Om versene i Kormaks saga

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Björn M. Ólsen (1850-1919).


Om versene i Kormaks saga


Af Björn M. Ólsen



Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1888





I ingen islandsk saga indtager versene en så fremragende plads som i Korm. Medens de andre sagaer i det hele taget kun anfører versene lejlighedsvis, enten som et bevis for fortællingens historiske troværdighed eller som en behagelig afbrydelse i foredragets jævnt flydende strøm, træder i Korm. versene i forgrunden og trænger den prosaiske tekst tilbage[1]. Men desværre er sagaens vers i en endog for skjaldevers usædvanlig grad forvanskede, og nogle af dem vil derfor rimeligvis altid vedblive at være uløste gåder for videnskaben.

Et stort skridt henimod en rigtigere forståelse af disse vers er gjort ved prof. Möbius' smukke udgave af Korm. Den lærde udgiver har her ikke blot lagt det håndskriftlige materiale til rette, men også givet en i høj grad fortjenstfuld tolkning af versene, hvori han har nedlagt resultatet af sine egne og andre lærdes herhen hørende forskninger.

Og dog må man med hensyn til flere af disse vanskelige vers tilstå, at videnskaben endnu ikke har sagt det sidste ord. Den ærede udgiver vil vel være den første til at indrømme dette. Flere dunkle eller forvanskede steder har han måttet lade stå uforklarede med udtalelse af et ærligt og uforbeholdent non liquet, og mod nogle af hans tolkninger kan der rejses berettigede indvendinger.

Navnlig kan jeg ikke tro, at Kormakr og de andre skjalde, hvem versene i Korm. skyldes, har været så skødesløse med hensyn til formen, som de viser sig at være, hvis man antager, at versene af udgiveren er førte tilbage til deres oprindelige skikkelse og rigtig fortolkede. I udg. s. 95 fg. gennemgår denne de vigtigste forsyndelser mod de skaldiske kunstregler, som findes i disse vers, og resultatet er blevet et synderegister af en sådan beskaffenhed, at den person, som havde det på sin samvittighed, næppe en gang af nutidens Islændere, som dog ikke stiller nær så store fordringer til formen som de gamle, vilde blive anset for værdig til navnet skáld. De afvigelser fra den skaldiske kunstform, som således efter udgiverens mening fremtræder i sagaens vers, består dels i en udstrakt anvendelse af hálfkenningar, dels i mangfoldige gentagelser, dels i sproglige dels i metriske licenser.

I det følgende vil jeg forsøge at påvise, hvorledes i det mindste nogle af disse tilsyneladende uregelmæssigheder beror på, at teksten er forvansket eller også på, at man ikke har tolket den rigtig. Det er næsten utroligt, i hvilken grad versene i Korm. er forvanskede. Med rette bemærker M.[2]: "Kaum eine dieser visur, deren handschriftliche überlieferung nicht mehr oder minder verderbt wäre". Men når han tillægger de senere afskrivere hele skylden herfor, tror jeg, han gør dem uret. Flere af fejlene er af den natur, at de efter al sandsynlighed er opståede under den mundtlige overlevering, en faktor, som man aldrig bør undlade at tage hensyn til, når man behandler skjaldevers, som i kortere eller længere tid har været genstand for mundtlig tradition. Således finder man ikke sjælden i de gamle digte fejl, der består i, at et ord er blevet fortrængt af et andet ord af samme eller lignende betydning; disse fejl skyldes vistnok for største delen den mundtlige overlevering; i Korm. findes flere fejl af denne art.[3]. Men også de hyppige af Möbius påtalte gentagelser skyldes sikkert for største delen en under den mundtlige tradition opstået forvanskning. Særlig interesse frembyder i denne henseende de gentagelser af hele eller halve vers, som forekommer i sagaen. En enkelt gang gentages et helt vers uforandret ved to forskellige lejligheder[4]. En anden gang har to vers et par verslinjer forskellige, de andre derimod fælles[5]. Undertiden er overensstemmelsen ikke ganske ordret, og versene gør da indtryk af at være ubetydelig modificerede variationer over det samme tema[6]. Alle disse gentagelser tilskrives i sagaen Kormakr med undtagelse af en, som tillægges Berse[7]. At disse umulig kan have gentaget sig selv på en sådan måde, synes dog at være indlysende. Heller ikke er det sandsynligt, at sagaforfatteren selv vilkårlig har benyttet det samme vers uforandret eller let omarbejdet som hjemmel for to forskellige begivenheder i sagaen. Han synes jo ellers overalt at være i god tro, og med hensyn til flere af versene lader det sig ligefrem bevise, at de er ældre end prosateksten[8]. Heller ikke er det meget sandsynligt, at senere afskrivere har moret sig med at mangfoldiggøre sagaens vers på denne måde[9]. Den sandsynligste forklaring er åbenbart den, at gentagelsen i det mindste til dels skyldes den mundtlige overlevering. Der var på sagaskriverens tid i omløb forskellige sagn om Kormakr og Berse, hvoraf de fleste grupperede sig om et eller andet fra gammel tid overleveret vers; at to sådanne sagn, når de begivenheder, som de fortalte, lignede hinanden, kunde beråbe sig på det samme gamle vers, er let forklarligt, tilmed da det samme vers let kan tænkes at have givet anledning til dannelsen af to forskellige sagn. Ligeledes ligger det i den mundtlige overleverings natur, at det samme gamle vers let kunde modtage forskellige modifikationer hos de forskellige overleveringsmedier. Når nu sagaskriveren skulde samle alle disse sagn med tilhørende vers til en helhed — den opbevarede saga —, og blandt dem fandt to, som beråbte sig på det samme eller paa to hinanden lignende vers, så kan det ikke forundre os, at han, som overhovedet ikke udmærker sig ved kompositionstalent, har optaget disse sagn med tilhørende dobbeltgængere af vers, således som han hørte dem. Denne antagelse forklarer således på en naturlig måde både de ordrette gentagelser og de mere eller mindre modificerede variationer. Med hensyn til disse sidste ligger det altså nærmest at antage, at der til grund for hvert par variationer ligger et gammelt vers, som så er blevet modificeret i folkemunde på to forskellige måder. Dette forhold er af stor interesse, når man vil gøre sig en forestilling om, i hvilken grad sagaens vers kan være forvanskede. For at anskueliggøre dette vil det være tilstrækkeligt at aftrykke sådanne variationer ved siden af hinanden:


V. 37.
Boþet hafa brynio hríþar
beiðendr viþ styr kender
(þykker oss þat ekke
angr) á holm at ganga.
Gamall em'k geira vímarr
gunnþeysanda at leysa
(ugge'k hverge at hǫggva)
Hlakkar veþr á bakkom.
V. 45.
Boþet hafa brynio hríþar
beiþendr viþ styr kender
(oss gerom at því ekke
angr) á holm at ganga.
Gaman þykker nú gumnom
gunnstꜳranda at fꜳra
(uggom hverge at hhǫggva)
Hlakkar veþr á bakkom.


V. 18 1-4
Sitia menn ok meina
mér eina Gná steina,
þeir hafa vil at vinna
es vǫrþomk Gná borþa
V. 19 1-4
Sitia menn ok meina
mér ásiáno þina
þeir hafa lǫgþes lodda
linna fꜳtr at vinna.


Hvor har man nu den rigtige tekst? Sikkert vil man i v. 37/3 og 45/3, hvor uoverensstemmelsen kun er overfladisk, foretrække det metrisk regelmæssige (v. 37/3) for det metrisk abnorme (v. 45/3). Men i v. 37/5-8 og 45/5-8 samt i v. 18/1-4 og 19/1-4, hvor uoverensstemmelsen har dybere rødder, vil man vel være tilbøjelig til at give den forståelige og klare tekst (v. 45/5-8 og v. 18/1-4) fortrinet fremfor den uforståelige eller uklare (v. 37/5-8 og v. 19/1-4)[10]. Og dog er det tvivlsomt, om man gør ret deri, eftersom det er vanskeligt at forklare, hvorledes en oprindelig klar og uindviklet tekst som v. 45/5-8 og v. 18/1-4 kan blive i den grad fordunklet, som det er sket i v. 37/5-8 og i v. 19/1-4. Dertil kommer med hensyn til v. 37/5-8 og 45/5-8, at tanken i v. 37/5-8 (der synes at være: jeg er bleven for gammel til holmgang; dog er jeg ikke bange) passer bedre til situationen end tanken i v. 45/5-8; særlig interessant er her ligheden i ordlyd mellem gamall og garman, som i dette tilfælde synes at have været forvanskningens udgangspunkt. Men i øvrigt må det indrømmes, at man ikke med sikkerhed kan slutte sig til alle enkeltheder i den oprindelige tekst på så vage præmisser. Overfor en så radikal uoverensstemmelse i det foreliggende overleveringsmateriale er den besindige kritiker magtesløs og hans kunst står stille.

Disse vers giver os således bedre end noget andet en klar forestilling om, i hvilken grad sagaens vers er forvanskede under den mundtlige tradition. Intet under derfor, at man i dem træffer flere steder, som trodser al fortolkning, og møder forskellige udtryk, som ikke synes at harmonere med de skaldiske kunstregler. Muligheden, ja sandsynligheden af, at flere af disse afvigelser fra det normale ikke er oprindelige, synes dermed at være godtgjort.

Foruden forvanskningen er der også et andet betydningsfuldt moment, som bør tages i betragtning, når man skal dømme om de metriske uregelmæssigheder. Flere af disse afvigelser fra det normale bør sikkert skrives på improvisationens regning. Træffende bemærker Konr. Gislason: "Det synes klart, at de kvad, der henføres til Kormak, danner i formel henseende to afdelinger, samt at denne formelle forskel har sit udspring i indholdet eller med andre ord i den stemning, der føder digtene. Er denne stemning let, uden alvor, bliver også formen let, d.v.s. uden konsekvent anvendelse af linjerimet. Er stemningen derimod dyb, alvorlig, giver dette sig til kende i linjerimets regelmæssighed"[11]. I virkeligheden synes flere af disse lettere frembringelser ikke at være digtede i regelmæssigt dróttkvætt versemål, og det er derfor ikke berettiget at anlægge dette versemåls strænge målestok på dem. Men herom mere senere. På den anden side må man til disse øjeblikkets børn lige så vel som til de regelrette skjaldevers stille den fordring, at de giver en fornuftig og tilfredsstillende mening, samt at de ikke anvender udtryk eller omskrivninger, som er fremmede for den samtidige skjaldepoesi eller ligefrem sproglig umulige. Det er kun i versemålet, at de fjærner sig fra den strænge skaldiske form.

Disse almindelige bemærkninger har jeg ment at burde forudskikke, inden jeg går over til at behandle enkeltheder i disse vers. Jeg har derved fået lejlighed til at påvise, at i alt fald nogle af de gentagelser, som findes i versene, skyldes forvanskning. I det følgende vil jeg nu søge at godtgøre, at flere af de andre af M. udpegede uregelmæssigheder lader sig hæve ved en rigtigere tolkning eller ved en ikke altfor voldsom rettelse. Jeg skal behandle dem efter de rubrikker, hvorunder M. har henført dem. Samtidig benytter jeg lejligheden til at fremsætte de bemærkninger, som de vers, i hvilke afvigelserne forekommer, i øvrigt giver anledning til.


I. Hálfkenningar.


Ved hálfkenning forstår man en kending, som alene består af et hovedord uden noget bestemmelsesord, f. eks. þollr, briótr, Freyr = mand, Ilmr, Gefn, trópa = kvinde. Jeg skal ikke nægte, at nogle få "ókend heiti" kan betragtes som hálfkenningar, således f. eks. kongebenævnelserne fylker, vise(r), stiller; sveite = blod, osv. Men samtlige disse betegnelser er af den natur, at bestemmelsesordet let underforstås (jfr. Arb. for nord. Oldk. 1886, s. 202 under teksten), og når man ser bort fra dem, synes hálfkenningar at have været fremmede for den gamle skjaldedigtning. Det vilde også være ligefrem latterligt at kalde en mand for fyrretræ eller løn uden nogen nærmere bestemmelse, eller for "bryder" uden at tilføje, hvad han bryder. Hvor måtte det ikke skurre i en troende hednings øren, når han hørte en dødelig mand eller kvinde simpelt hen blive kaldt for Óðinn, Freyr, Njǫrdr eller Frigg, Freyia, Sif? Det er sikkert begrundet i den samme følelse af ærefrygt overfor guderne, når disses navne vel ofte optræder som første eller andet sammensætningsled i personnavne, men sjælden eller aldrig bruges usammensatte som sådanne. Overhovedet får kendingen først sin bestemte betydning ved det i genitiv tilføjede bestemmelsesord. Når det udelades, svæver kendingen i luften.

I Korm. 2 s. 178 opregner M. ikke mindre end 15 hálfkenningar i sagaens vers. Af disse fragår imidlertid 3, som snarest er at betragte som ókend heiti og som sådanne hyppig bruges i gamle skjaldekvad, nemlig hialdr og mót = kamp, og sveite = blod. Dette er rimeligvis grunden til, at M. s. 95 ikke anslår "halvkendingernes" antal højere end til c. 12.

Blandt disse 12 "halvkendinger" er der 3 betegnelser for en mand, som jeg nu skal gennemgå:


V. 27/3: Þollr.


Første halvvers skrives i udgaven således:


Mér varþ hialms á holme
hialdr-Ullr fyr sik gialda
(þoll má þann of kalla)
þriár merkr (hugom sterkan).


Konstruktion: hialms hialdr Ullr varþ gialda mér fyr sik merkr[12] þriar[13] á holme (má of kalla þann þoll hugom sterkan).

Efter min mening er hialdr Ullr i og for sig en tilfredsstillende kending; hialms bør derfor henføres til þollr, hvorved kendingen bliver fuldstændig.

Jeg benytter lejligheden til at bemærke, at man i sidste halvvers muligvis bør skrive fúra i stedet for det uforståelige dyra, hvorved man får kendingen Skǫglar fúra Regenn.


V. 28/8: Freyr.


Sidste halvvers skrives i udg. således:


Randlauke klauf'k randa
rand Kormake at handom,
vildet framm af felde
Freyr einvige heyia.


Konstruktion: Klauf'k randa rand randlauke Kormake at handom, Freyr vildet heyia einvige framm af felde.

Her er rand i og for sig en tilstrækkelig betegnelse for skjoldet; omskrivningen randa rand finder jeg endog stødende; randa bør utvivlsomt forbindes med Freyr, hvorved man får en normal og fuldstændig kending.


V. 47/8: briótr.


Dette vers skriver M. således:


Bengióþe hió'k bráþa
bláfiþroþom skiáfo
(kendr vas'k miǫk viþ manna
morþ) halfan tǫg fiorþa:
troll hafe lif ef laufa
lita'k aldrege bitran
bere þá brynio meiþar
briót i haug sem skiótast.


Verset gør indtryk af at være et fuldstændig regelret dróttkvætt vers. Når man, som M. med rette har gjort, optager de to fortræffelige rettelser til 1. og 2. versl., som er foreslåede henholdsvis af Gudbr. Vigfdsson (bengioþe) og H. Gering (skiáfo), er stavelserimene i orden, når man undtager 7. versl., som mangler stavelserim. Denne udgør i forbindelse med den følgende (8.) versl. den sætning, hvori den formodede halvkending forekommer. Den påpegede metriske uregelmæssighed taler imidlertid for, at 7. verslinje er forvansket, hvorfor også både Jón Þorkelsson og Finnur Jónsson har forsøgt at rette den, hver på sin måde. Jeg vover at foreslå en tredje rettelse, som nærmer sig noget mere til den overleverede tekst end de nævnte videnskabsmænds rettelsesforsøg. Skulde ikke det sidste verspar oprindelig have lydt:


bere þá brynio marnar
briót i haug sem skiótast?


bere bør da opfattes som 3. person pl. (eller sing.?) præs. conj. i hortativ betydning med underforståelse af et ubestemt subjekt, en temlig hyppig sprogbrug (jfr. f. eks. Konr. Gislasons Prøver s. 44: ok riði epter hánum ok biði hann hafa ketilinn)[14]. Mandkendingen brynio marnar (brynjens jættekvindes = øksens) briótr er fuldstændig normal. Det er let forklarligt, at marnar af et overleveringsmedium, som ikke forstod den forholdsvis sjældne jættekvindebenævnelse og savnede et subjekt til bere, kunde blive forvansket til meiþar.

I øvrigt deler jeg Ms. opfattelse af dette vers. Kun forekommer det mig ikke blot unødvendigt, men også uberettiget at forandre membranens bráþer ("brader") til bráþa. Det lyder unaturlig at tælle et begreb som bráþ, der nærmest svarer til det latinske esca — et ganske tilsvarende ord findes, så vidt jeg ved, ikke på dansk. En sætning som: "Jeg har med min økse hugget 35 brager til ravnen", lyder pedantisk i heltens mund. Beholder man håndskriftets læsemåde, bliver ordfølgen i den pågældende sætning: Hió'k skiáfo halfan tǫg fiorþa bráþer bengióþe bláfiþroþom, og man får følgende, som det synes tilfredsstillende, tanke: "Jeg har med min økse hugget 35 (mænd) til (ɔ: således at de blev) bytte for ravnen." Objektet er hálfan tǫg fiorþa, hvorimod bráþer slutter sig til prædikatet. Til tǫg underforstås let den generelle genitiv (manna) fra den indskudte sætning: kendr vas'k miǫk viþ manna morþ.

Jeg går da over til at behandle de formodede hålfkenningar, der betegner en kvinde. Af disse opregnes i udgaven 7.


V. 15/3: Ilmr.


Dette vers skrives i udgaven således:


Hneit viþ Hrungnes fóta
hallvitǫpndom stalle
(inn vas'k Ilme at finna)
enges lé of gengenn:
vita skal hitt, ef hætter
"handviþris" mér grande
(né Yggs fyr liþ leggiom
liteþ) , meira vites.


Konstruktion: Enges lé hneit viþ Hrungnes fóta stalle hallvitiǫndom (vas'k of gengenn inn at finna Ilme: hitt skal vita meira vites, ef ' handviþres hætter grande mér (né leggiom liteþ fyr Yggs liþ).

For det første skal jeg bemærke, at jeg ikke kan slutte mig til rettelsen engis lé i stedet for håndskrifternes engi sar (A) og eingiss ser (B). Vel er jeg enig i, at man i disse ord har en betegnelse for den i prosateksten omtalte le; men det forekommer mig, at når man skriver , bliver engis overflødigt og upassende. Retter man derimod A's læsemåde engi sar til engi sax, får man i engisax en, som det synes, træffende omskrivning for leen. Når sværdet kunde kaldes for Odins le (Gauts sigþr), var det ikke mere end billigt, at leen til gengæld kunde kaldes for engens sværd. Denne rettelse anbefaler sig også fremfor engis lé ved en endnu nærmere tilslutning til håndskriftet; r og x er ofte i membranerne næsten ikke til at skelne fra hinanden.

Dernæst kan omskrivningen Hrungnes fóta stalIr, når man ser hen til sagnet i Sn. E. I, s. 274 og til de analoge omskrivninger fialla Finns ilia brú, þrúðar þiófs ilia blaþ o. fl., ikke forstås anderledes end som en skjoldkending. Desuden passer betydningen af verbet hnita bedre, når Hrungnes fota stalIr betyder et skjold, end når det betyder slibesten, således som Svb. E. og efter ham M. har antaget; hnita betyder nemlig pludselig at støde an mod en genstand og bruges hyppig om sammenstød af våben eller om sværdets stød mod legemet under en kamp; derimod kan det næppe bruges om slibestenens jævne bevægelse i forhold til leen eller leens i forhold til slibestenen under slibningen. Hvis Hrungnes fota stallr betyder slibesten, kan sætningen engisax hneit viþ Hr. f. st. ikke betyde andet end "leen stødte (ɔ: med et hug) mod slibestenen", og der kan ikke være tale om slibning, men kun om et fjendtligt sammenstød; men en sådan forklaring er både i og for sig selv unaturlig og stemmer desuden heller ikke med den prosaiske indledning til verset i sagaen.

Meningen i sætningen engisax hneit viþ Hr. f. st. må altså være: Leen stødte mod skjoldet, og der må være ment Kormaks skjold. Verset taler altså om et angreb på denne med en le, som han afbøder med skjoldet. Vel kommer man med denne forklaring også i kollision med prosateksten, som fortæller, at Kormaks fjender, da han ventedes, havde opstillet en le og et sværd hvert på sin side af indgangen til skålen, øjensynlig i den hensigt at lægge baghold for ham, samt at disse våben ved Kormaks indtrædelse faldt mod hinanden og stødte sammen, hvorved sværdet fik et stort skår. Men hele denne fortælling lyder i høj grad usandsynlig og er åbenbart fremkaldt ved en misforståelse af verset, idet man har forstået Hrungnes fota stallr som en sværdbetegnelse og deraf så lavet det absurde sagn om sværdets og leens opstilling over døren. Dette kan altså ikke bringe os til at opgive den naturlige forklaring.

