Sigurd Kongesøn

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Carl Chr. Th. Andersen
(1828-1883)
Islandske Folkesagn og Eventyr

Sigurd Kongesøn
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864


Der var engang en Konge og Dronning i deres Rige. De eiede fire Døttre, som alle vare haabefulde; men dog holdt Kongen meest af sin yngste Datter. En Dag red Kongen paa Jagt med sine Mænd. I Skoven traf de paa en Hind, som de gave sig til at forfølge. En stor Deel af Dagen gik hen dermed, og Kongen, som havde den rappeste Hest, lod efterhaanden alle sine Mænd tilbage. Han forfulgte da Dyret alene, indtil han var kommen dybt ind i Skoven, der taber han det af Sigte, og farer nu vild inde i Tykningen af Skoven. Da Mørket faldt paa, kom han dog endelig til et Huus, hvis Dør stod halvt paa Klem. Kongen gaaer indenfor og finder et Kammer, hvor der stod et Bord med Lys og Mad og Viin. Der stod ogsaa en opredt Seng, men intet Menneske saae han. Der laa en tørvebruun Hund paa Gulvet. Kongen gik ud igjen og fandt en aaben Stald, hvor der var Plads for een Hest og rigeligt Foder til den; han satte sin Hest ind i Stalden, gik derpaa atter ind i Kammeret og ventede nu paa, at Eieren af Huset skulde komme. Men da det lakkede henad Midnat, uden at Nogen kom, indrettede Kongen sig, som han var hjemme, spiste til aften og gik i Seng. Han faldt snart i Søvn og det var høilys Dag, da han vaagnede. Han forlod Sengen, men endnu fik han ikke Øie paa noget Menneske; dog stod der tilstrækkelig Mad og Viin paa Bordet, og den tørvebrune Hund laa paa Gulvet. Kongen gik ud og saae til sin Hest, som ogsaa havde Foder nok; da det var gjort, gik han ind igjen og spiste Frokost, tog siden sin Hest og red bort.


Da han havde redet en Stund, kom han til en Høi; her kom den tørvebrune Hund løbende efter ham, naaede ham og saae meget arrig ud. Hunden siger, at Kongen er meget utaknemlig; den har nu huset ham inat, givet ham selv Mad, Viin og en Seng til at sove i og hans Hest Foder, men dog er han reden bort, uden saameget som at sige Tak til den derfor; nu vil den paa Øieblikket rive ham ihjel, siger den, medmindre han vil love den Det, som først møder ham, naar han kommer hjem. Kongen lover strax Alt, for at frelse sit Liv, og den Brune erklærer at ville komme efter tre Dages Forløb og hente sin Eiendom. Saa red Kongen hjemad.


Nu er at melde, at da Kongen ikke kom hjem om Kvelden, bleve Alle i hans Hal saare betagne af Sorg, men meest dog hans yngste Datter. Om Morgenen gik hun op i et høit Taarn i Staden og speidede derfra, om hun ikke kunde see sin Fader komme, og da hun saae ham komme ridende, løb hun ham imøde for at tage kjærligt imod ham. Kongen blev bedrøvet, da han mødte sin Datter. Saa fulgtes de hjem til Hallen, hvor Alle bleve glade ved hans Komme. Da Kongen havde bænket sig, fortalte han sine Hændelser og hvilket Løfte han havde gjort, men aldrig skulde han lade sig bevæge til at afstaae sin Datter, sagde han. Nu gik Tiden og den tredie Dag kom; da blev der banket paa Hallens Dør. En Mand blev sendt ud, og da han kom ind igjen, meldte han, at han ikke havde seet Andet end en tørvebruun Hund. Nu vidste man, hvad det havde at betyde, og Datteren vilde gaae, men Kongen sagde, at det skulde aldrig skee. Da blev en Terne sendt ud til Døren. Da hun kom, sagde Hunden: »Er Du sendt til mig?« Ternen taug, men Hunden lod hende strax sætte sig op paa Ryggen af sig og løb afsted med hende ud i Skoven. Den standsede ved en Høi og lod hende stige ned af Ryggen. Da siger den: »Hvormange mon Klokken er?« Det veed hun ikke, svarer hun, men det er vel omtrent den Tid, hun pleier at feie Kongens Hal. »Er Du da ikke Kongens Datter?« siger den. »Nei«, svarede hun. Da rev Hunden hende ihjel.


