Ulfssø

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Carl Chr. Th. Andersen
(1828-1883)
Islandske Folkesagn og Eventyr

Ulfssø
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864


Søndentil i Skagefjordsdalene findes en fiskerig Sø, som hedder Ulfssø og har faaet sit Navn paa følgende Maade. Engang boede der en rig Bonde paa Mælifellsaa, som havde en Søn ved Navn Gudmund, der i alle Henseender var en haabefuld ung Mand; han havde gode Kræfter og var en dygtig Bryder. Han var ofte ude at søge efter Kvæg, og hvergang der skulde søges, var han Formand eller Fjeldkonge, som Rangvellingerne kalde det. Engang gik Gudmund tilligemed flere Mænd ud for at søge efter forsvundne Faar; som han gik og søgte, blev han alene med en Dreng, og de kom til Ulfssø. Der saae de to Lam, som de gave sig til at forfølge. Søen var tillagt, og de saae, at ude paa Isen laa der en Mand og fiskede. Da Gudmund og hans Ledsager nærmede sig Søen, stod Fiskeren op, greb en Øxe, der laa hos ham, tog Tilløb og gled henimod Gudmund. Neppe faaer Drengen dette at see, før han tager Foden paa Nakken, men Gudmund venter paa Manden. Da denne var i Nærheden af Gudmund, huggede han efter ham med Øxen, men Gudmund veg tilside. Øxen faldt ud af Haanden paa Udliggermanden, Gudmund fik fat i den, tog Tilløb og gled ud paa Søen, hvor den Anden gav sig til at forfølge ham. Saaledes bleve de ved en Stund, til Gudmund saae sit Snit; da vendte han sig om og gav Udliggermanden Banehug; men idet denne fik Hugget, kaldte han med høi Røst paa Brand, Thorgils og Olaf. Siden gik Gudmund til sine Folk og fortalte dem hvad der var skeet. De gik da Mange i Følge til Søen, men da var den Døde forsvunden; de saae, at han var bleven bragt derfra, thi Blodsporene paa Isen viste op af Vandet. Efter den Tid blev Gudmund hjemme og gik aldrig bort for at søge Faar; thi man frygtede for, at Udliggermændene vilde ligge paa Luur efter ham. Da skete det engang seent paa Sommeren, at Hyrden paa Mælifellsaa blev syg, og der var Ingen paa Gaarden til at samle Faarene, uden Gudmund. Han gik derfor afsted, men kunde intetsteds finde dem. Han blev ved at gaae heelt op paa Hederne, men heller ikke der fandt han Faarene. Da faldt der en saa tæt Taage, at han ikke vidste, hvor han gik, men dog blev han ved at gaae, indtil han seer en stor Flok Faar og en Mand hos dem. Denne, der var en Udliggermand, angriber strax Gudmund, og de brydes længe, indtil Gudmund faaer fældet sin Modstander. Udliggermanden beder om Fred og lover at ville lønne ham vel derfor. Gudmund spørger, hvo han er og hvor han har hjemme. Udliggermanden svarede, at han hed Olaf og var Broder til ham, han havde dræbt paa Søen, men Ulf havde han heddet. »Vi ere sex Brødre, og jeg er den yngste og den mindste af os Alle. Min Fader boer paa en Gaard kort herfra, og han har tryllet Dig hid, thi han vil lønne Dig for sin Søns Drab; paa Ladet har han ladet grave en Grav og Dig har han bestemt til Gjæst i den. Vi have en Søster, som hedder Sigrid og som vor Fader elsker høiest; hun kan yde Dig den bedste Hjelp, hvis hun ellers vil give Dig en Haandsrækning. Min Broder Brand er her i Nærheden, og kunde Du faae ham under din Fod, saa at Du kom til at skjænke os Begge Livet, da vilde hun nok yde Dig al den Hjelp, hun formaaer.« Derefter lod Gudmund Olaf staae op, og han fortsatte derpaa sin Vei, til han traf paa Brand. De brydes, og det lykkes Gudmund at faae Brand under sig. Da beder denne om Naade og lover ham Hjelp, idet han ganske beretter ham det Samme, som Olaf før fortalte ham.


