Tysklandsrejsen (Árni Magnússons Levned)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Árni Magnússon (1663-1730)
Árni Magnússons Levned

af Finnur Jónsson


V
Árnis Tysklandsrejse
1694—96.



Ganske sikkert til stor glæde for Árni åbnede der sig for ham i forsommeren 1694 en mulighed til at foretage en udenlandsrejse. Anledningen til denne har været ganske ukendt for J. Ól., der behandler den meget kort og summarisk. Men Werlauff giver herom de fornødne oplysninger efter kilderne (se det 3. tillæg i hans afhdl.). Jfr. også S. B. Smith: Universitetsbiblioteket for 1728 s. 53.


Orientalisten Andreas Müller Greiffenhagen havde 1693 tilbudt Universitetet i København sin bogsamling som gave, dog under visse betingelser. 19. maj 1694 skriver prof. Masius. der var mellemhandler i sagen, til Konsistorium om at sende en »eruditum studiosum« til at modtage bøgerne, »hvorpå blev sluttet — hedder det —, at Arnas Magnæus Islandus vilde sig samme reise paatage og Universitetet hannem sin reise betale med 50 rdlr., som skulde tages af Bibliothecæ publicæ midler«. Det er klart, at Árni nu allerede var kendt som den, der bedst måtte kunne udføre et sådant hværv, samt at meningen må have været, at hans ophold i Tyskland kun skulde være kortvarigt, siden en så ringe sum blev stillet til hans rådighed. Men rejsen skulde vare længere. Árni afrejste i juni 1694. Noget resultat af hans specielle hværv kom der dog ikke, hvad så grunden end var, og bogsamlingen blev i Stettin og kom ikke til København. Det må antages at have været den almindelige opfattelse, at Árni selv ingen skyld havde for at det gik således.


Árni havde først været i Rostock, men er, ifg. br. fra Stettin til Þormóður af 28/7, ikke begejstret for byen, »der er intet at se undtagen menneskene, og de er kun så som så«. I Stettin er der kun lidt at lære, og han forstår ikke, hvad »vore landsmænd i Danmark vil herhen undt. for at vise sig og se andre«, hvis de andre tyske universiteter ikke er bedre. Han omtaler ved denne lejlighed de svenske sagafalsknerier, og han er, som vænteligt var, ikke blid mod disse (tilmed trykte med runer!).[1] Stadig har han den gamle litteratur i tankerne; han beder Þormóður (der da var i Khavn) at skaffe sig afskrift af verset om Adils af Ynglingatal efter hovedhåndskrifterne. Om nogen forlægger i Tyskland — til nordiske sager, der tænkes vist på Orcades — er der ingen som helst tale.


Árni rejste dernæst direkte fra Stettin til Leipzig og herfra haves brev til Þormóður af 1710 94; her og andre steder i Sachsen opholdt han sig hele tiden,[2] og fik ikke lejlighed til, hvad han dog gærne ønskede, at udstrække rejsen, helst til Holland.[3] Omkostningerne ved dette ophold bestred han tildels ved egne midler, dels ved den understøttelse, som især Moth skaffede ham. JÓl. meddeler, at han af en postmester lånte 100 rigsdaler til rejsen, »og Arnas betalte (dem) straks siden«. Det meste af tiden opholdt han sig som sagt i Leipzig. För end i slutningen af 1696 er han ikke vendt tilbage til Køhenhavn, ti der haves et brev af 9/12 fra Peder Syv, sendt til ham til Leipzig. De nöjagtige data for afrejsen eller hjemkomsten kendes ikke. Under sit ophold gjorde han en afstikker til Frankfurt (för 23/10 95, br. til Sperling), hvor han har set et hds. af Paulus Diaconus. Af Árnis excerpter (i 909) ses, at han også har været i Jena[4] og Berlin. Når der ellers findes excerpter eller titler fra de og de biblioteker, må det bero på afskrifter i Leipzig.


Leipzig på Árni Magnússons tid
På de steder, hvor Árni opholdt sig, bestod hans hovedvirksomhed i at undersøge bogsamlingerne, både de trykte bøger, især alt hvad der var palæotyper, og de håndskrifter, der fandtes. Ifg. JÓl. undersøgte han også »mange gamle bøger udi sacristierne«. Han gjorde overmåde talrige excerpter og optegnelser vedrørende disse, og man kan, af de tilstedeværende numre i hans samling, danne sig en forestilling om hans uhyre flid, interesser og nøjagtighed. Man får indtryk af, at han fra morgen til aften ikke har bestilt andet end sidde på bibliotekerne. Hans optegnelser findes hovedsagelig på kvartblade, ofte i småhefter. I de tykke bind. AM 909 A—E. 4° findes resultaterne af hans virksomhed. Det er optegnelser om håndskrifter, excerpter og afskrifter, især vedrørende historie (f. eks. klostre og munkeordner, annaler og helgenlegender, varianter til Tacitus’ Germania osv.!. titler på værker og bøger, litteraturhistoriske notitser af enhver art, om biblioteker osv., om Germanernes vandringer, excerpter angående Danmarks, Sverrigs, Tysklands historie osv.[5] Iait findes her 2223 blade, hvoraf dog enkelte ikke er fuldt beskrevne, hist og her findes andre hænder end Árnis, men hvad der således hidrører fra andre er forsvindende. Det allermeste er på latin. Også sedler fra langt senere tider findes her; de må ved uagtsomhed være havnede her.