Den følgende Dag blev der atter banket paa Hallens Dør, og en Mand gik ud for at lukke op. Da han kommer ind igjen, melder han, at den tørvebrune Hund staaer derude og er meget vredladen. Hvad det har at betyde, forstaaer man godt, og nu vil Kongedatteren gaae, men Kongen forbyder hende det, og en anden Terne bliver sendt ud. Da hun kommer ud til Hunden, spørger den, om hun er sendt til ham, men hun tier. Den Brune lader hende sætte sig op paa Ryggen af sig og løber derpaa afsted med hende, men da den kommer til Høien, ryster den hende ned af sig og spørger, hvad Klokken vel nu kan være. Hun svarer, at det vel omtrent er den Tid, hun pleier at dække Kongens Bord. »Er Du da ikke Kongens Datter?« spørger den. Hun svarer Nei. men øieblikkelig river den hende da ihjel.


Den næste Dag blev der atter banket paa Hallens Dør, og en Mand blev sendt ud. Han vender i en Skynding tilbage og melder, at den Brune staaer derude igjen og seer arrigere ud end nogensinde. Da vil Kongedatteren ud, men Kongen vil ikke tillade det. Hun sagde, at hun Intet ønskede hellere end at frelse hans Liv, og gik, hvad han end sagde. Da hun traadte ud af Hallen til Hunden, siger den: »Er Du sendt til mig?" »Ja«, svarer hun. Den lader hende sætte sig op paa Ryggen af sig og løber derpaa afsted med hende. Da den kommer ud i Skoven til Høien, ryster den hende af sig og siger: »Hvormange mon Klokken er nu?« Hun meente, at det nu var den Tid, hun pleiede at gaae ind i sin Faders Hal. »Du er da Kongens Datter?« spørger den. »Ja«, svarer hun. Saa lader den hende atter bestige sin Ryg og bærer hende, indtil de komme til et Huus, hvor Hunden gaaer ind med hende, idet den fortæller, at her skal hun boe. Der stod et Bord, en Seng og en Stol, og Alt fandtes derinde, som hun trængte til, ligesom ogsaa hvad der kunde være til hendes Fornøielse. Her skulde hun nu ene raade over Alt.


Saa randt Dagene hen. Aldrig saae hun noget Menneske, men hver Nat sov en Mand i Sengen hos hende. Om Morgenen og om Aftenen opholdt den Brune sig der, men om Dagen var den ofte borte. Nu gik Kongedatteren med Barn. Da siger den Brune til hende, at nu nærmer den Stund sig, da hun skal føde et Barn, som vil blive taget fra hende. Den beder hende at gjøre sig saa haard, som hun kan, og ikke fælde Taarer, thi dette er af stor Vigtighed for den; men skulde det nu skee, at hun kommer til at græde, da skal hun lade Taarerne rinde i den Dug, som han hermed giver hende. Derpaa gik den sin Vei.


Kongedatteren føder nu et smukt lille Pigebarn; hun toer det og svøber det, lægger det derpaa ned i Sengen ved Siden af sig og bøier sig bedende udover det. Da drager en Skygge sig forbi Vinduet, og i samme Nu kommer en Grib flyvende, tager Barnet i sine Kløer og flyver bort med det. Dette Tab gik Kongedatteren nær til Hjerte, dog græd hun ikke. Den Brune kom nu ind til hende og viste sig saare venlig. Den bragte hende en Guldkam og sagde, at den skulde hun nu have fordi hun havde været saa standhaftig.


