Sigar

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Saxo Grammaticus
Danmarks krønike

oversat af
Fr. Winkel Horn

Sigar

Derpaa blev Sigar Konge efter sin Fader Sivald. Han havde Sønnerne Sivald, Alf og Alger og en Datter, Signe. Alf, som overgik de andre i Mod og Fagerhed,gav sig i Vikingefærd. Hans Haar, der var ganske lyst, var omstraalet af en saadan Skjønhed, at det skinnede som Sølv. I de samme Dage skal der i Gøtland have været en Konge ved Navn Sivard, som havde to Sønner, Vemund og østen, og en Datter, Alvilde, som saa at sige lige fra Vuggen af var saa ærbar, at hun stadig skjulte sit Ansigt med sit Slør for at undgaa, at hendes Skjønhed vakte nogens Attraa. Hendes Fader satte hende i stræng Forvaring og lod hende opfostre en Drage og en Snog, for at dette Kryb, naar det voxede til, kunde vogte hendes Kyskhed, thi det var ingen let Sag at bane sig Vej til et Kammer, som der var sat saa farlig en Slaa for. Han bestemte ogsaa, at, om nogen forgjæves søgte at skaffe sig Adgang dertil, skulde han strax halshugges og hans Hoved sættes paa en Stage. Den Frygt, der saaledes var knyttet til dette dumdristige Foretagende, lagde en Dæmper paa Ungersvendenes iltre Sind. Alf, Sigars Søn, fandt imidlertid, at det var desto berømmeligere at gjøre Forsøget, jo farligere det var; han meldte sig derfor som Bejler og fik Anvisning paa at fælde Dyrene, der holdt Vagt uden for Jomfruens Bur, thi, som kundgjort var, tilkom det den, der besejrede dem, at tage hende i Favn. For ret at egge deres Raseri imod ham hyllede han sig i et blodigt Skind, og omgjordet med det jog han, saa snart han var kommen inden for Indhegningens Port, et gloende Staal. som han holdt i en Tang, i Svælget paa den gabende Drage og fældede den saaledes. Derpaa kastede han sit Spyd midt i Gabet paa Snogen, der snoede og bugtede sig frem imod ham, og det blev dens Bane. Da han nu krævede den Løn, der var lovet for Sejren, sagde Sivard, at han kun vilde tage den til Svigersøn, som hans Datter selv frit valgte. Pigens Moder var den eneste, som ikke saa' med gunstige øjne paa hans Bejlen, og udforskede i en hemmelig Samtale sin Datters Sind. Da denne ivrig priste ham for hans Tapperhed, gjorde hun hende haarde Bebrejdelser, fordi hun slappede sin Kyskhed og lod sig fange af lokkende Blikke og uden at spørge om hans Dyd med letfærdigt Sind kastede sine øjne paa Skjønhedens daarende Tillokkelser. Saa fattede Alvilde Foragt for den danske Ungersvend, ombyttede sine Kvindeklæder med Mandsdragt og blev fra en over al Maade bly Jomfru til en grum Viking. Efter at have taget adskillige Piger, der var lige saadan sindede som hun, i sin Tjeneste kom hun tilfældigvis til et Sted, hvor en Flok Vikinger sørgede over Tabet af deres Høvding, som var falden i Kamp. Formedelst hendes Fagerhed gjorde de hende til deres Høvding. og hun udførte Bedrifter, der langt overgik, hvad man kunde vente af en Kvindes Mod. Alf gjorde mange møjsommelige Togter for at opsøge hende, og ved Vintertid traf det sig saa, at han stødte paa Blakmannernes Flaade. Vandet var paa den Tid haardt frosset, og Skibene var omgivne af en saadan Ismasse, at de ikke var til at faa af Stedet, om man saa trak paa Aarerne af alle Kræfter. Da den langvarige Frost bød de indespærrede en sikrere Vej, befol Alf sine Mænd at begive sig ud paa Havets faste Flade med deres Sokkebroge paa, efter at de havde taget deres glatte Sko af for bedre at kunne staa fast, naar de løb over Ismarken. Blakmannerne troede, at de vilde tage Flugten, saa hurtig deres Fødder kunde bære dem, og angreb dem derfor, men de kunde ikke staa fast paa Benene, thi den glatte Is gjorde deres Gang usikker. Danskerne derimod gik med faste Fjed over det af Kulden stivnede Vand og overmandede deres Fjender, der var usikre paa Benene. Efter at have overvundet dem satte de Kursen mod Finland. Da de dér kom ind i en snæver Vig, sendte de Spejdere ud og fik da at vide, at havnen holdtes besat af nogle faa Skibe. Alvilde var nemlig før end de sejlet ind i den samme snævre Vig med sin Flaade. Da hun nu saa Skibe, hun ikke kjendte, langt borte, roede hun dem hurtig i Møde, thi hun holdt for, at det var bedre at angribe Fjenden end at bie paa ham. Alfs Mænd syntes ikke om at angribe Fjendens Skibe med de faa, de havde, men han svarede, at han vilde skamme sig, om nogen skulde komme og fortælle Alvilde, at han havde opgivet sit Forsæt, fordi der kom nogle faa Skibe imod ham, man burde ikke lade saadan en Smaating sætte en Plet paa det Ry, man havde vundet ved store Bedrifter. Danskerne undrede sig ikke lidet over, hvor deres Fjender havde saa fagre Legemer og saa velskabte Lemmer fra. Da Søslaget begyndte, sprang Alf over i Alvildes Forstavn og gik frem helt til Bagstavnen, idet han fældede enhver, der stillede sig imod ham. Hans Stalbroder Borkar slog Hjælmen af Alvilde, og da han saa', hvor glathaget hun var, skjønnede han, at her burde man kysse og ikke slaas, lægge de grumme Vaaben til Side og handle med Fjenden paa en blidere Maade. Alf blev glad over, at hun, som han med utrættelig Møje og under saa mange Farer havde søgt til Lands og til Vands, nu uformodentlig førtes ham i Møde; han greb hende ivrig og nødte hende til igjen at ombytte Mandsdragten med Kvindeklæder, og siden fik han med hende en Datter Gyrithe. Borkar ægtede en af Alvildes Følge ved Navn Gro og fik med hende en Søn Harald, som den næste Slægt kaldte med Tilnavnet Hildetand.

