Stednavne og førkristne kultsteder – Guder i danske stednavne

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Stednavne
og førkristne kultsteder

af Carsten Lyngdrup Madsen
2018

3.
Guder i danske stednavne

Nogle sakrale stednavne i Danmark. Kort: clm.

Vi skal i dette kapitel se nærmere på de aftryk, som førkristen religion har sat på stednavne i Danmark. Fællesbetegnelsen for disse navne er sakrale stednavne.

Først vil vi fokusere på de navne, som indeholder et specifikt gudenavn eller en almen betegnelse for guderne. Denne gruppe kaldes teofore stednavne. I kapitel 7 ser vi nærmere på de navne, som indeholder betegnelsen for en kultplads; det er navne med hof, hørg, vi m.fl. Gennemgangen er ikke komplet, men giver udvalgte eksempler på navne, som har religionshistorisk relevans.

En forudsætning for at kunne udlede informationer fra et stednavn er, at analysen bygger på navnet i dets ældste (og mest oprindelige) form. Denne form af navnet må undersøges etymologisk og navnetypologisk for at kunne give en sikker tolkning af navnet. En tilbundsgående analyse af hvert enkelt navn ligger dog udenfor denne bogs rammer, og vi må derfor læne os op ad anerkendte navneforskere, når det gælder tolkning. Af samme grund anføres her kun navne, hvorom der er overvejende enighed. Målet her er blot at påvise omfanget af det sakrale navnestof.

Når vi beskæftiger os med stednavne, hvori der indgår et gudenavn, er det afgørende, at vi kan udelukke, at der er tale om et almindeligt personnavn – at Tor i Torslunde refererer til guden Tor og ikke til en mand ved navn Tor. Dette spørgsmål har flere navneforskere beskæftiget sig med, bl.a. Johannes Steenstrup. I sit arbejde med sakrale stednavne opstiller han nogle principper for denne navnegruppe. I dag mener stednavneforskere, at Steenstrup ofte kunne være for absolut og rigoristisk, men lige netop på dette punkt bakker de ham op. Steenstrup siger: ”Hvad Forholdet mellem Personers og Guders Navne angaar, mener jeg nemlig, at den Hovedregel maa gjælde, at Personer aldrig bære Guders Navne i uforandret Form, hvorimod Gudernes Navne kunne gaa igjen i Personnavne i afledet Skikkelse, med tilføiet Endelse, eller paa lignende omdannende Maade.” Ifølge Steenstrup findes der ikke et eneste eksempel i nogen middelaldertekst, hvor en person bærer et gudenavn. Derfor tilføjer han: ”Jeg hævder altsaa, at den opstillede Sætning er en Regel uden Undtagelse.”

Blandt personnavne fra middelalderen støder vi med andre ord ikke på en Odin men derimod på en Odinkar, ikke på en Tor men nok på en Torleif, ikke på en Frø (Frej) men nok på en Frøstein. At give sit barn et gudenavn var udtryk for formastelse og overmod, men at give det et gudenavn som tilnavn var udtryk for ærefrygt og hengivenhed. Sagaerne giver utallige eksempler på denne navneskik. Høvdingen Rolf dyrkede Tor og blev derfor kaldt Torolf. Torolf gav sin søn Stein til Tor og ændrede navnet Torstein. Også Torstein gav sin søn Grim til Tor og ændrede hans navn til Torgrim. I Landnamsbogen finder vi utallige navne, som er afledt af Tor. Ser vi på det samlede navnemateriale i bogen, anføres ikke færre end 45 forskellige navnevarianter – 18 pigenavne og 27 drengenavne – hvor forleddet udgøres af guden Tors navn: Torun, Torbjørg, Tordis, Torkatla, Torleif, Tormod, Torstein, Torgeir osv. Af bogens 3500 personnavne er 790 af dem sammensætninger med Tor. Det er mere end hvert femte navn. Men blandt alle disse mange navne gives der ikke ét eksempel på, at en person bærer et rent gudenavn. – Efter kristendommens indførelse blev de gamle guder i vid udstrækning betragtet som manifestationer af Djævelen selv og derfor var det ganske utænkeligt, at man ville opkalde sit barn efter dem. – Konklusionen for Steenstrup var, at når Odin, Tor, Frej eller et hvilket som helst andet gudenavn indgår i et stednavn, behøver vi ikke være i tvivl. Der er tale om et gudenavn.

