Stednavne og førkristne kultsteder – Helligt landskab

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Stednavne
og førkristne kultsteder

af Carsten Lyngdrup Madsen
2018

12.
Helligt landskab

Hvad der i kapitel 2 siges om hellige steder i Danmark, Norge og Sverige, gælder også for Island. Men med landets korte historie og dermed mangel på oldtidslevn som høje og andre gravmonumenter, har disse naturligvis ikke kunnet udgøre nedarvede helligsteder på samme måde som i det øvrige Norden. Men at landskabet er blevet forbundet med guder, jætter og andre magter, kan der ikke herske tvivl om. Måske endnu mere her end noget andet sted i Norden. Der gives ikke en plet på Island, som ikke domineres af den stærke natur med dens vildskab, ødemarker, forrevne fjelde, vulkaner, gletsjere, ild, is og flakkende nordlys over nattehimlen.

Det mytiske landskab

Ifølge Snorres Edda er verden delt op i det område, hvor menneskene bor – det kalder han Miðgarðr – og det, hvor alle destruktive kræfter bor – han kalder det Útgarðr. Almindeligvis fordansker vi disse to navne med Midgård og Udgård – menneskenes verden og jætternes verden. Men med denne oversættelse går vi måske i virkeligheden glip af noget væsentligt. Den primære betydning af efterleddet -garðr er nemlig ikke gård i betydningen bygning, men gærde, hegn, vold. Fx skriver Snorre således om Hel i dødsriget: ”Der har hun en stor bolig, hendes gærder [garðr] er overmåde høje og lågen stor.” I den gamle islandske lovbog Grågåsen findes flere afsnit, som skal forebygge og løse nabostrid. Når der tales om gærdet mellem to gårde er det ordet garðr, som benyttes, fx: ”En Mand er berettiget til, om han vil, at sætte lovligt Gjerde om sin Eng . . . men et lovligt Gjerde er fem Fod tykt nede ved Jorden, men tre Fod oventil...” Garðr betyder altså gærde. Fra denne simple betydning har ordet udviklet sig til også at dække det, som er omgærdet, indhegnet, beskyttet, dvs. jordstykket, pladsen (jfr. gårdsplads), gården. Vi finder samme mønster i det danske ord gård, der i Ordbog over det danske Sprog forklares således: ”1) hvad der omslutter, afgrænser ell. beskytter (indhegner) et omraade, areal, 2) indhegnet, omgærdet ell. ombygget omraade, areal.”

Den islandske natur er altdominerende og dramatisk. Ill. clm.

Dette kosmologiske billede af menneskelivet i Midgård beskyttet af et sikkert gærde mod farerne fra Udgård afspejledes i det konkrete plan. Opholdt man sig på gården, dens tun og omgærdede marker var man på sikker og beskyttet jord – innangarðs. Udenfor gærdet lå det vilde, uopdyrkede landskab med dets farer – útangarðs. På Island mere end nogen andre steder i Norden har forskellen mellem indenfor og udenfor været tydelig. Kun nogle ganske få procent af landet var lagt ind under gårdene og derfor blev útangarðs alene ved sit omfang skræmmende. Herude var farerne reelle. Her kunne man fare vild og aldrig finde hjem igen, uvejr og kulde kunne overmande én, rivende floder afskære én vejen, moser og sumpe var kendt for at sluge mennesker levende, af vanvare kunne man træde ud i en pøl af kogende mudder, ild, røg og glødende sten kunne skyde op af jorden og midt i natten ville skumle fordrejede skabninger stirre på én, mens bundløse huler kunne åbne deres gab. Den, der kendte til fortællingerne om Tors rejser i Udgård, kunne ikke et øjeblik være i tvivl om, at han her ikke blot befandt sig útangarðs men i selve Útgarðr – Udgård.

Læser man Snorres beskrivelse af det mytologiske landskab, er der i det hele taget en påfaldende lighed med det islandske. Her findes Ginnungis øde tomhed. Her findes Niflheim med frost og rimkulde. Her raser frygtelige floder. Her fyger sneen gennem dalen. Her høres dunder og drøn i jorden. Her står gløder og gnister op fra Muspelheim. Her findes dværgenes klippehuler og fjelde. I en tid, hvor natur og naturfænomener bedst lod sig forklare med guders, jætters og andre væsners tilstedeværelse, blev det at færdes i det konkrete landskab nærmest et møde med de guder, jætter og væsner, som befolkede det mytologiske landskab.

At i særdeleshed det islandske landskab lægger op til at være ”befolket”, vidner folketroen om. Kirsten Hastrup har peget på, at Islands overgang til kristendommen stort set ikke påvirkede det vertikale forhold mellem Midgård og Udgård, og ”følgelig kunne Udgårds jætter, alfer og trolde overleve i den islandske kosmologi, selv om guderne forsvandt.” – Dette er interessant ikke mindst i lyset af den plads, som folkesagn fik i den islandske bevidsthed. En gennemlæsning af de sagn, som blev indsamlet i begyndelsen af 1800-tallet bekræfter dette. Endnu i dag spiller tilstedeværelsen af huldufólk, dvs. skjulte folk i naturen, en rolle på Island.

