Svend Estridssøn

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Saxo Grammaticus
Danmarks krønike


oversat af
Fr. Winkel Horn


Svend Estridssøn


Efter Magnus' Død var Forholdene i Danmark meget usikre og udsatte for Tilfældets Omskiftelser, thi Svend, som mere var kommen til Magten ved et Lykketræf end i Kraft af sin Dygtighed, var ikke Mand for at bringe Danerigets Lykke paa Fode igjen. Det skortede ham nemlig i den Grad baade paa Folkegunst og Myndighed, at han hverken mægtede at bøje sine Undersaatters Hjærter, der var opfyldte af Forbitrelse over den Uret, han tidligere havde tilføjet dem, til oprigtig Ærbødighed for ham, eller at vinde deres Kjærlighed, saa de lod Vreden fare. Der var nemlig saa meget af det gamle had tilbage i Danskernes Hjærter, at de gav deres særlige Følelser Fortrinet frem for Hensynet til det almene Vel og hellere vilde lade Fædrelandets Ære gaa til Grunde som Følge af deres Koldsindighed end under denne Konges Førelse bringe den paa Fode igjen. Det er nemlig ikke nogen let Sag at rykke indgroet Nag op med Rode, thi medens Kjærlighed let kan forvandles til Had, plejer det at være svært at vende Had til Kjærlighed, og det Sind, som en Gang har fattet Afsky for nogen, kan sjælden bringes til at tjene denne tro og oprigtig; naar det først har næret heftigt Fjendskab, har det ondt ved senere at blive venlig stemt. Den Afmagt, der havde sin Oprindelse fra heftigt Fjendskab og som var bleven næret ved hemmelig Avind, betog ikke blot Kongen Haabet om at øve berømmelig Daad, men tog endogsaa Glansen af de Bedrifter, han virkelig udførte. Men ligesom dette var et Vidnesbyrd om den Ringeagt, de nærede for den ny Konge, vidnede det paa den anden Side om den Kjærlighed, hvormed de omfattede hans Forgænger; den Brøde, de begik ved at trodse Svend, satte Kronen paa den Troskab, de havde vist imod Magnus.

I Begyndelsen af Svends Regeringstid døde Roskildebispen Avak. I hans Sted kom Vilhelm, der havde været baade Haandskriver og Præst hos Knud den Store, en Engelskmand af Herkomst, men i rigt Maal udstyret med alle Dyder og saare kyndig i alle gejstlige Sager. Indtil hans Tid havde Skaaningerne i kirkelig Henseende staaet under Roskildebispens Overhøjhed, men nu blev Bispedømmet delt, Skaane blev selv et Bispedømme, og det ny Embede blev oven i Kjøbet strax delt imellem to tæt ved hinanden liggende Byer, nemlig Lund og Dalby, som delte Myndigheden i kirkelig Henseende imellem sig og kappedes om at haandhæve den. Henrik blev Biskop i Dalby og Egin i Lund, men da Henrik drak sig ihjel, blev hele Myndigheden og den dermed forbundne Værdighed tildelt Lundebispen Egin, saa begge Bispedømmer saa at sige gik over paa én Haand, skjønt det jo egentlig var Uret, at de ædruelige Borgere skulde gaa glip af den Ære, der var bleven dem til Del, fordi deres fordrukne Bisp fik den Død, han havde fortjent. Men Sjælehyrdens skammelige Drikfældighed gik nu ud over hans Hjord, og den uskyldige By maatte bøde for sin Biskops Umaadelighed i Drik ved at give Afkald paa Bispesædet. Den ene lagde saaledes hans usalige Drikkeri i Graven, den anden blev forfremmet paa Grund af sin fornuftige Maadeholdenhed, thi saadan Umaadelighed, som er utilbørlig for en Lægmand, end sige for en Biskop, vil til alle Tider være Gjenstand for Foragt, Spot og Latter. Saaledes gjorde denne Drukkenbold af en Biskop det af med Bispesædets Værdighed, som han besudlede med sit skammelige Drikkeri, og det Embede, han havde vanæret i levende Live, fik han ophævet ved sin Død, og ved sin Begjærlighed efter at tømme denne Verdens Bæger havde han da ogsaa fortjent at tabe sin Ret til at drikke af Herrens Kalk. Den Stand, han burde have gjort Ære, gjorde han Skam, og i Steden for at formane til Dyd og gode Sæder førte han an til skammelig Udyd, saa det var vel fortjent, at han, der burde have foregaaet andre med et godt Exempel i Henseende til Ædruelighed og Maadehold, fik saa forsmædelig en Død til Straf for sin Drikfældighed. Hans Minde staar antegnet med ikke ringe Blusel i Danmarks Aarbøger, thi han, som døde saa forsmædelig en Død, har ved sin skammelige Færd bragt Skjændsel over hele Folket.

Her er der et passende Sted til at tale om Kong Olafs Broder Harald, der har efterladt sig et berømmeligt Navn. Da han havde mistet sin Broder og indsaa, at han ikke kunde bjærge Livet i sit Fædreland, flyede han til Byzanz. Formedelst et Drab blev han af Kongen dér dømt til at kastes for en Drage, de havde i Slottet, og sønderrives af den, thi man holdt for, at der ikke gaves nogen virksommere Maade at tage Livet af Misdædere paa end at lade den bide dem. Da han gik ind i Fængslet, kom en saare tro Træl, han havde, til og bød sig af egen Drift til at dele Skæbne med ham; han opgav sin Trællestand for at blive sin Herres Stalbroder og vilde hellere gaa i Døden med ham end svigte ham. Fangevogteren undersøgte dem begge meget omhyggelig og hissede dem derpaa vaabenløse og afklædte ned i Taarnet gjennem Gluggen. Trællen var helt nøgen, men Harald viste han den Ærbødighed at lade ham beholde Skjorten, og da Harald lønlig stak et Armbaand til ham, strøede han nogle Smaafisk ud paa Gulvet, for at Dragen kunde have noget at stille sin første Sult paa, og for at Fangerne i Mørket dernede i Taarnet dog kunde se en lille Smule ved det Skin, Fiskeskjællene gav fra sig. Derpaa sankede Harald en Del Dødningeben sammen, pakkede dem ind i Skjorten og pressede dem sammen, saa de dannede en fast Klump ligesom en Kølle. Og da Dragen nu overmaade graadig kom styrtende frem imod sit Bytte, sprang han med et rask Sæt op paa Ryggen af den og jog en Ragekniv, som han havde skjult paa sig, ind i Navlen paa den, det eneste Sted, Jærn kunde bide paa, thi ellers var hele Dragens Krop besat med de stiveste Skjæl, der ikke var til at skære igjennem. Den Kniv viste Kong Valdemar, som var meget for at høre og fortælle Historier, tit sine fortrolige Venner; den var da saa fortæret af Rust, at den næsten ikke kunde skære. Da Harald nu sad saa højt til Hest paa Dragens Ryg, kunde Utysket hverken gribe ham med sin Mund eller komme til at gjøre ham nogen Fortræd med sine hvasse Tænder eller til at slaa ham med Halen, og nu gjorde Trællen Brug af Køllen. han havde lavet, og slog løs paa Uhyrets Hoved, til Blodet flød og det omsider knustes under de tunge Slag og Dragen opgav Aanden. Da Kongen spurgte det, forvandledes hans Hævntørst til Beundring, han eftergav Harald Straffen for hans Kjækheds Skyld, thi han mente, at et saadant Mod burde man skjænke Livet, ja han nøjedes ikke med at eftergive ham Straffen, men skjænkede ham oven i Kjøbet sit Venskab, thi han gav dem et Skib og Penge og lod dem drage bort. Medens han saaledes burde have straffet Brøden, skaanede han Kjækheden og vilde hellere gjøre Ære af Tapperhed end straffe en Forseelse.

