Skjold og Gram

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Saxo Grammaticus
Danmarks krønike


oversat af
Fr. Winkel Horn


Skjold og Gram


Loters Søn Skjold skyldte vel sin Fader Livet, men i Sæder slægtede han ham ingenlunde paa, thi allerede fra Barndommen af artede han sig i alle Maader helt anderledes, og i Steden for at træde i sin skjændige Faders Fodspor, tog han sin Farfaders Dyder op som en Arvelod, der vel var gammel, men derfor ikke mindre god. I sin Ungdom vandt han Navnkundighed blandt sin Faders Jægere ved at faa Bugt med et grumt Vilddyr, hvorved han gav et herligt Varsel om, hvad man kunde vente sig af ham længer frem i Tiden. Han havde nemlig en Gang af sine Formyndere, der gjorde sig al Flid med at opdrage ham til Dyd og gode Sæder, faaet Lov til at gaa med og se paa Jagten, og da der saa kom en umaadelig stor Bjørn imod ham, og han ingen Vaaben havde at værge sig med, bandt han Vilddyret med sit Bælte og holdt det saaledes, til de andre kom til og fældede det. Han skal ogsaa i Ungdommens Dage have overvundet flere for deres Manddom navnkundige Kæmper, af hvilke der især gik stort Ry af to, som hed Atle og Skate.

Da Skjold var femten Aar gammel, var han saa stærk og vel voxen, at han kunde tage det op med hvem som helst, og havde givet saa store Prøver paa Snille, at alle Danmarks senere Konger har taget Navn efter ham og ladet sig kalde Skjoldunger. Han formanede ogsaa ivrig enhver, der førte et ryggesløst og daadløst Liv og satte sin Manddomskraft til ved Overdaadighed og Blødagtighed, til at slaa ind paa en bedre Vej og tage sig noget nyttigt for. Og hvor store hans Legemskræfter end var, hans Mod og Manddom var dog endnu større, og han øvede Bedrifter, som man knapt skulde tro, han kunde staa og se paa, saa ung som han var.

Medens han nu saaledes, alt som Tiden led, forfremmedes i Dyd og gode Sæder, blev han æsket til Tvekamp af Skate, der var Høvedsmand i Alemanien, fordi han bejlede til den samme Kvinde som Skate, en saare fager Mø ved Navn Alvilde. Kampen stod i hele den tyske og danske Hærs Paasyn, og Skjold vog Skate. Tyskerne, som syntes, de selv var slagne, da deres Høvedsmand var falden, underkastede sig Skjold, og saaledes gjorde han sig Alemanien skatskyldigt.

Men Skjold udmærkede sig ikke blot ved Vaabendaad, men ogsaa ved Kjærlighed til Fædrelandet. Han afskaffede ubillige Love og gav gode nye i Stedet, og alt, hvad der kunde fremme Fædrelandets Vel, lagde han af al Magt Vind paa. Riget, som hans Fader havde mistet ved sin Slethed, vandt han tilbage ved sine Dyder. Han gav først den Lov, at frigivne atter kunde gjøres til Trælle; en Træl, han selv havde skjænket Friheden, og som hemmelig stræbte ham efter Livet, straffede han ikke blot haardt paa denne Maade, men han gav ogsaa den nævnte Lov, som om det ikke var mer end ret og billigt at lade alle andre frigivne bøde for, hvad den ene havde forbrudt. Han betalte alles Gjæld af sit eget Skatkammer, og det var, som om han kappedes med andre Konger i Mod, Gavmildhed og Ædelmodighed. De syge lod han bringe Lægedom, og de, som led ilde, bragte han Trøst og Hjælp, og i alle Maader viste han, at han bar større Omhu for sit Fædreland end for sig selv. Sine Høvedsmænd gav han ikke blot Sold, men lod dem ogsaa beholde det Bytte, der toges fra Fjenden, thi, som han plejede at sige, Byttet tilkommer Krigerne, Æren er Kongens.

Den fagre Mø, for hvis Skyld han var gaaet i Tvekamp, tog han, da han havde fældet sin Medbejler, som Kampens Løn og gjorde hende til sin Viv, og da en Stund var leden, fødte hun ham en Søn, der blev kaldt Gram, og som saa ganske slægtede sin Fader paa i Dyder og herlige Anlæg, at han saa at sige i alle Maader fulgte lige i hans Fodspor. Han havde faaet alle Legemets og Sjælens ypperligste Gaver og vandt allerede i Ungdommens Aar den højeste Ære og Berømmelse, og den beholdt han ogsaa hos Efterkommerne, hvorfor de gamle danske Skjalde i deres Kvad, naar de ret vil hædre en Konge, kalder ham Gram. Alle Idrætter, der kunde tjene til at styrke og hærde Legemskræfterne, drev han med den største Iver, og med forfarne Kæmper som Læremestre øvede han sig flittig i Vaabenbrug, baade i at hugge og bøde for sig. Han giftede sig af Taknemlighed mod sin Fosterfader Roar for den Omhu, han havde vist ham i hans spæde Barndom, med hans Datter, der var hans jævnaldrende og Diesøster, men siden lod han en Mand ved Navn Besse faa hende til Løn for den Hjælp, han altid havde af ham, thi Besse var ham en saadan Stalbroder i alle hans Krigsbedrifter, at det ikke er let at sige, om han havde sin egen eller Besses Tapperhed at takke for al den Hæder og Ære, han vandt.

