Sangegne og Sangere (Ohrt)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kalevala som Folkedigtning
og National-Epos

Ferdinand Ohrt
1907

B. Sangenes liv i Almuen

III.
Sang-egne og Sangere

1. Estland.

Kvinden Ilo (d. e. Glæde, Jubel) kørte langs Floden og hen over den flade Slette — fortæller en estisk Vise — siddende i prægtig Slæde og med sine Sange i en Snor om Halsen. Hun mødte en Flok unge Knøse; de bad hende om at blive hos dem, men Ilo svarede Nej:

I gaar ud at fure Marken,

vandrer ud at passe Ploven,

dær vil Glæden sikkert glemmes,

Sangen svinder ud af Sindet.

Atter ager hun over Sletten og støder nu paa en Flok gifte Koner; ogsaa de beder Glæden blive, men afvises:

I gaar hen at vugge Barnet,

visse lidet Bær i Slummer,

dær vil Glæden vist I glemme,

slippe Sangen ud af Sindet.

Tilsidst kommer der en Skare unge Piger, og paa deres Bøn svarer Ilo:

Derfor kommer jeg til Eder,

derfor gæster Sangen Eder:

Jeg er skøn for unge Piger,

dyrebar for væne Møer.

Og nu tog Jomfruskaren til at synge:

ud hvor Jomfruraabet hørtes,

ud hvor Jomfruklangen gjalded,

strøs der modne Bær i Mængde,

røde Tyttebær i Hobe.

Ud hvor Kvinderaabet hørtes,

ud hvor Kvindeklangen gjalded,

tog vel Skoven til at brydes,

løvrig Lund at styrte sammen

uden Hugg af unge Svende,

uden Slag af skarpe Økser.

Saa vidt Mindet gaar tilbage, har i Estland de unge Piger været Sangens bedste Bærere; Mændene gav sig kun yderst lidt af med den, og som gifte Koner lagde mange Kvinder efterhaanden Syngevanen af, selv om de nok kunde kvæde Viser ved særlige Højtider og give dem i Arv til deres Døtre. I en Mængde Tilfælde bærer de estiske Sange ogsaa tydeligt Præg af at den oprindelige Digter var en ung Pige, f. Eks. Bejlersange hvor det hele ses fra hendes Synspunkt.

I Jomfruen Ilo — Glæden — har Digterinden altsaa personliggjort den estiske Folkesang, og herved gav hun Udtryk for de gamle Dages Syn paa denne: Selv om langtfra alle Viser aandede Glæde og Lystighed, mange tværtimod tolkede de mørke Erfaringer i Livet, saa stod Sangen dog, set under ett, som det lyse, oplivende i Tilværelsens Slid og Sorger. Det er ejendommeligt nok at en Folkesang saa rig som faa andre Folks i Verden kunde trives netop hos en Nation som Esterne, hvis Kaar gennem Tiderne var saa knugende onde. I det ydre har Esterfolket været undergivet en omvekslingsrig Historie. Den Del af det som bor i det egentlige Estland, kristnedes fra Danmark, har siden hørt under Sværdriddernes Ordensstat — »Adelens Paradis, Bøndernes Helvede« —, siden til Sverig, nu i to Hundredaar til Rusland; Esterne i det nordlige Livland, der fik Kristendom fra Sværdridderne, har en Tid hørt til Polen, før de kom under Sverig; siden har de delt Skæbne med de estlandske. Under disse Omvekslinger har dog Overklasserne — Storgodsejerne paa Landet, Borgerne i Byerne — mest været tyske; og saaledes er det væsentlig endnu. Den Digtning som i dette Land er overleveret fra Middelalderens Dage, er imidlertid ikke Ridderdigtning, tilbleven indenfor den mægtige tyske Adel; det var »Thersites« der sang, Almuesmanden for hvis Lavhed og Laster hans Herrer næppe veed at finde Ord nok; — om hvem der bærer Ansvaret for det dadelværdige, udtaler disse strænge Dommere sig sjældnere. Sikkert er det at Trællestanden i meget fik sat sit sørgelige Præg paa Bondealmuen; mangen een lærte at ty til en helt anden Ilo end Sangen for at glemme sin Nød; en halvberuset Bonde som Lönnrot paa sin Estlandsfærd 1844 viste ud af Værelset, bad ham huske paa, at en Rus var det eneste der kunde bringe Glæde, »siden de fremmede fordum gjorde os til Trælle«. Den samme Lönnrot skrev hjem til Finland, at om ikke Sprogstudiet havde givet ham saa meget Arbejd, var han vel bleven syg af Harme over den Elendighed og Underkuelse han blev Vidne til, eller maatte være vendt om og rejst hjem.

Et Vidnesbyrd om sine Evner, sit Syn paa Verden og sit Følelsesliv har dette saa længe ringeagtede Folk givet igennem sine gamle Sange. Indholdet af de estiske Viser er højst broget: Al Slags Legeviser, Frieri- og Bryllupskvad, Sange om Arbejdet paa Hovgaarden og Trællekaarenes Plage, Skæmte- og Spottevers, fordringsløse Ballader snart om dagligdags Hændelser, snart stemte i Æventyrtone, i saa Fald dog uden noget hedensk, »mytisk« Præg, ogsaa nogle kristne Legendesange, men kun faa Tryllekvad. Meget almindelig ogsaa i fortællende Viser er den lyriske Jeg-form. Viserne bredte sig fra Mund til Mund ved Legen om Aftenen (f. Eks. ved Gyngen), under Bærplukning i Skoven, ved »Arbejdsfester« (talgud, hvor en Husbonde trakterer sine Byfæller med Mad og Drikke mod at de hjælper ham med et større Arbejde) og ved Bryllupper. Ved de fleste saadanne Lejligheder var det kun det enkelte Godses (Landsbyens) egen Ungdom der kom sammen; gamle Dages Stavnsbaand virkede at de estiske Bønder endnu fastere end de finske var knyttede til Hjembyen; det gjaldt i særlig høj Grad de syngende: Kvinderne; somme af dem naaede vel i hele deres Liv aldrig ud over Hjemsognet. Ved Bryllupper kunde dog oftere Folk fra Nabosognet være til Stede, og fra Naboby til Naboby kunde Viserne vandre frem. Deres Retning gaar hovedsagelig fra Vest mod Øst; paa Landets Vestkyst (samt paa Dagø og Øsel) har til nyere Tid gennemgaaende de simpleste, oprindeligste Sangformer holdt sig.

Sangenes Glanstid i Estland ligger nu temmelig langt tilbage. Reformationen gjorde dem foreløbig ingen Meen, skønt den langt overvejende Del af Folket blev Lutheranere. Endnu ved Aar 1700 har overalt hos Esterne de gamle Kvad staaet i Ære; men snart derefter begyndte Nedgangen: Herrnhutismen naaede til Landet og fik meget stærkt Tag i Bønderne; dens aandelige Sange trængte de gamle forkastelige og ugudelige Viser tilbage; »hvor Herrnhut sukker, dær tør ingen juble«. I al Fald i Vest-Estland har den gamle Pietisme holdt sig til nyeste Tid. — Og i det nittende Hundredaar bredte saa smaat moderne Dannelse sig i Almuen; Læsekunsten gav Adgang til anden Slags Tidkort end den gamle. I vore Dage er det i den største Del af Estland en Undtagelse naar den yngre Slægt giver sig af med Runosangen; hos gamle Kvinder derimod skal man endnu ved tyvende Hundredaars Begyndelse — om de ellers vil synge — kunne faa Kvad at høre.