Endelig er der spørgsmålet om datering af stednavnene. Hvis et navn skal have nogen værdi som kilde til førkristen religion, må navnet naturligvis gå tilbage til før kristendommens indførelse. Da vi i mange tilfælde står uden tilstrækkeligt gamle skriftlige kilder, har stednavneforskere udviklet en række sproglige og ikke-sproglige redskaber til at fastsætte et navns alder. Blandt de sproglige værktøjer er bl.a. lydhistorie, ordbøjnings-, syntaks- og orddannelseshistorie. Blandt de ikke-sproglige kan det f.eks. handle om historisk, topografisk og arkæologisk datering. – Selv om der findes mange navne af nyere dato og antageligt endnu flere fra kristen middelalder, er navneforskere dog enige om, at den overvejende del af vore stednavne går tilbage til førkristen tid, mange til folkevandringstiden (350-600 e.Kr.) og jernalderen (fra 500 f.Kr.). Enkelte har måske endnu dybere rødder.

De gudenavne, som har afsat de tydeligste spor i det danske stednavnelandskab er Odin, Tor, Tyr, Njord og Frej/Freja. Ud over disse og enkelte andre har også fællesbetegnelsen gud-/gude- knyttet sig til en række stednavne.  

Guderne

Blandt stednavnene i denne kategori er Gudhjem på Bornholm, Gudum ved Slagelse, Gudum ved Struer, Gudum i Himmerland og Gudme på Fyn.  Selv om disse navne har forskellig form, udspringer de alle af sammensætningen mellem substantiverne gud og hjem. Denne sammensætning tolkes med Kousgård Sørensens formulering som ”det sted, hvor guderne »opholder sig«, hører hjemme, og hvor de gøres til genstand for særlig kult.” Man antager, at navnet har betegnet enten en bygd omkring et gudehov eller en bygd, som er indviet til guderne eller står under deres særlige beskyttelse.

Rekonstruktion af et af husene fra Trelleborg. Illustration: clm.

Gudum ved Slagelse ligger kun ti km fra vikingeborgen Trelleborg, der er dateret til ca. 980. Det er Bent Jørgensen, som har rejst spørgsmålet, om der kan tænkes en sammenhæng mellem borgens placering og et i forvejen kendt kultsted. De to lokaliteter var tilmed direkte forbundne af Gudum Å.  Her kan det være relevant at minde om de fund, som arkæologen Poul Nørlund gjorde under udgravningen af Trelleborg. Ud over borgens bygninger fandt han flere såkaldte offerbrønde, som alle indeholdt dyreknogler fra ofringer. I en af brøndene fandt man skeletterne af to børn på hhv. fire og syv år. Arkæologer har anslået, at børnene er lagt i offerbrønden engang i 900-tallet. Ikke langt fra børnene, lå desuden skelettet af en ung gedebuk, som var slået for panden (ofret).  I en anden brønd fandt man ligeledes to næsten komplette skeletter fra to børn, begge omkring fire år gamle. Desuden fandtes fragmenter af kraniet fra en voksen person. Undersøgelser af disse skeletter har ikke vist tegn på sygdom. I same brønd lå der også en stor hund og dele af en ko hen over børnene. Desuden fandtes rester af en stor unghest, og i begge brønde fandt man en række typiske vikingetidssmykker, nøgler og knive. Arkæologer opfatter disse fund som ofringer til guderne.

Dette lille sølvhoved fra Gudme blev fundet inde i den store fyrstehal på bunden af et stolpehul. Er det en fremstilling af en af guderne? Illustration: clm.

