Stednavne og førkristne kultsteder – Kultsteder i islandske stednavne

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif

Stednavne
og førkristne kultsteder

af Carsten Lyngdrup Madsen
2018


14.
Kultsteder i islandske stednavne[1]



Der gives både ligheder og forskelle, når vi sammenligner de islandske stednavne, som peger direkte på et kultsted, med tilsvarende navne i det øvrige Norden.  Her skal der tegnes et overordnet billede af, hvorledes de kultstedsbetegnelser, som vi tidligere har mødt, er repræsenteret på Island, så vi bliver i stand til at sammenligne med det øvrige Norden. I de efterfølgende kapitler går vi i dybden med navnet Hof, den mest benyttede kultstedsbetegnelse på Island. Da navnet tillige er bredt repræsenteret i alle egne af landet, er netop hof-navne velegnede til et nærstudium.


Hov

Den tyske navneforsker Albert Thümmel har optalt de islandske navne, som består af eller er sammensat med ordet hov (hof) til ikke færre end 70. Ud af disse er de 24 usammensatte i formen Hof, de 13 er sammensatte med -sted (Hofstaðir) og resten er hovedsageligt sammensatte med naturbetegnelser, således Hovfjeld (Hoffell), Hovstrand (Hofströnd), Hovså (Hofsá), Hovsnæs (Hofsnes) og mange flere. Svavar Sigmundsson, Finnur Jónsson og Åke Ohlmarks anfører ikke helt så mange navne i deres oversigt. Alligevel siger Ólafur Lárusson, at Thümmels fortegnelse er ”langtfra udtømmende”.

Som vi tidligere har set, er grundbetydningen af det indoeuropæiske hof en lille høj eller bakke.[2] Denne betydning kan heller ikke udelukkes på Island, selv om det er den sakrale betydning, som helt dominerer billedet. Som eksempel på et hof-navn med betydningen høj nævner Svavar Sigmundsson Sönghof (Sanghøj) der findes et par steder i landet. Han siger dog, at der ikke behøver at være nogen modsætning mellem de to udlægninger af ordet. “Det er muligt, at man har haft den overbevisning, at sådanne høje var ‘hellige.’”[3]  

Flere forskere har argumenteret for, at man også på Island har overtaget den kontinentale anvendelse af ordet Hof i betydningen storgård eller høvdingehal. Blandt disse er Svavar Sigmundsson, der skitserer, hvordan han selv mener, at udviklingen af ordet har været: ”Hof betyder oprindelig 'mindre høj'. Det at dyrke hof har været at udføre et offer ude i naturen (evt. på tingsteder), hvor man kan sammenligne det med ”at blóta lund og hörga”. Derfor findes Goðahóll på nogle af tingstederne. Goderne byggede store gårde, hvor de holdt fester. Storgårdene fik navnet Hof eller Hofsstaðir, ikke først og fremmest fordi blót foregik dér, men fordi hof efter fremmed indflydelse fik betydningen 'storgård'.”[4]  I sin redegørelse for betydningen af ordet hof citerer han mytologen Ólafur Briem: ”Uanset hvilke teorier der har været om, hvordan man i hedensk tid har ordnet sin gudsdyrkelse og sine blot, om det er foregået i et særskilt blothus eller ikke, så er der dog ingen, som har rykket ved det afgørende punkt: at hof var et hedensk helligsted.”[5]

Hørgen beskrives som en stendynge. Her varde ved Þverfell i Vestisland. Ill. clm.

I Norge så vi, at flere Hov-lokaliteter senere blev til kirkesteder, hvilket må tolkes som et udtryk for kultpladskontinuitet. Samme mønster finder vi på Island, hvor 16 Hof-gårde efter kristendommens indførelse endte som kirkesteder.[6] Dette taler ifølge Svavar Sigmundsson for at Hof-gårdene også i førkristen tid er blevet betragtet som religiøse samlingssteder. 


Hørg

Et forholdsvis almindeligt ord i islandske stednavne er hørg (hörgr). Ifølge Sigmundsson forekommer det 13 gange. Ligesom i Norge er grundbetydningen af ordet en opstablet dynge af sten. I nogle tilfælde har en sådan stenhob fungeret som et alter under åben himmel og altså udgjort et simpelt kultsted, i andre kan den have haft et andet formål. Landnamsbogen har flere sammensatte navne, hvori hørg indgår. Det usammensatte hørg anvendes derimod kun en enkelt gang i hele bogen, og det i en religiøs betydning af ordet.

Efter den kristne landnamskvinde Aud den Dybsindiges død, vendte hendes slægtninge tilbage til de gamle guder, hvilket blandt andet beskrives med disse ord: ”Der blev også rejst en hørg der til at blote på, og den gamle tro tog til.”[7] De islandske hørg-navne udgør både gårdnavne og navne på naturlokaliteter, men som vi har set, har mange islandske gårde netop navn efter en naturlokalitet, så det er ikke altid muligt at skelne. Lárusson anfører således syv gårde, som alle bærer navnet Hørgsdal (Hörgsdalur).