Sansen for Folkesangen hos de dannede i Estland vaagnede først ret, da Nedgangstiden forlængst var inde. En Menneskeven, den indvandrede Tysker Chr. Schlegel, lagde for, kort før 1800; siden tog indfødte tyske Lærde og enkelte dannede Estere fat. 1838 stiftedes »die gelehrte estnische Gesellschaft«, der vilde fremme estisk Sprog og Litteratur. I de nærmeste Tiaar derefter var man særlig ivrig for at samle Sagnene om Kæmpen Kalevi poeg, og Esteren Kreutzwald fik (1861) fuldført et Epos af dette Navn i det gamle Versemaal; det hvilede væsentlig paa Prosaberetninger, dog er Stykker af Folkesange indvævet; »Kalevi poëg« har hjulpet meget til at vække estisk Nationalfølelse. — Fra omkring 1860 træder Tyskerne efterhaanden tilbage fra Arbejdet og afløses af Estere. Nu var den Tid inde da de bedste i dette Folk blev sig nationalt bevidste; og tilskyndet ved Finnernes Eksempel har man sat et ivrigt og lykket Arbejde i Gang, dels praktisk, sigtende til at oplyse og fremhjælpe det brede Folk, dels videnskabeligt, folkloristisk. Tyskerne saa med Uvilje paa hele den nationale Bevægelse, og Universitetet i Dorpat har lukket sin Dør for den estiske Folklore; materiel Støtte er derimod ikke sjælden ydet fra Finlands Litteraturselskab. Til at bære den nationale Forskning frem stiftedes 1871 et nyt, rent estisk Selskab »Eesti Kirjameeste Seltsi« (Estisk »Bogmænds«-selskab). De ti første Aar var Jakob Hurt († 1907) dets Leder; det lykkedes ham at sætte et betydeligt Arbejde i Gang, og han paabegyndte en videnskabelig Variantudgave. Da Hurt blev estisk Præst i St. Petersborg, sygnede Foreningen imidlertid hen (1893 blev den opløst); og snart efter mistede Estland en varm Patriot og ivrig Samler med Mihkel Veske, der blev kaldet til Universitetet i Kasan. Men fra Petersborg fik Hurt ved Siden af sin ret byrdefulde Præstegærning Tid til paany at organisere et Samlerarbejde, saa omfattende som intet tidligere; han fik unge Studenter til at samle Kvad i deres Ferier, gjorde selv endnu Rejser og udstedte i 1888 et Opraab i estiske Aviser til alle nationaltsindede, læge som lærde, om at hjælpe med. Opvakte Bønder og Haandværkere, baade Mænd og Kvinder, har fulgt Kaldelsen saavel som Studenter og Skolelærere. Systematisk er Landet blevet gennemsøgt fra Bygd til Bygd, og over 50,000 Sangvarianter, Verdens største Samling af den Art, kom i Hurts Værge. Kun yderst ringe Igæld kunde gives Samlerne, højst Godtgørelse af Rejseomkostninger; indtil 1902 var i alt kun 800 Rubler uddelt, hvoraf det meste var skænket fra Finland.

Naar Samlerarbejdet blev fremskyndet saa mægtigt, var det fordi hvert Aar der gik, førte den gamle Folkesang et godt Skridt hen mod fuldstændig Uddøen. Allerede før den sidste Samleperiode klagedes der over hvor vanskeligt det var blevet at faa Kvinderne til at »aabne for deres Sangskrin«. Mistro mod de »fine Folk« kunde gøre sit; da Kreutzwald, der dog var Ester af Fødsel, skrev en ung Piges Gyngesang op (før 1835?), ytrede en hosstaaende Bonde bittert: »Ikke nok med at vi maa give Herskabet Tiende af alt, nu vil de ogsaa indføre Sangtienden hos os, for at alt skal blive fortoldet.« Flere af de senere Samleres Oplevelser giver en Forestilling om den døende Folkesangs Kaar. Dr. Kallas fortæller at man i Vestlandet satte ham i Rette for hans syndige Kærlighed til disse Viser; kun mod klingende Mønt lod nu og da een af »de udvalgte« sig forføre til i Skovens Dyb eller i en afsides Lade at synge een af Djævlens Sange. Skolelærer Orgusaar maatte altid selv synge mange Viser før Kvinderne vilde til det; man tilbød at synge for ham af »Kodu ja kiriku-raamat« (ɔ: Salmebog for Kirke og Hjem); det andet var jo »lutter Vrøvl; hvad duer det til?« Folk holdt ham for en Spion udsendt af Gejstligheden. Student Bergmann melder (fra 1878): »Man spurgte om jeg ikke hellere vilde købe Kalve eller Grise; det vilde være bedre end at drage fra Gaard til Gaard efter Krostuesnak.« Een Kone blev dog af helt anden Grund fornærmet paa ham og gik sin Vej, nemlig fordi han ikke var kommen til hende først. Mange gamle Kvinder som man omsider fik til at synge, var aandelig sløvede og præsterede kun mangelfulde Varianter. — Stor har Glæden været, naar man traf paa en virkelig kyndig Sangerske der viste sig redebon. Flere Kvinder rummede en Mængde Verslinier i deres begede Hjærne; Purtsi Rõõt i Kolga Jaani Sogn kunde c. 6000 Linier, ialt 135 Sange, men blev langt overgaaet af Mihkel Veskes Husholderske Epp Vasar, der meddelte ham 700 Sange, hvis Verstal anslaas til op imod 15000 (en Del deraf er gaaet tabt).

To smaa estiske Folkesamfund blev hidtil uomtalte; det er Ljudzinerne og Setukeserne. — Som før omtalt vandrede en Flok Estere ved 17de Hundredaars Midte ud fra deres gamle Boliger (vistnok i Livland) og slog sig ned sydligere, i Guvernementet Vitebsk, hvor de danner en Sprogø mellem Letterne; disse saakaldte Ljudzen-estere tæller nu formentlig højst 3000 Personer og hører dels til den romerske, dels til den græske Kirke, men var ved Udvandringen vist lutherske. Hos dem er der optegnet nogle Sange og Æventyr; de Træk disse har tilfælles med det gamle Hjems, tør gennemgaaende regnes for Arv fra Tiden før Udvandringen.

Endnu langt større Interesse frembyder dog Setukeserne. Denne lille Stamme, nu vel lidt over 16000 Mennesker i Tal, fordelt paa 4 »Kommuner« i Guvernementet Pskov (Pleskau) danner den sydøstligste Udløber af det sammenhængende estiske Folkeomraade; deres Mundart staar ogsaa de vestlige Naboers, Verroesternes nær. Men deres politiske og religiøse Særstilling har holdt dem paa et mærkelig oprindeligt Trin. Fra Arilds Tid har Setu-landet staaet under Rusland; hverken svensk eller polsk eller ordensridderligt Herrevælde har strakt sig ind over det; og Kristendommen modtog de aller fleste Setukesere i dens russiske, græskkatolske Form, mens de estiske Frænder jo er Lutheranere. Dybtgaaende Virkning har det russiske Naboskab dog ikke haft paa dem; Kvinder og Børn, i flere Bygder ogsaa Mændene forstaar slet ikke Russisk, kun faa Steder kan Mændene det nogenlunde ordentligt. Ægteskaber mellem Setufolk og Russere skal være yderst sjældne. Russerne regner Setukeserne for egensindige og stivsindede og ser ned paa dem som »halvtroende«. Ikke fordi de skulde »forvanske« eller forsømme Ceremonierne; tværtimod ynder de Kirkens og Processionernes Pragt og overholder smukt Fastetiden; men selv for russiske Bønder er det paafaldende hvor rent udvendig Setukesernes Religiøsitet er; de og deres russiske Præster forstaar oftest ikke hinandens Tale; og det er sjældent at nogen Setukeser kender saa meget som de ti Bud og Fadervor. Men uden aandelig Sans er disse Hedninger, der spanker rundt i deres skønne gammeldags Nationaldragt, langtfra. De har et eget Fond af Livsvisdom, af Erfaringer og Stemninger, af gammel Overlevering, som de endnu i tyvende Hundredaar holder troligt fast ved: De lyriske og episke Sange staar hos dem den Dag i Dag i saadan Ære, er saa levende som vel ellers ingensteds indenfor hele den estisk-finske Stamme. De er for dem ikke et gammelt Minde man halvt skammer sig ved, ikke heller blot en velkommen Tidkort, men en uundværlig Skat ved alle Trin og Hændelser i Livet. »Uden Sange — sagde en setukesisk Moder til Dr. Hurt — maa hos os en Pige slet ikke gaa ud fra Hjemmet«; Sangkyndighed er en værdifuld Del af Medgiften. Det er dog kun Kvinderne der synger, ligesom hos de øvrige Estere; men — trods Ilos Frygt i det setukesiske Kvad — her lægges Sangene som Regel ikke hen, naar Jomfrudagene er forbi. Flere Setukeserinder naaer den lovpriste Epp Vasar godt ind paa Livet, ja en enkelt, Miku Ode, slaar hende helt af Marken med sit fænomenale Verslinietal, 20.720; hun sang i Sommeren 1903 for Hurt. Særlig Tumleplads faar Sangen ved Hændelser som Bryllup og Ligfærd, ved Folkefester som »Kermesserne« (kirmaski'), Markeder hvor Russere og Setukesere kan mødes men morer sig hvert Folk for sig, — samt i »Kødspisningstiden« mellem Jul og Fastelavn; da holdes der en Slags »Bindstouw«, unge Piger samles i Skarevis paa Omgang i Bondegaarde, en hel Uge ad Gangen i hver; de har deres Haandarbejder med, og Sange forkorter Tiden; ogsaa unge Knøse kan indfinde sig. Foredraget er ikke virkelig Sang, snarest en melodisk Recitation; den gaar saaledes for sig, at »en kyndig Sangerske nynner een Linie alene, som saa et Kor gentager flerstemmigt, hvorved Koret allerede falder ind ved den foredragne Linies sidste Versfod og gentager de to første Versfødder dobbelt eller to Gange« (Hurt).