Der har gennem mange år været fokus på Gudme på Fyn på grund af de usædvanlige arkæologiske fund. Ikke mindst har Gudmes enorme høvdingehal på hele 500 m² påkaldt sig opmærksomhed. Hallen kan ikke have fungeret som almindelig bolig, men antages at have haft kultisk funktion. Hallen kan have haft et tilhørende kulthus, hvor ofringer og andre rituelle handlinger har fundet sted, hvorefter der er blevet festet og drukket i hallen. Arkæologer anser således Gudme som et politisk og religiøst magtcenter, hvilket understøttes af de store guldfund, som er gjort i området. Flere af disse lader sig bedst tolke som religiøse offergaver.

Arkæologen Henrik Thrane, som bl.a. har arbejdet med Gudme, siger: ”Det er nærliggende at tro, at Gudme sø var det hellige sted, der gav bygden navnet Gudehjem (Guthum = oldnordisk Gudheim)” Herefter gengiver han et gammelt sagn om Gudme, som blev skrevet ned omkring 1880: ”De gamle mænd påstod, at der i hedenske tider havde stået et slags gudehus på tofterne mellem byen og søen. Bymændene enedes med offerpræsterne om at kaste gudebillederne i søen og tage ved kristendommen. Dette gudehus eller gudehjem har efter de gamles mening givet byen sit navn, der den dag i dag i folkemunde udtales gudehjemme.” At Gudme har været ”et af Sydfyns sakrale midtpunkter” underbygges yderligere af, at der indenfor en afstand af ca. 3 km fra Gudme ligger flere lokaliteter, hvis navne peger i samme retning. Det drejer sig om landsbyerne Gudbjerg (som indeholder ordet gud-), Albjerg (hvor forleddet forstås som det gammeldanske ord al- helligdom, tempel) og Galdbjerg (hvor det gammeldanske ord giald- tolkes som offer). Lotte Hedeager, der er professor i arkæologi, siger, at ”Gudme var et ceremonielt center, hvor den gamle tro blev udtrykt gennem ritual og optrin.”

Bent Jørgensen har gjort opmærksom på, at både Gudum ved Struer og Gudum i Himmerland har flere tingnavne i deres umiddelbare nærhed. Ved Gudum i Himmerland peger både Kongehøj og Gammel Tinghøj på, at her har været tingsted. Ved Gudum ved Struer indikerer marknavnet Tingtoft det samme, og navnene Galgehøje og Galgebjerg kan have været tingets rettersted. At et tingsted har interesse i denne sammenhæng skyldes vores viden om, at stormanden i vikingetiden (og antageligt før) ikke blot var tingets overhoved men også den, som stod i spidsen for de religiøse aktiviteter. Selv om man ikke kan drage slutningen, at der med et tingsted følger et kultsted, så kan et tingsted være med til at sandsynliggøre et kultsted, især hvis der samtidig findes andre indikatorer. I disse to tilfælde har vi stednavnene Gudum og Gudum. Og ved Gudum ved Struer finder vi tilmed landsbyen Vium, hvis forled er det gammeldanske wi, der utvetydigt er betegnelsen for en førkristen helligdom, et ord vi senere skal vende tilbage til.

Blandt andre ”gude-stednavne” kan nævnes Danmarks længste å, Gudenåen, hvis rislen i over tusind år har mindet om de gamle guder. Forbundet med Gudenåen finder vi søen Gudensø mellem Rye og Gammel Rye. Ved Kolding fjord ligger Gudsø, der ikke er en sø men en landsby. Nord for Roskilde finder vi de to Gundsø-navne Gundsølille og Gundsømagle, hvis forled gund- i virkeligheden er en sammensætning af de to gammeldanske ord guth og ung. Det første betyder (hedensk) gud og det andet angiver dyrkelse af guden. 

Odin

Guldbrakteat fundet på Fyn. Runeteksten er svær at tyde, men inde-holder navnet Hávi, der betyder ”den Høje” og er et af Odins mange navne. På motivet ses en kriger på sin hest talende til en fugl. Er dette Odin på hesten Sleipner i samtale med en af sine ravne? Illustration: clm.

I mytologien fremstår Odin som den øverste af guderne. Han er fader til flere af de andre guder. Odin og hans sønner hører til den gudeslægt, som kaldes aserne. Noget tyder på, at Odin har været den foretrukne gud blandt høvdinge og andre med høj status, hvorimod bønderne foretrak den mere jævne Tor.

