Sæterpigen

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Carl Chr. Th. Andersen
(1828-1883)
Islandske Folkesagn og Eventyr

Sæterpigen
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862



Der levede engang paa Nordlandet en Præst, som havde opfostret et Pigebarn. Høit oppe i Fjeldene laa Præstegaardens Sæter, hvor Præsten gjerne havde sine Faar og Køer om Sommeren, under Tilsyn af en Sæterpige og en Hyrde. Da hans Fosterdatter blev ældre, fik hun at forestaae Huusholdningen i Sæteren, og hun skilte sig godt derved, som ved al anden Gjerning; thi hun var et klogt Kvindfolk, fager at see til og ferm i mange Ting. Paa den Kant af Landet havde hun ikke sin Lige; derfor beilede mange rige Mænd til hendes Haand, men hun gav dem Kurven Alle tilhobe. Præsten talte engang med sin Fosterdatter om den Sag, og raadede hende til at gifte sig; thi, sagde han, han var nu en gammel Mand og kunde derfor ikke altid være hende en Støtte. Men hun vilde Intet høre herom; hendes Hu var langt fra saadanne Ting, sagde hun; hun var vel fomøiet, saadan som det nu var, og det var ikke Alle, der hentede deres Lykke i Ægtestanden. Derom blev da ikke talt mere for det Første.


Da det led paa Vinteren, syntes Folk, at Sæterpigen begyndte at blive før under Beltet, og jo længer det gik hen paa Vaaren, desto førere blev hun. Om Vaaren talte hendes Fosterfader igjen til hende; han bad hende nu, at sige ham det aabent og ærligt, hvorledes hun egentlig havde det; hun gik vist med Barn, meente han, og derfor var det bedste at hun ikke drog til Sæters i denne Sommer. Men hun nægtede, at hun gik med Barn, hun feilede Ingenting og sin Sætergjeming skulde hun passe ligesaagodt denne Sommer, som hun havde gjort det før. Præsten saae, at han ikke kunde komme nogen Vei med hende og lod hende derfor have sin egen Villie, men han paalagde de Mænd, der fulgte hende til Sæters, aldrig at lade hende være alene, og det lovede de ham fuldt og fast.


Deroppe i Sæteren var Pigen munter og glad og der gik en Tid hen, uden at Noget hændte. Folkene gave nøie Agt paa hende og lode hende aldrig være alene.


Da skete det en Aften, at Hyrden savnede alle Faarene og Køerne, og Enhver, der kunde bruge sine Been, maatte forlade Sæteren, Sæterpigen alene blev tilbage. Det gik seent med Folkenes Søgen, der opstod en tyk Taage, og derfor fandt de først Kvæget henad Morgenstunden. Da de kom hjem igjen, var Sæterpigen oppe, og var imod Sædvane hurtig og let tilbeens. Det saae man ogsaa, da nogen Tid var gaaet, at hun ikke var saa før, som tidligere, men hvorledes det var gaaet til, vidste man ikke, og heller ikke syntes man nu, at hendes Førhed havde været, som naar en Kvinde gaaer med Barn.


Om Høsten flyttede de hjem fra Sæteren, Mænd og Kvæg, og Præsten saae da, at nu var Pigen smalere om Livet, end hun havde været den foregaaende Vinter. Han trængte da ind paa de øvrige Sæterfolk og spurgte dem, om de havde gjort imod hans Befaling og Alle forladt Sæterpigen. Men de sagde ham, som det var, at de kun een eneste Gang havde forladt hende, for at søge efter Malkekvæget, der havde manglet. Præsten blev vred og ønskede dem al Landsens Ulykker, fordi de havde gjort imod hans Befaling; forresten havde han havt en Anelse herom i Foraaret, dengang Sæterpigen drog afsted til Sæteren.


Næste Vinter kom en Mand for at frie til Præstens Fosterdatter; hun vilde Intet høre om hans Frieri, men Præsten sagde, at ham skulde hun ikke slippe fri for at ægte; thi ham vare Alle enige om at rose, og han var af en god Æt. Han havde sidste Vaar taget Gaarden efter sin Fader, og hans Moder havde Undertag hos ham. Denne Frier fik altsaa ingen Kurv, om det nu var med eller imod Pigens Villie. Deres Bryllup stod om Foraaret hos Præsten. Men før Bruden blev iført sin Brudedragt, sagde hun til Brudgommen: »Det Løfte tager jeg nu af Dig, siden Du ægter mig imod min Villie, at Du aldrig huser nogen Vintergjæst, uden at lade mig det vide først; thi ellers vil det gaae Dig ilde;« det lovede Manden hende.


Saa stod da Brylluppet og hun drog hjem med sin Huusbond og overtog Huusvæsenet, men uden nogen Lyst; thi aldrig var hun glad og hendes Aasyn var altid mørkt, skjøndt Manden bar hende paa Hænderne og knap nænnede at lade hende stikke Haanden ned i koldt Vand. Hver Sommer sad hun inde, naar Andre syslede med Høet ude paa Marken, og da blev hendes Svigermoder hos hende for at fomøie hende og hjelpe hende med Madlavningen. Imellemstunder sad de da og strikkede og spandt, og den gamle Kone fortalte da Sagn, for at more sin Svigerdatter.