Gram fik Nys om, at Svenskekongen Sigtryg havde lovet sin Datter Graa bort til en Jætte; det tyktes ham, at det var et skammeligt Ægteskab for en Mø af kongelig Byrd, og han satte sig da for at give sig i Krig med Svenskerne for som en anden Herkules at prøve Kræfter med Utysker. For at jage Skræk i dem, han mødte paa sin Vej, klædte han sig i Bukkeskind og vilde Dyrs Huder og tog en vældig Kølle i Haanden, saa han i alle Maader var at se til som en Jætte, og saaledes drog han ind i Gøtland. Der mødte han i en Skov Graa, som kom ridende med nogle Terner paa Vej til en Sø, hvor hun vilde bade sig. Hun troede strax, det var hendes Fæstemand, og blev paa Kvindevis saa ræd ved det fæle Syn, at hun slap Tømmen af Haanden og rystende over hele Kroppen kvad:

Kommer ej Jætten
med Kølle i Haand
grum og gram
for Graa at hente?
Maatte mit Syn mig
svigte nu
og Dyrehammen
dølge en anden!

Besse kvad:

Gode Mø
paa Gangeren graa,
hvem est du,
og hvem er din Fader?

Graa kvad:

Gjærne siger dig
Graa sit Navn,
Sigtryg Konning
kalder jeg Fader.
Sig nu mig,
du yske Svend,
hvorfra du stammer,
og hvem du est.

Besse kvad:

Besse jeg hedder,
bold man mig kalder,
tit jeg stævned
i Strid med Ære;
hvor Besse gaar frem,
Blod der flyder,
Sværd og Spyd
jeg svinger med Lyst.

Graa kvad:

Sig mig da, Besse,
jeg beder dig, flux,
hvem er Høvding
for Hæren, du følger?
Hvi stævned I hid
Strid at søge?
Hvem skal blegne
paa blodig Val?

Besse kvad:

Gram hedder Drotten
gjæv og god,
der raader for Hæren
som Høvding og Herre.
Bedre Kæmpe
kjender jeg ej,
altid han sejrer,
hvor Saarbier summe.

Graa kvad:

Besse, jeg raader
jer brat at fly,
farlig for vist
jer Færd jeg finder.
Kommer Sigtryg,
han sejrer for vist,
dig og Kong Gram
han i Galgen klynger.

Besse kvad:

Først dog min Drot
en Dyst vist prøver
og svinger sit Sværd
mod svenske Svende;
din Fader vare
sig vel for os,
at ej hans Hoved
fra Halsen vi skille.

Graa kvad:

Hjem jeg mig skynder
til Sigtrygs Gaard,
hjem vil jeg, inden
Jætten kommer.
Graa vil ej se jer
i Græsset bide,
men glad hun vorder,
naar paa Valen I ligge.

Besse kvad:

Skynd du dig hjem
til Sigtrygs Gaard,
dig vil ej Ve
eller Vaande vi volde.
Rid med Fred,
vi frygter ej,
Sind at skifte
er Kvinders Sæd.

Nu tabte Gram Taalmodigheden og kunde ikke tie længer, han paatog sig et grovt og skrækindjagende Mæle, som passede til hans Udseende, og kvad:

Frygt ej for mig,
du fagre Mø,
blot som min Broders
Bud jeg kommer.
Ej vil med Vold
din Vilje jeg tvinge,
din Gunst jeg lønner
med Guld og Gammen.

Graa kvad:

Saare mandlysten
maate jeg være,
om fule Jætter
jeg favntag undte.
Lodden krop
og krumme Kløer
tækkes kun ilde
unge Kvinder.

Gram kvad:

Vældig Kæmper
vog jeg paa Val,
Bytte jeg gjorde,
hvor Sværdene blinked.
Dig mit Guld
og Gods jeg giver,
om du, væne
min Viv vil vorde.

Med disse Ord kastede han Hammen, og lige saa ræd hun før havde været for ham, lige saa optændt blev hun nu af Attraa efter ham, da hun saa', hvor fager han var, og da han havde vundet hendes Elskov, gav han hende gode Fæstensgaver. Da han drog videre, varede Folk, han mødte, ham ad, at tvende Stimænd havde lagt sig paa Lur ved Vejen. Da disse nu over Hals og Hoved styrtede frem for at plyndre ham, hug han dem strax ned begge to, og for ikke at faa Ord for at have øvet en Velgjerning mod sine Fjender, Svenskerne, stillede han de to Kroppe op og bandt dem til Pæle, saa at de saa' ud, som om de var levende, og saaledes ogsaa efter Døden blev ved at skræmme de vejfarende, som de havde gjort Fortræd, medens de var i Live, saa at Folk holdt Vejen for at være lige saa farlig som før. Heraf kan man da se, at han vog de to Stimænd for sin egen og ikke for Svenskernes Skyld; hvorledes han var sindet imod dem, blev yderligere aabenbart ved den næste Bedrift han øvede. Han havde af nogle Spaamænd faaet at vide, at Kong Sigtryg kun kunde overvindes med Guld, derfor lod han sin Trækølle beslaa med Guld, og saa maatte Sigtryg bide i Græsset for ham. Om denne Daad gjorde Besse dette Kvad:

Gram i Gøtland
Guld ej spared,
dyre Hug
gav Drotten der
Sværd og Spyd
han svang saa tit,
Gøtekongen
med Køllen vog han.

