Omrids af den finske Hedentro - Kullervo
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Kullervo
Til Lemminkæinens Væsen slutter sig i Charakteren nærmest den krigeriske Slægt, Brödrene Kalervo og Untamo, samt Kalervos Sön, den vilde Hevngud Kullervo. Kalervo, den hædrede, og Untamo, den falske — Landets Usling (II. S. 206, som Skjeldsord I. S. 61) — laae altid i Strid: fiskede de, yppede Untamo Kiv og Slagsmaal om Fangsten, saaede Kalervo sin Havre, aad Untamos Fæ det. Endelig overfaldt Untamo Broderen med en mægtig Hær, dræbte hele hans Slægt og lagde Gaardene i Aske. Blot en svanger Kvinde tog han med i Trældom; hun födte Kullervo, "Stridens Kraft", der den tredie Dag Söndersparkede sin Vugge, den tredie Maaned truede med at hevne sin Faders Död, sin Moders Jammer. Untamo frygter nu for at komme til at fostre sin egen Bane, og lader ham först i en Tönde kaste i Vandet, men tre Dage efter saae man ham ganske munter sidde og fiske paa Bölgen; derpaa brænde de ham paa et uhyre Baal, men tredie Dagen sidder han i Asken og rager med en Pind i Glöderne; nu bliver han hængt i Egens Krone, men der finder man ham ligedan siddende paa en Gren og pyntende hele Træet med udskaarne Billeder af Stridsmænd, Klinger og Spyd. Det kan da ikke hjælpe, man maa lade Trællen voxe. Men han duer til intet: skal han passe Barnet, findes det strax dödt, Svöbet kastet i Elven og Vuggen i Ilden; skal han rydde et Skovland, glæder han sig stærkt ved at faae Öxe ihænde, fælder alle de herlige Stammer og omstyrter med sin Röst hele Urskoven; skal han bygge et Gjærde, reiser han det mod Himlen, saa ingen kan komme igjennem; skal han tærske, findes der kun Avner og Saader under hans Pleil. Saa sælges han til Ilmarinen for et Par gamle Kjedler og udslidte Leer, og Ilmaris Frue sender "Kalervosönnen med de blaae Strömper, det fagre gule Haar og det skjönne Skotöi" ud at vogte Hjorden, men giver ham kun et Bröd med i Tasken, udentil af Hvede og velsmurt med Valle og Smör, men indeni af Havre og i Midten en Sten. Efter lange Koglekvad til Held for Hjorden (7 Sider) slippes den ud, i Ensomheden synger Kullervo sin Klagesang, og da Solen daler, Skyggen længes, og "Gudetiden" kommer, tager han sit Bröd frem af Tasken. Men da han rask vil skjære det over, springer Kniven mod Stenen. "Kniven var hans Broder i hans Ensomhed, dens Egg hans eneste Kjærlighed, hans eneste Arv efter hans Fader"; og Kragen fra Grenen raader ham til at hevne Kvindens Haan, "den Hiisi-Skjöge!" Saa drev han Köerne i Kjæret, slap Öxerne i Skoven, og jog en Flok Björne og Ulve hjem i Stedet, lystig tudende paa en Lur, han gjorde af et Kobeen, og formanende Rovdyrene til at slide Laaret af Madmoderen, naar hun kom ud at malke. Det skete; forgjæves anraabte hun Ukko om at skyde den fæle Træl med sin Kobberbue — det blev IImarinens Vivs, den deilige Pohja-Datters, Endeligt.
