Svend Tveskjæg

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Saxo Grammaticus
Danmarks krønike


oversat af
Fr. Winkel Horn


Svend Tveskjæg


Da Harald var død, glædede Svend sig over, at han nu havde gunstig Lejlighed til at rase imod den kristne Religion; han oprykkede den helt med Rode og bevirkede, at Danskerne aflagde Kristendommen, som de havde antaget, og vendte tilbage til Hedenskabet, og de optog saa meget frejdigere deres tidligere Vildfarelser, som de nu var sikre paa, at den, som havde været strængest til at dadle dem, nu var borte. Denne hans Letsindighed straffede Gud i sin Harme over den Foragt, han viste ham, ved at bringe ham i ikke lidet ublide Kaar og paaføre ham de sørgeligste Skæbnens Omskiftelser, thi han aflod ikke med haardt at hjemsøge ham, der førte an med Hensyn til Frafald fra Religionen, og bringe ham i de haardeste Kaar og nødte ham til at leve et besk Liv, blottet for al Glæde og Lykke. Folkene i Byen Julin, som hærjede Danmark, tog ham nemlig til Fange, og for at slippe løs igjen maatte han love at udrede lige saa meget Guld og dobbelt saa meget Sølv, som han vejede. Da Danskerne, som satte alt for stor Pris paa ham formedelst hans Frafald fra Religionen, havde skudt den Sum sammen, blev han givet tilbage til Fædrelandet, men han lod ikke des mindre vedblivende haant om at aabne sine øjne, der var tilslørede af Vankundighedens tykkeste Mørke, for det klare Lys' Straaler, ja han var et sandt Uhyre, fuldt af Ondskab, lignede kun lidet sin Fader i Sind og skammede sig ikke ved at stige ned fra den herlige Glans, der havde omstraalet ham, til Mørkets Afgrund. Men medens hans egne Synder blev ham til Skade, kom andres Velvilje ham til gode. Da han atter fristede samme Skæbne som forrige Gang, stillede Landets Ædlinge deres Børn som Gisler for ham, og han opnaaede at blive given fri ved at gaa ind paa at udrede den samme Sum som sidst. Men da han ikke mægtede at udrede det lovede Guld og Sølv af sit eget Skatkammer, solgte han dels offentlig og dels under Haanden Skove og Lunde til dem, der havde givet deres Børn, som de elskede højere end deres eget Liv, som Borgen for ham, og det, der paa denne Maade kom ind, betalte han strax til dem, der havde taget ham til Fange. Skaaningerne og Sjællænderne kjøbte Skovene i Fællig og betalte dem under ét, men i Jylland kjøbte kun Folk, der var forbundne med hinanden ved Slægtskab, i Fællig.

Paa den Tid var det almindeligt, at Danskerne laa i Viking, Slaverne gjorde det derimod kun sjælden, men nu begyndte det ogsaa i større Udstrækning at komme i Brug hos dem, idet Vikingerne i Byen Julin nu brugte de Danskes Kunster imod Danskerne selv og gjorde dem mest Fortræd med det, de selv havde lært dem. Denne Vane at gjøre Indfald i Landet har i vore Dage Kong Valdemars og Ærkebiskop Absalons ivrige Vaagen over Undersaatternes Tarv faaet Bugt med, thi som Følge af deres kraftige Bistand kan man nu dyrke Jorden i Ro og sejle trygt paa Havet.

