Íslendingabók - Oversættelse

Fra heimskringla.no
(Omdirigert fra Oversættelse)
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif Dansk.gif


Are hinn Froðe Þorgilsson

Íslendingabók

Udgiven ved
FINNUR JÓNSSON

København 1930


Oversættelse


Islændingebogen gjorde jeg først for vore biskopper, Torlak og Ketil, og jeg viste den både til dem og Sæmund præst; men da det behagede dem, at den skulde være således [som den var] eller noget føjes til, skrev jeg denne på samme måde, men uden ættetal og kongers liv, og føjede til, hvad jeg senere fik nærmere viden om og som nu er fuldstændigere meddelt i denne end i hin. Men [med hensyn til] alt hvad der er mindre rigtigt fortalt i denne historiske fremstilling, er det ens pligt hellere at følge det, der viser sig at være rigtigst.
   Halfdan hvidben, Oplændingernes konge, sön af Olaf træhugger Svearnes konge, var fader til Eystein fjært, fader til Halfdan den gavmilde og madkarrige, fader til Godrød jagtkonge, fader til Halfdan svarte, fader til Harald hårfagre, der først i den slægt blev enekonge over hele Norge.
   I denne bog findes følgende kapitler:

   1. Om Islands bebyggelse.
   2. Om landnamsmænd og lovsætning.
   3. Om altingets oprettelse.
   4. Om årsberegning.
   5. Om fjærdingsinddeling.
   6. Om Grønlands bebyggelse.
   7. Om hvorledes kristendommen blev indført i Island.
   8. Om udenlandske biskopper.
   9. Om biskop Isleif.
   10. Om biskop Gissur.


Her begynder Islændingebogen.

   I. Island blev først bebygget fra Norge i Harald hårfagre, Halfdan den svartes söns dage, ved den tid - efter beregning og tælling af min fostre Teit, den mand, som jeg har kendt som den viseste, han var sön af biskop Isleif, og [efter beregning af] min farbroder Torkel Gellessön, som huskede langt tilbage, samt af Torid, Snorre godes datter, som både var meget kyndig og hvis kundskaber var sikre - [ved den tid] da Ivar, Ragnar lodbrogs sön lod Eadmund d. hellige, Anglernes konge, dræbe, men det var 870 vintre efter Kristi fødsel, således som det er skrevet i hans historie.
   Ingolf hed en norsk mand, om hvem det med sandhed siges, at han drog først derfra (dvs.: fra Norge) til Island, dengang Harald hårfagre var 16 vintre gammel, men for anden gang nogle få vintre senere. Han tog sig bopæl i Reykjarvik sydpå. Der hedder det Ingolfshöfde øst for Mintaksør, hvor han først landede, men der Ingolfsfell, vest for Ölfossá, hvor(fra) han tog land i besiddelse. I den tid var Island bevokset med skov fra fjære til fjæld.
   Da var her kristne mænd, som Nordmændene kalder paper, men de drog siden bort, fordi de ikke vilde være her sammen med hedenske mænd, og efterlod sig irske bøger og klokker og krumstave; deraf kunde man forstå, at de var irske.
   Men så foregik der en stor udvandring af mænd hertil fra Norge, indtil kong Harald forbød den, ti han syntes, at landet blev øde derved. Da forligtes de om, at hver mand, som ikke blev undtaget derfra og drog derfra og herhen, skulde betale kongen 5 øre.
   Det fortælles, at Harald var 70 år konge og blev 80 år.
   Dette [sagte] har været ophavet til den afgift, som nu kaldes landøre, men der betaltes snart mere, snart mindre, indtil Olaf d. digre fastsatte, at enhver mand, som rejste mellem Norge og Island, med undtagelse af kvinder eller af dem, som han (selv) undtog, skulde betale kongen en halv mark. Dette fortalte Torkel Gellessön mig.