Da Harald var kommen hjem, bemægtigede han sig Norge og paaførte derpaa Danmark Krig. Svend samlede da Jyderne og angreb med større Hidsighed end Betænksomhed hele den norske Flaade i Djursaa, og som hans Flaade var ringere end Fjendens, saaledes fik han ogsaa krankere Lykke, thi Krigslykken kom til at svare til Krigsstyrken. Han var nemlig lige saa uheldig i Kampen som letsinaig til at indlade sig paa den. Største Delen af Jyderne sprang af Frygt for Sværdene i Floden og sparede saaledes Fjenden Ulejligheden, idet de ansaa det for raadeligere selv at tage Livet af sig end at falde for Fjendehaand. Hvad de frygtede fra Fjenden, paaførte de sig selv, og da de havde to Dødsmaader at vælge imellem, foretrak de at drukne frem for at fældes af Vaaben. Medens de saaledes ængstelig veg tilbage for den ene Dødsmaade, greb de ivrig efter den anden, og medens de flyede for Fjenden, øvede de fjendtlig Grusomhed imod sig selv, som om det var lempeligere at komme af med Livet i Vandet end uden for Vandet, og som det var en voldsommere Dødsmaade at blive slaaet ihjel med Sværd end at drukne. Det er saaledes ikke let at afgjøre, om de søgte Døden paa en mandig eller paa en kvindagtig Maade, jeg véd ikke for vist, om man skal sige, at det var Fejghed eller Tapperhed, der gjorde dem saa opsatte paa at komme af med Livet, thi den heftige Sindsbevægelse, de var i, gjorde det tvivlsomt, om de var modige eller ængstelige, da de saaledes begik Selvmord. Kort efter fik Svend, den slagne Hærs Høvidsmand, Forstærkning fra Skaane, Sjælland og andre af øerne og begav sig med sin Flaade til Nisaaen, og da Harald ogsaa kom did, sejlede han ham i Møde i rum Sø. Da Danskerne nu saa', hvor faa de var i Sammenligning med Fjendens Mængde, fandt de paa at bøde paa deres ringe Antal ved at lægge sig tæt sammen, og de bandt derfor Skibene sammen efter at have ordnet dem, for at de, naar Flaaden saaledes holdtes fast sammen, lettere kunde komme hverandre til Hjælp, og for at der, naar den haarde Nødvendighed saaledes var over dem, maatte være et uløseligt Fællesskab for dem alle saa vel i Henseende til Flugt som til Sejr, idet ingen kunde bryde ud af saa fast forbundne Rækker. Saaledes mente de at burde styrke deres Mandskabs Svaghed ved at tvinge det til at holde sammen.

Her maa vi med Berømmelse omtale en af Skjalm Hvides Rorkarle ved Navn Aslak formedelst hans overmaade store Tapperhed. Da Danskerne holdt Søslag med Nordmændene, nøjedes han nemlig ikke med at kæmpe paa den berømmeligste Maade paa sit eget Skib, men efter at have afkastet alle sine Hærklæder med Undtagelse af sit Skjold, sprang han over paa det Skib, hvor Fjenderne stod tættest, og med en Egestamme, som han havde fældet for at lave et Ror af den, slog han drabelig løs paa Fjenderne og knuste med mange og tunge Slag alt, hvad der kom i Vejen for ham, og saa forbavsede blev Stridsmændene over de drønende Slag, han slog, at de helt glemte deres egen Fare for at se paa denne modige Mand, ja selv de tapreste Kæmper paa begge Sider glemte i deres Beundring for hans Bedrift at slaas og ænsede hverken Kamp eller Fare, mere opsatte paa at se paa ham end paa at værge sig selv, og alle de boldeste Stridsmænd satte Hensynet til den Fare, de var stedte i, til Side og var mere opfyldte af Forbavselse over ham end af Frygt for, hvorledes det skulde gaa dem selv. Han kæmpede saaledes drabeligere med sin Knippel end de andre med deres Sværd, og slog saaledes ned for Fode, at hverken Danskerne eller Nordmændene vilde have troet det, hvis de ikke havde set det med deres egne øjne. Han hjalp i den Grad sine Stalbrødre til at holde Fjendernes Mængde Stangen til Trods for, at de var saa faa, at han holdt den ulige Kamp staaende uafgjort, til det led ud paa Natten, og magede det saa, at Lykken ikke hældede mere til den ene Side end til den anden, uagtet Forskjellen i Henseende til Mandsstyrke var saa stor. Omsider da han havde gjort det af med alle Folkene paa Skibet, dels slaaet dem ihjel med sin Knippel, og dels stødt dem over Bord, stod han ene tilbage som den beundringsværdige Sejrherre over saa mange Fjender, bedækket med mange, men lette Saar. Denne Bedrift vilde have været utrolig, hvis ikke Absalon selv havde fortalt den.