Under Sang og Spil, saa det gjalder i Heden, vandrer han nu flygtende ud paa de vilde Ödemarker, i Hiisis' Tömmerskove, og klager fortvivlet over den haarde Skjebne —
- "Nordenvinden er mit Ildsted,
- og min Badstuedamp er Regnen";
uden Fader og Moder staaer han, ene i Verden, dog mander han sig op ved Tanken om, at hans Slægts Ödelæggelse endnu ikke er hevnet, og giver sig paa Veien til Untamos Gaarde forat lægge dem i Aske. Da möder ham en Skovens Gumme, som fortæller ham, at hans Fader og Moder endnu leve i det yderste Lapland — hvorledes det var muligt, siges ikke. Didhen drager han, gjenkjendes med Glæde, men erfarer, at hans Söster er forsvunden i Skoven, da hun vilde plukke Bær, og den ængstelige Moder har ikke siden kunnet finde hende; Echoet svarede paa hendes Raab: "Aldrig meer hun her i Livet kommer atter til sin Moders Bolig". Kullervo söger nu Arbeide, men vild og uopdragen, som han er, gaaer det som hos hans tidligere Herrer. Skal han roe, knækker han Tollene og sprænger Baaden, skal han stange Aal, stanger han Havet til Vælling og Vodet til Blaar; saa drager han ud for at betale Skatter og möder paa sin Vei over Wæinös Heder en gyldenlokket Mö, som færdes paa Skier, paa sin Vei over Havets Flade en Mö, som vader i Vandet, og paa Pohjas Ödemarker en Mö med Perletænder og Smykker paa Brystet. Den ene efter den anden byder han til sig i sin Slæde, de to svare: "Döden komme i din Slæde!", den tredie tager han med Magt, hun truer ham, men han lokker hende ved at vise sin Pengekiste, og krænker hende i Slæden. Men da de fortælle hinanden deres Herkomst, viser det sig, at det er hans Söster — hun synger en yndig Klagesang, styrter sig ud af Slæden, ned i Fossens vilde Hvirvel og finder en Tilflugt i Tuonis (Dödsgudens) Bolig. Han Sönderskjærer Skaglerne, kaster sig paa Hesten, iler hjem og jamrer for sin Moder:
- "Havde du mig kvalt i Badstuen,
- kastet Vuggen ind i Ilden —
- ei jeg aner, ei jeg fatter,
- hvor min Död jeg burde söge:
- om i Björnens Svælg, i Hvalens Bug —
- Dödens Gab jeg gaaer at trodse,
- træder frem til Kalmas[1] Porte,
- frem til Krigens vilde Valplads!"
Saa ruster han sig igjen til sit Hevntog og sliber Sværd og Spyd,
- "herligt er at döe i Striden,
- skjönt at falde under Sværdklang,
- höitidsfuld er Krigens Sygdom,
- Manden vandrer hastig heden,
- rykkes bort altuden Sotteseng!"
Fader og Broder og Söster forbander han, kun sin Moder —
- "Ikke Modrens Sjæl du fatter,
- kjender ei et Moderhjærte" —
tager han vemodig Afsked med og besynger smerteligt hendes Död, da han siden erfarer den. Nu nedhug han hele Unto-Folket, lod Stuerne gaae op i Luer og levnede kun Ovnens Stene; kommer saa tilbage til sit Hjem, men finder Huset tomt, Arnen kold og Baaden borte; Fader, Moder og Söster ere Döde, kun den troe Hund er tilbage, med den drager han til Tapiola for at söge sit Ophold af Vildtet hos "Skovens blaae Jomfruer". Men da han kom til det Sted, hvor han havde krænket sin Söster —
- "der græd Græssets grönne Tæppe,
- Lyngens Blomster bittert blödte" —
spörger han sit Sværd, om det med Glæde vil drikke brödefuldt Blod — "hvorfor ikke? Ogsaa skyldfrit Blod jeg drikker!", — fæster det derpaa i et Træ og styrter sig paa det. Da Wæinæmöinen hörer hans Död, raader han Efterslægten til ikke at opfostre Börn strængt og slet.
Jeg seer i den förste Del af dette tragiske Sagn et Billede af Hevnen og den blodige Feides uimodstaaeligt opskydende Magt, i den senere Del den Forbandelse, som knytter sig til den vilde stridige Lidenskab. Da det i Castréns Oversættelse kun findes i en dunkel og mangelfuld Form (19 Rune), har jeg fortalt det efter et Brudstykke af anden Udgave af Kalevala, oversat af C. G. Borg, Helsingfors 1851. Sangene udmærke sig Ved en kraftig og gribende Skjönhed, og lide mindre af den for den finske Poesie saa ejendommelige trættende Vidtlöftighed. Hos Castrén kaldes Kullervo stadigt Kalevas Ætling, men hos Borg hedder han blot Kalervos Sön.
Disse ere altsaa de Kalevas Sönner, som besynges i Runerne; dog maa Wæinö, Ilma og Kauko, som oftere sammenstilles (I. S. 1. II. S. 96), vistnok ansees for de tre ypperste. Kaleva-Sönnerne vare "fra den mellemste Verden, fra Himlens Midte" (II. S. 131), og skulle have været tolv i Tal (Gananders Mythologia fennica), men de Tolvs Navne nævnes ikke. Ligesaalidt som der om Faderens Liv fortælles andet end hans ovenfor beskrevne Opvækkelse ved Wæinæmöinen.
Fodnoter
- ↑ Ligenes Hjem
