Trældom i Norge - Norges urbefolkning

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Trældom i Norge

I.
Norges urbefolkning


Af Gustav Antonio Gjessing



Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1862



Indledning

Dverg. Fra Den ældre Eddas Gudesange af Karl Gjellerup, med tegninger af Lorenz Frølich. Udgivet 1895.

Den egentlige ubetingede Trældom er Voldtægt ifølge Magtens Ret og maa antages hos ethvert Folk at have haft sin væsentlige Kilde i fjendtlige Sammenstød med andre, i Almindelighed vel race- eller ætforskjellige Stammer.

Ethvert andet Underordningsforhold af Menneske under Menneske er oprindelig grundet paa Overenskomst : saaledes den Fattiges Tjeneste under den Riges Værn, saaledes Skyldnerens Afgjørelse af sin Gjæld ved personligt Arbeide; det første Forhold kan hæves ved simpel Opsigelse, det andet ophører, saasnart Gjælden er oparbeidet. Vistnok kan ogsaa saadan Forpligtelsestilstand lettelig ved Hævd og Vold nærme sig og gaa over til det ubetingede Slaveri, hvorpaa et Exempel Cæs. de bello Gall. VI c. 13: In omni Gallia eorum hominum, qui aliquo sunt numero atque honore, genera sunt duo: nam plebes pæne servorum habetur loco, quæ per se nihil audet et nulli adhibetur consilio. Plerique, quum aut ære alieno aut magnitudine tributorum aut injuria potentiorum premuntur, sese in servitutem dieant nohilibus: in hos eadem omnia sunt jura, quæ dominis in servos, — men oprindelig var vel kun den hærtagne Fjende i enhver Henseende retløs ligeovefor Seirherren og ubetinget hjemfalden dennes Godttykke som hans Eiendom—res mancipii. Trældomen hos Germanerne er visselig ligesaa gammel som deres Historie og maa fortrinsvis have udviklet sig fra den Tid, da deres Vandring mot Vesten gjennem fjendtlige og stammeforskjellige Folkeslag tog til. Efter Forholdenes Vexel bar Institusjonen forskjellig Farve: vare Folkene under Fremrykning, fulgte Byttet Seirherrerne og Fangerne bleve tjenestegjørende i de videre dragende Familier; naar Toget derimod standsede ved en ny Bopæls Erhvervelse, blev det erbobrede Lands undertvungne Befolkning vel i Regelen anvendt til Landets Dyrkning for de nye, mere efter Krigerfærd end efter fredelig Syssel stundende Eiere, og den nød da som en naturlig Følge saavel af Tjenestens Art som af sit større Antal og den deraf følgende større Modstandsevne allerede bedre Vilkaar end de i Slag og Hærjetog fangne Haandtrælle. Det er denne Tilstand rimeligvis, Tacitus maaske for ensidigt skildrer som stedfindende blandt Germanerne i det tidligere af Kelter bebyggede Tydskland, Germ. e. 25: Ceteris servis non in nostrum morem, deseriptis per familiam ministeriis, utuntur, suam quisque sedem, suos penates regit. (Forskjelligt var Forholdet med de romerske Latifundiers Trællebesætninger, der almindelig var overførte paa en fremmed Jordbund og indbragte i et Statssamfund en langt overlegen Cultur.)

Den norrøne Gren af Germanerne fandt ved sin Indflytning i de skandinaviske Lande disse kun tildeels optagne af en tidligere Befolkning: Kelter, kobberbrugende Folk, havde haft Danmark og den sydlige Deel af Sverige søndenfor Søerne inde; men allerede før den norrøne Stamme naaede disse Lande, har en Afdeling af Sydgermaner, Goter beboet omtrent de samme Egne her som tidligere Kelterne.

