 Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.
Religionsskiftet i Norden
Vilhelm Grønbech
Det onde og de onde
(side 53) De gamle guder var blevet forladte af deres dyrkere, men deraf fulgte jo ikke at de alle sammen var døde og borte. Jo, guderne døde, det vil sige, de gik til deres sted, der hvor alle holdt til som ikke havde venner i menneskeverdenen.
For hedningerne var verden delt i to sfærer. Den ene var sollys, frodig, bredte sig i marker og enge. I den græs- (side 54) sede kvæget fredeligt, i den voksede korn, til den åbnede husets døre sig. Der var menneskelykke i selve jorden og luften, i den gik alting naturligt til, ti dér var mennesker og deres magter herrer. Det var dagens verden. Uden om denne sfære, som oftest grumme tæt op til den, lå det uhyggesrige vi kender så godt fra Tors rejser til Jættehjem — landet med de farlige veje, med de sværdfrådende strømme. Dér var intet hvad det syntes, bag alt lurede øjenforblændelse. Jætter og utysker huserede der, ædere af lig og ædere af mennesker, jætter på to ben, og jætter på fire med stump hale. Man behøvede ikke at gå langt ud i fjældene for at komme over grænsen mellem bygd og ubygd; overalt hvor skoven stod tæt eller sumpen lå grøndvask hen, kunde en jætte hvilket som helst øjeblik stikke sit skræmmefjæs op for lyset. Endnu nærmere kom fjenden. Når natten sank
ned over jorden, da udviskedes til en vis grad velsignelsen, og landet forvildedes for en tid. Utyskerne vovede sig da helt frem til menneskeboligerne, måske endda inden for døren — og så kunde hele husstande forsvinde for gæsternes appetit. Udgård var ikke blot en lokal verden, den var natten og mørket.
Med disse magter havde mennesker haft kamp så længe verden stod. Guderne hjalp trolig deres stalbrødre på gårdene — deres rensningsiver er foreviget i glade digtninge om Tor. Han nøjedes jo ikke med at sidde på grænserne som vogter, evig var han på farten, prøvende jætteskallernes tunge snille, åbenbarende deres superkloge enfoldighed, og alt imens hamrende dem småt og fint. Men om så Tors hammer gik nat og dag, blev der altid jætter nok tilbage; så mange af dem overlevede rødskæggen, at mennesker inden for den nye sæd fik rigelig anvendelse for deres år- (side 55) vågenhed. Når Olav for gennem landet, stødte han af og til på reder, hvor yngelen kom vraltende ud i vredesmod, og der står endnu mangen en bister karl og stirrer i forstenet måben efter det sted hvor kongen for.
Til denne verden var det de fredløse gik over, så vel levende som døde; det var disse dæmoners lovløshed der blev deres natur, når de menneskelige egenskaber svigtede. I denne onde karakterløshed endte altså også guderne, når de blev fredløse. Der kom de husvilde, store og små guder, ikke een eller fem eller tolv, men aser og diser og vætter fra mange hellige steder. Deres gamle boliger blev ranede af andre, eller de blev profanerede og gjorte til pinesteder. På Giljå havde bondens gud alle dage boet i fred i sin sten, og hverken gården eller dens indbyggere havde nogen sinde manglet noget; men en skønne dag kom bondens fromme søn, Torvald Vidførle, hjem og havde missionsbiskoppen med sig, og da var freden forbi. Omvendelsesværket tog fat i centrum, da biskoppen gik i procession om gudestedet og haglede vievand ned over dets stakkels indbyggere. Om natten viste guden sig for den gamle Kodran, husbonden på Giljå, og fortalte ham om disse grusomme dråber, der brændte ham; hvorfor skulde dette tilstedes mod ham, der altid havde gjort godt og aldrig ondt? Biskoppen forfulgte sin sejr; dag efter dag gik processionen, og vievandet regnede, nat efter nat kom vætten, stedse ynkeligere at se på, og hans sidste ord var: »Se du nu selv til, ti dette kan ingen udødelig holde ud, nu må jeg gå i fredløshed.« Og så rummede verden altså en ubehersket menneskehader mere.
Til disse lovløse dæmoner hørte denne Odin, der aflagde besøg hos Olav Tryggvesøn og nær havde forgiftet sjælene (side 56) med vanhelligt kød. Det kunde hænde, at en sådan djævel stillede sig skinhelligt op på en klippeodde og råbte forbisejlende an. Aldrig så snart havde man fået den uskyldige yngling om bord, førend der blev et sådant uvæsen med drillerier og spottegloser og hedenske historier, at mand blev sat op mod mand. Først da kumpanen slog en hånlatter op og kastede sig i søen, gik det op for folk at de egentlig for længe siden skulde have haft fat på kors og gode sager. Gud alene har æren for at det ikke gik galt, længe inden man opdagede at Tor selv var på spil.
