Omrids af den finske Hedentro - Lemminkæinen
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Lemminkæinen
Lemminkæinen, ogsaa Ahti, Kaukomieli eller blot Kauko kaldet, er en ungdommelig, freidig, fager, stolt og altid stridslysten Guddom. Han færdes gjerne paa fjærne Ledingstog, er saavel ved Vaabenmagt som ved Koglekvad Pohjolas kjækkeste og mest forhadte Fjende, en sværmerisk Jæger, som er gjerne seet i Tapiola og en uimodstaaelig Elsker. Hans kjærlige og omhyggelige Moder er Kave, der ellers kaldes "Naturens deilige Datter", og hörer til Tapio-Kredsen, hvis dette Navn ellers ikke er et Fælledsnavn (I. S. 84). Hans Fader er en Viking (I. S. 79. II, S. 25. 30), som kaldes Lempi eller Ukko, hvilket dog rimeligvis ere Fælledsnavne. Han er en Kalevas Sön (I. S. 65), og den Ypperste blandt Wæinæmöinens Venner (II. S. 9. 7. 103); hans Hædersnavne ere: den muntre Lemminkæinen, den skjönne Kaukomieli[1], "altid rede og nidkjær i at udrette givne Hverv". (II. S. 97.)
Ogsaa han ruster sig til et Pohjola Tog for at beile til Pohjas Mö og beder sin Moder at hærde hans Skjorte i den sorte Orms Edder. Moderen raader ham derfra, af Frygt for, at han skulde overvældes af Pohja Sönnernes Koglekvad, men han farer alligevel i Jærnbrynie afsted i sin lette Slæde, kogler hvasse Stene i Halsen paa alle Pohjas Sangere, og alle Kjæmperne bort til det yderste Laplands Isvig, ned i Ildfossen, kun "Ulappalas Gubbe med de lukkede Öine" sparede han overmodig. Denne listede sig da bort til Tuoni Elven, for der at lure paa Fjenden. Nu fordrer han Pohjas Mö af Louhi, men hun paalægger ham först at udföre tre Storværker: at fange Hiisis Elg, at tæmme hans Hest og at skyde Tuoni Elvens Svane. Elgen havde han opjaget paa sine Sölverskier, men da han klapper dens lodne Ryg og siger:
- "Hyggeligt var der at ligge,
- med en ung og fager Pige",
sparker den sig lös, og da han igjen iler efter den, brydes hans Skier. Han drager nu til Tapiola, anraaber Skovens Væsner i vidtlöftige Sange om Hjælp, og fanger saa Elgen. Hesten fanger han, da Ukko paa hans Bön tynger den til Jorden med Sne; men da han med Buen under Armen, Koggeret paa Ryggen vandrer til Elven forat skyde Svanen, træffer den farlige Gubbe ham med en Vaand, et Rör fra Bölgen, som gjennemborer hans Bryst. "Han kjendte ikke Vandets Plager", derfor blev han fældet. Han Sönderhugges med Sværd, styrtes i Fossen og forvandles, Hovedet til en Tue, Födderne til Vidiegrene, Kjödet til en raadden Stub, Öinene til Tranebær og Haaret til Græsstraae.
Hans Moder seer nu af et Varsel, at han er död, flyver paa Lærkens lette Vinger til Pohjola forat söge ham, skuffes længe, springer som en Ulv i Skoven, som en Hermelin i Stendysserne, böier Træet, deler Græsset, leder mellem Lyngens Rödder, og anraaber alle Væsner; endelig fortæller Solen hende, hvor han er, Ilmarinen smeder hende en uhyre Rive, hvormed hun med paabundne Kvaster som Vinger og en Spade til Stjert flyver over ni Have til Tuoni-Elven og henter ham frem af Fossen, vugger ham kjærligt og læger kam med Salve, hentet af Fuglen Mehilæinen fra Maanen, fra Solen, fra Karlsvognens Skuldre og fra Skaberens egne Kjeldre. (6–8 Rune.)
Sit andet Pohjatog gjör han, da han, "som har et sikkert Öre, allermindste Lyd kan höre", mærker, at Gjæsterne drage til Ilmarinens Bryllup, medens han ikke er buden. Han vil da byde sig selv:
- "der en evig Bydning findes,
- her paa Eggen af mit Ildsværd."