Kampen mellem disse tvende Folk af fjernt Slægtskab og grundforskjellig Cultur har visselig været ganske anderledes haardnakket, end den, der tidligere maa have fundet Sted mellem de indvandrende Kelter og Landenes Urbefolkning, de finniske Halvnomader med sine mere for Jagt og Fiskeri end for Kamp dannede Stenvaaben. De jordfundne Oldsager af Bronze, der nu almindelig betragtes som Levninger efter Kelterne, give os en Forestilling om disse som et med sjelden Smag og Kunstforstand begavet Folk, og om deres Krigerdygtighed tør vi ei heller nære ringe Tanker efter Beretningerne om deres Krige i Syden; Cæsar bemærker udtrykkeligt om deres første Sammenstød med Germanerne ved Rhinen, de bello Galt. VI. c. 24: Ac fuit antea tempus, quum Germanos Galli virtute superarent, ultro bella inferrent propter hominum multitudinem agrique inopiam trans Rhenum colonias mitterent. (SnH VI 401, 402, 460).

Sammenstødet her i Norden kan ikke have været mindre voldsomt, det skete paa et indskrænket Rum og under en saa talrig og voldsom Indstrømning af Germaner, at Trykket forplantedes og føltes lige til Italien. Det er derfor høist rimeligt, baade at Krigen har faæt Præg af Udryddelseskrig, og at der ogsaa i disse Lande levnedes liden Plads til nogen varig, større Underbefolkning af Kelter, som maaske i Tydskland og endnu mere i Frankrig og England var Tilfældet; sandsynligviis har Mængden af Kelterne med sine svagere Vaaben snart følt sig underlegne og følgende sin nationale Vandrelyst veget til sine Brødre i de ovennævnte Lande. (SnH VI 402 Not. 3). (I de walske trilogiske Traditioner nævnes udtrykkelig en Indvandring af Kimrier til Britannien over «det taagede Hav» i Nordsøen. Sh. Turner: The history of the Anglos I).

Den keltiske Stammes Fordrivelse fra det sydlige Skandinavien antages at have fundet Sted omtrent ved det 3die Aarhundredes Begyndelse før Christus.

Til Norge ere Kelterne rimeligviis ikke trængte frem, idetmindste findes Levninger efter dem (et Par Gravsteder paa den sydvestlige Kyst) kun ganske enkeltviis og ere rimeligst at forklare af tilfældige Besøg.

Finner

Over hele Nordeuropa findes Spor efter en, som det synes, meget ensartet Urbefolkning paa Civilisationens første Trin, hvilken med al Sandsynlighed er at henføre til samme Folkeæt som det nordlige Norges, Sveriges og Ruslands finniske Nomadestammer; Levningerne efter denne Urbefolkning bestaa i Syden indtil Indsøbeltet over det sydlige Sverige af stenreiste jordoverdækkede dels Grave dels ogsaa, som det synes, Vaaninger af charakteristisk, typisk Grundtegning (Gangbygninger, et Hovedrum almindelig langstrakt firkantet, hvortil slutter sig en lavere ogsaa overdækket Gang — Halvkorsbygning) og af Stenredskaber (almindelig af Flint), der baade ved sin Form og ved Findestederne (Søer eller Torvemoser) lade slutte til et Folk, hvis Hovednæring har været Jagt og Fiskeri. Nordenfor det sydlige Sverige ophøre Stenbygningerne, medens endnu Stenredskaberne findes spredte over Norge og Sverige, lige til meget nordlige Breder, hvor endelig Sporene afløses af Folkeætten selv, vore renskjøttende Finner, paa hvilke endnu i alt det væsentlige de Beretninger passe, der ere os overleverede fra romerske og græske Forfattere om deres Stammefædre.

De levnede Bygninger og Redskaber ere som sagt over alt meget ensartede, hvad dog i og for sig er af mindre Beviskraft for alle disse Stammers Nationalenhed, da begge Dele tilhøre Culturens første Trin, hvor Formerne overalt, ligesom Sprogenes Onomatopoietika, optræde temmelig ensartede som betingede og fremgangne af samme Naturnødvendighed; et vigtigere Bevis for disse Stammers finniske Nationalitet er hentet fra Hjerneskallens Form.

