Svarfdølernes saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Historiske Fortællinger om Islændernes Færd hjemme og ude, Bd. 4
Islandske Sagaer


Fortællingen om Svarfdølerne


Paa Dansk ved N. M. Petersen
Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab,
1844


Kong Harald Haarfager herskede over Norge. Paa den Tid forestod en Mand, ved Navn Thorgny, Nummedalen. Han havde to Sønner: den ældste hed Thorolf, den yngste Thorsten, senere kaldet Svarfad. Disse Brødre voxte op hos deres Fader, og vare meget ulige i Sind. Thorolf var vennesæl og en driftig Kjøbmand; Thorsten derimod byggede et Ildhus (1), og laa der hele Dagen saa lang som han var imellem Højsædesskotterne, med Askedyngen paa den ene Side af sig, og med Ilden paa den anden, saa at de, der gik forbi, faldt over hans Fødder.

Engang kom Thorolf hjem til sin Fader med meget Gods og mange Kostbarheder. Faderen gjorde et Gilde til hans Ære. Silde om Aftenen gik han alene ind i Huset, da han godt kjendte Lejligheden, og hans Vej faldt igjennem Ildhuset, hvor hans Broder Thorsten plejede at ligge; men ved denne Tid havde Thorsten lagt sig til at sove, som sædvanlig, saa at Thorolf faldt over ham, og styrtede over i Askedyngen paa den anden Side. Thorsten vaagnede, og gav sig til at lee; men Broderen skammede ham ud, og forestillede ham den Kjærlighed, han bar til ham, og hvor meget han vilde give til, at hans Broder vilde tee sig som en flink Mand. Thorsten lovede det endelig, dog kun paa det Vilkaar, at hans Broder altid skulde lade ham raade. Da de havde indgaaet den Handel med hinanden, kaldte Thorolf paa sin Moder, og sagde, at hun skulde lave et Bad til. Hvad skal det til? sagde hun. Jo, nu er din Søn Thorsten staaet op, svarede han, og vil tvætte sig. Guderne være lovet! sagde hun; og nu blev Thorsten tvættet, og hans Haar blev redt og skaaret, og Thorolf gav ham ny Klæder, en Skarlagenskjortel med Graaværk under, med mere, samt sit eget Sværd. Thorsten tog Sværdet, trak det ud, og bøjede Spidsen op imod Hjaltet, og lod det saa springe tilbage, men da havde det ganske tabt sin Springkraft (2). Broderen maatte derfor lade ham vælge et andet og stærkere vaaben af sin Vaabenkiste, en Buløxe, som han endelig fandt efter sit Sind. Paa denne satte han Skaftet til en Bredøxe, gik derpaa ned til Bækken, og hvæssede den, og bar den siden.