Rettelsen hallvitiǫndom for håndskrifternes uforståelige læsemåder (hallvitindum A, hallvitinndum B) har vistnok ikke truffet det rigtige; som mandkending betragtet kan hallvitiande næppe støttes ved nogen analogi; betragter man ordet derimod som en betegnelse for de pågældende personers forhold i det enkelte foreliggende tilfælde — og dette synes at være Möbius' opfattelse[15] —synes det dels at være altfor søgt, dels altfor ubestemt, endelig også, hvis man tør stole på prosateksten, mindre korrekt. Det søgte i et verbum som hallvitia kan bedst anskueliggøres ved en ordret oversættelse på dansk: "at halbesøge", og det kan ingenlunde — undtagen i rent formel henseende — støttes ved henvisning til det moderne og i en speciel betydning brugte húsvitja. Skal der være nogen mening i hallvitiande på vort sted, måtte det da være at karakterisere Kormaks fjender som "hallens besøgere", altså rimeligvis som fremmede gæster, men en sådan betegnelse lyder unaturlig i Kormaks mund, som selv er en gæst, og er heller ikke korrekt, om man tør fæste lid til prosateksten, i følge hvilken en af dem, som havde lagt bagholdet for Kormakr, netop var bonden på gården, Steingerds fader Þorkell. Efter min mening bør man i hallvitindum (eller hallvitinndum) søge et participielt attribut til Hrungnes fóta stalle. Min ven rektor Jón Þorkelsson foreslår at skrive hallvífoþom, som i analogi med gullvifaþr, svellvifaþr vilde betyde malet med stenfarve; epiteter af lignende betydning bruges hyppig om skjoldet[16]. Der kan næppe være tvivl om, at denne konjektur har truffet det rigtige.

Tilbage bliver da sætningen inn vas'k Ilme at finna — of gengenn, som indeholder halvkendingen Ilmr. Det bør indrømmes, at den ikke indeholder andet stødende end netop denne hálfkenning. Dog er plusquamperfektet vas gengenn ikke i absolut overensstemmelse med den ledsagende prosatekst, i følge hvilken Kormakr, da sammenstødet mellem leen og "sværdet" (= mellem leen og skjoldet i verset) fandt sted, endnu ikke var trådt ind i skålen, men befandt sig ved døren. Uagtet man ikke bør lægge for megen vægt på prosateksten, forekommer det mig i sig selv ikke umuligt, at gengenn ("genginn" B) bør rettes til gengom ("gengum" er ofte i de gamle håndskrifter næsten ikke til at skelne fra "genginn"). Derved bliver vas'k overflødigt, og dets plads i verset burde da udfyldes med en determinerende genitiv, som sammen med Ilme udgør en normal kvindekending, f. eks. vins. Det er let at forstå, hvorledes dette kunde fortrænges af vas'k, efter at gengo var forvansket til gengenn. Jeg foreslår derfor at skrive dette halvvers på følgende måde:


Hneit viþ Hrungnes fóta
hallvifoþom stalle
(inn vins Ilme at finna)
engisax (of gengom).


I det sidste halvvers anser jeg det for sikkert, at "hættir" bør rettes til hæter; subjektet dertil skjuler sig vistnok i det uforstålige "handviðris" , som måske bør rettes til handvðir iss = hand iss viþr. Med hand-iss = sølv kan jævnføres spannar iǫkoll i Nj. 7. k., 3. v. (Nj. II, s. 350) og mundiǫkoll i Hkr. Ól. Tr. k. 130 (Khavn 1777 fg. I, s. 347). Ordfølgen i dette halvvers bliver da:

Vita skal hitt meira vites, ef handiss viþr hæter mér grande (truer mig med ondt). Né leggiom lítet fyr Yggs lip.


V. 33/2: Gefn.


I udgaven skrives det første halvvers på følgende måde:


Gǫngo vas'k of gengenn
Gefn! til vissar stefno,
nú'mk hǫrþello hylle
hornongr tváa morna.


Konstr.: Gefn! vas'k of gengenn gǫngo til stefno[17] vissar[18], nú em'k hornongr hylle hǫrþello tváa morna.

Sætningen Gǫngo vas'k of gengenn vilde formentlig vinde i klarhed og fylde ved at forbindes med halvversets slutningsord tváa morna, og den anden sætning nú'mk hǫrþello hylle hornongr vil også snarere vinde end tabe ved, at disse ord udgår af den. Skjaldens tanke er dog vel ikke, at han kun for de to morgener, men at han overhovedet uigenkaldelig har tabt den skønnes gunst. Vi har da her et af de mange eksempler på skjaldenes tilbøjelighed til at lade begyndelsen og slutningen af et halvvers udgøre en af en eller flere indskudssætninger afbrudt sætning.

Dernæst forekommer ordene til vissar stefno mig mistænkelige. Forudsætter man, at de er oprindelige, kan tanken kun være: "To gange i den tidlige morgenstund er jeg vandret hen til det (af Steingerðr) fastsatte stævnemøde. Men forgæves! Jeg har tabt hendes gunst". Men selv om man forudsætter, at Steingerðr har været en lunefuld kvinde, er der dog ingen mening i to gange efter hinanden at aftale et stævnemøde med sin elsker, og så hver gang, når elskeren kommer, at vise sig knibsk. Derimod bliver tanken naturlig og klar, ja verset får endogså et vist poetisk sving, når man i stedet for vissar skriver visar, 3. pers. sg. præs. ind. aet. af visa. Ved denne simple rettelse slipper man for at opfatte Gefn som hálfkenning; det er simpelt hen gudinden Freyjas navn, her subjekt til visar. Tolkningen af verset falder nu lige som af sig selv; 2. verslinje udgør en sætning for sig, og ordfølgen bliver: Gǫngo vas'k of gengenn tváa (tvenna?) morgna; Gefn visar til stefno; nu'mk hǫrþello hylle hornongr. Tanken er: "To gange i den tidlige morgenstund er jeg gået hen (for at træffe Steingerðr); Gefn stævner mig derhen; (men forgæves!) — nu har jeg tabt kvindens gunst". Præpositionen til står her adskilt fra sin styrelse ved verbet visar; om denne ikke usædvanlige sprogbrug se Lund, Oldn. ordføjningslære § 70, 1 ; sikkert har denne ordstilling netop givet anledning til forvanskningen. I det sidste halvvers mangler stavelserim i 7. verslinje. Mærkelig nok forekommer omskrivningen erma Ilme både her og i v. 6 3 i verslinjer uden stavelserim. Måske bør man på bægge steder skrive elma Ilme. I svenske dialekter forekommer et ord elm, m., som af Rietz oversættes rem; det er ikke umuligt, at vi her har det samme ord; kendingen elma Ilmr vilde da være fuldstændig analog med f. eks. banda Vár i Gisl. (Khavn 1849, s. 163/10), hvor flertallet banda taler for, at band betyder rem eller bånd og ikke filum, som Svb. E. oversætter.


V. 16/7: Hǫrn.


Sidste halvvers skrives i udgaven således:


Rennda'k alt et innra
eirar geirs at þeire
Hlin (esom Hǫrn at finna)
hús brágeislom (fúser).


Konstr.: Rennda'k brágeislom hus alt et innra at geirs eirar Hlin þeire (esom fúser at finna Hǫrn) .

Hvad der i dette tilfælde gør en dobbelt betænkelig ved at se en halvkending i Hǫrn, er den omstændighed, at denne halvkending middelbart er indført i verset ved konjektur, idet nemlig Svb. E. har rettet håndskrifternes hlins til Hlin og henført bestemmelsesordkomplekset eirar geirs, som ellers måske kunde høre til Hǫrn, til dette af ham selv indbragte ord som hovedord. Naturligvis kan man ikke herfra hente noget bevis for, at Kormakr har brugt halvkendinger. Det ligger i al fald lige så nær at rette hlins til hins, hvorved man undgår at isolere Hǫrn. Ordfølgen i halvverset bliver da: Rennda'k alt et innra hús brágeislom at þeire. Hins erom fúser at finna eirar geirs Hǫrn. Til þeire underforstås substantivet let dels fra det foregående halvvers (sæta, sunns herkes Gunnr), dels fra indskudsætningen (eirar geirs Hǫrn). Med hensyn til brugen af hins kan jævnføres sagaens v. 15/5, 51/1, og 64/1 og M.'s bemærkning til 15/5. Det eneste vanskelige i halvverset er nu kendingen eirar geirs Hǫrn.

Det kan på ingen måde gå an at forklare denne kending på samme måde som Svb. E. har tolket sit eirar geirs Hlin; han oversætter eir geirs ved quies gladii, pax og geirs eirar Hlin ved dea pacis, femina. En sådan kvindekending er eksempelløs. Efter min overbevisning betegner eir her lægekunstens gudinde og eirar geirr hendes våben eller spyd, ɔ: en lancet; eirar geirs Hǫrn, lancettens gudinde, bliver da en kvindekending analog med f. eks. dreyrogra benia bøteþrúþr hos Brage[19]. Lægekunsten betragtedes nemlig af de gamle som kvindens særlige område, og det er ikke tilfældigt, at den i vor mytologi er repræsenteret ved en kvindelig guddom i modsætning til Grækernes mandlige Asklepios. Mulig er kendingen æþa of-þerris ósk-Rán hos Brage af samme art.[20]. Men kendingen eirar geirs Hörn støttes også ved sammenligning med en af Egil Skallagrimssons lausavisur, hvor en, hvad det bestemmende ordkompleks angår, aldeles enslydende kending forekommer. Det første halvvers af denne strofe skrives i Reykjavikudgaven af Egilss, som følger:


Hvarfa ek blindr of branda
(bið ek eirar Syn geira)
(þann ber ek barm á hvarma
hnitvöllum mér) (sitja)[21]


Ordet hnitvǫllum skrives også i den københavnske udgave i ett ord og til hnit- er der en variant hvit- (= hvit), som dog af metriske grunde ikke kan komme i betragtning.

Verset er behandlet af Finnur Jónsson i Krit. Stud. s. 169—173, med hvem jeg er enig i, at det ikke går an at forbinde biþ ek geira Syn eirar sitia, jeg beder kvinden om ro til at sidde, blandt andet af den grund, at hvis dette var meningen vilde et at formentlig være uundværligt foran sitia. Overhovedet er hele opfattelsen af halvverset i Reykjavikudgaven forfejlet. F. Jonssons forklaring er dog ikke stort bedre. Han foreslår at rette þann til þanns og vǫllom til vǫlom og forbinder: ek biþ geira eirar Syn sitia mér þann harm, es ek ber á hvarma hnitvǫlom, "jeg beder kvinden (dig) (at tåle mig =) ikke at blive opbragt over det men, jeg bærer på mine øjne, ɔ: over at jeg er blind". En sælsom tanke! Dybt må alderdommen have bøjet den gamle viking, når han har kunnet nedlade sig til at bede en kvinde om tilgivelse for — at han er blind! Den tolkning, som kommer til et sådant resultat, kan ikke være rigtig. Kendingen geira eirar Syn har den samme videnskabsmand formentlig heller ikke tolket på en tilfredsstillende måde; han mener, at geira eir betyder eg. sværdenes (sic!) skånsel, ɔ: "det der bevarer dem for ødelæggelse, særlig den dem ødelæggende rust, en "bryne", som så her skulde betyde "steinn" i almindelighed", altså geira eirar Syn = steins Syn, kvinde. Men geira eir kan ikke betyde slibesten — dennes forhold til spydet er snarere opslidende og ødelæggende end skånende eller bevarende. Det er rimeligvis i følelsen af denne tolknings svage sider, at F. Jónsson gør et rigtignok vaklende skridt henimod den tidligere opfattelse af halvverset og subsidiært foreslår at ordne 2.—4. verslinje på følgende måde: ek biþ geira Syn eirar sitia mér þann harm, es ek ber á hvarma hnitvolom. Denne tolkning er et slags kompromis mellem det principale tolkningsforslag og opfattelsen i Reykjavik udgaven, og den forener bægges mangler. Fra det principale tolkningsforsøg har det den upassende tanke og fra Reykjavik udgaven den unaturlige ordforbindelse; navnlig savner man også her et at foran sitia.

I denne forbindelse må det være mig tilladt at minde om, hvad den første nulevende kender og skarpsindigste fortolker af gamle skjaldevers en gang har sagt: "En ting må fortolkere af gamle skjaldedigte fremfor alt advares imod, og det er: nogen sinde at akkviescere ved en halv, eller ved en enten i sig selv eller dog for skjaldenes vedkommende unaturlig mening". Det er netop hvad fortolkerne i dette tilfælde har gjort, og følgerne er heller ikke udeblevne. "Man danner sig selv en falsk grundvold at bygge på og svækker mere og mere sin sunde sans."

Nøglen til den rigtige forståelse af verset ligger her mærkelig nok i tolkningen af ordet hnitvollom. Alle tolkere har hidtil været enige i at opfatte dette som et ord, sammensat af hnit-[22] og -vǫllom, hvilket sidste F. Jónsson foreslår at rette til vǫlom, men ingen af dem har efter min mening givet nogen tilfredsstillende forklaring af det første sammensætningsled. I Reykjavik udgaven oversættes det ved hreyfing, bragð, men denne betydning har dette ord ellers aldrig, ligesom den heller ikke kan støttes ved nogen henvisning til beslægtede ord. F. Jónsson afleder det af verbet hnita, og idet han går ud fra sin rettelse hnitvǫlom, mener han, at dette skal betegne "de vǫlor, der er hnitaðar, greyptar, d.v s. indfattede i hvarmar. Men verbet hnita betyder vistnok aldrig at indfatte, men omtrent det samme som det danske "nitte", klinke sammen, og denne betydning passer ikke her. Hvorledes hnitvala, tolket på denne måde, kan sammenlignes med hnitbróþer, forstår jeg ikke; dette ord er sikkert rigtig fortolket af Svb. E. som colluctator, concertator; det første sammensætningsled er der hnit, n., sammenstød. [23].

Når man skriver hnit vǫllom i to ord, falder alle vanskeligheder bort ligesom af sig selv, og Egils ord får den af sammenhængen fordrede tanke. Ordfølgen i halvverset bliver da: Hvarfa'k blindr of branda; þann harm ber'k á hvarma vollom; bipk Eirar geira Syn sitia mér hnit.

Ordet hnit betyder som sædvanlig sammenstød. Tanken i sætningen: Biþ'k Eirar geira Syn sitia mér hnit, bliver: Jeg beder kvinden (dig) om at tage vort sammenstød med ro, ɔ: ikke at blive vred over, at jeg stod dig i vejen og kom til at støde mod dig. Når F. Jónsson med hensyn til sætningen þann ber'k harm á hvarma vollom gør den indvending, at den ikke siger andet, end hvad der var en selvfølge, og hvad alle vidste, skal jeg dertil bemærke, at det simpleste undertiden ligger sandheden nærmest, samt at netop denne sætning forekommer mig at være det mest poetiske eller rettere det eneste poetiske i det hele vers.

Med denne opfattelse af halvverset kan F. Jonssons i sig selv ret tiltalende rettelse vǫlom for vǫllom godt forenes. Dog tror jeg ikke, den er nødvendig. Mod kendingen hvarma vǫllr = øje indvender F. Jónsson: "Hvordan kan øjet, dette runde legeme, opkaldes efter en flad mark, slette?" Jeg kan dog ikke indse , at dette er mere påfaldende, end når f. eks. hovedet kaldes for heila grund, fiǫrnes fold, svarðar land eller låþ osv. Man må erindre, at vǫlr ikke blot betyder flad mark, slette i almindelighed, men også den indhegnede hjemmemark (= tun) eller et begrænset stykke af samme (jfr. túnvǫllr i Korm. v. 14, og ordbøgerne). At kalde øjet for øjenlågenes indhegnede (begrænsede), ɔ: den af øjenlågene indhegnede (begrænsede) mark, synes at give et meget passende billede. I Fornaldars. I, s. 259/10 bruges, som det synes, hvarma tún i betydningen øje, og i det bekendte vers af Eyvindr skaldaspiller, Hkr. Kh. I, s. 167/25 er der en mulighed for, at bráa vǫllr betyder øje[24].

Denne ekskurs var nødvendig for at vise, at Eirar geira Syn i Egils vers tilsammen udgør en kvindekending, som med hensyn til det bestemmende ordkompleks er fuldstændig identisk med eirar geirs Hǫrn på vort sted i Korm. Hvis den ovenfor givne tolkning af Kormaks vers står sin prøve, indeholder dette ikke nogen hálfkenning.


V. 61/7: Tróþa.


Den verslinje, hvor tróþa forekommer, består kun af 5 stavelser. Konr. Gislason, som har behandlet verset i Nj. II, s. 151—197 (sml. Årb. 1876, s. 326—327), mener, at auþs er udfaldet i begyndelsen af denne verslinje. Tilføjes det, får verslinjen det normale stavelseantal og kendingen bliver fuldstændig (auþs tróþa). Möbius udfylder stavelseantallet ved at skrive áþr en for áþr. Efter min mening har Konr. Gislason truffet det rigtige.


V. 62/7: Hrund.


Dette vers, som udgør en sammenhængende sætning, skrives i udgaven således:


Svá berr mér í mína
men-Gefn! of þat svefna,
nema fáge dul driúga
drengr, ofraþar lenge,
at axllimar yþrar
auþ-Frigg! møne liggia
Hrund! á heiþes lande
hliþar mér of síþer.


Konstruktion: Men-Gefn! berr mér ofraþar lenge i svefna mina of þat svá (nema drengr fáge dul driúga), at — auþ-Frigg! Hrund! — axllimar yþrar møne liggia of siþer mér å heiþes hlíþar lande.

Svá i første verslinje støtter sig kun til papirhåndskrifternes autoritet, af hvilke 3 i følge den ældre udg. har det nyisl. so = svá; membranen har "Sv", som umulig kan bringes til at passe i denne sammenhæng. Jeg tvivler på, at svá har truffet det rigtige. Udtrykket svá-of þat eller of þat svá indeholder en skrigende pleonasme, og desuden gør M. med rette opmærksom på, at der savnes en akkusativ til berr; endelig mangler stavelserim i 1. verslinje. Ved at rette "Sv" til Syn kommer det hele i orden; pleonasmen hæves, verbet får sin akkusativ og verslinjen stavelserim (Sýn : min). Ordfølgen i første halvvers bliver da: Men-Gefn! Syn berr mér ofraþar lenge i mina svefna of þat (nema drengr fáge dul driúga) .... Med hensyn til udtrykket Sýn berr mér i mina svefna kan sammenlignes Fms. I, s. 137 11: Eina nott bar fyrir hann i svefni mikla syn ok merkiliga. Ordene of þat indleder på en naturlig måde den følgende med at indledede bisætning, og tanken bliver: Hvis jeg ikke bilder mig altfor meget ind, har alt længe et drømmesyn foresvævet mig, som går ud på (= of þat), at... Noget påfaldende er kun brugen af præsens berr om det, der har været i nogen tid (her "lenge") og endnu varer, en sprogbrug, som er den regelmæssige i latin, men sjælden i islandsk.

Det sidste halvvers er uden tvivl forvansket; i 5. verslinje mangler stavelserim, og desuden får man, hvis Hrund tolkes som en kvindekending i vokativ, to åvǫrp i den samme sætning, hvilket efter min mening på ingen måde går an. Möbius anfører to eksempler på, at to ávǫrp findes indenfor det samme halvvers, nemlig sagaens v. 54/5-7 og 55/1 - 4. Men i v. 54 forekommer de to ávǫrp i to forskellige sætninger, hvilket ikke er så stødende, og i v. 55 beror det ene åvarp (ǫrdrífr) på en rettelse, som vel er begrundet i en metrisk nødvendighed, men som dog vistnok ikke har truffet det rigtige. Jeg tror derfor, at den overleverede tekst ikke kan være rigtig. Måske bør man i 5. versl. skrive axlviþer yþrer for axllimar yþrar, og i 6.—7. verslinje eld-Frigg (úp-Frigg?)... handa for auþ-Frigg ... Hrund. Stavelserimene i 5. versl. bliver da viþ- : yþ-, og handa eld Frigg en normal kvindekending; jeg vilde dog foretrække at skrive úp-Frigg, hvis jeg turde stole på, at ordet úþe ("vðe", "vdi") med rette er opført blandt ildbenævnelser i Sn. E. II, s. 486 a 18 og 569 b 27; det synes ellers ikke at forekomme i de bevarede skjaldekvad.

