Tiggak (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Jakob Danielsen. Før 1938.

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

22. Tiggak - en stor angakok.

Tiggak var en stor Angakok, Viismand og Troldmand. Han giftede sig med en Pige, som havde mange Brødre, og blev derefter forsømmelig i sin Fangst. Om Morgenen, naar Svogrene gik ud, kunde de ikke faae ham op; undertiden vaagnede han ikke, førend allerede den første af Kajakkerne vendte tilbage, og saa legede han med sin Hustru til han atter skulde lægge sig. Derover bleve Svogrene vrede, og lode ham det høre. En Aften, da den mellemste af Brødrene havde ladet Sælhundebrysterne koge, og satte dem frem, sagde han til Svogeren: »Nu er det ikke vanskeligt, nu er det saa nemt, spiis nu Bryststykker«. Tiggak satte sig frem og spiste dygtigt. Senere pleiede de altid at sige saaledes; men han brød sig ikke derom, spiste godt, uden at sige noget. Ud paa Vinteren, da Dagene længedes, vaagnede de en Nat ved Vindens Susen. Det var Nordenstorm, Brødrene holdt derefter op med Fangsten og levede af deres Forraad, men det slap omsider op. En Dag, da de heller ikke kunde gaae i Kajak, var Tiggak forsvunden; henad Aften saae de forgjæves ud efter ham, det var et stærkt Sneefog; først seent hørte de, at der blev raabt, og da saae de ham komme, slæbende med to Sælhunde; da fik de Ærefrygt for ham. Derpaa lod han koge og sætte Brysterne frem, med de Ord: »Nu er det ikke vanskeligt, nu er det saa nemt, spiser nu Bryststykker!« De gave sig da strax til at spise, men ingen talte et Ord. Den følgende Dag skete ganske det samme, og hele den øvrige Deel af Vinteren vedblev han at være deres Forsørger, men om Sommeren holdt han op med at gaae i Kajak, saa lod han Svogrene sørge for sig. Derefter fik Tiggak en Pleiesøn; det blev atter Vinter, hele Havet frøs til, saalangt man kunde see. Tiggak færdedes alene paa Isen for at see efter Frostrøg og opdage aabne Steder, hvor Sødyrene drage Aande; langt udenfor de yderste Øer hentede han Sælhunde. Engang, da Veiret var stille og Himlen skyfri, skulde han ud tilligemed Svogrene; han sagde da til Pleiesønnen: »idag kan du følge med og gjøre din første Fangst.« Da de kom udenfor Øerne til det aabne Vand, kiggede Tiggak ned gjennem Isen, det var nemlig hans Skik at hugge et Hul for at undersøge Vandets Beskaffenhed. Da han havde seet efter, reiste han sig og sagde: »jeg troer sikkert, at det vil indtræffe. Tangen driver ligesom indad Landet til, seer engang.« Svogrene saae da, at Strømmen gik saa stærkt indefter, som den ellers aldrig pleiede. Tiggak sagde: »vi faae en Storm paa os, lad os skynde os iland.« De andre, skjøndt de neppe vilde troe det, da Luften var saa stille og klar, lode deres Sælhunde ligge og skyndte sig afsted. Da først saae de Sneen fyge paa Fjeldtoppen, og ligesom de naaede de yderste Øer, kom Vinden farende og brød Isen. Tiggak tog sin "Pleiesøn og løb med ham, springende over der hvor Isen var revnet. Tilsidst var der nær Landet en bred Revne; alle de andre sprang over, men Pleiesønnen løb frem og tilbage langs Kanten. Da fik Tiggak Medlidenhed med ham og sprang tilbage, og alle de andre fulgte efter ham. Derpaa dreve de udefter og løbende langs Bølgekanterne, kom de snart til at staae i Vand. Da bleve de alle tause. Tilsidst sagde En af dem: »man siger, at Tiggak er kyndig i Trolddom, vi drive nu ud i det vilde Hav.