Næste Vaar droge Brødrene i Viking, og dreve det i tre Somre. Da bad Thorsten sin Fader at give ham Anvisning paa en eller anden Viking, som det var værd at give sig i Kamp med. Faderen gjorde ham opmærksom paa Ljot den Blege, der laa i de svenske Skjær ved Gøtland med femten Skibe; men denne Ljot var en farlig Modstander, thi det hed sig, at Jern ikke kunde bide paa ham. Thorsten besluttede imidlertid enten selv at dø, eller at have ham fældet inden Høsten. Han satte derfor sit eget Skib istand, og Kjøbte sig en Knar til, uden sin Broders Vidende. Og da Brødrene om Sommeren skulde lægge ud, sagde han til Thorolf: Denne Knar har jeg Kjøbt i den Tanke, at du skulde drage i Kjøbfærd i Sommer, men jeg vil tage paa Hærtog. Hvorledes det, min Broder? sagde Thorolf; skulle vi skilles ad, og vi have jo dog lovet hinanden, stedse at blive sammen. Ja, sagde Thorsten, her er et af de Tilfælde, som jeg havde tænkt mig, og hvor jeg maa raade, saaledes som jeg allerede forud har betinget mig. Skulde du komme noget til, da vil mange vorde bedrøvede derover; men om jeg kommer tilbage eller ikke, det bekymrer ingen sig om. Saa maa du ikke tale, svarede Thorolf; Livet er mig ledere, end Døden, naar jeg skal skilles fra dig. Ja, det gik, som jeg tænkte mig, sagde Thorsten, at du ikke vilde holde hvad du har lovet; men Toget vil jeg ikke opgive, og mit Sind siger mig, at vi ikke begge ville komme tilbage, maaskee ingen af os. Ingen, sagde Thorolf, kan leve flere Dage, end Skjæbnen har bestemt ham, og for mig tykkes det en større Hæder at dø med dig, end at overleve dig med Skam og Skjændsel. Saa faar du da raade, svarede Thorsten. De styrede derpaa til Gøtelven, sejlede ind i Skjærene, og saae et Kastel der. Det var om Aftenen de lagde til Land, og Thorsten befalede sine Folk, at holde sig rolig og at tjelde over sig. Derpaa lod han nogle af sine Mænd gaa tværs over Skjæret, for at spejde. Men da de kom op paa Skjæret, saae de et Dragehoved rejse sig af Bølgerne, som om det var lutter Guld; og ved Siden af Drageskibet talte de femten Skibe med sorte Tjeldinger; der var Lys under Tjeldingerne, og Folkene sade og drak. Spejderne trak sig derefter tilbage, og fortalte Thorsten hvad de havde seet. Han lod derpaa om Natten alle Varer bringe fra Skibene, ladede dem isteden med Stene, og besluttede at lægge imod Vikingerne, saasnart det blev kamplyst (3). Da Morgenen gryede, roede han frem, lagde imod Vikingerne, og talte med Ljot. De bleve enige om at stride, og lagde mod hinanden, ti Skibe mod ti, dog saa, at Ljot maatte lade et nyt Skib rokke frem, naar et af hans var blevet ryddet. Ljot blev fældet, men Thorolf dødelig saaret. Da han skulde dø, kaldte han paa sin Broder, og sagde: Mit Navn har ikke længe levet, og det vil falde hen som Græs, men lov mig, hvis du faar en Søn, at kalde ham Thorolf, da haaber jeg, det vil længe leve. Broderen lovede det, og Thorolf døde. Thorsten lod sin Broders Lig lægge i en Kiste, tog hen til Herrød Jarl, og begrov det i en Høj tilligemed noget Gods, for at hædre den Døde. Derpaa gjorde han Gilde, hvortil han indbød Jarlen og mange andre anseelige Mænd, og det varede, som Skik var, i tre Dage. Ved Afskeden uddelte han mange Gaver, og erhværvede sig derved mange Venner. Tiden led nu imod Julen; der havde hersket megen Gammen og Glæde i Jarlens Hal, men nu forstummede den. Da Thorsten undrede sig derover, spurgte han en Hirdmand, hvorfor alle paa een Gang sørgede? Du maa være herredsdøv (4), svarede Hirdmanden, siden du ikke kjender Grunden dertil. Og ved Juletid kom Tingen for Dagen; da kom den fældede Viking Ljots Broder, Molde, der ligeledes var Viking eller Halvberserk, og som vilde nøde Jarlen til at give ham sin Datter Ingeborg. Jarlen lovede hende til den, der kunde fælde Molde. Denne udæskede Thorsten til Holmgang, og skulde derfor fremsige Holmgangslovene. Han sagde: Hver af os skal lægge et Skind under sine Fødder, og hvo der viger en Fingersbred derfra, skal bære Nidingsnavn; den, der vorder saaret eller uskikket til Kamp, skal løse sig med tre Mark Sølv. Hellere sex, sagde Thorsten, jo mere vi sætter, des mere jeg faar. Da de havde stillet sig paa Skindene, sagde Molde: Saa er det ogsaa vor Skik, at hver skal have tre Skjolde; men lad mig see dit Sværd! Thorsten viste ham det, og Molde saae, at det var hans Broder Ljots Sværd, og at den, han stred med, var hans Banemand. Desto ivrigere stred han, men blev dog fældet. Thorsten ægtede Jarlens Datter Ingeborg.

Thorsten drog hjem til Nummedalen, og avlede med sin Hustru tre Børn, Sønnerne Thorolf og Karl, som Faderen gav det Øgenavn den Røde, og Datteren Thorarna. Derpaa døde hans Fader og hans Kone Ingeborg. Han lagde dem begge i samme Høj. Den Gang droge mange til Island formedelst Harald Haarfagers Overmagt. Ogsaa Thorsten beredte sig til samme Færd, men forinden kom Ljot den Bleges Søn Snekol, og bortførte hans Datter Thorarna, med hvem han avlede to Børn. Faderen kunde ikke finde sin Datter, sendte sin ældste Søn Thorolf til Gøtland, hvor han blev Jarl efter Herrød, og drog selv med den anden Søn Karl den Røde til Island.