Oplysende for hin Urbefolknings Culturforhold er, hvad Castrén i (Nordiska resor och forskningar) beretter om Forholdene mellem Finnerne i Enare, I 41, 42: « I Enare har den fiskrika sjön lockat Lapparne ifrån sitt ursprungliga, mödosama nomadlif til fiskarens bekvamare lefnadsart. — Fjällap d.ä. den nomadiserande Lapp, som endast sysselsätter sig med rensskötsel; Skogslappar, som om sommaren sysselsätter sig med fiskafånge och om vinteren med renvård. Likväl hålla äfven Skogslapparne fiskafanget for sin hufvudsak och åsidosätta vården om sina renar; hvilka derföre enligt innevånarnes egen utsago äro i starkt aftagande. (Skogslapparnes renar draga sig icke såsom Fjällappens til kusterna af Ishafvet utan äro vända att både vinter och sommar uppehålla sig i skogsregionen.) Det är Skogslappans ovilkorliga öde att förr ellar senare blifva fiskare.» Vi finde her det samme Forhold gjentage sig hos Nutidens Finner, som vi maa slutte at have fundet Sted blandt de Finnestammer, der have i Fortiden beboet de af Naturen mere begunstigede Egne af Nordeuropa.

Kun er her i Norden nu og allerede da Ottar fortalte Kong Alfred om Nordlandsfinnerne, istedenfor det oprindelige fuldkommen vilde omstreifende Jægerliv indtraadt et noget høiere Culturtrin med Renavlen, hvilken vi mærkelig nok ingensteds finde omtalt af Sydens Forfattere, idetmindste ikke opfattet som ordnet Næringsvei, skjønt de netop hovedsagelig alene kjende de nordligstboende Finner, Stamfædrene for Nomadefolket i det nordlige Norge og Sverige. Overalt altsaa, hvor Naturen har frembudt Anledning, have Finnerne efterhaanden forladt det omstreifende Jægerliv og fæstet Bo ved Søerne; derfor finde vi endnu Spor af Vaaninger og mere almindelig, fast Befolkning indtil Syd-Sveriges Søer, derfor støde vi ei længere paa saadanne Levninger, saasnart vi indtræde i Egne, mindre begunstigede af Naturen. Vel er der, som det af det følgende vil sees, Grund til at antage, at ogsaa paa enkelte Steder i Norge, i det sydlige, i Oplandene og ellers, hvor fiskrige Stier indbød til Ophold og Forandring af Levevis, en varigere Befolkning af Finner har haft Sted; men som ovenfor viist er der et Mellemtrin i Finnens Culturstige, hvor han ligemeget drages af Fugl og af Fisk, hvor hans Bygning er mindre stationair og hvor det altsaa passer ret godt, at han kan i sine Redskaber lader Spor tilbage efter sig.

Saadanne Stenredskaber, Pile, Knive, Meisler, Spydodde, Øxer, Hamre m. m. ere (Urda I 262 Not. 34) fundne «næsten i ethvert af de større Districter i Norge», i Smaalenene, Akerhus, Hedemarken, Christians, Budskeruds, Laurvigs, Bratsbergs, Nedenæs, Stavanger, søndre Bergenhus, nordre Bergenhus, Romsdals, Trondhjems og Nordlandenes Amter.

De nærmere Omstændigheder ved de enkelte Fund ere mig imidlertid ei saaledes bekjendte, at jeg kan afgjøre, i hvilke Tilfælde vi have Levninger efter en paa Findestedet levende Urbefolkning for os eller en saa at sige directe Overlevering fra denne, og i hvilke andre vi maa antage de fundne Sager henbragte og overleverede ved Mellemled af anden Nationalitet, det være som Redskaber, for hvilke man fremdeles har fundet Anvendelse, som Amuletter eller som blotte Curiositeter. Som Fund af Betydning for Spørgsmaalet om Finnernes Ophold i Norge bør maaskee specielt nævnes (U. 1 187) : Grebstadfundet i Romsdalsamt af 18 forskjellige Stenredskaber, de fleste af Flint, i en Myr; (U. 191) Fund af 2 Øxer, en af Basalt, en anden af Granit, i hvilken endnu Skafthullet var ufuldført, paa Oppedals Gaard i Hardanger, dog bemærkes derved, at de fandtes i Gravhøie, hvoraf de maa sluttes didbragte af Norske, hvis de ei tilfældig have fulgt med Jorden, der benyttedes til Gravhøiens Opførelse; (U I 242) Fund af en Steenøxe (af Porphyr? i Maridalsvandet); (U I 247 flg.) Fund af en Pilespids under Gaarden Døhli i Nitteelven i Hakedalen.

