Stednavne og førkristne kultsteder – Hellige steder

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Stednavne
og førkristne kultsteder

af Carsten Lyngdrup Madsen
2018

2.
Hellige steder

Ordet hellig anses for at være et hovedbegreb i religionsforskning. I stort set alle religioner møder vi dette eller et tilsvarende udtryk. Ikke mange religioner vil kunne beskrives eller forklares uden brug af dette adjektiv. Kultsteder er hellige steder, derfor er det nødvendigt at forstå ordet, så vi ved, hvad det vil sige, at noget er helligt.

Fra kristendommen kender vi ordet i en række sammenhænge. Den skabende Gud siges at være hellig. En del af guddommen betegnes Helligånden. Bibelen kaldes Den hellige Skrift, kirken den hellige, almindelige kirke og særlige dage i det kristne kalenderår betragtes som helligdage osv.

Men kristendommen opererer også med hellige steder. Da Gud talte til Moses i ørkenen, bad han ham om at tage sine sko af, ”for det sted, du står på, er hellig jord.” Landet Israel kaldtes det hellige land. Templet i Jerusalem blev kaldt helligdommen og var delt op i forgården, det hellige og det allerhelligste. I disse eksempler er begrebet hellighed forbundet med Guds nærvær. Gud er til stede, derfor er stedet helligt.

Fra flere religioner kendes traditionen med valfart og pilgrimsrejser til særlige helligsteder – en hellig kilde, en bestemt kirke, en moske eller en anden lokalitet, hvor den rejsende forventer at få del i den hellighed og kraft, som er koncentreret på stedet. Sådanne helligsteder knyttes ofte til begivenheder omkring stifteren af religionen eller særligt fromme mænd og kvinder, som i dele af den kristne kirke betegnes helgener.  

Det sakrale landskab

Vender vi os mod førkristen religion i Norden, møder vi en udbredt tro på helligsteder i naturen. Flere religions- og stednavneforskere har påpeget, at mennesker i førkristen tid har haft en ganske anderledes opfattelse af det omgivende landskab, end vi har i dag. Landskabet har haft en mytisk dimension. En høj var ikke blot en høj, men var måske Frejas høj. En mose ikke blot en mose, men en offermose. En lund ikke blot en lund, men gudernes lund. Sjælland var pløjet ud af Sverige og trukket til sin nuværende beliggenhed af gudinden Gefion. Læsø var hjemsted for havjætten Ægir (Hlér) osv. Vi i den vestlige verden betragter for en stor del natur og landskab blot som en økonomisk ressource, siger Stefan Brink. Vore forfædre derimod så den som en ”eksistentiel partner”, hvor steder var ladet med mytiske, kultiske og ærefrygtindgydende kræfter, steder, som erindrede dem om en ”religiøs forbindelse.”

Grauballemanden – et moseoffer fra jernalderen. Illustration: clm.

I dag er det svært for os at forestille os, hvordan landskabet har set ud i jernalder og vikingetid. Landsbyer og veje fandtes, men i meget beskeden målestok. Selv om der blev drevet landbrug, har enorme områder ligget uopdyrket hen. Strækninger med skov – især egeskov – har præget store dele af landet. Vandstanden i åer og søer var højere end i dag og mange steder har man kunnet støde på vådområder med store moser og engdrag. De mange fund i moser og ved søer tolkes af arkæologerne som offergaver. En mose, hvor der blev ofret mennesker, dyr og kostbarheder som smykker og våben, er blevet opfattet som en hellig mose. Stedet hvor guderne tog imod gaver fra mennesker, og hvor mennesker måske kunne komme i kontakt med guderne. I hvert fald fornemme deres nærvær.

En af vore få samtidige skriftlige kilder er den romerske historiker Tacitus, som i sin beskrivelse af nordboernes religion fortæller, at gudsdyrkelsen foregik udendørs i lunde og småskove, som var indviet og helliget til formålet. Han fortæller, at disse mennesker har en sådan ærefrygt for den hellige lund, at der bringes menneskeofre. Særlige regler gjaldt, når man bevægede sig ind i den hellige lund. Man måtte udvise ærefrygt og underdanighed og træde varsomt. Tacitus omtaler også andre hellige steder i det gamle Norden – en hellig kilde, en ø med en ubesmittet lund, en hellig sø, som sluger de ofre, der lægges i den. På sådanne hellige steder ”bor den gud, der er alles kongelige hersker.” – I en anmærkning om denne kildes troværdighed anfører Charlotte Fabech og Ulf Näsman, at hvor man ikke tidligere ad arkæologisk vej kunne be- eller afkræfte eksistensen af Tacitus’ hellige lunde, så har ”de seneste års fremskridt indenfor arkæologiske undersøgelser af sakrale landskaber demonstreret, at det modsatte nu er tilfældet.”