Thorsten landede i Øfjord, og var den første Vinter hos Helge den Magre, der var primsignet, og troede paa Krist, men i alle vigtige Anliggender paakaldte Thor. Om Vaaren bad han Helge anvise sig Bopæl. Men Herredet var da meget bebygget. Ljotolf Gode havde indtaget en Del deraf, og boede paa Hof. Thorsten og hans Søn Karl droge op ad den modsatte Side af Aaen. Thorsten brød sin Kam itu, kastede Stykkerne, og efterlod sig paa tre Steder Sølv, en halv Mark paa hvert Sted. Derpaa kaldte han Vidner, erklærede Dalen for sin Ejendom, og kaldte den Svarfadardal. Thorsten byggede sig en Gaard paa Grund, Sønnen Karl ved Karlsaa.

En Frænde af Ljotolf, ved Navn Gris, nedsatte sig der paa Egnen, og sejlede derpaa til Trondhjem. Da han vilde sejle tilbage, og laa ved Nideros, kom en Kone til ham, og bad ham tage to Børn med sig til Island til deres Morfader. Det var Thorarna, som Snekol havde forladt. Hun gav Gris som Jærtegn en Kevle, hvori der vare indskaarne nogle Ord, som Thorsten vilde vedkjende sig. Gris førte Børnene, en Dreng, der hed Klause og en Pige, der hed Sigride, til Thorsten paa Grund. Han læste Ordene, og vedgik sit Frændskab med dem; men gav Gris Penge, for at tage dem til sig, og sørge for dem. Maa jeg da, sagde Gris, gjøre Klause til Træl? Det maa du, hvis du kan, sagde Thorsten.

Ljotolf og Karl bygqede et Skib sammen oppe paa Tungen, hvor Veddet dertil blev hugget, thi der var tyk Skov. Til Kjølen anvendtes en Eg, der stod nede paa Egebrekke (Egebrinken), hvorfra de førte den hen til det Sig, som er i Nærheden af Grund, og kaldes Egesig. Med dette Skib sejlede Karl udenlands.

Hos Ljotolf paa Hof var der en Mand tilhuse, der hed Thord Bryder. Da Klause var bleven elleve Aar gammel, udæskede denne Thord ham til en Brydekamp, og sendte derom en Mand til ham med en Runekevle. Drengen modtog Udfordringen, og henvendte sig til Thorsten paa Grund, og fik denne og Gris til at følge med sig. Kampen stod paa Hof. Klause vandt, og dræbte Thord. Efter at have begaaet flere Drab, drog Klause udenlands med Gris, og frelste Karl den Røde fra Døden, hvorpaa de droge sammen i Viking. Da de vare komne tilbage til Island, opkom der Strid imellem dem og Ljotolf. Gris bejlede til Klauses Søster Sigride, og fik hendes Frænders Samtykke. Ved Gildet foreslog Gris, at de skulde gjøre Løfter og tage sig Jævningsmænd (5). Karl den Røde begyndte, tog Ljotolf Gode til Jævningsmand, og lovede, inden tre Aar at have overbevist ham om Fejghed. Klause lovede at gaa i Seng til Ingvilde Asgeirs Datter, kaldet Fagerkind, som var Ljotolfs Frille. Og saaledes aflagde de Løfter, den ene efter den anden. Karl opfyldte sit Løfte ved at anfalde Asgeirs Gaard, som Ljotolf kom til Undsætning; han æskede Ljotolf til at komme ud, og da han ikke vilde, satte han sit Sværd i Dørstolpen, krævede sig Vidner, og erklærede Ljotolf for en Usling. Næste Vaar droge Karl og Klause atter til Asgeirs. Paa Vejen faldt Klause af Hesten; de dræbte da en af de løse Heste, flaaede den, lagde Klause i Skindet som om han var død, og førte ham til Asgeirs; og Karl truede Asgeir til at fæste den foregivne Døde sin Datter. Saaledes kom Klause og Ingvilde i Seng sammen.

Nu begyndte en Dele imellem Klause og Ljotolf, men Gris forraadte alt hvad der var forefaldet til Ljotolf, og Ingvilde forraadte Klause til sine Brødre, Thorleif og Olaf, som overfaldt ham i hans Seng, og afhug hans Hoved.