For at nu ingen skal undre sig over, at det svage Kjøn lagde sig efter Krigsvæsen, vil jeg gjøre et lille Sidespring for kortelig at gjøre Rede for saadanne Kvinders Vilkaar og Sæder. Der gaves i fordums Dage blandt Danskerne Kvinder, som omdannede deres kvindelige Skjønhed til mandigt Væsen og anvendte næsten al deres Tid paa krigerske Idrætter, for at deres Tapperhed ikke skulle sløves ved Yppigheds Smitte. De hadede nemlig al Slags vellystig Levemaade og hærdede stadig Legeme og Sjæl ved Udholdenhed og Anstrængelse, og idet de gav Afkald paa al kvindelig Svagheds Blødagtighed, tvang de Kvindesjælen til at lægge sig efter mandlig Grumhed og lagde saa ivrig Vind paa Krigsvæsenet, at man kunde fristes til at tro, de ikke længer var Kvinder. Det var især saadanne, som havde stærke Sjæle eller udmærkede sig ved slanke, høje Legemer, der plejede at slaa ind paa det Liv. Som om de glemte de Kaar, de var fødte i, og foretrak Barskhed for kjælne Ord, bød de kamp i Steden for Kjærtegn, tørstede efter Blod og ikke efter Kys, lagde sig hellere efter Krigens end efter Kjærlighedens Idrætter og krystede Spyd i de Hænder, de burde have brugt ved Væven, tænkte ikke paa Brudesengen, men paa Døden, og angreb med hvasse Vaaben de Mænd, som de kunde have frydet med deres Skjønhed. Nu vender jeg tilbage fra denne Udflugt og tager Traaden op igjen.