Et eksempel på, hvor højt sådanne helligsteder i naturen blev agtet får man indtryk af i en legende, som er bevaret om den hellige Bonifatius, der var Tysklands missionær. Legenden fortæller, at de hedenske frisere og nordtyskere havde svært ved at slippe deres naturhelligdomme. De blev ved med at dyrke deres hellige lunde og hellige kilder. Til sidst gik missionæren håndgribeligt til værks. Inde i en af de hellige lunde stod en meget gammel eg, som blev kaldt Tors eg og som var blevet æret gennem generationer. Da nu alle hedningerne var samlede i lunden, gik Bonifatius ind til dem og direkte hen til Tors eg. Han trak en økse frem og begyndte at fælde den. Hedningerne hindrede ham ikke, for de var sikre på, at tordenguden nok skulle vise sin kraft. Til sidst faldt det gamle træ dog og brækkede i fire store stykker. Nu forstod hedningerne, at den nye Gud var stærkere end de gamle, slutter legenden.

I den gamle Gutasaga fortælles om førkristne forhold på Gotland. Her hedder det bl.a.: ”Før den tid og længe derefter troede man på lunde og høje og vier og stavgårde og hedenske guder.” Sagaen fortæller også, at man blotede mad og drikke til guderne, ved at stille det på hellige steder. En hellig lund omtales også i Adam af Bremens berømte beskrivelse af helligdommen i Uppsala. Her foregår ofringer. ”Denne lund er imidlertid så hellig for hedningene, at hvert eneste træ i den menes at have guddommelig kraft som følge af ofrenes død og forrådnelse.” Et helligt stedsegrønt træ og en hellig kilde er ligeledes omtalt i forbindelse med helligstedet i Uppsala.

Hellige steder var steder, hvor de gamle guder blev dyrket. Derfor gik de første kristne lovgivere målrettet efter dem. Igen og igen understreges det i de første kristne landskabslove, at sådanne steder skal bandlyses. Mennesker skal vende sig mod de hedenske skikke og ikke længere opsøge gamle kultsteder som hellige lunde, sten eller høje.

Noget tyder på, at ærefrygten for den hellige lund blev hængende også efter religionsskiftet. Adam fortæller om en biskop Unman, der så sent som i begyndelsen af 11. årh. måtte udrydde ”alle de hedenske skikke, der endnu på overtroisk viis havde holdt sig i den egn.” Deriblandt de hellige lunde, ”som vore marskboere med tåbelig ærefrygt valfartede til.”

I de kommende kapitler skal vi se nærmere på nogle konkrete eksempler på sådanne helligsteder i landskabet. Her skal det blot konstateres, at stederne fandtes og at det verdensbillede, man havde i det førkristne Norden, indbefattede et ganske anderledes syn på det omgivende landskab. Magterne var til stede i landskabet. Religionsforskere bruger udtrykket ”det sakrale landskab”.  

Når steder bliver hellige

Det kan være svært at sige, hvad der præcist har gjort et sted helligt, eller hvordan den tids mennesker har oplevet helligstedets særlige karakter. Måske kan vi sammenligne det med den følelse af ærefrygt, som vi selv oplever, når vi besøger steder, hvor helt ekstraordinære begivenheder har fundet sted. Man kan næppe besøge Auschwitch i Polen eller Ground Zero i New York uden at blive påvirket af stedets historie. Sådanne steder er ligesom ladet med voldsomheden af de begivenheder, som har fundet sted der. – Nogle mennesker kan opleve noget tilsvarende om end i noget mindre målestok, når de nærmer sig det sted, hvor en nær pårørende er omkommet i trafikken. Stedet rummer historien i en sådan grad, at man så at sige fornemmer stedets kraft. Nedlagte kirker kan ofte udgøre et problem for myndighederne, fordi mennesker i lokalsamfundet – uanset om de selv har benyttet kirken eller ej – kan have en følelse af, at det ville være en krænkelse af stedet, hvis bygningen blev omdannet til en svømmehal eller et dansested. Også dette udspringer af en ubevidst opfattelse af stedets hellighed. Hvis der bliver øvet hærværk på en kirkegård, er reaktionen som regel også kraftigere, end hvis noget tilsvarende var sket på en parkeringsplads. Det handler om respekt for stedet. Og det handler om, at ikke alle steder bliver opfattet på samme måde.