Når det kommer til stednavne, som indeholder Odins navn, skal vi især holde øje med forleddene   Oden-, Oen-, On-, Von- og Vo-. Selv om det er godt skjult, består disse forstavelser i deres oprindelige form af de to gammeldanske ord othen (Odin) og wi (vi, helligdom). Stednavnene med Odin knyttes altså overalt til en helligdom. En helligdom betyder religiøs aktivitet, kult, rituelle handlinger, gudsdyrkelse.

Det mest kendte Odin-navn er Fyns hovedstad Odense – oprindeligt Othinswi, Odins vi. Odense er givetvis en af de byer, som er vokset frem, netop fordi her i forvejen lå et helligsted. Et religiøst  samlingssted, hvor der afholdes tilbagevendende fester og mennesker mødes, har det med at trække rejsende og handlende til. Handelsboder skyder op, håndværkere kommer til og gradvist bliver der tale om en permanent bebyggelse. Blandt mange paralleller fra kristen tid kunne nævnes Mariager, hvor der ikke var by før birgittinerordenen grundlagde et kloster helliget Jomfru Maria. Deraf navnet. Tilsvarende med Odense i førkristen tid. ”Et berømt Offersted eller en Helligdom kunde give Anledning til, at der dannede sig en By der omkring, eller i alt Fald til, at en bestaaende Bebyggelse fik Navn efter Helligdommen”, siger Johannes Steenstrup.

Denne figur, som er fundet i Ribe, menes at forestille Odin og går ofte under betegnelsen »Ribes Odin«. Illustration: clm.

Odenses position som et religiøst magtcentrum fremgår måske også af et par andre navne, som ganske vist ikke knytter sig til Odin men til Tor. Syd for bydelen Næsby har tidligere ligget en lille sø, Næsbyhoved Sø, hvori der lå en lille skovbevokset holm. Denne holm hed Thorslund. Ordet lund betyder almindeligvis blot en lille skov, men Lisbeth Eilersgaard Christensen påpeger, at ordet i sammensætninger med et hedensk gudenavn snarere har betydningen ”hellig skov”, hvorefter hun tilføjer: ”Navnet bærer således erindringer om eksistensen af endnu en hedensk religiøs lokalitet; en skov viet til guden Thor, der sandsynligvis har været i funktion som sådan i den sene del af jernalderen eller vikingetiden.” Før søen blev tørlagt lå der ikke langt fra Thorslund endnu en holm  – Viholm – som måske udgør den tredje kultplads ved Odense.

I Salling ligger en mindre by ved navn Oddense. Til trods for det ekstra d er navnets oprindelige forled othin- (Odin). Efterleddet har været drøftet. Det kan enten være det gammeldanske wi (vi) som tilfældet var i Odense, eller det kan være ordet with (skov). Men uanset om der er tale om et helligt vi eller en hellig skov, så rokker det ikke ved, at Oddense står som et vidnesbyrd om sallingboernes religiøse liv i førkristen tid. – Knap fire km nord for Oddense møder vi endnu et Vium. Også denne landsby er udsprunget af et helligsted – et vi.

En gruppe Odin-navne har det helt korte forled on-. Blandt disse kan nævnes Nørre Onsild, Sønder Onsild, Onsild herred, Onsbjerg og Onsved. Forleddet på disse navne er oprindeligt othin (Odin). Efterleddet -ild, er oprindeligt hillæ eller hyllæ. Dette ord, som vi i dag kender fra substantivet hylde, er det samme ord som det islandske hjalli, der i sagaerne anvendes om den afsats, hvor de udskårne guder i hovet blev stillet. Ordet anvendes også om den opsats, som en sejdkvinde sad på, mens hun udøvede sin kunst. – Databasen over danske stednavne citerer her navneforskeren Svend Aakjær for med rette at have hævdet, ”at efterleddet må betyde tømmerbygning, gudehus af træ eller tribune, forhøjning, hvorpå gudebillede er opstillet, og hvor gudsdyrkelse og trolddom øves.” – Begge Onsild byerne, finder vi syd for Hobro, hvor også vikingeborgen Fyrkat ligger. Afstanden mellem Nørre Onsild og Fyrkat er under en kilometer. Kan Onsild – høvdingeguden Odins gudehus – have tjent som kultsted for de stormænd, som i perioder var indkvarteret på Fyrkat? Onsbjerg er en landsby på Samsø, engang betegnet som Samsøs hovedstad. Lige syd for Onsbjerg ligger en meget markant bakke, som er områdets højeste punkt. Bakken har det mærkværdige navn Dyret. Sagnet fortæller, at bakkens oprindelige navn var Odinsbjerg, hvilket skulle være kilden til landsbynavnet. Da Odin efter kristendommens indførelse blev et tabubelagt navn, fandt folk på at bruge navnet ”Dyret” i stedet for. Eneste Odin-lokalitet på Sjælland er Onsved ved Skuldelev mellem Isefjord og Roskilde Fjord. Navnet betyder Odins skov.

