Rejs dig og slå en fis

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


»— rejs dig og slå en fis«

Flatulens i norrøn litteratur


af Jesper Lauridsen,
der også har nyoversat sagabrudstykkerne og gendigtet versene.


Heimskringla.no

© 2014




Sezt niðr ok ráð rúnar
rís upp ok fís við[1]
          Bergensisk runeindskrift (N B584) fra ca. 1250-1300




Alle gør det! Fiser. Men det er helst ikke noget, vi snakker højt om, for det er også lidt pinligt. Ikke desto mindre skal vi nu ud på en lille rundtur i den norrøne litteratur for at se, om vi kan opdrive eksempler på fænomenet.


Tilnavne med lyd og lugt

Sagalitteraturen giver os en række eksempler på tilnavne, der vidner om, at bæreren har gjort sig mere end almindeligt bemærket ved afgivelse af tarmluft. De nærmere omstændigheder ved erhvervelsen af tilnavnene bliver desværre aldrig afsløret, men der er åbenbart gradsforskelle af fiseriet. Nu bliver det værre og værre:


I byen Kongshelle støder vi således i 1135 i forbifarten på Sæmund Sysselmands søn — Gunne Fis.[2] Derudover hører vi (heldigvis, kan man sige!) ikke mere til ham.


I Íslendingabók hilser vi på den fjærtende fyrste Øistein. Igen er bekendtskabet bemærkelsesværdigt kortvarigt og forklaringen på tilnavnet fraværende:

Oplændingekongen Halvdan Hvidben — søn af svenskekongen Olav Træhugger — var far til Øistein Fjært[3], der var far til Halvdan den Gavmilde og den Madgerrige, der var far til Gudrød Jagtkonge, der var far til Halvdan den Sorte, der var far til Harald Hårfager, der som den første i slægten blev enekonge over hele Norge.[4]

Af en anden kilde[5] erfarer vi, at Øistein omkom, da han blev slået over bord af en sejlbom. Denne kilde ignorerer dog fuldstændig hans uddunstninger.


I Landnámabók præsenteres vi for nok en fjærtende Øistein, der efter sit tilnavn at dømme må have været et ganske ubehageligt selskab — har vi mon her den egentlige grund til, at han måtte forlade Norge for at tage nyt land på Island?

Øistein Skadefjært[6] — søn af Alf fra Osta — tog den østre Hrutafjordsstrand ved siden af Balke og boede dér nogle vintre, inden han blev gift med Torhild — en datter af Torstein Rød. Så flyttede han nordpå i Dal og slog sig ned dér. Deres sønner var Alf i Dalene, Tord og Torolf Ræv og Hrap.[7]

Det er ikke til at vide, hvilken skade Øisteins fjærten har forvoldt, for vi hører ikke mere om ham.


I 1206 hærger borgerkrigen i Norge. Det er kong Inge og birkebeinerne mod Erling Stenvæg og baglerne. Kongens jarl — Håkon Galen — sender en betroet mand, der sandsynligvis har en lidt støjende afgang, af sted i spidsen for flåden:

Han sendte Andres Lortelyd[8] tilbage til Trondheim med storskibene, mens jarlen drog sydpå med skuderne.[9]

Men de dovne birkebeinere gider imidlertid ikke ro de tunge skibe omkring Stad.[10] De bliver i stedet overmandet af en forfølgende baglerflok, og Andres har — i lighed med 200 af sine kolleger — slået sin sidste fis.



Når fisen vækker latter

Det er altid godt med lidt plat prutte-humor. Også i sagaerne. Vi skal her se, hvordan fisen kan have en lattervækkende virkning, og hvordan en tilfældig fis kan være medvirkende til at forhindre blodsudgydelse. I det sidste eksempel synes den fisende dog slet ikke, at det er morsomt, og situationen munder ud i ikke bare et, men flere drab ...


Grim Droplaugarson har været nedtrykt, lige siden han mistede sin bror — Helge — i kamp. Efter endelig at have hævnet Helge, skal der dog et lille uheld til, før Grim for alvor genvinder sit gode humør:

Dagen efter spillede Grim brætspil mod en nordmand, men en lille dreng, som Torkel havde med Jorun, løb imod bordet, så brikkerne væltede. Nordmanden skubbede med sin fod til drengen, så denne fes ved det. Grim slog da en latter op.[11]


Der forekommer også en uskyldig barnefis i denne ellers alvorlige situation: Gudmund går til gudstjeneste på tinget, mens han afventer en tvekamp mod Tore. Tore er også til stede i kirken sammen med Einar — Gudmunds bror. De to brødre har ikke just et venskabeligt forhold til hinanden. Gudmund prøver at give det indtryk, at den kommende tvekamp bekymrer ham meget, selv om det modsatte er tilfældet:

Og om dagen, da de gik til gudstjeneste, satte de sig på deres pladser. Gudmund var tavs og sagde ikke et ord, men skjulte hovedet i sin skindkappe. Men så skete der en lille ting. Et barn tumlede rundt på grunden dér foran Gudmund og slog en fis, og nogle af mændene lo ad dette. Da Einar og Tore kom til boden, sagde Einar til Tore: »Hvordan forekom Gudmund — min bror — dig i kirken?« Han svarede: »Som jeg kunne ønske det, og han syntes mig ikke at holde hovedet højt, og han bliver nok mere bedrøvet, når jeg forsyner ham med den vanære, der venter ham.« Einar sagde: »Sådan forekom han ikke mig. I går ved aftengudstjenesten syntes jeg, han virkede vældig lystig, mens han i virkeligheden var bekymret. Og nu virkede han tavs — men så du ikke, hvordan hårene på hans skindpels bevægede sig, da han lo?«[12]

Einar indser, at alt ikke går efter planen, og han opsøger straks sin bror for at opnå forlig på Tores vegne.


Kong Harald Hårdråde har stormanden Einar Tambarskælver som gæst, og kongen vil gerne underholde forsamlingen med beretninger fra sine talrige bedrifter i det store udland, men det irriterer ham ikke så lidt, at den efterhånden aldrende Einar må kæmpe for at holde sig vågen under foredraget:

Og nu, da mændene var meget berusede, var Einar nær ved at falde i søvn; han sad således, at han lænede sig op imod dynerne. Da vendte kongen sig imod sin slægtning Grjotgard og sagde: »Tag nu noget græs — frænde,« siger han, »— og sno det sammen og stik det i næsen på Einar. Og klem bare godt til, mens du siger: ‘Skal vi se at komme af sted, Einar?’« Nu gjorde Grjotgard dette, og ved det at Einar fik græsset stukket i næsen, fik han trang til at nyse, men kom til at slå en fis. Kongen sprang op og gik væk. Da Einar blev klar over, hvad der var sket, følte han sig meget latterliggjort af det og forstod nok, hvordan dette var kommet i stand. Han gjorde sig med det samme klar til at tage af sted og var meget vred. Han drog hjem straks om natten, men morgenen efter kom han til byen med et stort følge og gik straks til det loft, hvor Grjotgard sov, og brugte våben imod ham og slog ham ihjel.«[13]

Kong Harald har i forvejen et noget anstrengt forhold til Einar, og han kan naturligvis ikke sidde et drab på en slægtning overhørig, men kvitterer kort tid efter med at dræbe både Einar og dennes søn Eindride ...



Guddommelige prutter

Odin:
»... du turde hverken nyse eller fise ...«

Selv guderne fiser! Jo! Det véd vi fra Den ældre Edda:

Odin har forklædt sig som en gammel, forhutlet færgemand, da Tor ankommer til færgelejet på modsatte bred. De to begynder at spille ping-pong med selvhøjtideligt pral og gensidige ubehageligheder, og Odin minder sønnen om, at denne på sin berømte rejse til Udgårds-Loke[14] en overgang sad sammenkrøbet og forskræmt i en jættes handske:


»— tynget af rædslen
turde du hverken
nyse eller fise,
om Fjalar sku’ høre det!«[15]


Ja, OK. Tor fiser jo netop ikke i den givne situation, men vi må tage Odins ord som vidnesbyrd om, at guder kan fise, og at de også gør det.

Loke Laufeyson er som bekendt en notorisk løgnhals, og selv om vanerne sædvanligvis ikke går af vejen for en rask omgang blodskam mellem søskende, kender vi ikke den fulde sandhedsværdi af de forrygende beskyldninger, han slynger i hovedet på Freja:


»Luk nu, Freja,
din lede heks!
Du er fuld af falsk og bedrag.
Guderne greb dig
i gang med din bror —
da slap du en fjært, Freja!«[16]


»Sidste linje antyder vel en følge af, hvor overrasket Freyja blev«, skriver Finnur Jónsson. Det lyder rimeligt.


Slut — prut — punktum




Noter:

  1. Sæt dig og tyd runerne — rejs dig og slå en fis.
  2. Norrønt: Físs. Saga Magnús blinda ok Haralds gilla, kap. 9.
  3. Norrønt: Fretr.
  4. Íslendingabók (Formáli).
  5. Ynglinga saga, kap. 51.
  6. Norrønt: Meinfretr.
  7. Landnámabók - Þriðji hluti, kap. 1.
  8. Norrønt: Dritljóð = drit-hljóð ≈ afførings-lyd. Vi afstår her fra at gå yderligere i detaljer ...
  9. Sögur Hákonar Sverrissonar, Guttorms Sigurdarsonar ok Ínga Bárdarsonar, kap 13.
  10. Norges vestligste punkt på fastlandet.
  11. Fljótsdæla saga, kap. 31.
  12. Ljósvetninga saga, kap. 9.
  13. Magnús Saga hins góða ok Haralds Saga hardráða, kap. 38. Her efter Flateyjarbók — optrinet er skildret lidt anderledes i Morkinskinna.
  14. Se Uddrag af Snorres Edda
  15. Hárbarðsljóð, v. 26.
  16. Lokasenna, v. 32.