Blandt de øvrige hørg-navne kendes Hørghøj (Hörghóll), Hørgskråning (Hörgshlið), Hørgså (Hörgsá), Hørgådal (Hörgárdalur), Hørgstengrund (Hörgsholt), Hørgsland (Hörgsland), Hørgøre (Hörgaeyri), Hørgsvælg (Hörgshylur), Hørgsnæs (Hörgsnes), Hørghus (Hörghús). Disse og flere andre navne, hvoraf nogle optræder mere end én gang, viser ligeså stor spredning og variation som navnene med helg-. Udfordringen er den samme i begge grupper: tolkning.


Hellig

Som nævnt knytter der sig flere tolkningsmuligheder til navne, der begynder med helg-. Forleddet kan enten referere til personnavnene Helgi og Helga eller til adjektivet hellig. Et hurtigt blik ned over Landnamsbogens navneindeks vil vise, at såvel Helgi som Helga var populære navne og de har givetvis sat deres spor i stednavnene. Landnamsbogen fortæller om søen Helgavatn i Myrdal, som har navn efter Helgi Asgeirson, som boede på en gård af samme navn.[8] På den anden side fortælles også i detaljer, hvordan Torolf Mosterskæg ”troede så meget på det fjeld, som lå der på næsset, at han kaldte det Helgafell (det hellige fjeld), og ingen måtte så meget som se på det, uden han først havde vasket sig. Så fredhelligt var dette fjeld, at ingen måtte forulempe nogen der, hverken dyr eller mennesker, medmindre de selv forlod stedet. Thorolf og hans frænder var også overbeviste om, at de efter døden skulle få bolig inde i Helgafell.”[9] Også Ólafur Lárusson beskæftiger sig med spørgsmålet om, hvorvidt Helg-navne udspringer af personnavne eller har en religiøs betydning. I den forbindelse har han undersøgt alle Islands fell-navne. Af de 450 navne er kun 25 af dem sammensat med et personnavn. Derfor konkluderer han, at: “man må antage, at navnet Helgafell overvejende har religiøs betydning. Jeg er tilbøjelig til at antage at det samme gælder elvenavnene Helgá. . .”[10] Ud over sammensætninger med -fjeld og -å, finder vi også sammensætninger med -ø (Helgey), -sted (Helgastaðir), -skær (Helgasker) -dal (Helgadalur), -bakke (Helgahóll), -høj (Helgahaugr) og -sø (Helgavatn). Vi kan i de fleste tilfælde ikke afgøre tolkningen af disse navne, men kan blot konstatere, at forleddet Helg– er meget talrigt på Island, og at det i det øvrige Norden almindeligvis optræder i betydningen hellig.


Blot

En af flere blotkilder er Blótkelda ved Jökulsá á Brú i det østlige Island. Ill. clm.

Et navneled, som ikke efterlader de store tolkningsmuligheder, er ordet blot, som betyder en ofring til guderne. Island har en række stednavne, som indeholder dette ord, hvilket vi ikke finder noget andet sted i Norden. Der findes tre navne i formen Blotkilde/ Blotsump (Blótkelda). To af disse er beliggende ved en Hof-lokalitet (Hofteigur i Jökuldalur og Hof på Kjalarnes). Tre navne har formen Blotsten (Blótsteinn). En af disse ligger ved Hof i Hjaltadalur. Desuden findes der flere sammensætninger med blot: Blothóll, Blóthvammur, Blótbjörk, Blótabólsholt, Blótastígur. Svavar Sigmundsson har også rettet opmærksomheden mod to lokaliteter ved navn Blóti, som hører til denne gruppe. Den ene er et fiskevand ved Blanda, den anden er beliggende på bredden af Geirlandsá ved Prestbakki på Síða, hvor der også er fundet tomter fra gammel tid.[11]

Island er alene om denne gruppe af sakrale stednavne. De adskiller sig fra andre navne og er særlig interessante, fordi de ikke sigter til en bygning eller en anden konstruktion, men til selve den religiøse handling i kulten – ofringen. Det er heller ikke uden interesse, at navnene hovedsageligt består af sammensætninger med simple elementer som en sten, en kilde eller et træ (björk, birk).

Om denne gruppe navne skal dog siges, at de ikke behøver at være oprindelige. Flere af dem ligger tæt på en Hof-lokalitet, og det kan ikke udelukkes, at de i senere tid kan være inspireret heraf. Svavar Sigmundsson siger, at yderligere studier er påkrævet, hvis vi skal kunne sige noget mere sikkert om disse navne.