Et stort antal stednavne på Island lyder umiskendeligt som var de hentet direkte ud af det mytologiske landskab. Men også her må der trædes varsomt. Fx må man være opmærksom på, at nogle af disse navne er gårdnavne og derfor vanskelige at tidsfæste. Andre navne er åbne for tolkning, fx er det ikke muligt at afgøre, om forleddet i Ásgarðr (Asgård) refererer til áss (ås) eller áss (gud). Blandt navne af denne type er Ásgarður, Ásgarðsá, Ásgarðshólar, Ásgarðsgrund, Ásgarðshryggur, Ásgarðsdalur. Hans H. Hansen anfører i alt 28 navne af denne type. Stednavne, som refererer til menneskenes verden Midgård, findes i navne som Miðgarður og måske Miðgerði. Jætternes verden finder man nævnt i navne som Útgarður, Jötnagarðar, Jötunauga, Jötunsfell. Til den såkaldt ”lavere mytologi” knytter sig utallige navne, som refererer til trolde fx Trölladalur, Trölladyngja, Tröllafjall, Tröllafoss, Tröllahamar og mange flere. Hansen anfører ikke færre end 144 lignende navne. Til dværge refererer en del navne fx Dvergasteinn, Dverghamrar, Dvergsstaðir.  Et stort antal navne refererer til alfer fx Álfaberg, Álfaborg, Álfabrekka, Álfstaðir. Fælles for disse såkaldte vætter er, at de alle bor i klipper, huler, fjelde, sten og således kommer til at indgå i og blive en del af landskabet.

En lille saga har bevaret en fortælling om bonden Kodrans sten. Sønnen Torvald var en af de første, som gjorde forsøg på at bringe kristendommen til Island og havde medbragt en tysk biskop til at assistere sig. De boede hos Torvalds fader Kodran, og Torvald ønskede inderligt, at faderen ville se lyset i den nye lære. Kodran bliver ganske vist imponeret, da han hører klokkernes klang og sangen og mærker duften af røgelse og ser de prægtige dragter og skinnende kerter, men han har ikke samvittighed til at svigte sin egen gud, som bor i ”en stor og prægtig klippe” udenfor gården. Til denne klippeblok plejede han at blote. Da Kodran til sidst giver efter, skyldes det ikke så meget saglige argumenter som det, at biskoppen går til angreb på stenen med vievand.

Om at tage land

Blandt Landnamsbogens mylder af navne og opremsninger af personer og steder findes nogle små glimt af, hvad vi kunne kalde landtagningsritualer. Når man tog land, havde man en fast vending, som hed at helga sér land – at hellige sig land. Der ser ud til at være forbundet visse ritualer med denne helligelse, ritualer, igennem hvilke guderne så at sige beseglede gyldigheden af ejerskabet til det tagne land.

Den svenske religionshistoriker Dag Strömbäck påviste disse ritualer for snart hundrede år siden i artiklen At helga land – Studier i Landnáma och det äldsta rituella besittningstagandet. Alderen til trods indtager denne artikel stadig særstatus i dette spørgsmål.

At forlade sit hjemland og flytte til et fremmed land var en stor og radikal beslutning, som man ikke traf over natten. Mange overvejelser gik forud, guderne blev spurgt til råds. Man bragte dem ofre for et godt svar. Og når bonden endelig var blevet afklaret og sejlede ud, havde han guderne med ombord i form af sine højsædestolper, hvorpå der var udskåret guderelieffer. Når besætningen fik land i sigte, skød de højsædestolperne over bord og lod således guderne vise dem, hvor de skulle bosætte sig. Undertiden kunne der gå flere år, inden de fandt dem, men så snart man fik vished om, hvor de var drevet i land, flyttede man til det sted, som guderne havde udset til ens jordlod.

Helge den Magre og hans kone Torun. Skulptur af billedhuggeren Jónas Jakobsson, Akureyri.. Ill. clm.

Det mest veldokumenterede ritual for landtagning var at bære ild omkring sit landstykke. Denne fremgangsmåde kendes fra flere dele af Island. Fra vestlandet fortælles således om Torolf Mosterskæg: ”Torolf bar ild over hele det område, som han tog i besiddelse, fra Stafå og ind til den å, som han kaldte Torså.” En af sydlandets store landnamsmænd hed Jørund Gode; om ham hedder det, at han ”byggede vest for Fljot på det sted, som nu hedder Svertingsted. Der rejste han et stort hov. En jordlod mellem Krosså og Jøldustein var endnu ikke taget. Jørund bar så ild omkring det og viede dette til hovet.” I nordlandet var Helge den Magre nok den, som tog det største stykke land. Her fortælles følgende: ”Om sommeren undersøgte Helge hele egnen og tog hele Eyjafjord i sin besiddelse lige fra Siglunæs til Reynisnæs. Han tændte store bål ved enhver flodmunding og helligede sig således hele herredet.” Om en anden af nordlandets bosættere hedder det: ”Sæmund sejlede så til Island og kom ind i Skagefjord. På det tidspunkt var store dele af landet endnu ikke taget i besiddelse. Han gik en runde med en fakkel efter gammel skik og tog derved land i besiddelse på det sted, der nu hedder Sæmundsli . . .”