Medens Danskerne nu ikke kunde vente nogen Tilgang af friske Stridskræfter, kom en norsk Høvding uventet sine Landsmænd til Undsætning. Da Skaaningerne saa' det, løste de nedslagne og modfaldne, for at Larmen ikke skulde røbe dem, forsigtig deres Skibe ud fra Flaaden, huggede Tovene over, brød Samlaget og listede sig i Nattens Mulm og Mørke bort fra den øvrige Flaade og flyede med dæmpede Aareslag hemmelig op ad Aaen, ad den Vej, de var komne, forlod saa deres Skibe og flygtede gjennem uvejsomme Egne til Spot og Skjændsel, saa længe Danmark bestaar, thi denne skammelige Flugt, som de havde al Grund til at blues over, har sat et uudsletteligt Brændemærke paa dem over for Efterkommerne. Da det blev lyst, skammede Kong Svend sig i høj Grad over, at Skaaningerne saaledes havde taget Flugten, og foretrak at vove en Dyst og kæmpe det tapreste, han kunde, frem for at give sig paa Flugt. Skjønt han saa', at Fjenden var ham overlegen baade i Henseende til Flaade og Mandskab, opbød han derfor de faa Stridskræfter. han havde tilbage, opsat paa ved sin Tapperhed at aftvætte den Skamplet, hans Stalbrødre havde sat paa ham, og idet han gik ud fra, at det i Krig ikke saa meget kommer an paa Stridsmændenes Tal som paa deres Mod. Men den Kamp, han saaledes ubetænksomt indlod sig paa, fik et ulykkeligt Udfald, thi Sejren tilfaldt den Side, hvor der var flest. Skjalm Hvide, som i sin Levetid havde hele Sjællands Stridsmagt under sig, blev haardt saaret og omringet af en stor Mængde Fjender, saa han blev tagen til Fange, ikke fordi han havde tabt Modet, men fordi han mistede saa meget Blod, at Kræfterne helt svigtede ham. Og saa stor Ærbødighed viste Fjenderne denne udmærkede Mand, at de for at bevare hans Liv satte ham i sikker Forvaring, skjønt de ellers ikke plejede at skaane deres Fanger. De kunde nemlig ikke bringe over deres Hjærter at lade saa anselig en Mand springe over Klingen. thi den Modgang, han for Tiden var stedt i, mægtede ikke at tilintetgjøre den Højagtelse, de nærede for ham fra gammel Tid af. I Nattens Mulm undveg han imidlertid fra sine Bevogtere ved Geddesø. Harald lod sig for øvrigt ikke nøje med at have udtømt Danskernes Kræfter ved disse to Sejre, men hjemsøgte dem jævnlig med fjendtlige Efterstræbelser. Da Svend trængtes haardt af ham, tog han sig, med større Frejdighed end Held, for at forsvare sit hærjede Land. Men da han allerede havde lidt to Nederlag, turde han dog ikke tredje Gang friste Lykken i aaben Krig, thi han saa' godt, at han ved de to Slag, han ubetænksomt havde indladt sig paa, havde bragt Danmark i en ulykkelig Forfatning.

Imidlertid havde de yngre Godvinssønner, som ogsaa var begjærlige efter Kongemagten, fattet Nag til deres Broder og havde ved af egen Drift at forlade Landet unddraget sig hans forhadte Herredømme, idet de hellere vilde underkaste sig en frivillig Landflygtigheds Ulykke end blive i Landet og se deres Broder sidde i Glans og Herlighed. Til sidst kom de til Kong Harald i Norge og lovede ham Hørighed og Lydighed, samt at baade de og deres Fædreland skulde underkaste sig ham, hvis han vilde hjælpe dem til at bemægtige sig det. Harald, som var meget ærgjerrig og herskesyg, gik strax ind paa deres Forslag og sejlede med en norsk Flaade til England. Paa samme Tid angreb Normannernes Hertug lige saa hidsig Landet paa en anden Kant. Harald, Kongen af England, som saaledes var stedt imellem to fjendtlige Hære, kunde ikke blive enig med sig selv om, hvilken af dem han først skulde vende sig imod, og lod dem derfor i nogen Tid uhindret rykke frem begge to. Nordmændene troede, at hans Tøven var et Tegn paa Frygt, og uden at bryde sig om, at de ikke var ordentlig rustede, gav de sig, som om der ingen Fare var paa Færde, til at røve og plyndre af alle Kræfter. Men medens de saaledes uforsigtig strejfede om i spredte Hobe, blev de overfaldne af Englænderne, som med Lethed nedhuggede dem. Denne Sejr gjorde Englænderne saa modige, at de ikke betænkte sig paa at vove sig til, hvad det skulde være, og da deres Dumdristighed stadig voxede, angreb de kort efter Normannerne og satte i et uheldigt Slag den Ære til, som de nys havde vundet ved deres Sejr over Nordmændene, og man vilde ikke have vidst, hvor den slagne Konge var bleven af, hvis han ikke senere var bleven funden og røbet af nogle Bønder i en skummel Udørken. Hans to Sønner drog strax tillige med deres Søster over til Danmark, hvor Svend, uden at tænke paa, hvad deres Fader havde forbrudt imod ham, tog venlig imod dem som nære Paarørende. Datteren giftede han med Russerkongen Valdemar, som af sit eget Folk kaldtes Jarislaus. En Dattersøn af ham er vor Konge, som ikke blot har arvet hans Blod, men ogsaa hans Navn; saaledes randt Englands og østerledens Kongeblod sammen i ham, som vi priser os lykkelige ved at kalde vor Konge, og som er en Pryd for begge de Folk, han stammer fra.

