 Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.
Religionsskiftet i Norden
Vilhelm Grønbech
Guderne skifter – de gamle former varer ved
(side 10) De store og mærkelige begivenheder som forandrede Norden omkring den tid da diserne besøgte Halls gård, var en følge af at folkene, land for land, skiftede guder. Der skete ikke nogen revolution i menneskers adfærd i den forstand at de pludselig lagde alle prøvede skikke bag sig, og abede sig op til splinterny gebærder. Man modtog de nye guder med de trygge vaner som havde sikret livets trivsel under fortidens sæd.
På Island, og for største delen også i Norge, var fårene og køerne bondens første omsorg. Fra hjorden kom den mælk og ost der var hans hverdagskost, og til højtidsbordet krævedes der kød og suppe. Derfor »viede« han sine kreaturer til sine guder; han forsikrede dem i gudens kraft, ti han vidste, at da var de trygge mod al skade fra luft og jord, da svulmede livet over i rigelig mælk og megen drægtighed. Men kvægavlerens stolthed udtømmer ikke Nordboens følelser overfor hans kvæg; når bonden så på sine viede kreaturer, kom der endda langt stærkere tanker op i ham. De var ham en åndelig forjættelse. Alle husker sagaen om Hrafnkel Freysgode, der i sin hestehjord havde en prægtig hingst gående, som aldrig tålte nogen rytter eller nogen (side 11) byrde på sin ryg, fordi den var viet til Freyr. I Norge kom det under omvendelsestiden adskillige gange til opgør mellem kristenguden og de hellige kreaturer som folk »troede på«. Blandt andre som blev katekiserede i stalden var en mand på Reina ved navn Harek. Olav Tryggvesøn havde hørt om at han havde en umådelig stor okse på sin gård, som han havde lid til fremfor alt i verden, og kongen forstod straks, at så længe den tillid fik lov til at råde i et menneske, gik der ingen kristendom ind i ham. Disse kreaturer var bondens guder, kan man med rette sige, ti folket så i dem guddomsbærere, der formidlede den evige velsignelse over til mennesket. De følte kommende farer før husbonden og lagde deres viden for dagen i tydelige varsler. Når bonden stod tvivlrådig på en korsvej, slap han oksen eller hesten frem til afgørelse, og i guddommeligt instinkt gik dyret derhen hvor lykken var at finde. De bævrede af livets kraft og indgød velsignelse i alle deres omgivelser, så at husbonden selv og hans kvinde blev store og stærke ved at have dem gående mellem græsgang og gård.
Da nu den nye »sæd« var kommen, og der skulde gives bestemmelser for hvad der var fromhed og hvad der var trolddom, kom loven til at lyde sådan: »Mænd skal tro på een gud og på hans hellige mænd, og ej blote hedenske vætter. Det er at blote hedenske vætter, når man signer sit kvæg til andre end Gud eller hans hellige mænd.«
For menneskers højeste vel, åndeligt som legemligt, blev der sørget i festtiden ved det hellige samlag om offerkedlen og især om offerøllet. Man dyrkede guderne ved at vie ølbollen; da lagde de høje deres kraft, eller rettere de lagde deres væsen, i drikken, så at guddommeligheden kunde bæres fra mund til mund. Ingen der så ølbollen stå frem- (side 12) me, kunde være i tvivl om at der var gudsfest i huset; han vidste, at skulde han deltage i nydelsen, vilde der blive krævet af ham at han gav sig ind under et strængt ceremoniel, og vel vogtede sig for ved noget anstød at skade den hellighed som hvilede over forsamlingen. Hornet gik fra hånd til hånd ned ad rækken, mand for mand tog imod det med en velsignelse der udtrykte guders og menneskers enstemmige vilje; og mens den enkelte drak, sad festdeltagerne og vogtede på at alle gjorde ret og skel til sidste mand. Dette var at drikke gudernes bæger, eller minne, som man senere sagde. Ved de store højtider flokkedes alle der hørte sammen i blod og ære, og byggede gennem blót og minnedrik deres fremtid op, med lykke for kvæg og lykke på ager, med fred indbyrdes, med fremgang i råds- og retsforsamlinger, med sejr når kamp behøvedes. I den guddommelige samfølelse om drikken grundlagdes gennem løfter den fremtidsdåd der skulde kappes med slægtens fortid og hæve fremtiden op til forfædrenes mål. Dér genfødtes også gennem sagn og kvad de dyrebare minder, som var ættens eller folkets jeg-stolthed.