Saa gik der en lang Tid hen. Da fortalte den Brune engang, at nu var der kommen en Kongesøn til hendes Fader og havde beilet til hendes ældste Søster, og nu stod deres Bryllup for Døren. Den spørger hende, om hun kunde have Lyst til at være med ved sin Søsters Bryllup. Det havde hun nok, svarede hun. Saa bærer den hende til den Høi, som før er nævnt, og viser hende Veien hjem til hendes Faders Hal. Den giver hende to fagre Kvindedragter; den ene skal hun give sin Søster til at bære paa Bryllupsdagen, men den anden skal hun selv eie. Idet de skilles, beder den hende om ikke at fortælle Noget om sine Kaar, ikke at blive borte mere end tre Dage, men efter den Tids Forløb at vende tilbage til denne samme Høi. Nu kommer Kongedatteren hjem og bliver modtagen med stor Glæde. Hun var tilstede ved sin Søsters Bryllup, efterat have givet hende den smukke Dragt, som vakte hver Mands Beundring. Intet vilde hun fortælle om sine Kaar, hvormeget hun end blev spurgt derom; hun sagde kun saa Meget, at hun havde det godt. Paa den tredie Dag vender hun hjem igjen, og da hun kom til Høien, stod den Brune der og ventede. Saa bragte den hende hjem til hendes Huus.


Der gik nu en Tid hen, og Kongedatteren gik anden Gang med Barn. Da siger den Brune atter til hende, at hun vil nu føde et Barn, der ligesom det første vil blive taget fra hende; den beder hende at vise sig saa stærk, som det er hende muligt, og ikke at græde; thi det er af stor Vigtighed for den. Dog skal hun have Dugen ved Haanden, siger den, thi denne Gang vil hun tage sig sit Barns Tab meget nær. Siden gaaer den bort. Men Kongedatteren føder et smukt Pigebarn. Hun toer det, svøber det og lægger det ned foran sig i Sengen, og hælder sig op til det, med en øm Moderkjærlighed. Idetsamme seer hun at der glider en Skygge forbi Vinduet, og hun kan nok tænke sig, hvoraf den kom. Saa vender hun sig ind til Væggen, thi hun trøstede sig ikke til at see paa at Barnet blev taget fra hende. Gribben kom ind, greb Barnet med sine Kløer og fløi bort med det. Heller ikke denne Gang græd Kongedatteren.


Da den Brune kom, var den saare venlig og bragte Kongedatteren en Halskjæde af Guld, prydet med ædle Stene, og sagde, at den skulde være hendes, siden hun havde viist sig saa standhaftig.


Der gik nu atter en Tid hen. Da fortæller Brune hende, at nu er der kommen en anden Kongesøn til hendes Fader for at ægte hendes anden Søster, og at hun gjerne maa drage til hendes Bryllup, hvis hun har Lyst dertil. Hun tog med Tak derimod. Saa giver den hende atter en prægtig Klædning til denne Søster og en anden til hende selv, følger hende derpaa til Høien og beder hende at blive ikke længere borte end tre Dage og Intet at fortælle om sine Kaar. Kongedatteren drager hjem og bliver, som forrige Gang, modtagen med Jubel og Glæde. Hun er tilstede ved sin Søsters Bryllup, efter at have givet hende den prægtige Dragt, men hun beretter ikke Andet om sine Kaar end at hun har det godt, og efter tre Dages Forløb vender hun atter tilbage til Høien. Brune, som sad der og ventede paa hende, modtog hende med stor Fryd og bar hende hjem til hendes Huus. Saa gik der endnu en Tidlang. Da gik Kongedatteren tredie Gang med Barn, og da hendes Nedkomst var nær, sagde Brune til hende, at nu skulde hun føde et Barn, som atter vilde blive taget fra hende. Den beder hende, som de andre to Gange, at vise sig stærk og ikke fortvivle; men det siger den, at denne Gang vil det gaae hende meest nær, og hun maa passe nøie paa, hvis hun græder, at lade Taarerne rinde i Tørklædet; thi dette er af største Vigtighed for den. Siden gaaer den bort, men Kongedatteren føder et fagert Svendbarn. Hun toer det, svøber det og lægger det ned i Sengen hos sig, og viser det en stor Kjærlighed. Da seer hun at der drager en Skygge forbi Vinduet, og hun vender sig da fra Barnet, holdende Tørklædet for sit Ansigt. Idetsamme kommer Gribben, griber Barnet med sine Kløer og flyver bort med det. Da sprang en Taare fra Kongedatterens Øie og randt ned i Hjørnet paa Tørklædet, men hun knyttede derfor. Siden kom Brune, venlig, som de andre Gange, ind til hende, men dog var den ligesom mindre glad denne Gang. Den siger, at det nu er gaaet mindre heldigt end den havde ønsket. Derpaa forærer den hende et Speil, indfattet i en Guldramme, og siger, at det skal hun have for sin Udholdenhed.


