Udöbte börn efterstræbes af bjærgfolk

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

57. Udöbte börn efterstræbes af bjærgfolk


974. Forhen var man jo meget bange for at få nyfødte børn forbyttede af bjærgfolkene, og er det så for resten endnu på sine steder. For at værge sig mod denne ulykke brændte man lys hver nat i barselstuen, indtil barnet blev kristnet, hvilket i reglen skete meget snart etter fødselen. Hos en gammel skovfoged i Brænderup vænge, under Glorup gods, kunde det i slutningen af forrige århundrede snart have gået galt med det. Lyset var nemlig gået ud en nat, da de havde en nyfødt, og der kom da noget og satte sig på moderens ene lår, så hun slet ikke kunde røre sig af stedet, og da hun nu var bange for, at der skulde ske noget slemt, så tog hun til at sparke manden med det ben, hun havde fri, til hun omsider fik ham vækket, og han måtte da straks op at tænde lys. Siden efter måtte de bedre passe på, at der brændte lys natten igjennem. De to første nætter efter dette var der noget uden for vinduerne, der ligesom blev ved at springe op og ned, uden at man vidste, hvad det var, eller at der skete noget andet.

P. Jensen, Kværndrup.


975. I et barselhus, da al ting var overstået, lagde jordemoderen sig ved barselkonen, som lå med hendes nyfødte barn i hendes arme, og de andre koner satte sig på en anden seng. De faldt alle sammen snart i søvn, ti de havde våget længe; men barselkonen, som formodentlig ikke sov hårdt, vågner ved nogen forlen (ɔ: puslen), som hun fornam hos sig, og ser til hendes store forfærdelse, at hendes barn er borte. Idet hun ser sig om, får hun øje på ellekonen, der sidder med hendes barn på dørtærskelen og er i færd med at hviste (kaste) hendes ben over; ti formedelst deres korte ben kunde de ikke på anden måde komme over nogen dørtærskel. Da gav barselkonen et stort skrig og råbte med höj rost: «Det skal Jesus forbyde dig!» Da slap ellekonen barnet og forsvandt. Barselkonen sprang da op af sengen for at få hendes barn igjen, og jordemoderen og de andre koner blev så forskrækkede, at de næsten ikke vidste, hvad de greb til. Faderen tøvede ikke med at få præsten hentet og barnet døbt.

Lars Dybdahl.


976. Min moder fortalte, at her henne øster på var der en kone, der havde gjort barsel, og så skulde manden blive siddende oppe og passe på, fordi det ikke var døbt, og de frygtede jo for bjærgfolkene. Så mærkede konen nok, at han var falden i slum, men hun sov ikke. Da giver det et smæk ved døren, og så kommer der et stort garnnøgle trillende hen ad gulvet og ned til vuggen. Der bliver da sådan en blå tåge, og så sluktes lyset. Konen rækker da over og snapper barnet og tager det over i sengen til sig. Hun talte ikke noget om det til manden. Et stød efter vågnede han, og da listede han af ud, for han vidste jo, at det var galt, at han sådan var falden i søvn, og frygtede, at barnet var forbyt. Han gik så ud i stalden, hvor den bedste af hans heste lå og var støvt. Da det blev dag, vilde han ikke komme ind. Konen måtte sende både ét bud og et andet bud ud til ham, inden han kom. Da var han så forknyt. Så spurgte hun, om der var én ting galt. Ja, og han fortalte det. «Havde vort barn blevet forbyt, og vi havde fået en skifting i stedet, det kunde vi aldrig have forvundet, men dether kan vi forvinde.»

Lars Nielsen, Vinkel.


977. En kone i Øster-Løgum sad en gang og vuggede, og da kom der en lille mand ind, som havde en rød hue på, han vilde tage barnet af vuggen, men konen gav ham i tide et dask på hovedet, og han måtte da løbe sin vej. Næste dag så hun ham igjen smutte ud af døren, men da havde han taget barnet og lagt en skifting i steden.

Nik. Christensen.


