Vølvespås vigtighed
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oplyst og oversat af
København
Forlagt af Den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel)
1876
At Vølvespå er det ypperste, ikke blot af vore nordiske, men af alle hedenske mytekvad, tør vel nu stilles fræm som en sag, hvorom der ikke længer kan være tvivl. Et sådant storsyn over alle vidder, op i det høje og ned i det dybe, har ingen anden hedningeskjald nedlagt i et kvad; det træffe vi kun i vølvens verdensdrape, da hun dukkede sit hoved op af tidernes hav.
Det er en digtning i dette ords dybeste mening, på én gang læredigt og episk skildrende; om dets kunstform i det enkelte vil jeg senere komme til at ytre mig. Det er end videre et folkekvad, som folket har kunnet fuldt tilegne sig og har tilegnet sig, og det er blandt gotiske folkekvad det ældste, vi kænde til. Disse ting må vi foreløbigt holde på, og kan gøre det med fuld føje, da der er så godt som kun én mening herom hos alle kyndige. I øvrigt skal beviserne fræmkomme på passende steder i denne afhandling.
Kvadet hører til de nordiske stammers fælleseje, det har prof. S. Grundtvig godtgjort med slående grunde I hist. tidsskrift 3dje række 5te bind og 4de række 1ste bind. Og vi tør vist nok gå endnu et skridt videre med hensyn til de folk, der i alt fald må have brugsret til det, muligvis endog mere; men her må jeg udbede mig læserens tålmodighed, ti beviset herfor skal føres ud af kilderne selv.
Der findes et brudstykke af et oldtysk, stavrimet kvad »Vessobrunnerbönnen«, bædst meddelt i K. Müllenhoffs og W. Scherers »Denkmäler deutscher poesie und prosa«, s. 1 og 243 flgd. Det er fra Nordtyskland og optegnet i Karl den stores sidste dage. En kristen mand nedskriver nogle gamle vers, hvori alle kyndige har genkændt Vølvespås skildring af verdens skabelse. Dertil føjer han selv en kort kristelig bøn, som falder ud af versetonen, men ellers godt passer til den hedenske indgang. Så dybt var hedningens verdenssyn.
Hans begyndelsesord, »dat gafregin ih mit firahim firiuuizzo meista« svare aldeles til vor Vølvespås »spjöll spaklig« »forn spjöll fíra, þau er fremst um man«, v. 3, l. 3 og v. 4, l. 7—8 i prof. Grundtvigs anden Eddaudgave. Hins følgende 6 linjer svare til v. 6, l. 3—6 i nævnte udgave, medens dens v. 8 tillige skinner igennem dem. Linjen her »dat ero ni uuas, noh ufhimil« er ordret den samme som »jörð fannsk æva, né upphiminn«, og den 9de tyske linje »do dar niuuiht ni uuas« lige så aldeles den samme som Vølvespås v. 6, l. 2 efter læsemåden i Snorre-Eddas skindbøger, »þat er ekki var«. Den 10de tyske linje »enteo ni uuenteo« ser ud som omskrivning af »gap var ginnunga« i vort v. 6, l. 7; og den 11 te og 12te tyske om den »almægtige Gud« nævner med et kristeligt udtryk det, vølven v. 5, l. 7 kalder »mjötuð mæran«. Det kunde måske for os være en grund endnu til at læse »mjötuð« og ikke »mjötvið«, derom siden mere. Desværre rækker brudstykket ikke længer, den kristne nedskriver har ikke haft brug for andet, om Gimle og Ragnarøk høres intet.
Lykken har dog været god og ladet os opdage et omtrent samtidigt, ligeledes stavrimet oldkvad i Sydtyskland, Muspilli, i hvis kristelige skildring af »de sidste ting« vi kan genkænde træk på træk fra den hedenske i Vølvespå. Det findes i Miillenhoffs nys nævnte » Denkmäler« 4 flgd. 254 flgd. Muspilli optræder her næsten som person, som Muspelhjems høvding Surt hos os; »dér kan da den ene frænde ikke hjælpe den anden for Muspilli« heder det, et udtryk, som minder om Vølvespås v. 49, l.. 5 og 6.
