Skattegravning. Byen brænder

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

70. Skattegravning.
Byen brænder


1183. Det har givet hvert skunger og rabalder i Møgelhöj her på min ejendom, så det er ligesom a kunde gå op på kirkeloftet og lade en otte-alens fjæl falde ned på det, men hvad det er, véd a ikke, a tror nu, der er bjærgfolk i den, så kan de andre tro, hvad de vil. En gang lige ved solnedgang, a sad ved den vestre side af höjen, så a et bitte kvindfolk komme gående lige hen til siden af höjen og gå om østen for. Lige som hun var mig af øjesyn, rejste a mig for at se, hvor hun vilde blive af, men væk var hun og ikke til at opdage hverken ved höjen eller uden for den, og hun kunde nu ikke blive henne for mig på den plads, dersom hun ikke var gået ind i höjen, a måtte da have kunnet se, hvor hun blev af ellers. Min svoger, som nu er død og henne, fortalte, te han så bjærgfolkene dér en aften. Der er jo en kløft ind i den fra den nordvestre side, og der lå de og legte, og de havde grå luer på. A sagde til ham, han skulde have taget en af deher luer, for der kunde have været spil ved at have haft den i sin lomme ved visse lejligheder; den kan jo gjøre én usynlig, og så kunde én jo have gået ind, hvor én vilde. De kunde da ikke have ragt så stor en prygl over ende, om også han vilde have taget den med magt. A har nu aldrig set bjærgfolkene, ellers skulde a nok have fået en lue.

For resten har de fortalt, te mændene i Siem en gang var komne i tanker om at grave höjen ud, og de begyndte at arbejde, da de var bleven forsamlede sådan i mørkningen. Men så kom manden i vor gård til at se ned på marken efter hans hjordepige, der var ved at gjenne fårene hjem, og det så livagtig ud, som der var ild i hendes skjörter. Han løb da op af hullet, og de andre mænd så efter ham. Da kom det dem alle sammen for, som hele byen stod i lys lue. Nu løb de jo efter det, men da de kom ned til byen, var der aldeles ingen ting i vejen. Så gik de tilbage for at begynde igjen, men da var höjen rejst på pæle og stod og brændte. Så turde de ikke komme til den, og så blev der ikke mere ud af det arbejde. For resten er der nogle, der vil have til, at bjærgmanden siden skal have slæbt sin pengekiste ud af höjen og gjemt den nede i Siem sø.

Ole Mågård, Siem.


1184. På gården Tårup i Farsø boede en mand, som var bekjendt for sin rigdom og gjerrighed. Et stykke fra gården ligger Skattehöj, hvorpå der om aftenen brænder lys, og der vilde han til at grave efter skatte. Hans folk prøvede derpå, men så Tårup i lys lue, og skyndte sig da derfra. Han befalede folkene at prøve for anden gang, men lige nær. Dagen efter fandtes han død i sin seng til straf, fordi han havde forstyrret höjens beboere, og endnu ses hans gjenfærd om natten at grave på höjen.

N. Reedtz.


1185. Om en höj, som ligger østen i Rindom sogn, fortælles: For mange år siden var der tre mænd, som fik lyst til at grave i den, og en nat udførte de deres forsæt. De var så heldige at træffe på en stor jærngryde, men i det samme så de deres tre gårde stå i brand og måtte straks løbe hjem, men da de kom i nærheden, så de, at der ingen ildebrand var, og nu kunde de forstå, at nissen havde narret dem. Men de lovede hinanden, at næste nat skulde de ikke sådan lade dem kyse. De kom altså igjen, men ligesom de vilde til at tage låget af gryden, så de et hølæs kjøre rundt om höjen, forspændt med to kokke. I det de så på dette underlige syn, gav den ene kok stjærten et sådant spark, at den splintrede. Nu skulde mændene til at have set efter gryden, men væk var den, og væk blev den, og nu kunde de forstå, at nissen havde narret dem alligevel.

Niels Lynderup.


1186. På en mark i Skallebjærg, Hårby sogn, er der en höj, som kaldes Kokhöj, og da der i den skulde ligge en skat begravet, var der en gang nogle, som vilde finde den. De grov så længe, til de stødte på en kiste, på hvis ene ende der stod en kok. Som de nu havde fået fat på kisten og vilde til at trække den op, kom de til at se op efter Höjrup by, der ligger ikke så langt derfra, og da så det ud, som om hele byen stod i lys lue. Ved den lejlighed kom de til at tale sammen, og straks slap kisten ud af hænderne på dem og sank dybere og dybere, og ingen har set den siden.

