Sagnet om Brandkrossi

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


SAGNET OM BRANDKROSSI


oversat af S. P. Chr. Th. Thorlacius


Det nordiske Literatur-Samfund
Kjøbenhavn

1848


Vi begynde Helgernes Saga med Ketill Thrym, thi ham vide vi at have været ættesælest af de Personer som denne Saga omtaler. Fra ham udlede Sidemændene deres Herkomst, saavelsom og Krosvigerne og Droplaugsønnerne. Vi agte derhos at berette, hvorledes Helgi Asbjørnssøn — der efter kyndige Folks Omdømme maa anses for den fornemste Mand i denne Saga — nedstammer fra Landnamsmændene.

Rafnkell hed en Mand, som kom til Island i Slutningen af Landnamstiden, han var Rafnssøn. Som han opholdt sig i Skriddalen drømte han at en Mand kom til ham, og bad ham skyndsomt reise sig, og rykke op derfra med alt sit. Rafnkell vaagnede, og drog bort i samme Stund; men lige derpaa nedstyrtede hele Bjærget ved et Fjældskred, og begravede under sig en Orne og en Tyr Rafnkel tilhørende, det eneste som der var blevet tilbage. Men han tog til Rafnkellsdal, og bebyggede hele Dalen, saanær tyve Gaarde, med sine Mænd; selv nedsatte han sig paa Steinraudsstad, og blev inden lang Tid en mægtig Høvding ved sin Rigdom og talrige Tilhængere. Hans Sønner vare Asbjørn og Thorir. Efter Rafnkells Død skiftede Sønnerne hans Efterladenskab imellem sig, og tilfaldt Thorir Faderens Gaard; Asbjørn derimod bosatte sig paa det Stæd, som kaldtes Lokheller, men som nu heder Rafnkellsstad, og drev den Gaard godt.

Asbjørn var gift med Hallbera en Datter af Rollaug Røgnvaldssøn. Jarlen paa Møre, han havde med hende en Søn, som blev kaldt Helgi. Helgi var i sin Opvæxt stille, ordknap og meget forsigtig i sin Tale, og vakte det Omtale blandt Folk, hvorledes han skikkede sig. Asbjørn blev ikke gammel. Da han døde tog Helgi Arv efter ham, og boede en tidlang paa Lokheller, men efter nogle Aar hævede han sin Husholdning, overlod sit Næstsødskendebarn Rafnkell Thorirssøn det Hele, og tog ud af Landet. Han tilbragte mange Aar med, Fribytteri i Fællig med sine Frænder i Norge og paa Ørknøerne var og nogle Sommere paa Vikingstog, og gjaldt for en af de tappreste, om han end ei var nogen Storværksmand i Kræfter og Vaabenfærdighed. Herved erhvervede han sig Formue og Anseelse, og tog nu tilbage til Island. Ved Ankomsten hertil bød Spakbessi ham Ophold hos sig, dette tog Helgi imod, og drog med ham til Bessestad. Samme Aar fik Helgi Bessis1) Søster Oddlaug til Ægte; deres Samliv blev godt, og inderligt paa begge Sider. Helgi var dengang uden Bopæl, da ingen var villig til at aftræde ham Hus og Hjem paa den Tid af Aaret.

Der var en Mand som hed Odd med Tilnavnet Sindri, velhavende og stridig at have med at gjøre; han havde valgt sig Bosted ligeoverfor Bessestad paa den anden Side af Lagarfloden, og opført der en smuk Gaard. Odd var gift og havde en Søn ved Navn Osvif; om ham gik det Ord, at han i Sindelag svarede til Navnet. Osvif var Handelsmand, pragtlysten og øvet i alle Lege, men hengiven til Spot og Praleri. Det var engang som Svogrene Bessi og Helgi talte sammen, at Helgi spurgte Bessi, hvor han kunde anvise ham en Bopæl, eller hvilket Raad han kunde give ham i saa Henseende. Bessi gav ham et Raad hertil, som de siden fuldbragte. Saasnart Floden lagde til gjorde Helgi sig et Ærende over til Oddsstad, og slog paa Glæde og Gammen ved Osvif. Noget efter kom Folk paa Oddsstad og Bessastad overens om, at holde Folkelege mellem dem paa begge Gaardene.