Og sådan samledes man efter disernes fald om de nye guder, for at drikke Krists og Marias og St. Mikaels minne. Øllet blev ved at være hjærtet i alt samkvem både i by og på land. Gildernes love giver nøjagtige forskrifter om hvad brødrene skal foretage sig på de store aftener, når Hellig Olav, Hellig Knud, St. Gertrud og de andre lavspatroner fejres sammen med Vor Herre og Vor Frue. Drikke rettelig, ikke sætte karret bort for broder, men høvisk række ham det i hænde, ikke være uopmærksom når minnet signes, ikke sove under handlingen eller vise ringeagt i påklædning — alt dette er påbud hvis betydning bundede i (side 13) at ritualet var gudstjeneste. I Norge var det hver mands pligt at fejre den hellige julenat med et ølgilde, Krist og Maria til tak. Og på høsten, senest omkring Allehelgensmesse, skulde bygden slå sig sammen til fælles drikkelag om Krist og Vor Frue. Gildet skulde mindst være så stort som på et mæle øl for hver bonde og et for hver hustru, det vil sige omtrent så meget øl for hver mand som der kom af en skæppe malt. Tre husstande udgjorde den mindste tilladelige kreds for det store høstøl; kun hvis man boede så ensomt paa ø eller fjæld, at man ikke rakte frem til naboer, måtte man have lov til at holde festen alene, på den betingelse at man erstattede samlaget ved selv at drikke øl for tre. Den der lod hånt om jul og julegilde, havde at bøde tre mark til bispen, og sad han tre år uden drikkelagets velsignelse, havde han dømt sig selv uden for lands lov og ret, og kongen måtte se til at en sådan trodser ikke blev boende i Norge.
Her er ikke tale om at man kan eller har lov til at følge sit hjærtes trang, her siges at hver mand skal give Gud æren, og gøre hvad der er fornødent når landet skal stå vinter og sommer igennem uden våde.
Velsignelsen gennemtrængte øllet i det øjeblik det, på lignende måde som kreaturerne, viedes til guderne, og derved blev gjort delagtigt i deres natur. Nu gik de nye guder, Krist og Maria, St. Olav og St. Mikael, trofast ind i de gamles plads. Som man før havde sagt gudernes bæger, talte man nu om Krists minne. Der skete en forvandling i helligheden og derfor også i drikkens natur, da den gamle midvinterfest rykkedes hen til Krists helligaften, da Gud selv var overordentligt nærværende blandt sine tilbedere. Med fuld ret sætter traditionen skellet mellem gammel og (side 14) ny sæd på dette punkt, når den fortæller om at Hakon Gode fastslog som lov, at man skulde begynde sin julefest på samme tid som de kristne og holde helligt så længe øllet slog til, eller når den priser Olav fordi han kristnede Norge, byggede kirker, afskaffede blot og vænnede folket til at holde jul og påske samt Johannesøl og et høstøl ved St. Mikaels tid.
Nogen brydning stod der vel ved spørgsmålet om det hellige sted. I gammel tid havde man jo altid vidst hvor guderne var at finde. På bjærget og i skoven bag ved gården, dér var helligt fordi de høje boede i stedets natur. Dér gik man ud når det gjaldt om at finde et godt råd ved en vanskelighed, eller ny kraft til nødvendige foretagender. Dér hentede ynglingen sin indvielse til manddomsgerningen, og dér fik vel også hustruen sin lykke til at bygge slægten videre. Dér var først og fremmest stedet hvor mennesker og guder styrkede deres samvirke på de tider da det nye år skulde bygges op gennem blotet. Det hedder om hedningerne at de blotede lunden, blotede fjældet, som der siges at de blotede guderne. Man gik aldrig forgæves — ja hændte det at påkaldelsen sveg, da betød det ulykke, ti da var guderne blevet svage.
Nu gjaldt det vel, om de nye guder kunde og vilde bo på de gamles sted. Når det forbydes at blote høj og hørg — hørgen var den stendysse, »alteret«, som afmærkede gudernes nærværelse — ligger deri at de fordums steder er, eller rettere kunde være, forladte. Men når der tilføjes: alle skal dyrke kirken, hører vi gennem ordene en fortrøstning om at man ikke derfor skulde stå rådløs. Gå, lyder det, gå og hent velsignelse, gå blot derhen hvor den nu sidder. Selvfølgelig ligger der i buddet noget mere end en blot (side 15) og bar anvisning på stedet, ti »kirken« betegner lige så vel den nye vilje som er trådt i steden for høj- og skovinspirationen. Men det er ikke ord og forestillinger man skal hente hos den nye gud, det er realitet, og realiteten skal søges på stedet.
Spørgsmålet var ikke et der blev afgjort over en bank, det skulde løses på stedet ud fra erfaringen. I det hele og store har de lyse diser næppe haft nogen vanskelighed ved at finde sig til rette i de forladte høje. For hedningerne var der naturligvis ingen væsensforskel mellem bønnesteder og blotsteder. Det hændte adskillige gange på Island, at slægten begyndte bosættelsen i Jesu navn og endte med diserne. Mange af de overflyttende Nordmænd havde lagt vejen over de vestlige øer, og dér antaget kristendommen; når de nu »kom ud«, byggede de en kirke, eller de valgte sig, som Aud, en bakke til andagtsplads, og deres hedenske efterkommere anerkendte valget. Da Aud døde, blev hendes bønnebakke gårdens helligsted, og korset erstattedes med en hørg. Efter senere tiders antydninger at dømme er det ikke gået anderledes til i de mange tilfælde hvor omslaget gik i modsat retning. Ofte nok har vel også kirken rejst sig på det gamle tempels grund, så at mænd og kvinder kunde vedblive at træde den vante vej, når sjælen drev dem til at søge kraften bag hverdagslivet.
|