Jens Esbensen.


1187. Jeg har ingen steder på et lige stort jordsmon set så mange kjæmpehöje, som der for tredsindstyve år siden fandtes i den sydlige side af min fødebyes mark, Trabjærg i Borbjærg sogn. Rækken af disse går i sydvestlig retning fra Sevel sogneskjæl hen imod Mejrup kirke, enkelte af dem havde særskilte navne som Storehöj, Kløvnhöj, Salshöj o. s. v. Storehöj lå på Tinkedal mark, og nu står en vejrmølle netop, hvor höjen såes, og dens sted kjendes ikke mere. Således er det næsten også gået alle de andre höje, ploven har snart jævnet dem. Om Salshöj, der ligger ved Sevel sogneskjæl, lidt syd for byen Djeld, fortælles, at mændene der havde flere aftener i rad set et lys brænde på höjen, og de sluttede deraf, at der måtte være en skat skjult i denne. Det gjaldt nu om at få skatten bjærget, og derfor gik fire af de modigste mænd af byen ved midnatstid derop, og grov også stiltiende så længe, at de kom til en stor kobberkjedel, men da så én af mændene hele byen stå i lys lue, og han gav et skrig af sig, men så sank kjedelen, og alle fire mænd rendte efter hjemmet. (Se også nr. 1191.)

Lærer Severin Veiersøe.


1188. I nærheden af Funder by ligger Troldhöj. En dag ved aftenstid, da en hyrdedreng vogtede nogle kreaturer i nærheden, så han et lys brænde på höjen, og da han løb derhen, blev lyset borte, men han hørte ligesom én ryste med en kjedel penge inde i höjen. Han løb da ind til byen og fik et par mænd med sig hen til höjen, i hvilken de straks begyndte at grave. Omsider kom de til en kobberkjedel med en hank i, og den ene mand greb straks fat i hanken for at trække kjedelen op; men i det samme vendte den anden sig om og råbte, i det han så hele byen brænde: «Jémen Gud, Peje, æ bøj sto i lys loww!» I det samme skred kjedelen ned og forsvandt, men manden beholdt hanken i hånden.

Christen Hørdum.


1189. Der er en stor höj sydøst for Frørup, som er bleven set at stå på fire gloende pæle. En mand var en gang ved at grave en skat ud af den, men fik da pludselig sin gård at se stå i lys lue. Han stræbte da blot at komme hjem, men der var alt ved det gamle. Han lovede for, at han aldrig skulde begynde at grave efter skatte tiere.

V. Bennike.


1190. På Mejlby mark ligger ved den østre side af Randers-Hadsundsvejen nogle höje, som kaldes Trehøje eller Halmhöje. En sommeraften, da ungdommen i Mejlby gik på gaden, kom de til at se op efter Trehöie, og så da et lys der oppe. De gik efter lyset, for de havde hørt, at når man kunde få held til at kaste en kniv ind i det, så kunde man finde en skat under det. Dette lykkedes også for dem, og de kom til at grave og fik skattekisten gravet ud, men idet de så vilde til at løfte den op og føre den bort, syntes de, at hele Mejlby stod i lys lue. De slap da kisten og skyndte sig ned til byen, men da de kom der, var der ingen ting ved det. De kunde da forstå, at den kiste skulde de ikke have, og siden er der aldrig bleven gravet efter den.

K. M. Rasmussen.


1191. På Sadelshöj har der alle tider stået lys ved nattetider, og over den er der al tid en blålig tåge. Så besluttede beboerne af Djeld by, Sevel sogn, i forening at udgrave den, og de havde allerede fundet en stor kobberkjedel, da de så hele deres by stå i lys lue, og hvor hårdelig det end var dem forbudt at tale, kunde de dog i et så afgjørende øjeblik ikke tie stille. Men næppe var det første ord udtalt, førend kjedelen sank, og de måtte vanke hjem med tomme lommer og fandt nu ikke mindste spor af ilden, de havde set. I højen boede en bjærgmand, der ejede dens skatte, og af ham havde man fået at vide, at skatten kunde erhverves ved seks røde tyre, der skulde være opfødt på Søndergård i Djeld. De fem fik man, men den sjette kunde man ikke opnå, og på dette strandede foretagendet.

Jeppe Jensen, Åkjær.