En Mand havde sit Tilhold paa Oddsstad som hed Otrygg, han gjorde sig til af sin Færdighed, og stillede sig gjerne mod Osvif; hvorhos han lod Osvif høre, at han udviste mere Praleri end Raskhed i Legene. Kort derpaa dræbte Odd Otrygg, og Helgi Asbjørnssøn paatog sig Søgsmaalet efter den Dræbte. Folk søgte nu at udvirke Forlig mellem Parterne, men dertil var der ingen anden Udvei end at Bessi blev ene om Vilkaarene; og blev Freden da tilvejebragt paa den Maade, at Bessi kun idømte Odd ringe Pengebøder, men derimod kjendte ham skyldig til at have forbrudt Gods og Gaard, og Ret til Ophold i Herredet. Odd var vel yderst utilfreds med Sagens Udfald, men maatte dog lade det blive derved, da mange fra tidligere Tider undte ham denne Ufærd. Helgi indløste atter Gaarden til sig af rette Vedkommende uanseet Odds Modvillighed; blev Enden paa Legen den, at Odd maatte rømme Herredet, og er der ikke mere om ham at fortælle i denne Saga; hvorvel han er bleven holdt for en Kraftkarl. Helgi gjorde imidlertid Anstalter til sin Husholdning paa Oddsstad, og holdt sig færdig til at fare derhen med alle den første Fardag. Men da Odd lavede sig til at flytte fra sit Hjem den første Fardag lod han slagte en Tyr og koge Kjødet, og lige før han tog væk endelangs ad begge Bænke opsætte Borde, og derpaa sætte alt Oxekjødet. Han gik da derhen og talte saalunde: „her ere nu saa omhyggeligt udstyrede Borde, som om det kunde være til mine kjæreste Venner — hele dette Gilde giver jeg til Frey, imod: at han lade ei den som efter mig kommer drage bort fra Oddsstad med mindre Harme, end jeg nu gjør!” Efter dette tog Odd hjemme fra med alt Sit.

Om Droplaugesønnernes Herkomst have nogle afgivet denne Beretning, der om den end er lidet bekjendt og kunde synes somme mindre troværdig, dog er morende nok at høre.

I den indre Vik i Vapnafjorden boede en Mand, som hed Grim; han var i sin yngre Alder, ugift og velholden med Husdyr og Hjorde. Han lod opdrætte paa sin Gaard et Ungnød brandkorset2) af Farvetegning, og udmærket ved sin Liid og Størrelse; den Oxe skattede han høiere end alt hvad han ellers eiede af havende Fæ og Hjorde, lod den om Sommeren søge sin Græsning paa Hjemmarkerne, og gav den Mælk hele Aaret igjennem; med dette blev han ved i ti Aar. En Sommer som Hjemhøet stod i Stakke rundt om Husene hændte det sig, at Oxen tog underlig paa Veie, løb ud og ind og kastede Stakkene omkuld; Folk gik da hen for at gribe den, men det lykkedes ikke den ændsede nu ingen, og blev jo olmere jo flere der kom til. Tilsidst satte den sig i Fart, og tog Veien lige frem helt ud til den ydre Krossavik, der kastede den sig i Vandet, og svømmede ud paa Havet saa langt man kunde øine den fra Landet. Grim blev meget ilde ved Tabet af sit Yndlingsdyr, og tog sig denne Hændelse meget nær. Han havde en Broder i Oxefjorden som hed Thorsteinn, det var en dygtig Bonde forstandig og afholdt, Brødrene holdt og meget af hinanden. Der blev nu sendt Bud efter Thorsteinn, og da han kom, søgte han ved allehaande Forestillinger at tale Grim til Rette, bad ham ikke tage sig sit Tab saa nær da meget kunde erstatte det, og han havde Kvæg nok tilbage, af hvilket han med Tiden kunde tillægge sig et ikke mindre fortrinligt Dyr; samt tilføiede, at det maatte anses for en stor Udmærkelse for ham som Eier, at begge Vigene bleve opkaldte efter hans Oxe. Men med alt det var det ikke anderledes fat med Grim, end at det som Thorsteinn sagde gik ligesom ind af det ene Øre og ud af det andet; blev Thorsteinn der om Vinteren til Opmuntring for Broderen, men desuagtet tog Grim af i Udseende, blev sløv og utidig for alting, og nød kun lidt Mad og Søvn. Henimod Foraaret forhørte Thorsteinn sig hos Grim, om han ikke kunde have Lyst til at reise udenlands; og anførte som Grund til sit Forslag, at dette ofte gav en Forandring derved, at Sindet lettedes for de Bekymringer som ellers hemmede Folks Glæde og Gammen. Grim svarede, at han nok kunde have Lyst dertil hvis Broderen fulgte med, og hertil erklærede Thorsteinn sig villig naar Grims Tilstand derved bedredes. De ansatte da Folk til at varetage Driften af deres Gaarde, og toge sig Plads paa et Skib i Unaos. Det var dengang gængs at have Skindpelse som Handelsvarer til fremmede Lande, dette gjorde de og medtoge kun faa Tærepenge eller andet Gods til Reisen. Det Skib Brødrene vare med havde en heldig Overreise, de landede i Trondhjem, hvor de opsloge et Tælt paa Strandbredden. Folk drev nu fra Skibet hver til sin Hjemstavn, men Brødrene bleve tilbage i deres Tælt.

