Verden laa der

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Naturlyrik og romantik

Viggo Stuckenberg (1863–1905)

Viggo Stuckenberg

Verden laa der

Digte, P.G. Philipsens Forlag,
Kbh., 1886

Verden laa der,

ombæltet af Isørkner,

nær ved sin Død,

med smægtende Fostre og visnende Spirer

skjult i sit Skød;

og Odin, Alfader,

sad græmmet og bøjet

og stirrede ud, om det aldrig blev Vaar,

med Haand over Øjet

og Fimbulvinterens Sne paa sit Haar.

Og Loke søgte

fra Asgaard at flygte.

Da dirred i Luften

en skælvende Trille,

en ganske lille.

Og ned i Sneen faldt død

en kuldedræbt Lærke.

Op om Alfader slog Jætternes Latter,

mens Stormen voldsomt om Asgaard brød, —

da kvidred det atter,

Stormen lytted,

og Stormen tav.

Thi sydfra vælted et susende Hav

af kvidrende Fugle

sig frem over Himlen,

Svaler og Lærker

i endeløs Vrimlen;

og forrest fløj Hære

af fløjtende Stære.

Og Stormen flygted

under Isens Suk og Lavinskreds Bragen

og steg som skærende Klagen

op fra Frostdalens Grav;

Solen splitted de snetætte Taager,

og kvalt af Kvidderen tav

Vølunds Ed.

I Asgaard stod Odin,

bredskuldret, høj,

blandt de samlede Aser;

de lyttede alle

og hørte Stormen i Dødskampen ralle.

Og Loke lo

skrigende, spottende.

Men Odin vendte sig mod ham

og saa ham stift ind i Øjet,

og den fejge krøb angst

i Skjul bag en Terne.

Tavse stod de,

de mægtige Aser!

de vældige Guder!