Samisk mytologi

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Samisk religion og mytologi

Samisk mytologi

Af
Anker Eli Petersen
© 2006

De første

Øverst på den Skandinaviske halvø, hele vejen fra de norske Finnmarker, over de svenske og finske nordlande og ind på den russiske Kolahalvø, ligger Sápmi, Sameland. Sápmi er ikke en nationalstat, men snarere en kulturel enhed inden for grænserne af henholdsvis Norge, Sverige, Finland og Rusland.
   På grund af samernes kulturelle fællestræk med finnerne og de cirkumpolare sibiriske jægerfolk, har det helt op til vore dage været en almindelig antagelse, at de engang i fortiden var kommet vandrende østfra. De nyeste teorier og samernes og finnernes oprindelse peger dog på, at disse folk er efterkommere fra Nordeuropas oprindelige jægerstammer, som fulgte indlandsisens tilbagetog efter den sidste istid. Man har endda påvist, at der ved Norges kyster har levet mennesker under selve istiden, men hvorvidt disse er samernes forfædre, står dog hen i det uvisse.
   Det moderne Sápmi er som samfund alle andre steder, med de funktioner og den struktur som nutidens samfund foreskriver. Der er dog væsentlige forskelle, i og med at samfundet ligger fordelt indenfor grænserne af fire adskilte nationalstater, nemlig Norge, Sverige, Finland og Rusland. Dertil kommer så de forskelle som er betinget af den geografiske placering og den kulturelle særstilling.

Sprog

Selv om Samerne gerne regnes som et folk, er der væsentlige, regionalt betingede, forskelle i sprog og kultur.
   De samiske sprog tilhører den finsk-ugriske sproggruppe, og er beslægtet med finsk og estisk. Man opdeler gerne sproget i tre hovedgrupper: østsamisk, centralsamisk og sydsamisk, som hver især indeholder flere forskellige dialekter.

Grupperinger

De indbyrdes kulturforskelle har medført at man fra gammel tid har brugt en temmelig diffus opdeling af samerne i følgende grupper:
   "Skovsamer", som levede i små samfund, "siida", i skovene i Sverige og Finland. De ernærede sig hovedsageligt af fiskeri i elve og søer, samt jagt på skovens vilde dyr.
   "Fjeldsamer", også kaldet "rensdyr samer". De levede hovedsageligt i bjergområderne i Sverige og Norge. Fjeld samerne ernærede sig især på at holde tamren, men også som jægere og fiskere. Rensdyrholdet er dog af relativ ny oprindelse, og kulminerede i tiden mellem det sekstende og det nittende århundrede. Førhen var disse folk udelukkende jægere som levede af at jage vildren, elg, bjørn og ulv, samt mindre vildt.
   "Søsamerne" var de befolkningsgrupper som levede ved Nordnorges kyster og ind i området ved det Arktiske hav. Disse grupper ernærede sig især ved jagt om vinteren og havfiskeri om sommeren.
   Der findes en hel del internetsider som beskriver samisk kultur, folkeliv, historie, politiske forhold, samfund, klædedragt, musik etc. Disse kan nås ved at slå op på de store søgemaskiner.

Samisk religion

Samernes førkristne religion er et kapitel for sig selv i kulturhistorien. Det er dog svært at give en fuldstændig oversigt af de religiøse forestillinger. For det første var der regionale forskelle i de religiøse forestillinger. For det andet er kildeskrifterne næsten udelukkende skrevet af udefra kommende, kristne missionærer, som sjældent havde nogen form for forståelse for samisk kultur og i øvrigt ikke gjorde sig den umage at skjule deres foragt for denne. Desuden havde missionærerne nok en tendens at overføre deres verdensopfattelse og det kristne gudsbegreb over på den gamle religion. Et tredje problem er at beskrivelserne af den overordnede struktur, har en tendens til at væve sig ud i beskrivelser af lokale traditioner og riter. Det fjerde og sidste problem er at samerne selv, forståeligt nok, var uvillige til at beskrive deres religiøse forestillinger for udenforstående.