Når mennesker i en førkristen kultur har nærmet sig et helligsted, har de måske ikke ligefrem taget skoene af, men de har været helt bevidste om, at de nærmede sig et sted, som var ladet med gudernes tilstedeværelse. Mennesker har følt sig små i magternes nærvær. Der var et element af farlighed over et helligsted. Her var kræfter på spil, som mennesker ikke kunne stille noget op imod. Derfor var det rigtigt at nærme sig stedet med ærefrygt og ydmyghed og gerne medbringe et offer, som kunne gøre magterne venligstemte.

I sin Ordbog over det gamle norske Sprog forklarer Johan Fritzner det oldnordiske ord heilagr som det, der ”er eller bør være Gjenstand for religiøs Ærefrygt” og som ”har religiøs Anvendelse.” Finn Stefánsson og Asger Sørensen tilføjer, at ordet er en ”ældgammel germansk og fællesnordisk glose, hvor hellig oprindelig betegner det (spec. et område) der er udskilt som særlig betydningsfuldt og indviet til guderne og til religiøst brug. Samme grundbetydning af udskilt og indviet gælder det tilsvarende adj. på latin: sanctus (af verbet sancio) og på græsk hágios.”

Helligstedet var udskilt fra det øvrige landskab. Man kan sige, at denne udskillelse udgør forskellen på det profane og det sakrale. Hellige steder kom til at udgøre en kategori for sig og kunne dårligt sammenlignes med tilsvarende ikke-sakrale lokaliteter. Det hellige sted var indviet, dvs. helliget til at være netop det sted, hvor mennesker og guder kunne mødes. Mennesker vidste, at de var afhængige af gudernes kraft. Det var guderne, der gav grøde og frugtbarhed på marken, det var dem, der gav fred og gode år og det var dem, der fyldte hjemmet med børn og bordet med velstand. Det var dem, der hjalp nødstedte på havet, døende krigere, fødende kvinder og afdøde slægtninge. Derfor var respekten for helligstedet ikke en påtaget fromhed, men udsprang af en ægte og dybfølt erkendelse af, hvordan tilværelsen hang sammen.

På det hellige sted kunne man bringe ofre til guderne, dvs. det var et kultsted. Her kunne udføres ritualer, som bragte en i et nærmere forhold til guderne eller forfædrene. Her kunne man få del i gudernes kraft og blive åndeligt opladet. På helligstedet kunne man søge beskyttelse, hvis man var på flugt, for et helligsted var, hvad man kaldte fredhelligt.

Langdyssen vest for Aalborg, som i folkemunde kaldes Troldkirken, er fra stenalderen. Illustration: clm.

Det landskab, som mennesker i jernalder og vikingetid færdedes i, var overstrøet med gravhøje. Vi har i dag omkring 22.000 fredede gravhøje i Danmark, men ifølge Naturfredningsforeningen har man kendskab til hen ved 85.000, og man vurderer, at et meget stort antal høje er forsvundet på grund af opdyrkning. Langt den overvejende del af disse høje stammer fra bronzealder eller stenalder, så allerede i jernalderen var de ældgamle. Flere af gravhøjene har navne – Kong Grøns Høj, Kong Humles Grav osv. – hvilket viser, at fortællinger vokser ud af sådanne høje. Det har de givetvis også gjort i jernalder og vikingetid, selv om det måske ikke har været de samme sagn, som vi kender i dag. Mange af disse gravanlæg – stendysser, jættestuer, skibssætninger – med deres imponerende stenkonstruktioner, deres ældgamle historie, deres mystik og deres tilknytning til forfædrene gjorde dem til oplagte helligsteder. Her var tonstunge sten, som kunne udpeges til helligsten, hvorover man kunne gyde årets første bryg eller blodet af det ofrede dyr. I jættestuens mørke kammer kunne man krybe ind og i stilhed lytte efter forfædrenes hvisken. 