Den sidste gruppe af Odin-navne har alle forleddet von- eller vo-. Dette v skyldes en påvirkning fra jysk dialekt, derfor findes disse former kun i Jylland. På jysk kan et langt o udtales wå. Således orm > wårm, onsdag > wånsda osv. Dette viser sig også i det tidligere nævnte Oddense, som på sallingbomål udtales wåjens, hvilket igen minder om den almindelige måde at udtale den sønderjyske by Vojens på. Og Vojens har da også i sin oprindelige form fuldstændig samme forled som Oddense, nemlig othin (Odin). Efterleddet kan være enten sø eller vi, de fleste hælder til det sidste. – Også Onsild-navnene har en tvilling i Vonsild ved Kolding. Etymologien her er helt den samme som ved Onsild.  

Tor

Billedstenen fra Hørdum Kirke viser Tor, som får Midgårdsormen på krogen. Med ham i båden er jætten Hymer, som er klar til at hugge linen over. Som det også kendes fra de skriftlige kilder, går Tors ene fod gennem bådens bund. Illustration: clm.

Hvis Odin blev hyldet blandt stormænd og høvdinge, blev Tor det blandt den brede befolkning af jævne bønder. Et kik på den tidligere anførte liste over navnevarianter blandt personnavne med Tor viser hans popularitet. Også når det drejer sig om danske stednavne er sammensætninger med Tor (Thor) det hyppigst forekommende gudenavn. 

De mange personnavne med Tor kommer dog til at udgøre et helt særligt problem i forhold til tolkningen af stednavne med Tor. Personnavne som fx Tore, Tora, Torun eller Tord ligger så tæt på gudenavnet, at det i mange tilfælde ikke kan afgøres, om et stednavn tager afsæt i det ene eller det andet. Desuden indgår bogstavkombinationen t-o-r i mange stednavne uden det har noget med Tor at gøre. Et par eksempler kan anskueliggøre vanskelighederne:

Torbjerg på Samsø

Tolkning: gudenavnet Tor eller personnavnet Tord.

Tordrup ved Søllerød

Tolkning: et af personnavnene Tord eller Tore.

Torskov ved Aarhus

Tolkning: personnavnet Tord, gudenavnet Tor eller plantenavnet torn (tjørn).

Torsminde ved Nissum Fjord:

Tolkning: fiskenavnet torsk.

Torø ved Assens:

Tolkning: naturbetegnelsen thore (forhøjning).

Disse eksempler på tvetydighed er ikke undtagelsen men reglen for navne med Tor. De anførte eksempler er repræsentative for de flere hundrede navne med forleddet Tor eller Thor, som findes i databasen over danske stednavne. Til trods for usikkerheden omkring tolkningen af disse stednavne og til trods for, at der vanskeligt kan gives et eksempel, hvortil der ikke kan rejses spørgsmål, så fremstår netop Tor-navnene med en særlig vægt i navnestoffet. Antallet af Tor-navne er påfaldende højt. Det overstiger antallet af alle andre gudenavne. Alene af den grund ville det forekomme usandsynligt, om ikke i det mindste en del af disse navne havde deres udspring i guden Tors navn. Hertil kommer, at Tor var den mest folkekære af alle guderne og at hans navn indgik i mange personnavne. Desuden finder vi sakrale stednavne med alle de andre fremtrædende guder. I de næste kapitler skal vi se, at der både i Norge og Sverige findes stednavne med Tor, som hævet over enhver tvivl betegner kultpladser for netop tordenguden.