Omstændigheder ved slige Fund, der lede til Formodning om en virkelig finnisk Befolkning i Egnen, ere dels, at Findestedet er ved Vand eller tidligere Søbund, hvilke Steder ogsaa i det sydlige Skandinavien ere de, der frembyde de fleste Levninger fra Stenalderen; dels at Redskaberne paa Steder, hvor Flint ei forekommer, findes arbeidede af andre i Egnen forekommende Stenarter; dels endelig at Redskaberne, hvor de ægte charakteristiske finniske Gravbygninger ei længere forekomme, findes tilfældig efterladte, eller idetmindste ikke forsætlig nedlagte i Grave, der tilhøre en fremmed Nationalitet, i hvilket Fald Fundet synes at maatte frakjendes al egentlig Beviskraft angaænde Stedets tidligere Befolkning, bliver idetmindste mistænkeligere end de tilfældigt efterladte Levninger.

Om der har været nogen Stammeforskjellighed inden Norges finniske Befolkning, om her, hvad synes mig rimeligst, to Grene af Nordeuropas Urbefolkning have nærmet sige og mødt hinanden, en søndenfra over det sydlige Sverige, en anden nordenfra over det nuværende Finmarken, vil vel alletider blive vanskeligt at afgjøre.

Stenredskaber synes, som anført, at være blevne fundne temmelig langt mod Nord, dog omtale skriftlige Kilder, saavidt jeg veed, aldrig Stenredskaber hos de nordligstboende Finner (Skridfinner), men kun Ben; imidlertid synes de romerske og græske Forfattere ei heller at have bemærket et andet for os charakteristisk Træk af deres Levemaade, Renavlen, som det vel vilde være for dristigt at antage for et først senere naæt Culturtrin, i alle Fald omtaler allerede Ottar den, som anført, som en af disse Egnes Hovednæringsveie. Hvorvidt Finnerne i Norge have været saa talrige, at der har kunnet fra deres Side finde nogen egentlig Modstand Sted mod de indflyttende Nordmænd, kan vanskeligt afgjøres til Vished.

Jøtner og Dverge

Den ældre historiske Lære om Jøtner og Dverge som Navne paa undertvungne Folk af fremmed, tschudisk og finnisk Nationalitet og Forklaringerne af de disse Væsner vedrørende Myther som Minder efter fordums Folkesammenstød er visselig grundfalsk. Jøtner og Dverge ere paa det inderligste forenede med Asareligionen og, kan man gjerne sige, ligesaa nødvendige for denne som Aserne selv: vi finde dem i de tidligste Kilder for Nordmændenes Religion (Voluspå), og de ere bevisligt Fælleseiendom for alle Germaner (jötunn, angels. eoten, gmlsax. etan (?); þurs angels. þyrs, gmlt. turs, mht. turse — endogsaa Costumet: þurs þríhöfdaðr — drihouptigen tursen. risi mbt. rise (gmlsax. wrisille); álfr angels. älf (ylfe) gmlht. alp; dvergr angels. dveorg, gmlbt. tuerc; jfr Grimm Mythol. vedk. Ord.) saa at, hvis heri skulde være Spor af ugermaniske Nationaliteter, maatte disse idetmindste søges, hvor den germaniske Stamme endnu ei havde delt sig, ikke inden Skandinaviens Grændser. Langt snarere er dog i disse mod Guder og Mennesker fjendtlige, spottende Magter, hvis de ei ere integrerende Dele af Gudelæren, at see en Levning af en før-asisk Religion, der ligeoverfor denne nye Lære er bleven Overtroens og Phantasiens Spillebold paa samme Vis, som Asalæren senere behandledes af de christne Folk. Mythernes personlige Figurer opløse sig, saasnart Navnene gaa af Minde, i en forvirret Hob af Utysker[1]