Spot og Spe
ham Spaamænd loved:
Fly af Landet,
før du fældes,
Jærn og Staal
ej Sigtryg bider,
ikkun Guld
den gjæve fælder.

Tog da Gram
sin tunge Kølle,
Guld han hamred
haardt omkring den,
svang den over
Svenskekongen,
Gøtlands Drot
for Guldhug segned.

Efter at Gram havde fældet Sigtryg, var det hans Agt at sætte sig i fast Besiddelse af Riget, som han saaledes havde underlagt sig med Vaabenmagt, og da han havde Svarin, Høvedsmanden i Gøtland, mistænkt for at tragte efter at vinde det fra ham, udæskede han ham til Tvekamp og fældede ham; da Svarins sexten Brødre, af hvilke de syv var ægtefødte, de ni Slegfredssønner, vilde hævne hans Død, tog Gram Kampen op med dem, hvor ulige den end var, og fældede dem alle.

Kong Skjold, som nu var en ældgammel Mand, gav nu sin Søn Lod og Del i Kongemagten for hans store Bedrifters Skyld, og fordi han holdt det baade for nyttigere og mageligere nu, da han gik paa Gravens Rand, at dele Kronens Byrde med sit eget Kjød og Blod end at bære den alene. Det tog en højbaaren Sjællænder ved Navn Ring ham ilde op, han fandt nemlig, at Gram var for ung til en saadan Ære, og at Skjold var for gammel, hvorfor han eggede en stor Del af Danskerne til at gjøre Oprør, idet han forestillede dem, at ingen af de to var skikket til at være Konge, thi den ene var kun en Dreng, og den anden gik i Barndom. I den Krig, som deraf opstod, faldt Ring og kom saaledes til at give Bevis for, at Mod og Manddom kan trives i enhver Alder.

Kong Gram øvede endnu flere andre Bedrifter. Da han førte Krig med Finnekongen Sumble, blev han ved Synet af hans Datter Signe saa betagen af hendes Fagerhed, at han nedlagde Vaabnene og fra Fjende blev til Bejler; han fik Løfte paa hende imod at love, at han vilde forskyde sin Dronning. Men strax efter blev han optagen af at føre Krig med den norske Konge Svibdag, der havde skjændet baade hans Søster og hans Datter, og Sumble sveg da sit Løfte og trolovede Signe med Sachserkongen Henrik. Da Gram fik Nys herom, var hans Elskov til Møen større end hans Kjærlighed til sine Krigsfolk, han forlod i Stilhed sin Hær og skyndte sig til Finland, hvor han kom, just som Bryllupsgildet var i Gang. Han havde klædt sig i Pjalter og satte sig paa den ringeste Plads. Da han blev spurgt, hvad han havde at byde paa, svarede han, at han var forfaren i Lægekunsten, og da omsider alle vare overstadig drukne, sendte han Bruden et hvast Blik, og midt under Lystigheden og Larmen talte han hende haardt til for hendes Letfærdighed og priste sine egne Dyder i høje Toner, idet han kvad:

Sært kan Skæbnens
Traade sno sig,
bedre Kaar jeg
burde have.
Kvindeluner
lege med mig,
dertil Gram
for god dog er.

Mangen Daad har
Drotten øvet,
vidt hans Ry
fløj over Verden.
Husk blot Svarins
sexten Brødre,
som for Gram
i Græsset bed.

Nu har Signe,
Sumbles Datter,
sveget mig,
saa Hjærtet svider.
Ingen tro paa
Kvinders Tale,
kun paa Løgn
og List de pønse.

Med de Ord sprang han op fra sit Sæde og dræbte Henrik, bedst som han sad i Bryllupsgammen med Venner og Frænder om sig; mange af Gjæsterne hug han ogsaa ned, og Bruden rev han ud af Brudeternernes Kreds og sejlede bort med hende. Saalunde blev Brudefærden til Ligfærd, og Finnerne fik den Lære, at de gjorde bedst i at holde sig fra andre Folks Elskovssager.

Derefter tog Gram atter den Krig op, som han havde begyndt med den norske Konge Svibdag for den Vold, han havde øvet imod hans Søster og Datter, men han blev slagen og faldt, thi Sachserne havde sendt Svibdag en stor Hær til Hjælp, ikke saa meget for hans Skyld som for at hævne Henriks død.