1192. Nord for Fjande nede ved fjorden ligger der tre gårde, som kaldes Nör-Fjande. Lige oven for gårdene mod syd ligger der en langagtig, rund höj tæt ved vejen og ganske alene. Det er vist nok en kjæmpehöj. Den kaldes Skindbjærg, og der fortælles det samme sagn om den, som om Stjernehöj i Ulvborg hede. Det var en gang, at Nör-Fjandemændene blev enige om at gå op på Skindbjærg og grave skatte op, som folk sagde fandtes der. Det var naturligvis om natten, det skulde gjøres, og ganske rigtig, da de havde gravet en stund, stødte de på en stor kobberkjedel. De begyndte nu at hive den op og havde den allerede ved randen, da de kom til at se op og så alle tre Nör-Fjande-gårdene brænde. I forskrækkelsen slap de kjedelen, som så sank dybere og dybere ned i jorden, og løb hjem ad, alt hvad de kunde. Men da de kom hjem, var der ingen ild at se, det var bjærgmandens kogleri, der havde narret dem, men kjedelen har ingen senere kunnet få fat på.

Kr. L. Vestergård.


1193. Norden for Bøvl i Sønder-Omme ligger der oppe på en bakke en höj lige ved vejen, der går nord på, og i den höj findes en guldvogn. Det passer godt nok, for man har set den. De Bøvl mænd vilde en gang have den gravet ud og kom så vidt, at de skulde til at trække den op, men så kommer de til at se ned over byen, og da står den i lys lue. De løb, og vognen sidder der endnu.

Jebjærg höjskole.


1194. Der var en skat i Rollishöj imellem Skjellerup og Skjellerup-Nygårde. Den grov de Skjellerup mænd efter en gang, og de skulde tage den tiende. Så kom de også til en kiste, og de tager fat. Da kom de til at se ned efter byen, og så stod den i lys lue. Idet samme springer der en rød kok hen på kistelåget. Så gjør de kors for dem og siger: «Jösse kås!» Da slap kisten fra dem.

Jens Bærtelsen, Vole.


1195. På mine bedsteforældres mark i Tyregod ligger en höj, hvor de hørte, det boldrede nede i, ligesom de slog kister i låse. Tæt sønden for er Egeskov höj hvor en mand og hans karl havde begyndt at kaste i, men da de bedst var i færd med arbejdet, siger karlen: «Å, Herre Jösses, æ gård brænder!» Så blev de jo rædde for det og rendte, men det var ikke mere end det samme.

Iver Larsen, Egtved.


1196. På Mollerup mark lidt sønden for byen ligger Prinshöj, der er en stor gravhöj. I gamle dage stod der et lys og brændte i siden af höjen. Da man nu så det, tænkte man, at der måtte være kostbare sager gjemt. Et par mænd blev da enige om at hjælpe hinanden med at søge. En bestemt nat i ugen, mens månen var i næ, blev udvalgt til arbejdet, og endelig var man kommen så vidt, at man kom til en kjedel, der var dygtig tung. Men som de var i færd med at trække den op, blev det så lyst, og det så ud, som Mollerup stod i lys lue, hvorved de blev så forskrækkede, at de skreg: «Mollerup brænder!» Nu var det hele med det samme forbi, og kjedelen sank ned, mens mændene fik travlt med at komme hjem til deres brændende huse. Men glade blev de, da de så, at der alligevel ikke var ildløs. Kjedelen er ikke senere funden og må være der endnu.

Mads Skriver.


1197. Der er en höj på Kragelund mark, og flere har set et lys der. Så var der fire gårde i Ravnholt, og mændene i dem vilde derud og kaste en nat, for i gamle dage snakkede de jo om, at hvor der var lys, der var en skat Så kastede de et sæt, men da blev de vaer, at Ravnholt by stod i lys lue, og så rendte de derfra. De var der ude en gang siden, men da var der kun to mænd. Så blev der så mange hugorme om dem. De slog ihjel af dem, men jo flere blev der, og til sidst blev der så mange, at de løb runden om dem. Så blev mændene bange og løb hjem.

Niels Jonsen, Bække.


1198. I Volshöj i Velling er en stor skat. En bjærgmand ejede den. Folk fra Kovstrup vilde grave den ud. Så traf de på en stor jærnkiste, og fik fat på den. Men da så de Kovstrup brænde. De blev så smidt ud af höjen.

Vinding höjskole.


1199. Nogle mænd fra Vole havde hørt, at der var en skat begravet i Troldhöj nord for Gjern. Der var én med, som hed Mads Væver. De grov over én dag og kom et godt stykke ned. Så gav det sig til at lyne og tordne, og det blev en forfærdelig skylregn, ja, det var et formeligt skybrud. Da så de Thomas Møllers gård i lys lue. De løb nu efter det, men da de kom over til den anden side af åen, var der hverken regn eller ild. Den ene mands kone havde været nede ved Thomas Møllers at vaske, og hun havde intet mærket

Hårup.