978. En kone i Lindelse savnede en nat sit barn og stod op og ledte efter det på gulvet, men kunde slet ikke mærke det ringeste til det. Omsider fandt de det dog nede under sengen helt ovre ved væggen. De tog nu barnet, som først da begyndte at græde. Da barnet var svøbt og hverken kunde bruge hænder eller fødder, kunde de først ikke begribe, hvordan det var gået til, men kom så dog i tanker om, at det var bjærgfolkene i Maglebjærg tæt ved, som havde lagt det derned.

C. M. L.


979. En mand i Bjerre herred havde et lille barn, og derfor var han grumme ræd for bjærgfolkene. Han gik i angst hver dag for, at de skulde komme og liste dem ind og forbytte det. De vil jo gjærne have andre folks børn, for det de bliver meget større end deres egne. En aften, som de sad ved bordet og havde lyset tændt, hørte de, at døren gik både op og i, men ingen så de komme ind. Så tænkte han: «Nu er bjærgmanden her,» og i det samme var lyset gået ud. Så rejser manden sig op og siger höjt: «Hwa æ dæ po faar? æ Gud iggi hærennd, vil da iggi Gud . . . .» Så måtte bjærgmanden pille af, for Guds navn kunde han ikke tåle at høre. Det skete for en halvfjerdssindstyve år siden. Det var endnu den gang brug at lægge salmebøger i vuggen til små børn eller enkelte blade deraf, eller også andre gode bøger, for når Guds ord var der, var bjærgmanden ikke så dristig ved at komme.

Søren Hansen.


980. Ved Stenderup er en mose, som kaldes Tatermose, i den boede en del nisser. Disse havde en dag hos nogle folk i Stenderup taget et lille barn, som lå i vuggen, og lagt et af deres egne i steden for. Folkene opdagede det ikke straks, men det varede ikke længe, før de godt kunde se det. Da barnet blev større, sad det bestandig ude på dørtærskelen og rokkede frem og tilbage med hovedet. Det levede heller ikke ret længe.

Marie Johansen.


981. Min moders fader var sadelmager for arveprinsen og boede på Jægerspris. Da min moders broder lige var født — det er ham, a er kaldt op efter — og lå og sov i sin vugge, vågnede min bedstemoder og opdagede, at hendes barn ikke var i vuggen. Hun springer op og leder efter det alle vegne. Så havde de en af de gamle stueklokker, hvis lodder gik ned i jorden, og der fandt hun ham, han stod på hovedet der nede og sov. Bjærgfolkene havde jo været ved at tage ham ned til sig. Der var nogen der lærte dem det råd, at de skulde lægge en salmebog oven på vuggedynen, og det gjorde de siden den tid, men de havde aldrig gjort det før.

Jakob Andersen Søndergård. Svehdstrup.


982. Et sted, hvor der var et nyfødt barn, kom bjærgfolkene og vilde bytte det. Der sad én ude i en abild i haven, han var gået efter at stjæle æbler, og han kunde se, hvordan de tumlede udenfor vinduerne for at ville ind og have barnet forbyt. De fik også held af det. Men folkene kunde jo ikke passe bjærgfolkenes barn. Så gav de dem til at feje det ud, og så kom deres eget barn, men det var fordærvet og blev aldrig til noget rigtigt menneske.

Ane Lavrsdatter, Tåning.

983. En kone lå i barselseng. Så var der kommet noget troldtøj og havde forbyt barnet. Da hun blev vågen, kunde hun mærke det og sagde til pigerne, at de skulde lægge barnet ud på møddingen. Da de gjorde det, så lå hendes eget barn der, svøbt som det havde været i vuggen. Hun havde gjort kors i panden på det.

Anders Höjbjærgs kone, Havlund.


984. En kone forsikrede, at bjærgfolkene var ude og vilde have taget hendes barn. Hendes mand var stået op for at give øgene, men så kom bjærgmanden. Hun troede, at det var hendes egen mand, og så siger hun: «Hvordan er det, du kommer og vil tage barnet fra mig.» Den svarede ikke. Så tog hun ud efter skikkelsen og fornam, at den var i skindklæder, og der var knapper i kjolen, og nu kunde hun forstå, det var ikke hendes mand. Så tog hun mungletrillen, der lå i sengen ved hende, og slog efter den med, og det var, ligesom hun slog på en hegle. Nu turde de ikke have barnet udøbt længere, og fik det døbt, så snart det blev dag.