Nogen Tid derpaa fortæller den hende, at nu vil en Kongesøn ægte hendes tredie Søster, og at hun ligeledes maa drage til hendes Bryllup, og den giver hende da atter to prægtige Kvindedragter, den ene til hendes Søster, den anden til hende selv: siden følger den hende til Høien og beder hende at huske paa, Intet at fortælle om sine Kaar og komme igjen efter tre Dages Forløb. Hun gaaer da hjem og bliver modtagen med Fryd; saa skjænker hun sin Søster den ene kostelige Dragt, for at hun kan iføre sig den paa sin Høitidsdag, medens hun selv ifører sig den anden Dragt. Hun opholdt sig her i tre Dage, men fortalte ikke Andet om sine Kaar end at hun havde det godt. Da hun drog afsted, fulgte hendes Moder, Dronningen, hende et Stykke paa Vei og trængte da først ind paa hende, for at faae at vide, hvorledes hendes Kaar egentlig vare. Hun fortalte hende dog ikke Andet end at en Mand, som hun aldrig havde seet, hver Nat sov hos hende. Da gav Dronningen hende en Steen og sagde, at naar Manden, som laa hos hende, var falden i Søvn, skulde hun lade denne Steen glide forbi hans Ansigt, da vilde hun kunne see ham. Siden toge de Afsked med hinanden, og Kongedatteren kom til Høien, hvor Brune stod og ventede paa hende for at bringe hende hjem. Natten derpaa, da Manden, som hviilte hos hende, var falden i Søvn, lod hun Stenen glide henover ham, og saae at han var ung og fager af Udseende, men i samme Øieblik vaagnede han og blev saare bedrøvet derved. Dette var en stor Ulykke, sagde han, og det vil vare længe, før dens Følger forlade dem, thi nu maae de skilles, og rimeligviis ville de ikke faae hinanden at see tiere. Han fortæller hende derpaa, at han er en Kongesøn og hedder Sigurd; at hans Moder engang døde og at hans Fader gik længe og sørgede saare derover. Engang, fortalte han, gik han, for at fornøie sin Fader, ud i Skoven med ham; da saae de der et Silketelt, hvori der sad to Kvinder, den ene tilaars, den anden ung, og den Ældre var saare tungsindig. De vare Begge ret kjønne. Hans Fader spurgte dem om deres Kaar, og den Ældre fortalte da, at hun havde været en Konges Viv og at denne Pige var hendes Datter. Fjender havde hærget hendes Huusbonds Rige, han faldt i et stort Slag, men hun flygtede da bort med sin Datter, og nu vare de komne hid. Hans Fader ynkedes over dem, fortalte han, og bød dem hjem til Hallen, og kort derefter holdt han Bryllup med den ældre Kvinde. Selv havde han altid havt Modbydelighed for sin Stedmoder og aldrig kunnet vise hende Hengivenhed, men hun blev ved at trænge ind paa ham med at han skulde ægte hendes Datter.