Miku Ode overgaar den gamle Epp i Verstal, men næppe i Tallet af Sange; de setukesiske Kvad er gennemgaaende meget længere end de øvrige estiske. De betegner ikke »Urformer«, tværtimod Enderesultater af en Vandring fra Vest mod Øst. Og Setukeserne har en særlig Forkærlighed for at berige og sammenknytte Sangene. I den Henseende minder de om de fjærne russiske Kareler; her som dær har man drevet det til sammensatte Kvad paa over 400 Verslinier. Dog mangler hos Setukeserne den karelske Tilbøjelighed til at midtsamle Kvadene om enkelte Personer; deres Helte er heller ikke blevet mytiske Heroer. Der findes nok noget »Kalevalastof« (f. Eks. Ainoviser og Den store Eg), men et setukesisk Stor-epos vilde umuligt kunne bringes i Stand ved Sammensmæltning af deres Sange. En Jævnførelse af Sydens og Nordens rigest udviklede Sangformer viser maaske aller bedst at Lönnrots Arbejde ikke var saa helt vilkaarligt endda. — Med Russokarelerne har Setufolket iøvrigt det tilfælles at vi her har Sangstof der fra romersk katolske Egne (i Middelalderen) er gaaet over til græske Katoliker.

Setukesernes seje Fastholden ved Runosangen, der giver os en Anelse om hvad denne fordum kan have været for alle de syngende finske Stammer, har som antydet sin Forklaring i den Sædernes Primitivitet de paa alle Omraader har bevaret. De er et Folk med gammeldags Dyder, men ogsaa med gammeldags Raahed; dertil kommer at Brændevinen (i nyeste Tid endog Æter) hører lige saa fuldt med til en Festlighed som de gamle Sange. — Paa en ny Tids Frembrud — og dermed paa Sangenes Uddøen — er der endnu kun svage Forbud; enkelte Folkeskoler er i nyeste Tid grundlagt i Egnen, men naturligvis med russisk Undervisningssprog. En læse- og skrivekyndig Setukeser — som Munken Arkadi, der har hjulpet Hurt med at samle Kvad — er endnu en Sjældenhed.

2. Ingermanland (med hele »Karelske Tange«)

Narvafloden danner Grænsen mellem estisk og finsk Tungemaal. Skønt de to Skriftsprog afviger betydeligt indbyrdes, er Overgangen mellem Folkemaalene kun lidet brat; det nordøstligste Estlands (»Alutaga's«) og det vestligste Ingermanlands Dialekter nærmer sig fra Bygd til Bygd stærkt hinanden; over hin Grænse har da Sangene kunnet vandre fra Estere til Finner — for den Sags Skyld helt ned til vore Dage, uden anden Forstyrrelse end at nu og da et estisk Ord er blevet uforstaaet eller misforstaaet af den finske Tilhører (noget tilsvarende kendes ogsaa ved Overgang mellem nordligere finske Dialektomraader). — Finske Bugts Sydkyst milevidt ind i Landet, er den Dag i Dag gennemgaaende finsk Egn; dog maa Stæderne fraregnes, og inde i Landet brydes stedvis finsk og russisk Nationalitet; der er mange Eksempler paa, at russiske »Pajatukset« (Viser) fortrænger de gamle Kvad. Siden Peter den Stores Tid har Rigshovedstaden som en sprængende Kile begyndt at bryde det finske Folke- og Runobaand omkring Finskebugten; før 1700 er de gamle Sange vandret deres rolige Gang over Nevafloden, hvor nu Kæmperigets Puls banker stærkest. Og endnu et godt Stykke ind i attende Hundredaar har nogle Viser sneget sig gennem den fremmede By; i selve dens Forstæder sang ingriske Smaakaarsfolk paa deres Modersmaal; omkring 1750 er Broen dog vistnok brudt helt af. Mod Nord begynder endnu i vore Dage samlet finsk Befolkning igen næsten lige udenfor St. Petersborg; vi er her paa den »karelske Tange«, der indbefatter Landet mellem finske Bugt, Ladoga og Saima, altsaa Ingermanlands nordlige og Finlands sydøstlige Del, skilte ved Landgrænsefloden Systerbäck; mod Nord regnes endnu Pyhäjärvi ved Ladoga hertil. Tangen danner et Omraade med en egen Sangform, der fortsættes — i nyere Tid stærkt afsvækket — til Sortavala og har en Udløber mod Vest henimod Viborg; Juva Sogn i Savolaks (Gottlunds og Poppius' Hjem) er denne Udløbers yderste Punkt. — Flere af de smaa Øer ved Ingermanlands Nordkyst har hos Fastlandsboerne staaet i Ry for Sangrigdom; Hvad Samlerne fik hos de opvakte Fiskere her, var dog mest moderne, tildels letfærdige Sange. — Paa Fastlandet er Kystegnene sangrigere end Indlandet.

Indenfor selve det finske Folkeelement er der en vis Brogethed. Et særligt Maal taler Voterne (Vatjalaiset); denne lille Stamme, nu næppe mer end 3—4000 (?) Mennesker, Syd for Soikkola, er maaske en Levning af Landets ældste Indbyggere; men deres Sange (Bryllups- og Grædeviser) udviser ingen Selvstændighed. Indenfor de øvrige Finnokarelere skælnes, saa vel i Ingermanland som i de tilgrænsende Dele af Finland mellem græsk-katolske, karelske Inkerikot (eller Ishorit) og lutherske Savakot og Äyrämoiset tilflyttede efter at disse Egne 1617 var komne under Sverig. Lutheranerne (»Finner« kaldes de under ett) har bragt en Del Sange med sig ned fra det vestligere Finland. Ortodokse og Lutheranere bor stærkt blandede, stundom i een og samme Bygd.

Samleres Rejseskildringer fra Tiden ved 1860, Livegenskabets aller sidste Aar i Ingermanland, giver et ret mørkt Billede af Bøndernes Tilstand; Trældommen var værst for Adelens Bønder, mindre for Kronens; Hoveriet og den hyppige Omfordeling af Jorden holdt Ingrerne nede i Fattigdom og Sløvhed. Hovedstaden gav paa forskellig Maade Lejlighed til Sidefortjeneste: Mændene søgte derind som Droskekuske, Kvinderne tog Børn i Pleje fra Hittebørnshospitalet og forsømte for dem ofte deres egne. For lejede Tjenestekarle og Hyrder var der ret gunstige Kaar; saadanne søgte om Sommeren i stort Tal ind fra Finland (og kan vel have udvekslet en Del Sange med Ingrerne). — Nogle af Samlerne veed at melde om Indbyggernes Venlighed, Gæstfrihed og Flid, men fra mange Egne faar man Indtryk af stor Raahed blandt Ingrerne, mest nok de græsktroende. Paa Markeder og ved Gilder gik det ofte over al Maade vildt til. I lutherske Byer i Kosemkina Sogn (Sydlandet) fik Länkelä et uhyggeligt Indblik i Familielivet; hvor Svigerforældrene levede, mindede den unge Kones Stilling stærkt om den forkuede Svigerdatters i Kalevalas Bryllupskvad; hvor Manden var død, hundsedes Enken af sine Børn og blev drevet til Arbejd, stundom med Trusel om Prygl, mens de unge Piger dovnede. Til Ahlqvist (1854) kom Kvinderne oppe ved den finske Grænse ofte først med skamløse Viser, og det kostede ham Møje at gøre dem forstaaeligt at de ikke »duede til Bogen«. — Til Trældommen og den begyndende Denationalisering kom hyppig religiøse Egenheder, snart ældre Overtro, snart nyere Fanatisme, baade blandt Lutheranere og blandt Ortodokse. I Soikkola Sogn havde hine saa vel som disse Grædekvinder ved deres Ligfærd; efter hvad Länkelä fik ud, tænkte Folk sig dær paa Egnen at Sjælen blev til intet, naar Legemet først var raadnet hen; for at forhale det Øjeblik maatte man gøre Kisten meget solid; blandt Nordingrerne fandt Saxbäck Troen paa Nøkken og Skovaanderne lyslevende. Men nyere, strængere Retninger var naaet Ingermanland. En ejendommelig Sekt Springerne (hyppijät) havde vundet vid Udbredelse blandt græsk-, tildels ogsaa blandt luthersktroende; de synes at have vakt en ængstelig Sky for alt verdsligt som Djævelens Værk, men tillige højnet det moralske Jævnmaal ganske betydeligt, hvor de vandt Indpas. De havde (fortæller Tallqvist og Törneroos) deres egne Sange, hvor Sammenhæng og Mening var rent underordnet; naar de drog i Flok fra Bygd til Bygd og brugte Stemmen, maatte Tilhørerne give Køb, »Aanden begyndte at gøre sin Gærning i Hjærtet; da gik det ikke længer at staa Aanden imod, man maatte slutte Følge med dem.« — Af alle disse blandede Forhold blev de gamle Folkesanges Kaar i disse Egne stærkt afhængige.