Da Harald, som formedelst sine Ugjerninger havde faaet Tilnavnet den Onde, var død, og Svend saaledes var bleven denne sin argeste Fjende kvit, kom hans Herredømme, der hidtil havde været temmelig vaklende, ind paa en lykkelig Bane, og den danske Kongesnekke, som havde haft ondt ved at bjærge sig, fik nu strygende Medbør. Medens han vandt et berømmeligt Navn ved Gavmildhed og Godgjørenhed og ansaas for fuldkommen i Henseende til høvisk Væsen, lagde han ogsaa ivrig Vind paa at bygge og udsmykke Kirker og vejledede sit Folk, som endnu var temmelig ukyndigt i Religionen, til en grundigere Gudsdyrkelse. Men denne prisværdige Stræben besudlede han med sin umaadelige Løsagtighed, thi han besvangrede adskillige fornemme Jomfruer, og medens han ingen ægtefødte Sønner efterlod sig, havde han adskillige Slegfredsønner, blandt andre Gorm, Harald, Svend og Omund, samt Ubbe og Olaf, Niels, Bjørn og Benedikt, hvilke sidste alle mere slægtede Fader end Moder paa. Af lige saa uægte Herkomst var Knud og Erik, der blev til saa stor Pryd for Danmark. Datteren Syrithe, som senere blev gift med Venderen Godskalk, og som der vil blive talt om i det følgende, skal ligeledes have været et Slegfredbarn. Omsider besluttede Kongen at vende sit Sind fra Vellyst og tøjlesløs Elskov og at tæmme det ved at paalægge det Ægteskabets Kyskhed, og for at rive sig løs fra sine mange Slegfredkvinder ved at give sig i et sømmeligt Ægteskab og holde sig til én, saa han ikke yderligere satte sin Kraft til ved saadan Løsagtighed, ægtede han, opsat paa at faa ægtefødte Børn, Svenskekongens Datter Gyda, der var hans Frænke, som om det kunde kaldes et virkeligt Ægteskab. Saaledes besmykkede han, da hans Hu stod til et helligt Ægteskab, sin Løsagtighed med Ægteskabets Navn, og faldt strax af én Synd i en anden, thi det var mere tilgiveligt, at han havde Samkvem med Kvinder, der stod ham fjærnt, end med én, der var ham paarørende, skjønt begge Dele er brødefuld Ukyskhed.

Dette vilde Bisperne Egin og Vilhelm ikke lade gaa upaatalt hen, de søgte, men forgjæves, at faa Kongen til at opgive dette utilbørlige Ægteskab, formanede ham indtrængende til at bryde det og bebrejdede ham, som ret og billigt var, skarpt hans ukyske Lidenskab. Og da de mærkede, at deres Formaninger ikke hjalp, klagede de over dette ulovlige Ægteskab til Ærkebiskoppen af Bremen og overlod til ham som deres foresatte at straffe Brøden. Da han nu gik i Rette med Kongen for hans Ukyskhed og ved fromme og nyttige Formaninger søgte at faa ham til at opgive den, svarede Svend ham med Trusler og lod ham vide, at han med Vaabenmagt vilde revse ham for hans uforskammede Irettesættelser. Han kunde altsaa ikke finde sig i at blive sat i Rette og holdt det for bedre at følge sin Grumheds Indskydelser end at rette sig efter, hvad Mænd, der var beklædte med hellig Myndighed, sagde, vilde hellere svigte Religionen end opgive den, han havde ægtet. Af Frygt for, at Svend skulde angribe Hamborg med sin Flaade, forlagde Ærkebispen nu sit Sæde til Bremen.

Vilhelm søgte imidlertid ved sine Formaninger at faa Kongen, som virkelig pønsede paa sligt, til at afstaa fra sit Forsæt, og ved sin fromme Tale og sine indtrængende Formaninger fik han ham til at slaa sin rasende Forbitrelse af Tankerne og til at opgive sit Forehavende. Saaledes kom Kongen snart paa bedre Tanker, og da han ved den velsignelsesrige Magt, hans Sjælesørger fik over ham, var kommen til sin Fornuft igjen, overskar han strax det utilbørlige Samlivs Baand, tøjlede sin overstadige Ukyskhed og forskjød sin Hustru, saa han opgav ikke alene sin Vrede, men gav ogsaa Afkald paa det ulovlige Ægteskab, han havde indgaaet. Gyda drog tilbage til sit fædrene Hjem, tog Enkesløret og førte siden alle sine Dage den reneste Vandel; hun aflagde Kyskhedsløfte og vilde ikke vide af nogen Mand mere, thi da hun havde besmittet sig ved et ulovligt Ægteskab, vilde hun ikke indgaa noget nyt. Hun levede Resten af sine Dage i ugift Stand kun optagen af Fromhed og gjorde ved med stræng Kyskhed at afholde sig fra tilladeligt Ægteskab Bod for den Brøde, hun havde begaaet ved at indgaa et utilladeligt. Hun lod imidlertid ikke Livet gaa hen i ørkesløshed og Lediggang, men virkede hver Dag herligt Kirkeskrud, og det Arbejde holdt hun ogsaa stadig sine Terner til. Blandt andet skjænkede hun Roskilde Domkirke en Messehagel af kostbart Stof og forarbejdet med vidunderlig Kunst, baldyret med smukke Billeder. Og hun virkede mange andre Stykker til kirkeligt Brug under Gudstjenesten.