Endvidere peger de stednavne, som ikke har taget navn efter Tor men efter en Torsten, en Torvald eller en Tore, dog stadig på Tor. Torkilshøj har taget navn efter Torkil, men Torkil har taget navn efter Tor. Torehøj har taget navn efter Tora, som igen har taget navn efter Tor. Kæden har fået et ekstra led, men forbindelsen til Tor er ubrudt. Disse navne viser ikke, hvor der har ligget et kultsted, men vi vil have svært ved at argumentere imod, at de viser hvor udbredt troen på Tor var.

Skulle man nævne nogle danske stednavne med Tor, hvor stednavneforskere udtrykker sig ret sikkert, kunne det være det tidligere nævnte Thorslund ved Odense, hvor der i forvejen fandtes et kultsted, Torslunde ved Tåstrup eller Torslunde ved Rødby, der indeholder de samme elementer: Tor og den angiveligt hellige lund, hvor Tor må være blevet dyrket. Det samme kan siges om Thors Mose på Fyn. Flere Torsager-navne giver måske den naturlige forklaring på, hvorfor tordenguden var bøndernes foretrukne gud.

 

Frøs Herred i Sønderjylland. Her gengivet efter håndtegnet kort fra 1660. Illustration: clm.

Frej og Freja

I de skriftlige kilder omtales trekløveret Odin, Tor og Frej som de mest fremtrædende guder. Frej og hans søster Freja hører til vanerne og er frugtbarhedsguder. Selv om Frej i sagnhistorien særligt knyttes til Sverige, viser danske stednavne, at han også har haft sine tilhængere her i landet. Da søskendeparrets navne er så ens, kan det være vanskeligt at afgøre, om et stednavn bygger på den ene eller den anden. Til gengæld er der ingen personnavne, som kan forveksles med gudenavnene. I Danmark og Sverige har navne med Frej (Freyr) udviklet sig til det korte Frø, og Freja (Freyja) til Frøa. Det er navne med disse forstavelser, som vi skal holde øje med.

Den gamle herredsbetegnelse for det sønderjyske herred – Frøs Herred – kendes fra de skriftlige kilder tilbage til 1230, hvor det er nævnt i Kong Valdemars Jordebog. Herredsinddelingen går tilbage til 1085, men Frø-navnets rødder stikker naturligvis dybere. De går tilbage til førkristen tid. Da der kun findes enkelte stednavne med Frø i Frøs Herred, må vi antage, at der har været mere markante Frej-lokaliteter, hvis navne er blevet udvisket af tiden.

Frøsmose mellem Ringsted og Sorø har også taget navn efter Frej. Navnet er kendt fra Knytlinga Saga, hvor det skrives Freysmosi. Selv om her kun er marker i dag, lå der før i tiden en betydelig mose her, som altså blev knyttet til Frej. Med vort kendskab til jernalderens moseofringer af både mennesker, dyr og genstande, er det ikke vanskeligt at forstå mosen som et kultsted.   Naturnavnene Frøsbjerg og Frøshøj ved Stenløse peger på Frej, mens Frølunde på Vestsjælland og Frølund i Midtjylland indeholder gudinden Frejas navn. Som ved Thorslund må vi i disse navne forstå efterleddet lund som en hellig lund viet til Freja. Også det fynske højdedrag Frøbjerg Bavnehøj har navn efter Freja og området menes at have været kultsted for Freja.  

Njord

Nogle enkelte navne viser spor efter vaneguden Njord, som var fader til Frej og Freja. Njords navn er et af de navne, hvis form har gennemgået størst forandring, og derfor kan være svært at få øje på. Den ældste form vi kender af navnet Nærum nord for København er Niartherum (1186). Forleddet her er netop Njord, der på gammeldansk hedder Niærth og i genitiv Niarthar. Efterleddet rum betegner en ryddet plads. Nærum skal altså forstås som guden Njords plads – skulle vi sige Njords kultplads? Kousgård Sørensen mener, at efterleddet oprindeligt har været hem – hjem, bolig. Et efterled, som vi før har set have kultisk indhold, fx i Gudhjem.

