Umiamakut, eller om Hvalfangerne og de Indfødte ved Umanak (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

98. Umiamakut
eller om Hvalfangerne
og de Indfødte ved Umanak

(Fortælling fra Nordgrønland)

Der fortælles, at i Umanaks Omegn vare Hvalfangerne de første Kavdlunakker, som de Indfødte traf paa. Med dem handlede de Gamle, idet de kjøbte Krudt, Bly og Bøsser til Fuglejagt, men nogle kjendte endnu ikke sligt, de kjendte bedre deres Buer og brugte hellere dem til Sælhunde og Rensdyr. For lang Tid siden kom Hvalfangerne engang udenfor Sakkak og Grønlænderne kom efter Sædvane til dem, for at kjøbe et og andet. Men uden at vide hvorfor, kunde de denne Gang intet faae at kjøbe; de gik derfor iland igjen, men anede intet. Hvalfangerne gik nu iland for at bekrige og ødelægge de Indfødte, uden at disse kjendte Anledningen. Saaledes roede de til Land med Baaden, forsynede med Krudt og Hagel. Da de kom til Strandbredden, kom en enkelt Mand, der var forhexet, og blot iført en Tarmeskinds-pels, dem imøde. Han greb med kroget Arm i Ringen paa Baadens Forstævn og trak den op, idet en anden fulgte ham, bukkende sig bag ved ham. Derpaa begyndte Hvalfangerne at skyde paa hiin Mand med Bøssens Munding næsten lige paa ham. Skjøndt de skjøde ham, faldt han dog ikke, men Panden paa hans Ledsager, som vilde kigge frem, blev blot streifet lidt. Tilsidst bortskjøde de hele deres Forraad paa den ene Mand, uden at dræbe ham. Da de havde opbrugt alt, flygtede de til Agterenden af Baaden, og klyngede sig ovenpaa hverandre. Derpaa sagde Manden med Tarmepelsen: »Der er nok ingen, som vil handle med dem der, lader os da skyde paa dem!« Da han havde talt saaledes, hævnede de Folk, der skulde have været bekrigede, sig paa Hvalfangerne i Baaden, idet de beskjøde dem med Buer. Da der kun var een Mand tilovers af dem, skubbede de Baaden ud. Derpaa vilde den ene Mand roe bort med Ligene af sine Landsmænd, idet han brugte begge sine Arme, men blev skudt i Panden ligesom han stak Hovedet frem over Toften, og han kiggede aldrig frem mere. Da de saaledes havde tilintetgjort Baadens Besætning, siges to af deres Baade at være flygtede om bag Kikertarsuak, som er nordenfor Umanak, og at være gaaede ind i Fjorden Kangerdlugsuak og senere ikke at være komne ud igjen. Senere har heller ingen kunnet komme ind i Fjorden, paa Grund af den svære Kalviis. Man siger, at hine Folk have hexet denne Iis frem.

Nutildags troer man endnu, at der boe Mennesker inde i Kangerdlugsuak. De, som paa Rensjagt have villet trænge derind, troede at der var Folk, og meente at have seet Telte paa Nordsiden. Der siges ogsaa, at en Slæde, som var nær ved at komme derind, traf paa Hundespor og søgte efter Mennesker, men fandt ingen. Senere har ingen været derinde. Derfor kalder man hine Folk Umiamakkut.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 274-275.