Ane Marie Kristensdatter, Ørum.


985. En nat, da barnet lå i vuggen, hørte manden, der var noget og puslede i stuen, og han sad op og vilde gå ud i skorstenen og tænde lys, men han kunde ikke komme længere end til stuedøren, førend det slukkedes. Man mærkede da snart, at drengen var en bytting, og han kunde tit gå op på den höj, hvor bjærgfolkene boede, og sidde der og snakke om mange underlige ting.

Ole Hansen, Søllerød.


986. Der boede en mand i Vebberstoft, som hed Anders Godrum, han havde en datter, som hed Ingeborg. Hun var noget fjottet og kunde næsten ikke tale så rigtig, at man vel kunde forstå hende. Da hun blev så stor, at forældrene kunde skjønne derpå, så bar de næsten tvivl om, at det var deres eget naturlige barn; de henvendte dem derfor til en klog mand, og denne sagde: «Jo, det er eders eget barn, men I var, medens det var spædt, en gang fraværende, og det har grædt, og der boede en ellekone under eders naboers hyldetræ; hun har hørt det græde, er så gået ind og har givet det die, og dette,» siger han, «er der ingen råd til.» Der var også mange, der påstod, at de tit havde set, at disse hyldetræer hængte fulde af linnedstykker, og på et øjeblik kunde de forsvinde.

Lars Dybdahl, Sennels.


987. Der var ellefolk, og de byttede børnene, lav de var små. Ellekonen skiftede et sted én, uagtet der lå en salmebog ved den. Den, hun lagde igjen, voksede ikke andet end hovedet på.

Simon Bøjsen, Billum.


988. Kjen Maltester (Kirsten Maltesdatter), der boede her ude på marken ved Sortbjærg i et bitte hus, hun fortalte, at der var bjærgfolk til, hun havde så drøvelig set dem. «Vor moder i hullet» kom op til skolen en dag, hvor de havde en bitte dreng på et par måneder, der endnu ikke var døbt. Da er I sågu ikke vantroendes,» sagde hun, «te I tør have et barn så længe, uden at have ham døbt.» Dertil bemærkede læreren: «Å, den skrålhals beholder vi nok.»

Vesterbølle.


989. Rærup mark er fuld af ene dværge. De døjede svært med dem til Mads Limes, og deres børn blev så sølle; nogne blev blinde, og nogne gik fra forstanden. Der kom en sort hund derud om aftenen, men der var ingen, der kunde se dem andre end dem selv. Så havde de bud nede ved Maren Hånning, og da blev det nok stilt. A har talt med manden og sagt, at det var parabel (løs snak), »en han bandte på, at han havde set nogle dværgunger gå ned ad en dal eller lavning, der var henne i marken.

Jon Kristensen, Hestbæk.


990. Det fortælles for vist, at i en gård i Ollerup havde de et barn, som var et par år, da det en dag, det gik ude, blev så fjollet, at det ikke kunde fatte noget, og det måtte da siden stadig pusles og lå i en vugge, til det var 15, 16 år, så døde det. Da det havde været syg nogle år, var det en morgen, at der lå nogle penge under hovedpuden, og da de forespurgte, hvad det skulde betyde, fik de til svar, at det måtte være et byttebarn, og at deres eget så måtte være død, og derfor kunde de dristig bruge pengene. Der kom da også penge hver måned, så længe som det levede, men ved en smitsom sygdom døde det, tilligemed dets forældre og to søskende. Bakken, hvor bjærgfolkene boede, er på den gårds jorder, og det hændte sig, at i et hus tæt der ved, var det en aften, en kone var ude at lukke sin dør, da hørte hun en stemme, som sagde: «Nu lukker Magdalene sin dør!» og hun blev noget underlig til mode, hun var ene hjemme med sit spæde barn, som ikke havde været i kirke. Hun lod derfor lyset stå og brænde, men da hun havde ligget noget, ser hun ligesom en blå tråd slæbe hen over lyset, og det slukkedes, og da var det, som nogen kunde tage fat på barnet og vilde med magt tage det fra hende, hun begyndte da at synge salmer og bede bønner, og hun sejrede da og beholdt sit barn.

Husflidsarbejder R. Kristensen, V.-Skjerninge.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.