Ud over Nærum er også Nørre og Sønder Nærå på Fyn sikre eksempler på navne, som er opkaldt efter Njord.  

Tyr

Tyr – Gudme, ca. 500 e.Kr. Illustration: clm.

I modsætning til Norge og Sverige har Danmark et stort antal stednavne, som indeholder krigsguden Tyrs navn. Efter Tor er Tyr den af guderne, som optræder i flest stednavne. Ifølge den svenske stednavneforsker Stefan Brink er der i Danmark ”mindst 33 stednavne, der potentielt kan have guden Tyr som deres første led.” Det gammeldanske navn for Tyr er Ti. Blandt Ti-navnene kan nævnes Thise i Salling, to Ti(r)slunde i Sydjylland og en på Sjælland, Tiset syd for Århus og Tiset i Sønderjylland, Tilst nord for Århus og Tisvilde på Nordsjælland. Ud over købstaden Thisted er der et Thisted ved Viborg og et Tisted i Himmerland. Der er dog ikke enighed blandt navneforskere om, hvorvidt netop Thisted kan spores tilbage til Tyr.

Af særlig interesse er de to Tirslund-navne på grund af efterleddet lund. Ved Tirslund ved Brørup finder man desuden den berømte kæmpesten – Tirslundstenen, som af sagnet er blevet knyttet til Harald Blåtand. Stenen har dog ligget på sin nuværende plads siden istiden. På baggrund af stenens unikke karakter og navn er det ikke usandsynligt, at pladsen omkring stenen har fungeret som en kultplads for Tyr.

Det afgjort mest kendte Ti-navn er den vestsjællandske sø Tissø – søen som er viet til Tyr. At der her i jernalder og vikingetid har været et stort kultsted viser nogle helt usædvanlige fund, som arkæologer har gjort indenfor de seneste år. I kapitel 8 skal vi vende tilbage til disse fund. De fleste Tyr-navne er gennemgået af Bente Holmberg i artiklen Den hedenske gud Tyr i danske stednavne i antologien Mange bække små.

Andre guder

Et af de mest benyttede gudenavne i norske og svenske stednavne er Ull. Denne guddom spiller en meget tilbagetrukket rolle i mytologien og kan have tilhørt en gruppe af guder, som gradvist er blevet afløst af Odin, Tor og Frej. Påfaldende er det dog, at Ull er så godt som helt fraværende i danske stednavne. Kun Ulfborg i Vestjylland og Ulbjerg nord for Viborg ser ud til at have bevaret mindet om denne gud.

Flere stednavne indeholder gudenavnet Balder i en eller anden form, men navneforskere mener kun, at et enkelt navn kan komme på tale, nemlig Boldesager ved Esbjerg. Gennem tiden har navneforskere argumenteret for, at også andre gudenavne optræder i vore stednavne og det kan ikke udelukkes, at kommende navneforskning vil afdække flere gudenavne.  

Sammenfatning

Navne af Gudum/Gudhjem-typen findes i alle dele af Danmark. Sådanne navne sigter til guderne som kollektiv gruppe. Heraf kan vi udlede, at guderne – eller magterne, som man også sagde – indtog en central plads i den tids verdensbillede. Andre stednavne viser helt specifikt, hvilke guder, der var tale om. I Danmark peger teofore stednavne på Odin, Tor, Frej, Freja, Njord og Tyr. Disse navne viser, at vore forfædre aktivt navngav en række lokaliteter efter bestemte guder. Sådanne lokaliteter er blevet opfattet som helligsteder eller kultsteder for en enkelt gud. Arkæologiske fund fra bl.a. Trelleborg bekræfter, at kultiske aktiviteter som ofring af såvel mennesker som dyr har fundet sted. En centralplads som Gudme kan både ud fra arkæologiske fund og ud fra koncentrationen af sakrale stednavne forstås som en kultplads.

Fodnoter