Verdensopfattelse

Samernes gamle verdensopfattelse byggede på naturreligiøse forestillinger. Man opfattede naturen som besjælet, d.v.s. at alting havde en sjæl. De forskellige naturfænomener havde deres egen beskytter, som det gjaldt om at holde sig på god fod med. Dyr og planter, landskaber, søer og floder, vejr og vind, lys og mørke, sommer og vinter, alt havde sin sjæl, sin natur så at sige, og sin beskytter.
   Den opdeling mellem godt og ondt, som vi er vant til fra de monoteistiske religioner, eksisterede ikke. Naturen og dens beskyttere indbefattede alle livets forhold, og kunne udtrykke sig på alle tænkelige måder. Det var fra disse at menneskene fik deres byttedyr, helbred og velstand, og hvis menneskene forbrød sig på naturens og beskytternes orden, kunne de hævne sig ved f.eks. at tilbageholde dyrene, gøre folk syge eller forårsage naturkatastrofer. For at holde sig på god fod med beskytterne, viste man sin respekt ved at udføre religiøse ceremonier og foretage ofringer. Anledningerne for de religiøse riter kunne være at holde jagt- og fiskelykken ved lige, for at få hjælp mod sygdom, for renernes velbefindende, at hævne sig på andre, eller for at graviditet og fødsel skulle gå godt.

Kosmos og shamanisme

Det samiske kosmos var opdelt i tre hovedsfærer. Foruden menneskenes verden, var der den overjordiske verden "Saivo", samt underverdenen. Alle disse sfærer var befolket med ånder og åndeskikkelser, og desuden var menneskenes verden selvfølgelig befolket med mennesker og dyr, mens underverdenen var hjemsted for de døde.
   Det var ikke muligt for almindelige mennesker at forlade virkelighedens verden i levende live, men i og med samernes specielle livsprincip, som de i øvrigt delte med resten af jægerbefolkningerne i den cirkumpolare verden samt urbefolkningerne på de to amerikanske kontinenter, var det muligt for specialister, shamaner, at drage til åndernes verdener for at udføre en given opgave på samfundets vegne.
   Livsprincippet går, enkelt udtrykt, ud på, at mennesket har mindst to sjæle. Den første er livssjælen, som er knyttet til selve kroppen og skelettet eller åndedrættet, og så længe den er virksom, er man i live. Når livssjælen forlader kroppen, dør man.
   Den anden sjæl er frisjælen. Denne er i stand til at forlade kroppen i kortere eller længere perioder. Det er via dette livsprincip at shamanen kunne forlade sin krop og drage ud i andre verdener. (Ordet shaman stammer fra en anden cirkumpolar folkegruppe, Evenkerne, som levede i det nordlige Sibirien, mellem floderne Jenisej og Lena. Den samiske betegnelse for shamanen er Noaide.)
   Noaiderne var i princippet almindelige medlemmer i stammerne, som havde specielle evner. De kunne forudsige fremtiden og rådgive om menneskenes forhold overfor den åndelige verden, samt ofte også fungere som helbredere. Når det var påkrævet, kunne noaiderne bringe sig selv i trance, ved rytmisk trommen, joik (samisk sangteknik) og eller ved at indtage euforiserende rusmidler. Når shamanen kom i trance, lå kroppen ubevægelig, gerne på maven, mens frisjælen forlod den og drog til åndernes eller de dødes verden, for at finde årsagen til dette eller hint. Formålet med ånderejsen kunne være, at finde ud af hvilke tabu-brud menneskene havde begået, og derved f. eks. mistet deres jagtlykke, eller at noaiden skulle lede efter et sygt menneskes frisjæl og bringe den tilbage. Når noaidens frisjæl forlod kroppen, blev den mødt af hjælpeånder, ofte i dyreskikkelse, som så assisterede ham så længe han opholdt sig i åndesfæren. Tilbage ved noaidens sjælløse krop, ventede hans menneskelige hjælpere, for at hjælpe frisjælen at vende tilbage til kroppen, eller for at redde hans liv, hvis noget skulle gå galt under seancen.