Det var netop paa den Tid, fortalte han, at hans Fader drog hjemmefra for at kræve Skat i sine andre Lande; da kom hans Stedmoder til ham og forlangte med Ivrighed, at han skulde tage hendes Datter tilægte, men han svarede kort og godt Nei. Herover blev hun saare gram i Hu og lagde den Trolddom paa ham, at han skulde forsvinde ud i Skoven og hver Dag blive til en tørvebruun Hund, men beholde sin egen Skikkelse om Natten, og skulde denne Fortryllelse vare i ti Aar. Efter dens Forløb skulde han blive nødt til at komme hjem igjen og ægte hendes Datter, hvis han fandt mere Behag i det paa den Maade end i at ægte hende villigt, medmindre han kunde faae en af de herligste Kongedøttre i Verden til at blive hos sig og han fik med hende tre Børn, uden at hun nogensinde saae ham eller forsøgte at løbe bort fra ham. Dog skulde alle hendes Børn tages fra hende strax efter Fødselen, men hvis hun fældede en Taare derover, skulde den blive til Stær paa hendes Barns Øie, som ikke kunde borttages igjen, uden af de Taarer, hun selv fældede. Da var det, at han kom til dette Huus, fortalte han, og der var nu kun en Maaned tilbage, indtil han vilde have kunnet vorde befriet fra denne tunge Trolddom, men nu maa han forlade hende og vende hjem til sin Faders Stad, og, hvad der var det Forfærdeligste, nu skulde han ægte sin Stedsøster; hvor gjerne hun nu end gad det, sagde han til hende, kunde hun dog paa ingen Maade frelse ham ud af denne Elende. Dog har han, siger han, tre Farbrødre, som Alle for hans Skyld havde offret Hjem, Rigdom og Rang, og to af dem ere flyttede hid i hans Nærhed og boe i fattige Hytter. Dette havde de fundet paa, for at kunne undgaae hans Stedmoder, men yde ham Hjelp, og de have givet ham Alt, hvad han har behøvet til sit Underhold og Fornøielse, saalænge denne Fortryllelse har varet. Den af Farbrødrene, som boer ham nærmest, siger han, var det netop, som paatog sig Skikkelsen af den Hind, der lokkede hendes Fader ud i Skoven til ham. De ville nu ogsaa være de Eneste, som ere istand til at hjelpe hende ud af hendes Nød; derfor skal hun nu gaae fra Huset langs med Bækken, som flyder hist, da vil hun komme til den ene af hans Farbrødres Hytte. Han beder hende at gjemme den Dug omhyggelig, som Taaren faldt i, og aldrig lade den komme fra sig; heller ikke skal hun, uden hun kommer i stor Forlegenhed, skille sig ved de Klenodier, han har givet hende. Derpaa gav han hende en stor Pose fuld af Guldpenge og bad hende at dele dem gavmildt med hans Farbrødre, hvis hun traf paa dem, thi de ere nu saare fattige, sagde han. Derpaa forsvandt han, men hun blev alene tilbage i Huset, fuld af Sorg og Kvide.


Hun laver sig da strax istand til at drage bort, gaaer langs Bækken, som han havde beskrevet hende, og kom om Kvelden til en Hytte. En fattigklædt Stodder, med en sid Hat paa Hovedet, stod udenfor Døren. Hun hilste paa ham, men han besvarede hendes Hilsen med en sørgmodig Stemme. Hun bad ham om Husly, men han svarede, at han ikke var meget for at have Gjæster; der vilde vist heller neppe være stort Held ved hende. Hun bad ham desto inderligere, og gav ham en Mængde Penge af sin Pose; da klaredes hans Pande, han tilstod hende Husly, og saa blev Kongedatteren der om Natten. Hun fortæller nu den Gamle Alt om sig og beder ham at hjelpe hende til at faae fat i Kongesønnen igjen. Det vilde falde vanskeligt, meente han, og ikke kunde han det, men det var sandsynligere, at hans Broder kunde det; han boede et langt Stykke derfra, nede ved denne samme Fjeldli, og han tilbød at ville vise hende Veien did.


