Svensk Digtning i Finland (Ohrt)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Ferdinand Ohrt (1873-1938)

Kalevala som Folkedigtning
og National-Epos

Ferdinand Ohrt
1907

C. Træk af Sangenes Liv
i nyere finsk Kunst

III.
Svensk Digtning i Finland

Sagen var dog ikke den, at Samtiden helt var gaaet op i Brødstræb; men for Digtningen var der endnu ikke Øre og Nemme i de dannede Klasser, naar den talte finsk Tunge; noget bedre Sangbund fandt den, i Tiden før Hundredaarets Midte, naar dens Maal var svensk. Det er i denne Periode Størstedelen af Runebergs Poesi blev til. Er Svenskes og Finners største Digter gaaet de ny Kildevæld der brød frem i hans Land, fornemt forbi?

Det Spørgsmaal her stilles, er da ikke dette: Blev Johan Ludvig Runeberg i sin Digtning en ægte Finne, indlevet i finsk Natur og Folkeliv — ingen vilde falde paa at nægte dette. Da den unge svenskfødte Student som Huslærer havde boet i Saarijärvi og Ruovesi, tog han herfra med sig dybe Indtryk af Tavasternes Land og Skik, hvorom siden »Bonden Paavo«, »Grafven i Perho« og »Elgskyttarne« — saa forskellige fra hans Ungdomsdigtnings sædvanlige Præg — noksom bærer Vidne; og »Fändrik Ståls Sägner« gør siden ham fremfor alle til Finlands nationale Skjald. Ingen spænder som Runeberg favnende over Svensk og Finsk i Finland; hvad han selv (i Afhandlingen om Saarijärvi Sogn) nævner som umuligt: med lige Inderlighed at elske Havstranden og Indlandets Ødemarker, har han, om ikke naaet, saa dog nærmet sig til som ingen anden. Men med dette er ikke givet at den gamle Folkesangstone fik Lov at komme med; den lød ikke for ham i Tavastland, og Saarijärvifolket, som han tog paa Kornet, var dog ægte Finner. Vel sværmede Runeberg fra sin første Ungdom af for Franzén; men naar der klinger Folkesangstoner i noget af hans Ungdomsdigtning, saa stammer de fra Serbernes Sange langt mere end fra Hjemlandets. De serbiske Folkeviser i tysk Gengivelse, som Runeberg fandt i Stuefællen Cygnaeus' Bogdynge paa Gulvet, paa en Tid (1825) da han endnu kendte yderst lidt til finsk Folkesang, blev ikke et blot Kuriosum for ham; disse skønne Sange kaldte paa noget i hans egen Natur. Men det klare og friske i Udtrykket, det fine Sværmeri i Elskovsdigtene og Djærvheden i Kampsangene var alt sammen ret forskelligt fra den finske Folkelyrik med dens dybe Tungsind, den hyppige Dvælen ved een og samme Tanke, der faar Udtryk i en Række Billeder, og Manglen paa Krigersind. — Foruden Forsvenskningen af selve de serbiske Viser gav det ny hos Digteren sig Vidnesbyrd i Idyll och Epigram (1ste Samling i Digte 1830) og Grafven i Perho (digtet 1831), hist mest det sværmerske, her det barske og djærve. Det hos Serberne gængse femfodede Trokævers er her blevet Yndlingsmetrum. Ganske vist røber Tonens større Inderlighed, »den milde Mollstemning«, en Aandsfrænde af de finske Folkelyrikere; og Bonden Paavos seje Taalmod har Runeberg ikke fra sine sydlige Forbilleder; Minderne fra Saarijärvi ligger bag ved andet og mere end selve Æmnevalget. Men synderlig Paavirkning fra Runosangene tør man næppe søge. Visse for Digteren og dem fælles Træk er ikke særligt finske; ogsaa serbisk Folkesang kender meget vel til Tretallets Rolle (treleddet Stigning som i I. och E. 23), ja nytter af og til Parallelismen og det firefodede Trokævers (i I. och E. kun Nr. 21: Gossen sade till sin flicka). Gentagelsesformen, særlig i Nr. 1, slaar vel nok nærmere ved finsk end ved serbisk Lyrik.