Tidlig om Vaaren, da Alf og Alger atter havde givet sig ud paa Vikingetog og afsøgte Havet i forskjellige Retninger, stødte de med hundrede Skibe paa Underkongen Hamunds Sønner Helvin, Hagbard og Hamund. De yppede Kamp med dem, og kun Tusmørkets Taage standsede deres af Blodbadet trætte Hænder, og Krigsmændene fik Befaling til at holde Fred om Natten. Dagen efter blev Freden fornyet og stadfæstet ved gjensidig Ed, thi saa store Saar havde begge Parter faaet i Gaarsdagens Kamp, at der ikke kunde være Tale om at begynde igjen, saa de, som lige stor Tapperhed havde udmattet, blev af Nødvendigheden drevne til at holde Fred. I de samme Dage bejlede Hildegisel, en Tysker af fornem Herkomst, stolende paa sin Fagerhed og høje Byrd, til Sigars Datter Signe, men hun nærede den største Foragt for ham paa Grund af hans Uanselighed, thi Mod havde han selv ingenting af og vilde helst grunde sin Lykke paa andres Gjævhed. Det Ry, der gik af Hakes store Bedrifter, havde især bøjet hendes Hu til ham, thi hun havde større Tanker om de stærke end om de svage og beundrede ikke Skjønhed, men Bedrifter, vel vidende, at al Fagerheds Tillokkelse blegner i Sammenligning med Tapperhed og ingenlunde kan veje op mod den. Der gives nemlig Piger, som mere betages af deres Elskeres Navnkundighed end af deres smukke Udseende, som ikke dømmer efter det ydre, men efter det indre, og som kun Ærbødighed for en Mands Mod kan opflamme til at give ham deres Tro. Men da Hagbard nu kom til Danmark med Sigars Sønner og uden deres Vidende fik deres Søster i Tale, fik han hende til at love ham hemmelig at skjænke ham sin Elskov. Da senere Ternerne holdt Mandjævning imellem de gjæveste Mænd og sammenlignede deres Adkomster til Berømmelse, sagde hun, at hun foretrak Hake for Hildegisel, thi hos denne fandt hun intet andet, der var værd at prise, end hans Skjønhed, men hos hin vejede det gjæve Sind op imod det uskjønne Ansigt. Og ikke tilfreds med at have prist ham med jævne Ord, kvad hun denne Vise:

Favr og fin
ej Folk ham finder,
men som herlig
Helt han prises.
Mod og Manddom
Manden pryder
mest af alt
i mine øjne.

Se, hvor stolt
hans øje straaler,
Adel lyser
af hans Aasyn!
Om den anden
ej jeg véd
andet end,
at fager er han.

Kun en stakket
Stund det varer,
før hans Fagerhed
er falmet.
Vist jeg om
den anden ved:
aldrig ruster
Heltens Ry.

Mig ej flygtig
Skjønhed frister,
daarer mig
som mange andre.
Højt jeg priser
Heltens Manddom,
ænser ej
et fagert Ansigt.

Det bares dem, som var til Stede og hørte denne Vise, for, som kvad hun Hagbards Pris under Hakes Navn. Hildegisel blev gram i Hu over, at hun foretrak Hagbard for ham og fik ved Gaver en blind Mand ved Navn Bølvis lokket til at faa Venskabet mellem Sigars og Hamunds Sønner vendt til Had. Kong Sigar plejede nemlig ved alt, hvad han tog sig for, at lytte til to gamle Mænds Raad, af hvilke Bølvis var den ene. De var saa forskjellige i Sind, at den ene plejede at bringe Folk, der var Fjendskab imellem, til at fatte Venskab for hinanden, den anden lagde Vind paa at sætte Splid imellem Venner og puste til llden, naar der var Fjendskab imellem dem. Bølvis bagvaskede da først Hamunds Sønner for Sigars Sønner med løgnagtig og ondskabsfuld Tale; de plejede aldrig trofast at holde Fred og Stalbroderskab, sagde han, det var bedre at holde Styr paa dem ved at kriges med dem end ved at slutte Forbund med dem. Ungersvendenes Pagt blev da brudt, og medens Hagbard var borte, angreb Sigars Sønner Alf og Alger Helvin og Hamund og fældede dem ved den Havn, som kaldes Hamunds Vig. Hagbard kom saa senere med friske Kræfter for at hævne sine Brødre og fældede dem i et Slag. Hildegisel slap fra det med et Spyd igjennem begge Arsballerne, hvilket gav Anledning til Spot over de tyske Stridsmænd, thi dette Saar var jo ikke blot stygt, men ogsaa skjændselsfuldt.

