Väinö gæster Vipunen (Kalevala II)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
.jpg)
som Folkedigtning og National-Epos
IV. De enkelte Sanges Historie
(XVII).
Atter vender Sangen sig til Väinö. Vi ser ham (XVI) tømre sig en Baad til en ny Færd; Oversættelsen forbigaar Skildringen af hvorledes Sampsa sendes ud at hente Tømmer; Aspen og Fyrren mener ikke at due dertil, først Egen er villig (oprindelig estisk Vise). Endelig fattes kun tre Trylleord til Værkets Afslutning. Dem søger Väinö først i Dødsriget, Tuonela, siden, med bedre Held, hos Vipunen. Denne Sammenkædning (Baadtømring — Tuonela — Vipunen) er folkelig, men sjælden.
Færden til Tuonela (XVI 147 — 412, her ikke oversat) er optegnet i Dvina Len med Väinö som Helt; længer Syd paa kendes Stumper med Krists (og Marias) Navn; til Grund maa have ligget en finsk Legendevise om Kristi Hadesfærd — af noget andet Præg og med anden Udgang end Lemminkäinens Dødssang. (En tredje finsk Sang om samme Æmne er »Hiisismeden lænkes«, hvoraf Træk i Kal. XLIX). De hedenske Finner har næppe kendt Forestillingen om et fælles Hjem for de døde, men tænkt sig dem bundne til Graven. — Väinö, hedder det i Kal. XVI, kommer til Dødsfloden og raaber paa Baad for at blive færget over: Tuonis Mø undres ved at se levende Mand hernede, gennemskuer hans Paafund, at »Dødning«, Jærn, Vand eller Lue skulde bragt ham did, men færger Gæsten over, da han nævner sit sande Ærend (man mindes om Hermods og Modgunns Samtale i Baldermyten). I »Dødninglandet« faar han ingen »Ord«, men man kaster et Jærnnæt tværs over Floden for at spærre ham Tilbagevejen, dog slipper Väinö igennem i Ormeham (Nætmotivet er indkommet fra »Ildens Fødsel«, en Tryllesang).
Hvad Dødsriget ikke lod sig fravriste, det vinder Väinö derpaa ved sit djærve Snille i Vipunens Grav. Her har vi da vel den oldfinske Dødhjemsfærd? I Graven, og ikke i Tuoni bag Dødsfloden, bor den mægtige afdøde Seer. Unægtelig hviler dette Kvad paa den ældgamle Forestilling om Graven som den dødes Bolig, men dets Affattelse fører os dog næppe ret langt tilbage i Tiden. Man kender ikke Sangen sydligere end i finsk Karelen (Egnen ved Ilomantsi), Grundtrækkene er disse: Väinö vil fremtrylle en Baad, men mangler tre Ord, fælder saa Træerne paa Vipunens Grav, vækker den døde med sit Raab og faar de ønskede Ord. Først i russisk Karelen faar Sangen sin burleske Form, ved at Väinö lader sig sluge af den døde og rumsterer i hans Mave, til Vipunen rykker ud med sin Visdom. Det samme meldes om Ilmarinen under hans Bejlerfærd, blandt de Gærninger han øver for at vinde Pigen: Ilmari sluges af »Hiisis Kvinde«, nytter Knæ og Albu som Ambolt og Hammer og smedder en Kniv, hvormed han skærer sig Vej ud til Verden[1]. Til Smeden Ilmari passer denne Skildring bedre end til Väinö. Anledning til at overføre Daaden til Vipunenkvadet gav maaske Vers som disse: »I hans Mund er en vældig Viden, evig Magt bor ham i Barmen, rige Forraad dølges i Bugen.« — Enkelte Sangere har øget det groteske ved at gøre Vipunen til en dreven Menneskeæder (Vs 589 fl.), med Vendinger fra en helt anden Sang; og Lönnrot har udfyldt Kvadet med meget lange Besværgelser, hvoraf i Oversættelsen kun et Par Stumper er givne.
Den finsk-karelske Grundform, hvor Väinö nøjes med at rydde Graven og vække den døde, nytter et Motiv, som er almindeligt i halv-lyriske Sange: Barnet paa Forældrenes overgroede Grav (i Kalev. f. Eks. Kullervo XXXVI). Meget yndet er i Estland Visen om den giftefærdige Pige der vækker sine Forældre i Graven for at bede om Udstyr; hun lader Kvæget æde det frodige Græs; kun i ganske faa Opskrifter hugger hun Træerne om[2].
Sangen om Baadbygningen (og Vipunen) danner hos Folket oftest Indledning til »Søfærden« og »Fiskebensharpen«, yderst sjælden til Väinös og Ilmaris Frierfærd som i Kalevala. Baadbyggeren kaldes paa Karelske Tange »Vipunens Søn«; sydligere er Navnet ikke fundet hos Folket. »Fornavnet« Antero eller Anterus (Anders) stammer fra en uvedkommende vestfinsk Sang.