Hos Lutheranerne trængtes Runosangen noget tilbage ved den nyere Tids Oplysning og Læsefærdighed; de Kvad man fik, var undertiden lærte af Evropæus' Hæfter »Den lille Runosmed« og »Karelens Vaargøg«, der fandtes i adskillige Hjem og i sin Tid var omdelte just for at opflamme Bønderne til Fastholden ved deres egne gamle Kvad — her som andensteds hvor sligt forsøgtes, med helt andet Udfald. Mange Steder var de lutherske Ingrere til Gengæld meget villige til at give hvad de kunde; og den stigende finske Oplysning synes at holde igen mod Russificering og dermed ogsaa mod de fremmede »pajatukset«. Paa dette Punkt er Faren noget større for de græske Ingrere, i al Fald dem inde i Landet; ved 1860 omtales der Egne hvor kun den ældre Slægt ænsede de gamle Kvad. Paa den anden Side fandtes Sangen i sin frodigste Fylde netop blandt Ortodokse, særlig i Kystlandskaberne. Stedvis, hvor nyere Strømninger ikke havde holdt deres Indtog, regnedes Runosangen for noget ærværdigt og helligt, og man strittede ikke imod naar Samlerne bad om Viser. Men for mange troende, især da hvor Springerne havde Magt, var det Dødssynd at synge; de stakkels Samlere melder atter og atter om deres mange Genvordigheder, snart mildt fortrædelige, snart nok saa uhyggelige Ting. Syd for Narva kom Tallqvist og Törneroos til en Gaard og spurgte om runoja (Kvad); snart fik den venlige Husmoder trommet en Mængde Koner sammen fra Nabolaget; de traadte ind parate til at tage fat, hver med sin Salmebog i Haanden, og hilste straks i Døren »de fromme Ynglinge der var komne til deres syndige Krog«; Værtinden havde forstaaet eller villet forstaa runoja som rukouksia (Bønner), og andet var ikke til at fravriste dem. Med større Held lirkede Europæus (1847) paa finsk Side (Kivennapa) for en gammel blind Kone, der rostes som sangkyndig men var bleven vakt; han forklarede hende at Sangene var nyttige til at berige det finske Sprog, som nu til Menigmands Gavn skulde afløse Svensken, følgelig var det en god Gærning at synge for ham; og da han lagde til, at Troen uden Gærninger er død, ja at den som veed at gøre det gode og gør det ikke, ham er det Synd, saa var den stakkels Kone helt overvunden. — Undertiden hjalp det Samlerne overfor ængstelige Menigheder at ty til Sognefogden eller Sognepræsten (græsk eller luthersk) og formaa dem til at berolige Samvittighederne. Men ikke alle Samlere forsøgte eller kunde opnaa dette; fra Østlandet melder Saxbäck: »Præsterne synes ikke at se meget gunstigt paa disse Ungdommens Sange og Danse: og det er i Sandhed intet Under, thi ofte holdes der ved deres Dansegilder et skamløst og ugudeligt Liv, og Karlenes Viser eller Sange er oftest raa; Pigerne er her som andensteds de sømmeligste saa vel i Adfærd som i Tale og Sang;« de gamle vover slet ikke at synge. I flere Byer holdt man ham for Antikrists Udsending eller for den Lede selv; Rygtet ilede forud for ham og forsynede ham med Jærntænder; enhver hvis Ord dette Uhyre fik fæstet paa Papiret, hans Sjæl var solgt i samme Øjeblik, og Mellemmanden fik det sikkert godt betalt af sin Herre og Mester, det var derfor Saxback kunde byde Penge til hvem der vilde synge for ham. Til Porkka ytrede man i Sydlandet (1883) sin Frygt for i Helvede at blive hængt op ved Tungen, det Lem hvormed man syndede ved Sangen. Länkelä (i Soikkola) fik det Indtryk, at de Ortodokses Afsky for Kvadene ikke skyldtes dybere aandeligt Liv, kun Rædsel for Præstens Trusler; en 80-aarig Kone sang i Fuldskab fire smukke Kvad, »Slædeviser«, for ham, saa orkede hun ikke længer; næste Dag opsøgte han hende, nu laa hun til Sengs og jamrede: »Du har hentet min Sjæl til Helvede; Præsten har sagt, det er Synd om vi drikker Brændevin til vi spyr, om vi stjæler eller gør andet sligt; men den største, helt utilgivelige Synd er det om vi giver denne Forfører Slædeviser.« Tallqvist og Törneroos, der gæstede Sydlandet, havde en Gang faaet nogle unge Piger til at synge; da Samlerne kom til Nabosognet (luthersk) hed det her at hine Sangersker bagefter var blevne afsindige og Natten igennem havde maattet gentage og gentage deres ugudelige Viser; Pengene de havde faaet, var forvandlede til Spaaner. Springerne havde stor Indflydelse i det Sogn, og Præstens Velvilje nyttede da ikke stort; Springerne lod sig blandt Folk forlyde med, at blev de frække Samlere slaaet ihjel, vilde Gud se med Velbehag til Drabet; de to Mænd blev der dog roligt i fire Uger og fik en Del Kvad — hvor man kunde give sig god Tid, vandtes ofte Beboernes Tillid — men paa den fortsatte Rejse oplevede de blandt Skvuoritsa Sogns lutherske Äyrämöiset at intet Menneske i Byerne vilde optage dem i sit Hus; forsultne og udmattede naaede de omsider en Russerby »hvor man intet vidste om Antikrist og hvor vi derfor fik hvad vi behøvede til Legemets Mættelse«. — I mange Tilfælde synes Udbyttet af Sange dog ret afhængigt af Samlernes egen Behændighed; fra Egne som Sangsøgere før havde forladt næsten tomhændede, fik andre siden hen rig Høst; det laa vel ikke blot i ændrede stedlige Forhold.

Europæus tilkommer Æren for Opdagelsen af Sangenes Ingermanland (S. 48); det skete paa en Tid da Lönnrot var i Gang med at udarbejde sin ny Kalevala; 1849 gæstede Europæus Karelske Tanges Sydside (sammen med Reinholm), næste Aar afsøgte han Egnene om St. Petersborg og var 1853 Syd for Finskebugten. Med et sikkert Tag i Folk evnede han at bore ned i de rige Lag hvorfra et uanet Væld af Sange sprang frem. Og det var væsentlig efter Europæus' Tilskyndelse at Ahlqvist 1854 og flere unge omkring 1860 søgte derned; siden har navnlig Porkka (1883) og Alava (efter 1890) bragt rigt Bytte hjem fra Ingrerne. Den store Cyclus om Kullervo er, æstetisk set, vel nok Landets mærkeligste Bidrag til den episke Sangkunst; Hovedrigdommen ligger her, som i Estland, paa det rent lyriske Omraade; og Kvinderne er Sangens rette Vogtere. Gyngen under Træet, Slædefarterne om Vinteren, de fælles Lege kræver hver sit Hold Viser; paa Søn- og Festdage, især ved Pinse, hændte det, hvor Sangen var særlig i Ære, at de unge Piger i Flok sang og dansede paa Landsbygaden; »der gives — fortæller Länkelä fra Soikkola — næppe nogen frygteligere Afstraffelse end en Smædevise af de paa Gaden samlede Jomfruer om en tilstedeværende Person.« Men fræk Spot kunde hævne sig; ved et Bryllup i Lempäälä smædede en mandlig Sanger, Jaakko, grimt Gæsterne; straks faldt Sygdom over ham; Tænderne klemte sig imod hinanden, og Tungen var kommen imellem; en tilstedeværende Heks var saa skikkelig at læse ham rask. — Gyngeviserne synes at have haft det stærkest episke Præg; efter den store Sangerske Paraskes Udsagn skulde man ved Gynge-, Lege- og Tryllesange holde sig strængt til Overleveringen, medens det ved Danse-, Slæde- og Bryllupskvad var Skik at putte ind, hvad der faldt een i Hu af tidligere lærte Sange. — Baade hos Estere og Ingrere indskyder Sangerne ofte mellem hver Linie en Slags langsommelig Jodlen (tuula-illalei, hoila-illalei e. l.) foruden at Linien gentages; derved faar Forsangersken god Tid til at tænke sig om; men »i gamle Dage — sagde en gammel Kone til Ahlqvist — havde man Visestof nok at synge, da behøvede man ikke at lægge tuula-illa til Sangen saadan som nu.«