Af en notits ses, at Árni har været i Dresden — vistnok i anledning af en bogavktion dér —, hvor han har set en »Virgilius in membrana«. Også i Halle undersøgte han biblioteker på samme måde som i Leipzig, vistnok også i Jena. Også her fik han hds. til låns, som et af »Otfrids evangelia« (br. 27/4 til Þormóður).


Ved alt dette skaffer Árni sig et overvældende kendskab til alverdens forfattere og bøger fra ældre og senere tider, et kendskab, hvori næppe nogen samtidig har overgået ham.


Foruden denne daglige virksomhed var Árni også beskæftiget med udgiverarbejde. Han har uden tvivl fra først af haft den tanke at få et videnskabeligt arbejde fra hånden og dertil finde en forlægger. Af breve til Þormóður (17/10 94) ses som antydet, at det har været umulig i Leipzig at finde en forlægger til hans Orcades; han har været hos alle boghandlere; han meddeler udførlig, hvilken betingelser der ellers stilledes. Også korrekturlæsere betales ekstra. Han råder derfor Þormóður fra at tænke på at få Orcades forlagt og trykt i Tyskland; det var lettere og billigere i København. Selv havde Árni taget med sig et manuskript af »Sögubrot af Haraldi hilditönn«: det vilde han lade trykke her (i Leipzig) islandice et latine og dedicere det til Moth; det skulde blive færdigt engang i maj.[6] Dette skulde dog ikke blive til noget. I br. til Þormóður af 29/6 95 skriver han, at han opgiver at lade Sögubrot trykke, ti »bogtrykkerne gör så mange diffikulteter på grund af den islandske tekst. Derfor lader jeg trykke noget andet töj, som hedder Chronicon Sialandiæ, afskrevet efter veteri membrana og gör anfang dermed i næstkommende uge«. Manuskriptet hertil har han altså også taget med sig fra København. Det var en afskrift af et håndskrift i Universitetsbiblioteket, der brændte 1728. tagen endnu medens han var hos Bartholin. Skriftet udkom virkelig samme år (1695) under titlen: »Incerti auctoris Chronica Danorum et præcipue Sialandiæ«. Bogen var færdig inden oktober; d. 23. ds. sender han Sperling et eksemplar (br. 23/10[7]). Skriftet er dediceret Moth d. 12. august i de sædvanlige udtryk, som dog sikkert har været oprigtig mente fra Árnis side; han kalder Moth »patronus ac Mæcenas observantissime colendus«. Om sin udgivermetode siger han, at han har afveget fra håndskriftets fordærvede retskrivning og anvendt den i hans tid almindelige, samt foretaget rettelser, hvor teksten var forvansket; enkelte manglende ord tilføjede han i klammer. Iøvrigt har han samvittighedsfuldt fulgt håndskriftet. Som tillæg har Árni givet 2 kapitler af Bertrand Tissiers udgave af Exordium magnum cisterciensis ordinis. Iøvrigt kan der henvises til M. C. Gertz’ nye udgave af dette skrift i Scriptores minores historiæ danicæ medii ævi II. bind. Denne udmærket sagkyndige udgiver udtaler sig meget fordelagtig i det hele om Árnis udgiverarbejde. Til undskyldning for nogle mindre fejl tjæner, at Árni i Leipzig ikke kunde læse korrektur efter originalen. Árni viser i sin udgave en sand, videnskabelig udgivermetode; skade kun, at han ikke beskæftigede sig mere med udgivervirksomhed, hvortil han ved sin nøjagtighed, skarpsindighed og ævne til håndskriftlig læsning egnede sig fremfor nogen anden i samtiden.


At Árni under sit ophold i Leipzig også havde tid til at tænke på sine nærmeste i Island og deres vel viser den udførlige skrivelse af 6/10 1694. hvori han omtaler og anbefaler sin morbroders andragende.[8]