Svend, som tørstede efter at hævne de Nederlag, han havde lidt, og især var opsat paa med Vaabenmagt at gjøre det af med Julin, Tilholdsstedet for det ryggesløseste Pak, lagde sig imidlertid med saa stor en Flaade i Sundet mellem øerne Møen og Falster, at det var helt fuldt af hans Skibe. Da det saa' ud til, at han snart vilde vende sig imod Slavenland, holdt Julinerne, som baade var dristige og snilde, det for raadeligst at forebygge Fjendens Angreb ved List. De vidste nemlig, at Danskerne for Flaadens Sikkerheds Skyld lod Vagtskibe sejle omkring den om Natten, og saa underkjøbte de nogle udsøgte Søfolk, og dem lod de en Morgen, saaledes som Folkene paa Vagtskibene plejede, sejle med en liden Baad ind i Havnen, der var fuld af Skibe, saa det saa' ud, som om den vendte tilbage fra Nattevagt; da de var naaet hen til Kongens Skib, sagde Styrmanden, at han havde noget, som det var Kongen magtpaaliggende at vide, at sige ham under fire øjne. Kongen troede, at han havde Bud at bringe om et eller andet, de havde opdaget i Løbet af Natten, trak Tjeldingen til Side og stak Hovedet ud og bøjede sig ned til ham, der vilde tale med ham, for at de kunde tale fortroligere sammen. Da Manden saa, at Lejligheden var gunstig til at udføre den List, han havde i Sinde, greb han ham pludselig med et voldsomt Tag om Halsen, trak ham ned fra Skibet og lod sine Medhjælpere kaste ham ned i Baaden, og saa var Søfolkene ikke sene til at trække paa Aarerne af alle Kræfter og tage Flugten. Idet de saaledes greb til dristig Forslagenhed, opnaaede de ved List, hvad de ikke kunde naa med Magt, og han, som kort i Forvejen havde straalet i kongelig Glans og Herlighed, var nu ved Lykkens forsmædelige Spil bleven Barbarers usle Træl - jeg ved ikke, om det mest var for den Uret, han havde øvet imod sin Fader eller imod Religionen - og maatte i Fangehullet bøde for Forbrydelsen mod sin Fader i selve det Land, hvorhen han havde jaget sin Fader i Landflygtighed, og var nu ogsaa nødt til at røve sit Fædreland dets Velstand, efter at han havde berøvet det Religionen. Hans Folk kunde nemlig ikke hurtig nok komme ham til Hjælp, eftersom de først maatte tage Tjeldingerne af Skibene, stikke Aarerne ud og hejse Anker. Hans Krigsfolk kom altsaa til kort over for Slavernes Svig, og da de ikke havde Kongen til at føre dem an, turde de ikke drage imod Slaverne, hvorfor Flaaden opløstes, og Krigsfolkene blev sat i Land, hvor de havde hjemme.

I denne Nød og Kvide kom Kvinderne Svend til Hjælp, da Mændene ikke kunde, thi da Rigets Midler var udtømte, saa der ikke engang var Guld nok til at løskjøbe ham for, var Kvinderne højsindede nok imod ham til at aftage deres ørenprydelser og kappes om ogsaa at bringe deres øvrige Smykker, og ved Vægten af alt dette udfyldte de den forlangte Løsesum, idet de satte større Pris paa, at deres Konge led vel, end paa deres fagre Smykkers Dejlighed. Saa stærkt laa det begge Kjøn paa Sinde at skaffe ham fri. Kvinderne holdt det snarere for en Fornøjelse end for en Byrde at løskjøbe Rigets Støtte med deres egne Midler, og man betænkte sig ikke paa at frelse hans Liv ved, at alle skjød sammen, hvad der skulde til, skjønt han først og stadig havde lagt Vind paa Frafald fra Religionen. Folket, som ikke vidste, at han styrtede det i Fordærvelse, ansaa det for en god Gjerning at lønne den største Ugudelighed med de største Velgjerninger, omfattede ham, der havde forbrudt sig imod sin Fader og imod Gud, med ufortjent Taknemmelighed og lønnede med Kjærlighedsgjerninger, hvad det burde have straffet. Lige saa stort Had det havde næret