Skikken med at tage land ved at markere det med ild var netop en ”gammel skik”, som også var kendt i hjemlandet. Så da folk gik til kong Harald Hårfager for at klage over, at nogle af landnamsmændene tog urimeligt store landstykker, indførte han den regel, ”at ingen skulle tage mere land, end han og hans skibsbesætning kunne nå at bære ild omkring på en dag.”

Disse eksempler viser, at det at bære ild omkring sit land kunne indgå i det at hellige sig land. Strömbäck trækker paralleller både til det øvrige Norden og til Irland, ligesom han fortæller, at lignende ritualer kan findes i mange religioner, ikke mindst blandt naturfolk.

Strömbäck mener også, at der kan være tale om en rituel handling, når landtagning flere gange forbindes med en stav eller en anden synlig markering. Også denne skik er omtalt flere steder i Landnamsbogen. Om en mand ved navn Ævar fortælles således: ”Ævar drog op langs Blanda for at lede efter land, som han kunne tage. Da han kom til det sted, som hedder Mobergsbrekke, satte han en stav i jorden og sagde, at her skulle hans søn Vefrød få sit bosted.” At der måske ikke har været tale om hvilken som helst stav, fremgår muligvis af en anden fortælling om en mand ved navn Roskel. Her fortælles følgende: ”Han havde en træl, som hed Rodrek. Ham sendte han ind gennem Mælifellsdal for at undersøge, om der kunne findes land syd for fjeldet. Han nåede frem til kløften, som går syd fra Mælifell og nu hedder Rodreksgil. Der satte han sin stav i jorden – det var en nyafbarket stav, som de kaldte Landfinderstaven. Derefter vendte han tilbage.” Også andre landmarkeringer omtales i Landnamsbogen. Der tales således om at sætte kors op, at sætte økse op, at sætte ørn op, alt sammen for at hellige sig land.

Når Strömbäck tillægger denne markering med stav og lignende et rituelt indhold, er det mindre overbevisende end i tilfældet med det at bære ild. At sætte en stav i jorden forekommer umiddelbart som en naturlig og praktisk ting at gøre, når man tager land. Også i dag markerer vi jordbesiddelser med skelpæle. Alligevel ligger der måske mere i handlingen end hvad vi ser på overfladen. I hvert fald trækker Strömbäck paralleller til formuleringer i de gamle norske og svenske landskabslove, ifølge hvilke sådanne markeringer har haft ”en magisk-rituell karaktär.” Endelig findes der et eksempel fra Landnamsbogen, hvor en mand har markeret sit landområde ved at skære mærker i alle træerne, men han bliver jaget væk fra sit område. Tilsyneladende blev denne fremgangsmåde ikke anset for gyldig.

Enkelte stednavne vidner måske også om sådanne markeringer i landskabet. Om Torolf Mosterskæg hed det, at han tog land ”fra Stafå og ind til den å, som han kaldte Torså.” Stafá, som her er gengivet med Stafå, betyder Stavå. Måske har Torolf haft opsat en stav her. Også i nordlandet findes en Stafá. En å i sydlandet hedder Krossá, hvilket betyder Korså. Her kan have været rejst et kors som en markering af land. Ikke langt fra Krossá ligger Merkiá, der betyder Mærkeå.

Strömbäck mener, at baggrunden for sådanne ritualer var forholdet til landets retmæssige ejere: landvætterne. Overalt i naturen findes de, og man kan ikke se bort fra dem. De bor i klipper og huler, fjelde og sten, floder og fosser. De besjæler naturen og om deres eksistens kan der ikke herske tvivl. ”Tron på landvättar torde höra till de allra ursprungligaste dragen i den fornnordiska religionen,” siger Strömbäck. Kendt er også åbningsordene fra Ulfljotloven: ”Dette er begyndelsen til de hedenske love, at mænd ikke skal sejle til havs i et skib med dragehoved, men gør de det alligevel, skal de tage hovedet af, før de får land i sigte, så de ikke sejler i land med gabende hoveder eller udspilede tryner, så at landvætterne bliver skræmte.” Man måtte ikke få landvætterne imod sig. Når landnamsmændene fulgte særlige ritualer, når de skulle tage land, var det ifølge Strömbäck for en stor del bestemt af hensynet til disse naturmagter. Det var deres land, man tog, derfor måtte man følge visse regler, så man ikke fik dem imod sig. Eller med ordene af den danske folklorist H. F. Feilberg: ”man kan stå på god fod med dem eller man kan føre krig mod dem, men undgå dem kan man ikke.”

Når Landnamsbogen benytter udtrykket ”at helga sér land”, er der ingen tvivl om, at det betyder at tilegne sig land, men vi mister noget væsentligt, hvis ikke vi lægger mere i det end blot at tilegne sig land. Ret beset betyder helga at hellige, at gøre hellig (Fritzner). Når en mand helliger sig land, betyder det, at hans jordlod bliver udskilt fra alt andet land, og at det gøres ukrænkeligt, at det sættes under gudernes værn.