Om Aftenen efter Klauses Død, da Karl den Røde sad ved Ilden med sine Mænd, hørte de noget tumle ved Huset, og der lod sig høre en Kvædling:

Jeg sidder paa Huset
og varer paa,
hvorlunde vi skulle
os Hævnen vente.

Karl sagde: Det er vor Frænde Klauses Røst. De gik ud med deres Vaaben, og vilde til Hof. Da saae de en høj Mand nede ved Gjærdet, det var Klause, og han havde sit Hoved i Haanden, og sagde:

Sønder paa, sønder paa,
saa skal vi stævne.

De fulgte efter Klause til Grises Gaard Stendør. Der blev Klause staaende, og bankede med Hovedet paa Døren og sagde:

Her er det, her er det,
hvi skal vi længer?

Karl gik nu til Døren, og fandt den aaben, og indenfor var Ild, og et Bord stod paa Gulvet, vel besat med Kjød. Gris stod op imod dem, og tog vel imod Karl, og sagde: Sæt dig ned, Svoger, og lader os tage os en Bid. Vi have vel andet at gjøre, svarede Karl, efter de Tidender, som her ere vordne; og han talte nu om, at Klause var bleven dræbt. Men Gris ytrede Sorg derover, og de satte sig ned, og det lod til, at det skulde gaa fredelig af, ja nogle af Mændene gave sig til at spise. Der var en Glug paa Huset, og igjennem den saae Asgeirs Sønner, hvad der forefaldt indenfor. De formodede, at der var Forræderi paa Færde, at der var sendt Bud efter Ljotolf, og at Hensigten var, at overfalde Karl; men Svig ansaae de for æreløs Færd. De advarede ham derfor ved en Sang. Karl sprang op; Klauses Søster Sigride gik hen til ham, og rakte ham det Sværd, som Klause forhen havde ejet. Han greb det, og søgte Gris, og fandt ham udenfor beskjæftiget med et Spydskaft; kløvede ham derpaa med Sværdet, og sagde: Saa bryde vi Grisen, vi Grundmænd. Strax efter kom Ljotolf Gode med sine Mænd, og uden Ord eller Hilsen fore de mod hinanden, og begyndte et Slag. Men Klause var nu ogsaa kommen, og deltog i Slaget; Ljotolf blev dreven paa Flugt, men overalt hvor hans Mænd vilde fly hen, fandt de Klause for sig, som gjennede dem. Da befalede Ljotolf sine Mænd at raabe højt, alle paa een Gang,' for at Skede, hans Værkmand, kunde høre det. Skede hørte det, og løb ud af Gaarden med et Par andre Mænd, forat komme Ljotolf til Hjælp ; men Klause var atter der, og værgede dem Stien. Da løb Skede hjem, og greb en luende Brand, og med denne forjog han Klause. Blandt de Stridende saae han en Galt og en Hvidbjørn; men da han havde faaet Kampen standset, vare begge forsvundne.

Karl drog hjem. Thorsten Svarfad tog vel imod ham, og sagde til ham: Sæt dig ned, min Søn! og fortæl mig, hvorledes det er gaaet til; jeg veed ikke selv hvad det er for en skrækkelig Træthed der er kommen over mig. Karl svarede: Ja, jeg vidste det, min Fader, at du var med i Slaget, (6) og ydede os Hjælp. Thorsten var saa afmægtig, at han maatte bæres i Seng, og saaledes laa han den hele Nat. Foraaret efter døde han. I nogen Tid var det nu stille, og gode Mænd søgte at stifte Forlig imellem Karl og Ljotolf Gode; det lykkedes, og Karl flyttede, efter det Raad hans Fader for sin Død havde givet ham, fra Grund hen til en anden Gaard, kaldet Upse.

