Paqingnarneq og Agdlerneq (C. Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Emanuel A. Petersen: Parti fra Grønland med figurer og huse (1921-1948)

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Christian Rosing

Grønlands sidste Hedninger
Østgrønlænderne
Tunuamiut

Kapitel VIII

Paqingnarneq og Agdlerneq
(Overholdelse af visse Regler efter Dødsfald) og
(Kultisk Afholdenhed overfor visse Spiser)

De østgrønlandske Hedninger har en Mængde mærkværdige Skikke. I det foregaaende har jeg ganske vist allerede fortalt lidt om deres Sørgeskikke efter Dødsfald, men jeg skal alligevel her fortsætte med at berette lidt om, hvorledes de udtrykker Sorgen overfor deres Bopladsfæller, og hvorledes de ved ogsaa at afholde sig fra at spise visse dagligdags Former for Føde søger at forlænge Livet.

Paqingnareq forekommer udelukkende efter Dødsfald. Hvis Forældre mister deres Børn, eller den ene af et Par Ægtefæller dør, skal de underkaste sig Paqingnameq, og det samme skal ligeledes ske i Tilfælde af Dødfødsel. Ogsaa afholder de sig fra visse Spiser, der er fastsat af deres Bopladsfæller, for ikke at dø (men disse skal vi senere omtale). De, der underkaster sig Paqingnarneq, skal ikke alene afholde sig fra bestemte Spiser, men de føjer hertil en Mængde andre Skikke, som de skal overholde blot for at plage sig selv, og de sørger da for omhyggeligt at følge alle de Regeler, der er fastsat, hvor besværlige de end er at overholde. Staklerne skal opholde sig inden Døre næsten hele Tiden, de skal leve fuldstændig som stumme uden at maatte tale, og skal de endelig nævne en eller anden Ting, maa de ikke anvende det Udtryk, som almindelige Mennesker bruger, men kun, hvad de, der er underkastet Paqingnarneq, plejer at bruge (som er uforstaaeligt for dem, der ikke har været ude for Paqingnarneq). Naar de skal give Meddelelse om et eller andet, som de har set, maa de kun gøre det ved Hjælp af Øjnene eller ved Haandbevægelser. De maa kun holde Blikket rettet nedad. Særlig maa Kvinderne rette sig nøje efter de fastsatte Regler, naar de bærer Sorg for en afdød. Da Mændene jo skal ud paa Fangst, er de Dage, hvori de skal holde sig i Ro, kun fastsat til tre. Alligevel giver de alle Udtryk for, hvor besværligt og pinagtigt det er at underkaste sig skikken »Paqingnarneq«.

Naar et Barn er død (eller dødfødt), begynder Forældrene at underkaste sig Paqingnarneq, naar den Døde er baaret ud af Huset. De skal opholde sig paa Briksen i dyb Sorg, liggende udstrakt paa Maven, og hver Gang de sætter sig op, skal de sørge for at holde sig vendt mod Husets Bagside. Kvinderne skal i tre Dage have Hætten paa deres Amaut slaaet op, og de maa ikke selv øse Vand op eller bede om Vand, naar de er tørstige. Deres Drikkekar, der staar ved Siden af dem, bliver fyldt op af Husets Beboere, naar det er tomt, eller naar man mener, at vedkommende er tørstig. Den tredie Dag skal de vaske sig paa Kroppen og kan derefter have Hætten slaaet ned; men de skal til Stadighed blive liggende paa Maven paa Briksen, hvilende paa Albuerne. Naar de bliver trætte, kan de sætte sig op, men kun med Ansigtet mod Husets Bagside, da de ikke maa vende sig ud mod Gulvet. Andre skal sørge for Drikkevand til dem, og al deres Mad skal i Forvejen være skaaret ud, da de ikke maa røre ved noget Redskab (Kniv eller Ulo). Naar de begynder deres Paqingnarneq paa et eller andet Tidspunkt af Maaneden, skal de fortsætte hermed, indtil Maanen i den paafølgende Maaned atter viser sig umiddelbart efter Nymaane. Naar Maanen viser sig, skal de atter rense sig paa Kroppen, og den værste Tid af Paqingnarneq er dermed overstaaet; de maa nu sætte sig saaledes, at de vender Ansigtet ud mod Stuens Midte, og de kan nu — siddende paa Briksen — beskæftige sig med, hvad de selv ønsker. Den første Del af Kvindernes Paqingnarneq former sig som her beskrevet.