   II. Hrollaug, sön af Rögnvald jarl på Möre, bosatte sig østerpå, på Sida. Fra ham nedstammer Sidamændene.
   Ketilbjörn Ketilssön, en norsk mand, bosatte sig sydpå, på øvre Mosfell. Fra ham nedstammer Mosfellingerne.
   Auðr, datter af Ketil fladnæb, en norsk herse, bosatte sig vesterpå, i Bredefjorden. Fra hende nedstammer Bredefjordsmændene.
   Helge den magre, en norsk mand, sön af Eyvind østmand, bosatte sig nordpå, i Øfjorden. Fra ham nedstammer Øfjordsmændene.
   Men da Island var blevet bebygget videnom, bragte en norsk mand først en lov hertil fra Norge; han hed Ulfljotr; det fortalte Teit mig; det blev kaldt Ulfljotsloven. Han var fader til Gunnar, fra hvem Djupdölerne i Øfjorden stammer. Men de (lovene) var for det meste indrettede som Gulatingsloven dengang var eller som Torleif den vise Hördakåressöns råd var om, hvor noget skulde tilføjes eller fjærnes eller ændres. Ulfljot bode østerpå i Lon; men det fortælles, at Grim gedehoved var hans fostbroder, han som ifølge hans (Ulfljots) råd undersøgte hele Island, för altinget blev holdt (stiftet); ham gav enhver mand i landet en penning derfor, men de penge skænkede han siden til hovene.

   III. Altinget blev indrettet efter råd af Ulfljot og alle landets mænd, hvor det holdes nu, men för var der ting på Kjalarnes, som Torstein, sön af landnamsmanden Ingolf, fader til Torkel måne lovsigemand, holdt der tillige med de høvdinger, som sluttede sig dertil. En mand var bleven dømt fredløs på grund af drab på en træl eller frigiven; han ejede et stykke land i Blåskovene; han hed Tore krympeskæg - hans dattersön hed Torvald krympeskæg; han begav sig siden til Østfjordene og indebrændte der sin broder Gunnar; det fortalte Hallr Orøkjassön -; men han, som var bleven myrdet, hed Kol; efter ham er den kløft opkaldt, som siden hedder Kolskløft, hvor liget fandtes. Det land (som Tore havde ejet) blev siden statsejendom, og landets mænd bestemte det til benyttelse for altinget. Derfor er der der en alminding, hvor man kan skaffe sig ved (brændsel) i skovene til altingsbrug og lade sine heste græsse på hederne. Det fortalte Ulvhedin mig.
   Således har også vise mænd sagt, at i løbet af 60 år blev Island helt bebygget, således at det ikke har været mere (befolket) senere. Ved den tid overtog Hrafn, sön af Høing landnamsmand, lovfremsigelsen næst efter Ulvljot, og havde det hverv i 20 somre. Han var fra Rangåbygden. Det var 60 vintre efter kong Eadmunds drab, en vinter eller to førend Harald hårfagre døde ifølge vise mænds beregning. Toraren Ragesbroder, sön af Oleif hjalte, overtog lovfremsigelsen næst efter Hrafn og havde det hverv andre 20 somre. Han var fra Borgarfjorden.

   IV. Det skete også, da de viseste mænd her i landet trode, at antallet (af dage) i to halvår var 4 dage på det 4. hundrede (364), hvilket bliver 52 uger, men 12 måneder hver på 30 nætter og desuden 4 dage, så iagttog de efter solens gang, at sommeren trak sig tilbage til foråret (begyndte for tidlig), men ingen vidste at sige dem, at der var en dag mere end hele uger (d. e. de 52) i to halvår, og det var grunden. Men en mand hed Torstein surt, han var fra Bredefjorden, en sön af Hallstein, sön af Torolv mostrskæg landnamsmand, og af Osk, datter af Torstein røde. Han drømte, at han var på lovbjærget, da der var mange tilstede, og at han var vågen, medens alle andre sov; derpå drømte han, at han faldt i søvn, medens alle andre vågnede (og var vågne). Den drøm tydede Osyfr Helgesön, Geller Torkelssöns morfader, således, at alle mænd vilde blive tavse, medens han talte på lovbjærget, men så, når han tav, vilde alle bifalde det, som han havde sagt. Men de var bægge meget vise mænd. Senere, da man kom til tinget, foreslog Torstein på lovbjærget, at man skulde øge hver 7. sommer med en uge og forsøge, hvilken virkning det vilde gøre, og således som Osyfr havde tydet drømmen, »vågnede« alle mænd vel derved (de sluttede sig dertil), og det blev da straks ifølge Torkel månes og andre vise mænds råd vedtaget som lov. Ifølge rigtig tælling er der i hvert år 5 dage på 4. hundrede (365), når der ikke er skudår, men da en mere; efter vor tælling bliver det 4 (dage), men når hvert år ved vor tælling forøges med en uge hver 7. sommer, men med intet ifølge den anden, bliver 7 år lige lange tilsammen efter bægge, men hvis 2 skudår kommer imellem de år, der skal forøges, skal man øge det sjætte.