Morgenen derpaa forlod hun Hytten og stævnede langs Fjeldlien; gjorde hun det, havde den Gamle sagt hende, vilde hun komme til hans Broders Hytte. Hun kom da ogsaa om Kvelden til en lille Hytte, hvor hun bankede paa Døren. En gammel Mand, med haarde Miner og af et stygt Udseende, lukkede op; han var iført en sort Kofte og havde en bredskygget Hat paa Hovedet. Kongedatteren bad ham om at maatte være der om Natten. Men han svarede, at den Mand fik vist liden Fordeel, som gav hende Tag over Hovedet, thi hende fulgte vist ringe Lykke. Hun bad ham dog om at give hende Tag over Hovedet blot for denne Nat og gav ham en utallig Mængde Guldpenge af sin Pose. Det formildede den Gamle, og han førte hende ind i Hytten.


Derinde sad en Kvinde paa en Forhøining, med et Barn, der laa i Svøb, paa sit Skjød, medens to andre Børn løb omkring paa Gulvet og legede. Hun tog vel imod Kongedatteren, bad hende at sætte sig, og var meget snaksom. Samtalen faldt paa Børnene, som Kongedatteren fandt overmaade smukke. Kvinden omtalte med Sorg, at Drengen, som hun havde paa Skjødet, havde Stær paa det ene Øie, men om der kunde gjøres Noget derved, vidste hun ikke. Det var stor Skade for saa smukt et Barn, meente Kongedatteren. Siden forlode de dette Æmne, og Kvinden bad Kongedatteren at passe Drengen, medens hun gik ned for at tage sig af anden Husgjerning; derpaa gik hun ned for at tilberede et Maaltid til sin Gjæst. Da Kongedatteren var bleven alene og sad med Drengen paa Skjødet, faldt det hende ind, om ikke hendes Taare, der var gjemt i Tørklædet, havde den Egenskab, at kunne borttage Stær af andre Børns Øine end hendes egne. Hun løste Knuden og strøg Hjørnet af Tørklædet over Barnets Øie, og strax forsvandt Stæren. Da Kvinden kom ind igjen og saae hvad der var skeet, blev hun saare glad og takkede Kongedatteren for hendes gode Gjerning. Derpaa bragte hun hende Spise. Kongedatteren blev nu der om Natten; hun fortalte den Gamle hele sin Lidelseshistorie lige til denne Dag. Da blev han blid i sin Tale imod hende og sagde, at hendes Sorger gik ham nær til Hjerte, men det vilde falde vanskeligt at raade Bod herpaa, thi nu var Tiden saa knap, da Kongesønnen imorgen vilde holde Bryllup med sin Stedmoders Datter, men Veien did var lang og førte omkring et stort Fjeld, og skulde hun gaae den Vei, vilde hun komme for seent. Men der var dog en kortere Vei over Fjeldet, ad hvilken man kunde komme did paa een Dag, men den var næsten ufremkommelig, formedelst Dronningens Trolddom, som vilde forsinke hendes Ankomst. Han vilde dog prøve paa at hjelpe hende, sagde han, saa at hun kom den korteste Vei over Fjeldet, og før hun gav sig til at bestige det, gav han hende en Stav med Jernspids paa Enden, for at hun kunde skride sikkert opad den bratte Vei, der desuden var glat som et Speil. Han svøbte en Dug om hendes Hoved, for at hun ikke skulde høre og blive fortumlet af de Undere, der vilde møde hende ifølge Trolddommen. Han siger ogsaa, at hun aldrig maa see tilbage. Paa den anden Side af Fjeldet boer en Ven af ham, siger han, hos hvem hun skal tage ind og bede om at blive fulgt til Kongsgaarden, men han skal selv sørge for at Dronningen ikke kan kjende hende.