Mændene skal ligeledes opholde sig paa Briksen i tre Dage uden at sige noget. Den tredie Dag skal de vaske sig paa Kroppen og maa derefter gaa udenfor Huset som de selv synes, men de maa ikke ro ud i Kajak, før deres Hustru har renset sig for anden Gang. Naar de første Gang ror ud i Kajak, skal de holde sig tæt til Stranden, og de maa ikke ro ud til Søs, førend de har fanget en Sæl. Naar en saadan Mand for første Gang har harpuneret en Sæl, maa han ikke selv dræbe den, men han skal lade en anden Fanger dræbe den og gøre den klar til Bugsering. I Tiden efter Fangsten af denne første Sæl kan de ro i Kajak, hvorhen de ønsker, og kan selv dræbe de Dyr, som de harpunerer, og i det Hele taget gøre dem i Stand paa den Maade, de er vant til.

De, der er underkastet Paqingnarneq, maa ikke anvende mange af de Ord, som almindelige Mennesker bruger, og det gælder særligt med Hensyn til Fangstdyrene, Isen og Vejrliget. Sælerne benævner man paa følgende Maade: tamãngarnisaq (den, der hører hertil) er en Ringsæl, tamângarnisarajik (den lille sølle, der hører hertil) er en lille Ringsæl, samángarnisaq (den, der kommer derude fra) er en Klapmyds, og alugssaq (Saaleskind) er en Remmesæl, medens neríalassoq (den, der ligger paa Ryggen) er en Sortside. Naar de skal give Udtryk for en spraglet Sæl, gør de det blot ved en rullende Haandbevægelse, idet de siger: »En saadan sølle en« (de efterligner nemlig den Maade, hvorpaa en spraglet Sæl ruller ned fra en Isflage). ulumautilik (den øksebærende) er en Hvalros, og skal de nævne en Bjørn, former de blot Haanden, saa at den ligner en Bjørn, idet de siger: »Saadan en«, puiârteq (den, der kommer op for at aande) er en Narhval, og skal de sige Havis, benævner de den paa samme Maade som Klapmydsen, nemlig samángarnitsat (de, der kommer derude fra). Naar de skal udtrykke en Forværring af Vejr, Vind eller Strøm, gør de blot en Haandbevægelse, idet de siger: imaiseriakasitdlarmat (da det begyndte at blive saadan noget skidt), og naar de paa den anden Side skal udtrykke Tilfredshed med Vejrliget, siger de: imaiseriánguatdlarmat (da det nok saa nydeligt blev saadan). Mændene bærer sig ad paa den her beskrevne Maade.

Naar Kvinderne for anden Gang har renset sig og paa Briksen kan begynde at beskæftige sig med, hvad de selv ønsker, maa de gerne tage en Ulo i Haanden og begynde at arbejde, ligesom de selv kan begynde at skære deres Føde i Stykker. Dog maa de i hele Paqingnarneq-Tiden ikke røre ved en uparteret Sæl og maa saaledes ikke flænse deres Mands Fangst, »for at de ikke skal lægge Fangerne Hindringer i Vejen«. Inde i Huset maa de gerne beskæftige sig med forskelligt Arbejde, f. Eks. kan de godt flette og tvinde Senetraad, men de maa ikke øge disse Traade, da de i saa Tilfælde »øger Vintrene« (d. v. s. forhindrer, at det bliver Sommer).

