Sagn om Præst Erik i Vogsosar

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Carl Chr. Th. Andersen
(1828-1883)
Islandske Folkesagn og Eventyr

Sagn om Præst Erik i Vogsosar
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862



1. Tiggerkvinden.


Engang kom der, som oftere, to Mænd til Præst Erik og bade ham om at lære dem Trolddom. Han svarede, at han ikke forstod sig paa Trolddom, men de kunde gjerne blive hos ham om Natten. De toge med Tak imod Tilbudet.

Om Morgenen bad Erik sine Gjæster om for Morskabs Skyld at ride ud paa Marken omkring Gaarden med ham, og det gjorde de. Da de vare komne et kort Stykke fra Gaarden, mødte dem en gammel Kjærling. Hun havde et Barn ved Brystet og bad Erik om en lille Gave. Erik blev vred over hendes Bøn og sagde, at han ikke gav hende det Allermindste. Kjærlingen sagde, at hun var en stakkels Enke og var saare nødlidende, og hun klagede gudsjammerligt. Men Erik blev endnu mere bister imod hende og sagde, at han var bleven kjed af at høre den idelige Klynken af disse Tiggere, »og det var rigtigst at dræbe jer Landstrygerpak!« Dette og endnu Mere sagde Præst Erik til Kjærlingen, men hun bad ham kun desto bønligere.

Da sagde Erik til Mændene: »I maae dræbe den Kjærling der for mig, hvis jeg skal lære Jer.« Den ene Gjæst svarede: »Aldrig havde jeg tænkt mig, Erik, at Du var et saa gudsforgaaet Menneske, og aldrig vil jeg øve en slig Udaad, hvad Løn man end bød mig derfor.«

»Da troer jeg dog ikke, at jeg vil lade den Sag skræmme mig fra Sira Erik,« sagde den anden Gjæst, »og jeg er villig til at dræbe Kjærlingen; disse Landstrygere have dog ikke fortjent Bedre, end at man tager Livet af dem. Mig synes, at slige Pjalter maae takke for at blive af med Livet.«

Erik jog denne Mand bort og sagde, at Ingen skulde faae ham til at lære saadanne haardhjertede Mennesker Noget, den Anden tog han derimod i Lære. Erik havde fremkaldt en Øienblending hos dem, for at prøve dem; thi i Virkeligheden saae de slet ingen Kjærling.



2. Synet i Høien.


En ung Mand bad engang Sira Erik om Tilladelse til at maatte følge med ham, naar han en Løverdagaften gik fra Gaarden. Præsten sagde længe Nei, og meente, at han ikke vilde have meget Gavn deraf. Manden blev ved at bede desto ivrigere, og endelig gav da Erik det Løfte, at han ved Leilighed skulde tage den unge Mand med sig.

Nogen Tid derefter gik da Præsten og tog Ynglingen med sig. Veiret var fagert og klart. De gik ud paa Marken og kom til en Høi. Præsten slog med en lille Stav paa Høien. Den aabnede sig, og en ældre Kvinde traadte ud af den. Hun hilsede meget ligefrem paa Erik og bød ham ind. Der kom ogsaa en ung Pige ud af Høien og bød Præstens Ledsager at træde indenfor. Begge fulgte Indbydelsen og kom ind i en Badstue. Derinde sade mange Mennesker rundt omkring. Erik og hans Ledsager toge Plads yderst ved den ene Side af Døren, men Præsten sad inderst. Ingen talte her et eneste Ord, hvorover Præstens Ledsager høiligen undrede sig.