Jeg er mig bevidst, at de til dette vers foreslåede rettelser — måske dog med undtagelse af Sýn for Sv i 1. verslinje — ingenlunde kan kaldes for sikre; det skulde glæde mig, om man fandt andre, der har større sandsynlighed for sig. Men på den anden side vover jeg at påstå, at en så åbenbart forvansket tekst umulig kan anføres som noget fuldgyldigt bevis for, at Kormakr har brugt hålfkenningar i sine vers.


V. 63 7: Fylla.


Der kan ikke være den mindste tvivl om, at ordene gyIls maran i 6. verslinje er forvanskede. Ordet goll (gull) har i islandsk aldrig haft formen gyll; heller ikke kan man påvise noget adjektiv gyllr = gyldr, hvortil formen gylls kunde henføres; denne form er således ligefrem umulig. Med hensyn til maran må bemærkes, at dette ord ellers aldrig optræder som hovedord i kvindekendinger, samt at den vedhængte artikel i denne forbindelse er aldeles utålelig. Finnur Jónsson foreslår at rette gylls maran til golls niǫron, og beiþes i 5. verslinje til beiþe. Jeg nærer så meget mindre betænkeligheder ved at slutte mig til ham, som jeg selv uafhængig af ham var kommen til at gøre de selvsamme rettelser. Kun er jeg ikke ganske enig med ham i konstruktionen af verset. Det forekommer mig naturligst at opfatte de på hinanden følgende ord auþar mitt vill-at fé Fylla som en sætning; i henhold dertil ordner jeg halvverset på følgende måde: enn bliþugoþ golls beipe Njǫron bauþ fingrgoll gefet trollom; auþar Fylla vill-at mitt fé.

Selv om man ikke skulde finde, at de foreslåede rettelser har truffet det rigtige, vil man dog i dette forvanskede vers ikke kunne søge nogen støtte for den antagelse, at Kormakr har anvendt hålfkenningar.


V. 6 1: Sága.


Det første halvvers lyder i udg. således:


Svǫrt augo ber'k Sága!
snyrte-Grund! til fundar,
þykke'k erma lime
allfǫlr 'er la saulva'.


Konstruktion: Sága! ... ber'k augo svǫrt til fundar, þykke'k erma Ilme allfǫlr er la saulva' .

I sin tolkning af disse ord er M. tilbøjelig til at opfatte snyrte-Grund som en hálfkenning og saga som en fejl i stedet for sagna, en genitiv, som skulde styres af til fundar. Man kan se, at han kun nødig vil admittere to på hinanden følgende hålfkenningar brugte som ávǫrp i samme halvvers og i samme sætning (Sága, snyrte — Grund). Jeg er derimod overbevist om, at man i håndskrifternes saga snyrtigrund har en fuldstændig kending, med andre ord at der i "saga" skjuler sig et bestemmelsesord til hovedordet snyrte-Grund. Svb. E. mener, at saga er gen. pl. af ságr, m., som skulde betyde det samme som det sædvanlige og på Island endnu almindelige ord sár, sv. . Muligheden heraf må indrømmes. I Sn. E. I, s. 5G 24 nævnes såen Sægr, som vore forfædre mente at se i månen; måske har vi her netop det samme ord brugt som appellativ. Men så skulde man — forudsat at sægr er ordets rigtige form — vente en gen. pl. sægia. Men ordet forekommer også et andet sted, i Sn. E. II, s. 431/3 = II, s. 514/26, hvor brudstykket


Søgr hæitir sar
ænn simvl stǫng
bil ok hivki bera [hann]


anføres. Dette brudstykke er aftrykt af S. Bugge i hans udg. af Sæm. Edda s. 334. Det ene af de to håndskrifter, som indeholder det, har ségr (= sægr), det andet og det bedste af de to synes at have søgr, men i øvrigt bemærker S. Bugge, at vokalen her er tvivlsom. Denne læsemåde vilde imidlertid, hvis den var rigtig, forklare baade læsemåden sægr og formen sága på vort sted. Vokaltegnet ø i Søgr kunde nemlig være en fra et ældre håndskrift nedarvet betegnelse for u-omlyden af å (= ǫ)[25] som af de senere afskrivere, hvem de andre håndskrifter skyldes, eller af deres kilder, er blevet læst som æ, idet disse afskrivere, der ikke kendte ordet, har ment at burde læse i søgr, som de læste i føra og andre ord, hvor det er i-omlyd af ǫ. Forudsætter man altså i overensstemmelse hermed, at ordets rigtige form er sǫgr og ordet en u-stamme som f. eks. þǫttr, bliver sága på vort sted en regelmæssig genitiv deraf. Men måske er det for dristigt at tillægge et enkelt håndskrifts,, tilmed ikke ganske sikre, læsemåde så megen vægt overfor de andres enstemmige vidnesbyrd, uagtet denne læsemåde støttes ved sága i Kormaks vers. Men hvorfor så ikke rette saga til det gransk nærliggende sveiga?[26]

I 3. verslinje mangler stavelserim; måske bør man her ligesom i v. 33/7 skrive elma Ilme for erma Ilme.

I 4. verslinje har man de gådefulde ord er la saulua, som man hidtil ikke har kunnet tolke på en tilfredsstillende måde. Membranbrudstykket B (AM. 162a, folio) hjælper os dog ud af denne vanskelighed; optages dettes læsemåde ok for er, bliver det hele forståeligt; dette ok forbinder lá sǫlva med det sideordnede svǫrt augo i 1. verslinje. Ordet , f., betyder "hår"[27], dertil slutter sig som attribut adjektivet sǫ Ir (sǫIva er ae. sg. i f.), jfr. oht. salo (= fuscus, furvus, ater, niger) og Jón Þorkelsson, Supplem. II, s. 510. Ordfølgen i halvverset bliver altså:

Sveiga snyrte Grund! Svǫrt augo ber'k til fundar ok lå sǫlva. Þykke'k elma(?) Ilme allfǫjr . Noget påfaldende er den to gange gentagne brug af Grund som hovedord i 2. og 6. verslinje (henholdsvis snyrte-Grund og men-Grund). Måske bør Grund på et af de to steder rettes til Hrund.

Tanken i hele verset er: "Vel har jeg sorte øjne og mørkt hår, og min hudfarve er, som kvinden bemærker, askegrå. Dog har jeg lige så vel som den smukke mand (ɔ: som andre, der er skønnere end jeg) forstået at indynde mig hos kvinderne ved min behændighed i at omgås dem". Med hensyn til drengr enn fagre, som dog sikkert skal betegne smukke mænd i almindelighed, skal jeg bemærke, at så vel flertallet som adjektivets bestemte form forekommer mig noget stødende. Måske er drenger fagrer det oprindelige.


V. 84/5: Sága.


Sidste halvvers skrives i udgaven således:


þá's slíðrdregenn Sága!
sang of minom vanga
Hlakkar trafn, enn hrafne
heitr fell á nef sveite.


Konstruktion: þá's, Sága! Hlakkar trafn slíþrdregenn sang of vanga minom, enn sveite heitr fell á nef hrafne".

Svb. E. har ment, at Hlakkar trafn betyder Valkyrjens bjælke, ɔ: sværd. Imidlertid er ordet trafn i høj grad tvivlsomt. Det forekommer ikke på noget andet sted, og her beror det på konjektur, da håndskriftet har trafr. Tilsyneladende støttes denne gisning ved rimene trafn : hrafn —, men det er dog altid betænkeligt ved konjektur at indføre et ord, hvis tilværelse ikke en gang kan gøres sandsynlig. Både Svb. E. og efter ham Gudbr. Vigfusson har sat dette formodede trafn eller tramn i forbindelse med sv. trem (som jeg dog ikke finder i de til min rådighed stående svenske ordbøger) og d. tremme. Men dels vilde et med trafn (tramn) identisk ord på dansk lyde travn og på svensk tramn (jfr. isl hrafn, nafn osv. med d. ravn, navn osv., sv. ramn (Rietz), namn osv.), dels er det usikkert, om t i sv. trem, d. tremme repræsenterer fællesnordisk t eller p. I sidste tilfælde vilde en sammenstilling med isl. trafn være uberettiget.

Sværdkendingen Hlakkar trafn er som en følge heraf højst problematisk og tolkningen af halvverset usikker. Dog synes meningen og navnlig epitetet slíþrdreginn, som næppe kan passe på andre genstande end sværdet, med bestemthed at fordre et ord eller en kending af betydningen sværd som subjekt til sang. Jeg tror derfor, at ordene sága — Hlakkar trafr til sammen må udgøre en sværdkending. Hvad for det første det uforståelige "trafr" angår, ligger det på grund af stavelserimet nær at læse tafns (tafns : hrafn-). Hlakkar tafn vilde da være en med Gauts tafn = blod analog omskrivning[28]. For at få den savnede sværdkending mangler da ikke andet end et ord i nominativ, som betyder ild, og som rimeligvis skjuler sig i saga. Måske er seyjþer dette søgte ord; sættes det i stedet for sága, bliver rimene i 1. verslinje síiþr-: seyþ-. Halvverset bør da ordnes på følgende måde: þá's slíþrdregenn Hlakkar tafns seyþer sang of minom vanga, enn heitr sveite fell á nef hrafne.

Jeg griber lejligheden til også at foreslå en rettelse til 1. halvvers. 3. verslinje mangler stavelserim; jeg formoder derfor, at roþenn vas bør rettes til ruddomk; rimene bliver da rudd- :hodd-. Med hensyn til udtrykket ruddomk hiǫrr til hodda, mit sværd banede mig vej til (vandt mig) guld, kan sammenlignes forbindelserne ryfþia sér til rúms, landa, rikes osv. i Oxf. ordbogen og Lex. poet.; særlig henledes opmærksomheden på Hkr. Magn. g. 17. k., 4. vers: þat rypr til dýrþar. Om formen ruddomk for rudde mér se Wimmer, Fornn. forml. § 158, anm. 1. — 14. verslinje forbinder jeg håndskriftets "handfaugr" som attribut med konan (kona en?) svinna i 2. verslinje; til hiǫrr passer det ikke som epitet, da det ikke kan betyde "die hand schmückend". Lignende eksempler på, at to epiteter til et og samme substantiv står det ene i den bestemte, det andet i den ubestemte form, anfører Konr. Gislason i nogle bemærkninger om skjaldedigtenes beskaffenhed i formel henseende (Vsk. selsk. skr., 5. række, hist og filos. afd. 4. b. VII) s. 297—299.


V. 20/1: Hrund.


Denne hálfkenning står ikke opført på den fortegnelse over halvkendinger, som M. giver i sin udgave s. 178, men i kommentaren og ordfortegnelsen til versene tolkes den som halvkending (s. 116, 189 a og 196 b under skap frǫmoðr, idet kendingen Hrundar skapfrǫmoþr i overensstemmelse med Svb. E. oversættes: "dignus cultor feminae*, vir. Men en mandkending af denne betydning vilde sikkert være enestående; desuden kan frǫmoþr næppe betyde "cultor". Efter min mening har vi her en mandkending af samme art som hiǫréls frǫmoþr hos Olafr hvitaskåld i Hak. s. Hak. k. 114, 3. vers (Fms. IX, s. 356/20); Hrund, som egenlig er en valkyrjebenævnelse, bruges da her som appellativ i betydningen kamp; det samme er hyppig tilfældet med valkyrjenavnene Hlǫkk, Gunnr; hrundar skapfrǫmoþr, den som på en værdig måde fremmer kampen, bliver da en regelmæssig mandkending.


__________


Foruden de i det foregående behandlede "halvkendinger" for begreberne "mand" og "kvinde", optager M. endnu to sådanne i sin fortegnelse, af hvilke den ene skal betyde blod, den anden derimod skjold. Jeg går da over til at behandle disse "halvkendinger".


V. 75/1 : Alda.


Det første linjepar, der synes at udgøre en sætning for sig, har i håndskriftet følgende form:


Deyfði elldi aulldu.
aurg véttr firir mer taurgu.


M. foreslår her den grafisk nærliggende rettelse eld i for elldi og forbinder: Vættr aurg deyfþe tǫrgo eld fyr mér i ǫldo. Men selv om man antager, hvad der ikke er aldeles sikkert, at denne rettelse har truffet det rigtige, foreligger der dog ingen tvingende grund til at antage, at alda her har en anden betydning end den sædvanlige, eg. bølge, deraf poet. vand. Den eneste støtte for den mening, at alda her betyder blod, er analogien med v. 71/7-8, hvor det hedder:


mítt kveþ'k slætt í sveita
sverþ fordæþo gerþo.


Men hvorfor kan man ikke tænke sig, at heksen i det ene tilfælde har anvendt vand, i det andet derimod blod som tryllemiddel for at sløve Kormaks sværd?

Svb. E. skriver i øvrigt på dette sted eld iǫldo og forbinder: ǫrg iǫldo véttr deyfþe fyr mér tǫrgo eld. Denne rettelse er uholdbar, da man så kun vilde få fem stavelser i første verslinje. Men er der ikke en mulighed for, at der bør skrives elding iǫldo? Svb. E. s tolkning vilde da i øvrigt stå ved magt.


V. 39 4: Hurþ- (i hurþ-ulfr).


I udgaven gengives verset på følgende måde:


Fylgþuþ oss at Óþens
endr ór þesse hende
Hlakkar- Niǫrþr å hurþer
hurþulfr "gininn'" þurþe:
nú ferr enn svát 'ekia'
Ialks skýia vill týia
myrþe-Freyr at morþe
(marglyndr ertu) targo.


Konstr.: Hlakkar NiOOrþr! fylgþuþ oss at hurþulfr 'gininn' ór þesse hende endr þurþe å Óþens hurþer: enn nú ferr svá, at, targo myrþe-Freyr vill týja ... at morþe (ertu[29] marglyndr[30].)

Er det nu sandsynligt, at skjalden i det samme åndedræt har kaldt skjoldet for Óþens hurþ og simpelt hen for hurþ uden noget bestemmelsesord? Så længe 'gininn' i 4. verslinje står uforklaret, vil man ikke kunne nægte muligheden, ja sandsynligheden af, at der i dette i denne forbindelse uforståelige ord skjuler sig det savnede bestemmelsesord til hurþ-. Denne formentlig eneste rigtige vej er også Finnur Jónsson slået ind på, idet han foreslår at rette gininn til Gunnar-. I optegnelser angående versene i Korm., som jeg har gjort for over 10 år siden, genfinder jeg netop det samme rettelsesforslag, og der er således en vis sandsynlighed for, at det har truffet det rigtige. Måske ligger det dog nok så nær at skrive Grimnes navnlig fordi man vænter et af Odens navne som bestemmelsesord til denne ligesom til den anden skjoldkending[31]

Det er i øvrigt langt fra, at verset ved denne rettelse er bragt i orden. I 1. versl. mangler stavelserim; jeg formoder derfor téþoþ i stedet for fylgþoþ, hvorved man får rimene téþ- :Óþ-; det hyppigere og mere bekendte synonym har her som så ofte fortrængt det mindre hyppige og bekendte (jfr. ovenfor s. 3.). Dernæst går det vel næppe an at tage at i samme versl. i betydningen quum (= þá's); rimeligvis bør at henføres som adv. til téþuþ) (fylgþuþ); i Oxforder ordbogen vil man under fylgia finde et par eksempler på fylgia e-m at, holde sig til ens parti, understøtte en i en sag eller kamp[32]. Hvis dette er rigtigt, bliver det nødvendigt at tilføje et þå's efter at. Adverbiet endr bør vistnok snarere henføres til hovedsætningen end til bisætningen.

I det sidste halvvers har man det, i denne forbindelse i det mindste, uforståelige ekia i 5. versl. og det meningsløse villtyiu i 6. versl. Finnur Jónsson foreslår at rette ekia til ekki, og virkelig synes meningen at kræve en nægtelse; jeg foretrækker dog af to grunde at skrive eigi, dels fordi det forekommer mig usandsynligt, at Berse har brugt ekki som adverbium, dels fordi det sammensatte ei-gi kan tænkes at have dannet stavelserim med nu eller svå i samme verslinje. I stedet for håndskriftets villtyiu læser både M. og Finnur Jónsson vill tyia, og jeg har allerede for mange år siden haft den samme tanke. Dog tilfredsstiller denne rettelse mig nu ikke mere. På Berses tid har man sikkert ikke sagt tyia men tǿia, som ikke vilde danne noget korrekt helrim med skyia. Det er først i det 13. århundrede, at ǿ i tǿia og andre verber af samme art (som flǿia, sǿia) går over til ý. På den anden side taler manglen af -omlyd i targo i sidste versl. (marg- : targ-) for, at verset er i alt fald ældre end det 13. århundrede, altså rimeligvis ægte. I øvrigt er jeg af den mening med hensyn til dette targo, at de tidligere tolkere ikke rigtig har opfattet dette ords funktion i sætningen. M. tror, i overensstemmelse med Svb. E., at det er bestemmelsesord i en kending: targo myrþe-Freyr; men så kommer man i forlegenhed med Jálks skýia, som M. også helt udelader i sin konstruktion af verset. Finnur Jónsson sætter targo som bestemmende genitiv i forbindelse med morþe (jfr. også Svb. E. i Lex. poet. under morþ 3); men morþ betyder i og for sig kamp, således at den bestemmende genitiv er aldeles overflødig og upassende. I Lex. poet. vil man under morð, 2, finde flere eksempler på, at morþ abs. betyder kamp — i Korm. findes —bortset fra sammensætninger som morþvǫndr — 2 eksempler derpå (v. 31/1 og 32/1). Derimod vil man forgæves søge et med targo morþ analogt eksempel, når jeg undtager et ikke ganske sikkert sted fra de sene Skáldhelga rimur[33].

Grunden til, at tolkerne hidtil ikke har forstået den rette sammenhæng i dette så forvanskede halvvers, er, at de forklaringer eller rettelser, som man har givet af det meningsløse villtyiu, alle har været utilfredsstillende. Efter min mening bør villtyiu rettes til vill knýia, og i targo ser jeg objektet til knyia; knyia targo at morþe betyder: føre skjoldet med eftertryk i kampen, "premere, fortiter prehendere clipeum", jfr. Hkr. Mg. k. 31, 4. v. (Khavn 1777 fg., III, s. 39/9, sml. Fms. VI, s. 78/7, Frisb. udg. s. 186/16): bǫþský framar knýia; Hálfs s. Bugges udg. s. 26, Fornaldars II, s. 47/17: Upp skulum rísa, | út skulum ganga | ok ramligar[34] |randir knýia; Merl. I, 33: eru ramliga | randir kniðar[35].

Ordfølgen i hele verset bliver altså: Téþuþ oss at endr, Hlakkar Niǫrþr, þá's Grimnes hurþulfr þurþe ór þesse hende á Oþens hurþer. Nú ferr enn svá, at Jalks skýia (Odins skyers, ɔ: skjoldenes) myrþe-Freyr vill eige knýia targo at morþe; marglyndr ertu.

Meningen er klar nok: "Tidligere stod du ved min side, da mit sværd stødte mod skjolde (ɔ: i tvekamp). Nu derimod vil du ikke holde skjold for mig i kampen, du troløse".

Denne tolkning er i god overensstemmelse med prosateksten, som fortæller, at Þórþr Arndisarson ved den tvekamp, hvorom verset handler, på grund af en mellem ham og Berse opstået uenighed, ikke havde holdt dennes skjold for ham, som han tidligere ved lignende lejligheder havde plejet[36].

Med hensyn til meningen er det ligegyldigt, om vill opfattes som 2. eller som 3. person, og (Jalks skýia ) myrþe-Freyr henholdsvis som ávarp eller som subjekt. Jeg hælder dog snarest til det sidste alternativ.

Nogen vanskelighed volder tolkningen af enn. Både Svb. Egilsson og M. ser deri den adversative konjunktion. Men denne plejer at stå først i sætningen. At omstille ordene til enn nu ferr vilde dog vistnok være for dristigt. Også i Háttatal v. 51 står det adversative enn ikke i begyndelsen af sætningen.

Jeg har således gennemgået de formentlige "halfkenningar" i sagaens vers, og jeg vover nu at påstå, at intet af de for antagelsen af dem påberåbte steder indeholder noget som helst bevis for, at de skjalde, hvem disse vers skyldes, i denne henseende har tilladt sig en større frihed end andre samtidige skjalde.


II. Sproglige friheder.


Det kommer naturligvis an på, hvad man forstår ved "sproglige friheder". Hvis man derved forstår brugen af ordformer, som vel afviger fra den sædvanlige skrivemåde i prosahåndskrifter fra literaturperioden, men som enten repræsenterer et ældre trin i den sproglige udvikling eller må anses for at have levet i folkemunde på digterens tid, — så kan man let blive enig om, at de skjalde, hvem versene i Korm. skyldes, har gjort sig skyldige i "sproglige friheder". Indskrænkes begrebet derimod til kun at omfatte vilkårlige af hensyn til formen foretagne ændringer eller rettere fordrejelser af de på digterens tid brugelige ord eller ordformer, — så tør man trygt påstå, at sådanne "friheder" hverken forekommer i Korm. sagas vers eller i andre gamle skjaldekvad.