Hin Fortolkning af Eddaverset i Harbarðsljóð, hvor efter Trællene som oprindelige «troll» skulde efter Døden vende tilbage til sin egen Gud Thor (Urfolkets Gud [?] jfr dog den gsax. Abrenunciationsformel fra 8de Aarb. thunder ende uuoden ende saxnote) kan vel ikke engang om man skriver træll for þræll sprogligt forsvares (Estrup: Om Trældom i Norden p. 4, Not. 1; Nilsson : Nordens Urinnvånare c. 4 p. 34, Not. 2; Petersen: Danmarks Sagnhistorie p. 64; Samme: Nordens Geographi p. 263). Det laa saa overmaade nær at overføre paa Norges finniske Urfolk, hvad Sagnet meldte om Dverge, at man meget snarere end af den aabenbart betydeligt senere Eventyrforblanding af Dverge og Finner at slutte til en historisk Identitet maa undre sig over, at Forblandingen ei er begyndt langt tidligere, over at ikke Urbefolkningen strax ligefrem er bleven kaldt «Dverge» istedenfor «Finner» af de indvandrende Nordmænd; en Omstændighed, der vel viser, at Dvergenes mythiske Betydning dengang endnu stod altfor levende for Bevidstheden til, at deres Navn kunde tillægges de som virkeligt Folk tydeligt optrædende Finner. (Heller ikke i America kaldtes Urfolket Dverge, men Skrælinger visselig netop af samme Grund, at det traadte Nordmændene imøde med altfor stor Haandgribelighed som virkelige Mennesker, som de derfor naturligst nævnte med et af selve Folkets charakteristiske Optræden fremkaldt Epitheton.) At dog paa den anden Side virkelig Finnerne vakte Ideeassociationer, der streifede ind paa Dvergemythens Mark, tør maaske sluttes af, at Navnet »Finn» ogsaa forekommer blandt Dvergenavnene i Voluspå, og at Finn rimeligvis ad denne Vei er senere dragen ind i det poetiske Sprog som Benævnelse for Dverge og Jøtner i Almindelighed, f. Ex. finns hrosti ɔ: Digtet — fjalla finns ilja brú ɔ: Skjoldet, med Hensyn til Hrungner o. fl. lign. (SnEI 394, 573) Fenna smiði om Skudvaaben (SnE I 570) som og Gusis, Jólfs smiði ere derimod hentede fra de historiske Finners Dygtighed i Bueskydning.

Finnernes vilde Levemaade, deres mangelfulde Vaaben og Ligegyldighed for fast Bopæl, synes ei at have kunnet give dem andet Valg ligeoverfor Nordmændene end at trække sig uden Kamp tilbage til Fjældene, hvor de fremdeles i Ro kunde fortsætte sit vante Liv. At de kunne have dannet noget Grundlag for Trællestand som en overvunden Befolkning er derfor ikke rimeligt, skjøndt vistnok nu og da en enkelt Finn under Nordmændenes Fremrykken kan være bleven fangen og holdt tilbage som Træl, om ellers hans Nationaleharakter og Stammens Culturtrin gjorde ham dertil nogenlunde skikket; hvad bedst vil kunne sluttes af den Charakteristik, de romerske og græske Forfattere give af dem, og som rimeligst har den germaniske Opfatning af Folkets Eiendommelighed til Kilde. Der vil deraf ogsaa kunne sluttes, om Finnerne kunde friste til nogen Trællejagt blandt sig, eller om den finniske Stamme inden Norge altid kun frembød en tilfældig Mulighed til Trællemængdens Forøgelse hos Nordmændene.

Ingen af Oldtidens Forfattere kjender Finner i Skandinavien før Nordmændenes Indvandring, de kjende dem kun gjennem germanisk Overleverelse og som en i det yderste Norden boende (af Germanerne allerede fortrængt) Nation.