Naar de Dage er gaaet, hvori de skal opholde sig inden Døre, maa de begynde at gaa ud som de selv lyster; men ikke desto mindre opholder disse Kvinder sig mere inde i Huset end ude af lutter Træthed, der skyldes, at de har opholdt sig saa længe inden Døre. Hvis de under Ophold i Husets eller Teltets Nærhed faar Øje paa en Kajak, der har faaet Fangst, skal de skynde sig at tage Blikket fra den og hurtigst muligt gaa ind, og uden at sige noget skal de skynde sig at trække Kamikkerne af og sætte sig paa Briksen. I al den Tid, i hvilken de er underkastet Paqingnarneq, maa de ikke gaa ned til Stranden nedenfor Huset (hvor Kajakkerne plejer at lægge til Land). Hvis de en Dag skal med ud paa Rejse, skal de først følge den Konebaad, som de skal med, et Stykke langs Stranden, da de ikke maa gaa ombord nedenfor Huset, men kun et andet (fjernere liggende) Sted. Paa Land maa de gerne plukke forskellige Planter (Rosenrod, Syre og Mælkebøtter), men de maa ikke hente Vand. Naar de kommer til en lille Elv, maa de ikke skræve over den, men kun springe, og det maa kun ske ved at sætte af og springe ned med samlede Ben. Hvis de skulde faa Øje paa en Bjørn, maa de kun henlede Opmærksomheden paa den ved Hjælp af Øjnene. (De Mennesker, der er underkastede Paqingnarneq, maa heller ikke tage en Rype i deres Haand. Der fortælles nemlig, at et Menneske, der var underkastet Paqingnarneq, engang tog en Rype i sin Haand, hvorpaa en Mængde Ryper kom flyvende og satte sig i saa stor Mængde paa Huset, at de trykkede det sammen). Naar det fastsatte Antal Dage for Paqingnarneq er udløbet, og de skal til at ophøre hermed, skal de iføre sig nye Klæder og gaa ned til Stranden (nedenfor Huset) fremsigende en Trylleformular. Senere skal de hente Vand, og Paqingnarneq er hermed forbi. Dog maa de først den næste Dag smykke sig med Perler og tage et rødt Haarbaand paa, da de Mennesker, der er underkastet Paqingnarneq, ikke maa bruge noget som helst, der er rødt.

Den Tid, i hvilken Paqingnarneq skal overholdes, strækker sig over en Sommer og en Vinter. I al den Tid skal de hver Morgen og hver Aften græde højlydt.

For at faa Folk til at indse Nødvendigheden af Paqingnarneq og at faa dem til at følge denne Skik nøje, bruger de østgrønlandske Hedninger »Maanemanden« som Skræmmebillede overfor dem, der eventuelt tænker paa at overtræde de fastsatte Regler. Hvis de, der er underkastet Paqingnarneq, giver sig af med noget, der er Tabu for dem (f. Eks. betragter Fangere, der ror i Kajak), giver Maanemanden sin Vrede til kende overfor dem, og man mener, at den Brusen, der høres, er »Maanemandens Vrede« (her i Angmagsalik lyder der nemlig ofte en saadan Brusen, som om noget med stor Styrke bevæger sig gennem Jorden. En Aften hændte det, at dette gentog sig mange Gange med saa stor Styrke, at Vinduerne og Kakkelovnene i Husene rystede meget stærkt). Man mener, at Maanemandens Klæder udelukkende er forarbejdet af Bjørneskind; og anser ham for at være meget frygtindgydende og mægtig. Det fortælles, at man har set ham nærme sig et Hus for at vende op og ned paa det med sin Stok. For ikke at vække hans Vrede søger alle, der skal underkaste sig Paqingnarneq, at følge Reglerne meget nøje, om de saa skal døje nok saa meget under det.

Den kultiske Afholdenhed (agdlerneq) viser sig derved, at man undgaar en bestemt Spise hele sit Liv, enten fordi ens Forældre har bestemt det saaledes for en fra Barndommen, eller som Følge af Belæring fra et andet Menneske. Aarsagen til denne Afholdenhed over for en Spise ligger i Frygten for Død eller Sygdom, idet man mener, at det vil bringe Ulykke at spise saadan forbudt Føde. Der vises ikke alene Afholdenhed overfor Føde, men Berøring eller Bemægtigelse af en eller anden Genstand undgaar man ogsaa, da man i saa Tilfælde mener, at man vilde blive syg.