Johan Ludvig Runeberg (1804-1877)

I Aarene omkring 1830 har Runeberg sikkert vundet noget Kendskab til finsk Folkedigtning, blandt andet har han oversat et Stykke fra v. Schröters Finnische Runen og læst i Topelius' Samlinger (hvori jo Flickans Klagan), samt vel i Lönnrots Kantele; Elias Lönnrot selv sendte ham folkloristisk Materiale til Helsingfors Morgonblad, som Runeberg redigerede 1833—37. Og endnu før Digteren lærte Kalevala at kende, aflægger han i Molnets broder, der er digtet 1834—35 og siden optoges i Sagnerne, et umiskendeligt Vidnesbyrd om sin nu vundne Fortrolighed med Runosangen. I dette Digt sætter paa ejendommelig Vis den serbiske og den finske Sangmø hinanden Stævne. Medens den første fører Ordet i Skildringen af Kampen og staar for hele Digtets Metrum »klinger Hjemmets Tone især i Indledningen, hvor Gubben i Hytten nynner for de to elskende om den Dag da Skyens Broder optoges i hans Hus, og om det Haab han nu synes at skuffe; allerede den gennemførte Parallelisme her viser at Forbilledet har været Runeberg fuldt bevidst. (Ganske ren er den simple Folkevisestil ikke holdt gennem Digtningen; et Par brede homeriske Lignelser — som Hvirvelvinden i Skovsøen — og nogle lidt anstrængte Sammenstillinger — som hvor Talen er om den hærjede By i den øde Egn — bryder den ellers fuldendte Harmoni).

Kalevala, der udkom 1835, har næppe haft mange mer glødende Beundrere end Runeberg blev, da han lærte Værket at kende. Det finske Epos kan efter hans Dom fuldt vel staa Maal med Grækernes to episke Mesterværker, ja overtræffer dem maaske »i Naturskildringens Højhed og enkle Pragt«. Hans Lovprisning af finsk Folkedigtning tilspidses undertiden polemisk, som da han under en litterær Disput, ved at høre Lönnrot nynne en Folkevise udbrød at dette var virkelig Poesi, thi her lader Skjalden gennem Billeder Læseren ane det skønne og stræber ikke at skildre det detailleret, — samt udlovede en Dukat til den der kunde paavise ett saadant Sted hos Tegnér (men maatte ud med Dukaten). Runeberg har oversat flere af Gamle Kalevalas Sange, saaledes »Sangerens Indledning«, der saa godt som uændret gaar igen i Castréns Forsvenskning af Epos'et.

Trods denne varme Hyldest er det dog kun i Ny og Næ Runosangen kommer til at lyde med i Mesterens følgende Digtning. Et beslægtet Træk (ikke Laan) foreligger i Hanna (1836): Hannas gribende Ord (1ste Sangs Slutning) om den skønne Hjemegn, som hun ikke vil skilles fra for at fare bort med Bejleren, ligner en Del det vel endnu skønnere Sted i Kal. X 439 fl.; Runeberg har dengang næppe kendt den lyriske Vise der vel ligger til Grund (i Gamle Kal. findes Stykket ikke). — I Nadeschda (1841), denne lidt uroligt brogede Digtning, minder om det Optrin (1ste Sang) hvor Heltinden i Tanken paa den uvelkomne Bejler kaster sine Smykker fra sig i Vandet, slaaende om Ny Kal. IV 31 fl. Da Folkesangene om »Aino« ikke kender sligt (paa de tilsvarende Steder er der Tale om Tyveri, S. 125), er det næppe udelukket at Lönnrot, maaske ubevidst, har ompræget de paagældende Vers med »Nadeschda« i Mindet.