til Harald, lige saa stor Kjærlighed nærede det nemlig til Svend, og medens det havde afskyet ham, som indførte Kristendommen, elskede det ham, som foragtede den. Saaledes godkjendte Folket Gudsforagteren og straffede den gudfrygtige, gjorde lige saa megen Ære af Sønnens Syndighed, som det havde vist Faderens Fromhed Foragt, og blev ikke træt af at overøse ham med Velgjerninger, fordi han havde afskaffet Kristendommen, idet det tre Gange friede ham af Vikingernes Fangenskab ved at udrede de fastsatte Løsepenge. Han viste sig da ogsaa taknemmelig imod Kvinderne og lønnede dem for, hvad de havde gjort for ham, thi han gav Kvinderne lovlig Arveret, hvilket de hidtil ikke havde haft. Men for at faa det Sølv ind, som han skulde udrede, lige saa meget som tidligere, bød han, at hans Jordegods skulde sælges, saa ligesom han selv var bleven solgt af fremmede, udbød han Riget til Salgs til sine Undersaatter. Jeg ved ikke, om man skal ynke ham eller ønske ham til Lykke, fordi han var bleven mager, thi hvad han havde tabt i Huld, sparede han i Løsepenge, saa Penge tjente han ved det Svind. Forøvrigt lod Barbarerne sig ikke nøje med at presse Penge af ham, men de handlede endnu grummere imod ham ved ogsaa at nøde ham til at sværge, at han ikke vilde bære Nag til dem og plagede saaledes Staklen med to Vilkaar, af hvilke det ene var vanskeligt at opfylde og det andet skammeligt at gaa ind paa, thi man kan blive nødt til at udrede sine Midler til Fjenden, men at skrive den Uret, man har lidt, i Glemmebogen og lade den strafskyldige gaa fri for Straf er en Velgjerning, man har Skam af, thi er det svagt at bøje sig for Overlast, er det forsmædeligt at give Afkald paa Hævn for den; man har mindre Skam af at tvinges over Evne end af ikke at bruge sine Kræfter ordentlig. I sin Iver for at slippe fri for Fangenskabet var Kongen ikke sen til at gaa ind paa det foreskrevne Vilkaar og aflægge den forlangte Ed paa, at han ikke vilde hævne sig, og ved den Velgjerning, han skjænkede Fjenderne derved, at de vidste sig sikre, berigede han dem ikke mindre end ved Pengene, han maatte udrede, og han viste saa meget mere Trællesind, som han fandt sig i at erhverve sig Friheden paa en skammelig Maade. Saa meget havde Kjærligheden til deres gamle Fædreland endnu at sige hos Rømningsmændene i Julin, at de, da de vidste, at Haralds Søn var den eneste, der var tilbage af Kongestammen, mente at burde spare hans Liv, for at Riget ikke skulde gaa over i fremmede Hænder. Derfor begjærede de hans Penge, ikke hans Liv, og vilde hellere raade Bod paa deres Armod ved at tage hans Guld end mætte deres Had med hans Blod.

Men Guds Vrede havde endnu ikke mistet sin Braad over for denne Fyrste, der var falden fra Religionen, thi Herren hidsede ogsaa Sverige til Fjendskab imod Danmark. Kongen af Sverige, som førte Tilnavnet Sejrsæl formedelst de Sejre, han havde vundet, havde ikke glemt den Hjælp, Harald i sin Tid havde ydet Styrbjørn imod Svenskerne, og var i høj Grad forbitret paa Svend. For at hævne sig førte han en Hær over til Danmark, opsat paa at gjengjælde den Fortræd, Faderen havde gjort ham, ved at overvinde Sønnen. Thi skjønt han var nær beslægtet med ham paa mødrene Side, gav han sin Harme Fortrinet for Frændskabet, og han gjorde det saa meget tryggere, som Svend for det meste kun havde en krank Lykke, der stadig fik flere Skaar ved de Ulykker, der væltede ind over ham, medens han selv bestandig i højeste Grad havde haft Lykken med sig. Svend blev overvunden af ham i et Slag i Skaane, hvor han efterlod en overmaade fager Datter Thyra, som han havde