Derpaa klædte Hagbard sig i Kvindeklæder, og som om han ingen Overlast havde tilføjet Sigars Datter ved at dræbe hendes Brødre, gik han ene til hende i Tillid til det Løfte, hun havde givet ham, idet han mere stolede trygt paa hendes Troskab end nærede Frygt for Følgerne af sin Daad. I den Grad lader vellystig Attraa haant om Farer. Og for at have et Paaskud for Rejsen udgav han sig for Hakes Skjoldmø og sagde, at han bragte Bud fra ham til Sigar. Da han om Aftenen fik sit Natteleje anvist blandt Ternerne, og Pigerne, som tvættede hans Fødder, tørrede dem, spurgte de, hvoraf det kom, at hans Ben var saa laadne og hans Hænder saa haarde at føle paa. Han kvad da:

Sært, at I
kan spørge, Piger,
hvi min Saal
er sejg som Horn,
hvi min Læg
er grov og laaden,
hvi min Haand
er haard at kryste.

Strandens Sten
min Saal har slidt;
Vind og Vejr
paa Huden virker.
Ej som I
jeg altid sad
stille i
en Fruerstue.

Snart jeg snelt
min Snekke sejled,
snart paa Strand
jeg Strandhug gjorde,
stormed Borge,
brændte Byer,
aldrig Rør
og Lad jeg rørte.

Kun i Plader
jeg mig klædte,
bar som I
ej bløde Klæder;
altid Sværd
og Spyd jeg svang,
det gjør Huden
haard og ru.

Signe tøvede ikke med at støtte dette hans Udsagn med samstemmende Udtalelser. Det var rimeligt, sagde hun, at Hænder, der hyppigere havde med Saar end med Uld at gjøre og hyppigere var optagne af Kamp end af at sysle med Væven, havde et til deres Gjerning svarende Udseende og ikke var svage og bløde at føle paa som andre Kvinders. De var jo hærdede dels af Krigens Anstrængelser, dels af Arbejdet til Søs. Hakes Skjoldmø gav sig jo nemlig ikke af med Kvindesysler, men var vant til med blodbestænket Haand at svinge Lansen og kaste med Spyd. Intet Under derfor, at hendes Fodsaaler var hærdede af de umaadelige Vandringer, hun havde gjort, og at de ru Stene paa Strandbredderne, hun saa tit havde maattet gaa paa, havde slidt dem, saa Huden paa dem var bleven tyk og sejg og ikke var fin og blød at føle paa som deres, eftersom de næsten aldrig gik ud, men stadig sad indelukkede i Borgen. Da Hagbard var kommen til at dele Seng med hende under Paaskud af, at han burde hædres med det fornemste Leje, hviskede han til hende midt under de Gammensord, de vexlede:

Fagre Mø, som
fro jeg favner,
og som under
mig din Elskov,
vil du aldrig
Vennen svigte,
aldrig elske
anden Mand?

Om din Fader
nu mig fanger,
vil med Hagbard
grumt han handle.
Flux mit liv
jeg da maa lade,
mangt han har
paa mig at hævne.

Først jeg dine
Brødre fælded,
nu med dig
jeg Leje deler;
aldrig efter
det han under
Hagbard Liv
og Livets Lykke.

Sig du væne,
hvad du vil,
naar mit Liv
jeg nu maa lade.
Tungt det falder
mig at tænke
dig i anden
Elskers Arm.

Hertil svarede Signe:

Aldrig anden
Mand jeg elsker,
andens Viv
jeg aldrig vorder.
Skal dit Liv du
lade, kjære,
følger jeg dig
flux i Døden.

Ene dig
jeg gav min Elskov,
Ingen før
i Favn mig tog;
aldrig skal os
Skæbnen skille,
Liv og Død
med dig jeg deler.