Efter denne almindelige bemærkning går jeg nu over til at behandle de ordformer, der af M. opfattes som "sproglige licenser"[37].


V. 44/5: ellesk for eldesk.


Denne form forekommer næppe andre steder end her, og her er den indført ved konjektur; i håndskriftet står "elle". Det halvvers, hvori formen findes, er øjensynlig forvansket. Ved 6 rettelser (koma for komat, monat for man, ellesk for elli, setre for setrs, udeladelse af í, og hveim for heim) har M. søgt at bringe en forståelig mening ind i de dunkle ord, men den tanke, han derved får ud, synes ikke at passe i en hedensk digters mund, og det udtryk, tanken har fået, giver også anledning til flere betænkeligheder. Efter M.s forklaring er tanken : Jeg vil aldrig mere få lejlighed til at befordre nogen ind i "en bedre verden". Denne forestilling ("en bedre verden") er næppe hedensk. Også Atlam. v. 87 (Bugge): "fara i ljos annat", er efter min mening påvirket af kristelige forestillinger. Hvis dette alligevel var meningen, vilde det snarere være udtrykt ved koma i betra setr end ved koma at betra setre. Ligeledes er brugen af hveim i en nægtende sætning påfaldende. Endelig har verslinjen komat man vllr þott elli en mistænkelig lighed med v. 50/1: Komenn es Ullr viþ elle. Dette synes at tyde på, at dette vers — ligesom flere andre, hvor lignende gentagelser forekomme — er forvansket under den mundtlige tradition[38].

Indtil man får en mere antagelig tolkning af dette halvvers, vil man altså være nødt til at beholde håndskriftets læsemåde "elli".


V. 41/2 : fessk for fersk.


Jeg tror ikke på formen fessk. Man vil næppe kunne påvise noget tilfælde, hvor refleksivformens s har assimileret et foregående radikalt r. Sandsynligere forekommer det mig, at man har udtalt þessom som þersom (rimene bliver da ferskners-); jfr. Konr. Gislason i Njála II, s. 416. Dog er det næppe troligt, at denne yngre form (þersom) er oprindelig, forudsat at verset er ægte. Måske har den i det 13. århundrede fortrængt et oprindeligt Bersa, som da bør forklares som en hensynsbetegnelse i dativ. Sætningen fersk van gleþe Bersa betyder da: "for Berse (ɔ: mig) glipper (alt) håb om lykke".


V. 42/3: skyggs for skyggþs.


En sådan assimilation vilde sikkert være enestående. Enten bør skyggs ligefrem rettes til skygges, eller også har man her et ellers ikke forekommende adjektiv skyggr, der forholder sig til subst. skugge som f. eks. lyndr til lund, vænn til ván o.l.


V. 16/2: sunns for sunds.


Konr. Gislason har allerede vist, at udtalen nns for nds går meget langt tilbage i tiden[39]. Formen sunns repræsenterer altså en virkelig udtale og kan ikke betragtes som licens.


V. 14/5: veikk for veitk.


I sin kommentar til stedet har M. udpeget forskellige analoge former hos gamle digtere; men i øvrigt er det ikke sikkert, at veikk på dette sted repræsenterer digterens udtale; hvis man indsætter denne form, indfører man en anomali i verset, da alle de øvrige ulige verslinjer (1. 3. og 7.) mangler stavelserim; af de lige verslinjer har kun en helrim, to har halvrim, og en mangler helt stavelserim; også på grund af sit indhold synes verset at høre til den lettere art vers, som i formen fjærner sig fra de strænge regler for dróttkvætt[40].


V. 25/3: gandes for gands.


I udgaven skrives dette vers således:


Svá kveþ ek snyrte-Freyio
('snemr' trúþa'k brúþe)
gandes vangs of gengna
greipar báls ór skálom,
at vegskorþan verþe
varrskips 'nemit' siþan
(sǫddom hǫlds á holde
hrafna) mér at tafne.


Med de tidligere tolkere er jeg enig i, at 2. verslinje bør opfattes som en sætning for sig; derimod er det næppe rigtigt at rette snemr (snimr) til snimma for at bringe stavelsesantallet i denne verslinje op til det normale. Tanken er sikkert: "Før troede jeg hende", hvori indirekte ligger: Nu tror jeg hende ikke mere. Denne tænkte modsætning til nutiden udtrykker snimr (= tidligere, for) fortræffelig, snimma (= tidlig) derimod ikke. Man har altså her en verslinje på 5 stavelser, ti det går vel ikke an at læse trúþa ek uden skarbrot[41]. Hvorledes verslinjen med størst sandsynlighed bør udfyldes, vil i det følgende blive påvist.

Resten af 1. halvvers forbinder M. i overensstemmelse med Svb. E. således: Svá kveþ'k gandes vangs snyrte -Freyio of gengna ór greipar båls skálom.

Kendingen greipar báls skálar, guldets skåler, skal betyde hænderne; skálom tyder Svb. E. på to måder, nemlig dels som dat. pl. af skål, f. skål, dels som dat. pl. af skåle, m., hal; for det første alternativ erklærer M. sig (se hans ordfortegnelse under skål); men ordet skål bruges ellers ikke som hovedord i håndkendinger, og et udtryk som greipar báls skál skulde nærmest betyde en guldskål eller en skål fyldt med guld. Kendingen greipar báls skále lyder heller ikke rigtig naturlig, skønt muligheden af den ikke kan nægtes. I håndkendinger, hvis bestemmelsesord er et ord af betydningen guld, plejer hovedordet i regelen at betegne hånden som et substrat for guldet (som f. eks. stallr, beðr, jǫrð, land, fjall, jfr. også baugset); skjaldene betragter med andre ord hånden som omsluttet af guldet (ringen), næppe derimod som omsluttende samme; derfor er hovedordet skåle i denne forbindelse betænkeligt. Derimod vilde jeg ikke finde noget påfaldende i forbindelsen greipar skále, "det af den krumme hånd dannede hus", brugt omtrent i samme betydning som greip, og udtrykket ganga ór greipar skálom lyder langt naturligere og kraftigere end ganga ór greipar báls skálom. Det er ikke tilfældigt, at det nyere sprog i denne talemåde ganga úr greipum foretrækker det maleriske greip um, der betegner hånden som gribende, fastholdende, for det matte (ganga úr) hǫndum, som næppe nogensinde bruges. En farveløs håndkending vilde gøre udtrykket lige så mat, som om man brugte hǫndom for greipom. Jeg tror derfor, at greipar skálom hører sammen. Sikkert er skálom dat. pl. af skále og ikke af skál, da skále bedre end skál betegner den krumme hånd som noget fra alle sider omsluttende og således netop i denne forbindelse giver et særdeles passende billede. Ordet báls bør altså ikke sættes i forbindelse med greipar skálom, men hører andet steds hen.

Jeg går da over til at behandle det gådefulde "gandis" i 3. verslinje. At opfatte denne form som genitiv af 'gandr', m., slange, går på ingen måde an. En sådan genitiv vilde være sprogstridig. Det er sikkert i følelsen heraf, at Finnur Jónsson foreslår at rette 'gandis' til ganda. I øvrigt er han, som det synes, enig med de andre fortolkere, der tror, at 'gandis' er gen. af gandr, i at opfatte ganda (gandis) vangs (slangelandets, guldets) som bestemmelsesord til snyrte-Freyio i 1. verslinje. Efter min mening ligger dog en anden tolkning nærmere ved hånden. Blandt høge-benævnelser i Sn. E. findes et ord gamdir, hvis genitiv gamdis grafisk kan falde sammen med gandis (gandis kan læses både gamdis og gandis[42]. Forudsætter man altså, at gandis er en fejl for gamdis (ældre gamþes), bliver gamþes vangr (høgens land) en regelmæssig håndkending, og hvis man så med gamþes vangs forbinder genitiven báls, får man det savnede bestemmelsesord til snyrte-Freyio, og gamles vangs báls (håndildens, guldets) snyrte-F. bliver en regelret kvindekending.

Til sætningen Svá kveþ'k gamþes vangs báls snyrte-Freyio gengna ór greipar sálom savner man en hensynsbetegnelse (mér). Enten bør dette mér indsættes i den ufuldstændige 2. verslinje efter trúþa'k, eller også bør denne verslinje suppleres ved at indsætte det ekspletive of foran trúþa'k, og mér indtage den plads, som of nu indtager i 3. verslinje foran gengna. Den første udvej er mindre voldsom overfor den overleverede tekst, men giver en mindre naturlig sætningsforbindelse.

I andet halvvers ligger rimeligvis et ord af betydningen ild, lys, bagved det uforståelige "nemit", som derfor måske bør rettes til lioma; derved suppleres den ellers ufuldstændige kvindekending varrskíps veg skorþa til varrskíps veg lioma (havlysets, guldets) skorþa.

Endelig fordrer meningen, at verþe i 5. verslinje rettes til verþet ( = verþe-at). Tanken i hele verset er sikkert: På en sådan måde er jeg gået glip af den troløse[43] kvinde, at hun ikke senere vil kunne have nogen tillokkelse for mig[44].


V. 76/4: mýels for mýls.


Formen mýels er ældre end mýls. Ordets ældste form er mývell, der, som Konr. Gislason har påvist, har gennemgået følgende udviklingstrin: mývell — mýell —mýll[45]. Det er således uberettiget i dette tilfælde at tale om nogen epentese af e.


V. 19/4 : linna for lina.


Som jeg allerede har bemærket, hører v. 19/1-4 til de mistænkelige frembringelser, som den mundtlige tradition synes at have fordoblet[46]. Hidtil har ingen tolker tydet dette halvvers på en tilfredsstillende måde. Således er betydningen af håndskriftets "laugdis loddu" aldeles usikker, og hvad særlig "linna" angår, kan det naturligvis på ingen måde stå for lina, ac. pl. i masc. af adj. linr; en sådan fuldstændig irrationel konsonantfordobling kender sproget ikke, og man kan umulig antage, at skjalden har brugt en af ham selv efter versemålets fordringer vilkårlig omdannet form; endnu en grund til at være mistroisk overfor dette linna har man i gentagelsen af det samme ord — om en i en anden form ("linnz") — på samme plads i det sidste halvvers (begyndelsen af 8. verslinje); dog svækkes denne betænkelighed noget ved den omstændighed, at de to halvvers, som jeg senere skal vise, rimeligvis fra først af ikke har hørt sammen.


V. 83/2: Rund for Hrund.


Dette sted er øjensynlig i høj grad forvansket og endnu ikke tolket på en tilfredsstillende måde. M. skriver Réþumk for håndskriftets Reð ek ei og forbinder første halvvers på følgende måde: Sunds rund! réþumk, morþǫþfogr forþom, af reiþe þess, at sverþ skylde verþa mér grande sottar. Selv om man ser bort fra det betænkelige i at forudsætte, at Berse har udtalt hr som r, er der flere indvendinger at gøre mod denne tolkning. For det første er kvindekendingen sunds Rund, havets gudinde, i høj grad betænkelig. For det andet styrer ráþa ikke genitiv i betydningen "beslutte noget". Dernæst er appositionen morþǫþfogr fordom påfaldende, ikke blot fordi skjaldedigtningen ellers ikke holder af appositioner, men også fordi det næppe er rimeligt, at skjalden har tillagt sig selv et så pralende epitet. Endelig er tolkningen af grande sottar, "noxamorbi, gegengift gegen siechthum", meget tvivlsom; grande er sikkert dativ af intetkønsordet grand. Finnur Jónssons tolkning af verset — fremsat i Korm 2 s. 171 — er også forfejlet. Han udelader håndskriftets ek, retter ei til ey, þess til þat, af til at, reiþe til reiþer og rund til rand og forbinder: rand sunds sottar reiþer (= ek) morþǫþfogr[47] rép ey þat, at sverþ skylde verþa mér at grande. Kun under den betingelse vil man kunne gå ind på så omfattende rettelser, at den således rettede tekst giver en i alle henseender fyldestgørende mening; dette forholder sig dog ikke således i nærværende tilfælde. Kendingen rand sunds sottar reiþer er næppe rigtig; epitetet morþǫþfogr anvendes mindre passende om digteren selv, ey er aldeles overflødigt, og tanken stemmer ikke rigtig med Nordboernes fatalistiske livsanskuelse. Hvilken indflydelse kan Kormaks beslutning om at dø for sværd have på hans dødsmåde, når den ubønhørlige skæbne nu en gang har bestemt, at han ikke skal lide en blodig død. Vi må tilstå, at dette halvvers endnu venter på den rigtige tolkning. Kun så meget kan man sige, at der ikke er nogen sandsynlighed for, at "rund" her står for Hrund.

I sidste halvvers forstår jeg ikke indskudssætningen snertomk hǫfoþ viþ hiarta helnauþ. Måske bør man læse hǫfoþ for hǫfoþ vip.


V. 64/2: vald-Eir.


Svb. Egilssons mening, at vald- her står for "fald-" er uholdbar. En sådan overgang af f til v i forlyd vilde være eksempelløs, og vilkårlig foretager ingen digter en sådan forandring af metriske hensyn. Rimeligvis har Jón Þórkelsson ret, når han mener, at vald- her og i Arons saga Hjǫrleifs sonar (Bisk. I, s. 520 og Sturl. II, s. 317) betegner et kvindeligt smykke eller klædningsstykke.


III. Metriske friheder.


Som jeg ovenfor har fremhævet, falder versene i Korm. i to afdelinger, nemlig 1. regelrette drotkvæde vers, 2. lettere improvisationer, som ikke retter sig efter de strænge regler for dróttkvætt.

At det virkelig forholder sig således, er klart, når man betragter versene i al almindelighed. Vanskeligheden kommer først, når man med hensyn til de enkelte vers skal afgøre, om de hører til den ene eller til den anden klasse. Dog gives der visse kriterier, hvorved de friere frembringelser med sikkerhed kan skelnes fra de regelmæssige skjaldevers, navnlig når disse kriterier fremtræder i forening med hinanden. Disse kriterier angår dels versenes indhold, dels og i særdeleshed deres metriske form. I de vers, som ikke følger de strænge regler for dróttkvætt, er, som Konr. Gislason bemærker, indholdet sædvanlig lettere, stemningen mindre alvorlig og dyb end i de regelrette vers. I metrisk henseende frembyder de friere vers navnlig to ejendommeligheder: stavelserimet anvendes enten slet ikke, eller dog således at det snarere ser ud som tilfældigt end som tilsigtet, og hovedstaven i de lige verslinjer står af og til ikke i begyndelsen af verslinjen, men efter en eller flere ubetonede stavelser. Når bægge disse metriske ejendommeligheder optræder indenfor det samme vers, anser jeg det for afgjort, at verset ikke er digtet i regelmæssigt dróttkvætt, men må henføres enten under fornskáldaháttr eller háttlausa[48] Med hensyn til hele versbygningen minder disse vers i høj grad om Krákumál, ja et af dem indeholder endogså en påfaldende parallel med et sted i dette digt, som næppe kan være tilfældig. Man sammenligne Korm. v. 82/5-6 : mønda'k ǫj at Óþens | í ǫndvege drekka, med Krákumál v. 29/5-6 : glaðr skal'k ǫl meþ Ásom | í ǫndvege drekka. Her må enten forfatteren til Krákumál have kendt verset i Korm. eller forfatteren til dette Krákumál, og i sidste fald måtte verset være uægte. Hvilket af disse to alternativer der er det rigtige, drister jeg mig ikke til at afgøre. Dog tror jeg i hvert fald, at forfatteren til Kormaks saga har været i god tro, når han optog dette vers i sin samling, og en ting synes denne parallel med Krákumál mig fremfor alt at godtgøre: at versemålet i dette vers i Korm. er det samme som i Krákumál.

I sin udg. s. 96 opregner M. de tilfælde — i det hele 17, fordelte på 11 vers — hvor hovedstaven ikke står i begyndelsen af de lige verslinjer, men efter en eller flere ubetonede stavelser. Dog bør sikkert et tilfælde fraregnes, fordi det pågældende sted er forvansket, nemlig v. 764; her findes nemlig i virkeligheden hverken hovedstav eller bistav i versl. 3.—4; den ubetonede præposition fyr kan på ingen måde gøres til bærer af en bistav, tilmed da den hører til den samme verstakt som , hvilket ords begyndelsesbogstav anses for at være den anden bistav; en sådan skødesløshed med hensyn til alliterationen kan umulig være oprindelig; halvverset må være forvansket i en usædvanlig grad, og at det forholder sig således, bekræftes også fra en anden side ved tekstens beskaffenhed, idet enkelte ord i denne forbindelse ikke synes at give nogen mening. På den anden side bør to steder tilføjes, hvor afvigelsen fra reglerne for dróttkvætt i virkeligheden består i, at et ubetonet ord står forud for hovedstaven i verslinjen, og ikke — som M. antager — i at der er to hovedstave (78/6 og 82/6). Da imidlertid den samme ejendommelighed også forekommer i en anden verslinje af de samme vers, forøger dette vel antallet af de herhen hørende tilfælde, men ikke af de vers, hvori de forekommer.

Man har altså 18 tilfælde fordelte på 10 vers, hvor hovedstaven ikke står i begyndelsen af verslinjen[49]. Alle disse vers frembyder tillige større eller mindre afvigelser fra reglerne for stavelserimet i dróttkvætt og bør således uden al tvivl henføres til háttlausa. Enkelte af dem har den ejendommelighed, at det ene halvvers gør indtryk af at være regelmæssigt dróttkvætt, medens det andet halvvers er afvigende. Således v. 9 og 22., hvor første halvvers synes at være dróttkvætt, det andet derimod ikke. Dette kan forklares på forskellige måder. Enten er denne forbindelse af det mere kunstige med det mindre kunstige versemål oprindelig; man må da tænke sig, at skjalden efter at have digtet det første halvvers, er bleven træt af den kunstige form og uvilkårlig er gået over til den mindre kunstige; dette er den simpleste forklaring. Eller også hører de to halvvers oprindelig til to forskellige vers, hvoraf det ene har været digtet i dróttkvætt det andet i háttlausa; disse halvvers er derpå under den mundtlige tradition blevne løsrevne fra de halvvers, hvormed de oprindelig hørte sammen, og forenede til et vers. Endelig er den mulighed ikke udelukket, at det ene af de to halvvers — eller måske bægge? — er uægte; dog forekommer det mig, at der ikke foreligger nogen tvingende grund til at antage dette; i hvert fald synes ikke sagaforfatteren eller senere afskrivere at have lavet disse vers.

Men desuden er der også andre vers, som på grund af manglende eller uregelmæssigt stavelserim synes at burde henføres til háttlausa. Dertil regner jeg vv. 14 og 51. De rim, som forekommer i disse vers, gør indtryk af at være rent tilfældige. Afvigelserne fra det normale dróttkvætt er her så mange, at det næppe kan falde nogen besindig kritiker ind at søge ved rettelser at restituere stavelserimet, hvor det ikke findes; man vilde da blive nødt til helt at digte versene om.

Når derimod afvigelserne fra normalt dróttkvætt har et mindre omfang, er det i høj grad vanskeligt at afgøre, om de skyldes forvanskning, eller verset er digtet i et fra dróttkvætt afvigende versemål. En ejendommelig stilling indtager i denne henseende v. 17; første halvvers synes at være dróttkvætt, uagtet stavelserimet i versl. 3. lader en del tilbage at ønske og 4. verslinje enten mangler stavelserim eller har dårlige halvrim; her føler jeg mig overbevist om, at verslinje 4. bør rettes og stavelserimet, om muligt, restitueres, dog ikke blot på grund af det mangelfulde stavelserim, men også fordi der er andre grunde, der taler for, at verslinjen er forvansket, idet nemlig dens sidste verstakt udfyldes af det samme ord, som også udgør sidste verstakt i versl. 2. (miner); derimod synes sidste halvvers at være háttlausa, eftersom de 3 verslinjer mangler stavelserim. Måske hører de to halvvers fra først af ikke sammen. Også v. 19/1-4 gør indtryk af at være háttlausa, hvorimod sidste halvvers - i alt fald hvad stavelserimet angår — mere nærmer sig til dróttkvætt; men her er det muligt med større sikkerhed at påvise, at forbindelsen mellem de to halvvers ikke er oprindelig. V. 19/1-4 er, som tidligere omtalt, en variation over det samme tema som v. 18/1-4, og til grund for bægge disse halvvers synes at ligge en gammel tekst, som den mundtlige tradition har fordoblet. Denne tekst kan ikke fra først af have været forbunden med to forskellige halvvers; enten må forbindelsen med v. 18/5-8 eller med v. 19/5-8 være uoprindelig. At den fra begyndelsen af har været forenet med v. 18/5-8 og ikke med v. 19/5-8, er sandsynligt af metriske grunde, idet nemlig v. 18/5-8 er digtet i háttlausa ligesom vv. 18/1-4 og 19/1-4, v. 19/5-8 derimod som det synes i dróttkvætt. I det hele taget vil man være tilbøjelig til at restituere stavelserimet, når dette kan lade sig gøre ved en ikke altfor voldsom rettelse, og navnlig når også andre grunde synes at tale for, at verslinjen er forvansket. Når man læser v. 26. i håndskriftet, gør det indtryk af at være háttlausa; alle de ulige verslinjer mangler her stavelserim, og selv om de lige verslinjer i 1. halvvers har regelmæssige helrim, har 6. verslinje kun halvrim og 8. versl. mangler stavelserim. Ikke desto mindre har allerede Gunnar Pálsson ved en læmpelig omstilling af ordene indført stavelserim i 5. verslinje, hvilken rettelse M. har optaget; og virkelig synes også de andre afvigelser fra det normale i dette tilfælde, i det mindste i første halvvers, at kunne hæves ved nærliggende rettelser, således som jeg senere skal vise. Men om man gør ret i at rette verset på så mange steder for at få stavelserim, er i høj grad tvivlsomt; det kommer an på, om man tør antage, at forvanskningen i nærværende tilfælde har nåt et så stort omfang, at den har fortrængt stavelserimet fra alle de ulige samt fra en af de lige verslinjer og forstyrret det i 6. versl.; muligheden heraf kan ikke nægtes, navnlig når man ser hen til det ovenfor s. 2 fg. udviklede; men længere end til denne mulighed kan man ikke nå.