Blandt Mængden af Sangere rager enkelte Dygtigheder særlig frem. Paa Narvusihalvøen sang Olena (1883) for Porkka i en halvvejs votisk Bygd; hendes Viser var dog finske, men med iblandede votiske Ord; skønt endnu ret ung havde hun allerede været indbudt som lejet Forsangerske til et halvt Hundred Bryllupper, men maattet sige Nej til en Del. I Hevaa-egnen nævnes et Par Mænd som dygtige Sangere; Gubben Sinoi, som i 1812 havde tjent i Hæren mod Napoleon, var selv Versesmed og kunde ogsaa gamle Kvad (sang 1861 for Groundstroem). Skovløber Oleksei (kaldet »Kristus«) var af en Mand at være kyndig nok; men et fordrukkent Kvindfolk kunde dog tillade sig at rette ham, og det Forhold finder Porkka typisk; ingen Mand kunde hamle op mod de store kvindelige Skjalde. Den mest sympatiske Sangerskikkelse Syd for Finske Bugt var nok den blinde Enke Varvana, fra en By nær Hevaa. Da Porkka mødtes med hende, var hun 80 Aar gammel men forbavsende aandsfrisk; blandt andet gav hun ham 25 episke Kvad, deriblandt en mærkelig Festsang om Sämpsä Pellervoinen. Skønt Varvana haardt havde prøvet Livets Modgang, en Tid endog strejfet rundt som Tiggerske, var hendes Personlighed dog ikke gaaet tabt; nu indtog hun en agtet Stilling og, selv for svag til at synge ved Bryllupper, oplærte hun unge Piger i Kunsten. Det var hendes Haab at faa Lov at leve til sin Brodersøns Bryllup og dær endnu en Gang kunne synge alle sine Viser »ligesom til en Slutningssang.« —

Paraske. Maleri af Albert Edelfelt 1893

Oppe paa den karelske Tange endelig møder os en ypperlig Sangerske i Paraskovia Nikitina, sædvanlig kaldet Paraske. Hun tilhører baade Ingermanland og Finland, fødtes 1832 paa ingrisk Side i Lempaala og flyttede ved sit Giftermaal omtrent tyve Aar gammel til Sakkola Vest for Grænsen, men paastod rigtignok at hun havde lært alle sine Sange i Barndomshjemmet. Paa sine ældre Dage havde hun glemt en Del men kunde dog give Pastor Neovius 129 Runosange (vel næppe meget lange). Hver Gang Paraske havde sunget »Slutsang ved Gyngen«, der ender:

Nu er det nok hvad jeg har kvædet

denne vor Dag os til Glæde,

Dagen i Dag til vakker Slutning,

føjede hun til, at dette skulde nu være sidste Gang hun sang; men hun kunde ikke holde Ord.

At en enkelt gammel Kone lever hen i en Bygd og mindes sin Ungdoms Viser, giver ikke Ret til at tale om Sangens Liv paa den Egn, naar den unge Slægt ikke længer er med. Af lignende Aarsager som i Estland er Runosangen i store Dele af Ingermanland og navnlig af Karelske Tange døende eller død. Dog er der endnu i al Fald een Egn hvor den kan siges virkeligt at leve. I Hevaa Sogn, Varvanas og Sinois Hjem, — »nær ved Kronstadt hvor Kanonerne drøner, og Oranienbaum og Peterhof hvor Militærmusiken spiller« — synger unge Piger den Dag i Dag de middelalderlige Viser.

3. Vestfinland

Vi har fulgt den estiske Sangstrøm paa dens Vej op i Finsk Karelen, det Landskab hvor den optager et vældigt Tilløb fra Sydvest. Her bryder vi da et Øjeblik af og søger hen til dette Tilløbs Udspring.

Den Landsdel, hvor Åbo By blev grundlagt, er Porten gennem hvilken vesterlandsk Kultur i Tidernes Løb har holdt sit Indtog i Finland; og de vekslende Kulturfaser afspejler sig ogsaa i Folkesangens Skæbne. Alt i Vikingetiden, om ikke før, har der været nogen aandelig Paavirkning fra Sverig paa Finland; maaske gæmmer en enkelt Kalevalasang et Minde om skandinavisk Hedenkultus. Men efter Drageskibene kom Hellig Kong Eriks Korsfarersnækker. Sangstof i ikke ringe Mængde, tildels udformede Sange, naaede i Romerkirkens Dage herover fra Sverig; Legender og Legendeviser gjorde Lykke og slog Rod. Og til en kunstmæssig Højde som Genboerne aldrig havde kendt, udformede man paa finsk Grund — ikke for Kunstens men for Livets Skyld — de stærke Tryllekvad (om hvis Fødselstid ikke skal tales paa dette Sted). Ogsaa verdslige Viser, Adelens Tidkort i Danmark og Sverig, klædtes i finsk Runoform; Gendigterne har vel været finske Adelsmænd eller Damer, saa vi staar overfor en Tid og Egn hvor finsk Folkesang ikke blot var Almuedigtning (S. 7 og 70). — Men ny Ting hændte bag Havet; Norden blev luthersk Land og Sverig steg til Stormagt; da blev Biblen finsk, men Finlands Herremand svensk; Åbo fik sin Højskole; Naadigherrernes svenske Maal, de boglærdes pure og rene Ord og de baalstegte Hekses Brøl lød i frydelig Samklang ud over Landet; vesterlandsk Kultur, saa god som den nu dengang stod at have, holdt sit Indtog. Da trak Tryllesangen sig skræmt ind i Skyggen. Og de gamle Ballader veg for alamodiske Viser med rigtige »Vers« og Enderim; de kom paa Tredveaarskrigens Tid ind fra Evropa over Sverig og blev oversatte — men ikke omstøbte i det gamle Kalevalametrum, saadan som svenske Ballader var blevet det i Middelalderen. — Mange troede nu vestfinsk Runosang helt død. Men da en ny Tids Lærde fik den sære Grille at søge efter Runoviser som efter en Skat, gav den selv her endnu Livstegn. Laukkos Bønder blev de første Skjalde Elias Lönnrot fik høre; unge Tavastpiger i Ritvala By har endnu i Mands Minde fejret Vaarfest med middelalderlige Viser; en Husmand ganske nær Åbo har i vore Dage kunnet give den fuldstændigste Form der overhovedet kendes af den finske Sankt Stefansvise. Og endelig — Skam være syttende Sekels slappe Øvrighed, der ikke brugte Strækkebænk og Baal nidkært nok — Djævlens kæreste Viser, de gamle Tryllekvad og -ramser, har vist sig at leve selv i Vestfinland lige til nyeste Tid. Først efter 1890 er man bleven ret opmærksom herpaa og har flittigt samlet dem ind.

Dertil kommer saa, at før Nedgangstiden i Vestfinland var inde, var Sangene naaede frem til andre Egne, fjærnere fra den dem fjendtlige Kultur. Somme gik mod Nord op gennem Østerbotten (helt oppe mellem Sodankylä og Kittilä i finsk Lapmarken langt Nord for Polarkresen har en Samler faaet nogle Tryllekvad). Større Betydning fik dog de Afløb som dels mod Øst, dels mod Nordøst vandt frem til finsk Karelen og mødtes med de Kvad der fra Estland var naaede herop langs ad »Karelske Tange«.

4. Finsk Karelen

Mellem det estisk-ingriske Sangerland mod Syd og det egentlig karelske mod Nord strækker sig Ladogasøen, det vældige, forunderlige Indhav, hvor Valamos Kupler lyser langt ud fra Øen; hvor Fata Morgana driver sit Spil; hvor Stormene rejser sig i et Nu og slaar de gammeldags fladbundede Skuder tilbage fra Bred til Bred; hvor Sælerne svømmer; hvor Isstykkerne kan sejle rundt helt til Sankt Hans, men hvor Kysterne ligger skærmede for Nattefrost ved den fugtige Luft. Ladogas Nordstrand er klippefuld og ved Skærgaard skilt fra den aabne Sø — en skarp Modsætning til den flade Sandkyst paa russisk Side. Egnene nærmest Nord for Søen omkring Sortavala og Impilahti er frugtbare og nogenlunde opdyrkede, men lidt længer mod Nordøst tager de vældige Ødemarker fat; mørk Naaleskov, ofte tæt Krat, og Sumpe dækker Landet; Vild-renen og Bjørnen holder til her; af Indsøer er der ikke synderlig mange. Folket er i det østlige Karelen overvejende græsk-katolsk (Salmi, Suistamo, Suojärvi og Korpiselkä Sogne). Østkareleren roses som gæstfri og opvakt; næppe af Stædighed men paa Grund af lange Tiders Udestængthed har han holdt paa en svunden Olds Syn og Skik. Tillige gælder han for upaalidelig i Handel, letsindig, uenergisk til stadigt Arbejd. Gamle Dages onde Kaar har i mangt og meget sat sit Præg paa ham, saa Tavastere og Savolaksere fik stærkt Forspring for deres østlige Frænde. Allerede i svensk Tid og siden (efter den store Ufred) under Russervældet forlenedes store Dele af Østfinland, derunder Østkarelen, til Adelsmænd, der lod deres Fogder udpine Bønderne ved aarlig at sætte Personer, Dyr og Indbo i høj Afgift. Og mens man i hin Tid nogenlunde anerkendte Bondens Ejendoms- eller Arvefæsteret til selve Jorden, fratog man ham denne Ret nogen Tid efter at disse Egne under Aleksander I var lagte til Storfyrstendømmet, og gjorde ham til Fæster, der naarsomhelst kunde jages bort. Usikkerheden og Afgiftsbyrden fremmede Dovenskab, Snyderi, Kryberi. Selv efter at Trykket (siden 1860'erne) er hævet, staar Agerbruget den Dag i Dag mange Steder paa et sørgelig lavt Trin. En Lykke og et Under at Folket med alt dette er forblevet ædrueligt overfor stærke Drikke; selv paa Markeder, dær hvor Finner saa ofte giver Dyret i sig frit Løb, skal Fuldskab og dens Følger være sjældne. Og paa sin Vis har Ødemarkslivet dannet en kraftig og uforfærdet Slægt; Østkarelen er de tapre Bjørnejægeres Land; nu fældes Bamsen mest blot med Bøsse, før gik man den ind paa Livet med andre Vaaben, med Spydets og Trolddommens forenede Magt.