« Tiggak svarede: »jeg kjender blot denne lille Tryllesang for Havskum.« Derpaa sang han. Da han havde endt, saae de foran sig et Iisfjeld, og de dreve snart hen til en jevn Opgang paa det, som dukkede op og ned i Bølgerne. Da det dukkede ned sprang Tiggak først over og efter ham de andre, og saa dreve de atter. Derpaa sagde atter en af dem: »her ville vi snart tørste ihjel, man siger at Tiggak er kyndig i Trolddom«. Tiggak svarede: »jeg kjender blot denne lille Tryllesang for Vand;« og derpaa sang han. Da han havde endt, udsprang der midt paa Isfjeldet en Kilde; Svogrene vilde strax drikke, men han afholdt dem derfra og sagde: »ellers vil den strax udtørre«. Men da han selv havde drukket, lod han dem drikke, og derefter forandrede den sig ikke. Saaledes vedbleve de at drive. Tilsidst øinede de et stort Land; da sagde Tiggak: »naar nogen af eder heldigen er sprungen iland, maa han ikke see sig om saalænge nogen er tilbage, thi da vil vort Tilflugtsted tilintetgjøres.« Da de nu sprang iland, den ene efter den anden, saae de sig ikke om, men først da de alle vare paaland, vendte Tiggak sig om og sagde: »seer nu vort Tilflugtssted.« De saae, og der var kun en Skumplet tilbage. — Derpaa vilde de opsøge Mennesker, gik over en Landtunge og opdagede mange Huse. De bleve strax indbudte til at komme ind. De toge deres Udgangsklæder af, lagde dem paa Baadestøtterne, og gik ind. Medens de fik noget at spise, viste en skeløiet Yngling, som rokkede med Hovedet, sig i Opgangen og sagde: »De Fremmede, som ere komne fra Østen, indbydes til Besøg.« Lidt efter kom han igjen og sagde det samme. Tilsidst sagde Huusværten: »Siden han bliver saaledes ved, maae I gaae derhen.« Derpaa gik de op i et andet Huus; derinde var der en stor Forsamling af Mænd, paa Brixen sad en fæl Kæmpekarl og ved hans Side en lignende gammel Qvinde, som gnavede paa et stort Skulderblad. Den Store trak et Vandskind frem, udbredte det paa Gulvet og sagde med dyb Stemme: »lad os prøve Kræfter.« Svogrene hvidskede til Tiggak, at han skulde først, men han svarede: »prøver I først, saa kommer jeg.« Derpaa gik hele den øvrige Forsamling ud, tilsidst den gamle Kjærling, som lukkede Udgangen for dem med Skulderbladet og satte det godt fast. Derpaa traadte en af Svogrene frem og trak Krog med den Store, men kunde ikke magte denne, som derpaa kastede sig over ham, greb ham i Skrævet, klemte og trak til, hvorefter han udstødte et Suk og døde. Derpaa raabte den Store efter et Reb, og strax firedes der et Reb ned fra Loftet, dette bandt han om hans Hals og lod ham heise op paa Taget; derpaa hørte man dem flense med Knivene, og En raabte: »lad os levne Øiet, som er bestemt til vor Huusherre«.