   V. Der opstod en tingstrid mellem Tord geller, sön af Olaf feilan fra Bredefjorden, og Odd, som kaldtes Tunge-Odd; han var fra Borgefjorden. Hans sön Torvald havde deltaget i indebrændingen af Torkel Blundketilssön sammen men Hønsetore i Örnolfsdal. Tord geller blev hovedsagsøgeren i sagen, ti Hersteinn, sön af Torkel Blundketilssön, var gift med hans søsterdatter Torun. Hun var en datter af Helga og Gunnar og søster til Jofrid, som Torstein Egilssön var gift med. Men de (Torvald og Hönsetore) blev sagsøgte på det ting, som holdtes i Borgefjorden på det sted, der deraf kaldes Tingnes. Det var dengang lov, at drabsager skulde forfølges på det ting, som var nærmest ved drabstedet. Men de kæmpede der, og tinget kunde ikke holdes på lovlig vis. Der faldt Torolv ræv, broder til Alf i Dalene, af Tord gellers mandskab. Siden kom sagen til altinget, og de kæmpede der igen. Da faldt der (nogle) mænd af Odds skare. Da blev Hønsetore dømt fredløs og siden dræbt tilligemed flere, som havde deltaget i indebrændingen, så holdt Tord geller en tale på lovbjærget om, hvor uheldigt det var for folk at drage til fremmede tinglag for at sagsøge på grund af drab eller de (dem tilføjede) krænkelser, og omtalte, hvor store vanskeligheder han havde haft at kæmpe med, før end det var lykkedes ham at få en lovlig (og retfærdig) afgørelse af sagen, og han sagde, at det vilde volde mange fortræd, hvis der ikke blev rådet bod på (vanskeligheden). Da blev landet inddelt i fjærdinger, således at der blev 3 tinglag i hver fjærding, og (kun) tinglagsfællerne skulde allevegne føre proces med hinanden (dvs.: på det fælles vårting), men i Nordlandsfjærdingen blev der 4 tinglag, ti de kunde ikke enes om andet; de som var nord (dvs.: øst) for Øfjorden, vilde ikke søge tinget der, og de ikke (tinget) i Skagefjorden, som bode der vestfor; dog skulde der være den samme domsudnævnelse og lovrettesordning for den fjærdings vedkommende som for enhver af de andre. Derefter blev fjærdingsting oprettede. Det fortalte lovsigemanden Ulvhedin Gunnarssön mig.
   Torkel måne, sön af Torstein Ingolfssøn, overtog lovfremsigelsen efter Toraren Ragesbroder, og havde den i 15 somre; så havde Torgeir Torkelssön fra Ljosavatn den i 17 somre.

   VI. Det land, som kaldes Grønland, fandtes og bebyggedes fra Island. Erik den røde hed en mand, fra Bredefjorden, som drog derhen herfra, og tog der land i besiddelse, hvor det siden hedder Eriksfjorden. Han gav landet navn og kaldte det Grønland, og sagde, at det vilde lokke folk til at komme derover, når landet havde et godt navn. De fandt der (tegn på) mænds ophold både øster- og vesterpå i landet, samt brudstykker af både og sådanne stenredskaber, at man deraf kunde forstå, at der havde færdedes den slags folk, som har befolket Vinland og som Grønlænderne kalder Skrælinger. Men det var 14 eller 15 vintre før end kristendommen blev indført her i landet, at han begyndte at bebygge landet, efter hvad den mand meddelte Torkel Gellessön i Grønland, som selv havde fulgt Erik den røde derhen.

