Oversætterens Forord (Danmarks krønike)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danmarks krønike
oversat af
Fr. Winkel Horn
Saxos Danmarks Krønike - "Saxonis Grammatici Historia Danica" er vor middelalders åndelige storværk. Den vakte, så snart den ved at blive udgivet på tryk (Paris 1514 af Kristjern Pedersen) blev almindelig tilgængelig, den største beundring hele Europa over, ikke blot for sit fortrinlige sprog, sin "vidunderlige Ordfylde" og "Mangfoldighed af Vendinger", som Erasmus fra Rotterdam priste den for, men også for den livfulde, farverige skildring, den giver af vort fædrelands historie fra de ældste tider helt ned til Saxos egen tid. Dette ry har den med rette beholdt, og her hjemme har den, siden den første gang oversattes (1575), været anset for vor ypprste folkebog.
Om dens Forfatter vides så godt som intet, ikke engang hans Fødsels- og Dødsår kjendes. Vi ved i Grunden kun, hvad der endda følger af sig selv, at han var Klerk; om han, som sagnet fortalte på Kristjern Pedersens Tid, har været provst ved Roskilde domkapitel, er ganske usikkert, ligesom den mening, at han har hørt til Lundekapitlet, også kun støtter sig på usikre gisninger. Derimod kan der ingen Tvivl være om, at han har stået i et meget nært forhold til Absalon, der jo også må have kjendt ham nøje og haft syn for og tillid til hans evner, eftersom han ikke blot i al almindelighed opfordrede ham til at skrive Danmarks historie, men blev ved med at tilskynde ham dertil og blev en af hans hovedkilder ved at fortælle ham både om sine egne og andres bedrifter.
Det synes da også af hele værkets bygning at fremgå, at det oprindelig kun har været Saxos mening at skrive en bog, der væsentlig skulle omhandle Absalon. Krønikens fjortende bog, der omhandler tiden fra Erik Emuns tronbestigelse, til Absalon blev ærkebiskop (1178) indtager i sammenligning med det øvrige en ganske uforholdsmæssig Plads - over en fjerdedel af det hele Værk -, og den er ikke ført ned til Valdemar den stores død, men ender nogle år forinden, som sagt, med Absalons indsættelse som ærkebiskop. Dette i forbindelse med, at Absalon i en ganske anden grad end kongen træder i forgrunden, synes at gøre det utvivlsomt, at fjortende bog er skrevet først og har udgjort et værk for sig; dette har Saxo så senere udvidet ved i femtende og sekstende bog at skildre Valdemar den Stores sidste og Knud den Sjettes første år til Vendertoget 1184, der førte til Bugislavs underkastelse, og som dannede afslutningen på Absalons Krigerliv. Og derefter er han så gået tilbage i tiden og har skrevet ellevte, tolvte og trettende bog, om "Kongefaderen (d.v.s.: Svend Estridssøn) og hans Sønner", som Svend Aagesøn, da han skrev sin krønike (ca. 1187), sagde, at Saxo havde besluttet at skrive, og hvorved Absalon, hvis slægt havde spillet en fremtrædende rolle i hine tiders tildragelser, utvivlsomt også har været ham en udmærket hjemmelsmand. Og endelig har han så tilføjet de ti første bøger med deres fremstilling af Danmarks Historie fra oldtiden ned til Svend Estridssøn. (Se nærmere C. Paludan-Müller: "Bidrag til Kritik af Saxos Historieværk" i Historisk Tidsskrift 4. række V.).
Den ovenfor givne løselige fremstilling af, hvorledes Saxos værk må antages at være blevet til, hviler ganske vist på en hypotese, men den synes at have al mulig sandsynlighed for sig. Hvorom alting er, foreligger hans Danmarks Krønike som et samlet billede af det danske folks levnedsløb, som det tegnede sig for forfatterens poetiske og af den ædleste fædrelandskærlighed gjennemtrængte betragtning. Derfor blev den i sin helhed et så fast bygget værk og i sine enkeltheder en så underholdende og til alle tider tiltalende bog. Hvad enten han fortæller vore oldsagn, som hans værk jo er en hovedkilde til, eller han beretter historisk sikre kendsgerninger, samler han sig bestandig om en eller anden særlig fremtrædende personlighed, hvis liv og bedrifter han skildrer fyldig og malende.
Det fulgte med nødvendighed af forholdene, således som de havde udviklet sig her i landet, da Saxos værk blev til, at han skrev det på latin, det ville have været ganske utænkeligt, at nogen skulle være faldet på at skrive en sådan bog på dansk. Han søger da også i forfædrenes ukyndighed i romersproget grunden til, at vi danske fra arilds tid har ladet vore berømmelige bedrifter gå i glemme. Han går som alt antydet, også i den henseende ypperlig rustet til sin gerning, idet han efter tidens lejlighed må betegnes som en stilist af første rang. At det nu skærer os i hjertet at se en mængde herlige oldkvad, som vi ville have givet meget for at eje i deres oprindelige skikkelse, gengivnet på sirligt latin, der helt forvansker deres stil og tone, bør vi ikke gå i rette med ham for, vi må endda være glade over, at han har bevaret så meget deraf for os, som han har. Nærværende oversætter har for versenes vedkommende sat sig til opgave at komme om bag Saxos bearbejdelser af de oldkvad, der må have foreligget ham, og at gengive dem i en form (som Eddakvadenes), der kommer den oprindelige så nær som muligt.
At en ny oversættelse af Saxos værk er på sin plads, kan formentlig ikke omtvistes. Vedels oversættelse (1575) er nu forældet og har nærmest kun interesse som dansk sprogmindesmærke fra det 16d. århundrede; Schousbølles (1752), der for øvrigt var et for sin tid ganske dygtigt arbejde, er nu med sin snurrige parykstil ganske usmagelig, og Grundtvigs fordanskning (1818-23) er så fri og stemt i en fra originalen så grundforskjellig tone, at den giver et væsentlig urigtigt indtryk af værkets karakter. Jeg har bestræbt mig for at gengive Saxos ejendommelige stil og tone så tro som muligt, at give en virkelig oversættelse, ikke en mer eller mindre fri fordanskning af hans værk. Måtte det være lykkedes mig, så at den gamle klerks værk måtte kunne hævde sin plads som folkebog i min gengivelse, til også den en gang forældes!
Til sidst bringer jeg cand. philol. M.J. Goldschmidt en hjærtelig tak for den store tjeneste, han har vist mig ved under korrekturen at underkaste min oversættelse et omhyggeligt gennemsyn. Den kyndige bistand, han har ydet mig, har været mig til stor støtte og beroligelse ved dette, som enhver kan sige sig selv, meget vanskelige arbejde, som det var mig yderst magtpåliggende at få gjort så godt som muligt.
Fr. Winkel Horn.