Svend satte overmaade stor Pris paa Omgang med gejstlige Folk og drog mange saadanne til sig, men skjønt han havde megen Ærbødighed for Lærdom, tog han dog mest Hensyn til deres Sæder, thi han ansaa det for utilbørligt at skjænke nogen sin største Fortrolighed, blot fordi han var lærd, og holdt i den Grad for, at Skikkelighed var mere værd end Kundskaber, at han ved Præstevalg mere saa' paa Dyd og gode Sæder end paa Lærdom og hellere vilde omgive sig med redelige end med lærde Folk. Blandt andre kaldte han til sin Omgangskreds en Nordmand ved Navn Svend, som i højeste Grad udmærkede sig i alle Dyder, men som kun var lidet bevandret i boglige Kunster. Han havde været Lagmand, før han blev Præst, og skjønt han kun var lidet kyndig i Latinen, var han overmaade veltalende, naar han brugte sit Modersmaal. Da de andre mærkede, at Kongen foretrak ham formedelst hans Dyd, som han havde mere af end de, besluttede de at drive Gjæk med ham ved paa en latterlig Maade at blotte hans Ukyndighed. Da han skulde læse Messe, gav de ham en Bog, som de for at gjøre ham til Latter havde streget et Par Bogstaver ud i. Da han efter Bogen skulde læse den højtidelige Bøn for Kongen, kom han som Følge af den Forfalskning, hans Medbejlere havde foretaget med den, og som han ikke havde Kundskab nok i Latinen til at opdage, til at kalde ham Guds Æsel i Steden for Guds Tjener. En Tjener hedder nemlig paa Latin famulus, og nu havde de slettet de to første Bogstaver ud, saa der stod mulus, hvilket betyder et Æsel. De tilstedeværende brast i en saa umaadelig Skoggerlatter over denne hans Ukyndighed, at selve Gudstjenesten blev til Spot ved denne grove Skjemt. Da Messen var til Ende, lod Kongen Bogen tage fra Alteret, og da han saa', at den for nylig var forfalsket af avindsyge Hænder, og at det var denne Forfalskning, der var Skyld i, at Bønnen var bleven fejlaglig læst, blev han greben af Harme imod Svends Avindsmænd, irettesatte dem for deres Svig og erklærede, at de var langt mere at laste for deres Misundelse end Svend for sin Vankundighed, og hertil føjede han, at det ikke skulde komme til at vare længe, før Svend kunde bebrejde dem, der havde drevet Spot med ham, at de var vankundigere end han. Derpaa opfordrede han ham til at drage til en Højskole og lovede, at han skulde betale. hvad det kostede, og det var saa langt fra, at han for den Sags Skyld unddrog ham sin sædvanlige Omgang, thi han vilde ikke have Ord for at begunstige hans Avindsmænds Misundelse i Steden for at misbillige den. Svend rejste saa bort og arbejdede med den største Iver paa at erhverve sig Kundskaber, thi han var saare opsat paa at dyrke Videnskaberne, som han hidtil kun lidet havde lagt sig efter, og for grundig at sætte sig ind i dem drog han af Landet og gav sig i Lære ved en udenlandsk Højskole, udviklede de overmaade gode Anlæg, han havde, og tilegnede sig grundig Latinen. Med stor Lærvillighed erhvervede han sig stor Kundskab i dette Sprog baade i Henseende til Ordforraad og Grammatik, aflagde den bondeagtige Stivhed, man havde lagt ham til Last, og tilegnede sig ved øvelse den smukkeste Veltalenhed. Saa ivrig var han til at samle sig Kundskaber, at han efter kort Tids Forløb vendte hjem som en berømmelig Mester i boglige Kunster, hvis Lærdom de, der havde spottet ham for hans Vankundighed, ikke kunde andet end beundre.