Moderen advarer ham for de rædsomme Farer, der vilde möde ham, men han sætter sit Sværd mod Gulvet:
- "i hans Haand sig Sværdet böied,
- retsom Hægens friske Krone",
med det tör ingen i Pohjola maale sig, ingen kan der spænde hans Bue. Han vandrer da afsted, kommer lykkeligt forbi Ildfossens Örn, over Ildsöen, gjennem det himmelhöie Jærngitter, flettet med Edderorme, ind i Pohjas Gaard, tvinger Louhi til igjen at gjöre Gilde, trækker de giftige Orme op af hendes Öl, hugger Hovedet af selve Pohjas Herre, som et Blad af en Roe, og sætter det op paa den eneste Gjærdestav i Pohja, som ikke allerede bar et Fjendehoved. Men nu kogler Louhi saamange væbnede Helte imod ham, at det begynder, at
- "blive meer og mere tungt at
- feire Bryllup udi Pohja."
Han rider da til sit Hjem paa Kauko-Odden, skjælvende for Blodhevnen, og beder sin Moder at vise ham et Tilflugtssted. Mod at han med Ed lover hende ikke mere at drage i Leding, viser hun ham hen til den ubekjendte Holm, hvor for hans Fader har skjult sig
- "under Krigens lange Somre,
- under Feide-Aarets Trængsler".
Han seiler did og optræder der paa Öen som den guddommelige Elsker, ligesom han paa den för omtalte Vandring til Tapiola viste sig som den guddommelige Jæger og Skovmand. Strax ved Landgangen begynder han:
- "Mon der findes Plads paa Holmen,
- at jeg kan mig her forlyste,
- at jeg dandse kan paa Græsset,
- udi Möers glade Lege,
- udi Pigers söde Samfund?"
og vandrer nu fra By til By, saa der blev ikke en eneste Kvinde
- "ved hvis Side han ei hviler,
- og hvis Arm han ikke trætter.
- Tusind Brude han bevæger,
- hundred Enkers Sind han böier,
- blidner hundred gifte Kvinder,
- i en Sommernat, en eneste".
Kun en eneste Mö, vidste han, var tilbage; derfor reiser han sig tidlig en Morgen for atter at gjennemvandre Byerne, men nu er der ikke en Gaard, ikke en Stue, hvor Kjæmperne ikke hvæsse deres Klinger, slibe deres Öxer. Sörgmodig med sænket Hoved maa han flye paa sin Baad bort fra Pigernes glade Lege, og alle Holmens fagre Terner græde, da de see hans Mast svinde, Snekken vugges bort som et Hybenrosenblad paa Bölgen. Da vaagner atter hans Krigerlyst, han bryder sin Ed og söger til den Strand, hvor Krigeren Tiera eller Kuuro boer, for i ham at finde en Vaabenbroder. Men Tiera har nylig giftet sig og endnu ikke hvilet ved sin Hustrus Barm; han slynger derfor vred sit mægtige Spyd mod Ahti, og denne maa igjen vildsom fare ud paa Pohja-Havet. Der forfölges han af Louhi med den gyselige Vinterkuld, den yngste af hendes Sönner, og frös med Armen fast ved Isen. Han veed vel med Koglekvad at befrie sig, men streifer klagende og fortvivlet om i Ödeskoven, tænker paa sin Barndom og sit Hjem, hvor Gulvet var opfyldt af Söstre, de ere nu adspredte — Baaden lastet med Brödre, den er kantret, alle ere de borte i Striden.
- "Stedet veed jeg, hvor jeg födtes,
- hvert et Sted, jeg voxed op paa,
- men ei kjender jeg de Steder,
- hvor mig Döden eengang möder."
Det er den vilde, lidenskabelige Mands Klage. (17—18 Rune.)
Hvorledes han gjorde sit tredie Pohjatog i Forening med Wæinæmöinen, er allerede fortalt. Da viste han sig som en snild betænksom Mand ved til Skibets Sikkerhed at bringe en Del Sidebredder med, som gjorde god Tjeneste mod Pohjahavets Storm (II. S. 79–82.).
Fodnoter
- ↑ Kaukomieli skal betyde den, der længes mod det Fjærne.