Kvinderne gik ud af Stuen, men kom tilbage efter en kort Tids Forløb. De havde en Kniv og et Trug i Haanden, og gik hen til den Mand, der sad yderst paa den modsatte Side af Døren. De toge ham, lagde ham ned ved Truget, skare ham itu, som et Faar, og puttede ham ned i Truget. Derpaa toge de den Næste, og saa den Ene efter den Anden, hele Raden igjennem, og Alt gik paa samme Viis. Ingen prøvede paa at gribe til Modværge, og Alle taug ganske stille. Man saae ikke nogen Forundring paa Erik over denne Fremfærd, men hans Ledsager var saare forfærdet derover. Han saae, at disse Kvindemennesker havde nok ikke i Sinde at høre op, før Alle vare skaame itu; thi da de kom til Sira Erik toge de fat paa ham og skare ham ned, ligesom de Andre. Da skreg Manden himmelhøit, fik Fødderne paa Gang, løb til Døren og kom ud af Stuen. Han løb hjem til Gaarden og takkede Gud for sine hurtige Been. Men da han kom hjem til Husets Indgang, stod Præst Erik i Døren og støttede Haanden mod den øverste Deel af Karmen. Han smiilte, da han saae den unge Mand og sagde: »Hvorfor løber Du saa stærkt, min Kjære?« Manden vidste ikke, hvad han skulde svare; thi nu skammede han sig, fordi han nu indsaae, at Præsten her havde gjort ham en Øienblending. Da sagde Erik: »Det tænkte jeg altid, min Kjære, at Du ikke kunde taale at see Noget.«



3. Hestetyveriet.


Sira Erik bad saavel Hyrderne, som andre Drenge i Selvog, at tage sig i Agt for, uden hans Tilladelse at tage hans Heste, idet han fortalte dem, at det skulde de komme galt fra, og saa toge da alle Hyrderne sig vel i Vare for at røre hans Rideheste. Der var dog engang to Drenge, der ikke rettede sig efter hans Forbud. Men aldrig saasnart vare de komne op paa Ryggen af Hestene, før disse piilte lige hen til Vogsosar, uden at Drengene havde nogen Magt over dem. De vilde kaste sig ned af Ryggen, da de ikke kunde faae standset Hestene, men det lod sig ikke gjøre; thi deres Buxer vare groede fast til Hesteryggene. »Dette gaaer ikke,« sagde den ene af Drengene, »vi faae at løse os fra Hestene, ellers falde vi i Hænderne paa Mester Erik, og da vil nok Ingen ønske sig i vort Sted.« Han tog sin Kniv frem, og skar Skrævet udaf sine Buxer, og kom paa den Maade ned af Hesten. Men den Anden havde derimod enten ikke Haandelag nok til at gjøre det Samme eller ogsaa turde han ikke fordærve sine Buxer. Hestene løb hjem til Vogsosar, den ene med den skraalende Dreng, den anden med Buxelappen paa Ryggen. Da Hestene kom hjem paa Ladet, stod Præsten derude; han strøg Lappen af Ryggen paa den løse Hest, men sagde til Drengen, som sad paa den anden Hest: »Seer Du, det er ikke godt at stjæle Heste fra Erik i Vogsosar. Men stig nu ned, og tag aldrig tiere mine Heste, uden at spørge mig om Tilladelse. Din Kammerat var snildere, end Du, og kunde nok fortjene, at man lærte ham at kjende Bogstaverne; thi af ham kunde der blive Noget.«

Noget senere kom denne Dreng til Præsten. Denne viste ham Tøistumpen og spurgte, om han kjendte den. Drengen lod sig ikke forknytte og fortalte Præsten, hvorledes Alt var gaaet til. Præsten smiilte og bød ham at komme til sig. Dette Tilbud blev modtaget med Taknemmelighed af Drengen, der siden blev længe i Præstens Huus, og viste ham stor Lydighed, og man siger, at Præsten skal have lært ham megen gammel Viisdom.



4. Erik og Bonden.


Da Erik var Præst i Vogsosar, var der en Bonde i hans Sogn, som aldrig søgte Kirke og som, for at drille Præsten, paa Helligdagene altid roede ud for at fiske, saasnart blot Veiret nogenlunde tillod det.