Guddomme

Når man taler om samiske guder, er det ofte en refleksion af de kristne skribenters og vor egen gudsopfattelse, snarere end samernes. Man skulle nok snarere betragte dem som åndevæsener eller guddomme med specificerede virkefelt.
   Der er et væld af mere og mindre betydningsfulde åndevæsener i den gamle samiske religion, og de fleste af dem er, naturligt nok, forbundet med naturen, jagtkulturen og hjemmet. Navnene varierer lokalt, samt med skribenternes skrivefærdigheder, så stavemåden i det følgende er tilfældig, alt efter kilden.

Naturfænomener

En del af guddommene er direkte knyttet til naturfænomener. I den arktiske verden spiller naturen en altdominerende rolle i menneskenes muligheder for overlevelse, så det er ikke så mærkeligt at man fremstiller de forskellige fænomener som guddommelige.

Jubmel, Radien-attje og Vearalden Olmai

Samernes øverste guddom, eller himmelgud, kaldtes Jubmel eller Ibmel, et sidestykke til finnernes Jumala (Gud). De svenske samer har dog en figur som kaldes Radien-attje (den rådende fader) som den øverste i gudernes hierarki. For at gøre forvirringen total, findes der også en Vearalden Olmai (verdens mand). Der er dog ikke megen tvivl om, at de forskellige navne dækker over samme guddom, så i det følgende holder vi os til Radien-attje.
   Himmelguddommen er den som behersker Kosmos. Til hans ære blev der hvert efterår rejst en offerpæl, som symboliserede verdenssøjlen, som man forestillede sig gik fra jorden og op til Polarstjernen, nattehimlens fixepunkt, og holdt himmelhvælvet oppe. Han var livgiveren og regnedes som en frugtbarhedsgud.
   Radien-attje fremstilles ofte som hovedfiguren i en treenighed, som foruden ham selv består af Radien-akka (Materakka, urmoderen) og deres søn Radien-pardne. Der findes kritikere som mener, at denne treenighed er opstået efter at samerne stiftede bekendtskab med den kristne tro, og at det er en pendant til Gud faderen, sønnen og Helligånden. Det sjove er at samerne i så fald har skiftet Helligånden ud med en hustru til guden. Der forekommer også at en datter er med i familien.
   Som hovedgud foretager Radien-attje sig ikke ret meget, i stedet er det hans søn som udfører de praktiske ting.

Beivve

Beivve, Beiwe, Biejvve, Beaivi eller Biejjie er både betegnelsen for solen og solguddommen. Beivve fremstilles nogen gange som en mandlig, men dog oftest som en kvindelig guddom.
   I et samfund nord for polarcirklen, hvor solen i den mørke vinterperiode, ikke når op over horisonten, er det ikke svært at forstå, at solguddommen var højt værdsat og spillede en betydelig rolle i kultisk sammenhæng.
   Ved solhverv blev der ofret til Beivve, gerne en hvid hunren, for at sikre sig at hun vendte tilbage til verden og gjorde en ende på den lange vinterperiode. I tiden omkring solens tilbagevenden, smurte man smør (som jo smelter når solen skinner på det) på dørstolperne, som offer til Beivve, så hun kunne styrke sig under sin reconvalens og have kræfter til at stige højere og højere op på himlen. Ved sommerens solhverv bandt man solringe av løv og hængte dem op til hendes ære. Man spiste også smør ved disse lejligheder som symbolske måltider. Beivve blev til tider fulgt af sin datter Beivve-Neita (solpigen) over himlen i en indhegning af rendyrgevirer.
   Beivve bragte frugtbarheden tilbage til Arktis, hun fik planterne til at gro igen, så rensdyrene trivedes og formerede sig og bragte således velstand og trivsel til menneskene.
   Ved Beivves tilbagekomst blev der i øvrigt bedt for de sindslidende, idet at man, ganske korrekt, anså at galskab i form af depressioner og psykoser blev fremprovokeret af solens og lysets udebliven i den mørke vinterperiode.