Om dig hvasse
Vaaben bider,
falder Signe
ved din Side;
hvad der end
din Død skal volde,
samme Lod
mig Livet røver.

Disse Ord oplivede saaledes Hagbards Mod, at han havde mere Gammen af hendes Løfte end Frygt for den Fare, der ventede ham, naar han skulde gaa. Da Ternerne havde forraadt ham og Sigars Stridsmænd angreb ham, forsvarede han sig længe og kraftig og fældede adskillige at dem i Døren. Omsider blev han fangen og ført frem paa Tinge, hvor Folkets Meninger var delte. Mange sagde nemlig, at han burde straffes paa Livet for saa stor en Misgjerning, men Bilvis, Bølvis' Broder, og andre fældede en bedre Dom; det var bedre at gjøre Brug af hans Tapperhed end at fare grumt frem imod ham, sagde de. Saa traadte Bølvis frem og sagde, at det var onde Raad, som bød Kongen at tilgive, naar han burde have Hævn. og med uværdig Medynk vilde mildne hans retfærdige Harme. Hvorledes skulde Sigar over for ham kunne bevæges af Tilbøjelighed til Skaansel eller Medynk, ham, som ikke blot havde berøvet ham den Trøst, han skulde have af sine to Sønner, men ogsaa havde paaført ham Skjændsel ved at forføre hans Datter? Denne Mening bifaldt de fleste, og saa blev Hagbard da dømt til Døden, og der blev rejst en Galge, han skulde hænges i. Saaledes gik det til, at den, som fra første Færd af næsten ingen Stemmer havde haft imod sig, blev straffet, fordi alles Grumhed vendte sig imod ham. Straks efter rakte Dronningen ham et Bæger og bød ham slukke sin Tørst, idet hun truede ham saalunde:

Ædle Helt,
du bolde Hagbard,
tag det Bæger,
jeg dig byder!
Ej bør rød
og ræd du ryste;
drik dig Mod til,
før du dør.

Ravne skal
dit Aadsel slide,
naar i Galgen
højt det gynger,
mens din Sjæl
til Helhjem stævner
for blandt Skygger
sig at fjæle.

Ungersvenden tog Bægeret, hun bød ham, og svarede:

Bægeret, du
byder, Dronning,
vil jeg fro
og frejdig tømme.
Hel forgjæves
Hagbard venter,
glad jeg snart
til Valhal gaar.

Uden Hævn ej
heden gaar jeg,
barnløs snart
mit Ord du sander.
Saart du dine
Sønner savner,
som mit gode
Glavind vog.

Saaledes hævnede han sig for hendes Trusler ved at minde hende om, at han havde dræbt hendes Sønner, og derpaa kastede han Bægeret i Ansigtet paa hende, saa Vinen randt ned ad det.

Imidlertid spurgte Signe sine grædende Terner, om de kunde faa sig til at deltage med hende i, hvad hun havde sat sig for, og de lovede at gjøre alt, hvad deres Jomfru ønskede, og det gav de hende deres Ord paa. Derpaa sagde hun med grædende Taarer, at hun vilde følge den eneste Mand, hun havde delt sit Leje med, i Døden, og bød dem, saa snart der blev givet Tegn fra Udkigstaarnet, at stikke Ild paa Huset med Fakler, og derhos skulde de lave Strikker af deres Hovedklæder og, idet de skjød Skamlerne bort under deres Fødder, kvæle sig med dem. Det gik de ind paa, og for at de skulde blive mindre bange for Døden, gav hun dem Vin at drikke og drak dem selv til. Saa blev Hagbard ført op paa den Høj, som siden har baaret Navn efter ham, for at hænges der. For nu at prøve sin elskedes Troskab bød han Knægtene hænge hans Kappe op i Galgen, det vilde more ham, sagde han, at se, hvorledes hans nær forestaaende Død vilde tage sig ud. De gjorde, som han bød, og Vagten i Udkigstaarnet, som troede, at det var Hagbard, han saa' hænge i Galgen, gav Tegnet til de i Borgen forsamlede Piger. Disse stak strax Ild paa Huset og hængte sig, idet de skjød Skamlerne bort under deres Fødder. Da Hagbard saa' Kongeborgen omspændt af Luer og det vel kjendte Jomfrubur brænde, sagde han, at han følte større Glæde over sin elskedes Troskab end Sorg over, at han skulde dø, og idet han opfordrede de hosstaaende til at dræbe ham, vidnede han i følgende Kvad, hvor lidet han ænsede Døden:

Hurtig, Svende,
hæng nu Hagbard!
glad han nu
i Døden gaar.
Signes Bur
nu lystig brænder;
se, hvor Luen
liflig lyser.

Sagn og Sang
skal Signe prise,
trofast Brud
har Baalet tændt,
Liv og Død
vi svor at dele,
holdt hun har,
hvad huldt hun loved.

Højt jeg love
maa min Lykke,
at jeg fik
saa ædel Brud.
Her var godt,
men bedre hisset;
aldrig skal
vi to nu skilles.

"Se", sagde han, "jeg hilser min forestaaende Død med Glæde; thi ikke engang blandt Skyggerne tilsteder Kjærligheden, at de elskendes Favntag ophører". Og medens han sagde det, hængte Knægtene ham. Men paa det ingen skal tro, at alle Oldtidens Spor er helt forsvundne, bekræftes Troværdigheden af det, som nys er fortalt, endnu den Dag i Dag ved Vidnesbyrd paa selve Stedet, thi baade har Hagbard ved sin Død givet det Navn, og ikke langt fra Sigars By er der et Sted, hvor en Høj rager lidt op over Sletten og ved sin Jorddynge viser, at der har været et gammelt Bosted. En Mand har ogsaa fortalt Absalon, at han havde set en Bjælke, der var funden der paa Stedet, og som en Bonde havde stødt paa med sit Plovjærn, da han pløjede Jorden.

Da Hake Hamundssøn spurgte denne Tidende og nu vilde vende sine Vaaben fra Irerne imod Danskerne for at hævne sin Broder, forlod Hake Sjællænder, Vigers Søn, og Stærkodder ham. De havde været hans Stalbrødre hele Tiden, siden Ragnald faldt, men nu følte den ene sig tilskyndet af Venskab, den anden af Hensynet til sin Herkomst, og saaledes drev forskjellige Grunde dem begge til at handle paa samme Vis. Fædrelandskjærlighed afholdt nemlig Hake fra at angribe Danmark, thi medens de andre førte Krig imod fremmede, vilde han være kommen til at kæmpe med sine Landsmænd. Stærkodder derimod vilde ikke gaa som Fjende imod den gamle Sigar, fordi han havde nydt Gjæstevenskab hos ham og saaledes vilde være kommen til at lønne godt med ondt. Saa stor Ærbødighed nærer nemlig somme for Gjæstevenskabet, at de ikke er at bevæge til at øve nogen Overlast imod dem, de mindes en Gang at have nydt Venlighed af. Men Hake, som regnede sin Broders Død for et større Tab end sine Kæmpers Frafald, samlede sin Flaade i den Havn, som hedder Hærvig, lod sine Krigsfolk gaa i Land og opstillede sin Fylking af Fodfolk dér, hvor nu den By, Esbern har bygget, med sine Forskansninger beskjærmer de omboende og formener vilde Barbarer Adgang. Derpaa delte han sine Folk i tre Skarer og sendte to Tredjedele af Flaaden i Forvejen til Aaen Susaa, idet han satte nogle faa Mænd til at ro. Skibene skulde gjøre den vanskelige Sejlads op ad Aaens Krumninger og i fornødent Fald komme Fodfolkene til Undsætning. Selv gik han med Resten til Fods og søgte for det meste ind i Skovene for ikke at blive set. Denne Vej, som i gamle Dage var opfyldt af store Skove, er nu til Dels tjenlig for Ploven og kun sparsomt bevoxet med Krat. For at de ikke, naar de kom ud paa aaben Mark, skulde savne Træernes Skjul, bød han dem afhugge Grene og bære dem foran sig, og for at intet skulde besvære dem under deres hurtige Fremrykning, bød han dem derhos kaste en Del af deres Klæder samt deres Sværdskeder fra sig og bære Sværdene blottede. Til evigt Minde herom gav han en Høj og et Vadested Navn.