Sydens Forfattere om Finnerne

Tacitus er den første der nævner dem, Germ. c. 46: «Finnerne (Fenni) leve i den yderste Vildhedstilstand og smudsigste Fattigdom: de have ikke Vaaben, ikke Heste, ikke fast Hjem; Urter er deres Føde, Huder deres Dragt, Jorden deres Leie. Deres hele Haab staar til Pile, paa hvilke de af Mangel paa Jern sætte Odde af Ben. Det samme Jagtliv føder Mændene saavelsom Kvinderne, overalt nemlig følge disse med og søge sin Deel af Bytte. Heller ikke for de spæde Børn er anden Tilflugt mod Uveir og vilde Dyr end at skjules under en Slags Fletning af Grene, hid vende de Unge tilbage, her er de Gamles Opholdssted; dog ansee de sit og andres Liv saaledes tilbragt i Frygt og Haab at være at foretrække for at stønne over Jorden og arbeide inden Huse. Trygge mod Mennesker, trygge mod Guder have de naat, hvad er aller vanskeligst, at de ei engang have noget at ønske.« Procopius, de bello Gothico II c 15, skildrer paa lignende Maade Finnerne, som han udtrykkeligt hensætter paa den skandinaviske Halvø: «Af de i Thule boende Barbarer, fører kun et Folk, de saakaldte Skridfinner et fuldkommen vildt Liv; de hverken iføre sig nemlig Klæder eller gaa med Sko eller drikke Vin eller have nogen Grøde af Jorden; thi hverken dyrke de selv Jorden eller virke Kvinderne noget for dem, men lægge alle, Mænd og Kvinder, altid alene Vind paa Jagt. Baade af Storvildt nemlig og af andre Dyr frembyde de overmaade store Skove og Bjergene, som udstrække sig paa denne Kant, dem en overordentlig Mængde. Kjødet af det fangne Vildt er deres Føde, Huderne bruge de til Klædning; men da de ei have noget at sy med, bruge de at binde Huderne til hinanden med Sener af Dyrene og saaledes fuldkommen tildække Kroppen. Ikke heller opammes deres nyfødte Børn paa samme Maade som andre Menneskers; Skridfinnernes Børn næres nemlig ikke ved Kvindernes Melk eller lægges til Moderens Bryst, men opfødes alene med Marven af de fangne Dyr. Saasnart Kvinden har født, vikler hun strax Fosteret i en Hud og hænger det op i et Træ og søger saa, efter at have stukket det et Stykke Marv i Munden, igjen ud paa Jagten; i Fællesskab med Mændene drive de denne. — Saadan altsaa er Levemaaden blandt disse Barbarer, de øvrige Thuliter derimod skille sig, jeg kan gjerne sige alle, kun lidet fra andre Mennesker«. Jornandes endelig, de rebus Getic. c. 3, omtaler Skandinaviens finniske Befolkning i følgende Udtryk: Efter at have dvælet ved Folket Adogit (Hálogi) i den nordligste Del af Skandia, hvor der aarlig ved Solhvervstider hersker en 40 Døgns Dag og en ligesaa lang Nat, fortsætter han: «Der (i Skandia) er ogsaa andre Folk, tre Crefinni'ske (tres Crefennæ — Tre s. Crefennæ — Seretofennæ), som ei leve af Korn, men af Kjødet af de vilde Dyr og Fugle, og hos hvem der blandt Kvæget (paludibus var: pecudibus) er saa stor Frugtbarhed, at ei alene Arten forøges; men ogsaa Folket har hvad det behøver og mere til. Der er ogsaa et andet Folk Suethans der som Thuringerne have fortrinlige Heste« — fra disse komme ogsaa de kostbare Saphirin -Skind til Romerne. (At den skandinaviske Handel paa Rusland fortrinsvis var Skindhandel, viser Bemærkningen i Landnámab. 3 c. 1. Þórð hreðu s. p. 8: Björn, er kallaðr var Skinnabjörn, þvíat hann var Hólmgarðsfari.) — «Dernæst følger en Masse forskellige Folkeslag: Theustes, Vagoth, Bergio, Ilallin, Liothida» — alle i frugtbare Egne og derfor udsatte for andre Stammers fjendtlige Overfald — «Efter disse Atbclnil, Finnaithæ, Fervir, Gautigoth, et raskt og krigsdygtigt Folkeslag. Dernæst Euagerne blandede med Othingis. Alle disse boe i udhulede Klipper ligesom i Casteller efter vilde Dyrs Vis. Efter disse følge længere ude (Sunt ex bis exteriores) Ostrogothæ, Raumaricæ, Ragnaricii, Finni mitissimi, fredeligere end alle øvrige Skandias Indbyggere: fremdeles ogsaa deres Lige Vinoviloth, Suethidi, Cogeni« o. s. v.