Tiggak tænkte: »paa denne Maade vil jeg miste alle mine Svogre;« derfor hvidskede han til den, der vilde fremstille sig: »lad mig prøve.« Derpaa trak han Krog med ham. Da den Store begyndte at gjøre Alvor, og var nær ved at trække hans Arm ind, standsede han ham først, men da han saa trak til, lod han sig trække med og sprang pludselig ovenpaa ham; derpaa sprang Svogrene ligeledes paa ham og de gjorde nu ved ham ligesom han havde gjort ved deres Broder.

Derpaa raabte Tiggak, efterlignende den Stores Røst: »Et Reb, et Reb!« Strax firedes der et Reb ned, og da han havde bundet det om den Store, raabte han atter med samme Stemme: »heis nu!« Derpaa heistes han op og man hørte dem atter flense med Knivene, men pludselig bleve de stille, og derpaa raabte En: »Vah! det er jo vor egen Huusherre, som vi flense i. De dernede troe nok at de skulle slippe med Livet!« — Strax derpaa begyndte man at helde Vand ned i Huset til dem; de forsøgte at flygte, men der var ingen Udvei. Tilsidst havde de kun et Hjørne af Huset til Tag. Da mindedes Tiggak det, som han havde indsyet i sin Pelskant og raabte op til dem: »Min Udgangspels, som ligger derude, — lad mig faae den, jeg vil bruge den som Ligklædning!« Skjøndt han ikke havde ventet det, blev den dog kastet ned, og da den faldt, greb han den, tog noget ud af Pelskanten, — ganske rigtig der var den. Amuletten; derpaa tog han den i Munden og idet han sagde: »hævn os,« kastede han den ud. Snart efter hørte de dem udenfor sige: »nu falder han, — og han ligeledes, — og han ligeledes.« — Derpaa kom Amuletten tilbage fuld af Blod; Eiermanden tog den, aftørrede Blodet og kastede den ud igjen, sigende: »Alle!« Da den anden Gang vendte tilbage, hørtes ingen Stemmer mere udenfor, de skubbede sig op i en Krog af Brixen, slap saaledes ud, og fandt derudenfor mange døde Mennesker. Da de ingen levende traf, gik de ind i det Huus de først besøgte, og gave sig til at spise; imidlertid viste atter den underlige Yngling sig i Indgangen og sagde: »Nu gjør Apiak det først rigtigt, hun staaer deroppe og koger sin Søns Hjerne, Hænder og Fødder.« -Tiggak kunde ikke forstaae ham. Da han kom anden Gang, sagde han det samme, men Tiggak kunde ikke forstaae ham, og lod ham gaae. En af Svogrene, det var den samme som sagde: »Tiggak er kyndig i Trolddom«, sagde: »Det er Hjernen af ham, som du dræbte deroppe; hans fæle Moder koger den tilligemed Hænderne og Fødderne, hun har isinde at beværte dig dermed. Naar hun kalder dig op, skal du faae at see lige foran Opgangen et aflangt Fad fuldt af Hjerne, pænt tillavet; naar du kommer ind, skal du strax gribe det, og staaende, vendt mod hende med lukkede Øine, skal du spise det; hvis du spiiser med aabne Øine, vil du tale i Vildelse og døe. Derefter skal du slikke Fadet, vende det om, og sætte det paa sin Plads igjen; saa først skal du aabne Øinene og sætte dig ved Lampen. Naar hun saa seer paa dig, skal du være uforandret, saa vil hun komme frem, vende Fadet om, og dets Indhold vil da vise sig urørt.« Saa skal du sige til hende: »spiis nu ligesom jeg,« og naar hun saa sætter sig og spiser med Øinene fæstede paa dig, vil du see, hvad der bliver af hende.« — Da Svogeren havde talt saaledes, kom hiin Yngling atter, og sagde: »den Fremmede indbydes!« Derpaa gik Tiggak op til den gamle Hex og gjorde ganske som Svogeren havde sagt, og da hun havde spiist, talte hun i Vildelse, faldt om og døde.

Derpaa gik Tiggak tilbage til Svogrene og sagde: »nu har jeg ogsaa dræbt hende, men hvis vi forblive her, ville de vedblive saaledes med os; lad os see at begive os paa Hjemveien igjen.« Derpaa gik de atter over Landtungen og saae en Sneeflade, der skraanede ned til Havet; der standsede de, og Tiggak spurgte den ældste Svoger: »dengang du kom til Forstand, hvad fik du da til Amulet?« han svarede: »et Stykke Bjørneskind.« Tiggak sagde: »du er fortræffelig;« derpaa spurgte han den næste; han havde den samme Amulet, og da han havde spurgt dem alle, sagde den yngste: »jeg veed ikke ret, men da jeg kom til Forstand brugte jeg en lille Stump Bjørneskind.« Tiggals sagde da: »Ah, det var rart, I ere gode allesammen.« Men da han kom til Pleiesønnen, sagde denne: »jeg veed det ikke.« Tiggak sagde: »vi forlade Dig, hvis du ikke siger det.« — »Jeg veed det ikke« — »Hvis du vedbliver saaledes, forlade vi dig, tal dog.« — Endelig sagde han: »da jeg kom til Forstand havde jeg en Sneespurv til Amulet.« Da han sagde dette, taug Tiggak og rystede med Hovedet; derpaa sagde han: »du kan dog hvile dig paa os!« Derpaa løb Tiggak hen til Sneefladen, lagde sig paa Maven, lod sig glide ud i Havet, forsvandt og dukkede op igjen i Skikkelse af en Bjørn, der rystede Vandet af Ørene, vendte sig imod dem og sagde: »gjører I ligesaa.« Derpaa bleve de alle paa samme Maade forvandlede til Bjørne. Tilsidst kom Pleiesønnen. Han turde først ikke, men da de andre trængte paa ham, gled ogsaa han, og da han naaede Vandet, blev han forvandlet til en Sneespurv og fløi. Derpaa svømmede de hjemefter og naar Spurven var træt, hvilede den sig mellem deres Øren. Tilsidst kom de til Landet lidt nordenfor deres Boplads. Da den første kom op, rystede han sig, og der faldt et Bjørneskind af ham. Saaledes gjorde de alle, og da Pleiesønnen rystede sig, faldt et Spurveskind af ham. Saaledes naaede de alle deres Hjem, paa den ene nær som var bleven dræbt.

Fodnoter