og siger: »Du — Palnatoke!« siger han, »— hvornår skiltes du sidste gang fra denne pil?« Palnatoke svarer: »Jeg har ofte været eftergivende over for dig — fostersøn! — og hvis du mener at få mere ud af det, hvis jeg fortæller dig det i en stor folkeforsamling hellere end dér, hvor færre er til stede, da skal jeg tilstå dig det. Jeg skiltes fra den på buestrengen — konge!« siger han, »— da jeg skød den i røven på din far og hele vejen igennem ham, så den kom ud ad munden.« »Rejs jer alle!« siger kongen »— og pågrib Palnatoke og hans følgesvende og dræb dem alle, for nu er alt venskab mellem os og Palnatoke og alt det gode, der har været imellem os, bragt til ende.« Så springer alle mænd i hallen op, og der er ikke just stille nu. Palnatoke får trukket sit sværd, og som det første han gør, hugger han til sin slægtning Fjølner og kløver ham ned til skuldrene. Men Palnatoke havde så mange venner i hirden, at ingen ville bruge våben imod ham, og de kom alle ud af hallen bortset fra en bretlandsk mand fra Bjørns følge. — — [6]


Endnu en kløvning af en slægtnings hovedskal — og dette er så vidt vides sagaernes eneste eksempel på en skallekløvning, der sker ved en beklagelig fejltagelse: De to navnebrødre Svend Åsleifsson og Svend med det besynderlige tilnavn Brystreb er ikke perlevenner, og førstnævnte lægger sig i baghold uden for en ølstue:


Svend Brystreb havde et sværd i hånden, for han bar altid sværd, selv om andre var ubevæbnede, og Jon gik foran ham. Det lyste ind fra yderdøren, men det var mørkt i vejret, og da Svend Brystreb kom til yderdøren, huggede Svend Åsleifsson ham forfra i panden; han vaklede derved, men faldt ikke, og da han havde sundet sig, så han en mand stå i døren og mente, at det måtte være vedkommende, der havde såret ham. Så hævede han sværdet og huggede ham i hovedet og kløvede ham ned til skuldrene. Det var Jon — hans slægtning — der stod foran ham, og dér faldt de begge. — — [7]


Da den vendiske kong Ratibor belejrer Kongshelle i 1135, er folk uden for byen ikke særligt tilbøjelige til at komme bymændene til undsætning. En undtagelse er Ølver Stormund:


Da sprang Ølver op og sagde: »Hvis alle bliver her, så skal jeg gå alene; jeg kan vel tage livet af én eller to hedninger, før jeg selv falder.« Så løb han ned til byen. Folk fór efter ham og ville se, hvad han stillede op, og om de kunne være ham til nogen hjælp. Da han kom så tæt på kastellet, at hedningerne så ham, løb otte fuldt bevæbnede mænd imod ham, og da de mødtes, omringede hedningerne ham. Ølver svingede øksen, og ramte med dens forreste hjørne under hagen på den, der stod bag ham, så kæben og struben blev hugget over, og han faldt baglæns om. Så rettede han øksen fremad og huggede en anden i hovedet og kløvede ham ned til skuldrene. — — [8]


Også de seks andre hedninger må enten bide i græsset eller tage flugten, og Ølver vinder uvisnelig hæder ved sin bedrift.



Islændingesagaer

Andreas Bloch:
Skarphedin dræber Traen Sigfusson
Vi vender os herefter til islændingesagaerne og krydrer undervejs med en enkelt grønlandsk og et par færøske skallekløvninger.


En af sagaernes mest berømte skallekløvninger (dog ikke helt til skuldrene) udføres behændigt af Skarphedin Njalsson. Njalssønnernes tiltagende uenighed med Traen Sigfusson kulminerer en tidlig morgen på en delvis tilfrossen Markflod. Traen har — meget belejligt — netop afført sig sin hjelm:


Skarphedin løb ret frem mod flodløbet, men floden var så dyb, at et langt stykke var ufarbart. Et stort islag havde dannet sig på den anden side af floden, og det var spejlblankt, og Traen og de andre stod midt på isen. Skarphedin satte i vejret og sprang over flodløbet mellem de store isdannelser, og han holdt sig på benene og strøg straks videre frem skridende på fødderne. Islaget var meget glat, og han fór så hurtigt af sted som en fugl i flugten. Traen agtede i det samme at tage hjelmen på. Skarphedin kom da til og huggede til Traen med øksen Rimmugyge, som traf i hovedet og kløvede det ned til kindtænderne, så de raslede ned på isen. — — [9]


Den aldeles uberegnelige Torgeir Håvarsson er en notorisk skallekløver. Det får Skuf, Snorre og Gaut at føle, inden Torgeir selv må af med livet. En af Torgeirs banemænd — Torgrim — rejser til Grønland, hvor han praler grundigt med drabet. Torgeirs fostbroder er imidlertid fulgt efter ham for at tage hævn, og han kender også kunsten at skallekløve til skuldrene:


Nu gik Tormod frem foran boden og derhen, hvor Torgrim sad. Han sagde: »Hvad var det for en fortælling, du gengav før?« Torgrim svarer: »Hovedtrækkene i den fortælling kan ikke siges med få ord. Men hvad er dit navn?« Han svarer: »Jeg hedder Utryg.« »Hvem er du søn af?« spurgte Torgrim. »Jeg er søn af Fordægtig.« Da ville Torgrim rejse sig fra stolen. Tormod huggede ham i hovedet og kløvede ham ned til skuldrene; han stak derpå øksen under sin pelskappe og støttede Torgrim under skuldrene og råbte: »Skynd jer herhen! Torgrim er blevet overfaldet!« Mange kom dertil og så, hvad der var sket. De spørger ham, hvad han ved om den mand, der overfaldt Torgrim. Tormod svarer: »Jeg så ham her for kort tid siden, og jeg løb straks til for at støtte Torgrim under skuldrene, da overfaldet var sket, så jeg så ikke, hvor overfaldsmanden løb hen. Kan nogle nu tage ved her og støtte Torgrim, så andre kan sætte efter manden, der har overfaldet ham. Da holdt de Torgrim under skuldrene, mens Tormod skyndte sig væk. — — [10]


På foranledning af den for mænd livsfarlige Gudrun Osvifsdatter dræber Bolle Torleiksson på skammelig vis sin fostbroder — Kjartan Olafsson. Kjartans slægtninge vil hævne drabet og opsøger i overtal Bolle på en sæter, men inden de får gjort det af med ham, tager han en mand med i faldet. Bolles sværd — Fodbider — kan bide i andet end fødder:


Derpå gik Ån rask og fast ind i sæterhuset og havde skjoldet over sit hoved og vendte den smalle ende fremad. Bolle huggede til ham med Fodbider og skar skjoldspidsen af og kløvede derved Ån ned til skuldrene. Det døde han straks af, som man kunne forvente. — — [11]


Eyjolf den Grå jager den fredløse Gisle Sursson, men Gisle er ikke sådan at få ram på, og undervejs kløver han både Saka-Stein og Svein til skuldrene. Gisle bliver til sidst overvundet, men hans sidste skallekløvning standser ikke ved skuldrene:


Så stikker de til ham med spyd, så indvoldene falder ud, men han svøber indvoldene og sin skjorte om sig og binder dem fast med et reb. Da sagde Gisle, at de skulle vente lidt, »— for nu får I den ende på sagen, som I ønsker.« [Gisle kvæder et vers]. Dette er Gisles sidste vers. Og så snart han havde kvædet verset, springer han ned fra fjeldhammeren og driver sværdet i hovedet på Tord — Eyjolfs slægtning — og kløver ham helt til bæltestedet. Så falder Gisle oven på ham og dør i det samme. — — [12]


Kort før vintertid drømmer Trond i Gata på Færøerne, at det skal lykkes ham at dræbe sin arvefjende Sigmund Brestesson, så han samler en flok og opsporer Sigmund, der dog ikke giver sig uden videre:


Da sagde Trond: »Nu er det på tide — Sigmund! — at give sig til kende, hvis ellers du har modet og mener at være så rask en mand, som du længe har haft ord for.« Det var da bælgmørkt. Kort tid efter springer en mand over kløften imod Trond og hans flok og hugger med sit sværd til Steingrim — Tronds nabo — og kløver ham ned til skuldrene. Det var Sigmund. Han springer straks baglæns over kløften igen. »Der kom Sigmund,« siger Trond. — — [13]


I samme saga hugger Gaut den Røde en økse i hovedet på Hergrim og kløver ham til skuldrene, og i Hávarðar saga ísfirðings er det Halgrim, der hæver øksen og hugger Brand i hovedet, så han kløves til skuldrene. I Finnboga saga ramma kløver Finnboge Vilmunds hoved til skuldrene, og i Króka-Refs saga gør hovedpersonen det grimme ved Torgils med sit kortskaftede hugspyd.