Kongedatteren tager nu Afsked med den Gamle, og gaaer over Fjeldet efter hans Anviisning; aldrig saae hun tilbage paa Veien, og hun lod sig ikke forskrække af de Undere og al den Ulyd, hun hørte. Tørklædet, hun havde om Hovedet, var hende da ogsaa en god Hjelp. Om Kvelden kom hun til det Huus, hvor den Gamles Ven boede; det var et smukt lille Huus, og hun fik en god Modtagelse og gjæstede der om Natten. Hun bad Manden at følge sig til Kongens Hal; det var en let Sag for ham, sagde han, thi han gik nu selv derhen for at være tilstede ved Kongesønnens Bryllup.


Da de kom til Kongens Hal, var der stor Stads paafærde i Anledning af Kongesønnens Bryllup. Kongedatteren gik til Hallens Dør, hvor hun saae Kongen og Dronningen paa deres Throne og Kongesønnen med Stedmoderens Datter, siddende for sig. Alle saae de meget glade ud, med Undtagelse af Kongesønnen, paa hvis Ansigt Sorgen stod malet. Ingen kjendte Kongedatteren, ikke engang Kongesønnen selv. Hun stod der hele Dagen og saae paa Stadsen, indtil Brudeparret blev ført til Sovekammeret. Da blev hun betagen af Kummer og opgav allerede alt Haab, dog randt det hende i Hu, at hun maaskee aldrig kunde have større Nytte af sine Klenodier end nu. Det var en klar Maaneskinsaften, og hun gav sig til at kæmme sit Haar med Guldkammen udenfor Brudeparrets Sovekammervindue. Brudens Øine faldt hen paa Vinduet, hvorved hun stod, og da hun saae Guldkammen, bad hun hende at bytte den mod sin Kam, thi hun saae, at den anden var meget kosteligere end hendes. Kongedatteren sagde Nei. Bruden bad hende da om at sælge den, thi den passede bedre for hende end for en Tiggertøs. Kongedatteren sagde, at hun ikke vilde sælge den. Bruden spørger, om den da ikke er tilfals for nogen Priis? Den Anden svarer, at den kun er tilfals, hvis hun denne Nat maa sove hos Brudgommen, og dette Kjøb blev afsluttet. Bruden gav Kongesønnen en Sovedrik, og lod siden Kongedatteren komme ind til ham. Hun blev hos ham den hele Nat, men formaaede ikke at faae ham vækket. Han rørte sig ikke i sin Seng, tiltrods for alle hendes klagende Bønner, og da Morgenen kom, traadte Bruden ind og bød hende at gaae bort, hvorpaa hun vækkede Brudgommen. Hele denne Dag var Kongedatteren endnu mere sorgfuld end før, men opholdt sig dog ofte inde i Hallen, uden at blive kjendt. Da Brudeparret var gaaet til deres Sovekammer denne Kveld, gjorde hun nok et Forsøg paa at lokke Bruden med sit Halsbaand, og det blev afgjort imellem dem paa samme Maade, som forrige Gang. Nu havde Kongedatteren skilt sig ved to af sine Klenodier, men kunde dog ikke faae Kongesønnen vækket om Natten. Sorgen tyngede paa hende, og hun udstødte bittre Klager over sin Modgang, og om Morgenen maatte hun forlade ham med uforrettet Sag. Men Bruden treen ind til Kongesønnen, og siden gik de ind i Hallen sammen. Denne Dag var det en stor Kval for Kongedatteren, at see paa alle de Ting, der gik for sig.


Kongesønnens tredie Farbroder kom engang opad Dagen og talte med ham i Eenrum. Han boede i denne Stad tæt op til Kongsgaarden og havde sit Sovekammer lige ved Brudeparrets. Han spørger sin Brodersøn, hvo den Kvinde er, som vaager hos ham om Natten og udstøder saa tunge Klager; der er noget Underligt ved hele den Sag, siger han. Kongesønnen svarer, at han ikke veed af nogen anden Kvinde end sin Hustru. Den Anden spørger da, hvorfor hun klager saa. Kongesønnen svarer, at det veed han ikke, thi han sover hele Natten. Den Anden spørger, hvoraf det mon kan komme, at han sover saa haardt, om ikke hans Hustru giver ham en Drik om Aftenen. Kongesønnen svarer, at saaledes er det. Da skal han i Kveld lade den Drik rinde ned i sine Klæder, siger Farbroderen, og lade, som om han sover og see til, om han da ikke faaer noget Mere at vide.