Den højeste Plads i Kongens Gunst og Fortrolighed havde Vilhelm, og han gjengjældte da ogsaa det Venskab, Kongen nærede, thi ligesom Kongen elskede ham højere end alle andre, viste han ogsaa Kongen større Trofasthed end nogen af dem, han ellers havde om sig, og hvis Tjeneste udgjorde hans tryggeste Værn. Følgende Tildragelse afgiver det skjønneste Vidnesbyrd om Bispens Nidkjærhed og om Kongens Ydmyghed. Da Svend nemlig fejrede Nytaarsaften med et stort Gilde, hvortil han havde indbudt sine Stormænd, og det kom ham for øre, at nogle af disse hemmelig havde talt uærbødig og ondt om ham, mente han, at de i drukken Kaadhed havde røbet de forræderske Tanker, de bar paa. og i sin Forbitrelse sendte han Folk hen for at dræbe dem i Trefoldighedskirken, da de om Morgenen kom for at holde Bøn, som om Kirken var det Sted, der bedst egnede sig til at slaa Folk ihjel paa. Han begik saaledes en dobbelt Forbrydelse, idet han ikke blot krænkede Gjæsteretten, men ogsaa gjorde sig skyldig i Helligbrøde, gjorde Guds Hus til et grueligt Rettersted og uden Hensyn til Tid eller Sted blot gjorde, hvad hans Lidenskab tilskyndede ham til. Bispen blev, som rimeligt var, harmfuld over denne Krænkelse af Kirken, men lod i Førstningen som ingenting, saa Livdrabanterne ikke mærkede, hvor vred han var, idet han opsatte at straffe denne Misgjerning, til den belejlige Tid kom. Da han saa skulde til at forrette Gudstjenesten, undlod han ikke blot at gaa Kongen i Møde for ærbødig at tage imod ham, men da han vilde gaa ind i Kirken, stod han uden at ænse det Venskab, der var imellem dem, i Døren i sit Bispeskrud og formente ham Adgangen ved at spærre for ham med sin Stav, idet han erklærede ham for uværdig til at betræde det Guds Hus, hvis Fred han ikke havde undset sig ved grovelig at forstyrre, og hvis Helligdom han havde besudlet med Blod, og han gjorde heller ikke den Ære af ham, der ellers tilkom ham, thi han kaldte ham ikke Konge, men Bøddel og Blodhund. Og han lod sig ikke nøje med at tale Misdæderen haardt til, men stødte ham for Brystet med Piggen paa sin Stav og lod ham vide, at han maatte bøje sit gjenstridige Sind og gjøre Bod for det Drab, der var blevet udført efter hans Befaling. Han gav nemlig den Ærbødighed, han skyldte Religionen, Fortrinet for sit personlige Venskab, thi han var ganske paa det rene med, at Venskabets Pligter var et, og noget andet hans hellige Embedes Ret, og at han i Henhold til den burde gaa lige strængt i Rette med Brøden, hvad enten det var Herre eller Tjener, der begik den, og ikke tage lempeligere paa den fornemme end paa den ringe. Og skjønt det vilde have været fuldt tilstrækkeligt at vise Kongen bort, lyste han ham ogsaa i Band og betænkte sig ikke paa at udtale Forbandelsen over ham lige op i hans aabne øjne, saa han gik til Værks med en saa vidunderlig Dristighed, at det ikke er let at sige, om han gik Kongen stærkest paa Livet med Haand eller Mund, idet han først overøste ham med grove Smædeord og derefter stødte ham tilbage med sin Haand og knuste Lasten i det Hjærte, hvis Dyd han hidtil havde æret. Han mente nemlig, at over for en saa aabenbar Brøde burde Straffen ikke lade vente længe paa sig, idet han holdt for, at det var lettere at kvæle Synden i Spiren, medens den saa at sige endnu ikke var kommen ud af Svøbet, end naar den havde faaet Væxt, for at den ikke skulde slaa for dybe Rødder, naar der gik for lang Tid hen. Ligesom Kongen var bleven dreven til at begaa sin Udaad i et Anfald af Ustyrlighed og Overilelse, saaledes dreves Bispen altsaa til at straffe ham af en Strenghed, der havde sit Udspring i gudelig Nidkjærhed. Idet han saaledes tappert holdt Hævd over Religionen, viste han sandelig ikke blot sin Stand den Troskab, han skyldte den, men avede ogsaa Letsindigheden paa en gavnlig Maade. For ikke at faa Udseende af at undlade at hævde sit hellige Embedes Værdighed lagde han en Alvor for Dagen, som om han havde glemt al Overbærenhed, vilde ikke være Ven med Religionens Fjende eller hellere staa som en Jabroder end gjøre sin Skyldighed som Biskop. For øvrigt var han kun tilsyneladende Kongens Uven, i Virkeligheden var han hans Ven, thi han foretrak at lægge sit trofaste Venskab og sin oprigtige Kjærlighed for Dagen ved retfærdig Strænghed fremfor ved utilbørlig Overbærenhed. Derfor aflagde han for en Tid sin Mildhed og paatog sig et strængt Sind i Steden for sin sædvanlige Sagtmodighed, idet han med fuld Føje mente, at han for at haandhæve Kirkens Tugt burde tage strængt paa Veje. Da Drabanterne styrtede ind paa ham med dragne Sværd, bevarede han derfor sin Sjælsstyrke og ænsede det ikke og viste sig nu lige saa stor ved at foragte Faren, som han før havde vist sig ved at udæske den. Ved den store Sjælskraft og det ædle Sind, han saaledes lagde for Dagen, viste han til fulde, at han ved det Værn, han havde i sin Kjærlighed til Gud, var hævet over al Frygt for Mennesker. Kongen, som skjønnede, at det ikke var Overilelse og Hidsighed, der drev ham, men at han handlede i Kraft af den Strænghed, hans Embede paalagde ham, forbød dem at dræbe ham, skammede sig i sin Samvittighed og bluedes mere over den Brøde, han havde begaaet, end over, at han var bleven vist bort, begav sig strax tilbage til sin Borg, fandt sig rolig i, at han saa forsmædelig var bleven vist til Rette, og tog ikke engang Bispen de haarde Ord ilde op, hvormed han i sin ædle Harme overøste ham. Derpaa afførte han sig sit kongelige Skrud og iførte sig ringe og simple Klæder, idet han hellere vilde bære Sorg til Skue ved at bære grove Klæder end Gjenstridighed ved at vise sig i Pragt og Herlighed, thi saa haardt havde den sørgelige Dom, Bispen fældede over ham, ramt ham, at han ikke kunde holde ud at bære Kongeskrudet, men aflagde Tegnene paa sin kongelige Værdighed og klædte sig i Bodsdragt, og sammen med Skrudet aflagde han ogsaa sin kongelige Myndighed og blev fra en vanhellig Voldsmand Guds oprigtige Tilbeder. Han gik nemlig barfodet tilbage til Vaabenhuset, kastede sig i Støvet ved dets Tærskel, kyssede ydmygt Jorden og bekæmpede med Blusel og Beskedenhed Harmen, som Forsmædelse plejer at egge, thi han hævnede sig ikke strax, fordi han var bleven vist bort, men sonede ved Skam og Anger den Brøde, han havde begaaet ved at give Befaling til at øve den blodige Gjerning. Jeg holder for, at hans Sjæl har forvildet sig ind i Synden og ikke har haft hjemme der, thi ligesom han af Overilelse blev dreven til sin ugudelige Gjerning, saaledes beherskede han siden sit Sind med den største Beskedenhed og Ydmyghed. Hvor sagtmodig af Hjærte maa vi ikke sige, han var, eftersom han ikke blot undlod at straffe Bispen, der aabenlyst med den største Strænghed betjente sig af sit Embedes Myndighed over for ham, men endogsaa fik sig til at vise ham Ærefrygt ved med den største Ydmyghed at bede om Tilgivelse, saa at han fortjente den, baade fordi han skammede sig og fordi han gjorde Bod! Han vidste nemlig, at han ikke kunde forsone Gud ved at gjøre Brug af sin Magt, men kun ved Ydmyghed, derfor gjorde han prisværdig Bod for sin grumme Misgjerning ved bitterlig at sørge over den, ja, skjønt han ved den Maade, hvorpaa Bispen havde skammet ham ud, var bleven i høj Grad forvirret, lod han sin af Forsmædelsen opskræmmede Fromhed faa Overtaget over sin Harme, og lige saa stor en Krænkelse han ved sin grumme Befaling havde tilføjet Religionen, lige saa stor Ærbødighed viste han den nu i sin Sønderknuselse. Men da han saaledes ydmygede sig, kom Bispen ham til Hjælp med usædvanlig Mildhed, thi da Salmesangen var begyndt og den første Salme sungen, og man efter Kyrie eleison skulde til at istemme Gloria in excelsis, fik han af Drabanterne at vide, at Kongen laa og bad uden for Kirkedøren. Han bød da Klerkerne holde inde med Sangen og gik til Døren og spurgte Kongen, som han fandt liggende dér, hvorfor han teede sig saaledes, og da Kongen bekjendte sin Synd, lovede at gjøre Bod og bad om Bispens Tilgivelse, hævede han strax Bandet, omfavnede ham, som han laa der i Støvet, og bød ham aftørre sine Taarer, aflægge Bodsdragten og atter iføre sig sit kongelige Skrud og være ved godt Mod, idet han tilføjede, at han ikke burde vise sig for den glade Menighed med Sorg i Sinde. Han kunde nemlig ikke bære over sit Hjærte, at Kongen skulde bære et nedslagent Aasyn til Skue, der saa lidet passede til hans kongelige Værdighed, eller ligge saa ydmygt der ved Døren, derfor opmuntrede han ham med venlige Ord, bød ham iføre sig sin forrige Dragt, der passede bedre til hans høje Stilling og, naar han havde iført sig dette Skrud, komme ind i Kirken, idet han mente, at han havde gjort tilstrækkelig stræng Bod ved at te sig saa ydmyg og bønfaldende kaste sig i Støvet. Efter derpaa at have paalagt ham den Bod, han havde at gjøre, bød han alle Sangerne, som gjorde Tjeneste i Koret, at gaa ham i Møde, for at Modtagelsen kunde blive saa meget højtideligere, bød ham trine ind i Kirken og tog strax imod ham med stor Ærbødighed og førte ham helt op til Alteret, medens alle jublede af Glæde. Saaledes bødede han nu ved ærbødig Venlighed paa den tidligere Strænghed og gav ved saa udmærket en Æresbevisning Kongen Oprejsning for den forsmædelige Bortvisning og viste ikke ringere Ærbødighed over for den bodfærdige end Strænghed over for Misdæderen, ja betog endogsaa den sorrigfulde hans Bekymring, indgjød ham Mod og forjog hans bitre Sorg ved at lade alle juble ham i Møde. Saaledes fik han det, som den mægtige Mand havde forbrudt ved sin Misgjerning, sonet ved sin gudelige Nidkjærhed. Og Menigmand gav i højeste Grad sit Bifald til Kjende ved Synet af Kongens Ydmyghed og fandt, at han viste sig mere from i sin Bodfærdighed end brødefuld, da han bød sine Mænd begaa Udaaden. Bispen var saaledes optraadt som en baade nidkjær og from Straffedommer, havde i samme Sag lagt baade Strænghed og Mildhed for Dagen og været lige saa rede til at tilgive som til at straffe, thi medens han strængt afviste hans Gjenstridighed, tog han overbærende imod hans Ydmyghed og forenede saaledes Kjærlighed og Retfærdighed, at han ikke afviste den bodfærdige og ikke tog imod den overmodige. Han viste i alt dette fuldt ud et faderligt Hjærte, thi som en Fader revsede han først og lokkede saa med gode Ord og kunde lige saa lidt faa sig til at tage den hoffærdige i Favn som til at foragte den ydmyge. Derpaa optog han igjen den afbrudte Gudstjeneste og sang en Salme til Guds Pris, fordi Kongen var bleven bodfærdig, og Glæden var nu saa meget større, som det, der var gaaet forud, havde været grueligt og bedrøveligt. Kongen holdt sig derpaa to Dage i Ro, og først paa den tredje Dag kom han iført sit kongelige Skrud midt under Messen ind i Kirken, gik frem i Højkoret og lod en Herold højtidelig paabyde Tavshed, hvorpaa han i alles Paahør gik haardelig i Rette med sig selv og bekjendte, at han havde forsyndet sig svarlig imod Gud. Saa priste han Bispens Overbærenhed, at han saa hurtig havde tilgivet ham saa stor en Brøde og løst ham af Bandet, og gjorde vitterligt, at han til Bod for den blodige Udaad, han vel ikke havde begaaet med egen Haand, men som var bleven begaaet paa hans Bud, skjænkede Hælvten af Stevns Herred til Kirken. At han saaledes ikke skammede sig ved i manges Paahør at tilstaa sin Brøde, knyttede et uopløseligt Baand imellem Kongeborg og Kirke, thi Kongen bevarede ikke blot det samme Venskab for Bispen som tidligere, men gjorde endnu større Ære af ham; den Tjeneste, han havde vist ham, tilskyndede ham mere til at vise ham Gunst, end den Forsmædelse, han havde tilføjet ham, opflammede ham til Vrede, thi han skjønnede, at det ikke var personligt Nag, men Harme over den Krænkelse, han havde tilføjet Religionen, der havde drevet ham. Kongen elskede derfor Bispen for hans beundringsværdige Nidkjærhed, og Bispen elskede Kongen for hans fromme Ydmyghed, og der gik ikke en Dag, uden at de begge bad til, at de maatte komme til at følges ad i Døden, saa at den faste Enighed, der var imellem deres Sjæle, ikke maatte blive brudt; de kappedes begge ivrig om i den største Ærefrygt at vise hinanden alle mulige Tjenester og gjorde i deres trofaste Venskab gjensidig saa megen Ære af hinanden, at man snarere skulde tro, at de var Ligemænd, end at det var en højere stillet, der omgikkes fortrolig med sin Undermand.