Engang skulde Præsten til Kirke, for at holde Gudstjeneste. Da magede Bonden det saa, at han netop var i Færd med at iføre sig sine Skindklæder, da Præsten gik forbi ham. Præsten spurgte, om Bonden dog ikke vilde gjøre det for hans Bøn, at overvære Gudstjenesten idag. Bonden svarede Nei, og gav sig til at trække Skindbuxerne paa. Præsten forlod ham, forrettede Gudstjenesten, og gik efter Kirketid den samme Vei hjemad. Da traf han Bonden, der stod paa det samme Sted endnu og kun havde faaet det ene Been i Buxerne. Præsten meente, at han vel havde gjort en god Fangst, siden han allerede var kommen iland igjen. Bonden blev saare skamfuld, da han maatte fortælle den rigtige Sammenhæng, at han havde siddet der saaledes siden de skiltes ad sidst. Han bad nu Præsten om at løse ham. Præsten sagde: »Hvis Du allerede nu finder, at Fanden er Dig for haard, hvorledes skal det da gaae siden?« Præsten bød derpaa Fanden at give Slip paa Bonden. Han blev fri, og søgte fra den Dag af flittigt Kirke.



5. Erik og Kjærlingen.


Præst Erik skulde engang Øster over Thjorsaa. Paa Reisen kom han til Ørebakke og vilde ind i Kramboden der, for at faae Lidt paa Flasken, (thi han holdt nok af at tage sig en Taar). Da han gik ind i Boden, saae han to Kjærlinger sidde udenfor. Den ene Kjærling spurgte, hvem der gik, hvorpaa den anden svarede: »Kjender Du ikke den Graa fra Vogsosar? Han er dog let at kjende.« Saa hørte deres Samtale op, mon Erik fortsatte sin Reise.

Da han var kommen til Hraunsaa, saae hans Følgesvend, at en Kjærling kom løbende efter dem og bad Præsten om at vente lidt. Men han sagde, at hans Tid var for knap dertil, og de bleve ved at ride temmelig stærkt, indtil de kom til Sandholar, Færgestedet ved Thjorsaa, hvor de stege ned af Hestene. Da kom Kjærlingen, som endnu løb efter at have forfulgt dem hid lige fra Ørebakke af, halvdød af Møde og Træthed og afklædt alle sine Yderklæder. Hun standsede, hvor de just stode og ventede paa Færgebaaden. Da vendte Erik sig mod Kjærlingen og sagde: »Vend nu om igjen, min Kjære, nu har Du seet den Graa fra Vogsosar; men lad for Fremtiden være med at gjøre Nar af skikkelige Folk.«

Da vendte Kjærlingen om; men Præsten fortalte sin Ledsager, at han havde ladet Kjærlingen løbe efter dem, for at vænne hende af med at give Øgenavne og gjøre Nar af Folk.



6. Erik og Bispen.


Skalholts -Bispen hørte saa mange Trolddomshistorier om Præst Erik, at det tilsidst blev ham for Meget, og han fik i Sinde at afsætte ham. En Vinter sendte han derfor 18 Skoledisciple til Erik, der skulde føre ham af Præstekjolen. Da det en Dag var godt Veir, droge de afsted, og nu skulde da store Ting gaae for sig.

En Morgen var Præst Erik staaet meget tidlig op og gaaet udenfor Huset; da han kom ind igjen, sukkede og stønnede han. Han forbød sine Karle at slippe noget Kreatur ud af Stalden idag; thi Veiret huede ham ikke, og de lovede at gjøre, som han vilde. Lidt efter faldt et forfærdeligt Uveir paa med Blæst og Sneefog, saa at man neppe kunde staae paa Benene, eller gaae ud af en Dør. Efter Middag blev der banket paa Døren, og det var da een af Disciplene, der kom. De vare blevne skilte ad i Sneefoget, men kom dog Alle til Vogsosar, skjøndt kun Een og Een ad Gangen, og saaledes gik hele Dagen lige til Kveld hen for dem med at blive samlede igjen. Erik tog vel imod dem, og gjorde dem alt det Gode, han vidste, og de kom til at holde saa meget af ham, at de ikke kunde faae sig til at udføre Bispens Ærinde, at føre ham af Præstekjolen, og de droge derfor hjem igjen med uforrettet Sag. De fortalte Bispen, hvorledes Alt var gaaet til, men han var ilde fornøiet dermed og sagde, at han nok selv skulde besøge Erik og see til, om han ogsaa kom saa daarligt fra sit Ærinde. Saa gik Vinteren hen og det led ud paa Sommeren.