Der vises kultisk Afholdenhed overfor mange Spiser. Her paa Østkysten lever Folk hovedsagelig af Sælkød, og er der ingen Sæler, begynder man straks at sulte. Ikke desto mindre kommer Sælkød ogsaa ind under de Ting, der er Tabu; men det er dog ikke alt Sælkød, der kommer herunder, da man i saa Fald ingen Føde vilde have og maaske vilde sulte ihjel. I Stedet for lader man da visse Dele af Sælen være Tabu, f. Eks. Underarmsbenet, Tungen, det smalle Ben i Baglallen, Skulderbladet eller visse Dele af Tarmene. Kateket H. Lund fortæller herom følgende: »Da vi engang var paa Rejse i Konebaad, fortalte vor unge Kajakmand, at han godt kunde spise den nederste Del af Kødet paa en Sæls Overarmsben, men at han maatte afholde sig fra den øverste Del deraf. Det var nemlig hændt for ham, at han engang havde taget en Bid af det, og næste Dag fik han Smerter i sin Arm, saa derfor vilde han ikke spise Kødet paa en Sæls Overarmsben. Han fortalte ogsaa, at han godt kunde spise Kødet paa den længste Knogle i Sælens Underarm, men at han maatte vise Afholdenhed overfor Kødet paa den korte Knogle; ligeledes var Tungen Tabu for ham. Da vi under Rejsen steg i Land, og jeg begyndte at spise sammen med ham, opfordrede jeg ham til at prøve at spise Kødet paa den korte Knogle af en Sæls Underarm og et Stykke Tunge. Han var først noget tvivlraadig da jeg talte til ham, men spiste det derefter og blev da klar over, at der intet farligt var ved det.«

Det er ikke alene overfor Kød, der udvises Afholdenhed, men ogsaa andre forskellige Spiser. Her paa Østkysten findes der ikke Æg i store Mængder, men der er dog en hel Del Terneæg, som er meget yndede af Østgrønlænderne, da de hører til de velsmagende og mere sjældne Spiser. Disse vises der dog ogsaa Afholdenhed overfor. Der er ikke mange af Beboerne her, der spiser Æg, men de, der plejer at spise dem, sætter til Gengæld ualmindelig stor Pris paa dem. Naar der spises Æg, er det særlig de unge, der har Lyst til dem, men de ældre forhindrer dem i at faa nogen. De unge har stor Lyst til at spise dem bag de ældres Ryg, men tør dog ikke paa Grund af de Skræmmebilleder, der udmales for dem, idet der siges, at man enten bliver alvorlig syg eller faar stærke Smerter. Efterhaanden som de selv bliver ældre holder de mere og mere fast ved denne Overtro.