opkaldt efter sin Farmoder - hvem der var Moder til hende, ved jeg ikke -, og drog landflygtig til Olaf Tryggvessøn, der stod for Styret i Norge, hvor han herskede med fuld kongelig Magt og Myndighed, skjønt han endnu ikke bar Kongenavn. Svend satte saa meget mere sit Haab til ham, som han mindedes, at Harald i sin Tid havde hjulpet hans Fader til Riget igjen, da han var bleven fordrevet derfra. Skjønt Olaf skyldte ham Tak for den Velgjerning, skjøttede han nu alligevel ikke om at lønne ham for det gode, hans Fader havde gjort, behandlede den ydmygt bedende Flygtning med Ringeagt, afslog ganske at give ham den Hjælp, han bad om, og vilde næsten slet ingen Støtte yde Staklen. Han undlod ikke blot at hjælpe ham, men skammede sig ikke engang ved at vise ham Døren, hvis Fader havde hjulpet hans Fader tilbage til Riget. Nedslaaet over dette forsmædelige Afslag begav Svend sig skyndsomst til England for at søge Hjælp der. Kong Edvard, som var ganske ung, beskyldte ham, der kom for at bede om Hjælp, for, at det var Ærgjerrighed, der drev ham, han troede nemlig, at Flygtningen i Virkeligheden ikke kom for at søge Hjælp, men snedig, under Paaskud af at være dreven i Landflygtighed, pønsede paa Lejlighed til at bemægtige sig hans Rige, og idet han saaledes ansaa hans kranke Lykke for et Vidnesbyrd om hans Træskhed, vendte han det døve øre til; i den Grad gjorde den Lykke, Faderen havde haft, Sønnens Elendighed mistænkelig. Efter at disse ondsindede Konger saaledes havde skuffet hans Haab og ladet hans Bønner uænsede, drog han til Skotland, og den Barmhjærtighed, han ikke havde fundet hos Folk af mildere Sæder, fandt han hos vilde Barbarer. Saa ustadig og foranderlig plejer Lykken gjærne at være, at Mennesket undertiden, naar han er gaaet glip af, hvad han haabede, lettere opnaar, hvad han ikke haabede.

Denne haarde Modgang drev Svend til at fatte Kjærlighed til Religionen; han vendte sine øjne bort fra Mørket og oplod dem for det saliggjørende Lys. Thi da han skjønnede, at han særlig for de to Forsyndelser, Fadermordet og Helligbrøden, var bleven tugtet i fuldt Maal med to tilsvarende haarde Straffe, Fangenskab og Landflygtighed, fattede han from Ærbødighed for den saliggjørende Lære, han før havde ringeagtet, omvendte sit Hjerte til Gudsdyrkelse og sonede begge sine hæslige Misgjerninger med angerfulde Taarer, og efter i alle Maader at have fulgt Kirkens Forskrifter modtog han rettelig Daabens hellige Sakramente. Lige saa fordærvelig en Modstander, han før havde været af Kristendommen, lige saa stærk en Støtte blev han nu for den. Gud var da heller ikke sen til at lade sig formilde ved hans Anger og skjænkede ham i sin Naade hans fordums Lykke igjen, og da Erik døde efter at have været Konge i syv Aar, beredte Gud strax Vej for ham til Riget, førte ham fra Landflygtighed tilbage til Fædrelandet og skjænkede ham i Steden for hans fordums Armod den største Magt og Ære. Eriks Søn Olaf vendte nemlig tillige med sin Moder Sigrid tilbage til Sverige, hvor han blev og lod hende staa for Styret. Saaledes skete det næsten samtidig, at Svend bøjede sig for Religionen og kom i Besiddelse af sit Rige. Men for ikke ved sin Fromhed at tirre dem, hvis Kjærlighed han havde vundet ved Ugudelighed, og pludselig paadrage sig deres Had, skjulte han sin Gudsfrygtighed for Almenheden og lod den kun hemmelig komme frem. Følgen af disse forskjellige Rørelser i ét og samme Hjærte, den største Frygt og den inderligste Fromhed, blev, at hans Sind, som nølende droges til begge Sider, kom i den yderste Tvivlraadighed, thi paa den ene Side stormede