Da drog Bispen afsted, og mange Svende fulgte ham. Han kom til Vogsosar og opslog sit Telt udenfor Gjærdet. Det var en Søgnedag, og Bispen besluttede at oppebie Søndagen, for da at tage Kjolen af Præsten. Han bad sine Folk at tage sig vare for at modtage nogensomhelst Ting af Erik. Han gik derpaa hjem til Gaarden og skikkede Bud efter Præsten. Erik tog med stor Glæde imod Bispen og var overmaade munter. Bispen ønskede at faae Kirken at see. Erik viste ham den, og Bispen beundrede den gode Orden, hvori han fandt Alting. Men imedens Bispen opholdt sig inde i Kirken, kom een af hans Svende, for at hente Ild, og traf paa Erik. Præsten hilsede venligt paa ham og tog en Viinflaske frem, han bar paa sig, og bød ham en Slurk. Svenden vilde ikke drikke og sagde, at Bispen havde strengt forbudt ham det. Erik nødte ham da endnu mere til at drikke, sigende, at han ganske trygt kunde gjøre det. Den Anden gav da efter og tog sig en Slurk af Flasken. Da syntes Svenden, at han aldrig havde smagt en saa liflig Viin før, og han bad Præsten om Flasken, for at han kunde forfriske Bispen med den deilige Viin. Erik var villig til at give ham den. Svenden vendte tilbage til Teltet. Ved Middagsbordet skjænkede Svenden i Bispens Glas, uden at omtale, hvorfra han havde den Viin. Bispen tømte Glasset og syntes godt om Vinen, og idet han drak, forandredes hans Tanker om Erik. Efter Maaltidet gik han hjem til ham, og blev hos ham i en heel Uge og havde det, som Blommen i et Æg.

Saa drog han hjem, og der blev da ikke Noget af, at Erik paa den Reise mistede sin Præstekjole.



7. Hvorledes Erik skaffede Bonden hans Hustru tilbage.


En ung og flink Bonde paa Vestmændsøerne, der nylig var bleven gift, mistede sin Kone, da hun efter Sædvane en Morgen var staaet tidligt op af Sengen, medens Bonden endnu blev liggende; hun gik ud, for at oplive Ilden, som hun pleiede at gjøre hver Morgen, men blev dennegang længere borte, end sædvanligt, saa at Bonden begyndte at kjede sig. Han stod derfor op, for at see til hende, men fandt hende ingensteds paa Gaarden. Han gik derpaa omkring fra Hytte til Hytte, for at spørge efter hende, men Ingen var den Morgen bleven hende vaer. Baade den Dag og mange af de følgende Dage vare mange Mennesker ude, for at lede efter hende, men hun fandtes ikke. Bonden tog sig hendes Forsvinden saa nær, at han lagde sig tilsengs og hverken vilde nyde Søvn eller Mad. Der gik nu en lang Tid hen, og jo længere han laa, desto elendigere blev han, men det gik ham dog meest til Hjerte, at han ikke vidste, paa hvad Maade hans Hustru var død; thi det antog han ganske vist, at hun var, og han ansaae det for sandsynligst, at hun var druknet i Søen. Man troede, at Bonden reent vilde svinde hen og døe, thi trods alle mulige Trøstegrunde, blev han værre og værre.

Endelig kom en Dag en Ven til ham og sagde: »Mon Du ikke vilde forsøge paa at staae op, hvis jeg kunde give Dig et Raad, som kunde ventes at føre til at Du fik at vide, hvad der er blevet af din Kone?« »Det vilde jeg nok forsøge, hvis jeg kunde det,« svarede Bonden. Da sagde den Anden: »Mand Dig nu op, forlad dit Leie og tag Næring til Dig; drag derpaa til Land og ned til Selvog til Præst Erik i Vogsosar og bed kun ham om at søge at komme paa Spor efter din Hustru.«

Bonden blev noget opmuntret ved dette Raad; han klædte sig paa og spiste, og blev lidt efter lidt raskere, indtil han trøstede sig til at drage til Land, og der fortælles nu Intet om hans Reise, før han kom til Vogsosar. Erik stod udenfor Huset, tog vel imod ham og spurgte om hans Ærinde. Bonden fortalte, som det var. Da sagde Erik: »Jeg veed ikke, hvad der er blevet af din Hustru; men har Du Lyst dertil, saa bliv her i nogle Dage, saa kan vi see, hvad derved er at gjøre«. Bonden tog imod Tilbudet.