1200. De havde set lys på Havers höj her i sognet øst for kirken. Bymændene blev enige om at grave efter en skat, og de kastede og fandt en kjedel. Så brændte byen . . . .

Jens Ravnkilde, Haverslev.


1201. Her i Dalby levede en gårdmand ved navn Peder Andersen, som de gamle endnu meget godt kan huske. I hans ungkarls-dage traf det sig, at her kom en fremmed mand til byes, som forstod den sjældne kunst at kunne oplede guld- og sølvpenge, hvor man så end gjemte dem, og opsøge skatte, som lå skjult i jordens skjød. Da manden havde set sig lidt omkring her, kom han snart til vished om, at der måtte være en skat i Låddenhöj på Dalby mark. For at få skatten lejede han fire af bykarlene til at grave efter den ved nattetid. En af disse var Peder Andersen. Før end de gik til arbejdet, måtte de tage kristen jord på dem af den grav, som sidst var opkastet, for at intet ondt skulde komme dem i vejen. Første nat de grov, traf de ingen ting på, men da de næste nat havde arbejdet til midnat, stødte de på et stort jærnbeslået skrin, Som de nu var ved at gjøre skrinet løs, skulde Peder Andersen op af hullet i sit eget ærende, men da ser han, at Dalby står i lys lue. Forskrækket herover kalder han på sine kammerater og forglemte rent, at ingen af dem måtte sige et ord under arbejdet. Da forsvandt skatten straks, og den kloge mand, som bele tiden havde opholdt sig nær ved, blev meget vred her over. Han viste dem et andet sted, hvor skrinet nu var flyttet hen og sænket meget dybere i jorden. Lange i ansigterne vendte de i den sildige nat tilbage og gik ind på kirkegården for at ryste kristenjorden af deres vestelommer på den grav, hvor de havde taget den. Kuns Peder Andersen vilde ej følge denne anvisning af den kloge mand, han hældte sin jord af på gaden. «Det skulde du ikke have gjort, Peder Andersen,» sagde manden, men Peder lo og gik hjem i sin seng. I hans kraftige mandsalder druknede titnævnte Peder Andersen i sin egen brønd. Nogle vil mene, at hans bratte død var en følge af hans ringeagt for den kristne jord.

A. C. Poulsen.


1202. Der var et skrækkeligt spektakel ved de to höje i Bække, der ikke må slettes ud. Der var et par svin, som slæbte med en stor kjæde, men folk kunde aldrig få dem at se, for når de kom i nærheden, var spøgeriet væk. Børn turde aldrig komme der i nærheden. Der stod også to lys og hvippede op og ned imod hverandre, te gnisterne kunde flyve fra dem, og vi kunde stå hjemme og se det. Ja, det var jo skrækkeligt. Lidt norden for var en anden höj. Der boede én, de kaldte Glardres (ɔ: Andreas), han havde gravet sig ned i höjen. Hverenste aften kom der en skrækkelig stor skruptusse og lagde sig inde på gulvet og kradsede hele tiden. Så blev han ræd for at være der og flyttede med hele familien. Endelig kom folk i tanker om, at der måtte vist være penge i den höj, og vilde have den gravet ud. Hver aften hørte de en kiste, der slog i, og der måtte vist være penge i den kiste. Som de nu stod og gravede og tykte, de kunde som støde spaden imod nogle fjæl, kom der én rendende derhen og sagde: «Huha, der er ild i Bække by, hele byen brænder. » Personen kjendte ingen af dem, men de så op og tykte også, det lyste op i skyen fra Bække af. Så smider de skovle og spader, og hvad de havde, og rendte for at hjælpe ved ildebranden. Men ilav de så kom et lille sæt ned på vejen, kunde de se, det var slet ikke sandt, der var ingen ild i gårdene at se. De vil så stræbe at vende tilbage og grave videre; men da de kommer hen til höjen, var det hele vrødt efter, og det var slet ikke at se, hvor de havde gravet. Så måtte de gå hjem den dag. Men den mand, der ejede höjen, vilde prøve endnu en gang, han tog så blot hans kone og en søn med, og så giver de dem til at grave en anden aften. Som de var lige ved at komme til kisten igjen, kommer der én rendende og siger, at der var ild i mandens gård. Det vilde de ikke se efter, og de blev ved at grave. Så fik de også fat på kisten, men som nu fader og søn bar den hjem, fulgte der en bjærgmand bag efter dem. Da de kom til døren, og faderen var inde, men sønnen endnu ude, og de havde kisten halvt inde, sagde faderen til bjærgmanden: «Gå du nu bare din vej, for dether får du aldrig mere af.» Så slap kisten midt over, og det, der var inden for, det beholdt manden, og det, der var uden for, det tog bjærgmanden. Sønnen faldt om og besvimede, ilav bjærgmanden slæbte af med den halve kiste, han havde haft ved. Det, de beholdt, gjorde lige godt så meget, at manden fik hans gård opbygget. Siden hørte de aldrig skrald af kister i den höj.

