Peder Claussøns Snorre som norsk bondelesning

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrøn Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif
Halvdan Koht (1873 - 1965).


Peder Claussøns Snorre som norsk bondelesning


Av Halvdan Koht



Historisk Tidsskrift
Utgitt av Den norske historiske forening
Kristiania
1924




Med Jacob Aall som kilde, og med Gustav Storm som mellemmann[1], er det ofte blitt gjentatt og brukt, det som Aall sier i sin oversettelse av Snorre fra 1838 (I, s. X), at "mod den sidste Slutning af forrige Aarhundrede og Begyndelsen af dette var Claussens Oversættelse af Snorre i de anseligste Bønders Hænder, og udgjorde deres meest yndede Læsning".

Så alment sagt som dette blir citert, har Jacob Aall i virkeligheten ikke uttalt setningen. Det han sier er, at han husker fra "den første Tid af hans Ophold paa dette Sted", d.v.s. på Nes jernverk, da var det slik med Snorre. Han har altså selv begrenset sine erfaringer til den del av landet, hvor han var kjent. Men han har riktignok også — med det drag som de fleste mennesker har til å utvide sine begrensede personlige erfaringer eller inntrykk til almene domme — trukket en videre slutning: Han sier at Peder Claussøns Snorre-oversettelse i lange tider var Nordmennenes "Yndlingsbog", — "indtil den efterhaanden ved Slid og Brug er saa godt som forsvunden". Og denne almene påstand har så gått videre fra mann til mann, fra bok til bok, inntil den nu optrær som et absolut historisk faktum. Men det er nødvendig å undersøke saken litt nærmere, før man overtar påstanden; vi har midler til det, ialfall i nogen grad, og jeg skal nu her stille sammen alle de oplysninger jeg har truffet på om sakforholdet.

Spørsmålet er slet ikke uviktig. Snorre som den "meest yndede Læsning", naturligvis av verdslige bøker hos "de anseligste Bønder", det betyr øket selvbevissthet og nasjonalbevissthet hos bønderne i slutten av dansketiden. Det er riktignok vel verdt å legge merke til at opfatningen av Einar Tambarskjelve og alle de andre gamle høvdingene som "bønder" ikke kan stamme fra Peder Claussøns Snorre, fordi de her for det meste blir betegnet som "Læns-Herrer" (i første utgave "Lænshøfdinge") og "Grever". Men dansketidens bønder kjente sig da i slekt med hine fortidens stormenn; de kunde delvis selv ha følelsen av å være av adel, og lesningen om sagatidens bedrifter måtte uvilkårlig styrke den nasjonale selvfølelse.

Peder Claussøn Friis (1545-1614), prest og historiker. Maleri av Peter Reimers.

"Snorre Sturlesøns Norske Kongers Chronica, udsat paa Danske aff H. Peder Claussøn", kom ut første gang på prent i Kjøbenhavn 1633, utgitt av Ole Worm. Denne utgaven fikk betydning for den lærde forskning i 17deårh., men fikk visselig lite eller intet å sie for Norges bønder; lesekunsten var på den tid ytterst lite utbredt hos det almindelige folk[2]. Først i 18de årh. blev det vilkår for bokens utbredelse også blandt bønderne; fra 1739 kjempet almueskolen sig fram, om enn med høist ujevne resultater, og evnen til å lese i bok blev mer og mer almen, selv om den sikkert enda hele dette århundret ut blev opfattet som en udmerkende egenskap for bygdens beste menn. Først i 18de årh. kunde Peder Claussøn ta sitt rum ved siden av Peder Syv (med "kjempeboka" fra 1695) og Petter Dass som den ene av "dei tri store Per’ane", som bønderne i Telemark beundret[3]. Men da kom det også en ny utgave av saga-oversettelsen; "Snorre Sturlesens Norske Kongers Krønike, oversat paa Dansk af Herr Peder Clausen".