Frygt for at miste Riget, paa den anden Side Frygt for at krænke Gud ind paa hans Hjærte og bragte det i dobbelt Fare; han frygtede for Guds Hævn, hvis han forkastede Religionen, og for Almuens, hvis han vedkjendte sig den. Da han i sit Hjærte grundig sammenlignede og overvejede disse to saa modstridende Følelser, indsaa han dog, at han burde frygte Gud mere end Mennesker. Han gik derfor hemmelig til de fornemste Mænd og søgte ved i Løndom at formane dem at faa dem til at antage Kristendommen, idet han røgtede dette Prædikeembede saa godt, han i sin Vankundighed kunde, thi boglærd og kyndig i Kirkens Lære var han ikke. I den Grad drev hans Lyst til at grundlægge Religionen ham til at paatage sig en Lærers Gjerning, skjønt det baade skortede ham paa Snille og øvelse. Men det sunde Lægemiddel, som det friske Hoved saaledes greb til, skjød de tørre og gjenstridige Lemmer fra sig, thi Folket, som elskede den gamle Tro, vilde ikke laane den ny lærvilligt øre, var led ved den fremmede Gudsdyrkelse og holdt ivrig fast ved den fra Fædrene nedarvede. Saa gav Gud for at forherlige sit Navn Kongen, der var opsat paa at udbrede Religionen, men ikke mægtede det, en udmærket forstandig og from og derhos overmaade boglærd Mand ved Navn Pope til Medhjælper ved dette herlige Arbejde. Paa det offentlige Ting, der holdtes ved den Havn, som kaldes Isøre paa Grund af den megen Is, der findes i den, gav Pope, da han ikke ved sin Tale kunde faa Danskerne til at antage Troen, ved et uimodsigeligt Tegn det sikreste Vidnesbyrd om, at det var sandt, hvad han forkyndte, og stadfæstede sin Læres Troværdighed ved et stort og helligt Jertegn. Han spurgte dem nemlig om de vilde lyde hans Formaninger, hvis de saa' ham tage gloende Jærn i Haanden uden at lide nogen Skade derved, og da alle svarede, at i saa Fald vilde de ganske sikkert lyde ham, bød han dem skaffe en gloende Jærnhandske, og den stak han Haanden i helt op til Albuen, bar den strax uforfærdet saaledes om iblandt dem alle og kastede den for Kongens Fødder, og saa viste han dem til alles ærefrygtfulde Forundring, at hans Haand i ingen Maade havde lidt Mén, men var ganske uskadt og uforandret. Ved dette underfulde Syn fik han dem, som ellers var ubøjelige, til at falde til Føje, og den Fare, han havde udsat sig for, blev saaledes ikke en Hindring for hans Formaninger, men en Prøve, der bestyrkede dem, thi ved den dristige Standhaftighed, hvormed han opfyldte sit Løfte, overvandt han jo visselig selve Naturen. Ved denne berømmelige Undergjerning bibragte han endog til evige Tider vort Folk Kristendommen. En Følge heraf blev ogsaa, at Danskerne afskaffede den Skik at holde Tvekamp og besluttede, at de fleste Rettergangssager skulde afgjøres ved Jærnbyrd, idet de holdt for, at Sagernes Prøvelse rettelig burde henskydes under Guds Dom fremfor at henvises til Kamp imellem Mennesker. Til Løn herfor blev Pope af Ærkebiskop Adeldag i Bremen gjort til Biskop i Aarhus, hvortil han saa vel ved sit Liv som ved sine Gjerninger var overmaade værdig. Den samme Værdighed tildeltes Henrik i Slesvig, Lefdag i Ribe og Gerbrand i Roskilde; i den Grad fremmede den gudfrygtige Konge med den nøjeste Overholdelse af Religionens Forskrifter Kristendommen ved at beskikke nye Præster og forherligede den ved at bygge Kapeller og Kirker. Hidtil havde de nævnte fire Hjemsteder for Gudsdyrkelsen maattet nøjes med Forstandere, der var hentede udenlands fra, og af Mangel paa Bisper tagne blandt Landets egne Børn havde det mere beroet paa Tilfældet end paa en fast Regel, hvem der kom til at beklæde Bispestolene.