   VII. Kong Olaf sön af Tryggve, sön af Olaf, sön af Harald hårfagre, fik kristendommen indført i Norge og på Island. Han sendte her til landet den præst, der hed Tangbrand; han underviste her folk i kristentroen og døbte alle dem, som modtog den. Men Hall på Sida Torsteinssön lod sig tidlig døbe, så og Hjalte Skeggessön fra Tjorsådal og Gizur den hvide, sön af Teit Ketilbjørnssön fra Mosfell, samt mange andre høvdinger. Men flest var dog de, som talte derimod og nægtede (at tage ved troen). Men da Tangbrand havde været her en vinter eller to, drog han bort; da havde han dræbt 2 eller 3 mænd, som havde digtet nidvers om ham. Da han kom til Norge, fortalte han kong Olaf alt hvad der var overgået ham, og erklærede, at der var ringe udsigt til, at kristendommen vilde få indpas der i fremtiden. Olaf blev derover meget vred og truede med at ville lemlæste eller dræbe vore landsmænd, der da var i Norge. Den samme sommer kom til Norge Gizur og Hjalte og bevægede kongen til at lade dem [vore landsmænd] gå fri og lovede (til gengæld) påny at ville virke for, at man her skulde modtage kristendommen; de erklærede, at de ikke kunde vænte andet end at det vilde lade sig gøre. Sommeren derefter drog de østerfra og (med dem) den præst, som hed Tormod; de kom til Vestmannaøerne, da der var gået 10 uger af sommeren og hele rejsen var gået godt; det sagde Teit, at den mand, som selv var der, havde fortalt. Da var det blevet vedtaget som lov sommeren i forvejen, at folk skulde komme til altinget, når der var gået 10 uger af sommeren (19. el. 20. juni), men indtil da var man mødt frem en uge tidligere. De tog straks til fastlandet og derpå til altinget, men bevægede Hjalte selvtolvte til at blive tilbage i Laugardalen, fordi han sommeren i forvejen var bleven dømt til 3 års fredløshed på grund af gudsbespottelse. Grundlaget derfor var, at han havde fremsagt følgende kvædling på lovbjærget:

Gud(er) jeg ikke vil smæde,
Freyja mig tykkes en tæve.

Men Gizur og de andre rejste, til de kom til det sted ved Ölfosssøen, der kaldes Vellandkatla; de sendte bud derfra til tinget om, at alle deres hjælpere skulde komme dem imøde, ti de havde erfaret, at deres fjender agtede at værge tingsletten for dem ved kamp. Men før end de red derfra, kom Hjalte ridende der og de, som var bleven tilbage med ham. Derpå red de ind på tingsletten; deres frænder og venner var i forvejen kommen dem i møde, som de havde ønsket. De hedenske mænd sluttede sig sammen fuldt bevæbnede, og det var så nær ved, at de vilde kæmpe, at man ikke kunde se nogen (anden) udvej. Men dagen efter gik Gizur og Hjalte til lovbjærget og fremførte der deres ærinde. Det siges, at det overgik alt andet, hvor fortrinlig de talte. Men derefter skete det, at bægge parter, den ene efter den anden, nævnede vidner og meldte sig ud af retsforbindelsen med den anden, de kristne og de hedenske, og gik så bort fra lovbjærget. Da bad de kristne Hall på Sida, at han skulde fremsige den lov, der skulde følge med (gælde for) kristendommen. Men han fik sig fritagen derfor hos dem, derved, at han for løn fik lovsigemanden Torgeir - men han var endnu hedensk - til at fremsige loven. Da folk nu kom til deres boder, lagde Torgeir sig ned og bredte en skindkappe over sig og lå (således) hele den dag og den følgende nat uden at sige et ord. Men om morgenen efter rejste han sig op og sendte bud omkring, at man skulde begive sig til lovbjærget. Da begyndte han, efter at folk var komne tilstede, sin tale og sagde, at han syntes at der var fare på færde, hvis ikke alle skulde have (leve under) en og samme lov i landet, og formanede på mange måder til, at det ikke skulde ske; han sagde, at det vilde føre til en sådan splid, at man tilvisse kunde gå ud fra, at deraf opstod sådanne kampe mellem folk, at det vilde lægge landet øde. Han fortalte om, at konger i Norge og Danmark (engang) havde haft ufred og kampe i lange tider med hinanden, indtil landets indbyggere sluttede fred indbyrdes mellem dem, hvad enten de vilde eller ej. Men deraf fulgte, at på stedet (kort tid efter) sendte de hinanden kostbarheder, og freden holdt sig sålænge de levede - »og nu synes jeg det rådeligst, sagde han, at vi heller ikke lader dem råde, der stærkest vil gå imod hinanden, men lad os mægle således mellem bægge parter, at de hver for sig opnår noget efter deres ønske; lad os alle have en og samme lov og en og samme tro. Det vil blive sandhed, at når vi har revet loven itu, bryder vi også freden itu«. Han sluttede sin tale således, at begge parter gik ind på, at alle skulde have en og samme lov og den, som han vilde fremsige. Da blev det vedtaget som lov, at alle de, som i forvejen ikke var bleven døbte her i landet, skulde være kristne og tage imod dåben. Men angående börns udsættelse og nydelse af hestekød skulde den gamle lov (fremdeles) gælde, og man skulde have lov til at blote i al hemmelighed, hvis man vilde, men ifalde 3 års landflygtighed, hvis man fik vidner derpå, Nogle få vintre senere blev imidlertid dette hedenskab, som alt andet, fjærnet. Disse tildragelser, hvorledes kristendommen blev indført i Island, fortalte Teit mig. Men Olaf Tryggvasön faldt den samme sommer efter Sæmund præsts fortælling. Da kæmpede han med Danerkongen Sven Haraldssön og Sveakongen Olaf den svenske Erikssön i Upsala, og Erik Hakonssön, som så blev jarl over Norge. Det var 130 år efter Eadmunds drab, men 1000 år efter Kristi fødsel ifølge almindelig tidsregning.