I 2008 offentliggjorde den islandske arkæolog Bjarni Einarsson resultaterne af en arkæologisk udgravning, som han havde stået i spidsen for fra 1997-2001. Det drejede sig om en grav og en gård ved navn Holmur. Gården var fra vikingetiden og lå nogle få km nord for byen Höfn i det sydøstlige hjørne af landet.[12] Ikke langt fra gården fandt man spor efter et lille tørvehus, som arkæologerne tolkede som et blothus. Hverken gården, graven eller blothuset kendes fra nogen skriftlig kilde, men de mange fund, som blev gjort på stedet, pegede i retning af, at huset havde haft rituel anvendelse. I området omkring huset fandtes således tre sydegruber og mere end 200 liter ildskørnede sten. Desuden fandtes kulrester og kremeret benmateriale fra slagtede dyr. Inde i huset, som kun målte 2 x 2 m, fandt man bl.a. glasperler og en diskosformet tilhugget klippesten, hvis anvendelse man endnu ikke kender. – For holdet af arkæologer var det ikke afgørende, om der her var tale om en hørg eller et hov, derfor fik bygningen den mindre specifikke betegnelse blothus. Man havde tilsyneladende fundet en gård fra vikingetid, hvortil hørte et lille privat kulthus. Kulthus og grav var placeret side om side, hvilket kunne lede tankerne hen på, at forfædrene forblev en del af kulten – eller på den opfattelse, at gravhøjen i sig selv var et kultsted. Gravhøjen var andet end et hvilested for den døde, den var stedet, hvor rituelle handlinger gav mening for de levende. Ingen stednavne omkring disse fund forbinder stedet med kultudøvelse.[13]


Vi

Et andet sted, hvor de islandske stednavne adskiller sig fra de øvrige nordiske lande, er i forhold til navne med vi (vé). Ifølge Ólafur Lárusson findes der ikke noget navn med -ve på Island, men Svavar Sigmundsson nævner et enkelt: Vékvíar i Flateyjardal i Nordisland. Men dette navn er en undtagelse, for overordnet set indgår vé ikke i stednavne på Island, hvilket er ligeså påfaldende, som at der ikke findes noget navn med Odin. Viet har så central en placering i det sakrale navnestof i Norden generelt, at det må overraske, at betegnelsen er så godt som helt fraværende på Island. Dette forstærkes af, at ordet anvendes flere steder både i Eddaen og i skjaldedigtene[14]. Almindeligvis betragtes vé som en meget gammel betegnelse for et kultsted, og måske skal forklaringen søges i Islands korte historie.


Lund

For fuldstændighedens skyld skal også Lund nævnes her. Lund-navne er ikke fremtrædende på Island, og det er usikkert, om de skal tillægges en sakral tolkning. Enkelte fingerpeg får vi dog. Landnamsbogen nævner et eksempel fra Fnjóskadalur i Nordisland, hvor der findes flere Lund-lokaliteter. Her fortælles kort om en landnamsmand ved navn Tore: “Derefter tog Tore hele Fnjoskadal så langt som til Odeila og han slog sig ned i Lund. Han blotede i lunden.”[15] Tores lund var en hellig lund, hvor han ofrede til guderne. Lunden var hans kultsted. Andre lund-navne på Island kan have haft samme betydning, men vi har ikke noget at bygge på. Undtages kan måske en lille fortælling om landnamsmanden Geirmund Helskind, hvor der fortælles om en rønnelund, som var hellig, og ”hvor der nu er rejst kirke.”[16].

 

Fodnoter

  1. ↑ Nogle af de navne, som anføres i dette og de følgende kapitler stammer fra gamle sogneoptegnelser og er ikke nødvendigvis at finde på et kort.
  2. ↑ Per Vikstrand: Gudarnas platser, s. 253.
  3. ↑ Svavar Sigmundsson: Navnemiljøer og ting på Island, s. 6.
  4. ↑ Samme, s. 11.
  5. ↑ Svavar Sigmundsson: Átrúnaður og örnefni, s. 247 (min oversættelse).
  6. ↑ Svavar Sigmundsson: Navnemiljøer og ting på Island, s. 5.
  7. ↑ Landnámabók: kap. 97 (Sturlubók).
  8. ↑ Landnámabók: kap. 34 (Hauksbók).
  9. ↑ Samme: kap. 73.
  10. ↑ Ólafur Lárusson: Island, i Nordisk Kultur 26 – Religionshistorie, s. 78.
  11. ↑ Svavar Sigmundsson: Átrúnaður og örnefni, s. 249.
  12. ↑ Bjarni Einarsson: Blóthouses in Viking Age Farmstead – Cult Practices, 2008.
  13. ↑ Ikke alle forskere har bakket Bjarni Einarsson op i sin konklusion. Således har den canadiske arkæolog Karen Milek (Gendered Space and the Role of the Pit House on Viking Age Farmsteads in Iceland, 2012) angrebet ham for at bygge på for spinkelt grundlag, hvorimod den svenske religionshistoriker Oluf Sundqvist bygger på Einarssons konklusioner (An Arena for Higher Powes – Cult buildings and Rulers in the late Iron Age and early Medieval Period in the Mälar Region, 2011).
  14. ↑ Se fx Finnur Jónsson: Lexicon Poeticum under opslaget vé.
  15. ↑ Landnámabók: kap. 237 (Sturlubók).
  16. ↑ Fortællingen om Geirmund Helskind, kap. 6.



Hentet fra «http://heimskringla.no/index.php?title=Stednavne_og_førkristne_kultsteder_–_Kultsteder_i_islandske_stednavne&oldid=71007»