Det var denne nye utgaven som ialfall i nogen utstrekning blev folkelesning i Norge. Den utkom i Kjøbenhavn 1757, "trykt og bekostet af Andreas Hartvig Godiche, boende i Skinder-Gaden, næst ved vor Frue-Skole". Godiche virket som boktrykker fra 1735 og til sin død i 1771, og var fra 1755 universitets-boktrykker. Han hadde tidligere også utgitt en Saxo-oversettelse i ny ut gave.

Det vilde ha vært av interesse å vite hvor stort oplag den nye Snorre-utgaven blev trykt i. Vi har fra 1754 en oplysning om at 600 eksemplarer da blev regnet for et høvelig oplag[4]; lærde skrifter blev trykt i færre ekspl., postiller og Holbergs verker derimot i flere. Vi tør kanskje tro at boktrykkeren regnet med litt større avsetning på sin Snorre; men oplaget blir ialfall meget lite i sammenligning med nutidens folkeskrifter. Og enda er det jo slett ikke sikkert at hele oplaget blev utsolgt; for noen få år siden kjøpte jeg selv fra Tyskland et ganske ubrukt, uopskåret eksemplar av denne utgaven. Det er vel alt i alt ikke så mange hundre eksemplarene av boken som kan ha vandret til Norge, og vi kan således i ethvert tilfelle ikke tenke på en utbredelse i likhet med den vi kjenner fra våre dager.

Det eldste vitnemål jeg har støtt på om at Snorre — jeg bruker her navnet stadig i samme mening som det dengang blev brukt, om alle de gamle norske kongesagaene — var kjent og yndet blandt norske bønder, er fra året 1785. Det var da planlagt at kronprins Frederik skulde på en reise til Norge, og dr. Laurids Smith, som hadde vært rektor i Trondhjem 1781—1785, skrev i den anledning i et brev, datert Veile den 27. desbr. 1785, til kronprinsens lærer og rådgiver, Johan v. Biilow[5] :


"Det er temmelig almindelig blandt de norske Bønder, fornemmelig de velhavende, at de vide noget og det enda en Deel af den gamle norske Historie, som de have af Snorro Sturlesens Læsning. Jeg troer, det skulde og høre til H. K. H. Kr. Pr.s Præparatorier til den norske Reise, at han løb Snorro igjennem efter den Kvartudgave, vi har (da den nyeste Folioudgave [med oldnorsk, latinsk og dansk tekst, 1777] er for kjedsommelig formedelst den vidtløftige Tryk). Læsningen er i sig selv morsom, og ved Samtale vilde det blive meget bemærket."


Uttalelsen er formet helt alment, som om den gjelder hele Norge; men vi tør sikkert ikke ta den som et vidnesbyrd for mer enn bygdene omkring Trondhjem. Den har en betydelig interesse, ikke bare fordi den vistnok er det eneste vitnemål vi har om saken fra selve det 18de århundre, men også fordi den er den eneste som synes å bygge på erfaringer fra det nordenfjelske Norge.

Jacob Aall, som i det minste fører tilbake til de allersiste årene av 18de årh., har sine erfaringer fra en helt annen kant av landet, fra Aust-Agder og særlig fra Telemark. Han har selv gitt mer detaljert oplysning derom i et av sine skrifter efter sin egen Snorre-oversettelse. I 1844 skriver han[6]:


"Ligesom der i Norges Fjelddale findes mangensteds en Gjenlyd af gamle Toner og et Billede af gamle Former, saa Have og dets Indbyggere bevaret en Interesse for Fædrelandets Skjæbne i Oldtiden. Med hine heldigere Betingelser for borgerlig Velvære fandtes ogsaa i hine Dage [d. e. førstningen av 19de årh.] en større Oplysningsgrad, og en meer udbredt Læsning af de bedste Skrifter, som paa den Tid vare i Omløb. Clausens Snorre saaes endnu ofte i det lille Bogskab, og ved Siden deraf flere af de paa den Tid meest yndede Folkeskrifter. Forfatteren erindrer endnu, hvormeget han overraskedes, da han som Candidat [1795] gjorde en Reise i Thelemarken, ved i dens dybeste Fjelde at finde Bastholms Philosofie for Ulærde med flere Folkeskrifter, og at træffe paa flere Bønder, der vidste med Sagkundskab at tale om deres Indhold."