Hvad fornemmelig er at mærke i denne Jornandes's Beretning er, at han paa tre forskjellige Steder nævner finniske Stammer mellem Skandias Beboere og under tre forskjellige Navnformer: Crefennæ, Finnaithæ, Finni mitissimi. De første, hvorledes end den rette Navnform maa have lydt, er efter deres Sæde i det nordlige Skandinavien og Beskrivelsen af deres Levevis tydeligt de samme nordligst boende Finner, som Tacitus og Procop omtaler (jfr Ottars Terfennas). Finnaitbæ maa baade ifølge sin Plads i Opregnelsen og sit Naboskab til Gautigoth (de skaanske Gauter) søges langt sydligere, og Navnet selv synes rimeligst at være forklaret som oprindeligt Stedsnavn og identisk med det smaalandske Finnveden (Finhidi, Bautil 1029. Finneidi, Knytl. s. c. 110-Finnia Saxo 1. XIV. Finnid, VgL Addit. IV 10). Det synes som om Jornandes under Opregningen er kommen ned i det sydlige Sverige (Gautigoth) og derfra igjen føres mod Nord ind i det sydlige Norge og gjennem Raumarike og Ranrike til Finni mitissimi, hvorfra videre til Norges sydvestlige Kystfylker, Grannii, Aganziæ, Ethetrugii. Det er ovenfor bleven antydet som rimeligt, at de norske Oplande med sine mange fiskerige Søer vel kunne have fristet de omstreifende Finnestammer til varigere Ophold; heller ikke savne disse Egne ganske, som vi have seet, Spor efter Finner (Stenredskaber); fremdeles synes ogsaa Beowulfdigtet at henlægge et Finnaland i Nærheden af Raumernes Kyst (see Munch's Historie I, 1, p. 90, 92, 93), og det gamle Sagn om, «hvorledes Norge byggedes«, sætter paa en betydningsfuld Maade Raumer og Finner sammen ved Protonymer: «Raumr kónungr átti samdrykkju um jól við Bergfinn, Søn Þryms jötuns af Vermá ok gekk þá i rekkju Bergdisar systur hans (Bjergkvinden) ok eptir þat gat hon III sonu, Björn, Brand (Brandingjaland, Brandey i Helgakv. Hb. Haddingjaskati Flatb. p. 24?) ok Alf, hann fóstraði Bergfinnr ok var kallaðr Finn-Álfr« Flat. b. p. 23 («sonum Snæfríðar [finnsku] gaf hann Hringariki, Hadaland, Þótn ok þat er þar lá til« Flatb. p. 41). Det er saaledes ei usandsynligt, at i disse Egne en Tid efter Nordmændenes Indvandring en talrigere Finnebefolkning af noget høiere Cultur end de egentlige Skridfinner kan have holdt sig som en særskilt Stamme og være komne Jornandes for Øre som «Finni mitissimi» (jfr Castréns Skogslappar), og en Gjenklang af Finners Færd i disse Egne er maaske det gamle Eventyr om Svase Jotun eller Finne paa Oplandene (s. Har. hårf. c. 25, jfr Munch I 1, 93, 1-77, 1-340).

Af disse ældste Beretninger om Finnerne faa vi kun ringe Tanker om deres Anvendelighed til Tyendetjeneste, ligesom ogsaa allerede deres Hjem i de nære Fjælde vilde gjøre enhver Bevogtning af dem frugtesløs, enhver Anvendelse af Tvang mod dem umulig, ei at tale om, at deres ældgamle Ry for Troldkyndighed omgav dem med et Værn af dunkel Rædsel.