   VIII. Disse er navnene på de fremmede biskopper, der har været her på Island, efter Teits meddelelse. Fredrik kom hertil i hedenskabets tid, men følgende har været her senere: Bjarnhard den bogkyndige 5 år, Kol nogle få år, Rudolf 19 år, Joan den irske få år, Bjarnhard 19 år, Henrik 2 år. Fremdeles kom her andre 5, der sagde sig at være biskopper: Arnulf og Godeskalk, samt 3 armeniske: Petrus og Abraham og Stephanus.
   Grim Svertingssön på Mosfell overtog lovfremsigelsen efter Torgeir og havde den i 2 somre; da fik han tilladelse (hos lovretten) til at Skapte Toroddssön, hans søstersön, overtog den, fordi han selv var hæs. Skapte havde lovfremsigelsen i 27 somre. Han satte femteretsloven og det, at ingen drabsmand skulde (have lov til at) erklære nogen anden for drabsmanden end sig selv, men før gjaldt derom den samme lov som i Norge. I hans dage blev mange høvdinger og mægtige mænd dømt fredløse og landflygtige på grund af drab eller lemlæstelser takket være hans magt og landsstyrelse. Han døde samme år som Olaf den digre, sön af Harald, sön af Godrod, sön af Björn, sön af Harald hårfagre, faldt, 30 år efter at Olaf Tryggvasön faldt. Da overtog Stein Torgestssön lovfremsigelsen og havde den i 3 somre, så havde Torkel Tjörvesön den i 20, derefter Geller Bølverkssön i 9 somre.

   IX. Isleif, sön af Gizur den hvide, blev viet til biskop i Harald, Norges konges tid, han der var sön af Sigurd, sön af Halfdan, sön af Sigurd hrise, sön af Harald hårfagre. Men da høvdinger og andre gode mænd så, at Isleif var langt dygtigere end andre gejstlige, der fandtes i dette land, overdrog mange ham deres sönner til undervisning og lod dem præstevie. Deraf blev senere to viet til biskopper, Koll, der var østerpå i Viken, og Joan (biskop) til Holar. Isleif havde 3 sönner, der alle blev dygtige høvdinger, biskop Gizur og Teit præst, fader til Hall, og Torvald. Teit blev opfostret af Hall i Haukadal, den mand, om hvem alles dom var ens, (nemlig) at han var den gavmildeste og mest udmærkede i alt godt af ulærde folk her i landet. Jeg kom også til Hall 7 vintre gammel, en vinter efter at min farfader og fosterfader Geller Torkelssön døde, og jeg var der 14 vintre.
   Gunnar den vise havde overtaget lovfremsigelsen, da Geller opgav den, og havde den 3 somre. så havde Kolbein Flosesön den i 6. Den sommer, han overtog den, faldt kong Harald i England. Så havde Geller den for anden gang i 3 somre, så Gunnar for anden gang en sommer, dernæst Sighvat Surtssön, Kolbeins søstersön, i 8. I de dage kom Sæmund Sigfussøn hjem til landet fra Frankland og lod sig derpå præstevie.
   Isleif blev viet til biskop, da han var halvtres år, da var Leo IX. pave. Han var den følgende vinter i Norge og kom så her til landet, men han døde i Skalholt, da han havde været biskop ialt 24 år. Det fortalte Teit mig. Det var söndagen 6 nætter efter Peters og Pauls messe, 80 vintre efter Olaf Tryggvesöns fald. Der var jeg dengang hos min fostre Teit 12 vintre gammel, men Hall fortalte mig dette, han som både havde stærk hukommelse og var sanddru og som selv huskede da han blev døbt, at Tangbrand døbte ham 3 vintre gammel, men det var en vinter før end kristendommen her blev lovtagen. Han stiftede bo 30 vintre gammel og bode 64 vintre i Haukadal og var 94 vintre gammel da han døde, men det var på biskop Martens dag i den 10. vinter efter biskop Isleifs død.