Jeg kommer nu til at tale om Svends Søn Knud, som ved Lykkens Gunst var bleven udstyret med Naturens rigeste Gaver og gav saa store Prøver paa Dygtighed og Tapperhed, at de langt overgik, hvad man kunde vente af hans Alder. Han samlede nemlig Landets Ungdom og underkuede de omstrejfende Sørøvere og indlagde sig ved at sejre over Sember og Ester i sin Ungdom en saadan Berømmelse, at den langt overgik den, hans Fader havde vundet, og denne Sejr varslede om, hvorledes hans Herredømme med Tiden vilde blive. Han laa stadig ude for at udvide og beskjærme Riget og udførte Bedrifter, som man skulde have ventet, at han paa Grund af sin unge Alder knapt havde Mod til at være Tilskuer ved. Han hærdede ogsaa ved stadig øvelse sit unge Legeme for at kunne være dygtig i Krig og føre Vaaben som en Mand, og saa stort Krigerry vandt han, at det syntes, som om Knud den Store var levet op igjen, som om han havde arvet ikke blot hans Navn, men ogsaa hans Mod og Lykke, og ingen tvivlede om, at han vilde blive sin Faders Efterfølger paa Tronen, thi i Henseende til Tapperhed var han allerede moden, saa han maatte anses for vel skikket til denne Værdighed. Rundhaandethed skortede det ham heller ikke paa, saa ung han var. Hans ældre Broder Harald var derimod sløv og dorsk og tilbragte sin Ungdom i stadig Ladhed og ørkesløshed.