Mano

Månen var personificeret gennem den kvindelige guddom Mano eller Manno. Mano var som andre naturguddomme ganske uberegnelig og kunne til tider endda være farlig. Hun dyrkedes ved nymåne, især omkring juletid, og i den periode var det tabu at beskæftige sig med noget som larmede.

Horagallis

Horagallis, (Tordengubben) Toragallis, Dierpmis eller Tiermes er betegnelser på tordenguddommen. Horagallis, som ofte afbildes på samernes trommer med en hammer i hver hånd, antoges tidligere at være afledt af den norrøne tordengud Tor, men dette er temmelig usandsynligt. Foruden at være tordenguddom, anså man at Horagallis også var en frugtbarhedsguddom. Det var Horagallis som forårsagede den livgivende regn, som fik jorden til at gro. Regnbuen var Horagallis’ bue og den brugte han til at fordrive onde ånder og trolde.
   Som alle andre naturguddomme, havde Horagallis også sine sorte sider. Han kunne blive rasende og meget farlig og man ofrede til ham for at undgå at han gjorde skade på mennesker og dyr, bl.a. ved at forårsage skovbrande.

Bieggolmai

Bieggolmai (vindmanden) var den uberegnelige guddom for vind og storm. Han afbildes gerne med to skovle i hånden, som han brugte til at skovle vindene ud fra og ind i sin hule.

Thjathjeolmai

Thjathjeolmai (vandmanden) beherskede søer og floder og gav fiskelykke til menneskene. Navnet Thjathje, som betyder vand, menes i øvrigt at være oprindelsen til navnet på den norrøne jætte Tjatse.

Leibolmai

Leibolmai (blodmanden eller al- oldenmanden) var samernes jagtguddom. Han herskede over skovens vilde dyr, og man ofrede til ham for at få jagtlykke.
   Leibolmai står, ifølge en af kilderne, i modsætningsforhold til akkerne, kvindeguddommene. Hvis akkerne, som beskrevet herunder, forandrer fostret i moderens liv fra pige til dreng, skal de give det til ham. Af en eller anden grund foragter Leibolmai kvindekønnet, måske skal dette dog ses som et udtryk for den adskillelse der findes mellem mandlige og kvindelige sysler, og som også er ganske tydelig i samernes sakrale verden.

Jabmeakka

Samernes dødsrige kaldtes Jabmeaimo og lå et stykke nede i jorden. Her herskede den kvindelige dødsguddom Jabmeakka. Når et menneske døde, kom det, hvis det havde levet et liv i overensstemmelse med gudernes forordninger, ned til Jabmeaimo. Her fik de en ny krop, og efter at have opholdt sig i dødsriget et stykke tid, fik de lov til at drage op til Saivo, den himmelske sfære.
   Når folk blev syge, mente samerne, at deres frisjæl var blevet bortrøvet af de døde, ofte patientens afdøde slægtninge. Derfor måtte noaiden drage til Jabmeaimo for at forhandle med Jabmeakka om den syges sjæl. Hvis Jabmeakka eller de døde gik med på at frigive sjælen igen, mod passende ofringer selvfølgelig, vendte den tilbage til sin ejer, som derved blev frisk igen. Hvis den bortførte sjæl ikke blev frigivet, døde den syge.

Rota

Et andet, endnu værre, dødsrige kaldtes Rotaimo, hvor den dystre Rota herskede. Rota var en personificering af sygdom og død. I modsætning til samisk praksis, red han på en hest, som for samerne ofte var et afskyet og frygtet dyr, måske især fordi det var de norrøne mænds foretrukne transportmiddel. De samer som ikke havde været lydige overfor deres guddomme, kom ned til Rota i Rotaimo, som lå langt nede i underverdenen. Der fik de en ny krop, men fik aldrig lov til at stige op i oververdenen, som dem der kom til det almindelige dødsrige Jabmeajmo.