Ved saaledes at rykke frem om Natten skuffede han to Vagtposter, men da han kom til den tredje, ilede Spejderen, som blev dette usædvanlige Syn var, strax til Sigars Sovekammer og sagde, at han havde en sælsom Tidende at melde, han havde set Løv og Buske gaa som Mennesker. Da Kongen spurgte, hvor langt borte den gaaende Skov var, svarede han, at den var tæt ved, og Kongen sagde da, at dette Vidunder varslede hans Død. Derfor kaldes den Sump, hvor Grenene blev huggede af, i Folkemunde Helmosen. Da han var bange for, at der var for snæver Plads i Byen, forlod han den og søgte ud i aaben Mark for at byde Fjenderne Slag der. Ved det Sted, som nu hedder Valbrønde, hvilket vil sige Ligbrønden, maatte han bide i Græsset, efter at Slaget var gaaet ham imod. Hake benyttede sig af sin Sejr til at fare frem med Grumhed og lod saa stor en Misgjerning følge efter sin Lykke, at han, opsat paa at dræbe i Flæng, hverken ænsede Byrd eller Kjøn. Han kjendte hverken til Medlidenhed eller Skam, men rødnede sit Sværd i Kvindeblod og dræbte grumt Mødre og Børn i det almindelige Blodbad.

Sivald, Sigars Søn, som hidtil havde holdt sig hjemme i sin Faders Hus, samlede nu, da han fik Nys om dette, en Hær for at tage Hævn over Hake. Denne, som blev forskrækket over det store Tilløb, Sivald fik, besluttede nu med Tredjedelen af Hæren at vende tilbage til Flaaden i Hærvig og tage Vejen over Havet. Hans Stalbroder Hake med Tilnavnet den Hugprude, mente imidlertid, at han mere burde sætte Lid til den nys vundne Sejr end nære Frygt, fordi Hake drog bort, og, idet han foretrak Døden for Flugt, vilde han bevare Resten af Hæren. Han trak da Lejren lidt tilbage og ventede ved Byen Axelsted en liden Stund paa, at Flaaden skulde komme, idet han lastede sine Stalbrødre for deres Sendrægtighed, fordi det varede saa længe, inden de kom. Flaaden, der var bleven sendt ind i Aaen, var nemlig endnu ikke kommen til den Havn, den efter Bestemmelsen skulde ankre op i. Sigars Fald og Kjærligheden til Sivald opflammede nu imidlertid Almuens Sind i den Grad, at begge Kjøn blev opsatte paa Kamp, saa at man ikke skal tro, at Kvinderne holdt sig tilbage fra at hjælpe til i Slaget. Næste Morgen mødtes Hake og Sivald, og Slaget varede i to Dage. Der blev kæmpet med den største Grumhed, begge Høvdinger faldt, og de, der var tilbage af Danskerne, sejrede. Men Natten efter, at Slaget var endt, naaede Flaaden den bestemte Havn efter at være sejlet igjennem Susaa. I gamle Dage var denne Aa nemlig sejlbar, men nu er den saa tilgroet og smal, at kun faa Skibe kan komme ind i dens snævre og dorske Løb. Da Søfolkene ved Daggry saa' deres Stalbrødres Lig, opkastede de for at jorde Høvdingen en anselig Høj, som endnu i vore Dage er navnkundig og kaldes Hakes Gravhøj. Pludselig kom saa Borkar over dem med sine skaanske Ryttere og huggede dem ned, og efter at have fældet Fjenderne besatte han Skibene, som nu var blottede for Rorfolk, og satte over Hals og Hoved med aandeløs Hast efter Hamunds Søn. Han traf ham, og efter at det var gaaet Hake ilde i Slaget, flyede denne slagen af Skræk med tre Skibe til Skotland, hvor han to Aar efter døde.