Ikke mindre udrettede i Norge Bernhard, der var draget derover fra England, ved sine gavnlige Formaninger. Dog var Olaf, Kongen dér, saa opsat paa at tage Varsler af Fuglenes Skrig og anden Tegnudlæggelse, at han, som vel havde modtaget den hellige Daab, men kun i ringe Maal havde tilegnet sig den sande Gudsdyrkelses Begyndelsesgrunde, ikke ved noget Forbillede paa Fromhed eller nogen Lærdom og Formaning var til at afholde fra at rette sig efter Spaamændenes Forskrifter og udforske Fremtiden ved Hjælp af dem, der gav Agt paa Fuglene. Han var derfor blottet for virkelig Fromhed og havde kun faaet Skyggen af den og gjorde selve det Skin af Kristendom, han havde paataget sig, til intet ved sin falske Overtro. Samme Biskop Bernhard fik ved sin Nidkjærhed Kong Olaf af Sverige til at omvende sig til Kristendommen og hædrede ham ved at give ham Navnet Jakob til Ære for den Fremgang, han gjorde i Troen; om det var ham eller Biskop Unne af Bremen, der fik denne Konge til at antage Kristendommen og lade sig døbe, ved jeg dog ikke for vist. I de Dage blev Kirken i Lund bygget, og Gudstjenesten dér forvaltedes under Roskildebispen Gerbrands Overhøjhed. For øvrigt ligger Unne begravet i den fra gammel Tid af navnkundige By Birka, Bernhard i Gravhvælvingen i Lund.

Imidlertid bejlede Kong Olaf i Norge, som endnu var ugift, dreven af Begjærlighed efter at vinde Navnkundighed og bemægtige sig Danmark, til Dronning Sigrid for at opnaa Sveriges Bistand. For nu ikke at udsætte sit Land for at blive angrebet fra to Sider af to Kongers forenede Hære, betjente Svend sig af en overmaade snild List. Han fik nemlig to forslagne og dygtige Hirdmænd til at drage til Olaf og bede ham om Beskyttelse, idet de foregav, at Svend havde gjort dem fredløse. Han tog venlig imod dem, som han plejede over for landflygtige, og da de var komne paa en fortrolig Fod med ham, skjønnede de, at nu kunde de sætte deres Forehavende i Værk, og begyndte vidt og bredt at lovprise Thyra samtidig med, at de talte ondt om Svend, og lige saa ivrige de var til at smæde Faderens Vandel, lige saa ivrige var de til at rose Datterens Dejlighed. I den Grad løj disse foregivne landflygtige skammelig under Venskabs Maske. Egget af al den Tale om hendes Fagerhed lod Olaf sig overtale af dem til at skikke Sendemænd til Svend for at bejle til hende, og da de blev stedede for Svend, lovede han dem, at Bejleren skulde faa hende til Ægte. Det Budskab blev Olaf overmaade glad for, thi han mente, at det var fornøjeligere at holde Bryllup med en Ungmø end med en, der havde været gift før, var opsat paa at tage en Jomfru i Favn og kunde ikke finde sig i at slide sin Ungdom hen med en Enke, og han lagde da heller ikke Skjul paa, hvor ringe han agtede den ene, og hvor højt han agtede den anden. Han stævnede nemlig højtidelig Sigrid til sig under Paaskud af, at han vilde tale med hende, og bad hende komme over til ham paa hans Skib, for at de kunde tales ved dér. Dronningen vægrede sig længe ved at opfylde hans Bøn for at have et sikkert Værn i sin Blufærdighed, men omsider gav hun efter. Da hun med Nød og næppe havde ladet sig overtale dertil, blev et Bræt, der var ophængt i Kroge, lagt ud som en Bro, ad hvilken hun skulde gaa om Bord paa Skibet, og da hun traadte ud paa det for at gaa over til Kongen, blev det trukket bort under hende af Folk, der laa paa Lur for det sammes Skyld, og hun styrtede paa Hovedet i Vandet. Og Søfolkene nøjedes endda ikke med at have gjort den ophøjede Dronning denne grove Tort, men for rigtig tydelig at