Bastholms populær-filosofi er her åpenbart nevnt som eksempel på et av de "folkeskrifter" som man kunde finne i bondens bokskap ved siden av Snorre, og netop derfor har jeg vanskelig for å la være å sammenstille Jacob Aalls oplysning fra en fjelldal i Telemark med en bemerkning av professor Chr. Hansteen, som i 1821 gjorde en reise gjennem Hallingdal, Telemark og Hardanger; i Telemark passerte han Gransherad og Vestfjorddalen, og av sammenhengen ser det ut til at følgende iakttagelse[7] særlig gjelder Vestfjorddalen:


"Mange af dem [d. e. fjellbønderne] læse flittig Aviser, som de faae til Laans af Præster eller andre nærboende Embedsmænd, og ere sædvanlig temmelig vel bevandrede i Europas Geographie, men fornemmelig i sit Fædrelands ældre Historie. Snorre Sturlesen, Bastholms Philosophie for Ulærde og flere af den sidste populære Skribents Verker findes jævnlig paa en Hylde."


Jeg spør mig uvilkårlig: er det tilfeldigvis den samme hylle, det samme lille bokskap de to forfattere har set i, den ene i 1795, den andre i 1821? I det tilfellet måtte det visselig nærmest være Eystein Hansson på Ingulsland de begge to har vært hos; Hansteen skildrer ham i 1821 som en ren høvding i dalen[8]

Vi har imidlertid også andre vitnemål fra Telemark om at Snorre blev lest. Den bonde som møtte fra Bratsberg på Eidsvolls-forsamlingen 1814, Tallev Huvestad fra Lårdal, har Henrik Wergeland i sin "Norges Constitutions Historie", sikkert efter meddelelser fra sin far, karakterisert slik:


"Et udmærket Exemplar af disse, især i Historie, belæste norske Fjeldbønder, som stundom overraske den Rejsende. Kunde ikke "sættes" (som det heder) i Snorro, og besad derhos, i Dybet af den elskværdigste Beskedenhed, under sin Thelekofte, flere Kundskaber i Udenverdenens Historie og Geografi."


Herved er likevel å merke at Tallev Huvestad ikke var en vanlig gårdbruker; han var dessuten skolelærer og således adskillig bedre lært end de fleste bønder. Det kan også være verdt å peke på det "stundom" som Wergeland knytter til sit ord om de beleste fjellbønder, og Huvestad er den eneste av alle bønderne i Riksforsamlingen, som Wergeland nevner noe slikt om.

Sammen med Tallev Huvestad er å nevne Tarjei Vinsvål fra Åmotsdal (anneks til Seljord). Han skrev i 1813 et dikt "Tellebøndernes Følelse angaaende Svenskens Fordring paa Norge", og her nevner han ymse navn fra sagaene, — Einar Tambeskjelver, Tossten Knarresme, Tormo Skjall. Han kjenner dem fra Peder Olaussons "Krønike"; han sier i et vers: "Krønikjen fortel om mangen dygtig mann, som var fødd i Norigs rikje".

Og et annet vers gir et pussig lite bevis for dette. Der heter det:


"Svenskjen æ ein stakkar, alli hell han or
rekling va kong Olav Fønske,
lova Heilag-Olav dotte’ si aa svor,
tru meg, han va av dei lønske."


Tittelbladet til Peder Claussøn Friis' Norske Kongers Chronica, 1633.

Ingen utgiver har hittil forstått hvorledes Tarjei Vinsvål har fått tak i navnet "Olav Fønske" på kong Olav Skotkonung. Et par opskrifter har i steden "Olav Synske", men, sier Rikard Berge[9], "baae tvo tykkjest like meiningslause". Sammenhengen er ganske simpelt den, at Peder Claussøns Snorre i utgaven av 1638 gjennemgående skriver "K. Olaff Fønske" og på et enkelt sted (s. 203, svarende til Heimskringlas Olavs-saga kap. 67) "K. Olaff Suenske eller Fønske"; netop av dette sted ser en lett at "Fønske" intet andet er enn "Suenske", og formen beror på en feillæsning av det gammelnorske soenski. Utgaven av 1757 har for det meste "Oluf Svenske", men på mange steder like godt "Oluf Fønske", og dette er det da Tarjei Vinsvål har optatt. Dermed forteller han oss hvilken bok han har sin lærdom fra.