Den stilfærdige Torarin den Sorte og den uretfærdige Torbjørn den Digre kommer på kant med hinanden om nogle forsvundne heste, og det ender med åben kamp mellem parterne på førstnævntes gård. Kvinderne blander sig ved at kaste klæder på våbnene, og Torbjørns folk fortrækker til en nærliggende gård, men — — 


På gårdspladsen på Måvehlid fandt man en hånd, dér hvor de havde kæmpet, og man viste Torarin den. Han så, at dette var en kvindehånd. Han spurgte, hvor Aud var. Han fik at vide, at hun lå i sin seng. Så gik han ind til hende og spurgte, om hun var såret. Aud bad ham passe sit eget, men han fik dog vished om, at hun var håndhugget. Han tilkaldte da sin mor og bad hende forbinde hendes sår. Så gik Torarin ud med sine folk, og de løb efter Torbjørn og de andre. Da de var et kort stykke fra gården, hørte de Torbjørn og hans mænd tale sammen, og Hallstein tog ordet og sagde: »Torarin fik tørret skammen af sig i dag.« »Han kæmpede djærvt,« siger Torbjørn, »— og mange folk, som ellers ikke formår det, handler raskt, når det kniber.« Odd svarer: »Det kan godt være, at Torarin er en rask mand, men det må dog anses for en ulykke for ham, at han huggede hånden af sin kone.« »Er det sandt?« siger Torbjørn. »Sandt som dagen,« siger Odd. Så sprang de op med skrål og latter over dette. I det samme kom Torarin og de andre frem, og Nagle gik forrest, men da han så de andre løfte våbnene, mistede han modet og stak sanseløs af op i fjeldet. Torarin løb imod Torbjørn og huggede sværdet i hovedet på ham og kløvede det ned til kindtænderne. — — [14]


I en yderst ulige kamp — de er vel højst 20-25 mand imod Grette den Stærke og to andre, hvilket må siges at være ganske utilstrækkeligt — bliver Steinolf fra Hraundalen skallekløvet til skuldrene, og Grette digter siden om hugget for en bondedatter:


Steinolfs skår i skallen
— skænkende øl-Saga! —
heles næppe hurtigt
(han og flere segned’).[15]


Grette klarer den som bekendt ikke i længden, og efter hans død drager hans banemand — Torbjørn Angel — til Miklagård for at lade sig indrullere i den græske kejsers garde. Han har bare ikke taget højde for, at Grettes bror — Torstein — også er til stede ved våbentinget:


Torbjørn Angel viste først sine våben frem. Han havde da sværdet Gretteseje. Da han fremviste det, blev det beundret af mange, som sagde, at det var et yderst godt våben, men at det var en stor skade med det skår, der var midt i æggen, og de spurgte ham, hvordan det var sket. Angel sagde, at det var en fortælling værd, »— og der skete det ude på Island,« siger han, »— at jeg dræbte den kæmpe, der hed Grette den Stærke, som har været den mest hårdføre og modige mand dér, for ingen kunne overvinde ham, førend jeg kom til. Men da jeg var skæbnebestemt til at fælde ham, gjorde jeg det af med ham, skønt han havde mange gange min styrke. Jeg huggede ham i hovedet med sværdet, og da kom der et skår i æggen.« De, der stod ved siden af, sagde, at han måtte have været hårdskallet, og de viste hinanden sværdet. Af denne grund mente Torstein at vide, hvem Angel var, og han bad om at måtte se sværdet som de andre. Angel lod ham få det, for de fleste roste hans mod og duelighed, og han troede, at denne mand ville gøre det samme, for han havde ingen anelse om, at hverken Torstein eller andre af Grettes slægtninge kunne være til stede. Dromund[16] tog sværdet, men i det samme hævede han det og huggede til Angel. Hugget traf i hovedet og var så kraftigt, at det gik i til kindtænderne. Torbjørn Angel faldt æreløs død til jorden. — — [17]



Sammenfatning

Det må sammenfattende siges, at skallekløvning til skuldrene som udgangspunkt er en heltegerning. Af de 23 ovennævnte kløvninger udføres de 19 af en mand, som vi enten finder sympatisk eller som er sagaens hovedperson, og de sidste 4 af mænd, der ikke er udprægede skurke. Modsvarende ser vi heller ikke sagahelte optræde i den kedelige ende af et skallekløvende våben.




Noter:

  1. af Bjarne Kolbeinsson († 1222), biskop på Orkney.
  2. Saga Hákonar góða.
  3. Saga Ólafs hins helga.
  4. Þórðar saga hreðu. Det er ganske vist ikke en kongesaga, men denne episode er også kendt fra fx Sagan af Haraldi konungi gráfeld, hvor Klypp dog dræber kongen ved at gennembore ham med et sværd.
  5. Knytlinga saga.
  6. Jómsvíkinga saga.
  7. Orkneyinga saga.
  8. Saga Magnús blinda ok Haralds gilla.
  9. Njáls saga.
  10. Fóstbræðra saga.
  11. Laxdæla saga.
  12. Gísla saga Súrssonar.
  13. Færeyinga saga.
  14. Eyrbyggja saga.
  15. Grettis saga.
  16. ɔ: Torstein, som havde dette tilnavn, der hentyder til en art middelhavsskib.
  17. Grettis saga.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.