Een Runebergsk Digtning er imidlertid fra første til sidste Linie fostret ud af Fordybelsen i den finske Folkesang; det er hans Digtcyclus Ett litet öde (tr. 1846), der blev til under Indtryk af Kanteletarviser (i svensk Oversættelse). Gennem ti Smaadigte skildrer en ung Pige sin »lille Skæbne«: Hjemlivet hos Moderen, siden hos Stifmoderen, Hyrdetiden da ene Træer og Fugle var hendes Venner, og derpaa sin Elskovslængsel efter Svenden, der drager bort og bliver derude. Uden at plukke Linier sammen fra Kanteletar har Runeberg her vist hvor inderligt han mægtede at optage dens sarte, dybt vemodige, lidt stillestaaende Stemninger i sig. — Men den varige Grundtone i hans Digtning blev Kanteleklangen aldrig; kort før det lille Hvil blandt Ødemarkens Fyrre var Østerbottningen faret over Havet i »Kung Fjalar« til Vikingheltene og Ossians Børn, siden higer han i »Kungarne på Salamis« ned under det gamle Hellas' Sol; og da han imellem de to Langfarter søger hjem til Finland og skaber sit nationale Storværk Sägner'ne, bliver dette støbt i moderne, strofisk, knap og afsluttet Form. Dog skal der mindes om at gennem Molnets broder faar den gammelfinske Lyrik ogsaa her sit lille Ord at sige, — og om een Ting til:

Samtidig med »Ett litet öde« havde Runeberg digtet endnu en Sang i Kanteletarstil, den lille Vise Borta och hemma, som han ikke tog med i denne Cyclus. Den lyder:

Bittert bröd af bark jag äter,

dricker dunkel dryck ur träsket.

Lätt jag funne bättre föda,

kunde klara källor hitta.

Dock om bättre vore borta,

allt jag ägde annorstädes,

ville jag ei fjärran fara,

lämna dessa låga länder.

Satt jag än paa luftens loka,

högst på höga himlabågen,

hade honungsdagg att äta,

gyllne skål att törsten släcka,

fick till mantel morgonrodnan,

stjernors silfver sen till bälte,

hit jag skulle längta åter,

se med sorgfull blick tilbaka

hit på dessa öde dalar,

hit på denna skymda stuga.

Det er da, som Aspelin siger, »den finske Sangmø der først hviskede Digteren de Ord i Øret som i Vårt land giver Fædrelandskærligheden dens helt grænseløse Udtryk«. Thi det er jo disse samme Linier der en Vaardag ved Kroknäs Sund formede sig for ham endnu kortere, endnu mer udtryksfuldt, saa han sang:

Och fördes vi att bo i glans

bland guldmoln i det blå,

och blef vårt lif en stjernedans,

der tår ei göts, der suck ei fanns,

til detta arma land ändå,

vår längtan skulle stå.

_____________

Zacharias Topelius (1818-1898)