Vi få et sidestykke til Ragnarøkskampen. Antikrist, der kaldes »ulven«, kæmper med tordneren Elias, som midgårdsormen, hvis andet navn jormungand betyder »ulven«, kæmper med tordneren Tor. Begge steder fældes »ulven«, Elias såres under kampen, medens Tor får sin bane og dør. Derpå følger sidestykket til verdensbranden umiddelbart oven på Elias' fald, som oven på Tors fald, »midgård« siges at brænde, månen styrter ned ligesom stjærnerne i Vølvespå. Udtrykket »suilizót lougiú der himil« svarer meget godt til dennes v. 63 »leikr hár hiti við himin sjálfan«. Selv det »himmelske horn«, der gjalder, kan minde om Hemdals, skjalden nævner som sin hjemmel »verdens vismænd«, mens Vølvespå, hvad vi nys hørte, taler om »forn spjöll fíra«. Lighedspunkterne er slående (K. Simrock Deutsche Mythologie, 159 flgd.).
I det store stavrimede Heliandskvad møde vi atter »Mutspelli« som en person og komme ved skildringen af verdens undergang uvilkårligt til at tænke på Vølvespå. Samle vi nu disse træk og stille dem sammen med hvad ellers vides om tyske myter, fra J. Grimms »deutsche Mythologie« og andre skrifter, påtrænger den tanke sig næsten med nødvendighed: Tyskland har også en gang haft sin Vølvespå, i alt fald mytekvad, der sang om tilblivelsen, Valhal, Ragnarøk og Gimle.
Gå vi så over til den tredje gotiske hovedstamme, Angelsakserne, træffe vi i Kædmons skabelseskvad Eddas »gabende afgrund« i steden for bibelens »øde og tomme jord« (mit universitetsprogram 1873, 29). Og ideligt dukker myten op både hos ham og Kynevulf, især når de skal skildre det uvordne, verdens undergang og genfødelsen. Herom kan i det hele henvises til det nævnte program.
Folket i Oldengland havde samme mytiske hovedsyn på tilværelsen som vore fædre, sangkært var det med, og det må da have haft kvad, der lignede Vølvespå. Måske har endog en lille stump, i alt fald en genklang af et sådant kvad nået ned til os. I den så kaldte Ekseterbog (B. Thorpe codex Exon. 341—42) findes nogle utvivlsomt hedenske vers, en stor sjældenhed hos Angelsakserne, og også godt nedgæmte i et pulterkammer af gamle ordsprog.
Versene handle om Odin (Voden), der lige som hos Nordboerne blandedes med den højeste Gud, hvorved forestillingen blev så uklar. Jeg skal senere bringe den omstændighed på tale, her holder jeg foreløbigt på, at det er den højeste Gud, versene må gælde. Om ham heder det da først, at han skabte guderne og verden, og videre så:
|
|
Sammenstille vi nu dette hedenske vers med Vølvespås v. 71:
- da — ved enden næmlig —
- kommer hin rige
- til kongedommen,
- ovenfra, alstærk,
- der for alting råder,
vil enhver vist studse over overensstemmelsen mellem de to vers både i mening og enkelte udtryk. »Den rige Gud«, som egenlig først på dommedag åbenlyst »vil råde for alle«, har vi begge steder: forestillingen tilhører altså hedenskabet både i England og Norden. At Angelsakseren mere klart end Vølvespå kan tale om ham som skaber og styrer også inden dommedag, vil vist findes hélt naturligt. England havde været et kristent land, og Briterne, Angelsaksernes naboer, var endnu Kristne, dér kunde hedenskabet ikke undgå påvirkning fra den side. Men når verset lader den »alrådende« dog først ved enden komme til fuld åbenbarelse som »Gud selv«, da peger det, som sagt, på oldengelske kvad i Vølvespås stil.
Står det nu så til i Tyskland og England, vil vort kvad få afgørende værd for hele den gotiske folkeæt. Om det end, som det foreligger, hører os til, er vort gode odelseje, hører det dog tillige både Engelskmænd og Tyskere til, i alt fald fordi det drejer sig om hvad der i hovedsagen var også deres fædres tro. Derfor har alle gotiske stammer i fællesskab arbejdet på dets tydning, selv Franskmænd, nærmeste frænder til dem, har taget fat med.
Et af ættens kændemærker, hin romantik, som vugger sig i stemninger og følelser, har her første gang fundet sit digterske udtryk. Heller ikke dette tør overses, og må vel gøre os kvadet endnu kærere.