Kateket H. Lund fortæller følgende: »Engang da vi var ude at rejse i Konebaad, slog vi Lejr hos nogle Mennesker, der kom rejsende sydfra, og jeg gik da paa Besøg hos dem. Mens jeg sad inde hos dem, sagde Husmoderen i Teltet til mig, idet hun pegede paa sin Datter: »Hun længes meget efter at blive døbt, for hun har stærk Lyst til at spise Æg.« Jeg sagde derpaa til hendes Datter: »Det gør ikke noget, om du spiser Æg.« Hendes Mor svarede, at ingen af hendes Børn nogensinde spiste Æg, fordi Barnet var slem til at faa Smerter over Lænden. Med Hensyn hertil udtalte jeg overfor hendes Datter: »Din Mor forhindrer jer i at spise Æg, fordi hun selv ønsker at spise dem. Hvis I har Lyst, skal I blot spise, det gør ikke noget, om du spiser Æg, før du bliver døbt; du fortjener blot endnu mere Ros, hvis du gør det.« Vi fortsatte Rejsen og kom da til nogle Mennesker, der var ved at øse Angmagsætter. Paa Vejen havde vi samlet en hel Del Æg, og om Aftenen kogte vi dem og gav nogle af dem bort til unge og Børn. En af de unge Mennesker, der næsten var voksen, og hvis Forældre var døbte, vilde ikke have noget, da de var Tabu for ham; men det var tydeligt, at han havde stor Lyst til dem. Hans Forældre havde imidlertid forbudt ham at spise Æg. Jeg talte da til ham om Urimeligheden af denne Afholdenhed og sagde: »Man skal ikke vrage den Føde, som Gud har ladet blive til. Det er alt sammen af det Gode, naar blot man bruger det i Taknemmelighed.« Hans Forældre kunde da ikke mere forbyde ham det, og den unge Mand var nu ikke mere tvivlraadig, men spiste af Æggene. Han syntes saa godt om dem, at han samme Aften roede ud i Kajak for at samle Æg, og da han kom hjem, kogte han selv de Æg, han havde samlet, og spiste dem. En anden Gang fik vi Besøg af nogle Mennesker, blandt hvilke der var en gammel Angákoq. Da jeg gav ham og hans Paarørende noget Brød, hørte jeg ham sige til sin Familie: »Jeg maa ikke spise det, da den Slags er Tabu for mig.« Engang hændte det, at en Fangers Datter blev syg, og Fangeren sang da Tryllesange over hende for at helbrede hende, og da han var færdig hermed, sagde han til hende: »Du maa ikke tage en Ulo i din Haand.« Fra det Øjeblik rørte hun ikke mer en Ulo, der var forarbejdet af Europæerne, men brugte udelukkende en Ulo, der var lavet af en af hendes Fæller, der var kommet sydfra. Saadanne Eksempler, der kun afviger lidt fra hinanden, kan der nævnes mange af.

Vi har nu hørt om og forundret os over Sydlændingenes Paqingnarneq og alle deres mange værdiløse og pinagtige Sørgeskikke, og vi maa jo her erindre, hvad Apostelen Paulus har sagt til os om »ikke at sørge som Hedningerne, der intet Haab ejer«. De plejer jo at opføre sig paa den beskrevne Maade i Sørgetiden, da de skal give Udtryk for deres Sorg overfor Bopladsfællerne, og de ved, at disse vil foragte dem og komme med Bebrejdelser, saafremt de ikke overholder Skikkene. Vi har ogsaa forundret os over, hvorledes de »græder højlydt Morgen og Aften en hel Sommer og Vinter igennem«. Ja, blandt Sydlændingene selv et helt Aar efter et indtruffet Dødsfald siges de »at hulke og græde højlydt« sammen med de Mennesker fra en anden Boplads, som de først møder. Dog har den Graad hos dem, der gennemfører Paqingnarneq og som senere hen atter mødes, intet at gøre med virkelig Sorg eller Savn, men er en ren og skær Skik. Thi de ligner snarere Børn, der græder uden Grund, naar de under det første Gensyn græder sammen; for efter at have været stille et Øjeblik, begynder de at fortælle løs om forskellige Ting, fuldstændig som Mennesker, der slet ikke har været ude for Sorg.

De lever saaledes i deres Sorg i skarp Modsætning til de kristne og sørger uden noget som helst Haab, idet de ligger under for en »Sorg, der er af denne Verden«. Ja, de har jo netop intet som helst Haab, da de jo ikke forstaar Aarsagen til det, der vækker Sorg, og de har heller intet som helst Kendskab til det eneste, der kan være til Trøst for dem herunder. De er derfor ikke engang selv klar over, hvilket stærkt Tryk, deres Sorg øver paa dem, og de forøger selv Trykket i saa høj en Grad, at de bliver ude af Stand til at foretage sig noget som helst, fordi alle de besværlige og plagsomme Regler, som Overtroen medfører, hindrer dem deri, saa at de bliver ude af Stand til at gøre som deres Medmennesker, samtidig med at de jo heller ikke kan vente nogen Trøst.