I finsk Karelen hændte jo nemlig den i Sangenes Historie saa vigtige Ting, at Strømmene mødtes. Langs Ladogas Vestrand havde estisk Lyrik og Ballade banet sig frem; ovre fra Vestfinland kom Legender og fremfor alt de mægtige Tryllekvad, som var til Hjælp i alle Livets Forhold, ved Jagt, ved Hjorden, ved Hjemmesysler, mod Sygdom og onde Øjne. Paa ret naturlig Vis fordeltes Rollerne; Stemningsviserne blev, som Syd paa, mest i Kvindernes Eje; en stor Del af Tryllesangene, især de til Jagtlykke og Lægedom, blev Mændenes Domæne; dog fandt ogsaa det episke Stof Naade hos det stærke Køn. Skarpt blev Delingen ikke gennemført; og skarpt holdt man heller ikke de to Rækker ude fra hinanden; som af sig selv smuttede Verslinier og Motiver fra Esterrækken til Finnerækken og omvendt. — Medens Epik og Magi svulmede stadig vældigere frem, gik Lyrikens Rigdom heroppe noget tilbage; den staar ikke fuldt paa Højde med den estisk-ingriske; herfra er dog et langt Skridt til Fattigdom paa Lyrik: Stoffet til Kanteletar er væsentlig taget netop fra finsk Karelen. Lönnrot nævner endda — foruden det meget sangrige Ilomantsi i Nordkarelen — vestligere og sydligere, overvejende lutherske Sogne som særlige gode Findesteder for Lyrik (saaledes Kide, Tohmajärvi, Jaakkima). Med Hensyn til Epiken i de sydvestlige Sogne skal her mindes om Kesälahti, hvor den kyndige Kainulainen (S. 36) sang 1828 for Lönnrot.

Ontrei Vanninen hed den sidste store Sanger i Ladogas Kystland (fra Sortavala Landsogn); han levede ind i Ottiaarsalder til omkring 1890. Ontrei, sidste Repræsentant for en gammel Sangeræt, var stærk i episke Kvad, tilmed i lyriske Bryllupsviser, men fremfor alt i Tryllesange og magisk Handling. Faderen Boris havde kunnet mane den Onde selv frem, men Sønnens Magi var hvid: »Jeg færdes med Ukko-folket, Gudsfolket, gaar i gamle Väinös Følge,« var hans Svar, naar der spurgtes af hvad Magt han øvede sin Kunst. Ontreis Sønner forlod de gamle Veje og regnede Sangene for Gøgl. Det hele Forhold er typisk ogsaa for Indlandet: Gennem mange Led er Sangen gaaet i Arv i en navnkundig Sangerslægt, men i nyeste Tid er der slaaet Bom. Ikke faa Oldinge glæder sig endnu ved at synge, yderst sjælden de unge Folk.

Inde i »Salmi Herred«, hvor Suistamo og Suojärvi altid har været de bedste Sangegne, rager Shemeikka-slægten, »Karelens Aandsadel« op over de øvrige Skjaldeætter. Det ser ud til at man har nogen Rede paa dens Stamtavle ret langt tilbage i Tiden. Som Stamfader opføres Semana (Simon); han kom i 17de Hundredaar fra Repolakanten i russisk Karelen og grundede Gaarden Shemeikka, der gav Efterkommerne Navn, dær hvor Suistamo, Suojärvi og Korpiselkä Sogne støder sammen. Her dannede sig efterhaanden en hel Bygd, hvoraf nu dog kun to Gaarde siges at bestaa. Sønnen Miihkali blev større end sin Fader.

Miihkali Perttunen

]] Miihkali, den vældige Jæger og Troldmand, lærte sin Kunst hos »Ildlapperne (Nordlyslapperne?) bag Havet.« Da han længtes hjem derfra, gik Ønsket i Opfyldelse paa een i de mellemfolkelige Æventyr ikke ukendt Vis: Tre Lapper tilbød sig som Følgemænd, een fløj som Fuglen, een som Pilen, men den tredje som Menneskets Tanke, og han blev foretrukket. (Noget ganske lignende meldes om ovennævnte Vanninens Ættefader). Siden har Slægten spredt sig, nogle bor paa Stamgaardene, andre i de omliggende Sogne; en meget høj Alder har flere naaet. De største Shemeikkasangere i Nutiden blev Peter og Ivan. Petri Shemeikka i Korpiselkä (nu død?) og den nu omtrent 70aarige Iivana Shemeikka, der lever i Muuanto By (Suistamo) vandt begge Ry, som mange af Forfædrene, ved Forening af Jægermod og Sangergave. Episk og magisk er deres Runoforraad. — Slægtoverleveringen om Shemeikkaboerne fører let historisk Sangforskning paa Vildspor. Selv om ingen tror paa Ildlapperne som Læremestre, bliver der det tilbage, at Stamfaderen kom fra Landet Øst for Grænsen, Olonets, og den Slutning ligger nær: Salmi Herred, oprindelig sangfattigt, fik sine Kvad fra de olonetsiske Indflyttere, som bragte dem med sig fra det gamle Hjem. Dette maa være urigtigt, Strømmene kom fra Syd og Vest (Vestfra delvis med tilflyttet luthersk Befolkning som i Ingermanland) og nogle Kvad gik fra Østkarelen ind over Grænsen til Olonets; Tilfælde i modsat Retning turde være rene Undtagelser. Men den rigtige Iagttagelse bliver tilbage, at flere Medlemmer af Shemeikkaætten for nogle af deres Kvads Vedkommende, uden Hensyn til nuværende Hjemstavn, viser stor Overensstemmelse i Syngemaade, hvilende paa fælles Tradition igennem længere Tid; — andre af deres Kvad stemmer med vedkommende Bys Sangform.

I Nordkarelen, Nord for Korpiselkä, i det runorige Ilomantsi Sogn boede Finlands største Folkesanger Simana Sissonen, død o. 1848. Slægten, græsk-katolsk, kan i Kirkebøgerne føres tilbage til henved 1700, og det er vel fra Fædrene Simana har faaet sine rige Kvad. I Hovedsagen følger de Sognets Syngemaade, men kendetegnes dog ved mærkelig dramatisk Livfuldhed og mange kønne Enkelttræk (selv om han som ægte Mandfolk kun sang faa rent lyriske Sange). Meget heraf kan være nedarvet, men Sissonen hørte ellers til de Sangere der ikke bandt sig nøje til Overleveringen; fra Gang til Gang ændrede han selv lidt paa sine Kvad; flere af hans smukkeste Smaatræk skal være ukendte mod Nord i russisk Karelen. Tallet paa hans Sange er omtrent 80; det kan ikke komme op mod en Paraskes 129, endsige en Epp Vasars 700; og skønt Sissonens Kvad vel gennemgaaende er længere end de ingriske og estiske, bærer Epp ogsaa Prisen for Verstal (15.000 mod 4.000); ikke i Stoffets Mængde, men i de ny, mærkelige Kombinationer ligger Karelens Ejendommelighed. I Stofmængde naar iøvrigt selv ingen af Dvina Lens Mestre Sissonen. Simanas vakre Kvad naaede at komme Kalevala til gode (han sang 1845 for Europæus, næste Aar for Ahlqvist). Og for den historiske Kvadforskning har somme af dem stor Betydning. Ved hans Side staar Søsteren Iro Sissotar († 1859), kyndig i episke Kvad, men især i Lyrik; Tallet paa hendes Sange (78) naaer næsten Broderens.