Ottar

Vi have ogsaa et indenlandsk Vidne om Forholdene i det nordlige Norge rimeligvis for 870 (Munch I, 1 p. 611). Ottar, Haalogalændingen, fortalte nemlig Kong Alfred, at «han var en meget formuende Mand paa den Eiendom, der udgjør deres Rigdom, det er paa Vilddyr. Han eiede dengang, da han søgte Kongen, sexhundrede tamme, ukjøbte Dyr. De Dyr kaldte han Rener, deraf var sex Lokkerener; de ere meget dyre blandt Finnerne, fordi de ved dem fange de vilde Rener. Han var blandt de første Mænd i det Land, dog havde han ikke mere end 20 Stykker Kvæg, 20 Faar, 20 Svin og det lidet, som han pløiede, det pløiede han med Heste. Deres Indtægt bestod mest i den Afgift som Finnerne betalte dem: den Afgift udrededes i Dyreskind, Fjær, Hvalsben, Skibsreb, der vare virkede af dels Hvalhud, dels Sælskind. Enhver betalte efter sin Stilling, den mægtigste skulde betale 15 Maarskind, fem Renskind, et Bjørneskind, ti Pund Fjær, en Bjørneskinds eller Odderskinds Kjortel, to Skibsreb, hvert 60 Alen langt, et af Hvalhud, et andet af Sælskind.« Her forundrer det os ei at høre tale om nogen Trællebesætning i Ottars Husholdning; men denne Taushed kan vel siges at bevise ligesaa lidet mod Benyttelse af Finner som Trælle som mod Benyttelse af Trælle i Almindelighed blandt Nordmændene. Finnen synes at maatte have været Nordmændene uundværlig, hvor en større Renavl skulde drives; men det indsees ogsaa lettelig, at en Finn som Nordmandens Renvogter snarere maatte indtage en betroet Mands Stilling, at der ved ham neppe kunde blive Tale om nogen Trællestandens ànauð, den han, hvad Øieblik det skulde være, letteligt kunde unddrage sig og dertil ogsaa forvolde Herren det største Formuestab. Omtrent ligesaa aaben stod Veien til Frihed for Finnen fra tvunget Arbeide paa Nordmandens Ager, det han allerede i og for sig efter Tacitus's Skildring ifølge sin nationale Tilbøielighed ansaa for Trællearbeide (ingemere agris). Paa Søen derimod synes han at kunne have været Nordmanden nyttigere[2], da vi ifølge de Udredsler, vi finde at have været ham paalagte, maa antage, at han allerede paa egen Haand drev Hval og Sæljagt; men om han end paa Skibet var i Nordmandens Vold, kunde heller ikke her Tvangen vare længere end Opholdet paa Søen og det maatte være i Nordmændenes egen Interesse ogsaa i dette Tilfælde ikke at lade Tjenesteforholdet overskride Overenskomstens Grændser. Med Magt kunde saaledes neppe nogensinde personligt Arbeide aftvinges Finnerne, den eneste Fordel, Nordmændene kunde vinde af dem var ved Hærjetog at tvinge dem til Skatteudredsel af deres Næringsdrift. Sluttelig maa til denne maaske altfor brede Undersøgelse om Sandsynligheden af Finners Benyttelse til Trælletjeneste føies, at Historien neppe nogensteds opviser en Træl af finsk Herkomst, medens derimod oftere Exempler forekomme paa blandet norsk og finsk Herkomst inden Norges Høvdingeætter, og at Finnen færdes fri mellem Nordmændene: om Raud hin ramme paa Helgeland hedder endog, at der, uagtet han havde mange Huskarle, ogsaa undertiden fulgte ham en Mængde Finner — (Þáttr Rauðs h. ramma, Flatb. I 393. O. Tr. s., Sn. c. 85; FmS II 175) «fylgði hánom fjöldi Finna, þegar hann þurfti nökkurs við«. Ham følge de dog mere som Troldkarle end som Huskarle; thi han var «stor Blotmand og meget troldkyndig«.

Hærtagen Kvinde fra Bjarmeland nævnes vistnok (Ljufina dóttir Bjarma kónungs, Landn. II c. 19); men der var baade, som det synes, Culturen langt større end blandt de nomadiske Finner, og tillige var Flugt til Hjemmet afskaaren den Fangne ved den lange Afstand.



Fodnoter

  1. Aserne selv stamme fra Jötner, disse ere de ældste og viseste (Nornerne, Mimer), hele Asalæren maaske en Væxt af hin tidligere mere materialistiske Naturreligions Jordbund.
  2. þat segja menn sið manna norðr á Hálogalandi at leggja mikla stund á veiðar, bæði dýraveiði ok fiska ok hvala. Sn. 1. Fr. c. 41, FmS X.