Omsider blev Svend, som formedelst høj Alderdom var bleven saare affældig, angreben af Feber ved Byen Søderup i Jylland, og det blev hans Helsot. Da han mærkede, at Sygdommen tog til, og at det led mod Døden, samlede han sine sidste Kræfter og bad dem, der var hos ham, at sørge for, at han blev begravet i Roskilde, og han lod sig ikke nøje med, at de lovede ham det, men lod dem gjøre deres Ed derpaa, thi i gamle Dage nærede Kongerne en saadan Ærbødighed for dette Sted, at de altid plejede at ville begraves der, hvor de i levende Live havde haft deres Kongesæde. Kongens Lig var allerede med stor Højtidelighed blevet ført over til Sjælland, da Vilhelm fik Bud om at drage det i Møde. Han begav sig da ufortøvet til Roskilde, saa hurtig han kunde og da han var kommen ind i Trefoldighedskirken, sammenkaldte han Graverne og bød dem først grave Graven til Kongen og derefter en Grav til ham selv. Graverne, som troede, at disse Ord snarere var undslupne ham i hans Sorg end var hans virkelige Mening, sagde, at de døde havde Grav behov, men ikke de levende, men han forsikrede dem, at de vilde komme til at tage imod hans Lig førend imod Kongens, han havde altid ønsket at følge ham i Døden, og det ønske vilde han faa opfyldt. Herover blev Graverne helt forundrede, thi de troede, at han talte i Vildelse, men han tvang dem til at adlyde ham, idet han truede dem med Straf, hvis de ikke gjorde, som han bød, saa vis var han paa, at han skulde dø, skjønt han endnu følte sig helt karsk. Derpaa sporede han sin Hest og skyndte sig at drage Ligtoget i Møde, men da han kom til Topshøj Skov, saa' han ved Vejen to overmaade høje Træer, og han bød da sine Folk fælde dem og lave en Ligbaare af dem. De troede, at det var til Kongens Lig, han vilde have den lavet, og gjorde, som han bød, og da den var færdig, læssede de den paa en Vogn, der blev trukket af overmaade stærke Heste. Da de havde Skoven bag sig, og Bispen saa', at det kongelige Ligtog ikke var langt borte, bød han Kusken holde, tog sin Kappe af, bredte den ud paa Jorden og lagde sig ned paa den som for at hvile sig. Derpaa rakte han Hænderne i Vejret og bad Gud om at gjøre Ende paa hans Liv, hvis hans Tjeneste i nogen Maade havde været ham til Behag, thi han vilde hellere strax følge sin Ven i Døden end leve skilt fra ham, og da han havde sagt det, sov han hen, som om han laa hjemme i sin Seng. O, hvilken Endrægtighed maa der ikke have været imellem dem, eftersom han hellere vilde dø med sin Ven end overleve ham! Da hans Tjenere undrede sig over, at han blev liggende saa længe, og forgjæves søgte at faa ham til at rejse sig, opdagede de, at han var død, og nu fyldte dette uventede Dødsfald alle med ny Sorg. De lagde ham paa Ligbaaren og førte hans Lig foran Kongens tilbage til Byen, saa var han end død senere end han, kom hans Ligtog dog først; Svends Ligbaare blev baaren paa hans Mænds Skuldre, men han blev kjørt, som om han førte Toget an, og saaledes kom han først til Kirken, saa det blev vitterligt, at han havde spaaet sandt. Ved denne mærkværdige Dødsmaade viste han ret, at det mere var Kongens Venskab end hans høje Stilling, han havde sat Pris paa. Der blev nu holdt en prægtig Jordefærd, og de tvende Lig blev begravede tæt ved hinanden. Det var i Sandhed et Venskab, der var Ære værd, eftersom den af de to Venner, der levede længst, fattede Lede til Livet og længtes efter Døden, da han havde mistet den anden. Efter Vilhelm valgte Klerkerne enstemmig den ovenfor nævnte Svend Nordmand til Biskop.

Det trak i Langdrag med Valget af Kong Svends Eftermand, fordi Folket ikke kunde blive enigt med sig selv om, hvem det skulde vælge. Største Delen af Danskerne mindedes nemlig, hvor store Farer Knud havde ført dem ud i, inden han endnu havde noget rigtigt at sige, og var bange for, at det skulde blive endnu værre, i Fald han blev Konge. Saaledes udtydede de hans Tapperhed paa værste Maade og fordømte med det skammeligste Vrangsyn paa hans Fortjenester det, som netop burde regnes ham til Ære, forholdt ham den Løn. der tilkom ham for hans herlige Egenskaber, og udelukkede ham til Gjengjæld for hans berømmelige Bedrifter skammelig fra Tronen. Og ligesom de vragede ham af Frygt for at komme til at tage sig noget for, saaledes satte de, opsatte, som de var, paa Lediggang, Pris paa Harald, foretrak Dorskhed for Dristighed og vilde hellere have en fejg Konge end en tapper. Derfor foragtede de ham, der havde vundet Navnkundighed ved sine herlige Anlæg, skammede sig ikke ved at overlade Lasten Tronen, som de forholdt Dyden, vragede Tapperheden og gjorde Ære af Fejgheden. For at pynte og sætte Sminke paa denne deres utaknemmelige Tænkemaade gjorde de imidlertid gjældende, at Harald, der var den ældste, havde Krav paa Tronen i Kraft af sin Førstefødselsret. Det var i Sandhed en sælsom Maade at tage Tingene paa! Den ene afskyede de for hans Dyd, den anden holdt de af for hans Udyd. Skaaningerne var de eneste, som var tilbøjelige til at gjøre, hvad ret og billigt var, de elskede Knud for hans Bravhed og foragtede Harald for hans Ladhed. Saa holdt man da Ting ved Isøre for at afgjøre, hvem man vilde vælge. Der skærer det store vildene Hav sig ind i Landet med en temmelig snæver Vig, hvor der gaar en strid og stærk Strøm som Følge af, at der er saa kort imellem Strandbredderne, og midt ude i den er der Sandrevler, som kommer til Syne, naar det er Ebbe, men er skjulte i Flodtiden, saa de er farlige for de søfarende. Skaaningerne havde lagt til ved østsiden af Vigen, og den øvrige Flaade ved Vestsiden, og Brødrene holdt Ting hver paa sit Sted og med sine Tilhængere. Da Harald havde faaet samlet dem, der holdt med ham, sagde han, at han ingenlunde vilde anse det for nogen Skam, at hans Broder blev ham foretrukken, hvis Skæbnen ikke selv havde gjort ham til hans Undermand ved at lade ham komme til Verden efter ham, og det ikke var latterligt, at den ældre skulde staa under den yngre, og skjønt Knud var hans Overmand i Henseende til Tapperhed, havde han det Fortrin frem for ham, som Naturen havde givet ham, at han var ældst. Det var ogsaa ubilligt, at det skulde blive hans Broder til Gavn, at han havde pint og plaget Landsens Folk og bragt Landet i Fare, og at han derimod skulde udelukkes, fordi han havde været mild imod alle. Man burde heller ikke sætte saa stor Pris paa Fortjenester, at man lønnede den, der havde skaffet en Ulykker paa Halsen, med sin Gunst og den, der skabte ens Lykke, med at vrage ham, thi det var at gjengjælde ondt med godt og godt med ondt. Derhos lovede han, at han, hvis de satte ham paa Tronen, vilde afskaffe de strænge Love og efter deres eget Tykke sætte milde og lempelige Love i deres Sted. Da han gav saa store Løfter om Ting, de i saa høj Grad ønskede, lod de sig daare af hans giftige Smigertale, udraabte ham til Konge og overlod ham sit Fædrenerige, skjønt de snarere burde have foragtet ham for hans Dorskhed end vist ham nogen Ære eller Gunst.