5. Paa Vej til Dvina Len

Fra finsk Karelen har der bredt sig Sange over Grænsen mod Øst ind i den sydlige Del af Guvernementet Olónets, i Retning af Petrosavodsk ved Onégasøen. Men den afgørende Betydning for Kvadenes videre Udvikling fik deres Vandring mod Nord. Fra Egnen om Ilomantsi gik der Sangvej frem over Landegrænsen, hvor denne bøjer mod Nordvest, og Kvadene traadte ind i det nordlige Olonets. Her gik de gennem Himola og Repola Sogne og derfra endelig op i Dvina Len. Den olonetsiske Sangskat er i nyere Tid ikke meget betydelig. — Foruden denne Passage har der imidlertid været en vestligere Vej for Sangene fra Ilomantsi: I det allernordligste finske Karelen (Pielissøens Randsogne Lieksa og Nurmes), i det nordligste Savolaks (Egnen om Kuopio) og i en Del af Nordøsterbotten (Uleåborg Len, Sogne som Paltamo, Sotkamo, Kuhmo) er der fundet Sange, som skal danne Mellemformer mellem Ilomantsis og Dvina Lens. Nogle Kvad er kun trængt frem ad den ene af disse to Veje, enkelte (som Kantelekvadet) kan paavises paa dem begge.

Fra de indre Egne af Finland især fra Nørre Savolaks, udgik i sin Tid en Folkestrøm til Mellemsverig (S. 27). Kong Karl IX lokkede allerede i sine Hertugdage, før 1600, en Del kraftige Indlandsfinner over til sit Len; under Gustav Adolf og Kristina vedblev denne Tilstrømning og bredte sig især over Dele af Dalarne og det nordlige Vermland, ja en lille Strækning hinsides Norges Grænse. De raa og overtroiske, Finner har herovre gjort et godt Stykke Kulturarbejde i Skandinaviens Tjeneste ved Opdyrkning af Ødemarker. I Førstningen protegeredes de, deres Jord blev skattefri; siden hen kom deres Svedjebrænding de opdukkende Fabrikker med det store Brændeforbrug paatværs; man nægtede dem nu en Tid lang helt Retten til Jorden og jog dem næsten som fredløse. Atter senere, da Samkvemmet med Naboerne blev fredeligere, begyndte — især udenfor Vermland — deres Sprog at dø ud. Gottlund, disse »Skovfinners« Forsyn i nittende Hundredaar, lagde sin seje Energi ind paa at højne deres ydre og aandelige Kaar. Materielt bedredes Stillingen; men finsk Kirke og Skole har man aldrig ment at kunne indrømme dem; baade i Sverig og Norge er de nu nationalt i uhjælpelig Tilbagegang. Gottlund skyldes ogsaa de første Optegnelser af disse Kolonisters Sagn og Runosange. Endnu for ganske nylig er der bleven optegnet en hel Mængde finske Tryllesange i Vermland.

6. Dvina Len

I Olonets' nordlige Del og i det tilstødende Guvernement Arkangel (»Dvina Len«) har Bissekræmmerne deres Reder; Petersborg og andre Russerbyer giver dem Varer, Finland er deres Marked. Endnu i vore Dage pakker unge og gamle Mænd henad Efteraaret deres store Ransel med Tøjer og alle Smaasager som Almuefolks Hjærte kan begære; saa strejfer de gennem Finland, vender hjem henad Vaar for at passe Bolet eller henter sig nyt Oplag til næste Togt. Der kan tjenes Formuer i russisk Karelen, ved Mellemhandel, men ogsaa ved et Livs Udholdenhed paa Handelsrejser. Adeligt Herrevælde har vel ikke strakt sig saa langt Nord paa; dog kendes social Ulighed saare vel; der er rige Købmandsgaarde, og der er bundfattige Smaamandshjem. — Paa mange Steder, hvor Sangsamlerne ellers modtoges med ægte karelsk Gæstfrihed, kom Handelslysten op, naar Folkene hørte Ærindet; 1832 siger Lönnrot: »Folket tager gærne Betaling for sin Umag med at synge; thi ogsaa Sangen holdes for Handelsvare« (Matk. I 159); men han glæder sig over, at paa den Vis kan man dog faa dem til at synge, selv om Præsterne nok forbyder det. En Mængde Russokareler sluttede sig til de Gammeltroende (Starovererne), der særlig fik Støtte i nogle Klostre heroppe; men disse Helliges Iver, oprindelig vakt ved Modstanden mod Patriarken Nikons »Forfalskning« af Liturgien i 17de Hundredaar, slog sig her mere paa Faste og Sky for Tobak og for al Røren ved vanhellige Ting end just paa Forbud mod de gamle Kvad, omend der ikke helt mangler Eksempler paa, at Samlere er afvist hos Hæretikere.

Runosangen naaede da heroppe sin mærkeligste Udvikling. Sangstrømmen, smal nede ad Repola til, bredte sig som til en Sø, og de store Kvadrækker opstod, der ligger til Grund for Kalevala. Og som hos Sprog- og Trosfrænderne aller længst mod Syd, Setukeserne, blev Sangene nok saa meget som Religionens Lovbud de bedstes aandelige Føde. De var naaet derop gennem romerske Katolikers Lande, men undervejs stadig stærkere blandet med gammelt Hedenskab; nu blev det hedenske Præg endda øget, idet Skjaldene skabte ny Skikkelser og »Myter«, der stundom endda kan have faaet en vis Trosvirkelighed. Da den finske Præst Fellmann 1829 rejste gennem Vuokkiniemi, spurgte han en ældre Mand hvad denne troede om Verdens Skabelse, og fik til Svar: »Se hellige Broder, vi har samme Tro som I: Fløj en Ørn fra høje Norden, lagde et Æg paa gamle Väinämöinens Knæspids og skabte deraf Verden. Saadan tror jo ogsaa I«. — Man bør imidlertid næppe danne sig en meget høj Mening om den Fantasi- og Følelsesfylde som de gamle Kvad har vakt i Mængden af den karelske Stamme; en Ontrei, en Arhippa er Tinder, ikke Typer. Folkeligt Ry var tidt en mislig Værdimaaler for en Runosangers Kvalitet. De udmærkede episke Skjalde var ofte ret ukendte paa Egnen. Folks Efterspørgsel gjaldt mest de store Troldmænd; og naar en Samler da fik opsøgt den navnkundige Magier, viste det sig endda tidt at hans Styrke laa i Fagter og Stemmeføring, mens Kvadene var højst tarvelige; den ærværdige Mand virkede ved sin Personligheds Magt fremfor ved sin Tales egentlige Indhold. De bedste Tryllekvad fik man hos gode episke Sangere!