De to dødsfjender, guden og jætten, smælter sammen i kraft af ensartetheden i deres væsen. Overfor middelalderens fortællinger om fjendskab mellem mennesket og det andet er det ganske ørkesløst at spørge, om det nu er gamle jætter eller gamle guder som driver deres spil. Den nye religion gennempræger også den verden der ligger uden for Kristi rige.
Gudmund fra Glæsisvoldene er et exempel på en sådan skikkelse, hvis væsen er uransageligt set fra hedensk standpunkt. Utvivlsomt har han i sine årer blod både fra guder og fra jætter, men sådan som han står for os, er han født uden for den verden hvor der var adskillelse mellem jætter og aser, og derfor kan man ikke ved nogen sjæleudredning trævle ham op i en stump fortid og et stykke nutid. Han residerer et sted hinsides grænsen mellem godt og ondt. Han har døtre, der er skønne at se til og gridske efter menneskers sønner. I hans rige er der synsforblændelser og uhyggelige kræfter. Og hans magt trænger sig af og til ind i Guds rige. Olav Tryggvesøn havde engang en oplevelse med to af hans sendebud, der kom med en flittig hilsen og et par drikkehorn, og lod konger, forstå at man (side 57) ved Gudmunds hof nærede stor beundring for hans storhed. Hornene var gode, meget skønnere end de pragtkar der ellers gik rundt i hirden. Kongen prøvede at fylde dem med godt kongeøl, og det holdt de vel til, men da bispen udtalte sin velsignelse over drikken og man bød de fremmede en slurk, kom trolddomsnaturen for dagen. Der blev et stort brag i hallen, lysene slukkedes, og i braget forsvandt de venlige gæster. Da man fik tændt op igen, så stuen ud som en slagmark — tre mænd havde sagt verden farvel. Ved samme lejlighed fortælles om en brav ungersvend fra Viken, som forsvandt sporløst fra sit skib, mens det lå i Nordhavet. Han var i følge med disse mistænkelige gæster hos kongen, men forsvandt igen under denne hurlumhej. Først da der atter var gået et år, vendte han tilbage til folk, og da var han blind. Han havde meget at berette om det strålende liv ved Udgårdshoffet, om jættekvindernes kærlighed og om deres skinsyge, men selv var han mærket af det livs-øde som lurede bag glansen. Og han blev ikke mange måneder ældre.
Verden blev i sin grundplan ved at være den samme efter de nye guders indtog. Lysets verden videde sig ud til at omfatte fjærne paradislande, og over den åbnede sig Krists klare himmel. Natten åbenbarede også hidtil ukendte dybder; man fik indblik i regioner hvor iskulden steg i uhygge, hvor der måske også lyste fælt af skadebål. Men disse landvindinger i natverdenen var ikke af en sådan art, at de satte sindene i overvættes bevægelse og omgrupperede tankerne. De fleste havde vel nok hørt om Helvede, kunde måske også nok fortælle en historie om djævelens hjemsted, men det blev dog et fjærnt noget, der gik frasagn om (side 58) på samme måde som Indialand og andre afsides regioner. Man manglede personlig erfaring derudefra, og således er det vedblevet at være. Helvede har aldrig lukket sig helt op i Norden.
Oplevelsen skete nærmere ved. Udgård gabede fremdeles i ødemarken og spyede troldtøjet op mod mennesker. De gamle karaktermærker skilte uverden fra verden — det ene var dødens børn, det andet livets. Udøbte børn og fredløse havde ingen sand sjæl, de blev gravede ned på et vanhelligt sted, hvor den onde huserede; og deres dæmonnatur gav sig udslag i angreb på mennesker og kvæg. Vi hører et sted om en bisps velmente forsøg på at tilkaste en af Udgårds brønde ved at lade de åndeligt dødfødte stakler jordfæste i udkanten af kirkegården; men den der gerne vil bevare sin tro på at en bisp havde større held med sig overfor utyskedom end guder havde, han gør vist bedst i ikke at spørge folketroen hvad den mener om sagen. Om natten blev vejene gjort utrygge af alskens hvileløst pak. Gennem luften jog tætte skarer, og der siges jo, at skarpe øjne kunde skelne både dæmoner og fredløse dødninge i sadlerne.
Men at modsætningen lever og at fjendskabet går efter gamle linjer, betyder jo ikke at det er de samme dæmoner der har bygget i Norden fra urtiden af. En hedning vilde have været lige så fremmed i den nye dæmon verden, som han var det i kristlivets dag. Livets fjender har ingen karakter, de bliver hvad livet gør dem til. Det mylder af kristhadere og kristfrygtere der har forplantet sig fra generation til generation helt ned i vor tid, bærer til overflod mærker af at være opvoksede på skyggesiden af middelalderen. De (side 59) er ikke blevet mærkerne kvit, selv nu da den tredje religion delvis har taget hadet fra dem, og gjort dem til et slattent, halv sentimentalt kæltringefolk.
|
