Sturla Þórðarson biografi
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Sturla Þórðarson
(1214-1284)
Sturla Þórðarson, isl. Historieskriver og Skjald (1214-84). S. Þ. var Snorre Sturluson’s Brodersøn; han sluttede sig meget tidlig til denne og har uden Tvivl lært meget af ham som Historieskriver og Digter. S. Þ. hørte ogsaa altid til det Parti, som modarbejdede Kong Haakon den Gamle’s Planer m. H. t. Island; som Følge deraf undgik S. Þ., der dog i det hele var en overmaade rettænkende og fredelskende Mand, ikke at blive indviklet i Stridigheder med Haakon’s Udsendinge og dem, der stillede sig i hans Tjeneste. Enden blev, at S. Þ. blev tvunget til at rejse til Norge til Kong Haakon 1263, men da var denne paa sit Vesterhavstog, paa hvilket han døde; S. Þ. traf hans Søn Magnus (Lagabøter) og blev hurtig dennes betroede Mand og fortrolige Ven. I Norge opholdt S. Þ. sig nu til 1271, da han af Kongen blev sendt til Island for at virke for Vedtagelsen af en ny Lov for Landet (Járnsiða, s. d.). Om S. Þ. har haft noget med denne slette Lovs Affattelse at gøre, er usikkert; han havde været Lovsigemand 1251, og nu blev han gjort til kgl. Embedsmand paa Island, Lagmand (lögmaðr), først over hele Landet 1272-76 og saa over Nord- og Vestlandet alene 1277-82. Som Menneske rager S. Þ. højt over de fleste af sine Samtidige; forsonlig, fredelskende og samvittighedsfuld, som han var, brød han aldrig Fred ell. Forlig; han var fuldstændig fri for Samtidens Raahed i Tankegang og Handling, ligesom han ogsaa hørte til de klogeste Mænd i Landet. Han har tilfulde forstaaet, at Landet, ifølge Udviklingens Gang, maatte underkaste sig den norske Konge, og han fandt sig resigneret i Forholdene, men han stod imod, saa længe det var muligt. Som Skjald hører han til Tidens største; han forfattede 4 Kvad om Kong Haakon 1263-64; han digtede ogsaa om Kong Magnus og flere andre Fyrster, men af disse Digte er intet bevaret. Hans Hrynhenda om Haakon er det berømteste. S. Þ. viser sig som den største Virtuos i Behandlingen af Sprog og Versemaal, derimod mærkes der lidet til ægte Originalitet. Af langt større Bet. er hans hist. Forfattervirksomhed. Han udvidede og bearbejdede den gl. Landnáma og mulig fl. a. Skr; men hans Hovedværk vedrørende Island er hans »Islendingasaga«, der findes i den saakaldte »Sturlunga«; dette Sagaværk handler om 13. Aarh., S. Þ.’s egen Samtid, og er saaledes af en overordentlig Betydning; nogle mener, at det kun har gaaet til Snorre’s Død, medens andre antager, hvad der er langt rimeligere, at Skildringen oprindelig er ført ned til omtrent 1260. Sagaværket er særdeles nøjagtigt og detailleret, paalideligt og upartisk skrevet, men naturligvis ikke saa overskueligt, idet det ikke var Forfatteren muligt tilbørligt at skelne mellem det vigtigere og mindre vigtige. Angaaende Norge har S. Þ. skrevet en meget udførlig og nøjagtig Saga om Haakon den Gamle (udg. i »Fornmannasogur«, IX-X), der haves fuldstændig, samt en Saga om Magnus Lagabøter, hvoraf kun faa Brudstykker haves (udg. smst.). S. Þ. fik Adgang til det kgl. Arkiv, som han flittig benyttede, ellers var endnu levende Øjenvidners Meddelelser hans Hovedkilde. (Litt.: F. Jonsson, »Oldn.-oldisl. Litteraturhistorie«, II).
F. J.
Kilde: Salmonsens konversationsleksikon (1915-1930)