Vandrer man fra Repola mod Nord, gaar Vejen over Miinova og Akonlahti (nu Kirkeby; før navnkundig for sine Tryllesangere) op til Dvina Lens bedste Sangbyer Latvajärvi og Vuonninen. Latvajärvi ligger ved en lille Sø under »Landryggens« (Maanselkäs) Østhæld. Ved attende Hundredaars Midte fødtes her i Slægten Perttunen Stor-Jivanas Søn Arhippa. Han blev 80 Aar, før de i Barndomstiden lærte Sange, trolig gæmte i Mindet, kom Finlands Kultur til gode; 1834 sang den gamle Mand for Elias Lönnrot. Siden mødte Cajan op, 1836, Castrén 1839; de traf Arhippa i Live og fik Sange; ganske kort efter Castréns Besøg maa han være død. Tallet paa hans Sange er kun 60, men delvis er de meget lange (det store Bejlerkvad endog paa 452 Vers), Tankegangen er meget klar og der mangler ikke fine Enkelttræk. Arhippas Gaard, fortæller Lönnrot (Matk. I 221 fl.), var fattig, men saa net ud; dens Folk ærede Husfaderen som en Patriark. Han var fri for mangen ellers gængs Fordom. Han og alle Gaardens Folk spiste med den fremmede Kætter ved samme Bord og af samme Fad; og at Gubben af lutter Venlighed tog et Stykke Fisk med Haanden og lagde det paa Tallerkenen for Gæsten, røvede ikke denne Madlysten, da han havde seet hvor omhyggeligt alle havde tvættet Hænder før Maaltidet. Barndomstiden og den længst afdøde Fader kom paa Tale, og den gamle blev varm: »Naar vi dengang ved Lapukkabredden i Vodtrækstiden hvilede os ved Kvas-ilden, se saa skulde I været med. Vi havde til Hjælper en Mand fra Lapukka; ogsaa han var en god Sanger, dog ikke paa Højde med min salig Fader. Hele Nætter igennem sang de ofte Haand i Haand [Kal. I 21] ved Baalet, og aldrig [ɔ: aldrig i samme Nat] blev ett Kvad sunget to Gange. Jeg var da en lille Dreng og lyttede til, hvorved jeg efterhaanden lærte de vigtigste Sange. Men meget deraf har jeg allerede glemt. Ingen af mine Sønner bliver Sanger efter min Død, saadan som jeg efter Fader. Man bryder sig ikke mer saa meget om de gamle Sange som i min Barndom, da de var det vigtigste saa vel ved Arbejdet som naar man i Fritiden samledes i Byen. Vel hører man endnu een og anden ved Sammenkomster synge dem, især naar de har faaet noget at drikke, men sjælden Kvad der kunde have noget Værd. I Stedet synger de unge nu deres egne uhøviske Viser, hvormed jeg ikke engang vilde smitte mine Læber Ak om nogen i hin Tid, saadan som I nu, havde søgt Kvad, han havde ikke i to Uger naaet at skrive blot det som min Fader alene kunde.« Lönnrot tilføjer: »Oldingen blev ved disse Ord saa rørt at han var ved at briste i Taarer; ogsaa jeg kunde vanskeligt høre med Ligegyldighed paa hans Fortællinger om de gode gamle Tider, skønt — som sædvanligt i slige Tilfælde — meget af den Ros han tildelte dem, kun havde sin Grund i den gamles egen Indbildning. Heller ikke er det endnu saa fattigt paa de gamle Kvad som han forestillede sig.« Sikkert har Arhippa malet Samtiden for sort — vel ogsaa Fortiden for gylden, skønt Stor-Iivana endnu ved 1870 mindedes i Byen. Ikke blot vidner Lönnrot at unge og gamle lytter, naar der lyder Kvad, men Borenius undrer sig i 1870'erne netop over Latvajärviboernes Sangrigdom. Og omend i vore Dage Tilbagegangen i Dvina Len skal spores kendeligt, kan man godt i tyvende Hundredaars Gry faa Kvad, endda ret lange, selv hos yngre Personer. — Arhippas Søster Maaria, gift i Kellovaara, var en god Sangerske. Og hans Søn Miihkali blev, trods sin Faders Spaadom, en Sanger; han har ydet c. 70 Kvad (ialt henved halvfjerde Tusend Vers), dog for en Del magrere end Arhippas. Ved 60-aars Alder blev Miihkali blind og levede fra da af ved andres milde Gaver.

Den aller nordligste Sangform træffes oppe i Vuonninen, hvortil slutter sig Lonkka c. 5 Mil længer mod Nordvest paa Landaasens Ryg. Vuonninens store Lys var Ontrei Malinen († 1856, 75 Aar gl.), et noget mindre Vaassila Kieleväinen; i Lonkka var Martiska Karjaläinen († c. 1840) en særlig kyndig Skjald; desuden har han digtet en Sang om sit Fangeliv i Uleåborg; Manden havde skudt Rener paa finsk Side. Baade Ontrei og Martiska efterlod sig som Arhippa Sønner der kunde løfte noget af Fædrenearven; Maksima lærte af sin Fader Martiska; Ontreis yngre Søn Jyrki fulgte, synes det, nøje sin Faders Syngemaade, og hans 29 Sange (c. 2500 Vers) er Forskningen saa meget mere velkomne som vistnok kun syv af Ontreis Kvad er bleven optegnede af Samlere. Jyrki efterlod sig Sønnerne Iivana og Jeremei, der ogsaa har givet Sange til bedste; dog glipper her Arvegangen; de har lært af en omstrejfende Tigger, »Sorte Roto«, en daarlig Læremester. — Selve Vuokkiniemi store Kirkeby synes ikke at have fostret særlig fremragende Skjalde. Men længer Øst paa ligger en udmærket Sangerbygd Uhtua, nu en rig og stor Landsby med Kirke (1839 var der c. 90 Gaarde, 1872 c. 140); dens Velstand skyldes ikke Jordens eller Søens Gaver, men Handel med Finland. Endnu østligere slutter sig til Uhtuas Sangform Jyskyjärvi og Kellovaara.

For Dvina Lens Sange har vistnok Folks Indflytning spillet en vis Rolle ved Siden af Sangenes Vandring fra By til By. Det ser ud til at Forfædrene til disse Sognes nuværende Beboere for en Del er flyttet dertil fra Finland (før og efter Den store Ufred i 18de Hundredaar?); Uhtua By skal under Krigen være ødelagt af Finnerne Vestfra, og den første Nybygger siden være kommen fra Kianta i Nordfinland (E. L. Matk. I 217); og om de største Sangerslægter har Borenius samlet Traditioner: Martiskas og Vaassilas Forfædre kom fra Kuusamo (højt i Nord), Arhippas og Ontreis fra Egnen ved Uleelv. I al Fald Vest og Syd fra tilflyttede Slægter maa have ført Sange med sig. Nu at sondre mellem de »indførte« og de »tilvandrede« Sangformer turde være ugørligt; Latvajärvis, især Arhippas, ofte ret gammeldags Syngemaade kunde nok lede Tanken paa første Gruppe; men i al Fald for de Vestfra komne Kvad er Materialet paa finsk Side altfor sparsomt til at kunne afgøre sligt. — At Runosangens Komme til Dvina Len i al Fald er ret sen, kan skønnes af at den ikke naaede at vandre videre, ud over Kuittisøernes Egn: Øst for Jyskyjärvi-Kellovaara og Nord for Uhtua-Lonkka gaar dens Grænser. Hvad der er sivet ud i de vide Sumpe mod Øst eller op i Fossernes prægtige Egn mod Nord, er svagt og ringe: Stumper af Tryllekvad og Bryllupsviser, kun undtagelsesvis episke Sange. Det blev i Dvina Len ikke Runosangens Lod i fortsat jævn Vækst at naa helt op til de yderste Udløbere af karelsk Befolkning; derimod hændtes det den, med ett at høstes ind og tages i finsk Kulturs Tjeneste — netop heroppefra, hvor den havde naaet sin mærkeligste Udvikling paa rent folkelig Grund.

________________

En Vanskelighed af egen Art for Sangsamlere træder frem oppe i Finland og russisk Karelen, Tryllekvadenes Lande; det er Tryllesangerens Sky for at røbe sin Visdom. Stundom frygter han Øvrighedens Straf, men ofte er den troende Magier bange for at Kvadet skal miste sin Kraft, naar anden Mand lærer det; selv om han da foredrager sin Sang, udelader han sædvanlig visse Ord, f. Eks. Slutversene; saa har det ingen Nød. Af og til paastaar ogsaa en Trold, han er ikke glad for at galdre, fordi de stærke Ord let kan hidse ham i pinefuld Ekstase. — Her er dog mest Tale om Sky for at røbe Sangenes Ordlyd, ikke om Afsky for Sangene selv. En anden Sag er det, naar religiøs Vakthed avler Skræk eller Foragt for Runosangen; hos Estere og Ingrere har der mødt os stærke Udslag af sligt; noget kender ogsaa de nordligere Egne dertil, og den pietistiske Almues Skræk for den trykte Kalevala danner som en naturlig Fortsættelse heraf.

Det der mest truer Runosangens Liv i Almuen, er dog næppe Angsten for at lide Sjæleskade. Sin Hovedfjende, hvis Sejr er viss, om end maaske sen, har Sangen i Nutidens Kultur, som vil give Almuen Interesser af helt anden Art; Ligegyldigheden bliver farligere end Hadet. Kommer denne Kultur baaret af et fremmed Sprog (som ved russisk Folkegrænse), faar den ikke saa let Indpas; anderledes hvor den træder frem paa Folkets eget Maal. For de græsktroende Kareler staar forhaabentlig Finlands vesterlandske Kultur, lykkebringende for Folket, dræbende for Runosangens Rester, i Udsigt. Tilslutning til den lutherske Kirke, muliggjort ved den i nyeste Tid givne Religionsfrihed, bliver vel den naturlige Bro for Karelerne til Meddeel i Finlands Maal af Almueoplysning. Selv udenfor Finlands Grænser viser sig Lyst til at være med. Kalevala-folket i Vuokkiniemi Sogn, der endnu i 1899 som betalte Agitatorer paa Handelsrejser var ifærd med at forraade finsk Kultur til Russerne, har i de allerseneste Aar, dengang de første Dumavalg stod paa, holdt Møder og krævet Almueskoler med finsk Undervisningssprog. Ontreis Sønnesøn synger endnu Runokvad; maaske vil hans Sønnesønssøn læse sin Kalevala og ovenikøbet forstaa den underlige Ting, at den samme finske Kultur der gav hans Slægts Sange Dødsstødet, drog en Del af sin egen Livskraft netop fra disse Kvad, som gamle Ontrei gav til Elias Lönnrot.