Efter 2 eller 3 Dages Forløb lod Erik 2 graae Heste lede hjem; den ene var en ret smuk Hest, men den anden var styg og mager. Erik lod sadle den sidste Hest til sig selv, medens den anden blev sadlet til Bonden, derpaa sagde han: »Nu skal vi ride ud paa Sand.« Bonden sagde: »Sæt Eder dog ikke op paa den magre Beenrad, den kan ikke bære Eder.« Erik lod, som om han ikke hørte, hvad den Anden sagde. De rede nu afsted i Storm og stærk Regn. Da de vare komne udenom Vigens Munding, begyndte den magre Hest at trave stærkere og lod snart den anden tilbage. Bonden red efter den saa hurtigt han kunde, men Erik blev snart borte for ham. Men dog blev han ved, indtil han kom henimod Gedeli til de Stene, der kaldes Sysselstenene og danne Grændseskjellet imellem Arnes- og Guldbringesyssel. Der var allerede Erik. Han havde lagt en stor Bog ned paa den største af Stenene, og der faldt ikke en Draabe ned paa Bogen og intet af dens Blade rørte sig, skjøndt det skylregnede og stormede voldsomt. Erik gik imod Solen omkring Stenen, mumlende Noget imellem Tænderne, hvorpaa han sagde til Bonden: »Læg nu Mærke til, om Du seer din Hustru.« En Mængde Mennesker kom nu hen til Stenene, og Bonden gik imellem Flokkene fra det ene Menneske til det andet, men fandt ikke sin Hustru. Det fortalte han Erik, der sagde til Folkene: »Farer nu bort i Fred og haver Tak fordi I kom hid.« Strax forsvandt de Alle. Erik vendte nogle Blade i Bogen, og det gik paa samme Viis, som før. Da prøvede han tredie Gang, og det gik ganske paa samme Vils. Da denne sidste Hob var gaaet sin Vei, sagde Erik; »Var hun slet ikke tilstede i nogen af Hobene?« Da Bonden svarede Nei til dette Spørgsmaal, blev Erik rød i Ansigtet og sagde: »Nu begynder det at see broget ud, min Kjære; jeg har nu stevnet hid alle de Vætter, der leve paa Jord, i Jord og i Sø, og som jeg kunde huske.« Han trak derpaa en lille Bog frem af sin Brystlomme, kiggede i den og sagde: »Jeg har Ægtefolkene i Høieli tilbage.« Han lagde den lille Bog ovenpaa den store, gik imod Solen omkring Stenen og mumlede, som tidligere. Da kom Ægteparret frem, bærende en Hal af Glas imellem sig, men inde i Hallen saae Bonden sin Hustru. Erik tiltalte dem saaledes: »Ilde handlede I, dengang I toge Konen fra hendes Mand; Pak jer, og Skam faae I for den Gjerning, og lad mig see, at I ikke gjør Sligt tiere.« De gik strax deres Vei, men Erik sønderslog Glashallen, tog Konen og Bøgerne og steg til Hest med det Altsammen. Da sagde Bonden: »Lad mig tage min Kone paa min Hest, thi Eders Hest kan ikke bære jer begge to. « Erik sagde, at det skulde han nok sørge for, red af sted og blev snart borte imellem Lavastenene.

Bonden blev ved at ride Østpaa, til han kom til Vogsosar, hvor Erik allerede var ankommen; om Natten lod denne Konen sove i sin Seng, men laa selv udenfor hende ved Sengekanten. Den næste Morgen lavede Bonden sig færdig til Hjemreisen. Da sagde Erik: »Det er nok ikke raadeligt, saaledes at slippe Konen med Dig, nu skal jeg selv følge hende hjem.« Bonden takkede ham.