Ane Marie Pedersdatter, Egholt.


1203. På marken nord for Jandrup ligger to höje, hvori der har været bjærgmænd. Den ene kaldes Lerpøtshöj, fordi den ligger i et stykke fællesjord, hvor der er lerpytter. Den anden kaldes Påhöj. To mænd gravede en gang efter skatte i Lerpøtshöj. Jandrup by i lys lue. Så sprang der to vildsvin ud af höjen. Menende, at vildsvinene også var værd at tage med, og at de al tid bag efter kunde hente kjedelen, gav de sig til at løbe efter svinene, som tog ned ad engene til. Forfølgelsen varede til Mejls bæk. Da var den ene mand i så stærkt løb, at han sprang over den brede bæk, men her forsvandt svinene. De vendte nu tilbage til höjen, men da var kjedelen borte, og der var ikke det ringeste brændt af Jandrup by.

En aften, gamle David kom sent hjem fra sine heste på marken, vilde bjærgmændene forvilde ham. De lod så mange lys flagre om ham, så det var forskrækkeligt. David lod sig dog ikke forknytte. «I skal ikke forvilde mig!» og han blev trøstig ved at gå og kom lykkelig hjem. Anden dags morgenen, da han meget tidlig igjen var oppe ved hestene, så han en bjærgmand gå over marken fra Lerpøtshöj til Påhöj med en spand på armen.

En pige, der vogtede køerne, havde en gang lagt sig til at sove på kanten af Påhöj. Da hun vågnede, lå hun imellem så mange skarnbasser, så det var græsseligt. Hun blev bange og løb hen for at fortælle det til nogle andre børn, men da de kom tilbage til höjen for at se efter skarnbasserne, var de alle sammen borte. Det var nok bjærgmanden, der havde sine penge ude til tørring i solskinnet. På det nordvestlige hjørne af samme höj har folk også for ikke ret mange år siden set et lys stå, og en kone har tit, når hun har siddet ved höjen, hørt et kistelåg slå i der nede.

H. M. I.


1204. Her vesten for byen i Tolshöj sagde de, at der lå drager på en skat. Så bliver mændene enige om en dag at skulle op og kaste der. Ligesom de står og kaster og arbejder, så stod byen i lys lue og braand. Så måtte de til at af sted og knyede ind til byen. Men da var der ingen ting. Så drog de af sted igjen og sagde til hinanden, at hvad de enten hørte eller så, så måtte de tie stille. De kastede så, alt hvad de kunde. Da kommer der en sort høne, der går og pikker og skraber ved dem. De lod hønen gå og kastede videre. Så lader hun en forfærdelig én gå. «Det var missel da en en stor én,» siger en af mændene. Allerførst det var sagt, braand byen igjen, og så måtte de atter af sted. Så besluttede bjærgmanden at flytte, og han rejste om aftenen som en gloende stang og fløj over i Gjedsted kjær i en höj, de kalder Malenshöj, og der boer han vel sagtens endnu.

Anders Kr. Smed, Vesterbølle.


1205. Nogle mænd vilde grave skatten op af Dagbjærg Dojs. Da de kom nær til den, stod hele byen i lys lue. Så smed de redskaberne for at redde, men da de kom hjem, var alt i orden. Næste aften skulde de så til at arbejde igjen. Da kom der en karet med seks heste for og holdt uden for höjen og spurgte om vej, jeg husker ikke, hvorhen. De spurgte flere gange, men mændene holdt sig tappert og svarede ikke. Derefter kom en lille ekvipage, der var forspændt med seks mus. Den holdt uden for, og de råbte, om folkene ikke havde set nogen komme kjørende forbi med seks heste for. «Vi agter os samme vej, tror I ikke nok, vi kan nå dem.» Så kunde én af folkene ikke bare sig, men sagde: «Nå, I tror, I kan nå dem, nej, det er I fri for.» Så sank skatten.

J. P. Åbo, Engesvang.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.