Materakka, Sarakka, Uksakka og Juoksakka

Et af de ting som gør samisk religion så speciel er, at der var forskel på mænds og kvinders religiøse tilhørsforhold og ceremonier. Dette skyldes jægerbefolkningens meget kønsopdelte virkefelter og forårsagede at mænds riter især handlede om jagt, fiskeri og vejrforhold, mens kvindernes handlede om hjemmet og familien.
   Hjemmets guddomme var Materakka samt hendes tre døtre Sarakka, Uksakka og Juoksakka.
   Materakka betyder "urmoderen" eller "oldemor". Hun holdt til langs indersiden af hjemmets vægge.
   Sarakka betyder "spindekvinden" og hun boede under ildstedet. Sarakka var ildmoderen, og man ofrede til hende ved at slå en skvæt af det man drak ned i gløderne. Hun var også fødselsguddom, som man ofrede til efter at barnet var født. Sammen med moderen var Sarakka også ansvarlig for dyrenes frugtbarhed og man ofrede til de to for at sikre forplantning blandt mennesker og dyr. I modsætning til moderen og søstrene, blev Sarakka tilbedt af både mænd og kvinder.
   Uksakka betyder "dørmoderen" og hun holdt til lige inden for døren. Uksakka var barnets beskytter, især i perioden hvor det begyndte at gå.
   Jouksakka betyder "buemoderen" og boede inderst i teltet, i det hellige område bag ved ildstedet. Det er Jouksakka som bestemmer barnets køn.
   Disse guddomme beskyttede hjemmet, kvinderne, graviditeten, fødslen samt børnene.
   Der findes en ganske ejendommelig fortælling om akkernes funktioner i en artikel om "Afguderiets Dempelse" fra ca. 1740, skrevet af Jens Kildal. Af artiklen fremgår det at samerne anså, at alle fostre fra begyndelsen var pigebørn. Når et barn blev avlet, fik Materakka dets sjæl fra himmelguden Radien-pardne. Hun gav sjælen videre til Sarakka, som lod legemet vokse omkring den, hvorpå hun plantede den i moderens liv. Hvis man lavede de rette ofringer, kunne Juoksakka så gribe ind og forandre barnets køn, så at det blev en dreng. Derefter gav Juoksakka barnet hen til akkernes fjende Leibolmai. Selve fødslen blev overvåget af Sarakka. Under fødslen vogtede Uksakka døren og senere passede hun på barnet og beskyttede det mod stød og fald.

Andre åndevæsener

Ud over de her omtalte guddomme og ånder, fandtes der et væld at mere og mindre betydningsfulde væsener i den samiske forestillingsverden. Der var f. eks. endnu en kvindelig frugtbarhedsguddom, Rananeida, som stod for foråret og den første vækst.
   Et ejendommeligt fænomen var de såkaldte "helligdagsmænd" Ailekes-olmak eller Passe-olmak, som havde til opgave at sørge for at ingen begik tabu på helligdagene.
   I udkanten af bopladsen fandtes Giedde-gaesj-galgo, som beskyttede den.
   Der var også de mærkelige Uldda, som modsvarer de norrøne huldrefolk, samt de underjordiske Katnihah.
   Der var også nogle mærkelige væsener som kaldtes "stallu". Stallu, som der findes mange historier om i samisk kultur, var store og stærke, men temmelig enfoldige væsener, som lignede mennesker og levede i skovene, altid ledsaget af en hund. Somme tider røvede stallu unge samepiger og tog dem til koner. Der er dem som mener, at stallu figuren er udsprunget af samernes tidlige kontakter med de sydskandinaviske folk.
   Samisk mytologi, religiøse forestillinger og folketro er et meget spændende emne for alle der har interesse i folklore og myter. Desværre er litteraturen spredt og ganske usammenhængende, men for den som vil gøre sig den umage at gå den igennem, er det en absolut anbefalelsesværdig oplevelse.