   X. Gizur biskop, sön af Isleif, blev viet til biskop efter landets mænds ønske i kong Olaf Haraldssöns (kyrres) dage, 2 vintre efter at Isleif døde. Deraf var han den ene vinter her i landet, den anden i Götland. Da blev hans navn udtalt som Gisrød. Det fortalte han mig.
   Markus Skeggessön havde lovfremsigelsen næst efter Sighvat og overtog den den sommer, da Gizur havde været en vinter her i landet, og havde den i 24 somre. Efter hans meddelelse er alle lovsigemændenes virkeår skrevne i denne bog, (det vil sige) deres, der levede før den tid, jeg erindrer. Men ham fortalte hans broder Toraren, samt deres fader Skegge og flere (andre) vise mænd, deres virkeår, der levede før han kunde huske, efter hvad Bjarne den vise, deres farfader havde sagt; han huskede Toraren lovsigemand og 6 andre derefter.
   Biskop Gizur var mere afholdt af alle landets mænd end nogen anden af dem, vi har kendt her i landet. På grund af den yndest han nød og hans og Sæmunds taler (formaninger) samt ved lovsigemanden Markus' støtte blev det lovtaget, at alle mænd talte og vurderede deres ejendele og svor, at de var rigtig vurderede, hvad enten det var jord eller løsøre, og udredede derefter tiende deraf. Det er et stort bevis for, hvor føjelige landets mænd var imod den mand, at han fik det udvirket, at alt gods, som der var i landet og landet selv blev edelig vurderet og tiende givet deraf, og det ved lov bestemt, at således skal det være, sålænge Island er bebygget. Gizur biskop lod også det ved lov bestemme, at den bispestol, der skulde være i Island, skulde være i Skalholt, men før var en sådan ingensteds, og han gav til bispesædet Skalholts land (tilliggende) og mange slags andre rigdomme, bestående både af jordegods og løsøre. Men da han fandt, at den stad var bleven stærk ved rigdom, bortskænkede han mere end en fjærdedel af sit bispedømme, for at der hellere skulde være to bispesæder her i landet end et, således som Nordlændingerne bad ham om. Før havde han ladet alle bønder her i landet tælle, og da var der i Østfjordingernes fjærding 7 hele hundreder, i Rangåmændenes 10, i Bredfjordingernes 9, og Øfjordingernes fjærding 12; ikke medregnede var de i hele Island, der ikke skulde betale tingrejseløn.
   Ulvhedin, Gunnar den vises sön, overtog lovfremsigelsen efter Markus og havde den i 9 somre; så havde Bergtor Hrafnssön den i 6 [så havde Godmund Torgeirssön den i 12 somre]. Den første sommer, som Bergtor fremsagde loven, blev den nylov vedtagen, at vore love skulde skrives i bog hos Haflide Mårssön i løbet af den følgende vinter efter Bergtors og andre dertil valgte vise mænds foresigelse og råd. De skulde foreslå alle sådanne nylove, som de syntes var bedre end de gamle love; de skulde fremsiges den følgende sommer i lovretten, og alle de love skulde holdes, som ikke et flertal af mænd (goderne) da gjorde indsigelse imod. Men det blev udvirket, at da blev Vigslode og meget andet af love optegnet og fremsagt i lovretten af gejstlige sommeren efter. Alle syntes godt derom og ingen kom med indsigelser derimod.
   Det skete også den første sommer, da Bergtor fremsagde loven, at Gizur biskop var på grund af sygdom ude af stand til at ride til tings. Da sendte han bud til altinget til sine venner og til høvdingerne, at man skulde bede Torlak, sön af Runolf, sön af Torleik, Hall i Haukadals broder, at han skulde lade sig bispevie. Men alle gjorde således som hans ord (ønske) var, og det opnåedes, fordi Gizur tidligere havde indtrængende bedt derom, og han (Torlak) rejste udenlands den sommer og kom tilbage den næstfølgende, og var da bleven viet til biskop. Gizur blev bispeviet, da han var 40 år; da var Gregor den 7. pave, men derpå var Gizur den følgende vinter i Danmark og kom sommeren efter hid til landet. Men da han, som hans fader, havde været 24 vintre biskop, blev Joan Ögmundssön viet til biskop, som den første til Holar. Da var han 54 vintre gammel. Men 12 vintre efter, da Gizur havde været 36 vintre biskop ialt, blev Torlak viet til biskop. Gizur lod ham vie til Skalholt bispesæde endnu medens han selv var i live. Da var Torlak 32 vintre gammel. Men biskop Gizur døde 30 nætter senere i Skalholt den 3. dag i ugen, den 28. maj.
   Det samme år døde pave Paschalis den 2. för end Gizur, Baldvine konge i Jerusalem, Arnaldus, patriark i Jerusalem, og Sveakongen Philippus, og senere den samme sommer Grækernes konge Alexius. Da havde han været konge i Miklagård i 38 vintre. To vintre efter sluttede en måneperiode og en ny begyndte. Da havde Eystein og Sigurd været 17 vintre konger i Norge efter deres fader Magnus, sön af Olaf Haraldssön. Det var 120 vintre efter Olaf Tryggvasöns fald, men 250 efter Eadmund, Anglernes konges drab, men 516 vintre efter pave Gregors død, han som fik kristendommen indført i England efter hvad der bliver beregnet. Men han døde i kejser Fokas 2. regeringsår, 604 vintre efter Kristi fødsel, efter almindelig tidsregning. Det bliver ialt 1120 år.