En Morgen tidlig kom en Mand til Brødrenes Tælt, han var stor og stærladen, og kaldte sig Karhøfdi. De spurgte ham, hvor han var fra, og hvorhen han skulde. Han svarede, at han havde hjemme hos en Bonde som hed Geitir, til hvem han skulde have fire og tyve Skindpelse; tillige lod han dem vide, at Geitir var formuende og dertil den bedste Skyldner nogen kunde have. De overlode ham saa mange Pelse som han ønskede, og betingede sig Mel til Gjengjæld. Karhøfdi gjorde deraf en Bylt, kastede det Hele paa Skulderen, og drog derpaa bort, Noget efter kom en Mand til dem inde fra Trondbjem som hed Thorir, han indbød dem i Kost hos sig; dette Tilbud antog de og droge hjem til ham. Det var en god Bonde, og de bleve der godt holdte.

De forespurgte sig jævnlig hos Thorir Bonde om Geitir, men han kjendte ham ikke, og derved blev det. Det varede imidlertid ikke længe før de fik Lyst til at opsøge Geitir, Thorir søgte vel at raade dem derfra, men det hjalp til intet; de toge da hjemmefra op efter alle Dale spurgte paa hvert Sted om Geitir, men Ingen vidste noget af ham at sige.

Endelig i en Afdal kom de til en gammel Mand, hos hvem de og forhørte sig om Geitir, men han kjendte ham heller ikke. Da spurgte Thorsteinn, om han ikke vidste af nogle Kjendingsnavne som vare tillagte Navnet Geitir; hertil gav han den Besked, at der mellem Bjærgene gaves nogle Klippemure som kaldtes Geitishammre, samt betegnede dem Veien til disse Klipper. De droge nu videre, fulgte den Vei, Manden havde angivet, og kom hen paa Dagen til Geitishammre. Der bleve de var en Klippehule, ind i den gik de; da de havde gaaet noget, saa de Ild længere inde i Hulen, og ved Ilden en Mand i hvem de gjenkjendte deres gamle Bekjendt Karhøfdi. Han sprang op imod dem, og bød dem velkomne. De satte sig nu ned ved Ilden, og idet de kastede Øinene omkring sig, forekom det dem som om de saa Grims Oxe Brandkrossi, hel og holden staa der udunder den ene Side af Hulen. Karhøfdi tog imod deres Yderklæder og bortfjernede sig. Da han kom tilbage, bad han dem at træde indenfor i Hallen. Der sad Folk paa begge Bænke, og kjendte de paa dem deres Skindpelse igjen. En Mand sad i Høisædet iført en rød Pels, han var stor og af stateligt Udseende. Han blev først til at hilse dem, og tilbød dem at dvæle hos sig saalænge de lystede, samt, anviste, dem Sæde ved Siden af sig — dette var Geitir. De bleve der beværtede rigeligt med Mad og gode Drikkevarer. Indenfor paa Geitirs anden Side havde to smukke Kvinder deres Plads, sad den ham nærmest som var ældst og var det hans Kone, men den anden hans Datter. De to Brødre havde kun været der en kort Tid, før Grim atter blev forstemt og indesluttet. Geitir mærkede dette snart; han udledte da en Samtale med ham, og sagde: „jeg har en Sag at gjøre god igjen mod dig Grim, det er den, at jeg ved min Træl Karhøfdi fravendte dig dit Yndlingsdyr Brandkrossi, den bedste Oxe som gaves paa hele Island, — det der bares dig for den første Aften var kun dens Bælg udstoppet med Meel — og har jeg betænkt dig det, som Vederlag for din Oxe. Det er tillige forekommet mig, at du mere end tilfældigt har kastet dine øine paa min Datter Droplaug; og staar din Hu til hende, skal jeg nok give dig hende til Ægte, med en antagelig Formue i Hjem-gift, hvis du tager hende med dig til Island. Hun er velbaaren i Moderæt, og ikke kommen af Smaafolk heller paa Fædrenesiden, forsaavidt som min Fader hørte til de Storartede i Vægt og Gjerning og min Moder var af fornem Slægt.” Dette Forslag huede Grim, hvorpaa hans og Droplaugs Ægteforening noget efter gik for sig, og blev festligholdt med et kosteligt Bryllupsgilde. Thorsteinn Grim og Droplaug bleve anviste Soveplads i en Sidegang af Hulen, og delte de der et Sengerum hele Vinteren igjennem. Der opstod snart et hjerteligt Forhold mellem de Nygifte, var Grim nu mere end tilfreds med sin Stilling. En Dag da det led mod Foraaret spurgte Geitir Grim, hvad han agtede sig for Sommeren. Han sagde, at han lystede saameget til Island som til Livet at leve. Geitir bad ham da se sig om et Skib og lade det udruste, paa Penge dertil skulde det ikke mangle, og lovede at lade Karhøfdi besørge alt hvad de havde af Gods og Handelsvarer ned til Skibet.

