Om tre kammerater
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Om tre kammerater
Af þrimr kumpánum [1]
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2026
Det fortælles, at der i et land var tre storættede mænd, som en dag var på hjortejagt: en kongesøn, en hertugsøn og en jarlssøn. De var alle kristne, stærke og fuldvoksne mænd, men ingen af dem havde del i magten, for deres fædre sad fortsat på landets styrelse. Nu sker det den dag, at der bliver en løben og springen, for der var mange hjorte dér, og det dyr er så hurtigt i flugten, at selv de bedste stridsheste ikke kan følge med. Og om aftenen er hele følget til disse tre blevet opløst og spredt i nattemørket, og da de stiger af for at tage ophold for natten, er der ingen tjenere hos dem. Og da de har indrettet sig i skoven, siger kongesønnen: »Hvad skal vi nu fornøje os med, siden vi hverken har noget at spise eller drikke?« De siger, at det må han bestemme. Da fortsætter kongesønnen: »Så foreslår jeg, at hver af os fæller skal fortælle om dengang i vores liv, hvor det forekom os, at vi var stedt i den værste knibe. Og du — jarlssøn! — skal begynde fortællingen.«
Han tager fat og fortæller: »Jeg begyndte i en ung alder at tage på uskønne færder om natten uden min fars vidende. Jeg plejede at ride hen til en landsby, for dér boede min elskede. Jeg havde min skosvend med som min fortrolige. Vejen gik hen over en stengrund, men da jeg satte hesten i fart, brast stengrunden sammen, og hesten styrtede ned i den kløft, der åbnede sig under mig. Den var så dyb, at jeg ikke kunne høre hesten ramme bunden. Jeg selv blev kastet af i faldet og slynget ned på en klippeafsats. Der var så langt op til kanten af kløften over mig, at jeg ikke så nogen mulighed for at slippe derfra. Jeg hørte da, at min tjener var kommet frem til stedet, og han jamrede sig meget, fordi han troede, at jeg var død. Jeg råbte da og bad ham vente. Da jeg så mig omkring, kunne jeg se, at bjergsiden hele vejen op over mig var så stejl, at der ikke var noget håb om at få fodfæste dér uden et reb, og derfor fandt jeg til sidst på det, at jeg med mit sakssværd skar min kappe og kjortel i stykker og syede stykkerne sammen til et bånd — for som I véd, er det skik her i landet, at fornemme mænd altid har nål og tråd på sig — og da jeg havde fået fremstillet et tov, der forekom mig stærkest muligt, fandt jeg en sten på klippeafsatsen og bandt den i enden af tovet, som jeg derefter kastede i vejret, så godt jeg kunne. Og fordi det var Guds vilje, at jeg skulle leve længere, røg stenen helt op over kanten på kløften og hen over den sammenstyrtede vej, sådan at min tjener kunne få fat i stenen. Og på denne vis halede jeg mig derpå op og blev reddet. Dér var jeg stedt i den værste knibe i mit liv, og dermed slutter min fortælling.« Kongesønnen svarer: »Det forekommer mig, at du handlede klogt. Mon ikke vores fortællinger vil vise sig at have fælles træk — eller hvad siger du, hertugsøn?«
Han svarede: »Jeg tror, du har ret i, at begyndelsen på vores fortællinger ligner hinanden, for jeg elskede en stormands datter — hun boede ikke langt fra min faders gård — men da vores kærlighed var på sit højeste, blev hun alvorligt syg og mente, at det ville blive hendes død. Og da det var kommet så vidt, sendte hun en nat bud efter mig med en pålidelig mand, og jeg tog straks af sted for at træffe hende. Og da jeg nåede frem til det kammer, hvor hun lå, havde hun arrangeret det sådan, at hun var alene derinde. Jeg gik hen til hende i den tro, at hun ønskede at tale med mig i fortrolighed, og sådan forekom det også til at begynde med, men derpå sagde hun: ‘Åbn den store kiste — min søde ven! — som står her ved sengen, for på bunden af den er der noget, som jeg alene vil betro dig at tage vare på.’ Det gjorde jeg, men kisten var tom, bortset fra noget på bunden, der lignede trevler eller nogle afskårne stykker. Jeg bøjede mig forover for at se nærmere efter. Kisten var så dyb, at min bagdel stak højt i vejret, mens hovedet var ganske langt nede, og før jeg blev klar over, hvad der skete, var der nogen, der greb fast om mine ben og tvang mig ned i kisten; låget blev smækket, og låsen blev sat i. Og straks efter kom der folk farende derind. Det havde kostet min kæreste store anstrengelser at få mig ned i kisten, og hun sendte derfor i al hast bud efter sin fader, og da han kom, sagde hun dette: ‘Det er kommet dertil,’ siger hun, ‘— at vi snart må skilles. Der er dog noget, jeg vil bede dig tilstå mig, nemlig at du vil lade den store kiste, som står her ved siden af os, følge mig i graven, sådan at den er til stede i kirken og bliver begravet under min. For i denne kiste har jeg gemt noget, som jeg ikke vil unde noget levende menneske at få glæde af efter mig. Det er meget vigtigt for mig at få opfyldt dette ønske, og også det, at ingen finder ud af, hvad der er i kisten.’ Hendes fader siger, at hun skal få opfyldt sit ønske, om der så havde været tre kister. Nu var gode råd dyre! Men jeg valgte dog at tie, for skammen forekom mig værre end at blive levende begravet. Hvorom alt er: Hun døde og blev kort tid efter beredt til graven og båret hen i kirken. Jeg kom samme vej i min kiste, og sådan blev vi begge båret hen til graven og sat ned i den. Hendes kiste stod oven på min; graven blev dækket til, og folk forlod stedet. Denne nyhed om, at en vældig kiste var blevet begravet efter ønske fra en rigmands datter, bredte sig — som jeg siden fandt ud af — vidt omkring, og mange mente derfor, at det guld og de kostbarheder, som hun havde holdt mest af, måtte befinde sig deri. Nogle tyve — store og stærke mænd — får nys om dette og kommer den følgende nat for at åbne graven og tage begge kister op. De drøfter, hvordan de skal få åbnet den største kiste, for den var jernbeslået på alle sider. Og de bliver enige om at rejse kisten halvvejs op og af alle kræfter slå enden på den ind med en stor kævle. Nu var mit liv igen i fare, og de kunne komme til at kvæste mig med stokken, og jeg valgte derfor at sætte i et vældigt råb, straks da endebrædderne brast i stykker. Og de kastede kævlen fra sig og spænede af sted, som om Djævelen var efter dem. Det lykkedes mig da at komme ud, selv om det holdt hårdt. Så væltede jeg hurtigt og fattet begge kisterne tilbage i graven, og da jeg siden gik derfra, så stedet ud som før. Jeg begav mig væk uden at blive set, og dermed ender min fortælling.«
Kongesønnen svarede: »Du var i en slem knibe, og jeg kan ikke forestille mig noget værre. Men det er også indlysende — gode ven! — at du havde valgt dig en dårlig kæreste, siden hendes kærlighed sådan vendte sig til mord og manddrab. Men sådan er det med disse underholdende fortællinger: Den ene ligner den anden lidt. Jeg havde mig en kæreste, og hun boede i en landsby, som lå i nærheden af et benediktinerkloster. Jeg red tit derhen alene om natten, indtil der i min faders rige skete det — sådan som det ofte kan forekomme — at hans retsvæsen dømte nogle mennesker til galgen, som havde forbrudt deres liv ved at stjæle. Retterstedet lå lige ved den vej, som jeg plejede at følge. Og natten efter at de havde mistet livet, red jeg forbi, for jeg mente at være så modig en mand, at jeg ikke behøvede at være bange for dem. Men da jeg er ud for den tyv, der havde været den værste til at stjæle, råber han efter mig og siger: ‘Du — gæve mand! — vis dig som et mandfolk og befri mig fra disse kvaler. Jeg blev dømt på falske anklager, og derfor er jeg endnu i live. Kom nu herhen og hug strikken over med dit sværd!’ Og siden denne ulykkesfugl råbte alt dette med en sagtmodig mine, troede jeg på det, han sagde, og red hen til ham. Men da jeg så nærmere på ham, forekom han mig at være så forbandet, at jeg mente, han havde været fuld af løgn, og jeg vendte mig bort. Han kaldte mig da tilbage og sagde, at jeg intet havde at frygte, og mente, at det ville være en stor forbrydelse, såfremt jeg lod ham dø uskyldig. Kort sagt: Både en anden og en tredje gang gik det på den måde, at jeg red derhen og vendte om igen. Men fordi han blev ved med at råbe, red jeg tilbage og svang sværdet mod strikken over hans hoved. Han faldt da ned, og jeg gav hesten sporerne. Kort tid efter hørte jeg, at der var nogen efter mig; jeg så mig tilbage og kunne se, at denne djævel havde flået galgen op og bar den på skulderen og løb efter mig i en rasende fart, så det gungrede i jorden. Jeg lod da hesten løbe i fuld fart, men han indhentede mig dog næsten alligevel. Forfølgelsen endte med, at jeg kom hen til klosterets kirkegård, og jeg sprang hurtigst muligt ud af sadlen, og fordi jeg var stedkendt dér, lykkedes det mig at komme ind i kirken. Der gik ikke længe, før denne djævel nåede hen til døren, og han bankede galgen så hårdt imod døren, at denne næsten gik i stykker. Han befaler dette elendige menneske at lukke op, og siger: ‘Din flugt skal blive dig til skade, og før vi skilles, vil jeg gengælde dig nedhugningen.’ Jeg ville dog ikke lukke op, selv om jeg blev opfordret kraftigt til det. Og da han havde prøvet på denne måde, råber han højt og siger: ‘Du — kammerat!’ siger han, ‘— som ligger derinde: Rejs dig og hjælp mig med at få fat i ham!’ Nu blev jeg klar over, at der lå en død mand inde hos mig, og ved dette skræmsels påkaldelse kommer han på benene og lusker straks hen til døren og skyder slåen fra. Nu spidser tingene for alvor til, og de angriber mig begge voldsomt, og jeg trak mig baglæns væk, for jeg var ikke i stand til at klare mig imod dem. Den mindste af de to djævle brugte sit kistelåg som skjold, og jeg huggede i deres trægenstande, så godt som sværdet formåede at bide. Jeg blev på denne måde drevet gennem kirken fra ende til anden og tilmed ind i koret og til sidst helt østpå og hen til højalteret. Jeg var da så udmattet, at jeg ikke kunne forsvare mig. Kirken var velforsynet med glugger, og vejret var klart udenfor, og månens lys skinnede kraftigt ind. Jeg gav da min sag i Guds vold og satte min lid til hans hellige pinsler; jeg kastede sværdet fra mig og lænede mig bagover mod alteret med udstrakte arme, med den ene fod hen over den anden og med hovedet bøjet. Og vor frelser Jesus Kristus viste den kraft, at det skræmsel, som havde angrebet mig længe, sank ned i gulvet, mens han, som mente at høre hjemme dér, skønt han var ond, vadede frem og tilbage over gulvet for at samle stumperne af låget til sin kiste, før han lagde sig i den igen. Jeg søgte derefter hen til min hest i en sådan taknemmelighed til Gud, at jeg siden begav mig mindre ud på sådanne rideture. Og dermed slutter jeg min fortælling.«
De takker ham begge for underholdningen og siger, at han i sandhed havde befundet sig i den største knibe af dem. Derpå gjorde de sig det behageligt hver især og sov så godt, de kunne. Og på den måde slutter denne lille fortælling.
Note:
- ↑ Teksten findes overleveret i flere håndskrifter, bl.a. AM 335 4to fra omkr. 1400.