Engang, da hun var bleven færdig med sin Fortælling, sagde den Gamle til sin Svigerdatter, at nu maatte hun ogsaa fortælle Noget. Den Anden svarede, at hun ingen Sagn kunde; da den Gamle imidlertid blev ved at trænge ind paa hende, lovede hun til sidst at fortælle det eneste Sagn, hun vidste, og begyndte da saaledes:


»Paa en Gaard levede engang en Sæterpige. Kort fra Sæteren laae nogle store Klipper, som hun tidt gik forbi. Derinde boede en ung og fager Huldremand, som hun snart lærte at kjende, og der blev Kjærlighed imellem dem. Han var saa god og kjærlig imod Pigen, at han aldrig negtede hende nogen Ting og føiede sig efter hendes Villie i Alt. Det blev da Enden paa Legen, da nogen Tid var gaaet, at Sæterpigen gik med Barn; da hun skulde til Sæters den næste Sommer, trængte hendes Huusbond ind paa hende, for at faae at vide, om hun ikke var frugtsommelig, men det benegtede hun, og afsted drog hun til Sæteren, som hun pleiede. Men hendes Huusbond bad dem, der vare med hende i Sæteren, om aldrig at lade hende være alene, og det lovede de ham. Alligevel forlode de hende engang, for at lede efter Kvæget, og da følte hun Fødselsveer. Hendes Elsker kom da ind til hende, sad hos hende og hjalp hende med Fødselen, og siden toede og svøbte han Barnet. Men før han gik bort med Drengen, lod han hende drikke af et Glas, og det var den sødeste Drik, jeg nogensinde« . . . . . her faldt Nøglet, som hun strikkede af, ud af hendes Haand; hun bukkede sig ned efter det og rettede sig selv — »hun nogensinde havde smagt, vilde jeg sige, og i samme Stund var hun karsk og fri for al Meen. Fra den Stund af saae Huldremanden og Pigen ikke hinanden; imod sin Villie blev hun gift med en anden Mand; thi hendes Hu stod altid til hendes første Elsker, og fra den Tid af saae hun aldrig en glad Dag. Og er nu den Fortælling ude.« Hendes Svigermoder takkede hende for Fortællingen og gjemte den i sit Sind. Saa gik der igjen nogen Tid, uden at Noget hændte; Konen gik, som altid, og bar paa sin Sorg, men altid var hun dog god og kjærlig imod sin Huusbond.


En Sommer, da det alt var langt ude paa Høhøsten, kom to Mænd, en større og en mindre, ind paa Marken til Bonden. De havde begge bredskyggede Hatte paa Hovedet, saa man saae dem kun utydeligt i Ansigtet. Den Større med Hatten tog Ordet og bad Bonden om Vinterly. Bonden svarede, at han ikke modtog Nogen, uden at hans Hustru vidste derom, og sagde, at han vilde tale med hende om den Sag først. Manden bad ham dog ikke at tale saa usømmeligt, som at saa gjæv en Mand skulde staae saadan under sin Kones Tøffel, at han ikke fik at raade selv i slige Smaating, som at give to Mennesker Føde en Vinter over. Det blev da Enden derpaa, at Bonden lovede dem Vinterophold, uden at han spurgte sin Hustru derom først.


Om Kvelden kom de Fremmede hjem til Bonden; han lod dem gaae ind i en Stue foran i Gaarden og bad dem blive der. Siden gik han til sin Hustru, og sagde hende, hvorledes Sagerne nu stod. Hun blev ilde tilmode herover og sagde, at dette havde været hendes første og rimeligviis nu ogsaa blev hendes sidste Bøn. Men da han nu havde været ene om at tage imod dem, skulde det nu ogsaa blive hans Sag alene, hvad der fulgte af deres Ophold der om Vinteren; og saa talte de ikke mere om den Sag.


Nu var Alt roligt, indtil Ægtefolkene om Høsten vilde til Alters. Det var dengang Skik, som det endnu er det paa nogle Steder i Island, at de, der ville til Herrens Bord, gaae hen til alle Mennesker paa Gaarden, kysse dem og bede dem om Tilgivelse for hvad de have forseet sig imod dem. Huusfruen havde indtil denne Dag undgaaet Vintergjæsterne og havde aldrig ladet sig see af dem; og heller ikke denne Gang gik hun til dem for at sige Farvel.


Ægtefolkene droge afsted. Men da de vare komne udenfor Gjærdet om Hjemmemarken, spurgte Bonden sin Hustru: »Du har da sagt Farvel til vore Vintergjæster?« Hun svarede Nei. Han bad hende ikke at handle saa ugudeligt, at drage bort, uden at sige Farvel til dem først. »I de fleste Ting viser Du, at Du agter mig lidet, først deri, at Du tog imod disse Mænd uden at spørge mig derom, og nu deri, at Du vil nøde mig til at kysse dem. Alligevel skal jeg adlyde Dig, men Du faaer selv at paatage Dig Følgerne; thi det gjælder her mit Liv og efter al Sandsynlighed dit Liv med.«


Hun vendte nu hjem, og da det varede saa længe inden hun kom ud, vendte Bonden ogsaa om og gik did, hvor han ventede at finde sine Vintergjæster, og traf dem i deres Kammer.


Da saae han, hvor den største Vintergjæst laa Favn i Favn med hans Hustru paa Gulvet, og Begges Hjerter vare brustne af Harm. Men den anden Gjæst stod grædende over dem, da Bonden traadte ind; lidt efter forsvandt han, uden at nogen vidste, hvorhen han gik.


Men Alle vidste nu af hvad Huusfruen havde fortalt sin Svigermoder, at den største af de Fremmede havde været den Huldremand, som hun havde lært at kjende i Sæteren, men at den Anden, der forsvandt, havde været deres Søn.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.