Kort efter at Árni var rejst til Tyskland, fik han meddelelse om, at han 14. juli 1694 var udnævnt til professor, dog kun som designatus, med den forpligtelse eller under den forudsætning, at han publice disputerede, hvilket dog aldrig blev til noget.[9] Det er uden tvivl Moth, der har udvirket denne udnævnelse, som dog altid måtte siges at være en begyndelse, selv om det foreløbig kun var navnet og intet andet. I br. 17/10 94 takker Árni Þormóður for hans lykønskning »anlangende det uformodede professorat«; det er klart, at Árni i de følgende ord mener, at han har Moth, måske også Meier, det at takke. Over denne udnævnelse blev der skumlet af nogle, og vistnok var den lidt usædvanlig, eftersom Árni dog endnu ikke havde offenliggjort noget.[10] Werlauff anfører et stykke af et brev fra prof. H. Jacobæus til biskop Bircherod i Aalborg (28/8 94), der lyder: »Den nye islandske professor, som en tidlang var sal. Th. Bartholins amanuensis, er rejst udenlands på obersecretaire Moths pung. Vores professorer er ikke vel tilfreds med denne collega: thi han haver ikke beviist nogle specimina, andet end hvad som udi hans fædreneland practiseres, nemlig at vise igen, hvilket han præsterede hos en mand i Fiolstræde, som havde mist sine sølvknapper og bleve, som der siges, uformodentligen gennem lukte vinduer og dörre indslængte til hannem igen«. At Árni ikke havde aflagt egenlige videnskabelige prøver er rigtigt nok. Den sidste bemærkning — om »at vise igen« — er ganske dunkel. Hvis der ligger noget til grund for den, er det vel en spøgefuld tildragelse. Hvis noget var fjærnt fra Árnis væsen og færd, så var det, at beskæftige sig med denslags, som beskyldningen går ud på. Så meget er sikkert, at udnævnelsen har vakt opsigt. Árnis udgave af Chronica Sialandiæ må ses i belysning heraf; den skal uden tvivl være et sådant specimen, som Jacobæus og de andre savnede. Men, som sagt, udnævnelsen var foreløbig kun et navn, som der næppe var grund til at være misundelig over.


Efter sin flittige og energiske virksomhed i Leipzig[11] afsluttede han sit ophold dér og kom hjem i december, henimod jul 1696.[12] 9. december skriver P. Syv ham til og adresserer brevet til Leipzig; heri takker han for brev af 23/10 og den »overskikkede tractat« (ɔ: Chronica). 6. febr. 1697 skriver Árni til Þormóður, og der var da gået nogen tid siden hjemkomsten. Han skriver, hvad der jo er oplysende om hans forhold til Moth og hans hele stilling, følgende: »Straks da jeg kom hjem, lod hr. geheimeråd Moth udsøge et kammer til mig, og jeg går nu daglig til hans bord; vænter også, at der ved tid og lejlighed noget vil falde af til videre subsistence, uagtet jeg endnu intet har mærket dertil. Hr. geheimeråd viser ved alle occasioner sin sædvanlige affection mod mig og mere end tilforn«. I samme brev takker han Þormóður for to eksemplarer af »Færøerne« (trykt 1695). Om resultatet af sine undersøgelser vedrørende norsk historie siger han: »Intet har jeg fundet i Tyskland, som explicerer res Norvegicas med undtagelse af nogle loca, hvori står at Nicolaus cardinalis, episcopus Albanensis (postea Adrianus 4.), har converteret det norske folk til kristelig tro, hvilken ignorantia rerum Norvegicarum ikke meriterer at mentioneres«. Resultatet på dette område bleve altså intet som helst, og det var kun hvad man måtte vænte; Árni selv har sikkert ikke væntet sig noget. Det var på andre områder, at Árni fik et så rigt udbytte af sit Tysklandsophold, nemlig sin omfattende bibliografiske viden og kendskab til vigtige bogsamlinger — for ikke at tale om, at han lærte tysk til fuldkommenhed, hvad JÓl. bemærker i sin biografi.



Fodnoter

  1. Jfr. J. Helgason: Jón Ólafsson s. 143 f.
  2. Af br. 20/4 95 til Magnus i Vigur fra Leipzig ses, at han da havde i sinde at rejse tilbage i efteråret, hvad der altså ikke skete.
  3. Se br. til Þormóður 27/4 95.
  4. I 909 E findes en beskrivelse af skjolde, malede i et hds. af Otto af Fresingen i Jena.
  5. Jfr. AM katalog II, 256.
  6. I samme brev (2/3 95) meddeler han, at han har lært sig så godt fransk, at han kan læse franske bøger med historisk indhold.
  7. I dette brev meddeler han, at han har fundet i biblioteket »nogle epistolas Christiani I. Regis Daniæ ad Regem Bohemiæ«, og at han har afskrevet dem.
  8. Embedsskr. s. 1.
  9. Bestallingen er trykt i Embedsskrivelser s. 1.
  10. Længe efter væntede man noget litterært fra Árni. 11/6 1710 skriver Reitzer: »og derhos ønsker den tid dog engang at komme, at vi stedse kunde beholde Ham hos os, og fædernelandet samt universitetet nyde det, som de så længe have væntet af Ham«.
  11. I sit br. 16/4 96 til Bj. Þorleifsson udtaler Árni, at rejsen er bleven længere end oprindelig påtænkt og han vænter at ville komme hjem i juni.
  12. I brev til Björn Þorleifsson 2/5 1697 siges dette rent ud. Jfr. Thura i hans Idea (128).

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.