lade hende forstaa, at de ansaa hende for et liderligt Kvindfolk, forøgede de yderligere den Forsmædelse, de havde tilføjet hende, ved at give sig til at raabe op og vrinske ad hende. Det var ægte norsk Høviskhed, der, fuld af Svig og Spot, ikke undsaa sig ved at lokke en fornem Kvinde, der kom i god Tro, i en skammelig Fælde, træde en ærbar Kones Ære forsmædelig under Fødder og give hende Skam til Tak for hendes Kjærlighed. Hvo, som viser det Folk Godhed og Venlighed, maa sandelig være belavet paa at faa alt andet end Tak derfor. Dronningen, som nær havde sat Livet til ved den farlige Medfart, slap med Nød og næppe i Land, medens Svenskerne stod og skammede sig. Da hun omsider var kommen til sig selv igjen, skjønnede hun, at Kongen havde handlet imod hende, som om hun var et liderligt Kvindfolk, og den Tort kunde hun ikke bære i Tavshed, men overøste ham med alle de Trusler, hun kunde, for den skjændige Maade, han havde behandlet hende paa, thi da hun var bleven krænket paa det haardeste paa to Maader, dels ved den Fare, hun var bleven udsat for, og dels ved den Tort, der var overgaaet hende, kunde hun ikke rolig finde sig i den Forsmædelse, hun havde lidt, idet hun, en fuldkommen ulastelig Dronning, var bleven gjort til Spot og Spe af en uforskammet Bejler. Saaledes berøvede den snilde Fyrstes Skarpsindighed, som han med beundringsværdig Forslagenhed havde forstaaet at skjule, Olaf den Hjælp, han havde haabet paa, og han var tillige klog nok til at skaffe sig den selv; thi Svend bejlede strax til Sigrid og fandt hende lige saa venlig sindet imod ham, som hun var hadefuld imod Olaf; han hævnede ogsaa snildt den Tort, der var overgaaet hans Hustru, ved at nægte Olaf sin Datter. Da nogen Tid var leden, fødte Sigrid ham en Søn Knud.

Saaledes gik Olaf glip af to ypperlige Ægteskaber, idet han letsindig stødte den ene Brud fra sig og derved gjorde sig fortjent til, at den anden stødte ham fra sig, saa han kunde ogsaa takke sit Overmod imod den ene for, at han mistede den anden. Da han nu vidste, at Svend ikke plejede at have Held med sig i Krig, tog han ikke hans Styrke, men kun hans kranke Lykke i Betragtning, udrustede en ypperlig Flaade og beredte sig til at hævne sig med Vaabenmagt. Svend kaldte sin Stifsøn til Hjælp og holdt Søslag med Fjenden. I dette kæmpede paa Olafs Side en Bueskytte ved Navn Ejnar, der var stor af Væxt og saare forfaren i sin Kunst; han spændte sin vidunderlig store Bue med saadan Kraft, at ingen Ting var saa haard, at den kunde modstaa de Pile, han afskjød med den; som Følge af den Fart, hvormed de kom, gik de igjennem alt, hvad der kom i Vejen for dem. En Pil, der ramte Skibsmasten, banede sig saaledes ved den Kraft, hvormed den var afskudt, Vej igjennem den, gik derpaa igjennem Kongens Skjold og saa ud igjennem en Skibsplanke, og det var knapt nok, at den standsede i Farten, da den kom ned i Vandet. Han alene formaaede derfor at gjøre Fjenden større Skade end alle hans Stalbrødre tilsammen, og hertil kom, at han skjød saa sikkert, at alt, hvad han sigtede paa, ramte han. Svend blev forskrækket for denne vældige Bue og mere bange for den ene Træskinne end for hele Fjendens Flaade, og da han saa', at det eneste Middel til Frelse var at faa den ødelagt, bød han dem af hans Folk, der var forfarne i Bueskydning, hellere at skyde paa Buen end paa Skytten selv, opsat paa at kæmpe med større Tryghed, naar Buen først var ødelagt. Da hans udsøgte Skytter nu kappedes om at lade deres Pile hagle ned over den, traf det sig saa, at en af dem ramte Buen