Men også Tarjei Vinsvål var skolelærer, — litt yngre enn Tallev Huvestad: Tallev fødd 1761, Tarjei 1770.

Fra noe seinere tid har vi et annet vitnemål fra Telemark, — fra en annen av fjellbygdene der. Den danske politiker Orla Lehmann var på en reise her i 1830, og fra Haukeli-overgangen, fra Grungedal, forteller han om gamle "Ole Voxli", d. v. s. Olav Vågsli, "denne Filefjeldets (!) Konge": "Han var lige saa fortrolig med sin Bibel og med de gamle norske Kongesagaer, som med det store og eensomme Naturliv, i hvilket han var voxet op og bleven gammel." Siden det her er tale om en gammel mann, tør vi vel føre hans kjennskap til Snorre tilbake til tiden omkring århundreskiftet.

Også sagnet forteller om hvorledes almindelige bondefolk i Telemark kunde sin Snorre. Der er et sagn knyttet til Tarjei Vinsvål[10]: Han skulde ha en lærdoms tevling (skulde "klokast") med et kvinnfolk i Åmotsdal de kallte Store-Hæge, — "bibelsprengd var ho, og fæl i gamle sogur anten de var ut-or heimbygdane eller ut-or Snorre, Saxo og Holberg". Det blev en lang og hard ordkamp, og om utfallet fortalte Tarjei efterpå: "Hæge va ein dævul i kongekrønikæn’; men eg laut skøyte bibelen fe ’o." Sagnet er ikke tidfestet; men Tarjei døde 1832. Om påliteligheten av det er det kanskje verre å dømme; men slike fyndord holder sig jevnlig ganske godt i tradisjonen.

Dermed er jeg færdig med Telemark, og tross de mange forskjellige hjemmelsmenn må det sies at der blir overraskende lite tilbake av vitnemål om virkelig gammel Snorre-lesning blandt bønderne. Det interessante er imidlertid at vitnemålene i ethvert fall gjelder flere forskjellige av bygdene der.

Fra den store sagabygd vestenfor, Sætesdalen, har jeg ikke funnet annet vitnemål enn et sagn. Det minner på en viss måte om sagnet om Tarjei Vinsvål; for det gjelder også en lærdoms-tevling. Men det er skarpere tidfestet; det er henført til den tid P. Hansen var biskop i Christianssands stift, altså tiden 1798—1803. Det forteller om en gang bispen Hansen var på visitas på Valle: der møtte fram en bonde Olav med tilnavnet "Menneskjini" og skulde måle sig med bispen[11]. Om Olav heter det at han "var so vel lærd at hans Like aldri hev vore". Ved overhøringen gik det nu først løs med kristendomskunnskap; men der kunde ikke bispen sette Olav fast. "So la han til or gamle Krønikar: stundom var det i Keisar Karls Krønike, stundom i Snurli Sturlisson og andre Bøker — men det var ikkje onnorleis daa." Med sine kunnskaper fra disse bøkerne hadde Olav således en lærdom som i de dagene var rent enestående.

Enda lenger vestfra, fra Bjerkrei i Rogaland, nevner også sagnet kjennskap til Snorre. Der er det fortalt om den store bondehøvdingen Trond Lauperak, en av dem som nektet å betale ekstraskatten i 1762, og som var en fører i bygden sin århundret til ende. Om ham heter det[12] : "Trond var ein vel upplyst mann, for si tid. Ogso i det stykke var han langt framum sine sambygdingar. Ei stor boksamling hadde han, trudomsbøker og sogebøker, bibelen og Snorre."