Resultatet af denne undersøgelse bliver altså, at der foruden de 10 vers, som ikke blot ved afvigelser i stavelserimet men også ved hovedstavens stilling bestemt fjærner sig fra dróttkvætt (vv. 9, 18, 22, 36, 69, 73, 77, 78, 79 og 82), findes to hele og to halve vers henhørende til háttlausa (vv. 14, 51, 17/5-8 og 19/1-4); et vers (26.) er i denne henseende tvivlsomt. I det hele indeholder sagaen 79 hele og et halvt vers henhørende dels til dróttkvætt, dels til háttlausa. Når man fra denne samlede sum subtraherer de vers, som er digtede i háttlausa, samt det tvivlsomme vers, får man til rest 65 1/2 vers, som synes at høre til dróttkvætt.

Efter disse almindelige bemærkninger går jeg over til at behandle enkelte af M. udpegede uregelmæssigheder ved versemålet.


1. Uregelmæssigheder ved alliterationen.


Den første metriske grundbetingelse for et skaldisk vers er alliterationen. Uden den kommer intet vers i stand. En gammel forfatter, opdraget midt i det 13. århundredes levende skjaldetradition og selv en fremragende skjald, sammenligner rimstavene træffende med sømmene i et skib: "Ligesom skibet holdes sammen af sømmene, uden hvilke dets planker vilde løsnes fra hinanden, således sammenholdes (opretholdes) den metriske form (kveðandi) ved de såkaldte bistave og hovedstave". Stavelserimet betragter han derimod som en ønskelig, men ikke ganske nødvendig prydelse for et vers og sammenligner det med sammenskødningen af skibsplankerne, idet han tilføjer: "Selv om skibets planker ikke er godt skødede til hinanden, holdes de dog sammen ved sømmene; således bevares også den metriske form i digte uden stavelserim"[50].) Med andre ord: et skaldisk vers kan godt undvære stavelserimet, alliterationen derimod ikke. Uregelmæssigheder ved alliterationen er derfor yderst sjældne i skjaldedigtningen og skyldes i det hele taget forvanskning[51].

I Kormaks sagas vers vil man også trods al forvanskning i det hele taget finde alliterationens regler godt overholdte. Kun to linjepar mangler stavrim, og sikkert er bægge disse steder forvanskede. Det ene af dem — v. 763-4 — har jeg allerede omtalt (ovenfor s. 47) og påvist, at ikke blot den manglende alliteration, men også andre grunde taler for, at stedet er forvansket. Hvorledes det bør rettes, er en gåde for mig, i det mindste for øjeblikket. På det andet sted:


V. 55/3-4.


har M. restitueret stavrimet ved at rette håndskriftets hiordrifr til hǫrdrifr. Første halvvers skrives i udgaven således:


Skiótt monom, Skarþe! herþner
(skolom tveir banar þeira)
alls andskotom hrinda
ǫrdrifr! nío fiǫrve.


Konstruktion: Skarþe! ǫrdrifr! skiótt monom herþner hrinda fiǫrve andskotom alls nio (skolom tveir banar þeira).

Når man følger denne tekst, må man antage, at bistavene i 3. verslinje er a i alls og a i andskotom. Dette kan ikke være rigtigt; i det mindste kender jeg ikke noget eksempel på, at bistavene i dróttkvætt står i verslinjens to første stavelser. Når den første bistav står i begyndelsen af verslinjens første stavelse, kan den sidste bistav først stå i 3. stavelses forlyd. Tillige er alls i denne forbindelse påfaldende, hvilket også M. har bemærket. Med rette tvivler han derfor selv om rigtigheden af den af ham foreslåede rettelse og formoder, at der i stedet for alls har stået et med h begyndende ord, som da har dannet stavrim med hrinda og hiordrifr. I øvrigt er der endnu en del at bemærke til den af M. foreslåede konstruktion. Forbindelsen hrinda fiǫrve = týna fiǫIrve er i høj grad påfaldende og kan ikke forsvares ved henvisning til f. eks. hrinda harme, illu ráðe, grande etc, hvor hrinda har betydningen bortkaste, afværge, og navnlig findes der ikke noget eksempel på, at hrinda forbindes med dobbelt dativ (pesonæ et rei) i betydningen "berøve en noget". Svb. Egilsson har derfor sikkert ret, når han forbinder hrinda med andskotom; dog betyder dette udtryk næppe "tela adversus hostes conjicere", men simpelthen slå tilbage (lat. pellere). Ordet fiǫrve i 4. verslinje og det nærmest foregående nio bør sikkert forbindes med indskudssætningen i 2. verslinje, hvor jeg formoder, at banar er en fejl for bana; vel kan jeg ikke påvise noget andet eksempel på forbindelsen bana fiǫrve e-s = týna f. e-s, men den synes ikke at være mere påfaldende, end når det hedder i Skirnismål v. 20: meþan okkart fiǫr lifir; imidlertid kunde man også i stedet for banar skrive glata eller endnu bedre fara, som vel fjærner sig noget mere end bana fra det overleverede, men til gengæld gør udtrykket fuldstændig normalt.

Jeg kommer da til det egenlige hovedspørsmål: hvorledes bør alliterationen i 3. versl. restitueres. Besvarelsen af dette spørsmål beror på, om håndskriftets hiǫrdrifr lader sig forsvare. Det ser ud til at være en mandkending i vokativ, hvis sidste sammensætningsled -drifr møder os i kendingerne hringdrifr, "spargens annulos" (Lex. poet.) og baugdrifr (Geisli v. 17, Cederschiölds udg.[52]. Dette -drifr er dannet af det stærke verbum drifa på samme måde som f. eks. -riðr (eykridr) af riða, -bitr (grasbitr, grifbitr osv.) af bita; denne sammensætning forudsætter drifa i den sjældne betydning "spargere" , som dog synes at forekomme i Háttatal v. 62[53] og måske i v. 42; måske ligger også denne transitive betydning til grund for den hyppige konstruktion af drifa upers. med dativ, f. eks. dǫrrom dreif i Hkr. Ol. h. k. 14, 3. v. og lauþre dreif i Hkr. M. g. k. 20, 2. v. (se Lex. poet. under drifa β og Fritzner[54] under drifa. Denne betydning passer udmærket til kendingerne baugdrifr, hringdrifr, mindre godt til hiǫrdrifr, da hiǫrr ikke er et skydevåben. Tilsyneladende støttes hiǫrdrifr ved kampkendingen mistar knifs drifa (Hkr. Hak. g. k. 6, 1. v.), sværdbyge, men også kun tilsyneladende, da drifa der sikkert betyder uvejr i det hele taget (omtrent = hriþ)[55]. Jeg formoder derfor, at "hiordrifr" er en forvanskning af hiǫrdrifr, sværdgriber, mandkending i vokativ; rimeligvis er valkyrjebenævnelsen geirþrifol på en lignende måde afledet af geirr og þrifa. Hvor let kunde ikke hiǫrhrifr enten i den mundtlige eller i den skriftlige overlevering forvanskes til hiǫrdrifr? På samme måde er geirþrifol i et af vore Eddahåndskrifter (AM. 748, 4°) forvansket til "gæirdrifvl " (Sn. E. H, s. 490 b22).

Hvis man altså går ud fra, at hiǫrdrifr er det rigtige, må et af ordene i 3. verslinje foruden hrinda have begyndt med h, som da bliver den savnede bistav. Det synes her at være noget stødende, at andskotom bruges absolut, uden at det enten ved et possessivt pronomen eller ved en genitiv angives, hvis fjender der menes. Jeg tror derfor, at håndskriftets allz er en fejl for Harallz. I følge prosateksten digter Kormakr dette vers på et tog i Irland med kong Harald gråfeld[56].

Jeg tror således at burde foreslå følgende konstruktion af dette halvvers:

Skióttmonom, Skarþe, herþner hrinda Haralds andskotom. Hiǫrþrifr, skolom tveir fara fiǫrve þeira nío.

I sidste halvvers forekommer brugen af konjunktionen meþan mig påfaldende; jeg tror derfor, at dette ord bør rettes til meþ, tilmed da denne præposition næppe kan undværes foran dativen goþleiþom gáþa; konstruktionen gollseims Njǫron gengr at binge goþleiþom gáþa er meget hård; når man skriver meþ, falder det hele derimod naturligt; meþan er en simpel afskriverfejl.

Jeg har i det foregående behandlet de steder, hvor hovedstaven ikke står i begyndelsen af verslinjen, og påvist, at de vers, hvor dette fænomen forekommer, ikke bør henføres til dróttkvætt, men til háttlausa eller fornskáldaháttr. På nogle steder har M. påtalt overflødige rimstave. Disse steder er vv. 78/6 og 82/6, hvor den lige verslinje efter hans mening har to hovedstave, og vv. 9/5, 61/3 og 75/7, hvor den ulige verslinje har tre eller endogså fire bistave. Her må imidlertid tages i betragtning, at en stavelse kun under den betingelse kan optræde som bærer af en rimstav, at den dog har nogen betoning i verset, samt at en ubetonet stavelses begyndelsesbogstav ikke kan forstyrre alliterationen. Dette sidste kan belyses ved utallige eksempler og fremhæves desuden udtrykkelig i kommentaren til Háttatal (Sn. E. I, s. 596). Heraf følger, at v. 78/6 og 82/6 i virkeligheden kun har en hovedstav, da den ubetonede stavelse, som her står foran hovedstaven (se ovenfor s. 47), ikke kan komme i betragtning som allitererende. Ligeledes har v. 61/3:


enn emk auþspǫng ungre,


i grunden kun 3 bistave, da em'k her er ubetonet. Dette er imidlertid en bistav for meget, og jeg tror derfor, at verslinjen er forvansket. Måske bør man skrive þó em'k osv., eller miǫk em'k, som Konr. Gislason foreslår (Nj. II, s. 332). Også i vv. 9/5 og 75/7 lader uregelmæssigheden sig hæve ved en let rettelse, nemlig når man i v. 9/5 skriver oss for mér og i v. 75/7 fekk for hlaut.


2. Uregelmæssigheder ved stavelserimet.


Når man skal behandle de uregelmæssigheder ved stavelserimet, som fremtræder i versene i Korm., må man naturligvis helt se bort fra de vers, som er digtede i háttlausa, hvor manglende eller uregelmæssigt stavelserim er, om jeg så må sige, regelmæssigt, og kun tage hensyn til de vers, som med nogenlunde sandsynlighed kan antages at være digtede i dróttkvætt. Af disse er der som ovenfor bemærket 65 1/2 vers = 262 lige og lige så mange ulige verslinjer.

Når man skal foretage en optælling af de i disse vers forekommende uregelmæssigheder ved stavelserimet, må man ikke undlade at tage hensyn til, at nogle af dem gentages mere eller mindre ordret på to eller tre steder i sagaen. Her bør man igen gøre forskel på, om gentagelsen er ordret eller ikke. Er gentagelsen ordret, bør naturligvis de uregelmæssigheder, som forekommer i sådanne vers eller halvvers, kun regnes en gang, ligesom det er en selvfølge, at sådanne vers eller halvvers kun bør regnes for et i den samlede sum. Dette har også M. gjort, når han regner v. 76. for et vers, uagtet det forekommer på to steder i sagaen; i den ovenfor gjorte optælling af drotkvæde vers har jeg også kun talt dette vers en gang. Er overensstemmelsen mellem de gentagne vers ikke ordret, kommer det an på, om man ved hjælp af de givne variationer er i stand til at bestemme den oprindelige tekst eller ikke. I første tilfælde bør den uoprindelige tekst helt lades ude af betragtning. Ser man sig derimod ikke i stand til at give den ene tekst fortrinet, gør man bedst i at ignorere dem bægge to. Der kan således næppe være tvivl om, at v. 37/1-4 bør foretrækkes for v. 45/1-4 (eller rettere 37/3 for 45/3, da de andre verslinjer er identiske); det sidste halvvers bør derfor fragå i den samlede sum. Derimod er det næppe muligt med sikkerhed at afgøre, om v. 37/5-8 skal have fortrinet for v. 45/5-8; bægge disse halvvers bør derfor lades ude af betragtning[57]. V. 19/1-4 = 18/1-4 har jeg allerede udelukket af andre grunde. Vv. 70. og 71., som til dels er gentagelser af v. 30 og af M. anses for uægte, bør man heller ikke tage noget hensyn til. Det samme er tilfældet med v. 65, som er en gentagelse af v. 52 og rimeligvis interpoleret. I det hele fragår således 10 lige og 10 ulige verslinjer i den samlede sum, hvorved den formindskes til 252 lige og 252 ulige verslinjer.

Når man går ud fra den af M. opstillede tekst, indeholder disse verslinjer følgende afvigelser fra det normale stavelserim :


a) I de lige verslinjer findes


1. 3 gange skothent (13/2, 17/4 og 30/6).
2. 3 verslinjer uden rim (41/2, 46/2 og 46/8).
3. 1 gang samhent (66/6).


b) I de ulige verslinjer forekommer


1. 32 gange háttlausa (l/1, 6/3, 7/3, 19/5, 24/7, 29/1, 29/3, 30/1, :30/3, 33/7, 34/3, 39/1, 39/5, 40/1, 40/5, 47/7, 50/3, 50/5, 52/3, 52/7, :53/7, 58/7, 59/5, 62/1, 62/5, 64/1, 74/7, 76/1, 76/3, 84/3, 85/5, 85/7).


2. Mindre nøjagtige rim 4 gange (44/3, 54/3, 81/5 og 84/1).


Der er således en iøjnefaldende forskel mellem de lige og de ulige verslinjer. I sammenligning med det samlede antal lige verslinjer er de i dem forekommende uregelmæssigheder forsvindende (omtrent 1 av36). Derimod er omtrent hver ottende af de ulige verslinjer uregelmæssig. Denne forskel kan forklares på to måder. Enten har skjaldene virkelig følt sig friere stillede overfor de ulige end overfor de lige verslinjer; det store overtal af uregelmæssigheder, der falder på de ulige verslinjer, må da, i det mindste for største delen, skyldes digterne selv. Eller også må man tænke sig, at de lige verslinjer er forholdsvis bedre opbevarede end de ulige, med andre ord, at overtallet af afvigelser i de ulige verslinjer skyldes en mere fremskreden forvanskning. Muligheden af den sidste forklaring afhænger af, om man kan påvise nogen naturlig grund, hvorfor rimene i de lige verslinjer har større modstandskraft mod forvanskningen end de andre rim. Og virkelig gives der en sådan grund. Helrim afgiver en langt bedre støtte for hukommelsen end halvrim. I helrimet er de to stavelsers vokal gensidig bestemt; i halvrimet ubestemt. De vilkårlige forandringer, som en famlende hukommelse halv ubevidst gør i et stof, som den ikke fuldstændig magter, har således et langt friere spillerum overfor halvrimene end overfor helrimene. Her som overalt må man tage hensyn til, at versene i så lang tid har været genstand for mundtlig overlevering. Hvis vi havde for os en alene skriftlig overleveret tekst, vilde rimene i de ulige og rimene i de lige verslinjer være omtrent ligestillede overfor forvanskningen. Men som forholdet nu en gang er, kan man ikke nægte muligheden, ja sandsynligheden af, at det store overtal af uregelmæssigheder i de ulige verslinjer i det mindste for en stor del skyldes forvanskning.

Jeg har i det foregående lejlighedsvis fremsat forslag til rettelser, hvorved enkelte af de påpegede uregelmæssigheder ved stavelserimet fjærnes. Af disse rettelser går en ud på at restituere helrim i en lige verslinje (41/2), de andre, i det hele 8, går ud på at restituere halvrim i ulige verslinjer (6/3, 33/7, 39/1, 39/5, 47/7, 62/1, 62/5, 84/3). Jeg går nu over til at behandle nogle flere steder, hvor uregelmæssigheden også efter min mening lader sig hæve ved en nærliggende rettelse; jeg følger her den samme orden, hvori stederne ovenfor blev opregnede.


V. 13/2: skothent.


Man får helrim, når man i stedet for ræþa skriver lióþa.

Med hensyn til versl. 1. bemærkes, at den af Jón Þorkelsson foreslåede áettelse Áte for håndskrifternes "Áli" er noget tvivlsom. Áte, et søkongenavn, passer ikke rigtig som hovedord i en mandkending. På den anden side forekommer Áli som navn på en af Aserne i Sn. E. I, s. 102/11 og 55/42. På bægge disse steder skrives Ali, men varianterne Qli, Oli på det sidste sted taler for, at begyndelsesvokalen er lang. Jeg tror derfor, at man bør beholde håndskrifternes læsemåde; kun bør skalt vistnok rettes til skal, hvorved man opnår bedre stavelserim; 3. person passer udmærket i dette udbrud af indignation, ligesom den direkte henvendelse er fuldstændig på sin plads i den påfølgende til Narfe rettede bebrejdelse; det er let at forstå, hvorledes 2. person kunde fortrænge 3. person i 1. verslinje under påvirkning af den umiddelbare tiltale i 3—4. verslinje (þér, Narfe!).


V. 24/7: háttlausa.


Måske bør þetta rettes til þeira, hvorved man får rimene aur : þeir. Ordfølgen i 7—8. versl. bliver da: þrimr aurom skal leiga skip þeira Þorveigar. Konjunktionen ef er her ikke udtrykt, jfr. Konr. Gislason: "Nogle Bemærkninger om Skjaldedigtenes Beskaffenhed", Vsk. selsk. skr. 5. r. hist. filos. afd. 4. b. VII, s. 299 fg.


V. 30/6: skothent.


Rimeligvis bør hende rettes til handom; man får da helrimene vandr : hand-; med hensyn til vokalen i vandr kan jævnføres v. 32/2, hvor vandr danner helrim med rand-. Påfaldende og enestående er kendingen mundar vandr = sværd. Måske bør mundar rettes til Mistar, hvorved man får en normal kending.


V. 46/2 og /8: háttlausa.


Dette vers skrives i udgaven således:


Einn beiþ ulfa grenner
andrán í dal Þambar,
fell fyr fræþa spille
fram Þórarenn ramme:
lífspell biþo lýþer,
Loptr hné, Alfr ok Skopte
(þeir hluto feþgar fiórer
feigþ) kom ek einn til þeira.


M. ordner første halvvers på følgende måde: Ulfa grenner beiþ einn andrán i Þambardal, Þórarenn ramme fell fram fyr fræþa spille.

Naturligere forekommer det mig at stille einn foran ulfa grenner; i alt fald stemmer det bedre med ordstillingen i verset og den sædvanlige sprogbrug. Tillige bør fram vistnok forbindes med í Þambardal. Som bibestemmelse til fell er det overflødigt og virker snarere forstyrrende. Om forbindelsen fram í dal se Fritzner 2 under fram, 16.

I stedet for andrán i 2. verslinje bør måske læses ambon; de to første verslinjer betyder da: "En mand henne i Þambardalr fik sin fortjænte løn"; dette forklares så nærmere i de to påfølgende verslinjer: "Þorarenn den stærke faldt for mit sværd". Det er let forklarligt, at den uomlydte form ambon kunde forvanskes til andrán, efter at den i talesproget var fortrængt af den omlydte form ǫmbon.