Nu gik Dagen hen, og det blev Kveld. Kongedatteren var bøiet af sin Sorg, skjøndt hun skjulte den, og da Brudeparret om Aftenen var i deres Sovekammer, stod hun atter udenfor Vinduet, holdende sit Speil i Haanden, og det gik da, som de andre Gange, at Bruden fik stor Lyst til Speilet og at de endelig afsluttede Kjøbet. Kongedatteren skulde atter denne Nat sove hos Kongesønnen, imod at afstaae Speilet. Bruden rakte Kongesønnen Sovedrikken, men han lod, som han drak, skjøndt han i Virkeligheden spildte den, og derpaa lod han, som han faldt i Søvn. Kongedatteren gik da op i Sengen til ham og forsøgte at vække ham, men han lod endnu, som han sov. Da opregnede hun ham alle sine Lidelser og klagede saare; hun bad ham at mindes deres Samliv og høre paa hende, der nu saa sorgfuld anraabte ham om Bønhørelse. Nu havde hun afhændet alle sine Klenodier, sagde hun, for at have en Sammenkomst med ham. Formedelst Stedmoderens Trolddom var det Kongesønnen, som om han vaagen drømte alle disse Tildragelser, men tilsidst gjenkjendte han dog Kongedatteren og da blev deres Fryd usigelig. Han trøstede hende saa godt han kunde og sagde, at nu vilde snart deres Lidelser faae en Ende; nu skulde hun, naar Bruden kom om Morgenen, gaae til hans Farbroders Huus, som var der i Nærheden, men selv vilde han lade, som han sov, sagde han.


Da Bruden om Morgenen treen ind i Kammeret, jog hun Kongedatteren bort, gav sig derpaa til at vække sin Brudgom, og saa gik de sammen ind i Hallen. Som Glæden var paa sit Høieste inde i Hallen denne Dag, og Alle sade og drak, Kongen og Dronningen paa deres Throne, og Brudeparret for sig, kom tre Mænd ind i Hallen; det var alle Kongens tre Brødre. En af dem bar to smaa Pigebørn paa den ene Arm og førte en Kvinde ved den anden Haand, som bar et spædt Barn paa Armen; men de to andre Brødre havde hver en Træstav i Haanden. De stillede sig Alle foran Kongens Throne. Den, der førte Kvinden, spørger da Kongesønnen, om han ikke kjender denne Kvinde og de tre Børn, som følge hende; han svarer: »Jo.« Moder og Datter skiftede Farve herved og bleve paa eengang overvættes store; de vilde tale, men Kongens Brødre, som holdt paa Stokkene, stødte disse ned i Gabet paa dem, medens sexten Mænd, som de havde ladet skjule sig under Bordene, i samme Nu sprang frem og grebe dem, Otte om Hver, og bastede dem. Kongen blev i Førstningen vred over Alt dette, men da han saae, af hvad Æt Moder og Datter vare, tyktes det ham, at Alt gik godt saaledes, og han tog nu med Glæde imod sin Søn og Kongedatteren. Da blev der strax skikket Bud efter hendes Forældre, Kongen og Dronningen, og med stor Gammen og Bægerklang blev Kongesønnens og Kongedatterens Bryllup feiret.


Kort Tid derefter døde Kongesønnens Fader, og han blev da kaaren til Konge over hele Landet. Han regjerede vel og længe med sin Dronning, og de levede sammen i stor Kjærlighed. Alle sine Farbrødre gjorde han til Jarler i sit Rige. Det var Mænd, som holdt god Orden i Kongens Rige og forøgede dets Magt, og saalænge de levede, vare de ham troe Venner.