Ragnar Lodbrogs Sønner
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danmarks krønike
oversat af
Fr. Winkel Horn
Ivar fik Budskabet om Ragnars Død, da han just var ved at se paa de offentlige Lege, men han fortrak ikke des mindre ikke en Mine og saa' i ingen Maade mere nedslaaet ud end sædvanlig, han holdt ikke blot Budskabet om Faderens Død hemmeligt ved at skjule sin Sorg, men han forbød endogsaa det ved Rygtet skrækslagne Folk at gjøre Larm eller gaa bort, før Legene var til Ende. Han bevarede sit muntre Ansigt for ikke at afbryde Legen og vendte ikke Blikket fra den offentlige Lystighed for at dvæle ved sin egen Sorg, for at han ikke ved pludselig at gaa over fra den største Munterhed til den dybeste Bedrøvelse skulde faa Ord for mere at vise sig som en sørgende Søn end som en munter Høvding. Da Sivard modtog Budskabet, jog han i sin Bestyrtelse, mere opfyldt af Kjærlighed til Faderen end af Følelse af sin egen Lidelse, det Spyd, han tilfældigvis holdt i Haanden, dybt ned i Foden, idet han i sin Sorgs Haardhed ikke ænsede legemlig Smerte, thi for lettere at kunne udholde det Saar, der var blevet tilføjet hans Sjæl, lagde han an paa at saare en Del af sit Legeme haardt, hvorved han paa én Gang viste sin Tapperhed og sin Sorg og bar sin Skæbne som en lige saa bedrøvet som standhaftig Søn. Bjørn sad og kastede Tærninger, da Budskabet om Faderens Død blev bragt ham, og han knugede Tærningen, han holdt om med Haanden, saa voldsomt, at han klemte Blodet ud af Fingrene, saa det sprøjtede ud paa Bordet, hvorved han gav til Kjende, al Lykkens Kast var mere lunefuldt end Tærningens, han spillede med. Da Ella spurgte det, skjønnede han, at den af de tre Brødre, som ingen sønlig Kjærlighed havde lagt for Dagen, havde baaret Faderens Død med størst Sjælskraft, og at han derfor maatte tage sig mest i Agt for Ivars Tapperhed. Men Ivar drog til England, og da han indsaa, at hans Flaade ikke var stærk nok til at holde Slag med Fjenden, foretrak han List for Dumdristighed og anvendte sin Snildhed over for Ella, idet han som Pant paa, at der skulde være Fred imellem dem, forlangte saa megen Jord, som han kunde omspænde med en Hestehud. Han fik, hvad han forlangte, thi Kongen sagde, at det kun var en ringe Begjæring, og glædede sig over, at saa mægtig en Fjende bad om lidt og ikke om meget, thi en lille Hud kunde jo kun spænde om et lille Stykke Land. Men Ivar skar Huden ud i tynde Strimler og omspændte med den et Stykke Land, der var saa stort, at han kunde bygge en By derpaa. Nu angrede Ella sin ødselhed og skjønnede for sent, hvor meget mere der var i en Hud, naar den blev skaaren i Strimler, end naar den var hel, thi den Hud, han havde troet vilde omspænde et lille Stykke Jord, saa' han nu indtage en stor Landstrækning. Men Ivar førte saa rigelige Levnedsmidler ind i Byen, han byggede, at den kunde udholde en Belejring, idet han lagde Vind paa, at den lige saa godt skulde kunne værge sig imod Hungersnød som imod Fjenden.
Imidlertid kom Sivard og Bjørn til med en Flaade paa fire Hundrede Skibe og erklærede Kongen aabenlys Krig og æskede ham til Slag. Da det var holdt til den fastsatte Tid, og de havde fanget Kongen, bød de, at der skulde ristes en ørn paa hans Ryg, idet det var dem en Gammen at gjøre det af med deres grummeste Fjende ved at mærke ham med Billedet af den grummeste Fugl, og de lod sig ikke nøje med at riste Saaret i hans Ryg, men de dryssede Salt paa det blodige Kjød. Efter at Ella saaledes havde maattet lade Livet, drog Bjørn og Sivard hjem til deres Riger. Ivar raadede for England i to Aar. Imidlertid havde Danskerne stadig gjort Oprør og yppet Krig og overdraget Herredømmet til to Mænd af Kongeslægten, Sivard og Erik. Ragnars Sønner angreb dem i Forening med en Flaade paa sytten Hundrede Skibe ved Slesvig og gjorde det af med dem efter et halvt Aars Kamp. Gravhøjene staar endnu som Vidnesbyrd derom. Det Sund, i hvilket Kampen stod, blev ikke mindre navnkundigt ved Sivards Død. Nu var næsten hele Kongestammen uddød med Undtagelse af Ragnars Sønner. Efter at Bjørn og Erik var vendt hjem, satte Ivar og Sivard sig fast i Danmark for at lægge fastere Tøjler paa Oprørerne og satte Agnar over England. Opbragt over, at Englænderne forjog ham, foretrak han med Sivards Bistand at udrydde sit Lands Indbyggere og lade Markerne ligge brak og udyrkede, frem for at det skulde opføde en overmodig Slægt, og lod den hæsligste Goldhed brede sig over øens fedeste Agerland, idet han sagde, at det var bedre at herske over en ørken end over et hovmodigt Land. Da Erik derpaa var bleven dræbt i Sverige som Følge af en vis østens Ondskab, og Agnar vilde hævne hans Død, udgjød han sit eget Blod over Fjenden, medens han ivrig søgte at hævne en anden, og medens han var opsat paa at revse sin faldne Broders Drabsmand, ofrede han Broderkjærligheden sit eget Liv.
Saa overtog Sivard med et almindeligt Landstings Samtykke sit Fædrenerige, men efter alle de Nederlag, han havde anrettet vidt og bredt, lod han sig nøje med den Navnkundighed, han vandt hjemme, og vilde hellere have Ord for at være udmærket i Fredens end i Krigens Gjerninger; han opgav at lægge sig efter Krigsvæsen og blev efter at have været den grummeste Hærmand Fredens omhyggeligste Vogter og søgte nu lige saa meget sin Ære i Fred og Ro, som han før havde holdt for, at den beroede paa Sejrenes Mængde. Lykken begunstigede denne Omskiftelse af hans Idrætter, saa at ligesom han ikke angreb nogen, var der heller ingen, der øvede Fjendtligheder imod ham.