Brødrene gjorde som Geitir havde forordnet, og gjorde alt i Stand til Bortreisen. Ved Afskeden vexlede Svogrene mange gode Ord, og bad Geitir Grim idet de skildtes, at have Raadighed for dem begge sig og Droplaug, med Tilføiende, at alt da nok vilde gaa godt. Som Brødrene vare færdige til Afseiling, kom Karhøfdi ned til dem med Brandkrossis Bælg fuld af Mel, paa Ryggen; han gik ud paa Skibet og lagde den forsigtig ned der hvor de sagde til; noget efter kom han ned igjen med Vederlaget for deres Skindpelse; og tredie Gang med to Kister hvoraf den Ene var fyldt med Droplauges Klæder og Smykker, og den Anden med hendes Udstyr, bestaaende af Guld Sølv og Kostbarheder. Da dette var indskibet lagde de fra Land, og holdt nu ud paa Havet. De havde en heldig Reise og landede i den indre Krossavik; der blev Brandkrossis Bælg ført i Land, og er efter den begge Vigene opkaldt. Brødrene toge hver hjem til sin gaard, og solgte siden Skibet. Thorsteinn giftede sig ikke længe derefter, og forøgede saa sin Æt i Oxefjorden; han blev en dygtig Bonde. Men Grim boede i Krossavigen, lykkelig og tilfreds med sin Stilling saalænge Droplaug levede, og blev anset for en særdeles rask Mand. Droplaug var en smuk og statelig Kvinde, driftig, høihjærtet og stilleladen, hjælpsom og trofast mod sine Venner, men storagtig og ubøielig naar der blev gjort hende imod, og grum mod sine Uvenner. Hun blev ikke nogen gammel Kone, og døde paa Sygeleiet. Grim tog sig hendes Dødsfald saare nær, og følte sig kun lidet glad fra den Dag af. Med Droplaug havde han en Datter ved Navn Mardøl, det var en væn og agtbar Mø, der lignede Moderen i meget, og blev vennesæl, huld og huslig som hun voxte til. Efter Droplaugs Frafald kom hun fikst til at forestaa Faderens Hus og fandt alle sig vel ved det som hun forestod; men senere blev hun bortgift til en Mand paa Gilsár øster i Hjeradsdalen, og blev ved ham Moder til Grim Mardølssøn, som igjen var Fader til Droplaug, Grim og Helgis Moder.


Noter:
1. Tillægsordet spakr ɔ: vis - Bessis Øgenavn, er her, for Kortheds Skyld, og da al videre Betegnelse for Manden er overflødig, bortkastet.
2. Tillægsordet brandkrosóttr sammensat af brand, som forekommer i samme Betydning i Dansk f. Ex. i Brandfux, Brandgaas, brandgul, Brandlilje m. fl. Ord, tilkendegiver farven, og krossóttr ɔ: korset, derimod Tegningen; — men hvor dette brandgule Kors var, i Panden, paa Brystet eller Ryggen, — eller om Dyret var trelødet, f. Ex. hvidt med brandgule og sorte Skjolde, kan man af Ordet ikke slutte, da dette kun forekommer i denne Saga, og desuden ikke er gengs i Talesproget.