Paa den Maade nøjes Djævelen ikke alene med at styrte de stakkels Mennesker i Døden gennem Synden, men ved at benytte deres sjælelige Uvidenhed føjer han en Mængde Pinagtigheder til Sorgen, der følger med Døden, saaledes at han fuldstændig hindrer de stakkels Mennesker i at søge nogen Trøst endog i Døden. Saadanne stakkels Mennesker er i Sandhed at beklage. Vi kristne maa derfor være lykkelige over, at vi kan finde Trøst endog i Døden ved Tanken om det evige Liv, som Gud gav os i Daaben, og som er stærkere end Døden, et evigt og saligt Liv, der strækker sig endog udover Døden. Denne vor Salighed maa vi passe paa ikke at misbruge paa den Maade at vi i Sorgen over Dødens Komme søger at finde Trøst i tilsyneladende behagelige, men værdiløse Ting, idet der i denne Verden ikke findes anden Trøst end den, Gud gennem sin Søn har givet os, thi andre Ting, der kun tilsyneladende kan være til Trøst, er ikke i Stand til at indgyde Hjertet Mod. Vi skal dog ikke blot prise os selv lykkelige ved dette, men ogsaa alle vore Medmennesker skal vi søge at hjælpe til denne Lykke, ikke alene de, der kaldes kristne, men ogsaa Hedningerne, som ikke kender til nogen Trøst eller til det, der virkelig kan indgyde Mod.

Men maaske vil du sige: »Selvom jeg gerne vilde, er jeg ude af Stand til at faa dem dertil.« Vist ikke, saafremt du i dit Hjerte virkelig har tilegnet dig den Trøst, der er Guds, og har erfaret Lykken derved, skal du saa ikke ogsaa i dit Hjerte ønske det samme for dine stakkels Medmennesker, der ikke har Del i disse store Goder? Hvis du hører om de Skikke og Sædvaner, som Hedningerne har tilegnet sig, og som alle er pinagtige og uden noget som helst godt i Følge, saa vil du, saafremt du er en god kristen, føle Medlidenhed med dem og bede for dem til Gud. Vi maa bede for dem, at de maa blive lydhøre overfor hans Ord, og at deres Hjerter maa aabnes ved hans Aand, saa at de herigennem kan indse og føle, hvorfra alle Sorger har deres Udspring. Udfra dette vil de ogsaa forstaa, hvor de kan finde Trøst, nemlig i Guds Søn, Jesus Kristus vor Herre og Frelser, der sejrede over Døden, stod op fra Graven, og som lever evindeligt. Saa vil de ogsaa forstaa og virkelig begynde at stræbe efter at leve i »den Sorg, der omvender til Gud, og som ikke bringer Anger«. Lad os derfor gøre os Umage for at bede for dem, at de i Troen villigt maa modtage Guds Ord, og at ogsaa disse Mennesker maa komme til at eje den uforlignelige Trøst, som er hos Jesus, nemlig det evige Liv.

Men med Hensyn til de andre, der viser Afholdenhed overfor visse Spiser, og som vi her har hørt om, skal vi blot sige saaledes: Ogsaa disse er at beklage, da de ikke mere forstaar, at Gud har givet os Levnedsmidlerne for at vi skal bruge dem, og endog er bange for, at nogle af dem skal bringe Døden med sig, skønt »det altsammen er til Gavn, naar det bruges med Taknemmelighed«. Ogsaa med Hensyn til dette vil de engang blive helbredt, naar de bliver omvendte til Troen paa Gud, da de heraf vil forstaa, til hvor stor Gavn Guds Velsignelse og hans Skabninger er, naar man bruger dem saaledes som han ønsker det, og hvordan disse Spiser ogsaa vil være til Gavn og tjene til Udviklingen af Guds Billede, der bor i os. Lad os da haabe, at ogsaa alt dette maa indgyde os større Lyst til at bede for dem.

Fodnoter

Kilde

Christian Rosing: Østgrønlænderne Tunuamiut – Grønlands sidste Hedninger, ss. 89-97, København, 1946