Præsten satte sig op paa den magre Krik, knæsatte Konen og red afsted. Bonden red efter, men vidste ikke Noget af Erik, før han kom ud til Øerne; da var han der allerede med Konen. Bonden gik i Seng med hende om Kvelden, men Erik vaagede i 3 Nætter hos hende. Saa sagde han: »Det er ikke sikkert, at Enhver havde fundet Morskab i at vaage i disse Nætter og mindst sidste Nat.« Men fra den Nat af havde Konen ikke Mere at frygte. Medens Erik vaagede hos Konen, gav han hende hver Morgen en Drik, og da gjenvandt hun sin Hukommelse, som hun ganske havde mistet. Siden drog Erik hjem igjen, men fik først rige Gaver af Bonden.



8. Hvorledes Erik frelste Bondens Kone fra onde Vætter.


En Bonde fra Landøerne, der var en god Ven af Præst Erik, kom en Vaar, da Fisketiden var forbi. Syd fra Njardvig til Præst Erik. Han var ridende; thi han havde beholdt sin Hest hos sig om Vinteren. Da han kom til Vogsosar tog Præst Erik, der stod udenfor Huset, vel imod ham, og spurgte derpaa: »Er Du godt ridende, min Kjære?« Dertil svarede Bonden Nei, Hesten var baade mager og daarligt beslaaet, sagde han. Erik sagde: »Da faaer Du dog at skynde Dig hjem; thi din Kone ligger for Døden.« Bonden yttrede: »Ja, hvad skal man nu gribe til?«

Erik traadte hen til Hesten, saae Skoene efter og spyttede den under Hovene, og derpaa sagde han: »Stig nu til Hest og rid, Alt hvad Remmer og Tøi kan holde; det kunde dog nok være, at den var seig til at holde ud. Naar Du kommer hjem paa Ladet, vil Du høre din Kones Skrig derud, gaa da ind i stor Skynding, hils ikke, men siig brat: Erik i Vogsosar vil tale med Dig, og see saa til, hvorledes det da vil gaae.« Bonden takkede ham for det gode Raad og red afsted. Hesten løb afsted med ham hurtigere, end han selv vidste af, og han naaede hjem den selvsamme Dag. Ved Ankomsten hørte han sin Kones Skrig og bar sig ad, ganske som Erik havde raadet ham. Det tog derved en saadan Forandring med Konen, at hun en Time efter var fuldkommen helbredet igjen.

Den samme Kveld blev der banket haardt paa Døren i Vogsosar. Erik gik ud, for at lukke op, han blev en lille Stund derude, og kom saa ind igjen. Man spurgte ham, hvem det var, der kom. Han svarede: »Aa, det var kun Een, der havde Noget at tale med mig om.«

Da Bonden næste Gang drog til Fiskerleiet, gjengjældte han rigeligt den Hjelp, Erik havde ydet ham.



9. Præst Eriks Død.


Da Præst Erik følte, at hans Død nærmede sig, valgte han selv de Mænd, der skulde bære hans Liig. Han sagde, at naar han blev baaren ud i Kirken, vilde en stærk Hagelbyge overfalde dem, men han bad dem om ikke at sætte Kisten ned fra det Øieblik af, de havde løftet den op, før de havde baaret den ind i Kirken. Da vilde Bygen høre op, sagde han, og man vilde oppe over Kirken see to Fugle, den ene hvid, men den anden sort, kjæmpende haardt med hinanden. Han bad dem, hvis den hvide Fugl seirede i Kampen og satte sig paa Kirkemønningen, om da at begrave ham paa Kirkegaarden, men seirede derimod den sorte Fugl og satte sig paa Kirken, bød han dem at dysse ham udenfor Kirkegaarden; thi da var det ude med ham. Ved Eriks Død skete, hvad han havde sagt. Hagelbygen faldt paa, og Fuglene kjæmpede med hinanden, men den hvide Fugl seirede over den sorte, og derfor fik Erik sin Grav inde paa Kirkegaarden.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.