Helligsteder har kunnet gå i arv gennem generationer. Når en slægtning døde, ønskede de efterladte at fastholde den afdødes lykke i slægten, hvilket man kunne gøre ved at ære det helligsted, som den afdøde selv havde æret. Således opstod der en forbindelse mellem landskab og historie.

Men omkring folkevandringstiden begynder der, som tidligere nævnt, at opstå centralpladser, hvilket får betydning for kulten, ikke mindst for dens helligsteder. Gradvist ændres en flere tusind år gammel tradition. Der bliver længere mellem ofrene til den hellige mose. Stemningen af fest og højtid i lunden tager af. Gamle helligsteder vokser til og glider langsomt ind i glemslen. Mange af de kultsteder, som hidtil havde været knyttet til landskabet rykker ind i høvdingehallen eller i dens umiddelbare nærhed. At dette har kunnet ske skyldes, at kultlederen var høvdingen, stormanden, kongen.

Charlotte Fabech og Ulf Näsman har fremhævet Dejbjerg i Vestjylland som et illustrativt eksempel på denne bevægelse. Navnet Dejbjerg mener de oprindeligt har betydet Dødebjerg. Stedet har været beboet i over 2000 år. I tidlig jernalder har der været foretaget ofringer i Dejbjerg Mose. Her er bl.a. de to berømte Dejbjergvogne fundet, vogne, der kan have fungeret som kultvogne. Disse ofringer hører imidlertid op omkring år 400, samtidig med at der opføres en stor høvdingehal på stedet. Fund omkring hallen indikerer, at kulten er flyttet ned omkring hallen og at stedet har været beboet op igennem vikingetiden. Det naturgivne helligsted ved mosen er altså rykket inden døre og kultstedet befinder sig nu i eller ved hallen. Engang i middelalderen er der blevet opført en stor hovedgård sammen med en kirke. Vi har her et usædvanligt tydeligt eksempel på kultstedskontinuitet fra offermose til høvdingehal til kirke. I forbindelse med denne udvikling er det dog vigtigt at fastslå, at landskabet blev ved med at spille en rolle i mytisk og i nogen grad også i kultisk forstand. Adam af Bremens beskrivelse tegner et billede af et kulthus og en hellig lund. Landnamsbogen fortæller ikke kun om mænd, der rejste gudehove men også om mænd, der blotede til vandfald og troede på hellige fjelde. De arkæologiske udgravninger ved Tissø viser ikke kun resterne af en høvdingehal og et kulthus men også ofringer, som er givet til søen eller deponeret i jorden.

En anden vigtig pointe har Charlotte Fabech, når hun siger, at der ikke altid kan sættes lighedstegn mellem helligsted og kultsted. Lokaliteter kan have religiøs tilknytning uden nødvendigvis at skulle betegnes som et kultsted. I nogle tilfælde vil de være det i andre ikke. ”Vi må være forsigtige med at bruge ordet kultsted om alle de steder, hvor religion praktiseres. I virkeligheden må vi forvente at finde et bredt spektrum af steder, som kan forbindes med religiøs overbevisning, fx steder, som havde betydning for samfundets mytiske historie, steder som blev benyttet til at ofre til guderne, steder som blev set på som åbninger til den åndelige verden, steder hvor mennesker kunne kommunikere med deres forfædre, steder som blev anvendt til initiationsriter osv. osv. Nogle steder var offentlige, andre var kun for de få. Stederne varierede betydeligt hvad størrelse og placering angik. Nogle steder var naturskabte og findes ved usædvanlige klipper, store sten, søer og moser, vandløb, kilder, i huler, ved træer og lunde, på bakker osv. Andre steder forbindes med beboede områder med haller, kulthuse, altre såvel som gravsteder, indelukker, stier, kilder, landingssteder, marker og enge.”

En forståelse for denne brede vifte af helligsteder i landskabet er et godt udgangspunkt, når vi nu skal undersøge nogle af de stednavne, der stadig står som tavse monumenter over gamle guder og en for længst svunden religion.  

Fodnoter