I Følge Forliget skulde Asgeirs Sønner drage udenlands, men Skibet satte til, og de kom atter til Landet, og søgte Tilflugt hos Ljotolf. Deres Spor bleve kjendte i Sneen, og Klanfes Søster Sigride sendte Bud om deres Ankomst til Karl den Røde. Han drog til Hof, for at søge dem, men Ljotolf var ikke hjemme, og han traf kun Skede paa Marken, som fandt paa Raad til at skjule Flygtningene. Forgjæves truede Karl og hans Følge ham; han nægtede, at nogen var kommen der. Men en af Karls Følgemænd opdagede en rød Kjortel, og smagede paa den, at den havde været i salt Vand. De vidste altsaa, at Flygtningene vare der, men Skede vedblev at nægte; Karl greb ham, og kastede ham til Jorden, forgjæves. Da bandt Karl ham ved sin Hests Hale, og red med ham over Stok og Sten, saa at han blodig og ilde medtaget kom hjem. Da Ljotolf kom hjem, bad han Skede udbede sig hvad han vilde have til Belønning for hans Trofasthed. Skede bad om, at faa Ingvilde Fagerkind tilægte. Ljotolf tilstod ham sin Begjering, hvis Ingvilde samtykkede, men hun indvendte, at hun ikke vilde ægte en Træl. Ljotolf lovede ham da sin Frihed og Gods. Men Ingvilde havde endnu et Vilkaar: Skede skulde i en Frist af fem Aar have Skaaret i sin Læbe saaledes udfyldt, at hun selv vilde tykkes, det var udvoxet. Ogsaa det lovede Skede, og Ljotolf skjænkede ham da en Dal, der blev opkaldt efter ham, hvor han byggede sig en Gaard; Kvæg fik han ligeledes af Ljotolf, saa der manglede dem intet.

Klause var endnu ikke hævnet. En Sommer landede der et Skib ved Svarfadardal; Styremanden hed Gunnar, en norsk Mand fra Vigen, en Ven af Karl. Han havde besluttet at tage ind hos Ljotolf, og at mægle Fred imellem dem, thi Ufreden var allerede atter i fuld Gang, men da Ljotolf ikke var hjemme, lod han sig af Karl overtale til at drage til Upse. Da Ljotolf endelig kom hjem, drog Nordmanden ofte over til Hof, forat bringe Forlig tilveje, og det kom virkelig saa vidt, at der blev aftalt et Møde. Til dette indfandt ogsaa Skede sig med Ingvilde Fagerkind; men da Forliget næsten var kommet i Stand, sagde Ingvilde, at naar sligt Forlig skulde have Fremme, saa vilde Skaaret i Skedes Læbe sent vorde fyldt. Gunnar raabte: Ofte kommer Ondt af Kvinde; og efter dette ulykkelige Ord blev al Forhandling afbrudt.

Nu traf det sig en Morgenstund om Vaaren, da Gunnar lavede sig til at rejse bort, at han og Karl stode uden for Gaarden; Karl saae op i Luften, og skiftede bestandig Farve. Gunnar spurgte, hvi han saa vexlede Lød? Det har vel ikke stort at betyde, svarede Karl, men der bares mig noget for. Hvad var det? sagde Gunnar. Mig tyktes, svarede Karl, at jeg saae Klause, min Frænde, ride oppe over mig i Luften, og det forekom mig, at han sad paa en graa Hest, og havde en Slæde efter sig; da forekom det mig, at jeg saae eder Nordmænd og mig selv i Slæden, og Hovederne ragede ud af den; og den Gang, jeg saae dette, maa jeg vel have skiftet Farve. Gunnar sagde: Du er ikke saa kjæk Mand, som jeg havde tænkt; alt det samme saae jeg ogsaa, men see, om jeg har forandret en Mine. Men i det de saaledes talede, hørte de Klause istemme en Sang i Luften, og derpaa sagde han, saa de begge hørte det: Hjem agter jeg dig hos mig i Kvæld, Karl Frænde!

Da Karl derefter op paa Dagen vilde følge Gunnar ned til Skibet, tog han Afsked med sin Kone, fortalte hende Varselet, og sagde hende, hvorledes hun skulde forholde sig, dersom han ikke mere kom hjem: at hun skulde flytte tilbage til Grund, og at han vilde jordes saaledes, at der kunde være Udsigt til Skibene, som sejlede ud og ind ad Fjorden; samt at hvis hun fødte en Dreng (thi hun var med Barn), skulde denne opkaldes efter ham. Da Karl med nogle af sine Mænd, og Gunnar med Nordmændene nu havde begivet sig paa Vej, stødte de paa et Baghold. Tredive Mand med Ljotolf i Spidsen sprang op for dem, og der begyndte et heftigt Slag. Karl stred mandig, drog sig saa tilbage, og fældte syv Mand, der forfulgte ham. Men da kom paa een Gang Skede selvtolvte over ham. Forgjæves forestillede Karl, at det var ringe Manddom, naar saa mange overfaldt een, og mindede Skede om, at kun da vilde Skaaret i hans Læbe gro til, naar han som ærlig Mand gik alene imod ham. Karl blev fældet af Skede og hans Følge, imedens Nordmændene bleve overvældede af Ljotolf. Efterretningen om Nederlaget kom til Upse; og Karls Kone Thorgerde lod sin Mands og Nordmændenes Lig føre op til Karlsaa; der bleve de lagte i Skib, og meget Gods givet dem med, og Aaen fik derefter Navn af Karlsaa.