Påfaldende er gentagelsen þeir... þeira i 7.—8. verslinje, og det så meget desto mere som den fremhæves ved stavelserimet på bægge steder, for ikke at tale om det stødende i, at þeir går både på faderen og sønnerne, þeira derimod, som M. rigtig bemærker, kun på de sidste. Jeg formoder derfor, at der i 8. verslinje bør læses sveina for þeira. Derved får man tillige det savnede stavelserim.


V. 66/6: samhent.


6. verslinje skrives i håndskriftet således:


háf |ærr isik færa.


Det kommer nu an på, hvorledes háf ærr opfattes. M. skriver håfærr, ɔ: há -færr, og oversætter: "hochfahrend, übermuthig", men tilføjer selv den rigtige bemærkning, at denne tolkning er mislig på grund af samhent. Heller ikke kan det gå an, i den overleverede læsemåde at se et med det nyislandske hávær, højrøstet, identisk adjektiv, da det sidste sammensætningsled her sikkert er -værr (med ꜳ, ikke æ), og dette ikke kan danne helrim med færa; hvis vokalen i háværr repræsenterede det ældre æ (eller rettere é), måtte v i det ældre sprog nødvendigvis bortfalde (se Wimmer: Fornn. forml. § 24 C c); for -værr taler også no. håvært (Asens ordb.). Endelig er der den mulighed, at háf ærr står for háv -ærr, et adjektiv sammensat af stammen håva- og ærr; mod denne opfattelse må indvendes, dels at háva- i sammensætninger foran vokaler plejer at tabe sit -va- (jfr. háaltari, háeyrr), dels at v også i dette tilfælde burde bortfalde foran æ. På den anden side tyder den måde, hvorpå ordet i håndskriftet deles mellem to linjer (háf | ærr) på, at det sidste sammensætningsled virkelig er ærr. Jeg tror derfor, at "háfærr" er en fejl for "half-ærr"", halvgal; dette ord forekommer i Kgs., Kria. 1848 s. 169/15 og har sikkert været almindelig brugt i daglig tale.


V. 73: háttlausa.


Første halvvers skrives i udgaven således:


Olságo met'k auga
annat, beþiar Nanno
þat's í lióso líke
liggr, hundraþa þriggia.


Konstruktion: Met'k auga ǫlságo annat, þat's liggr í líke lióso, hundraþa þriggia

Selv om man ser bort fra det manglende stavelserim i 3. verslinje, synes udtrykket þat' s i lioso like liggr at være i høj grad upassende. Den skønnes skikkelse eller legeme — og andet kan like (Hk?) her ikke betyde — er altfor ubestemt til, at øjet kan siges at "ligge deri". I stedet for like vænter man et ord, der betyder indfatning, omsluttende ramme. Jeg tror derfor, at lióso like bør rettes til liósom láse. Ordet láss betyder både en lænke (Lex. poet. under lás, og noget der omslutter eller omfatter et andet[58]. Ved denne rettelse vinder man altså både det savnede stavelserim og en passende tanke.

Samtidig skal jeg tillade mig at bemærke, at snimma i sidste halvvers (8. verslinje) rimeligvis hører til indskudssætningen (snimma verþr hodda fæge — Freyia dýr) og ikke til greifer. Tanken er: "Tidlig — i en ung alder — er Steingerðr mange penge værd".


V. 195: háttlausa.


Det sidste halvvers skrives i udgaven således:


Þviat upp skolo allar
ǫlstafns, áþr þér hafnak,
lýse-Grund! í lande
"linnz" þjófár rinna.


Denne tekst er øjensynlig forvansket; derpå tyder ikke blot mangelen af stavelserim i 5. verslinje, men også det i denne forbindelse uforklarlige linnz og det ufuldstændige stavelseantal (5 stavelser) i 8. verslinje. En forståelig og i metrisk henseende normal tekst vilde man få, hvis man turde skrive dette halvvers på følgende måde:


Þvít upp skolo álar,
ǫlstafns, áþr þér hafnak,
lýse-Grund á lande
linnfárs þióþá rinna.


Konstruktion: þvít álar þióþa á linnfárs lande skolo rinna upp, áþr þér hafnak, ǫlstafns lýse- Grund.

linnfárs land er da = Snæland eller Island; jfr. Sn. E. II, s. 429/29 og 513/13; Snær er sótt orma ok vetr. Vel plejer kendinger som orms galle, orms trege osv. at betyde vinter, men i følge sagens natur kan de også betyde kulde, sne, is, hvis de forekommer i forbindelser, hvor denne betydning kræves af sammenhængen. På samme måde kan bane, grand vifar osv. efter omstændighederne betyde enten ild eller vind. Forvanskningen kan let tænkes at være opstået ved en misforståelse eller rettere ikkeforståelse af den forholdsvis sjældne kending, og det er ikke umuligt, at den sædvanlige forbindelse linns land (= guld) dunkelt har foresvævet den person, hvem forvanskningen skyldes, uden at han gjorde sig klart, om den passede i denne sammenhæng. Efter at den oprindelige mening således var bleven fordunklet, var det naturligt, at å lande kunde blive til i lande, idet man forbandt álar þioþá (allar þióþár) renna upp i lande, og i denne forbindelse synes præpositionen i at passe bedre end á.

Forvanskningen þióþár for þioþá er rimeligvis foranlediget ved det følgende r i rinna, ligesom det også for en overfladisk betragtning måtte ligge nær at søge subjektet til rinna i det nærmest foregående ord. Denne forvanskning har igen haft forvanskningen af álar til allar til følge. Rimene i 5. versl. bliver skol : ál-.

Hvis man går ud fra de af mig foreslåede læsemåder, bliver tanken i halvverset: "For vil de store elves dybe strømme (álar) i vort land flyde op til deres udspring, end jeg ophører at elske dig, Steingerðr" ! Med hensyn til forbindelsen álar þióþá se Fritzner 2 under áll, 3 og under áráll.


V. 30/1: háttlausa.


I stedet for håndskriftets Hefi ek á holm ofgengit har jeg først tænkt mig, at der burde læses: Hefer drengr á holm genget. Men dr. Jón Þorkelsson gør mig opmærksom på, at når den ene bistav står i verslinjens tredje sidste stavelse, står den anden bistav vistnok altid i næstsidste stavelse. I Geisli har jeg således fundet bistav i tredje sidste stavelse 16 gange, og på alle disse steder står den anden bistav i næstsidste[59]. Jeg tror derfor at burde foreslå: Hefer drengr holm of genget. Akkusativ står undertiden i gamle digte for at betegne det sted, til hvilket bevægelsen sker[60]. Senere havde den mundtlige overlevering tendens til at indsætte en præposition på disse steder, og derved synes forvanskningen at være opstået på dette sted. Efter at á var trængt ind foran holm, blev verslinjen for lang, og man eliminerede da en stavelse ved at sætte hefek for hefer drengr. På lignende måde bruges drengr om den talende selv i sagaens v. 62/4 og f. eks. i Hkr. Ól. h. k. 70, 4. vers.


V. 34/3: háttlausa.


I indskudssætningen mærþ ber'k fyr þik mina er det sidste ord overflødigt og gør et prætentiøst indtryk i en poetisk bagatel (lausa-visa) som denne. Måske har det fortrængt et oprindeligt merkan, epitet til sværdkendingen dreyra mære, hvis hovedord i øvrigt er mig uforklarligt. Rimene bliver ber'k: merk-.


V. 50/3 og /5: háttlausa.


Det ligger nær at rette verþr i 3. verslinje til hlýt'k, hvorved man får rimene hlýt: Gaut-.

I 5. verslinje bør håndskriftets "skyruidir" vistnok rettes til skialdviþer, hvilken læsemåde også findes i et par papirshåndskrifter. Rimene bliver da skiald : skald.


V. 52/3 og /7: háttlausa.


Hverken Svb. Egilssons eller Gunnar Pálssons tolkning af indskudssætningen vér kunnom skil skepia eller rettere af udtrykket skepia skil synes at være fuldt ud tilfredsstillende. Ordet skil betyder "fyldestgørende udredsel af hvad man er skyldig" (Fritzner), og kan derfor næppe bruges for at betegne gengældelse, når talen er om at gengælde ondt med ondt. Jeg formoder derfor, at 3. verslinje oprindelig har lydt:


vér kunnom skaup skepia


ɔ: "jeg forstår mig på at digte spottevers". Denne udtalelse synes at passe bedst til sammenhængen og indleder på en naturlig måde den i sidste halvvers udtrykte mening. Rimene bliver skaup : sk ep-. Med hensyn til ordet skaup kan jævnføres sagaens v. 74/6, Lex. poet. under dette ord og det i Småstykker, København 1886, s. 191 anførte vers, hvis sidste linjepar formodenlig bør skrives:


svá gjǫrast mál mjó
mærðar i skaup færð,

ɔo: svá mjó mál gjǫrast færð í mærðar skaup.


V. 52/7-8 gengives i udg. i overensstemmelse med håndskriftet således:


nú hefe'k illan enda
Eysteins sonom leystan.


Tanken i disse verslinjer er vistnok i det væsentlige rigtig opfattet af Svb. Egilsson, som oversætter: inchoavi rem filiis E. exitio futuram. Man sammenligne Gisl. Khavn 1849, s. 82/1: ok mun þó endir einn leystr vera um þá ógiptu, er yþr frændum mun þar af standa, hvor disse ord i den udgaven vedføjede ordsamling s. 192 (under endir) sikkert med rette oversættes "dog er dette vistnok kun begyndelsen til den ulykke, (der o.s.v.)". Fritzner, som i 2. udg. af sin ordbog optager denne forklaring, tilføjer den rigtige bemærkning, at der til grund for udtrykket synes at ligge en sammenligning med enderne af et reb; kun må man tænke sig, at rebet er sammenslynget til en indviklet knude; leysa enda betyder da at løse den ene yderende af rebet op, d.v.s. begynde på at løse knuden. Når nu hertil kommer en hensynsbetegnelse i dativ og et attribut af betydningen "slem, indviklet, vanskelig" samtidig føjes til enda, kan det ikke betyde andet end eg. at begynde på løsningen af en vanskelig knude, for derpå at overlade den endelige løsning til en anden, ɔ: at sætte en i gang med en vanskelig opgave. Udtrykket betyder altså her væsentlig det samme som riða e-m knút, give en en indviklet knude at løse (Fms. VII, s. 123/11). Hvis man i stedet for illan skriver undenn, ptc. af vinda, fastsnøret, indviklet, får man stavelserim (und- : end-). Vi har da her et af de mange eksempler på, at et ord har fortrængt et andet mindre almindeligt af lignende betydning.


V. 53/7: háttlausa.


Rimet restitueres, når man i stedet for hann's til latr frá liósse skriver sá 's osv. (sá' s : lióss-).


V. 58 7: háttlausa.


Konr. Gislasons rettelse venio for vitia bør sikkert optages. Rimene bliver da hann : veni-.


V. 74 7: háttlausa.


De to sidste verslinjer udgør her en sætning for sig, som i håndskriftet skrives:


vist hafðir mer vaðer
verr spakonu ferri


men som endnu ikke synes at være bleven rigtig fortolket. Udg. 1832 oversætter: certe habuisti me tegmina, fatidicae mulieris marite, pauciora. Denne tolkning, hvortil Svb. Egilsson synes at have sluttet sig (se Lex. poet. under ferri, s. 166a), kan allerede af den grund ikke være rigtig, at den går ud fra, at "ferri" er komparativ af fár, altså står for "færi"", som ikke kan danne det fordrede helrim med verr, maritus. Dette "ferri" kan ikke være noget andet ord end det, som også optræder i den brudte form fiarre, "procul". Dette har også M. indset. Men når han retter mér til þér og oversætter: "Jedenfalls, hexengatte, fehlte dir deine (volle) rüstung", har han næppe truffet det rigtige. Hverken i prosateksten eller i resten af verset tales der om et angreb fra Kormaks side på Þorolfr. Tværtimod! Både prosaen og verset synes kun at kende et fra Þorolfr udgået, men af Kormakr heldig afbødet angreb. Hvad grund er der da til at tale om, at Þorolfr ikke har sine váþer i nærheden? Dette ord kan dog ikke betyde våben i det hele, men kun "rustning, klæder, som man ifører sig til beskyttelse mod fjendens våben" (Fritzner).

Hvorledes bør da det foreliggende linjepar tydes? Ved at læse det mindes man uvilkårlig om det upersonlige udtryk fiarre[61] hefer, at osv., som forekommer hos Markus Skeggjason i Sn. E. I, s. 318/12, samt om det modsatte nær hefer, hvorpå Fritzner 2 I, s. 683 anfører flere eksempler. Disse udtryk betyder henholdsvis "det er langt fra", "det er nærved"; oprindelig betyder de sikkert "træffe langt fra eller nærved noget". Denne betydning fremtræder undertiden tydelig, som f. eks. i følgende eksempler: Flat. I, s. 463/20: örin fló undir töfluna ... ok svá nær hafði hausinum, at heldr en ekki dreyrði. Konung. 318/1: konungr kvezt svá dreymt hafa, sem þeim munde nær hafa. Fra først af har man uden tvivl tænkt sig, eller virkelig brugt, en objektsakkusativ til disse upersonlige udtryk; i det fra Flat. hentede eksempel er det således klart, at ǫrina bør underforstås efter hafði; anderledes kan brugen af hafa i disse forbindelser næppe forklares. Og virkelig forekommer hafa nær en gang med en akkusativ som objekt på et sted, hvor det rigtignok ikke bruges upersonlig, nemlig Sn. E. I, s. 162/13: þú hafðir svá nær haft oss mikilli úfæru.

Hvis man nu tænker sig, at der i vort vers i stedet for "vaðer" oprindelig har ståt et substantiv i akkusativ af en lignende betydning som ryþskalm i 2. verslinje, og samtidig helst retter "hafðir" til hafðe[62], bliver det hele klart. Tanken er da: "Din sløve klinge kom mig ikke nær".

Men hvor har vi nu et sådant substantiv, som tillige tilfredsstiller de metriske fordringer, med v som begyndelsesbogstav og dannende rim enten med vist eller med hafþ-? Derom tør jeg kun fremsætte en løs formodning. Man har i det oldislandske sprog et substantiv refþe, som i Oxf. ordbogen vistnok med rette sættes i forbindelse med ǫαβδος og lige som det græske ord betyder stok[63]. Det kommer nu an på, om det islandske ord kan antages at have haft vr i forlyden; hvis dette var tilfældet, vilde det dels tilfredstille de metriske krav, dels også, hvad meningen angår, som en passende betegnelse for et sløvt angrebsvåben, ligesom man nu til dags vilde kunne bruge ordet rapir i lignende betydning. Her har man ikke andet til vejledning end de beslægtede ord i fremmede sprog. Og virkelig synes det græske ord, som af Curtius sættes i forbindelse med ǫετοω, ǫαπις samt med lit. "virbas", "ruthe", at have haft digamma i forlyden. Derpå tyder blandt andet den kendsgærning , at det hos Homer bevirker positionsforlængelse af en umiddelbart foregående kort vokal (se J. la Roche's udg. af Hom. IL, Leipzig 1883, Einl. § 23). Det beslægtede ǫαπις skriver Autenrieth ligefrem med digamma.

Det er let at forstå, hvorledes et oprindeligt vrefþe næsten uundgåelig måtte forvanskes under den mundtlige overlevering, efter at begyndelsesbogstavet, den ene af de to bistave, var faldet bort i den folkelige udtale. Uvilkårlig blev det fortrængt af et i udtalen med v begyndende ord, idet nødvendigheden af to bistave gjorde sig gældende.

I det første halvvers har man haft vanskelighed ved at tolke udtrykket fæger Fiǫlnes veigar (3. verslinje). Konr. Gislason har med rette kritiseret de ældre tolkningsforsøg, uden dog at sætte noget i stedet for dem. Efter min mening bør fæger rettes til fægek; man får da en sætning af samme betydning som f. eks. stære'k brag hos Hallfreðr[64] "Den stereotype skjaldedigtning indfletter ofte ytringer som stære'k brag[65]. En aldeles lignende forvanskning har fundet sted i sagaens v. 72/6 , hvor F. Jónsson med rette læser brag greipek (måske endnu bedre brag greiþom) for bragar greiþe; uafhængig af F. Jónsson er jeg på dette sted kommen til samme resultat som han, hvilket turde tale for, at rettelsen har truffet det rigtige[66].


V. 76 1: háttlausa.


I stedet for varþ'k bør formodenlig skrives hlýt'k (rimene hlýt : bæt).


V. 85/5 og 7: háttlausa.


I 5. verslinje er det påfaldende, at adjektivet breiþr bruges som epitet til sværdet; man plejer ikke at sige om sværdene, men vel om spydene, at de ere "brede"[67]: breiþan bør derfor vistnok rettes til beittan, hvorved stavelserimet tillige restitueres (knátt- beitt-).

I 7. verslinje får man stavelserim ved en let omstilling af ordene i denne og den følgende verslinje, således:


strádauþr greipa glóþar
Gerþr þó mon ek verþfa.


I øvrigt er blóvǫnd i 6. verslinje rimeligvis forvansket, da det ikke danner helrim med lundar. Jeg formoder, at man her har den samme sværdkending, som i v. 75/4 optræder i den rimeligvis forvanskede form blaþsund (i akkusativ); men at udlyden har været -und, er sikret ved helrim ( und : fund-). I v. 85/6 synes denne sjældne kending at være bleven fortrængt af den hyppigere og ved flere analogier støttede sværdbetegnelse.


V. 54/3: mindre nøjagtige rim.


Dette vers skrives i udgaven således:


Ugge'k litt þótt legge
landvǫrþr saman rander
(vasat 'virþar' stære)
vellauþegr mér daupa,
meþan sker-iarþar, Skarpe!
skorþo man'k fyr norþan
(hvǫss angrar sú, sesse!
sótt) Þórketels dóttor.


Konstruktion: "Ugge'k mér dauþa litt, þótt landvǫrþr vellauþegr legge saman rander (vasat herr[68] virþa[69] stære), meðan, Skarpe, ek man skeriarþar skorpo Þórketels dóttor fyr norþan (sú sótt hvǫss angrar, sesse!)

Udtrykket leggia saman rander bruges ellers altid om to fjendtlige hære og betyder "at lægge skjold mod skjold", ɔ: kæmpe med skjoldene tæt op til hinanden (Lex. poet. under rǫnd 2.). På grund af dets reciproke betydning kræver det enten et subjekt i flertallet eller mindst to subjekter i enkelttallet. Derfor kan landvǫrþr her ikke være subjekt dertil. I stedet for legge formoder jeg leggem (legge); subjektet er da et underforstået vér, ɔ: vore folk og fjenden.

3. verslinje skrives i håndskriftet: varat virðar stærre. Hvis varat, som man hidtil har ment, repræsenterer ældre vas-at, præt. af vesa med tilføjet nægtelse, er det unægtelig på grund af versemålet nødvendigt at tilføje en stavelse, således som M. har gjort, når han skriver vasat herr virþa stærre; men jeg nærer dog tvivl om, at denne rettelse har truffet det rigtige. Sætningen vasat herr virþa stærre vilde ikke kunne betyde andet end: "der fandtes ikke (ɔ: aldrig) en større hær", og der måtte være ment den fjendtlige hær; men dels indeholder denne sætning en utålelig overdrivelse, dels er den i høj grad uklar, for så vidt som det ikke fremhæves, hvilken hær der menes; endelig vilde den, udtalt under kampen, snarest ligne et uvilkårligt udbrud af frygt, som vilde stå i en underlig modsætning til det kække: ugge'k lítt &c. Går man ud fra håndskriftets læsemåde, ligger det nærmest at antage, at varat ikke repræsenterer vasat men vár- at, præs. ind. 3. pers. sg. af verbet med det negative suffiks -at. Første stavelse i verslinjen er da lang, og nødvendigheden af at indsætte en stavelse bortfalder; ligeledes kommer rimene fuldstændig i orden (vár: stær-). I øvrigt tror jeg ikke, at håndskriftes "stærri" er komparativ af "storr", som på dette sted ikke synes at kunne give nogen passende mening; jeg formoder stære, ac. sg. af stærer, m., nomen agentis af stæra, der hyppig bruges som hovedord i mandkendinger. Når man betragter halvverset i dets helhed, hæver følgende indskudssætning sig naturlig frem fra den omsluttende sætnings baggrund: landvǫrþr vellauþegr "várat" virþar stære. Uforståeligt er kun virþar, som i denne forbindelse ikke giver nogen mening. Jeg formoder, at det har fortrængt et bestemmelsesord i genitiv, som sammen med stære udgør en mandkendirig i akkusativ, objekt til vár; måske bør virþar derfor rettes til viga. Den hele indskudssætning landvǫrþr vellauþegr várat viga stære betyder da: den guldrige konge klager ikke (ɔ: har ikke grund til at klage) over mig. Med hensyn til brugen af verbet kan sammenlignes Hávam. v. 19:


okynnis þess
vár þic engi maþr,
at þv gangir snemma at sofa.