og saaledes berøvede Bueskytten Lejlighed til yderligere at vise sin Færdighed og Fjenden Sejren. Da Buen brast, gav den et vældigt Brag, og bestyrtet herover spurgte Olaf, hvad det var, der brast, hvortil Ejnar svarede: "Det var Norges Rige, der brast af din Haand"; han mente nemlig, at hans Bue var Kongen til større Hjælp end Hæren, og forudsagde ved sit fyndige og kløgtige Svar Kampens Udfald, og det gik da ogsaa, som han spaaede, Buens ødelæggelse varslede virkelig Nordmændenes Nederlag. Olaf foretrak selv at gaa i Døden frem for at falde for Fjendehaand og sprang derfor over Bord i sin fulde Rustning, som om han gladelig gav Afkald paa Livet, naar han blot slap for at se Fjenden som Sejrherre. Da Svend havde faaet Bugt med sine Fjender, var han ivrig efter at overtale dem til at underkaste sig, som han havde drevet paa Flugt med Vaabenmagt, hvorfor han med Venlighed tiltalte dem, over hvem han havde vundet en herlig Sejr, og han ansaa det ikke for at være hans Ære for nær at slutte Fred med de overvundne. Da det ikke var ham nok at have underlagt sig Norge, drog han derpaa til England, hvor han sluttede den Overenskomst med Adelsten, at han ved hans Død skulde arve Riget og Kongeværdigheden efter ham.

Paa den Tid fulgte Rimbrand efter Pope, Markus efterfulgte Henrik og Fulbert Lefdag paa Bispestolen. Efter Fulbert blev Odinkar Hvide, en Mand af den fornemste Herkomst Biskop. Han var saa rundhaandet over for Gud, at han ikke beholdt det mindste af sin rige Fædrenearv tilbage for sig selv, men helt og holdent anvendte den til Kirkens Fornødenheder og berigede mange Kirker, som hidtil intet havde ejet, ved at tillægge dem store Jordegodser, saa at de ypperste Byer i Jylland har hans fromme Gavmildhed at takke for næsten al den Jord, de ejer. Saaledes sørgede han mere for Troens Fremme end for sit eget vel og søgte hellere en fast og varig Ære end en flygtig, beredte ved i Timeligheden at give Afkald paa sit Gods sin Sjæl evig Glæde og vilde hellere selv undvære sin Fædrenearv, end at Kirken skulde savne Midler, hvorfor han overlod sin Arv til ham, om hvem han vidste, at han gjengjælder fromme Gaver med varige Goder. Og han nøjedes ikke med at skjænke sit Gods til Kirken, men udøvede derhos alle Slags Dyder og føjede til sine Velgjerninger i Henseende til jordisk Gods ogsaa al den Gavn, et dydigt Liv medfører. Han drog til Sjælland og Skaane for at forkynde Guds Ord og bidrog vidunderlig til at udbrede den sande Lære, og for ikke mindre at gavne Sjælene end Legemerne var han lige saa ivrig til at udbrede Religionen, som han havde været til at berige Kirken, som han havde skjænket sin Fædrenearv, og som han ogsaa var rede til at lade Livet for.

Mæt af Dage og træt af Livets Gjenvordigheder anvendte Svend Resten af sin Levetid til utrættelig at tjene Herren, hans Gudsfrygt holdt ud til det sidste, og fri for al Forulempelse af Mennesker døde han i den fuldkomneste Lyksalighed. Tvende Norner havde delt hans Skæbne imellem sig, thi den omskiftelige Lykke bragte ham vexelvis Spot og Hæder, gjorde ham fra Konge til Fange og fra Fange til landflygtig. Hvem skulde have troet, at han fra Kongetronen skulde komme i Slavernes Lænker, og hvem skulde paa den anden Side have troet, at han fra Slavernes Lænker skulde vende tilbage til Tronen? Men han blev alligevel fra Konge Fange og fra Fange atter Konge. Saaledes maatte han snart regnes blandt de ulykkeligste og snart blandt de lykkeligste Mennesker og fik under Skæbnens Omskiftelser sin fulde Del baade af Lykke og Ulykke.