Thorgerde flyttede til Grund, og havde nu to Gaarde. Hun fødte en Søn, der efter Faderen blev kaldet Karl, og, til Forskjel fra ham, hin Unge. Han voxte op, men talte aldrig, og blev anseet for en Tosse. Skede havde flere Sønner, der ligeledes voxte til. Da Karl var tolv Aar gammel, holdtes der en Hestekamp paa Grund, som forestodes af Ljotolf og Skedes Søn Thorkel. Karl tog ingen Del i Kampen, men satte sig alene ned paa et Sted, hvor Thorkel just havde lagt sine Handsker og en sølvbeslagen Øxe. Da Kampen var tilende, søgte Thorkel efter sine Sager, og saae da Karl sidde der, og hvorledes han havde taget Øxen, og strøg den. Synes du godt om den Øxe, Karl? raabte han; men Karl tav, og saae til en anden Side. Jeg tror, Øxen huger dig, blev Thorkel ved; behold den da, og Handskerne med, som Bøder for din Fader. Men Karl sprang op, og kastede Øxen fra sig saa heftig, at Eggen brast i det den tørnede mod en Sten. Thorkel tog Øxen, og. gik hen til Ljotolf, og viste ham den, og sagde, at der kunde han see, hvilken Nar Karl var; men Ljotolf anede, at han vilde blive sine Fjender farligere, end de tænkte. Da skal jeg dog friste ham endnu en Gang, sagde Thorkel, her har jeg tre Mark Sølv i min Pung, dem vil jeg byde ham i Faderboder; tier han, saa er han en Nar, men svarer han, saa er han ikke saa tosset, som han lader. Han gik da atter hen til Karl med Pungen i Haanden, rakte ham den, og sagde: Vil du havePenge, Karl? Karl tav. Thorkel gjentog sine Ord, og vedblev: Da veed jeg dog, at du har Mæle; her er tre Mark Sølv, og dem vil jeg give dig i Bod for din Fader. Karl greb Pungen, og slog Thorkel med den i Næse og Mund, saa at hans Ansigt stod i Blod og to Tænder bleve knuste.

Karl samlede endelig sine Tingmænd, og begjerede et Dagsværk af dem, og lovede hver et Hundrede i Sølv. Det var langt mere, end de kunde vente, og de lovede, atten i Tallet, at møde, hvilken Dag han vilde bestemme. Derefter samlede Karl sine Brødre, og lod en stor Oxehud udbrede, paa hvilken alt Guld og Sølv, der var inden Vægge, blev rystet ud ; thi Brødrene skulde skifte. Karl stod bare og saae til, medens de andre skiftede Godset i lige Dele; men da de vare færdige dermed, ragede han det altsammen tilhobe igjen, vendte sig om, og gik bort. Brødrene spurgte, hvorfor han gjorde saa, men han svarede ikke. De skiftede og delte da paa ny, men Karl gjorde atter det samme. Saa, sagde de, faar du skifte, og vi ville vælge. Men heller ikke det vilde han. Hvorledes vil du da have det? spurgte de. Et af to skulle I gjøre, sagde han da: enten tage alt Godset, og hævne vor Fader, eller jeg vil hævne ham og have alt, og ingen Forpligtelse skal hvile paa eder. De foretrak det sidste.