Det betyder at dadle en, og grunden, hvorfor man dadler, tilføjes i genitiv. Selvfølgelig kan denne genitiv underforstås, hvor den som på vort sted fremgår af sammenhængen ; man må her underforstå framgǫngo eller et ord af lignende betydning i genitiv.

I sidste halvvers er brugen af konjunktionen meþan og kendingen skeriarþar (havets) skorþa i høj grad stødende. Det lyder unaturlig, når skjaldens forbigående, ephemære sindsstemning (ugge'k litt &c.) ved konjunktionen meþan, der betegner det samtidige, stilles i tidsforhold til den dybe, vedvarende følelse, som stadig bringer ham til at tænke på Steingerðr; den samme indvending gælder også, om man opfatter meþan som adverbium (interea). Kendingen skeriarþar skorþa er ufuldstændig; i stedet for "havets skorþa" vænter man "havildens (guldets) sk."; der savnes med andre ord en ildbetegnelse i genitiv. Af denne dobbelte grund mener jeg, at meþan bør rettes til en ildbetegnelse i genitiv, og formoder, at der oprindelig har ståt mulens. Dette ord optræder blandt månebenævnelser i Sn. E. (I, 472/4; II, 485a/22, 569a/5) og Alvissm. v. 14 samt i Árni Jónsson's Guðmundardrápa v. 64/3 (Bisk. II, s. 216), hvor håndskr. dog har musins. Som bekendt bruges månenavne hyppig som hovedord i guld- (eller måske snarere sølv-) kendinger i forbindelse med et bestemmelsesord, der betyder hav eller vand; de har altså den samme funktion som ildbetegnelser, og dette er sikkert grunden til, at "myln", der uden tvivl er det samme ord som mulenn, opregnes blandt ildbenævnelser i Sn. E. (II, s. 486b/17 og 570b/1). Det er let at forstå, hvorledes dette forholdsvis sjældne ord kunde blive genstand for forvanskning.

Jeg tror derfor at burde foreslå følgende ordforbindelse i dette vers:

Ugge'k mér litt dauþa, þót leggem saman rander. Vellauþegr landvǫrþr vårat viga stære. Skarpe! Man'k skeriarþar mulens skorþo, Þórketels dottor, fyr norþan. Sú hvǫss sótt angrar, sesse!

Tanken er: "Midt i kampen frygter jeg ikke døden. Kongen har ingen grund til at klage over mig. Men erindringen om Stg. forfølger mig og piner mit sind".

Om den asyndetiske sætningsforbindelse se Konr. Gislason, Nogle bemærkn. om skjaldedigtenes beskaffenhed i formel henseende, Vsk. Selsk. Skr., 5. række, hist. og filos. afd. 4. b. VII, s. 299—301. Rimeligvis har den bidraget til, at mulens netop blev fortrængt af meþan.


__________


Jeg har således gennemgået de fleste uregelmæssigheder ved stavelserimet, der forekommer i sagaens vers. Hvis man turde gå ud fra, hvad jeg ingenlunde vover at påstå, at alle de rettelser, hvorved jeg har foreslået at restituere stavelserimet, bør optages, har vi kun følgende uregelmæssigheder tilbage:


1) I de lige verslinjer:

1 gang skothent, nemlig i v. 17/4, som åbenbart er forvansket (se ovenfor s. 49).

2) I de ulige verslinjer:

a) háttlausa på følgende 9 steder: Vv. 1/1, 29/1, 29/3, 30/3, 40/1, 40/5, 59/5, 64/1 og 76/3. Med hensyn til v. 59/5 og 76/3 bemærkes, at de halvvers, hvortil disse verslinjer hører, som de foreligger, er uforståelige og endnu ikke tolkede på en tilfredsstillende måde. Også v. 29/1 er sikkert forvansket; det første at er overflødigt og uforklarligt (måske bør man skrive ár?); men i øvrigt gør M. opmærksom på, at rimene måske er yr (for yþr) :fær-. Ligeledes tvivler jeg på, at nogen endnu rigtig har opfattet v. 1, første halvdel. Når disse 4 steder regnes fra, bliver der altså 5 tilbage, som muligvis også er forvanskede[70].

b) unøjagtige rim på 3 steder: Vv. 44/3, 81/5, 84/1.


__________


På grænsen mellem háttlausa og dróttkvætt står, som alt bemærket:


V. 26.


Det første halvvers står nærmere ved dróttkvætt end det sidste, idet de lige verslinjer 2. og 4. frembyder regelmæssige rim. Også i de ulige verslinjer restitueres rimene her ligesom af sig selv, nemlig når man i 1. versl. skriver segr[71] for telr, i 3. reiþ ek for gørþa'k. Rimene bliver da henholdsvis seg(r) : log(n)- og reiþ : móþ-. Den sidste rettelse har også dr. Jón Þorkelsson gjort uafhængig af mig.

Det sidste halvvers er derimod vanskeligere. Hvis man går ud fra håndskriftets læsemåde, har samtlige verslinjer i dette halvvers uregelmæssige rim eller mangler rim. Det ligger altså nærmest at betragte dette halvvers som háttlausa. Ikke desto mindre har allerede Gunnar Pálsson restitueret stavelserimene i 5. verslinje ved en let omstilling af ordene, hvilken rettelse M. har optaget. Hvis man går videre på den af G. P. betrådte bane, kunde man rette sprynge i 6. halvvers til springe — præsens synes til nød at kunne forsvares efter ek vilda[72]; i 7. verslinje kunde man rette áttom til urþom, og i 8. verslinje det uforståelige grafna til níta. Rimene bliver da henholdsvis: heldr : vild-, hring- : spring-, sparþ : urþ- og litt: nit-. Den prosaiske ordfølge er: hálfo heldr vilda ek at marr springe en níta þér, hring-Eir! Sparþak allitt ió, þann's urþom. Nita må opfattes som infinitiv og urfom som præt. af verþa i betydningen "tabe" (jfr. prosateksten s. 16/20: ok hafþi Kormakr þá sprengðan hest sinn).

Imidlertid må det udtrykkelig fremhæves, at alle disse rettelser — navnlig dog rettelserne i sidste halvvers — er i høj grad tvivlsomme, og jeg fremsætter dem derfor kun som muligheder.


Spredte bemærkninger.


Jeg tror således at have påvist, at versene i Korm. ikke er så skødesløse med hensyn til formen, som man har ment, samt at der er en til sandsynlighed grænsende mulighed for, at de afvigelser fra det normale, som ikke lader sig hæve ved en rigtigere tolkning eller rettelse, skyldes forvanskning.

Der er imidlertid endnu nogle steder i disse vers, som jeg kunde ønske at udtale mig om.


V. 4/1-4.


Dette halvvers skrives i udgaven således.


Hófat lind (né leyndak)
líþs hyriar (því strí´e)
— bands man'k beiþa Rinde —
baugsæm af mér augo.


Konstruktion: Liþs hyriar lind baugsæm hofat augo af mér (né leyndak þvi stríþe — man ek bands Rinde beiþa).

Kendingen líþs hyriar lind synes at være umulig; líþs hyrr kan ikke betyde guld, eftersom líþ vel aldrig betyder andet end øl og aldrig bruges i guldomskrivninger; líþs lind er i og for sig en fuldstændig og normal kending. Ordet hyriar hører sikkert til indskudssætningen bands man'k beiþa Rinde; men her er beiþa uforståeligt[73], og jeg formoder, at man bør skrive beiþe-Rinde (jfr. hǫrbeiþe-Sif i v. 7/6 , golls beiþe-Niǫron (rettelse) i v. 63/5-6). Hvis man tænker sig, at band her betyder det samme som hǫfoþband, er der mulighed for, at bands hyrr kan betyde guld, da disse smykker hyppig var af guld eller prydede med guld (jfr. gullband, gullhlaþ; af en lignende grund kaldes guldet for håndens, sværdets, mastetoppens ild. Man får da i bands hyriar beiþe-Rindr en normal kending.


V. 5/1: "íta". V. 5/5 : "haukmærar".


Finn Magnusson ser i "íta" en genitiv af ýtar, viri, og forbinder: Eitt ýta lýte, ok þo lítet, kvaþsk allhvit eldbekks Eir þekkia osv.; ýta lýte oversætter han (eller Gunnar Pálsson?) ved virorum dehonestamentum. Jeg tror ikke, denne tolkning kan være rigtig. Den lyde, som verset omtaler, er ikke af den natur, at den er ejendommelig for manden snarere end for kvinden, og desuden tvivler jeg om, at ytar kan bruges for at betegne "mænd" i modsætning til kvinder, hvilket her måtte være meningen. Heller ikke kan yta betyde "inter homines". Allerede Gunnar Pálsson har foreslået at rette "ita" til "en itra" (Korm. 1 - s. 21. under teksten). Men så bliver verslinjen for lang, medmindre man samtidig omstiller ordene: Eitt kvaþsk lyte' en itra og således har verslinjen efter min mening oprindelig lydt. Grunden til forvanskningen på dette sted synes at have været den naturlige tiltrækningskraft, som eitt udøvede på det substantiv, hvortil det hørte, og som rimeligvis under den mundtlige overlevering bevirkede omstillingen af lyte og kvaþsk; efter denne omstilling var verslinjen bleven for lang, således at en som det mindst væsentlige ord måtte vige; men efter at artiklen var falden bort, blev adjektivet i den bestemte form uforståeligt og som sådant et let bytte for forvanskning.

I sidste halvvers er kvindekendingen haukmærar Hlín, håndens gudinde, næppe oprindelig. I stedet for haukmærar formoder jeg húnmærar, genit. af húnmærr, "brikkeland", spillebræt, jfr. húnknǫrr i v. 4 5 og húns vangr i Eyrb. k. 28, 1. vers (Leipz. 1864, s. 47) samt de kvindekendinger, i hvilke disse omskrivninger optræder. Også i Orkn. s. Kh. 1780, s. 280/15 (Flat. H, s. 478 nederst) bør måske haukvallar rettes til húnvallar. Kendinger som húnmærr, hunvǫlr er forholdsvis sjældne og kunde derfor let bukke under for mere almindelige og bekendte omskrivninger som haukmærr, haukvǫllr.


V. 8/5-8.


Dette halvvers skrives i udgaven således:


Verþ es Engla iarþar
Eir háþyrnes geira,
sólgunne met'k svinna
sunds ok Íra grundar.


Konstruktion: Háþyrnes geira Eir es verþ Engla- iarþar, met'k sunds sól-Gunne svinna ok Íra-grundar.

Parallelismen med første halvvers, den naturlige af sammenhængen krævede tanke, endelig også ordstillingen taler for, at ok her betyder (ikke "også" men) "og", samt at det forbinder Engla-iarþar med Íra-grundar. Jeg tror derfor at burde foreslå følgende ordforbindelse:

Háþyrnes geira eir es verþ Engla-iarþar ok Íra-grundar. Met'k sunds sól-Gunne svinna.

Indskudssætningen: "Met'k" osv., betyder enten: "Jeg anser kvinden for klog", eller: "Jeg værdsætter en klog kvinde", d. v. s.: den kvinde, som jeg værdsætter, er klog. Kendingen háþyrnes geirr kan næppe betyde en kam, eftersom hovedordet ikke giver noget naturligt billede af kammen; måske betegner den et slags nål eller pil til at stikke igennem håret for at holde det sammen.


V. 21/1: blindom. V. 21/3 : yrþe goþ sem gerðiz.


Epitetet blindr passer ikke til Kormakr, som ikke var blind; at blindr her skulde stå for at antyde stifbroderforholdet mellem Kormakr og Fróþi, tror jeg ikke på; en sådan antagelse kan næppe støttes ved noget parallelsted eller analogier fra andre ord i sproget eller fra beslægtede sprog. Jeg formoder derfor, at blindom bør rettes til det grafisk nærliggende og i denne forbindelse passende bilþom, som rimer med bróþor. Man må tænke sig fejlen opståt ved fejllæsning ("blíþum læst som blídum).

Sætningsforbindelsen i halvverset er sikkert i det væsenlige rigtig opfattet af M.: bauglester! munda'k festa mik bróþor blindom Fróþa (yrþ)e goþ ok skǫp góþ mér! sem gerþiz"). I sine anmærkninger til stedet antyder han muligheden af, at sætningen yrþe goþ osv. er en betingelsessætning (at yrþe altså står for ef yrþe), og således bør den uden tvivl opfattes. En ønskende hovedsætning passer ikke så godt i sammenhængen som en betingelsessætning, og dertil kommer, at ønskende hovedsætninger plejer at stå i præsens[74]. Men i en betingende bisætning er udeladelsen af konjunktionen ef usædvanlig[75], og tillige er ordene "sem gerþiz" uforståelige. Svb. Egilssons tolkning, som går ud fra, at "gerþiz" er genitiv af gerþe, n., og forbinder Fróþa gerþes bauglester, kan ikke komme i betragtning, efter at man har opdaget, at Fróþe her er Kormaks broder, altså ikke noget søkongenavn. Udg. 1832 oversætter: "si existerent dii, qui fierent" osv. Denne tolkning er med rette kritiseret af M. Måske har det været tolkerens mening at opfatte yrþe goþ sem gerþesk som en pleonastisk omskrivning i stedet for yrþe goþ eller gerþesk goþ alene. Men denne tolkning er dog altfor unaturlig.

Sætningen minder påfaldende om Sigurðarkviða en skamma v. 58:


ef okkr góþ of skǫp
gerþe verþa.


Dette sted har åbenbart foresvævet den, som digtede verset i Korm., og med det for øje er det vistnok ikke for dristigt at antage, at 3. verslinje oprindelig har lydt: verþa goþ ef gerþe. Ordfølgen i bisætningen bliver da: ef goþ ok skǫp gerþe verþa mér góþ.


V. 23/1-4.


skrives i håndskriftet således:


Brott hefir Bersi setta.
beiðiz hann areiða.
valkiosand at visu.
vins heitkonu mina.


Konstruktion: Berse hefer setta brott heitkono mina, hann, vins val kiósande, beiþesk at viso áreiþa.

Dr. Jón Þorkelsson har henledet min opmærksomhed på det upasssende i udtrykket setia brott i denne forbindelse, samt at den forholdsvis sene form brott er mistænkelig i et så gammelt vers. Han formoder derfor brått ...sotta for brott ...setta, og unægtelig vinder udtrykket i klarhed og kraft ved disse rettelser.

De forsøg, som man har gjort på at fortolke indskudssætningen i dette halvvers, synes alle at være mislykkede. Sætningen beiþesk hann áreiþa giver ikke nogen passende mening. Den eneste mulige tolkning af disse ord, som de foreligger, synes at være: "Berse udæsker mig til at ride ham over". Det urimelige i, at Berses bryllup med Steingerðr skulde indeholde en så latterlig udæskning til Kormakr, er indlysende. Svb. Egilsson oversætter áreiþ ved "persecutio, quae equis fit" , men dette kan áreif ikke betyde.

Kendingen valkiosande vins kan næppe betyde "eligens sangvinem", "præliator"; en sådan kending vilde sikkert være enestående. Jeg formoder, at der i val- skjuler sig et af Odins navne eller også et dværgenavn eller jættenavn, som i forbindelse med vins vilde give en omskrivning af betydningen digt, kvad; val vins kiósande vilde da være en passende skjaldkending. I et stykke af Vóluspá, optaget i Sn. E. I, s. 66., opregnes blandt dværgenavne "Vali"; denne læsemåde står her både i cod. reg. No. 2367, 4° og cod. Wormianus og Upsalensis; men den ældre Eddas håndskrifter, cod. reg. No. 2365, 4° og Hauksbok har Nali. Hvis Vale skulde være det rigtige, er det ikke utænkeligt, at valkiosandi vins kunde stå for Vala vins kiósande. Stammerne på -an taber ikke sjælden som første sammensætningsled den sidste stavelse (f. eks. i banvænn, hangaldr, nefgjǫld, sleðfæri, sleðmeiðr, haklangr, harpslagi, hjartblód osv.). Hvis man i stedet for "val-" skriver Vakrs (Odins) eller Várs (dværgens), får man samme resultat.

Jeg tillader mig at henstille det som en mulighed, at dette halvvers oprindelig har lydt:


Brátt hefer Berse sótta
(beiþesk hann á reiþe
"val" -kiósanda at viso
vins) heitkono mina.


Denne tekst ordner jeg således: Brátt hefer Berse sótta heitkono mína. Hann beiþesk at viso á reife "val"-vins kiosanda.

Tanken i indskudssætningen er da: "Han udæsker visselig over sit hoved (beiþesk á = beiþer á sik) skjaldens (ɔ: min) vrede"; beiþask á reiþe betyder det modsatte af udtrykket biþia af sér reiþe, som forekommer f. eks. i Ol. h. Kria 1853, s. 169/3. (Jfr. Stockh. Hom. s. 155/82 (lósk . . á).


V. 40/7: i sléttan.


Gr. Vigfiissons rettelse sléttom synes ikke at være begrundet. Ordene i sléttan Saurbæ hører uden tvivl til sætningen þat hef'k sótt, som uden dem bliver mat og intetsigende. Akkusativ er her netop på sin plads efter præpositionen i, som betegner den i sækia liggende bevægelse hen til stedet[76]. Det bemærkes, at Þórðr, den mand, som Berse tilskriver skylden for sit nederlag, i følge sagaen bode på gården Múli i landskabet Saurbær.


V. 43/6: of.


Dette of er tilføjet af M. , som det synes uden grund. Ved verbet reiþask tilføjes vredens grund regelmæssig i dativ[77], og på vort sted er minna en sådan dativ, styret af reiþask. Vel må det indrømmes, at præpositionerne um(b), of, viþ) også bruges i forbindelse med reiþask og verber af lignende betydning for at betegne grunden, men der er ingen grund til at indføre dem ved konjektur.


V. 56/1-4.


skrives i udgaven således :


Brim gnýr bratter hamrar
blálands Haka strandar
alt gialfr eyia þialfa
út liþr i staþ viþes.


De to første verslinjer ordner Svb. Egilsson således: Brim blálands gnýr; Haka strandar hamrar bratter, og underforstår ero i den sidste sætning. Blandt de indvendinger, som kan rejses mod denne opfattelse, er det tilstrækkeligt at fremhæve, at verbet vera i denne forbindelse på ingen måde kan undværes. Vanskeligheden hæves ved den af Finnur Jónsson foreslåede rettelse af bratter hamrar til bratta hamra, akkusativ, objekt til gnýr.

I 4. verslinje kan staþ næppe være akk. af staþr, m. , sted. Udtrykket i staþ viþes vilde i så fald næppe kunne betyde andet end "i havets sted", ɔ: til det sted, hvor havet før var (men nu ikke mere er), hvilket ikke giver nogen mening; de tidligere tolkere har ment, at disse ord betød: "til det sted, hvor havet er"; men denne tanke kunde have været udtrykt simplere ved blot at sige í viþe. Jeg tror derfor, at håndskriftets "stað viðes" bør opfattes som stoþ Víþes. Måske er "stað" en ældgammel lævning af en uomlydt form. I Viþes ser jeg et af havjætten Æg er 's navne; denne kaldes jo i Ynglingatal for "Sær"[78], og undertiden betegnes han ved andre havbenævnelser som Gýmer, Hlér. Kendingen Viþes stǫþ, havjættens bolig, kan sammenlignes f. eks. med Æges grund i Harmsól v. 41, jfr. også Rán-heimr, Ránar vegr osv.

Ordforbindelsen i halvverset er efter min mening følgende : Brim Haka blálands gnýr bratta hamra strandar. Allt gialfr eyia þialfa líþr út i Viþes stóþ.

Hakes (søkongens) blå land er naturligvis havet. Skjalden maler bølgernes vekslende bevægelse, idet brændingen snart slår mod kystens stejle klipper, snart glider tilbage fra stranden mod dybet. Man lægge mærke til parallelismen mellem brim Haka blálands og gialfr eyia þialfa.


V. 57/6 : fregne.


Første halvvers synes at være i orden, når man i 3. verslinje med M. læser enten skiarr's hann viþ þys þenna eller skirresk hann þys þenna. Derimod er fregne i 6. versl. uden tvivl forvansket. For det første vænter man indikativ efter þá's, altså enten fregna eller fregnom[79]. For det andet passer fregna her slet ikke. Skibsfolkene (aller oddregns stafar), og blandt dem selve skjalden, må jo have været øjenvidner til, at råen knækkede og blev repareret, og det er derfor meningsløst at sige, at de "får efterretning derom"; hvem kan desuden være overbringer af denne efterretning? Jeg tror derfor, at fregne bør rettes til hegnom og forbinder:

Þá's allsnialler aller oddregns stafar hegnom rábundenn sund faxa í Sólundar sunde.

hegna betyder her "at værne om" (se Lex. poet. og Fritzner 2 under ordet); dette er sikkert, som Svb. Egilsson antager, ordets ældste betydning; rábundenn, med sammenbunden rå, er tænkt som f. eks. fótbrotenn. Tanken i verset er: "Når jeg i forening med alle de flinke sømænd søger at værne om vort havarerede[80] skib, har jeg det anderledes end T., når en af hans trælle slår en møgslæde i stykker for ham[81]. Den karl holder ikke af strabadser og gyser tilbage for en søgang som denne".