Endnu een af Finlands store svenske Digtere har stundom øst af Folkesangen; det er Zacharias Topelius, som gennem sin Fader vel alt fra unge Aar er bleven lidt fortrolig med den. Det fyldigste Udslag af dette Kendskab er i hans Digtning det dramatiske Arbejde Prinsessan af Cypern, et »Sagospel« med Musik af Pacius. Navnet lader ikke ane at Stykkets Helt er — den muntre Lemminkäinen, Æmnet hans Pigerov og skæbnesvangre Pohjafærd (Kal. XI—XV). Med stor Kvikhed har Topelius forstaaet at lade finsk og græsk »Helteliv« mødes og brydes. Øen, Saari, til hvilken den fjærnthigende Svend finder hen, er blevet til Cypern; herfra røver han den underskønne Chryseis (alias Kyllikki) hjem. Græske Kæmper forfølger dem helt til Finland. Først da deres Høvding Medon begynder Tvekamp med Lemminkäinen (skildret efter Opskriften i Kal. XXVII), bryder den hidtil trodsige Piges Elskov frem, og hun vælger frivilligt sin Bortfører. Mod sit Løfte gaar hun, da Vaaren er kommen og Søen igen aaben, til Grækernes »Afskedsdans«, men tages her med Magt ombord af Medon. Lemminkäinen der holder hende for utro, drager paa Frierfærd til Pohja og falder for den blinde Hyrdes Pil. Storm har passende slaaet Grækerskibet op til samme Kyst; og Chryseis bliver Vidne til en større Kærlighed end hendes egen, idet hun ser Moderen Helka drage sin Søn ud af Dødens Svælg. — Digtningen i sin Helhed er dog ikke noget alvorligt Forsøg paa at mane Kalevalas egen simple og dybe Stemning frem i Scenens Lys; Sagospelet er flot og behændigt sat op, det er rigt paa kønne Enkeltheder — ikke for intet skrevet af Topelius — Optrin og Replikker rundt omkring fra det store Epos har fundet Plads i Rammen, og Finnerne sværger ligesaa flinkt ved de hjemlige Guder som Grækerne ved Zeus og Bakkus. Det elskværdige Stykke, der blev opført af Dilettanter ved »Nya teaterns« Indvielse 1860, er tilfulde hvad det prætenderer: et Fest-sangspil med alt Tilhørende, fædrelandsk Æmne, Dans og Melodrama, Latterkor og højtidsfuld Udgang. Og selv den Part af Tilskuerne hvem de ofte smukke følte Vers lod kold, har sikkert ikke kunnet modstaa 4de Akts »tablå och pantomim«, hvor Helka vader over den sorte Dødsflod, belyst af en Solstraale, hen til Sønnen der slumrer ved den skumle Klippevæg, — eller den smukt arrangerede »grupp« som afsynger Slutningskoret, medens Chryseis-Kyllikki, lidt overraskende, synker død om.

Flere Streger nærmere er Topelius sejlet den finske Folkesang i nogle af sine talrige lyriske Digte. Undertiden spilles her udtrykkelig paa Kalevalaæmner, saaledes i Kantele (1842, — efterladt af Väinö, glemt paa Ødemarkens Tue, genfunden og taget i Brug af Lönnrot-Franzén-Runeberg) og især i Striden om ljuset (ved Magisterpromotionen 1860), hvor Episoden Kal. XLVII—XLIX ligefrem genfortælles og dernæst udlægges; Moralen er den:

Blott outtröttlig kraft kan målet hinna,

blott seklers flit i Ilmarinens smedja

en halsring smider Pohjolas värdinna

och bryter omotståndligt Ijusets kedja.

Undertiden er ikke Æmnet, men dog Tonen Folkesangens, som i Då vill jag ei mera sörja (1841); Digtet På Roines strand, skønt i moderne Metrum bør ogsaa mindes her; andet Vers lyder:

Fader min är en björk i skogen,

moder min är en sommarsky,

broder min är ett ax i logen,

syster min är ett vinterny.

Ensam är jag som hedens Ijung,

blommar ensam och vissnar ung,

sjunger, sjunger min långa längtan,

sjunger ensam på Roines strand.

Selv hvor Topelius kommer Runosangen mest ind paa Livet, hviler der over hans Lyrik trods al finsk Alvor og Følelsesfuldhed en vis glat og let Ynde, som giver den et Særpræg. Ikke den mørke Fyrr er hans Træ; han kukker snarest som Gøgen i Väinöläs pyntelige Birk.

Af andre svensk-finske Digtere har særlig Rafael Hertzberg syslet med Folkedigtningen; han har saaledes gengivet Kalevala (stærkt forkortet) paa Svensk i enderimede Vers (1884).