Dette sagnet synes mig ikke fullt så troværdig som de foregående. Det er mer litterært, og sammenstillingen "bibelen og Snorre" er mistenkelig, — den tilhører en seinere tids forkynnelse. Men i ethvert fall er det bemerkelsesværdig at Trond er fremstillet som et særsyn med sine bokskatter.

Fra Vestlandet har vi et par mere almene skildringer. Den ene skriver sig fra Lars Westrem fra Sogndal i Sogn; men han vil at den skal gjelde hele Bergens stift. Han nevner ikke Snorre, og han tror at sagn fra sagatiden enda kunde leve; men han peker da også på lesning[13]:


"I den sidste Halvdel af forrige Aarhundrede vare de fleste Bønder selvstændige og uafhængige Mænd. Næsten enhver sad gjeldfri paa sin udelte Gaard, som havde tilhørt hans Slægt i Aarhundreder; han havde endnu noget af gamle Fædres Selvfølelse tilbage, og det morede ham at læse om deres fordums Bedrifter, medens han glædede sig i det Nærværende. Gamle Kjæmpers Kvad lød end fra Stuen i Julehelgen, og Einar Thambeskjælvers og Erling Skjalgsons Aander foresvævede ham, idet mindste endnu dunkelt."


Lars Westrem skrev om dette, ikke efter selvsyn, men efter sagn; han var født først i 1805. Men til dette kan man knytte en bemerkning i Lyder Sagens og Herman Foss’s "Bergens Beskrivelse" fra 1824; der heter det om bønderne i Bergens stift (s. 190): "Kjendskab til Norges gamle Historie er ikke ganske ualmindelig, og man træffer ikke sjelden i Røgstuerne paa en gammel Snorro eller Ramus." Hvor bredt grundlag denne uttalelsen har, unddrager sig vår dom.

Rent alment, uten særlig stedfesting, uttalte Christian Magnus Falsen sig i 1815. Han skrev da[14]: "Endog blandt den hæderlige Bondestand har jeg havt Anledning til at gjøre Bekjendtskab med Mange, som vare vel bevandrede i Snorro." Da han skrev dette, opholdt han sig på Vestlandet; men bønderne kjente han dog vel nærmest fra Follo, og det vilde ikke være urimelig om uttalelsen særlig galdt dem, bønder på Follo var ikke langt fra de eneste bønder som var med og gav midler til Universitetets oprettelse.

Derimot gjelder det bare en enkelt mann, det som Henrik Wergeland ved en leilighet omtaler. I sin biografi av den kjente gudbrandsdalske stortingsbonde Ole Haagenstad skriver han[15]: "Jeg besøgte engang Ole Haagenstad. Snorre laa der. Intetsteds forekom han mig mere hjemme, intetsteds saa ny i sine Sagaer. Det gamle Skindbind var der ligesaa naturligt som et moderat Tidsskrift paa en literær Byherres Bord." Det er vel rimelig å anta at Wergeland her ikke har tenkt på et besøk hos Ole Haagenstad mens denne var i Christiania som stortingsmann, og da må ordene referere sig til Wergelands reise til Vestlandet sommeren 1882; for da la han veien gjennem Gudbrandsdalen og kan ha vært på Vågå. Oplysningen gjelder altså en forholdsvis sen tid; men Ole Haagenstad var fødd i 1775 og kan ha hatt sin Snorre i mange år.

Til de mer eller mindre faktiske oplysninger som således her er samlet, kan man enda legge et par ytringer i skjønlitterære skrifter. I den første av sine nasjonale fortellinger, "Luren", trykt i "Morgenbladet" 1819, nr. 17, lar Maurits Hansen sig skrive fra en gård lengst nord i Gudbrandsdalen, man må helst tenke på Dovre: "Ved Lyset blev Jeg paa en Hylde vaer nogle Bøger, og det glædede mig, imellem dem at finde vor Snorro. Jeg indlod mig i Samtale med Thor [bonden på gården] om den gamle Historie, og forbausedes ved hans Bekjendtskab med Samme."