Efter sem bruges her konjunktiv, fordi udsagnet ikke tænkes som virkeligt, men alene sættes og antages til sammenligning[82]. I øvrigt står sem þriótr brióte Tinteine myksleþa ved en let brachylogi i stedet for: sem Tinteine mynde, ef þriótr bryte hánom mykslefa[83].


V. 67/5-8.


bør formodentlig konstrueres således:

þat mono vitter Þropt regns stafar fregna, nema Þróttar fél miþlendr véle mik fiǫrve. Byriak frægþ.

At "fel" (A) umulig kan være det samme ord som fiǫl, f. , (Svb. Eg.), er indlysende, da ordet her danner helrim med véle. Jeg ser deri en gammel form af det ord, som ellers i islandsk stadig optræder under formen þél, f., fil, og tror, at Þróttar fél, Odins fil, er sværdet, Þrottar fél miþlande en mandkending. Ordet þél forekommer også på andre steder som hovedord i sværdkendinger, således i kendingerne grafninga þél, skjoldenes fil, og navnlig i rekninga éls þél kampens fil (se Lex. poet. under él). Hvorfor kan sværdet da ikke også kaldes for Odens fil, ligesom man finder f. eks. Viþres vǫndr, Gauts sigþr osv. ved siden af morþvǫndr, Hildar sigþr osv.

Hvis jeg har ret i, at fél her betyder fil, synes stedet at bevise, at den vestnordiske form þél er yngre end de tilsvarende østnordiske former, der begynder med f (oldd. fel, oldsv. fæl), og at formen fél endnu har været i brug på Island i det 10. århundrede (jfr. A. Noreen, Altisl. grammatik § 193 anm. 1 og Arkiv for nord. filol. III, s. 20, note 1. under teksten).


V.80/2: rógendr.


Et verbum róga har vistnok aldrig eksisteret hverken i det gamle eller i det nyere islandske sprog. Participiet rógande er derfor sproglig umuligt. Svb. Egilsson henfører "rógendr" (således A) til verbet róga, som betyder "at løfte eller bære noget med stor anstrængelse". Men på vort sted danner rog helrim med gnóg, og har derfor lang vokal. Jeg formoder derfor, at "rogendr" bør rettes til rogviþir; randar linna (sværdenes) róg er da kamp[84], og randar linna róg viþr en mandkending i vokativ.


__________


Jeg har i det foregående ofte måttet erklære mig for uenig med den ærede udgiver af Korm 2. Lad mig da til slutning takke ham for hans fortjænstfulde arbejde, idet jeg til ham selv i mit eget navn henvender de ord, han har brugt som epilog til sin udgave : "Si male quid feci, veniam peto; si bene grates".

Når vi nu står noget nærmere end Svb. Egilsson ved en rigtig forståelse af Kormaks vers, skyldes det væsenlig prof. Möbius' udgave af Kormaks saga.



Fodnoter

  1. Jfr. Kormaks saga herausg. v. Th. Möbius. Halle a. S. 1886, s. 71 fg. Denne udgave betegnes i det følgende ved Korm 2.
  2. "M." står her og i det følgende for professor Th. Môbius.
  3. Således mener Konr. Gislason, sikkert med rette, at der bør læses viner for frændr i v. 40/8, og, som jeg senere nærmere skal begrunde, er det sandsynligt, at der bør stå tƟþuþ for fylgþuþ) i v.39/1, hlýt'k for verþ'k i v. 50/3, sá's for hann's i v. 53/7, fekk for hlaut'k i v. 75/7 og hlaut'k for varþ'k i v. 76/1 osv.
  4. V. 76 i Korm.2 s. 50/20 og 51/23.
  5. V. 52/3-8 = 65/3-8.
  6. V. 18/1-4 ∾, v. 19/1-4, v. 30/ 1-4 ∾ v. 71/1-4 (jfr. v. 70/1), v. 37 ∾ v. 45.
  7. V. 37 ∾ v. 45.
  8. Jfr. Möbius i Korm. 2 s. 92—93.
  9. En undtagelse må jeg dog gøre med hensyn til vv. 70 og 71, som M. vistnok med rette anser for at være senere indskudte i sagaen. Ligeledes er det sandsynligt, at v. 65 er yngre end sagaen. De to første verslinjer af dette vers bærer spor af en sen tilblivelse. De skyldes vistnok en interpolator, som her har villet gentage v. 52, men var nødt til at digte de to første verslinjer helt om, da de ikke passede i de forandrede omgivelser.
  10. I v. 37/5 er vímarr en enestående ordform, som sikkert ikke er rigtig forklaret af Svb. E. , og som en følge deraf er ordforbindelsen og overhovedet hele tolkningen af dette halvvers højst usikker; rimeligvis er vímarr forvansket. Skulde der have stået: Gamall es geira vímrar (spydelvens, blodets, af vímor) gim — (blodildens, sværdets) — þeysande osv. ? Endnu mere dunkelt er v. 19/3-4. I Hkr. Har. gráf. k. 15, (Kh. 1777 s. 183/23 bør måske skrives: því kom (kemr?) vǫxtr i Vímor. Jfr. Jón Þorkelsson i Vsk. selsk. forhandl. 1884, s. 46.
  11. Njála II, s. 152—153.
  12. Hvorfor ikke "þriár merkr"? Således står der dog i verset i overensstemmelse med den sædvanlige prosaiske sprogbrug. Overhovedet synes tyske videnskabsmænd at ville indføre det som en regel i deres konstruktion af skjaldevers, at stille attributet efter det substantiv, hvortil det hører. At gøre sig dette til en ufravigelig regel er en forsyndelse mod sprogets ånd. Det rigtigste i denne henseende vilde åbenbart være at rette sig efter den ordstilling, som findes i verset.
  13. Se foregående fotnote.
  14. Flere eksempler anfører Nygård i Arkiv for nord. filol. I, s. 121 (§ 2 anm.), deriblandt fra Jomsv. (Cederschiolds udg.) 76, 23: drepi þenna sem skjótast.
  15. Se Korm. 2, glossaret under hallvitia.
  16. Jfr. Lex. poet. under hallgeislaðr, steindr, steinn 2, få.
  17. Bedre vissar stefno.
  18. Se foregående fotnote.
  19. Sn. E. I, s. 436/12, Hugo Gering: Kvæþabrot Braga ens gamla, s. 19—20.
  20. Sn. E. I, s. 436/3. Hugo Gering anf. st s. 19. Hugo Gering forklarer disse ord: "die wunschran der adernaustrocknun, die frau die den tod (ihres vaters) wunschte, d. i. Hildr". Denne tolkning, som er inspireret af Finnur Jonssons Kritiske studier s. 13, har ikke stor sandsynlighed for sig. For det første er det tvivlsomt, om æþa ofþerrer kan betyde død ; i følge sin sammensætning skulde dette ordkompleks snarest betyde blodtab eller anæmi. Men selv om man bortser fra denne indvending, kan omskrivningen kun betyde "den gudinde, som ønsker død over folk i det hele taget", og ikke særlig "den, som ønsker sin faders død"; hvis det sidste var meningen, måtte det udtrykkelig være fremhævet. Forudsætter man imidlertid, at kendingen betyder "den, som ønsker død over folk i almindelighed", synes den at stå i en altfor skrigende modsætning til dreyrogra benia bøte-þrúþr, som dog også bruges om Hildr, for ikke at tale om, at en sådan kending vilde være fuldstændig enestående. Mere naturlig er Svb. Egilssons tolkning: "dea quae profluvium sangvinis sistit, mulier", skønt jeg ikke rigtig kan forstå, hvorledes æþa of-þerrer kan betegne standsning af blodtab. I øvrigt er der nogen vaklen i håndskrifterne, idet cod. Reg. har avscran, cod. Worm og AM. 756, 4° derimod osk ran. Det er derfor ikke umuligt, at der her foreligger en fejl, og at det rigtige er ask -Rán; i Sn. E. I, 565/5 opregnes "askr" blandt sværdbetegnelser, men af de steder, hvor ordet forekommer i konkret anvendelse (anførte i Lex. poet. under "askr") samt af dets egentlige betydning (asketræ) i forbindelse med flere analogier hentede fra andre islandske ord og fra fremmede sprog, synes at fremgå, at det snarere betegner spyd. Også lind, eg. lindetræ, betyder i skjaldesproget sikkert ikke sværd, men spyd ; at spjót, spyd, ligger til grund for spýta et stykke træ, kan der heller ikke være tvivl om. I latin bruges "fraxinus", asketræ , hos digtere også i betydningen spyd, og på samme måde bruger Homer det gr. μελιη (jfr. også gr. δσvν). Æþa of-þerrer synes passende at kunne betyde åreladning; æþa ofþerres askr vilde da betyde åreladningens spyd, en lancet, og hele kendingen æþa ofþerres ask-Rán være ensbetydende med eirar geirs Hǫrn på vort sted.
  21. Egils s. Rvk 1856, s. 226; jfr. den københavnske udg. s. 759.
  22. Jeg bortser fra de tolkninger, som går ud fra, at der bør skrives hvit- eller også hnyt-, da ingen af delene passer i versemålet.
  23. I Hymiskviða v. 23, det eneste sted, hvor hnitbróþer forekommer, bør hnitbróvþer måske rettes til hnitbróþer, som da bliver subjekt til kniþe og betegner Thor som en fjende af Fenrisulven og Midgårdsslangens slægt i det hele taget (jfr. Lokas v. 58 Bugge).
  24. At kendingen bráa vallar fallsól her betyder guld, er hævet over al tvivl. Kun er "fall-" vanskeligt at forklare. At det ikke står for fald-, har Konr. Gislason bevist (Nj. II, s. 309): fallsól kan da ikke betyde andet end: "den sol, der har den egenskab, at den let falder"; men guldet udmærker sig ikke særlig ved denne egenskab fremfor så mange andre ting, således at billedet ikke synes at være tilstrækkelig betegnende. Måske bør man skrive fiallsól; Fullu bráa vallar (øjets) fiall vilde da være Fullas hoved, og dettes sol guld; at man ved denne rettelse får dunhent i 1.—2. versl. , taler snarere for end imod den; i stedet for vallar vilde jeg dog i denne forbindelse foretække valla.
  25. Se Konr. Gislason, Frumpartar s. 27.
  26. Jfr. Njåla k. 77. v. 1, Hitd. Kh. 1847, s. 25/4.
  27. Se Sn. E. I, s. 540/5 og Lex. poet.
  28. Isl. s. Kh. 1843 I, s. 307/7.
  29. Burde hedde: marglyndr ertu.
  30. Se foregående fotnote.
  31. Finnur Jónsson forbinder sit Gunnar med hurþer, Óþens derimod, som det synes, med hurþulfr; ordstillingen turde dog snarere tale for at forbinde henholdsvis Óþens hurþer og Grimnes (Gunnar?) hurþulfr. Resultatet bliver alligevel det samme.
  32. Jfr. også Fritzner 2 under fylgia (I, s. 507 b 23).
  33. Skáldhelga rimur 3, 8 (GrSnl. hist. Mindesra. Il, s. 482):
    Eptir þetta málma morð
    minka tók eð digra orð.
    I stedet for málma har håndskr. M ("der synes at være skrevet efter et gammelt på nogle steder for afskriveren ulæseligt eksemplar") manna, som måske er det rigtige.
  34. Sál. hdskr.; Bugge foretrækker, med tvivlsom ret, positiven ramliga.
  35. Også i Herv., s. Fornaldars. I, s. 496, 10, bør man efter Bugges mening skrive: ok ramliga (hdskr. har ramligar |randir knýia (se noten til Bugges udg. af Hálfs s. s. 26—27).
  36. Korm. 2 s. 27/29: var Þorðr Arndisarson vanr at halda skildi fyrir Bersa, en nu vard þat ekki.
  37. Korm. 2 s. 96.
  38. Jfr. ovenfor s. 3 fg. Også indskudssætningen litak blóþe svan sveita anser jeg ikke for bragt fuldstændig i orden ved rettelsen litak for litar. Krigeren farver jo ikke ravnen, men sit sværd i blod. Måske er litak bloþe svell sveita det oprindelige.
  39. Njála II, s. 634—635.
  40. Jfr. ovenfor s. 7. fg
  41. Således kalder jeg, hvad man nu til dags plejer at kalde bragarmál, dels fordi det er tvivlsomt, hvor stor udstrækning begrebet bragarmál har haft (jfr. Konr. Gislason i Njála II, s. 9 fg.), dels fordi det forekommer mig, at skarbrot bedre end bragarmál anskueliggør, hvad der er tale om (jfr. min udgave af Den III. og IV. grammat. afh. i Sn. E. s. 321 under ordet skarbrot).
  42. Sn. E. II, s. 488 a l og 571a 23.
  43. antydet i 2. verslinje.
  44. Således ("have tillokkelse for") oversætter jeg verþa at tafne; egentlig betyder tafn spise, deraf figurlig nydelse, tillokkelse. Det er rimeligvis beslægtet med det latinske daps.
  45. Se Njåla II, s. 231.
  46. Se ovenfor s. 3 flg.
  47. Efter dette ord synes forþom at være udeladt.
  48. Jfr. Th. Wisén, Carmina Norræna, I, s. 178 fg. og 202-203. Grænsen imellem fornskáldaháttr og háttlausa er vanskelig at drage; jeg indbefatter derfor i det følgende bægge disse variationer under navnet háttlausa.
  49. Versene er: 9, 18, 22, 36, 69, 73, 77, 78, 79, 82.
  50. Sn. E. II, s. 148/21. En formentlig rigtigere tekst har min udgave af "Den III. og IV. grammatiske afhandling i Sn. E.", Afh. III, k. 15, § 17 (jfr. noten under teksten til s. 96/87-88).
  51. Denne stærke følelse af alliterationens uundværlighed har holdt sig lige ned til vore dage. Hele den nyislandske poesi er allitereret. Alle de forskellige versemål, som de nyere digtere har indført efter evropæiske forbilleder, deri indbefattet heksametre og alexandrinere, har måttet bøje sig under alliterationens strænge love, og de svage forsøg, som enkelte digtere af og til har gjort på at frigøre sig fra rimstavenes tyranni, er alle strandede på det islandske folks seje fastholdenhed ved det gamle. Et digt uden rimstave anses af vor almue ikke for noget digt men for "arnar leir", og digteren kaldes for "leirskáld".
  52. I Flat. står branddrifr, som vilde være fuldstændig analogt med vort hiordrifr, men Bergsbogens læsemåde bør dog sikkert foretrækkes,
  53. Yngve drifr — brynjo éli står her parallelt med Tigge snýr — soknar hagle, og ligesom snýr her kun kan betyde "lader sne", således må også drifr betyde "lader fyge", spreder. Også i Sn. E. I, s. 418/19 er der en mulighed for, at drifa bruges på samme måde.
  54. Hkr. Ol. T. k. 17, 1. vers (jfr. Fms. I, s. 92) forekommer hiǫrdrifa, men teksten synes at være forvansket. Konr. Gislason, Njåla, II, s. 212, retter hiǫrdrifa til hálf drifa, hvorimod han i 1. versl. med Flat. I, s. 86 skriver hialms, og mener, at dette sammen med drifa udgør en kampkending. Jón Þorkelsson, der ligesom K. G. i 1. verslinje foretrækker hialms, mener, at hiǫrdrifa bør rettes til hyrdrífa, og ser i hialms ˅ hyrdrífa en kampkending.
  55. Hkr. Ól. T. k. 17, 1. vers (jfr. Fms. I, s. 92) forekommer hiǫrdrifa, men teksten synes at være forvansket. Konr. Gislason, Njála, II, s. 212, retter hiǫrdrifa til hálf drifa, hvorimod han i 1. versl. med Flat. I, s. 86 skriver hialms, og mener, at dette sammen med drifa udgør en "kampkending". Jón Þorkelsson, der ligesom K. G. i 1. verslinje foretrækker hialms, mener, at hiǫrdrifa bør rettes til hyrdrífa, og ser i hialms hyrdrifa en kampkending.
  56. Jfr. Munch, Det norske folks hist. I, 2, s. 29.
  57. Jfr. ovenfor s. 5-6.
  58. Jfr. láss landa-hay i Sd. E. II, s. 428/30
  59. Geisli (Cederschiölds udg.) vv. 10/5, 17/7, 18/1, 19/7, 20/3, 20/7, 32/1, 33/3, 53/8, 53/5, 57/1, 59/5, 62/7, 63/3, 69/7 og 71/7.
  60. Flere eksempler fra Eddasangene anfører Nygård i Eddasprogets syntaks I (akkusativ) § 11.
  61. Hos Markus bør utvivlsomt den ældre form ferre indsættes; den er sikret ved helrim på flere steder hos skjalde der tilhører det 10. og 11. årh. (se eksemplerne i Lex. poet.), og synes endnu at have været i brug i det 13. århundrede (Háttatal y. 40.)
  62. Dette er dog ikke absolut nødvendigt; måske bruges udtrykket personlig som hafa nær i Sn. E. I, s. 162 1S
  63. I Sturl. Oxf. I, s. 146/31 synes det dog at betyde et økseblad (eller måske øksehammer?).
  64. Foras. Leipz. 1860, s. 89/9. Fms. II, s. 9.
  65. Konr. Gíslason: Nogle bemærkninger om skjaldedigtene i formel hens., Vsk. selsk. skr. 5. r. hist. og filos. afd 4. b. VII, s. 311.
  66. Den prosaiske ordfølge i r. 72/5-8 er: þvi lát saurreiþe bana verðan snauta í set; brag greiþom; mér hefer Steingerðr steypt í stúro.
  67. Jfr. Grett. Kh. 1853, s. 103/11: þau tiðkast hin breiðu spjótin.
  68. Således foreslår M. at skrive i stedet for virþar.
  69. Se foregående fotnote
  70. Hvis man tænker sig at tidsadverbiet nu på Berses og Kormaks tid enten endnu har haft n i udlyden eller også nasaleret vokal (jfr. Noreens interessante afhandling i Arkiv for nord. fil. III. b.), er der en mulighed for, at det har dannet stavelserim med min- i vv. 1/1 og 40/5. Ligeledes er det muligt, at rimene i v. 40/1 er þótt: ær-, forudsat, at bægge disse stavelser i digterens udtale har haft nasalvokal. Men i øvrigt trænger dette sporsmål til en nærmere undersøgelse, som dog ikke kan anstilles her.
  71. Om den gamle præsensform seg, segr, segr se Wimmer, Fornnord. forml. § 151 a 2 med note 2 under teksten. Den tilsvarende refleksive form segsk, som Wimmer ikke synes at have fundet, forekommer f. eks. i Staðarhólsb. udg. s. 276/7 og 329 nederst.
  72. Jfr. Nygård i Arkiv for nord. fil. I, s. 135 (§ 18 Anra. 1.).
  73. Et adjektiv beiþr synes aldrig at have eksisteret. I Atlaro. v. 92 (Bugge) har R beiddr, som er partic. præt. af verbet beiþa, som på dette sted bruges i en usædvanlig betydning; ingen af de tidligere tolkninger forekommer mig tilfredsstillende; den ældste betydning af dette ord er sikkert »at tvinge«, jfr. got. baidjan og gabaidjan, og i denne betydning må det sikkert tages i Atlamál v. 92; beiddr betyder der tvungen, nødig, modstræbende. Den døende Atle mindes den ulyst, han følte, da han drog afsted for at bejle til Gudrun, og ser deri en anelse om de skæbnesvangre følger, som dette skridt skulde have for ham selv.
  74. Arkiv for nord. fil. I, s. 119 (§ 2 a).
  75. S. st. s. 142 (§19).
  76. Jfr. Fms. V, s. 253/21: ef þú ætlar giptu at sækia á minn fund , og s. st. V, s. 254/25 : alls þú hefir þó6 áðr giptu til min sótt.
  77. Lund, Oldnord. ordføjningsl. § 34 b.
  78. Hkr. Kh. 1777, I, s. 21/15.
  79. Jfr. Nygård i Arkiv f. nord. fil. II, s. 370 (§57).
  80. Antydet ved rábundenn.
  81. Heri ligger indirekte: »dette er den største fortræd han er udsat for
  82. Jfr. Nygård i Arkiv f. nord. fil. III, s. 97 (§ 63).
  83. Sml. Nygård s. st. s. 99 (§ 63 anm. 1—2).
  84. Sml. Årb. for nord. oldk. og hist. 1886, s. 202