Rensjægerne i Kangerdlugsuak (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

107. Rensjægerne i Kangerdlugsuak

(Fortælling fra Kangamiut i Sydgrønland)

Der fortælles, at Rensjægerne fra Kangerdlugsuatsiak og Narsamiut, naar de droge ind i Kangerdlugsuak (Søndre Strømfjord), pleiede at leire sig ved Itivdlinguak, og at Rensjægerne fra Amerdlok kom til det samme Sted nordfra, hvorpaa de gjensidig kom til Gjæstebud hos hinanden, og Amerdlokkerne pleiede at beværte med Mad af Hvalfisk. De droge derpaa i Forening op i Kangerdlugsuak og vare meget fornøiede. Men nogle af Amerdlokkerne, som kom længst ind i Fjorden, havde engang Uheld med Jagten og kom i Mangel for Fødemidler. Under disse Omstændigheder fangede de et lille Rensdyr, som ikke havde Blod, og alle de som spiste af det bleve ganske afkræftede, saa at de intet kunde udrette. Derfor vendte de om og droge ud af Fjorden igjen; men paa Veien bleve de efterhaanden syge. Først døde en af dem, ved Navn Naisaliko, og de kaldte Landet, hvor han døde, efter ham Naisaliko-Sletten. Dette store Fladland er yndigt at see paa. Atter som de reiste videre døde Arnanganek paa en Plads, som de derefter kaldte Arnanganermiut.

Det følgende Aar forbleve nogle af Narsamiutterne ved Yderkysten for at fange Helleflyndere, de andre derimod droge atter ind i Kangerdlugsuak paa Rensjagt. Paa Veien mødte de Igiliks fra Itivdlek. Qvinderne i den Baad, som de mødte, vare meget uartige; de raabte: »Itivdlersuak er et yndigt Land, der ville I finde Bær saa store som Kajakpelse, og naar Vinden er sydlig, saa løbe Elvene opefter, langt ind i Landet!« - Men det var lutter Løgn, hvad de fortalte.

Men de Narsamiutter, som forbleve paa Yderkysten for at fange Hellefisk, fik Besøg af Sydlændinge, som vare paa Reise til Amerdlok. Engang kom der en temmelig stor Baad, som tilhørte Ajugausaks Familie, som havde en Angakok med sig. Deres Qvinder vare ogsaa meget uartige; de sagde blandt andet: «idag hældede vor Baad slemt til den ene Side, men det var fordi vi kun havde trukket Been-klæderne paa det ene Been!« — Forøvrigt vare disse lutter kraftige, raske Folk, med Undtagelse af en gammel Ungkarl, en krumbøiet Stakkel. Medens de opholdt sig der, øvede deres Angakok sin Konst, men besvimede derved og tabte sin Bevidsthed. Da han ikke drog sin Aande mere, meente Narsamiutterne, at han var død, men hans Folk sagde, at saaledes var det ofte Tilfældet med ham; han kunde i lang Tid ligge uden Bevidsthed. Men medens de ventede paa at han skulde vaagne, mærkede de omsider, at han blev ganske stiv, og saa først begyndte hans Folk at jamre sig, og de bare ham ud af Teltet og stode om ham i en Kreds, begrædende ham, medens Narsamiutterne vare Tilskuere. Men den stakkels Krøbling kom pludselig i Bevægelse, kunde ikke være rolig, men gik grædende ned og satte sig ved Siden af Angakokkens Kajak, greb hans Vaaben og kastede med hans Harpun, idet han udraabte: »Ak! huske I dog hvorledes han kunde kaste!« — Og han greb i Kajakken og gik saa atter op igjen. Omsider bleve Narsamiutterne kjede af at see dem staae og græde. De sagde: »naar et Menneske er i den Tilstand, er der intet mere at gjøre, I burde indsvøbe ham til Begravelse!» Derpaa klædede Qvinderne Liget i et dobbelt Sæt Klæder og de sagde, at han skulde følge med dem, og de gave ham Vanter paa, som vare forsynede med Vinger. Men Krøblingen blev ved at gaae omkring, hylende og grædende, snart ned til Kajakken, hvor han atter tog fat paa Vaabnene, snart op til Teltet, idet han jamrede: »hvor ere de, som indsye ham, jeg seer dem ikke!« — Narsamiutterne sagde atter: »naar et Menneske er i den Tilstand, er der intet mere at gjøre, holder op med eders Klage!« — Krøblingen sagde: »gode Mennesker sige til os, at han vil komme derhen hvor der er godt, lader os nu være stille!« — Og de troede ham og begrove den Døde i Taushed og bare alle hans Sager under Armene hen til Graven og nedlagde dem tillige. Da de reiste bort fra Stedet, saaes en stor Skygge svæve hen over dem. Der fortælles endvidere, at da de kom til Amerdlok blev en af deres Qvinder gift med en Mand, som boede dersteds. Hendes Moder sagde: »I ville faae megen Hjælp af hende, hun er mageløs til Arbeide og som Roerske. Naar hun roer, saa skummer det omkring hendes Aare og det er som om hun naaede Bunden med den.« — Men da hun havde været i nogen Tid hos sin Mand, mærkede denne, at hun hverken forstod det ene eller det andet, og han forskjød hende derfor og sendte hende tilbage til sine Slægtninge.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 294-295.