Karl stævnede nu Tingmændene til sig efter Aftale. De tænkte, at de skulde gjærde eller gjøre ved Husene, og bleve forundrede, da de saae, at Karl samlede Vaaben, og at det ikke gjaldt et Dagsværk, men en Fejde. Med dem omringede Karl Skedes Gaard, og greb Ingvilde, der endnu laa i sin Seng; han førte hende ud i Tunet, trak sit Sværd, og spurgte, hvor stort Skaaret nu var i Skedes Læbe? Hun svarede: ”Der var intet. Da greb han hendes yngste Søn, og dræbte ham, og gjentog sit Spørgsmaal; men hun svarede det samme. Skede, som med sine voxne Sønner havde været ude paa Arbejde, kom nu hjem; ham skjænkede Karl Livet, men han tog hans Gaard fra ham, og tvang ham til at forlade Landet. Ogsaa Karl selv drog udenlands, og tog Ingvilde med sig. Han kom om Høsten til Danmark, og falbød hende der som en Trælkvinde for tre Hundrede i Sølv; dette var en høj Pris, men hun fandt dog Kjøbere, skjøndt Karl ikke anbefalede hende, og sagde, at hun var uvan til Arbejde. Da han nu skulde vise hende frem, gik han ud paa Skibet, trak sit Sværd, og spurgte Ingvilde, om Skaaret paa Skedes Læbe nu var groet til? Det har aldrig været saa fagert som nu, svarede hun. Da greb han hendes Haand, og ledte hende frem; hendes Skjønhed var saa stor, at Kjøbet blev strax sluttet, men hun satte sig til Modværge, saa hendes ny Herre maatte drage hende bort ved Haaret.

Karl drog nu i Viking. Men da han igjen kom til Danmark, traf han atter Ingvilde, hvis Herre nu var aldeles kjed af hende, da hun selv ikke ved Hug og Slag kunde bringes til at arbejde; hendes Klæder hang i Trevler omkring hende. Karl Kjøbte hende for saa mange Penge, som hun var bleven solgt for, lod hende føre Bad, og gav hende gode Klæder. Saa gjentog han sit forrige Spørgsmaal, men fik samme Svar. Da solgte han hende anden Gang i Throndhjem for sex Hundrede i Sølv; og traf hende atter tre Aar efter paa et Kjøbstævne i Halør (7). Nu var hun i en langt elendigere Tilstand. Karl vilde købe hende tilbage, men hendes Herre sagde, at han ikke vllde tabe paa hende, heller vilde han kvæle hende tildøde. Karl betalte da sex Hundrede i Sølv for hende; og førte hende ombord. Da lagde hun sine Arme om hans Hals, og brast i Graad. Saa bevæget havde han aldrig for seet hende. Han lod hende føre i Bad, og lod hende iføre gode Klæder; derpaa gik han hen til hende, trak det Sværd, hvormed han havde dræbt hendes Barn, og spurgte hende: om Skaaret nu var helet paa Skedes Læbe? Hun svarede, at det aldrig vilde læges. Da var Karl forsonet, og lovede at opsøge hendes Mand Skede i Irland, for atter at forene dem. Skede blev ogsaa funden, men han vilde ikke vide noget af Ingvilde; thi det var hende, som havde forstyrret hele hans Liv ved at give Anledning til Drabet paa Karl den Røde. Karl sejlede da med hende til Island, og overgav hende til Ljotolf, men hun døde af Græmmelse.

Ljotolf døde en uhyggelig Død. Man fandt hans Lig i en Dal; af det Sværd, som Klause havde ejet, var der blevet gjort et Sax eller en Dolk; dette Sax fandtes siddende i Ljotolfs Lig. Overhovedet blev Klauses Gjengang nu saa stor, at baade Mennesker og Kvæg fik Meen deraf. Karl, hvem det gjorde Ondt, at hans Frænde skulde gaa igjen, drog hen til Klauses Høj, og lod Liget grave op; det var endnu ikke gaaet i Forraadnelse. Paa en stor Sten lod han det brænde til Aske, fyldte denne i en Blystok, og nedsænkede den i en Kilde; Stenen brast i to Stykker. Siden den Tid havde man aldrig Meen af Klause.


Noter

1) En Sal med Arne eller Ildsted.
2) Elasticitet
3) Saa lyst, at man kunde see at stride.
4) Ubekjendt med Herredets eller Landets Skik og Skjæbne.
5) Her betyder det Mænd, som de vilde jævne sig med og overgaa eller overvinde i een eller anden Henseende.
6) Nemlig i Skikkelse af et af de vilde Dyr.
7) Eller Haaløre. Det er dette Sted, som man har antaget for det første Grundlag til Helsingør.