Sikutdluk (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

42. Sikutdluk

Sikutdluk boede sammen med sin Fætter, begge elskede hverandre høit. Paa den samme Plads var Fætteren den eneste, som eiede en Hund. Engang saae Sikutdluk Fætteren sidde og arbeide udenfor Teltet, med Hunden ved Siden. Da han gik hen imod ham uden at tænke paa noget, sagde Fætteren: »skyd min Hund.« — »Nei,« svarede han, »jeg vil ikke, fordi vi ere Venner.« — »Det er det samme,« sagde Fætteren, »skyd den kun alligevel.« Da han saaledes vedblev at trænge paa ham, hentede Sikutdluk sin Bue og sagde endnu engang til Fætteren: »vil du nu ogsaa virkelig ikke blive, vred?« — »Nei, jeg bliver ikke vred.« — Da skjød han endelig og dræbte Hunden paa Stedet. Men strax blev Fætteren alligevel fornærmet, reiste sig fra sit Arbeide, og hentede sin Bue; da han kom, sagde Sikutdluk: »jeg troede, at du ikke vilde tage dig det nær.« Men Fætteren svarede: »da jeg var den eneste paa Pladsen, som eiede en Hund, holdt jeg meget af den, for dens Skyld skulle vi nu skydes, og jeg vil dræbe dig.« Da greb Sikutdluk ogsaa sin Bue og skjød Fætteren lige i Brystet, saa at han faldt død omkuld. Strax derefter tildækkede Sikutdluk sin Fætters Baad og Telt med Steen, og drog med sin Hustru ind i Landet, i den Hensigt at dræbe alt hvad han saae. Først dræbte de Ryper og Rensdyr. Begge førte de med sig saamange Pile, som de kunde bære. Derefter saae de en Amarok med Unger; først traf de Ungerne alene, henad Aften saaes Moderdyret komme med et Hanrensdyr i Gabet. Fra et Skjulested saae de, hvorledes den kom til Ungerne og da den fandt dem døde, kastede den sin Bid, lugtede efter Menneskesporene, og kom hylende hen imod dem. Konen sagde: »blot den ikke æder os op.« Han svarede blot: »ak min Fætter, min elskede Fætter har jeg skudt.« Derpaa krøb han frem af sit Skjul og skjød Dyret, saa at Pilen gik tværs igjennem, og det faldt dødt omkuld. Derpaa skjulte de sig atter, og nu kom Handyret ligeledes med et Rensdyr i Gabet. Det gik med det ganske som med den første. Da han havde sagt til Konen: »Ak min Fætter, min elskede Fætter har jeg skudt,« — kom han frem og dræbte ligeledes Handyret. — Derefter droge de videre, og alt levende, som de traf, dræbte de; i mange Dage vandrede de. Endelig fik Konen Øie paa en Kilivfak, som stod og kradsede i Jorden. Da Manden havde seet den, opsøgte han en Fordybning; i den skjulte han Konen, og sagde, at hun ikke maatte see efter ham, men ligge roligt, til han faldt ned over hende. Derpaa listede han sig til Dyret. Hvergang det saae sig om, bukkede han sig, men naar det kradsede, krøb han nærmere; tilsidst gik han ganske nær til og skjød tværs igjennem det. Derpaa løb han tilbage og faldt ned i Klipperevnen ovenpaa Konen, og Dyret efter dem, saa at det faldt dødt ned og lukkede Aabningen for dem. Omsider fik de banet sig en Udgang, toge endeel af Dyret til Forraad og droge videre. Naar de kom over Jøkeler, bar han Konen over Revnerne. Tilsidst saae de atter Vand og kom til en Fjord, paa hvilken de traf en Kajakmand. Denne Mand sagde, at han vilde bringe dem til sin Boplads og snart derefter kom han med en Baad, der roedes alene af Mænd. Med den bleve de førte til hans Land og boede hos ham i hans Telt. Men de bemærkede, at disse Folk vare Erkilikker. Sikutdluk sagde til Konen, at han vilde vende tilbage, for at see efter dem, de havde efterladt; derpaa drog han afsted og angav en Tid, paa hvilken han vilde komme igjen. De ventede og ventede; omsider da Tiden var udløben, lovede de en Angakok en Belønning for at opsøge ham. Denne sagde til Konen: »Dengang I droge hist ovrefra, har han dræbt et Par Amarokker med Unger.« Konen bekræftede det. - »Ligeledes har han dræbt en Kilivfak« — ja — »det er dens Mage som har opædt ham.« — Konen forblev der til sin Død.

Fodnoter

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 147-148.