Her sluttes denne bog.


Tillæg I. Dette er Islands biskoppers slægt og ættetal.

   Ketilbjörn landnamsmand, som bosatte sig sydpå på det øvre Mosfell, var fader til Teit, fader til Gizur den hvide, fader til Isleif, der var den første biskop i Skalholt, fader til biskop Gizur.
   Hrollaug landnamsmand, som bosatte sig østerpå på Sida på Bredebolstad, var fader til Özur, fader til Tordis, moder til Hall på Sida, fader til Egil, fader til Torgerd, moder til Joan, som var den første biskop til Holar.
   Auðr landnamskvinde, som bosatte sig vesterpå i Bredefjorden i Hvamm, var moder til Torstein den røde, fader til Oleif feilan, fader til Tord geller, fader til Torhild rype, moder til Tord hestehoved, fader til Karlsevne, fader til Snorre, fader til Hallfrid, moder til Torlak, der nu er biskop i Skalholt næst efter Gizur.
   Helge den magre landnamsmand, som bosatte sig nordpå i Øfjorden i Kristnes, var fader til Helga, moder til Einar, fader til Eyjolf Valgerdssön, fader til Godmund, fader til Eyjolf, fader til Torstein, fader til Ketil, som nu er biskop til Holar næst efter Joan.


Tillæg II. Dette er navnene på Ynglingernes og Bredfjordingernes forfædre.

   I. Yngve Tyrkekonge.
   II. Njord Sveakonge.
   III. Frey.
   IIII. Fjolne som døde hos Fridfrode.
   V. Sveigder.
   VI. Vanlande.
   VII. Visbur.
   VIII. Domald.
   IX. Domar.
   X. Dyggve.
   XI. Dag.
   XII. Alrek.
   XIII. Agne.
   XIIII. Yngve.
   XV. Jörund.
   XVI. Aun den gamle.
   XVII. Egil vendelkrage.
   XVIII. Ottar.
   XIX. Athisl i Upsala.
   XX. Eystein.
   XXI. Yngvar.
   XXII. Brautönund.
   XXIII. Ingjald ildråde.
   XXIIII. Olaf træhugger.
   XX V. Halfdan hvidben, Oplændinge-konge.
   XXVI. Godrød.
   XXVII. Olaf.
   XXVIII. Helge.
   XXIX. Ingjald, dattersön af Sigurd, sön af Ragnar lodbrog.
   XXX. Oleif den hvide.
   XXXI. Torstein den røde.
   XXXII. Oleif feilan, som først af dem var bosat på Island.
   XXXIII. Tord geller.
   XXXIIII. Eyjolf, som blev døbt i sin alderdom, da kristendommen kom til Island.
   XXXV. Torkel.
   XXXVI. Geller, fader til Torkel, fader til Brand, og til Torgils, min fader, men jeg hedder Are.