Gudmund lod ham da staae op, gik til Gaarden og traf Sigrid udenfor. Han bringer hende Brødrenes Hilsen, med Tilføiende, at de bede hende om at hjelpe Den, der har skjænket dem Livet. Sigrid førte ham da op paa Loftet over Stalden og gav ham en Drik Viin, som styrkede ham meget. Hun beskrev ham nu Graven paa Ladet og gav ham det Raad, at lade sig drive af hendes Fader, naar de brydes, henimod den, men naar de have naaet Randen, skal han springe over og lade hendes Fader falde ned i Graven, dog skal han ikke dræbe ham. Hun siger, at hendes Fader nu sover, men at han snart vil vaagne, derfor skal han gaae henimod Gaarden og banke paa Døren. Gudmund gjør, som hun sagde; men idet den Gamle hører Slagene, reiser han sig op af Sengen og siger, at nu er da endelig Gudmund kommen og nu skal han faae Lov til at vise, hvad han duer til. Bonden løber ud, men om gjensidige Hilsener bliver der ikke Tale, tvertimod tage de strax Tag sammen, og det bliver en haard Dyst. Gudmund indseer snart, at han ikke har meer end Halvdelen af den Gamles Kræfter, derfor værger han sig blot, men angriber ikke. Den Gamle vil have ham hen til Graven, og Gudmund lader sig drive derhen, men idet de have naaet den, springer Gudmund over og vipper den gamle paa Hovedet ned i den. Idetsamme kommer Sigrid og de to Brødre, med hvem Gudmund før havde Brydekampen, og bede ham om at skjænke deres Fader Livet, men han lover at gjøre det, hvis de fra den Stund af ikke tilføie ham Meen; dette lovede den Gamle høit og helligt. Han blev da trukket op, og nu takkede han Gudmund for Livet og bød ham indenfor, men sagde, at han dog ikke kunde vide, hvorledes hans ældre Sønner vilde finde sig i dette Udfald af Sagen, naar de kom hjem. Siden blev Gudmund beværtet som Gjæst, men blev om Kvelden lukket inde i et Kammer. Saa kom de ældre Brødre hjem og spurgte, om Gudmund gjæstede i Graven. Den Gamle fortæller, hvorledes Alt var gaaet til, men de blive rasende herover og ville bryde Kammerdøren op. Den Gamle gaaer da hen for Døren og siger, at først skulle de dræbe ham, hvis de ville gjøre sig til Frednidinger og dræbe Gudmund. Herved formildedes de og gik tilsengs. Morgenen der paa fremstillede den Gamle Gudmund for dem og bød dem ikke at gjøre ham nogen Fortræd. Gudmund blev der om Vinteren; han syntes godt om Sigrid, thi hun var en fager Kvinde og derhos anseelig af Væxt og saa stærk, at hun kunde maale sig med alle sine Brødre. Hun og Gudmund bleve gode Venner. Om Vaaren længtes han tilbage til Bygden, og Sigrid, der gik med Barn, vilde følge med ham; den Gamle søgte ikke at afholde hende derfra, og Gudmund drog nu afsted med hende, og ikke standsede han, før han kom til Mælifellsaa, hvor Alle bleve glade over at see ham igjen, hvem de længst troede død og borte. Han ægtede Sigrid, de boede længe paa Mælifellsaa, og hun blev holdt for en udmærket og høisindet Kvinde.


Efter hendes Bortreise og deres Faders Død fandt Brødrene Opholdet deroppe paa de øde Steder tungt og kjedsommeligt og derfor flyttede de ligeledes med alt deres Gods til Bygden. Nogle af dem bleve Bønder i Skagefjorden og Alle nøde de Anseelse som dygtige og flinke Mænd.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.