Jeg vet ikke om Maurits Hansen på den tid enda hadde vært i Gudbrandsdalen. Han bygger i ethvert fall på lokal tradisjon (men velkjent også utenfor dalen) når han lar Thor sie sig å nedstamme fra kong Harald Hårfagre, — Tofte-bønderne på Dovre mente dette om sig selv. Men Snorre kan like godt høre til det dikteriske utstyr; det gjelder om å karakterisere Thor som den ætstolte, tradisjonsbundne mann.

Og Snorre fik snart en fast plass i den dikteriske skildring av den norske bonde. I en norsk roman fra 1827 skriver Henrich Steffens[16] "Jeder Bauer kann schreiben und fertig lesen. Man findet bei ihnen immer Andachtsbücher, oft die Bibel, und die Beschäftigung mit dem religiösen Unterrichte erhält den frommen Sinn. Nicht selten trifft man die alten Geschichtschreiber des Vaterlandes, vor Allen den herrlichen, prächtigen, mit Herodot zu vergleichenden Snorro Sturleson."

Fortellingen er på dette sted hos Steffens henlagt til Vestfjorddalen, der han selv aldri hadde vært, og kilden er åpenbart professor Hansteens reiseskildring, som han også har lånt mange andre ting ifra. Eksemplet viser tydelig hvorledes en enkeltstående iakttagelse lot sig alminneliggjøre, og det er den mistanke som treffer flere av de alment holdte fortellinger om Snorre-lesningen blandt bønderne, at de er opstått ved gleden over enkelte få tilfelle. De fleste av dem er preget av en tendens hos forfatteren; opmerksomheten er festet på alt som kan vitne om den nasjonale sammenheng, og det får da gjerne et altfor sterkt lys over sig.

Tross alle de innskrenkninger en således må gjøre, tross at vi må regne med litterær påvirkning fra forfatter til forfatter, så blir det dog en del igjen. Dr. Lanrids Smith for det trondhjemske, Chr. M. Falsen for Follo, Jacob Aall og andre for Telemark, Sagen og Foss for det bergenske, de viser da tilsammen at Snorre blev lest på bondebygdene i slutten av 18de og førstningen av 19de århundre. Sikkert var han ikke kjent i hver bygd, og der han var kjent, var det helst bare en enkelt fremtredende, særlig oplyst bonde som leste ham. Men dette at førende bønder — slike som Ole Haagenstad, Tallev Huvestad og kanskje Trond Lauperak — leste Snorre og var glad i ham, det måtte sette sine merker. Det måtte hjelpe til å gi slike bondehøvdinger sterkere politisk bevissthet. Og dét var netop førernes politiske evne som var hovedsaken.

Fotnoter

  1. Peder Claussøn Friis, Samlede Skrifter, s. LXXV.
  2. Jeg har funnet Snorre citert i 1710-årene hos "den kloke bonde" Simen Fougner i Gausdal, se Bygd og Bonde 11, 1920, s. 177
  3. Nordmænd i det 19de aarh., II 181 av Moltke Moe.
  4. C. Nyrop, Bidrag til den danske Boghandels Historie, I 301.
  5. Af Geheimeraad Johan v. Biilows Papirer, udg. af Ludvig Daae, s. 188
  6. Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, 2. Udg., s. 74.
  7. Bemærkninger og Iagttagelser paa en Reise fra Christiania til Bergen og tilbage i Sommeren 1821, Budstikken III (1821 —22), sp. 397.
  8. Sst, ep. 407—410.
  9. Bygdedikting fraa Telemarki, III, Torgeir Vinsvaal, s. 63.
  10. Rikard Berge, Bygdedikting fraa Telemaidd, 111, s. VII.
  11. Johannes Skar, Gamalt or Sætesdal, II 63—64.
  12. Aamund Salveson i Syn og Segn XI 67 — 68.
  13. Om Bondestanden især i Bergens Stift, i Granskeren I 229, 24de mars 1841.
  14. Norges Odelsret, Bergen 1815, s. 22.
  15. Saml. Skrifter VIII 7.
  16. Die Familien Walseth und Leith, I 131; i H. L. Bernhofts oversættelse I, 115.